Det Middelfart-baserede Selfinvest, der rummer den globale USTC-koncern, har netop leveret et rekordregnskab for 2019/20 med et resultat før skat, der runder én milliard kroner. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse. Koncernen, som ud over Bunker Holding også tæller logistikfirmaet SDK Freja, oplyser, at de er ”A PRIVATELY OWNED GROUP WITH STRONG FAMILYVALUES”.

Bag USTC, United Shipping & Trading Company, der blandt andet tæller oliehandelsvirksomheden, Bunker Holding – moderselskab til det kontroversielle Dan-Bunkering, står en far og hans to døtre: Torben Østergaard-Nielsen, Nina Østergaard Borris og Mia Østergaard Nielsen

Berlingske Tidende beretter servilt, at USTC er Torben Østergaard-Nielsens livsværk, men selskabet er på vej gennem et generationsskifte, og de to døtre fik sidste år overdraget hovedparten af aktierne. Berlingske Tidende finder dog ikke anledning til at nævne, at selskabet er tiltalt for i strid med internationale sanktioner at have tjent penge på at sælge jetbrændstof til det borgerkrigshærgede Syrien.

Der ventes at falde dom i sagen i slutningen af december 2021.

Tiltalen mod Dan-Bunkering for at overtræde EU-embargo mod Syrien

Bagmandspolitiet, hvis officielle navn er Statsadvokaten for Særlig International og Økonomiske Kriminalitet, SØIK, er kendt for en helt utrolig sendrægtighed.

Den 11. november 2020 kan Ritzau oplyse, at SØIK nu langt om længe har taget sig sammen til at rejse tiltale mod den fynske virksomhed, Dan-Bunkering, for i perioden 2015 -2017 i 33 handler at sælge jetbrændstof til Syrien via russiske virksomheder i strid med EU’s sanktioner mod det borgerkrigshærgede land.

På det tidspunkt var der indført EU-sanktioner mod Syrien med et “forbud mod salg, levering, overførsel eller eksport af jetbrændstof og brændstofadditiver til personer, enheder eller organer i Syrien eller til anvendelse i Syrien”.

Sigtelse i januar 2020

Tilbage i januar 2020 blev der af SØIK efter et uskønt efterforskningsforløb rejst sigtelse mod Dan-Bunkering, ejeren – holdingselskabet Bunker Holding, og en direktør. At der nu er rejst tiltale betyder, at anklagemyndigheden har vurderet, at den sag, politiet har arbejdet på, kan bære at der rejses tiltale ved retten.

Det var DR, der kunne informere offentligheden om de påståede overtrædelser af de internationale sanktioner mod Syrien. Det skete i 2019 på baggrund af blandt andet amerikanske rets dokumenter, centrale kilder og fortrolige oplysninger hos danske myndigheder.

Ifølge disse oplysninger havde Dan-Bunkering været involveret i leverancer af jetbrændstof til Syrien, som er fragtet til landet via overførsler til russiske tankskibe. Kunden, der betalte Dan-Bunkering for overførslerne, har ifølge Ruslands udenrigsministerium stået for at forsyne russiske kampfly i Syrien med jetbrændstof.

Danske Banks rolle

Dan-Bunkerings bank, Danske Bank, blev sidste år af amerikanske myndigheder orienteret om Dan-Bunkerings mulige brud på EU’s jetbrændstofforbud i forbindelse med transaktioner for samlet over 420 millioner kroner fra to russiske selskaber, der er involveret i sagen.

Danske Bank burde nok selv have opdaget, at noget var galt, men efter de amerikanske myndigheders involvering havde banken intet andet valg end at underrette de danske myndigheder om den gode kundes mistænkelige transaktioner.

Politiets sendrægtighed

Politiet var dog usædvanligt træge til at reagere. Det ser faktisk ud til, at Fyns Politi på et tidspunkt havde henlagt sagen, og først da skandalen via Danmarks Radio når offentligheden, reagerer Justitsministeriet og Bagmandspolitiet.

Ifølge tiltalen har Dan-Bunkering 33 gange solgt jetbrændstof til russiske selskaber, hvorefter brændstoffet blev leveret til Syrien i strid med EU’s sanktioner.

Via mellemled blev jetbrændstoffet leveret forskellige steder i Middelhavet og i sidste ende sejlet til en ukendt modtager i Port Banias i Syrien.

Alvorlig sag

I alt skal selskabet have leveret 172.000 ton jetbrændstof til en samlet værdi af 647 millioner kroner til det borgerkrigshærgede land. Dan Bunkerings fortjeneste foreligger ikke oplyst.

Statsadvokaten for Særlig International og Økonomiske Kriminalitet betegner selv sagen som meget alvorlig, at en stor dansk virksomhed som Dan-Bunkering overtræder EU-sanktioner, der er indført mod et andet land på baggrund af en meget kritisk og alvorlig situation. I betragtning af sagens alvor kan det undre at såvel Danske Bank som danske myndigheder har haft så god tid til at forholde sig til lovovertrædelser, der ligger flere år tilbage. Risikoen for at de tiltalte undgår domfældelse som følge af forældelsesfrister er desværre overhængende.

Sagsgangen

Foruden Dan-Bunkering er holdingselskabet Bunker Holding og direktør Keld R. Demant tiltalt. Anklagemyndigheden går efter en fængselsstraf til direktøren.

Retssagen starter 26. oktober ved Retten i Odense, hvor der er afsat 18 dage frem til 14. december.

Dan-Bunkerings ejerforhold

Bunker Holding, der ejer virksomheden Dan-Bunkering, omsatte i 2019 for omkring 70 milliarder kroner og er blandt Danmarks ti største virksomheder målt på omsætning.

Bunker Holding er den største virksomhed i USTC Group, der ejes af Selfinvest Aps, der ejes af selskabets stifter Torben Østergaard-Nielsen og hans 2 døtre.

USTC Group beskæftiger sig med bunkervirksomhed, tankskibsfart, transport, risikohåndtering og IT. Koncernen har over 2.500 ansatte og kontorer i 33 lande.

Fra koncernens hovedkvarter i Middelfart på Fyn jonglerer stifteren, den fynske milliardær Torben Østergaard-Nielsen med olie og skibe – og en mindre it-virksomhed.

Torben Østergaard-Nielsen bryder sig ikke om at skille sig ud fra mængden, men faktum er, at manden fra Middelfart er alt andet end ordinær. Torben Østergaard-Nielsen – eller Tøn, som de fleste kalder ham – har bygget sit eget virksomhedsimperium, og han er blandt Danmarks rigeste, men han må altså nu lide den tort, at hans virksomhed er tiltalt for kriminelle forhold.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen var torsdag den 17. juni 2021 på et kort besøg i København. Den konkrete anledning var EU-Kommissionens godkendelse af det danske genopretningsprogram, der finansieres fra EU’s genopretningsfond – Recovery and Resilience Facility (RRF). RRF er hjørnestenen i EU’s genopretningsplan – NextGenerationEU – for genopbygningen af EU efter COVID-19 pandemien, og der er afsat omkring 750 milliarder € til planerne.

Danmark har fået tilsagn om tilskud fra RRF på 11,6 mia. kr. svarende til 1,6 €. Planen omfatter: COVID-19 myndighedsindsatser på sundhedsområdet, Grøn omstilling af landbrug og miljø, Energieffektiviseringer, grøn opvarmning, CCS mv., Grøn skattereform, Grøn omstilling af vejtransport, Digitalisering og Grøn forskning og udvikling.

Faldende tillid til EU

Den konkrete anledning til Von der Leyens rundrejse var EU’s genopretningsplan – NextGenerationEU, men EU-Kommissionens besøg i Danmark kom også på et tidspunkt, hvor opbakningen til EU-projektet har nået et nyt lavpunkt.

Ét er at det praktiske samarbejde knirker, men sagen er, at vi langt fra er enige i Europa om selve værdigrundlaget for EU-samarbejdet. Hvordan skal vi skal forstå medmenneskelig respekt og menneskerettigheder? Hvad er betydningen af retsstatsprincipper? Hvad er EU’s globale rolle?

Offentlighedens tillid til EU-institutionerne er samtidig i frit fald på grund af deres håndtering af covid-19-pandemien og vaccineindkøb og den famlende udrulning af vaccineprogrammer.

‎Den skeptiske effekt er stærkest i Tyskland. Her har skuffelsen over EU nu spredt sig fra landdistrikterne til Berlin og andre urbane centre.

‎Det europæiske projekt er imidlertid endnu ikke dødsdømt. Mange EU-borgere mener øjensynligt, at der stadig er behov for samarbejde mellem landene – ikke mindst fordi der er behov for at styrke EU som global aktør.‎

Rapport: CRISIS OF CONFIDENCE: HOW EUROPEANS SEE THEIR PLACE IN THE WORLD

Det fremgår af en nylig offentliggjort rapport fra The European Council on Foreign Relations (ECFR), at EU’s træge reaktion på sundhedskrisen og den famlende udrulning af vaccinationsprogrammer har belastet tilliden til unionen.

Flertal i Frankrig (62 pct.), Italien (57 pct.), Tyskland (55 pct.), Spanien (52 pct.) og Østrig (51 pct.) beskriver EU-projektet som havareret (”broken”).

Adspurgt om EU er velfungerende eller “broken” var der i lande som Danmark og Portugal en lille stigning i andelen, der mente at EU -systemet ikke var velfungerende, men ”broken”.

UK har taget konsekvensen

Den 23. juni 2021 kunne briterne fejre 5-årsdagen for beslutningen om at forlade EU-samarbejdet. Storbritannien slap, trods indenrigspolitisk kaos, ud af EU i live og eksisterer fortsat i bedste velgående.

Det samme kan ikke siges om EU.

I sidste uge vedtog EU’s udenrigsministre en kritisk erklæring mod den nye ungarske lov, der af kritikere hævdes at ville lægge yderligere begrænsninger på homoseksuelles rettigheder i Ungarn. Loven er formuleret så bredt, at modstanderne frygter, at den risikerer at få vidtrækkende konsekvenser. Mange skolers nuværende seksualundervisning vil blive gjort strafbar, og der skal sættes aldersgrænse eller advarsler på både bøger og film, som har homoseksuelle karakterer. Nogle frygter ligefrem, at loven vil gøre det ulovligt at vise regnbueflaget i det offentlige rum.

Det bemærkelsesværdige er at kun 14 lande støttede teksten. Kun tre østeuropæiske lande, de baltiske lande, støttede teksten. Dermed demonstrerede sagen den værdikamp, som for øjeblikket foregår i Europa og endog truede EM i fodbold, fordi UEFA ikke ville tillade regnbueillumination af et fodboldstadion i München.

Ungarns nationalpopulistiske leder, Viktor Orbán, begrunder loven som et forsvar for traditionelle familieværdier mod en liberal og venstreradikal woke-ideologi om flydende kønsidentiteter.

Ungarn

Det bør ikke komme bag på nogen, at Ungarn forfølger sine nationale interesser. Ungarn har altid gået sine egne veje. Det førte til, at sovjetiske tropper i 1956 gik ind i Ungarn og knuste et oprør mod ensretningen, på samme måde som Foråret i Prag i 1968 blev bremset med indsættelsen af en Moskva-venlig tjekkoslovakisk regering og partiledelse.

I 1956 reagerede vi med Ungarnshjælp i fjernsynet og med modtagelse af ungarske flygtninge i Danmark. Det skal heller ikke glemmes, at da Ungarn i 1989 åbnede grænserne og tyskere fra DDR strømmede ind i Vesttyskland faldt først Berlin-muren og snart efter Sovjetunionen.

Ungarn og Polen

Viktor Orbán og det ungarske regeringsparti Fidesz har sammen med Polens nationalkonservative regering under ledelse af partiet, Lov og Retfærdighed, længe udfordret de retsstatslige principper, som andre EU-lande insisterer på EU-medlemskabet forpligter til.

Ungarn og Polen har også udfordrer samarbejdet i EU ved at stikke en kæp i hjulpet på den fælles udenrigspolitik i forhold til Kina og Hongkong og i forhold til striden mellem Grækenland, Cypern og Tyrkiet i Middelhavet.

Det bør ikke glemmes, at Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet – de såkaldte Vicegrad-lande – har nogle fælles oplevelser med forsøg på – mod nationale interesser – at ensrette medlemmerne af Warszawapagten. Det er derfor ikke at forvente, at landene bare retter ind efter Frans Timmermans eller andre som er overbevist om, at de sidder inde med den evige sandhed.

Brexit og konsekvenserne for Danmark

Brexit har for første gang demonstreret hvad det vil sige at være inde – eller ude – af fællesskabet. Det har været diffust om det overhovedet var muligt at forlade samarbejdet.

For Danmark har Brexit haft store politiske konsekvenser.

Storbritannien stod som EU-medlem uden for dele af EU-samarbejdet, blandt andet euroen. Som forbeholdsland delte Danmark synspunkter med briterne, og Danmark har været tvunget til at træde mere i karakter, når vigtige emner – som det fælles budget – har været på dagsordenen.

Det er ikke gratis at træde frem som del af en sparebande sammen med Holland, Østrig og Sverige. I modsætning til Holland, der 100 pct. bakker op om EU, har Danmark en lang række forbehold, og nu kan vi ikke mere ligge i ly af UK. Vi er nødt til selv at tage de her konflikter og debatter i alle EU-institutioner, hvor vi hidtil har kunnet holde lav profil.

Den 26. september går tyskerne til valg. Analyseinstituttet Forsa har for nylig undersøgt hvordan opbakningen til partierne tegner sig 3 måneder inden valget.

• Det kristendemokratiske CDU/CSU: 29 pct.
• Det socialdemokratiske SPD: 15 pct.
• Miljøpartiet De Grønne: 21 pct.
• Det liberale FDP: 13 pct.
• Venstrepartiet Die Linke: 6 pct.
• Det højrenationale Alternativ for Tyskland: 9 pct.
• Øvrige: 7 pct.

Ved valget sættes der punktum for 16 år under den kristendemokratiske, CDU-forbundskansler Angela Merkel.

Det kristendemokratiske CDU har siden 1949 haft kanslerposten i 52 ud af 72 år, og partiets mest succesfulde kanslere gennem tiden er gået til valg på at bevare status quo. Tyskerne foretrækker det kendte og sikre, mens udsigten til forandringer er skræmmende. Netop det træk kan blive udslagsgivende, når de om præcis tre måneder, den 26. september, går til forbundsdagsvalg.

Valget har indtil for nylig været set som et kapløb mellem centrum-højre-partiet CDU og miljøpartiet De Grønne (Die Grüne).

Det er til De Grønnes gunst, at klima og miljø hidtil har været de vigtigste valgtemaer. Alle partier har ”grønne temaer” på valgprogrammet. CDU kombinerer disse med en klassisk industripolitik og mindre regulering fra statens side. De Grønne kombinerer disse med socialpolitik. Det samme gør socialdemokraterne og Venstrepartiet.

Som valget tegner sig i øjeblikket, er det svært at se en regeringsdannelse uden om De Grønne. Trods uenigheder er det sandsynligt, at CDU og De Grønne kan finde sammen i en koalition.

Der er ingen grundlæggende modsætninger, men der er forskelle i partiernes flygtningepolitik, i statens rolle og i klima- og miljøpolitikken.

Flertallet af grønne delegerede på en partikongres vil formentlig være enige i, at deres parti skal gå i koalition med CDU. CDU vil gå med til en koalition, hvis det opnår sit mål om at lede regeringen og bevare magten.

Omvendt ville atmosfæren i en regerings-koalition kunne blive meget anstrengt, hvis De Grønne ender med at skulle stå i spidsen for en koalition.

De Grønnes 40-årige formand, Annalena Baerbock, er udpeget til partiets første kanslerkandidat.

Hovedmodstanderen i kampen om kanslerposten er CDU-lederen og ministerpræsident i Nordrhein-Westdalen, Armin Laschet, der er CDU/CSU-koalitionens spidskandidat efter at Bayerns ministerpræsident, Markus Söder fra CSU trak sit kanslerkandidatur.

Det er historisk, at De Grønne for første gang i partiets historie har udnævnt en kanslerkandidat, men det er ligeledes en sensation, at kanslerkandidaten er den 40-årige formand Annalena Baerbock og ikke hendes mere erfarne kollega og medformand, Robert Habeck.

Annalena Baerbock kanslerkandidat

I de sidste tre og et halvt år har Habeck og Baerbock sammen udgjort ledelsen i Die Grüne, og de to har selv bag lukkede døre aftalt, hvem af dem der skulle være kanslerkandidat. Hvis der har været en magtkamp, var det ikke til at se, da Robert Habeck bekendtgjorde nyheden og hyldede sin kollega som ”en kampklar, fokuseret, viljestærk kvinde, som nøjagtig ved, hvad hun vil”.

Coronakrisen har vist, at det tyske samfund har fortjent en bedre regering, betonede Annalena Baerbock i sin tale efter kåringen:

”Hver dag, over hele landet, stiller lærere og plejere, forskere og landmænd, frivillige sig til rådighed for dette samfund og vokser med opgaven.”

”Nu er det på tide, at det politiske liv også vokser med opgaven,” sagde Baerbock med henvisning til det tyske vaccine- og testkaos, som har skadet Merkels koalitionsregering med CDU/CSU og SPD.

Annalena Baerbock repræsenterer angiveligt en ny og pragmatisk generation hos De Grønne – et parti, som ved grundlæggelsen for omkring 40 år siden var omtrent lige så foragtet blandt de øvrige partier, som det højrenationale Alternativ for Tyskland, AfD, er det i dag.

De Grønne i meningsmålingerne

Det tyske miljøparti De Grønne, der ved valget i 2017 opnåede 8,9 pct. af stemmerne, ligger nu ifølge de seneste målinger som landets næstmest populære parti – med 21 pct. efter CDU/CSU, der i står til 29 pct.

Opbakningen til Socialdemokratiet (SPD), der i øjeblikket indgår i Merkels store regeringskoalition med finansminister Olaf Scholz som kanslerkandidat, ligger på 15 pct.

De Grønne var engang et kaotisk sammenrend af miljø- og fredsaktivister i islandske sweatre, men er i dag Tysklands største politiske succes. Miljø -og klimaspørgsmål er blevet mainstream-politik, og det er i høj grad De Grønnes fortjeneste.

Det økonomiske tidsskrift Wirtschafts-Woche har gennemført en meningsmåling om hvem man ville stemme på, hvis der var direkte valg til kanslerposten. Svaret var 26,5 pct. på De Grønnes Baerbock og kun 14,3 pct. på CDU/CSU-kandidaten Armin Laschet.

Men de seneste års succes bunder også i, at Baerbock og Habeck har gjort sig til indbegrebet af en ny politisk ledelsesstil med et samarbejde, som er blottet for store egoer og trangen til at ydmyge, skriver ugeavisen Die Zeit:

”Habeck har evnen til at udtænke politik, Baerbock er særligt god til at organisere den. Han har talent for at tale, hun for at udføre, den karismatiske og den effektive.”

Baerbock udsat for kritik

Baerbocks største problem er, at hun i mere end én forstand er grøn.

Hun har aldrig haft regeringsansvar, heller ikke på delstatsniveau som Habeck, der har været miljøminister i Slesvig-Holsten. En svaghed, hun selv har foregrebet:

”Ja, jeg har aldrig været kansler, og jeg har heller aldrig været minister,” sagde hun, men betonede, at politik lever af forandringer.

”Jeg stiller op for fornyelse, andre står for status quo,” sagde hun med en bredside til Merkels CDU, som ifølge kritikere har været fodslæbende i klimakampen, inkompetente i coronapolitikken og forsømt at digitalisere Tyskland.

Ligesom kollegaen Habeck tilhører den proeuropæiske Baerbock partiets moderate realo-fløj, men hun har med sin forsonlige stil formået at bygge bro til den mere radikale fundi-fløj.

”Hendes idé om ”humanitet og orden” betyder: evakuering af elendige flygtningelejre ved Ægæerhavet og konsekvent udvisning af kriminelle asylansøgere fra Tyskland. Eller sagt på en anden måde: Hun forsøger at være fornuftig uden at forråde det humanitære”, som det er sagt om hende.

Alsidig baggrund

Annalena Baerbocks vej til tysk toppolitik lyder som noget fra en billedbog: Hun voksede op på en gård nær vesttyske Hannover, havde Greenpeace-plakater på værelset, deltog med sine forældre i demonstrationer mod atomkraft og Natos dobbeltbeslutning.

Annalena Baerbock har også tidligere dyrket trampolin-idræt på topniveau – 3 bronzemedaljer er det blevet til ved de tyske mesterskaber. Hun måtte opgive sporten pga. skader.

Hun havde på et tidspunkt aspirationer om en karriere i journalistik, men hun var tabt til politik efter en praktikantperiode hos et medlem af Europa-Parlamentet fra De Grønne.

Hun studerede statskundskab ved universitetet i Hamborg fra 2000 til 2004, og opnåede en Master i Public International Law fra London School of Economics i 2005. Fra 2009 til 2013 arbejdede hun på en doktorgrad i International Law ved Freie Universität i Berlin, som hun dog ikke fik afsluttet.

I 2005 blev hun medlem af De Grønne, gjorde hurtigt politisk karriere, kom i Forbundsdagen i 2013, blev partiformand i 2018. Tyske medier beskriver hende som ambitiøs, velbevandret i udenrigspolitik og grundigt forberedt.

Som gift og protestant bosat i Potsdam uden for Berlin med sine to døtre og sin mand har hun prioriteret og italesat de problemer, som coronakrisen skaber for børnefamilier – et område, som kristendemokraterne traditionelt har domineret.

På det seneste har Annalena Baerbock imidlertid måttet notere sig ganske kraftig kritik. Hun skulle således ikke være ganske oprigtig i sit CV, og der har også været tale om manglende deklarering af visse indkomster.

”Fælles om verden” er navnet på Danmarks nye udviklingspolitiske strategi, der blev offentliggjort torsdag den 24. juni 2021.

Bag strategien står et bredt politisk flertal, der spænder fra Enhedslisten til Det Konservative Folkeparti – udenfor står Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Frie Grønne har oplyst, at de slet ikke har været inviteret mens Nye Borgerlige mere eller mindre selv havde meldt sig ud fra begyndelsen.

Kristendemokraterne er med i det brede forlig, og erklærer sig tilfredse med, at religion nu skal spille en central rolle i dansk bistandspolitik.

Dansk Folkeparti, som ellers havde være med langt hen ad vejen, stod ifølge ordfører Alex Ahrendtsen af, da man ikke kunne enes om at tage udviklingsbistanden fra lande, hvis de fortsætter med at forfølge kristne.

17 milliarder kroner til udviklingssamarbejde

”Fælles om verden” afløser den forrige strategi, ”Verden 2030” fra 2017, og tegner rammen for dansk udviklingspolitik i de kommende fire år. Strategien lægger op til, at Danmark i de næste fire år lever op til sin forpligtelse via FN om at give minimum 0,7 procent af sin BNI i udviklingsbistand.

I 2021 bruger Danmark lidt over 17 milliarder kroner på udviklingssamarbejde.

De danske bistandsorganisationer som Dansk Flygtningehjælp, Oxfam IBIS og Care Danmark er overvejende positive over for den nye udviklingspolitiske strategi, der fokuserer på blandt andet styrkelse af demokrati, klimadagsordenen, adgang til basale rettigheder og bekæmpelse af fattigdom og ulighed.

Organisationen International Media Support bemærker med tilfredshed, at den frie presse og adgang til information for første gang nævnes specifik i en dansk udviklingspolitiskstrategi.

Stiger fattigdom og ulighed ?

Som grundlag for strategien anføres det bl.a.: ”Vi lever i en global brydningstid. Corona-krise, klimaforandringer og konflikter vender fremskridt og udvikling til tilbagegang. Fattigdom og ulighed stiger.”

Det er meget betænkeligt, at den danske udviklingspolitiske strategi hviler på et fejlagtigt grundlag.

Realiteten er, at globalt set er andelen af mennesker, som lever i ekstrem fattigdom, dalet fra omkring 35 pct. i 1990, til 15,7 pct. i 2010, til 10 pct. i 2015 og vil dale yderligere til 6 pct. i 2030 ifølge SDG report 2020.

Udsagnet om ulighed er ligeledes forkert. Den globale Gini-koefficient er ifølge Den Internationale Valutafond faldet med cirka seks point på verdensplan de seneste årtier.

Bo Sandemann Rasmussen, økonomiprofessor på Aarhus Universitet og forsker i blandt andet international økonomi og skattepolitik, opsummerer udviklingen i den globale ulighed de seneste årtier således: ”Den generelle tendens er klart, at uligheden på globalt plan er faldet, fordi store befolkningsrige vækstøkonomier i den fattigste del af verden har udviklet sig langt hurtigere end de rige lande, og det har trukket millioner af mennesker ud af fattigdom. Samtidig er en lille elite bestående af enkeltpersoner blevet ekstremt rige, men det ændrer ikke på det samlede billede af, at den globale ulighed er faldende”.

Nordisk Ministerråd, NMR, har væsentlige udfordringer med sin økonomi- og projektforvaltning. Det oplyser NMR i en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår at arbejdet med ministerrådets årsregnskaber for 2020 er blevet forsinket. Årsregnskaberne kunne først indleveres til Rigsrevisionen i Danmark i juni, efter at sekretariatet havde gennemført en meget omfattende intern revision af projekthåndteringen. På grund af forsinkelsen har Rigsrevisionen endnu ikke afsluttet sin revision af regnskaberne.

Pressekonference Sct. Hans 2021

Nordisk Ministerråds generalsekretær Paula Lehtomäki og økonomichef Gerner Oddershede vil onsdag den 23. juni på en digital pressekonference redegøre nærmere for Nordisk Ministerråds økonomiske forvaltning.

Det er ikke første gang Nordisk Ministerråd har problemer. Den danske rigsrevision har ved adskillige lejligheder fremført kritik af den nordiske samarbejdsorganisations forvaltning af et samlet budget på omkring 970 mio. kr. hvoraf Danmark bidrager med omkring 210 mio. kr. svarende til knap 22 pct.

Nordisk Journalistcenter, NJC

Fagbladet Journalisten kunne i marts 2005 fortælle en saftig historie om regnskabsrod, fusk med bilag, rejseafregninger og druk m.v. i det af NMR støttede Nordisk Journalistcenter, NJC.

Nordisk Journalistcenter (NJC), blev grundlagt i 1957 med det mål at styrke udviklingen af nordiske medier og journalistik gennem efteruddannelse, kurser og netværksaktiviteter for journalister og redaktører fra hele Norden, herunder Island, Grønland, Færøerne og Ålandsøerne.

Med base i Aarhus, Danmark, har Nordisk Journalistcenter (NJC) i mere end 60 år virket som videns- og kursuscenter for nordisk journalistik. Centeret oplyser selv, at virksomheden bygger på et solidt kendskab til mediesituationen i Norden og på langvarige partnerskaber med medier og medieinstitutioner i alle de nordiske lande samt de omgivende nabolande og regioner.

Siden 2010 har Nordisk Journalistcenter haft base i DMJX, Danmark Medie- og Journalisthøjskole, i Aarhus, hvor centeret er placeret i afdelingen for Forskning og Udvikling og nyder godt af synergi og samspil med hele DMJX.

NJC er ”født” og årligt støttet af Nordisk Ministerråd (NMR) med omkring 700.000 kr., og har således altid haft en tæt tilknytning til de nordiske institutioner.

Fusk med bilag, rejseafregninger og druk

Det fremgår af Journalistens beskrivelse, at den daværende færøske rektor for Nordisk Journalistcenter, Birgir Kruse, blev afskediget. Årsagen var fusk med bilag, rejseafregninger, diæter og restaurationsbesøg – parret med et belastende alkoholforbrug.

Fyringen og årsagerne fremgik af et anbefalet brev, som Birgir Kruse modtog den 15. februar 2005, afsendt fra Kruses arbejdsgiver, Nordisk Ministerråd.

Bankerne bør igen tvinges til at lægge penge til side til at modstå eventuelle slag imod dansk økonomi og det finansielle system i Danmark.

Det mener Det Systemiske Risikoråd, der overvåger potentielle farer mod den finansielle sektor i Danmark. Rådet vurderer, at der i øjeblikket – som følge af de lave renter og lempelige finansielle i kombination med den økonomiske genopretning – opbygges risici i det finansielle system.

Kreditgivningen til husholdningerne er dog fortsat med at stige i det seneste år, og efterspørgslen efter lån er taget til i begyndelsen af 2021 i takt med den stigende aktivitet på boligmarkedet.

Det Systemiske Risikoråd mener, at selv hvis udlånsvæksten aftager er hele den finansielle sektor udsat, fordi udlånet allerede er på et højt niveau.

Som konsekvens af de statslige hjælpepakker er statsgælden steget kraftigt i både USA og Europa. Det reducerer efter Rådets opfattelse muligheden for, at stater kan afbøde negative effekter af en fremtidig krise. Ligeledes er centralbankernes handlerum blevet indsnævret efter yderligere rentenedsættelser og historisk store opkøbsprogrammer. Det understreger vigtigheden af, at kreditinstitutterne er robuste og velpolstrede og har kapital til at understøtte udlånet i en fremtidig krise.

Det Systemiske Risikoråd henstiller derfor til erhvervsministeren, at den såkaldte kontracykliske kapitalbuffer genaktiveres, med en sats på 1,0 pct. fra 30. september 2022. Rådet vurderer, at det nu er tid til at genopbygge bufferen og den trinvis forhøjes til 2,5 pct. med virkning fra starten af 2023.

Den kontracykliske kapitalbuffer er groft sagt et krav om, hvor meget bankerne og realkreditinstitutterne skal lægge til side til dårligere tider.

Nationalbanken har længe ment at de store danske banker er underfinansierede

Nationalbanken gennemfører hvert halve år en såkaldt stresstest af danske banker og kreditinstitutter.

I stresstesten sammenholdes bankernes kapital med de gældende kapitalkrav i tre makroøkonomiske scenarier: Et grundforløb, der følger Nationalbankens seneste prognose, samt to recessionsscenarier, der begge indebærer en økonomisk nedgang i det følgende halvår.

Testen omfatter både de såkaldte systemiske banker (banker, der så store, at de hver især har betydning for samfundsøkonomien): Danske Bank, Nykredit Realkredit, Jyske Bank, Nordea Kredit, Sydbank, DLR Kredit, Spar Nord, og de ikke-systemiske banker: Arbejdernes Landsbank, Ringkjøbing Landbobank, Sparekassen Kronjylland, Vestjysk Bank, Lån & Spar Bank, Jutlander Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Sparekassen Vendsyssel, Den Jyske Sparekasse.

Ikke alle banker bestod stresstesten

Det var ikke alle banker, der bestod Nationalbankens halvårlige stresstest i 1. halvår af 2021. For mens alle de ikke-systemiske banker klarede frisag, var der enkelte af de store banker, som i det hårdeste stressscenarie kom under grænsen for det gearingskrav, der gælder fra den 28. juni og som betyder, at bankernes kernekapital som minimum skal udgøre 3 pct. af de ikke-risikovægtede aktiver.

Det var altså ikke alle bankerne, der kan leve op til det krav i det hårdeste stressscenarie. Sådan lød konklusionen fra Nationalbanken i en analyse, der blev præsenteret den 28. maj 2021. Nationalbanken har ikke oplyst navne, men skriver, at der er enkelte af de store banker, der ikke hverken lever op til kravene til deres kapitalbuffer eller til gearingskravet.

Ved den seneste stresstest var der også systemisk vigtige banker, som ville komme til at bryde deres bufferkrav i det hårdeste scenarie. Det er dog et såkaldt blødt krav, som vil betyde en række restriktioner – for eksempel at man ikke kan udbetale udbytte til aktionærerne.

Hvis gearingskravet ikke opfyldes, kan Finanstilsynet lukke banken

Det er imidlertid mere alvorligt, at der er banker, der bryder gearingskravet, fordi det er et minimumskrav, som bankerne skal opfylde, hvis de overhovedet skal have lov at drive bank.

Hvis en bank bryder gearingskravet, vil det få en kort frist til at få orden i sagerne. Lykkes det ikke, kan Finanstilsynet lukke banken.

Nationalbanken opfordrer til at de pågældende banker nøje overvejer, om de overhovedet er godt nok kapitaliserede i udgangspunktet.

I den tidligere stresstest levede alle bankerne op til gearingskravet. Resultatet af den nye test tyder altså ifølge Nationalbanken på, at der er danske banker, der nu klarer sig dårligere.

NEP-kravet

Ifølge Nationalbanker er der også flere af de systemisk vigtige banker, der kan komme i problemer i forhold til det såkaldte NEP-krav, der er krav til bankens nedskrivningsegnede passiver, der skal sikre, at banken har tilstrækkelige midler, der i en krisesituation kan anvendes til at absorbere tab. Populært sagt er det et kapitalkrav, der sikrer, at banken selv har penge nok til at betale, hvis den skal lukkes ned uden at det offentlige skal træde til.

Nationalbanken opfordrer bankerne til at sørge for at udstede nedskrivningsegnede passiver med lang løbetid i ”gode tider”, således at bankerne kan leve op til NEP-kravet. Hvis de venter til en krisesituation, hvor kapitalmarkederne ”fryser til”, og NEP-kravet er opfyldt med kortfristede gældsinstrumenter, kan det blive meget svært at få refinansieret og afsat nye gældsinstrumenter.

Nationalbankens og Det Systemiske Risikoråds betimelige advarsler

Henstillingerne fra Nationalbanken og Det Systemiske Risikoråd falder formentlig i god jord hos de fleste borgere, der endnu har hjælpeforanstaltningerne og bankpakkerne under sidste finanskrise i frisk erindring.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb.

Ikke mange havde under krisen dengang appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter. Intet tyder på, at investorer har ændret sig – i en krisesituation vil ingen røre en udskældt og nødlidende bank med en ildtang.

Irans nyvalgte præsident Ebrahim Raisi afviser at mødes med præsident Biden. På hans første pressekonference efter valgsejren ved præsidentvalget i Iran fredag den 18. juni 2021 tilkendegav han, at forhandlingerne om mulighederne for at genoplive atomaftalen fra 2015, skal garantere Irans ”nationale interesser”. ‎

Præsident Trump trak USA ud af aftalen i 2018 og gennemførte skrappe økonomiske sanktioner, der bl.a. har forhindret Iran i at høste det fulde udbytte af landets olieressourcer. Raisi opfordrede mandag overfor et enormt internationalt presseopbud USA til straks at vende tilbage til aftalen og ophæve alle de sanktioner, der har lammet den iranske økonomi. Da han blev spurgt, om han i givet fald ville mødes med præsident Joe Biden, svarede han: “Nej.”‎

Han insisterede også på, at Irans ballistiske missilprogram “ikke kunne forhandles”. Irans regionalpolitik, herunder dets støtte til væbnede grupper som Hamas, Hizbollah, Houthierne i Yemen og shimuslimske militser i Iraq og andre lande, kunne heller ikke indgå som en del af en eventuel ny aftale, der blev indgået i Wien.‎

Raisi er kendt som hardliner shiamuslimsk gejstlig, der har været er leder af Irans retsvæsen og er tæt på øverste leder Ayatollah Ali Khamenei. Han vandt præsidentvalget, hvor han fik 62 pct. af stemmerne i første runde.‎

Valgdeltagelsen var imidlertid lige under 49 pct. – et rekordlavt niveau for et iransk præsidentvalg siden den islamiske revolution i 1979. Der var opfordringer om boykot af valget fra systemkritikere og andre som reaktion på, at en lang række kandidater blev forhindret i at stille op til valget.

‎Analytikere hæfter sig ved, at hvis der skal nås et resultat ved forhandlingerne i Wien skal det være mens den islamiske revolutions ”hardlinere” er ved magten. Ayatollah Ali Khamenei ville aldrig have tilladt den hidtidige kompromissøgende præsident Rouhani at indgå en aftale, der kunne udlægges som om Iran gav efter for presset fra ”Den Store Satan”, USA.

Israels nye premierminister, Naftali Bennett, har advaret verdensmagterne om “at vågne op, før de vendte tilbage til atomaftalen”. ‎Han har sagt, at Raisi, der var involveret i massehenrettelser af politiske fanger i 1988, da han var Teherans viceanklager, var en del af et “regime af brutale bødler”.‎ Israel og en række Sunni-arabiske stater i Mellemøsten er ikke begejstrede ved Irans aktiviteter i region og den trussel, som Irans missilprogram umiddelbart udgør og – på længere sigt – udsigterne til at Iran kommer i besiddelse af atomvåben.

Da Raisi på mandagens pressemøde blev udspurgt om menneskerettighedssituationen i Iran, sagde han: “Jeg er stolt over at have forsvaret menneskerettighederne i alle de hverv, jeg har haft indtil nu.”‎

Ebrahim Raisi efterfølger formelt Hassan Rouhani som Irans præsident den 3. august 2021.

Joe Bidens klimaudsending, John Kerry, har netop besøgt Egypten, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater med det formål at mobilisere opbakning til klimaindsatsen forud for ‎‎klimatopmødet COP26 i Glasgow i november.‎

I et interview med Quartz magazine efter besøget i Kairo havde Kerry rosende bemærkninger til Egyptens arbejde med at bygge sol- og vindmølleparker. Men han advarede også præsident Abdel Fattah Al-Sisis regering mod at investere for meget i olie- og gasproduktion, som i dag er en hjørnesten i landets økonomiske udviklingsstrategi.

Ifølge John Kerry, bør Egypten hvad angår fossile brændsler gå videre med forsigtighed – især hvis Egypten ønsker at sætte et godt eksempel som den ‎‎sandsynlige vært for næste års COP27‎‎.‎

‎Hensynet til økonomisk udvikling

Ifølge Quarts affødte Kerrys advarsler følgende bemærkning fra Paul Sullivan, forelæser i energi ved Johns Hopkins University, og tidligere tilknyttet The American University i Kairo:

”Den egyptiske befolkning vokser, og de forsøger at industrialisere. Det kan man ikke klare med solpaneler. Hvis Egypten afstår fra at udnytte sine olie og gasressourcer, kan det få alvorlige konsekvenser for landets økonomiske stabilitet. Jeg misunder ikke de massive, komplicerede og følelsesmæssige valg, de står overfor”.

“The population is growing and they’re trying to industrialize. You can’t capture that with solar. If Egypt leaves its oil and gas in the ground, that could severely impact its economic stability. I do not envy the massive, complicated, and emotional trade-offs they have to deal with.”

Paul Sullivan, energy lecturer at Johns Hopkins University, and former faculty member of the American University in Cairo.

‎Egyptens olie- og gasambitioner

Egypten er et af de tættest befolkede områder i Afrika og er med sine 99 millioner indbyggere (2019) det folkerigeste land i Nordafrika, Mellemøsten og den arabiske verden. Det er desuden det 13. folkerigeste land i verden. Hovedparten af dets indbyggere bor ved Nilens bredder, hvor den eneste opdyrkelige jord findes, – på ca. 40.000 km2. De store områder i Sahara-ørkenen, der udgør hovedparten af Egyptens areal, er tyndt befolket. Omkring halvdelen af Egyptens indbyggere bor i bymæssig bebyggelse med de fleste i de tætbefolkede Kairo, Alexandria og andre større byer i Nildeltaet.

Egypten prøver i øjeblikket af al kraft at tiltrække udenlandske investeringer i olie-og gassektoren – i produktion, forskning, efterforskning. Egypten har indgået aftaler i størrelsesordenen 74 milliarder dollars‎‎ siden 2014, herunder med amerikanske virksomheder som ExxonMobil og Chevron.

I 2019 blev Egypten takket være opdagelsen i 2015 af store gasforekomster offshore og i den nordlige del af Nil-deltaet og omkring Alexandria for første gang nettoenergieksportør,‎‎ og landet kæmper nu ‎‎for en andel i det enorme marked for ‎‎flydende naturgas, LNG,‎‎ til Europa‎.

Naturgasproduktionen forventes i 2021-22 at nå op på 7,2 milliarder kubikfod om dagen – en stigning på 9 procent i forhold til sidste år.

Det egyptiske olieministerium har oplyst, at det sigter mod at fuldføre boringen af ​​ti naturgasbrønde i Delta- og Middelhavsregionerne samt at forberede sig på at bore ni andre, gennemføre en seismisk undersøgelse og underskrive tre nye udviklingskontrakter.

Ansøgere, der forudsættes at have en videregående akademisk uddannelse med fokus på offentlig forvaltning, f.eks. cand.scient.pol., cand.polit., cand.oecon., cand.scient.adm. eller cand.jur., skal søge inden 1. august 2021.

Håbefulde ansøgere kan måske have glæde af at blive mindet om hvad der har været kerneopgaven siden styrelsens etablering i 1972 – udbetaling af EU’s enormt komplicerede og hele tiden ændrede landbrugsstøtte til tusindvis af danske landmænd og beboere i landdistrikterne.

EF-Direktoratet

Danmarks medlemskab af EF fra 1973 betød at der skulle etableres en dansk administration af EF’s markedsordninger for landbrugsvarer, frugt og gartneriprodukter samt fiskerivarer m.v. Det skete med etableringen af Direktoratet for markedsordningerne, EF-direktoratet, i Frederiksborggade 18, København K.

Som direktør for det nye udbetalingsorgan for EF-landbrugsstøtte blev udpeget den erfarne, tidligere ekspeditionssekretær m.v. fra landbrugsministeriets departement, V. S. Begtorp.

På daværende tidspunkt var ekspertisen på områder som datalogi, operationsanalyse og statistik i betydeligt omfang koncentreret i forsvaret. Herfra udlåntes major P.B. Rasmussen, der med en uddannelsesmæssige baggrund efter gymnasiet og en officersuddannelse ved hæren og videregående studier af operationsanalyse og statistik, samt datalogi og matematik blev ansat i EF-direktoratet i 1972. Som kontorchef med ansvar for økonomi, budgetter, regnskab og EDB m.v. deltog han i opbygningen af det danske organ for udbetaling af EF-landbrugsstøtte. P.B. Rasmussen var meget langt fra den traditionelle landbrugsministerielle bureaukrat, men opgaven lykkedes så godt, at EU-direktoratets digitalisering og Edb-systemer tjente som et forbillede for tilsvarende organer i de andre medlemslande. P.B. Rasmussen assisterede senere ved organiseringen af det græske interventionsorgan, og han var medlem af flere EF-arbejdsgrupper vedrørende svindel og økonomisk kriminalitet.

P. B. Rasmussen blev senere statskonsulent i Rom og Riyadh, før han i 1994 vendte tilbage direktoratet, der i mellemtiden havde skiftet navn til EU-direktoratet. Efter pensionen i 1997 begyndte han at studere matematik og datalogi ved Københavns Universitet og han har været en drivende kraft i etableringen af IT-Universitetet.

Landbrugsministeriet i 1973

Landbrugsministeriet var i 1973 en kæmpe organisation. I departementets 2 afdelinger var der 9 kontorer, og administrationsområdet omfattede udover det nyoprettede direktorat for Markedsordningerne tillige: Matrikeldirektoratet, Direktoratet for Skov- og Klitvæsenet, Veterinærdirektoratet, Statens jordlovsudvalgs administration, Veterinære institutioner, Forsøgsinstitutioner og Kontrol- og tilsynsinstitutioner.

Det kneb gevaldigt for Begtorps efterfølgere at holde EU-direktoratet agilt, og den løbende opdatering af de aldrene edb-systemer blev skammeligt forsømt. Direktoratet havde åbenlyse problemer, da den nye hektar-støtte blev introduceret i 1994, og siden har institutionen, der i dag hedder Landbrugsstyrelsen, jævnligt haft problemer med at få ekspederet landbrugsstøtten i rette tid.

It og digitalisering

Ansøgere til stillingen som direktør i Landbrugsstyrelsen, bør være opmærksom på, at det af opslaget fremgår, at ”Det er en fordel, hvis dine erfaringer også tæller håndtering af udfordringer på it- og digitaliseringsområdet”. Det er ikke kun en fordel – det er en helt afgørende forudsætning, hvis styrelsen skal trækkes ud af det morads, den befinder sig i for nærværende.

Ifølge et interview i Berlingske Tidende den 2. juni 2021 vil de radikale samle et bredt flertal for en reformpakke. Hvis de røde partier ikke er klar, er Sofie Carsten Nielsen parat til at indgå en aftale med de blå partier.

De konservatives Søren Pape Poulsen jubler ligefrem i Berlingske Tidende, og kalder meldingen ”voldsomt interessant” og ”meget vigtig” og erklærer sig enig i langt de fleste af de konkrete forslag.

”Det med rentefradraget bliver vi nok ikke enige om. Men alt det andet, hun siger, er noget, vi også har foreslået. Jeg tolker det her som et signal om, at De Radikale har besluttet, at de røde partier ikke skal have lov til at diktere den økonomiske politik, og det er et meget afgørende skridt for Danmark,« siger han og fortsætter:

”Vi har en regering, der bare har brugt og brugt og brugt af pengene, og som ikke tager nogen skridt eller initiativer i retning af at øge beskæftigelsen. Derfor er det utroligt positivt, at De Radikale nu melder sig så markant ind på den her bane.”

Sofie Carsten Nielsen har gentaget sin sirenesang på Folkemødet på Bornholm, og i Berlingske Tidende fremturer den konservative-radikale forbrødring. I et fælles debatindlæg den 18. juni 2021 harcelerer den radikale Rasmus Helveg Petersen og den konservative Mona Juul over, at regeringen med udpegningen af et fuglebeskyttelsesområde i Smålandsfarvandet bremser den grønne omstilling.

Søren Pape Poulsen har ladet forstå, at han ikke umiddelbart er parat til at forny det håndtryk hans forgænger i sin tid gav Margrethe Vestager. Og det er sikkert klogt, når man betænker, at Lars Barfoeds forhastede alliance med de radikale kostede ham formandsposten i Det Konservative Folkeparti.

Hvis ikke Søren Pape skal samme vej, bør de konservative – ligesom i eventyret om Hans og Grethe – gå meget forsigtigt frem, inden de kaster sig over de søde sager. I første omgang bør de kun stikke de radikale et afgnavet ben. Hvis først de radikale får tag i de konservatives buttede fingre, kan det gå helt galt. Selv hvis de måtte slippe med sugemærker, vil det bortjage moralske, men eller konservativt sindede vælgere.