Folketinget vedtog den 1. juni 2021 en bemærkelsesværdig påtale af landets universiteter.

Under en forespørgselsdebat (F 49) Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer blev der fremsat et forslag til vedtagelse:

Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik. Universiteterne er oprindeligt et særkende for Europa, med rødder i middelalderen. I vore dage fungerer de som afgørende samfundsinstitutioner, der danner en ramme om den frie og kritiske tænkning. Grundprincippet i det frie universitet er en akademisk selvregulering. Den består i, at forskersamfundet gennem fri og kritisk debat når til konsensus om såvel de idéer, forskersamfundet anser for at være levedygtige, som om de idéer, der i lyset af den kritiske debat ikke lader sig opretholde. Folketinget har den samme ret som alle andre forsamlinger af borgere, eller borgere enkeltvis, til at udtrykke holdninger til forskningsresultater. Men det bestemmer ikke, hvad der kan forskes i, eller hvordan.

Forslaget blev vedtaget i Folketinget den 1. juni 2021. For stemte 72 (S, V, DF, KF, NB, LA, KD og Inger Støjberg (UFG)), imod stemte 24 (SF, RV, EL og UFG), hverken for eller imod stemte 0.

Den korte tekst påbydes universiteternes ledelse at sikre, at der i forskningen “ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik”.

Under debatten i Folketinget blev nævnt en række eksempler, og under debatten langede Henrik Dahl fra Liberal Alliance især ud efter mellemøstforsker Jakob Skovgaard-Petersen og sagde, at hans forskning ikke er til at stole på.

Tykfobi-forskning på teologi

Københavns Universitet er tidligere af Liberal Alliance og De Konservative blevet beskyldt for at tillade ”pseudoforskning” og forskning i ”nonsens”. Det sker efter at universitetet har antaget et treårigt ph.d.-forskningsprojekt om tykfobi, der kort kan beskrives som en form for ”racisme” mod personer, der vejer mere end gennemsnittet.

Tykfobi er ikke en ny foreteelse. Slanke mennesker klædt ud som tykke har altid kunnet få folk til at grine eller gispe efter vejret. For nylig er Nørrebro Teater blevet kritiseret for at anvende fatsuits, og teatergængere, der har affærdiget kritikken, er blevet beskyldt for at være blinde for, ”at det senkapitalistiske samfund er præget af tykfobiske strukturer”, der resulterer i et negativt syn på overvægt.

Under alle omstændigheder kører i øjeblikket en debat om emnet i forskellige medier. En af de mere radikale grupperinger i det identitetspolitiske landskab er nemlig sammenslutningen FedFront, der kæmper for retten til at være overvægtig uden at blive mødt med omgivelsernes nedladende blikke. For FedFront, er selve det kapitalistiske samfund nemlig præget af ”tykfobiske strukturer”, der resulterer i et negativt syn på overvægt. Selv lægernes advarsler om de negative sundhedsmæssige konsekvenser ved overvægt kan i visse tilfælde være et udslag af tykfobisk adfærd, mener FedFront.

Det Teologiske Fakultet

Den 21. september 2020 oplyste Dina Amlund på Facebook, at hun den 1. september havde påbegyndt et ph.d.-projekt, som går ud på at undersøge tykfobien som ældgammel struktur i eurocentrisk kultur med quazi-religiøs dyrkelse af tyndhed og allestedsnærværende had til og frygt for tykhed.

Dina Amlunds ph.d.-projekt: ”Tykfobi: En systematisk-teologisk undersøgelse af en struktur i samfundet” har givet anledning til spørgsmål om, ”Hvad i alverden har det med teologi at gøre”, fra flere, efter at Det Teologiske Fakultet har oplyst om det nye ph.d.-projekt om tykfobi, som skal laves af en ikke-teolog.

Det er ikke så tit, at Det Teologiske Fakultet i København oplever stor mediebevågenhed, når de offentliggør forskningsprojekter. Men den 30. september 2020 offentliggjorde fakultetet i en pressemeddelelse, at den nye ph.d.-studerende Dina Amlund, som er uddannet i moderne kulturhistorie og den seneste tid især har gjort sig bemærket som krops- og tykaktivist, med ph.d-projektet ”Fatphobia: A Systematic-theological Exploration of A Structure in Society” skal bevise, hvordan tykfobi er en bærende struktur i vores kultur og samfund, der undertrykker mennesker.

Dina Amlund er koordinator i netværket FedFront, som bekæmper diskrimination mod overvægtige og har blandt andet udtalt, at hun mener, tykfobi er farligere end overvægt i sig selv.

Men hvad har en ikketeologs forskning i tykfobi med teologi at gøre, lyder det på sociale medier fra både teologer, forskere og politikere. Her kaldes det nye ph.d.projekt blandt andet for idioti og pseudovidenskabeligt ævl, og flere undrer sig også over, om en kropsaktivist overhovedet kan sættes til at undersøge et område, som hun har så stærk en holdning til.

Vejlederen opvokset i et stærk kristendoms kritisk, kulturradikalt og multireligiøst miljø

Dina Amlunds vejleder på ph.d.-projektet er Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, der er arbejder som lektor i dogmatik ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, og som ulønnet hjælpepræst i Søborgmagle.

I en foromtale af Søborgmagles sensommerhøjskole torsdag den 8. oktober 2020, beskriver Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen sin opvækst som “ikke synligt kirkelig eller teologisk” – og fortsætter: “Jeg er barnedøbt, men vokset op med et ben indenfor folkekirken og et udenfor. Benet udenfor kirken gjorde sig gældende på flere måder: En myte om min barndom, som jeg fik fortalt mange gange, var at jeg blev båret til dåb af djævelen eller en lærling af denne, for varmeapparaterne i kirken hvislede, hed det sig, da min gudmor bar mig til dåb. Jeg voksede også op i et stærk kristendoms kritisk, kulturradikalt og multireligiøst miljø, og valgte som den eneste i min klasse at blive konfirmeret. Jeg vil fortælle om få skelsættende begivenheder og om, hvordan jeg lærte først evangeliet og siden kirken at kende og hvorfor jeg i dag betragter forventningen om Kristi genkomst som helt og aldeles afgørende for alt, hvad der har med menneskelivet at gøre”. 

Eksistensteologisk begrundelse for projektet

Til Kristeligt Dagblad siger lektoren i dogmatik:

”Mange tror, at forskning i teologi har med Gud at gøre, som om Gud ikke havde med verden at gøre. Men det omfatter en lang tradition med at udforske Guds forhold til verden og blandt andet se på den historiske kontekst, forskellige problemstillinger behandles i, og de normer, som hersker på bestemte tidspunkter i samfundet. Begrebet tykfobi er historisk nyt, men forbundet med udforskningen af angst, hvilket netop er et urgammelt teologisk tema, ikke mindst inden for eksistensteologien, og Dina Amlund skal undersøge, hvorvidt man både i dag og tidligere har været bange for fedt, og hvorfor man har været det. I dag er sundhed, og herunder vægt, i øvrigt også næsten blevet en religion. Mange vil forbinde spørgsmål om motion og kost med skam og skyld, som netop også er teologiske fænomener.”

At Dina Amlund ikke er uddannet i teologi, er ifølge vejlederen snarere en fordel, da hun netop skal bruge kulturstudier i sit arbejde. Og hun ser det ikke som et problem, at hendes nye ph.d.-studerende har markeret sig som kropsaktivist, da det ikke har noget med ph.d.-projektet at gøre. Der var også tale om en fejl, da fakultetet i deres første pressemeddelelse skrev, at Dina Amlund skulle ”bevise”, hvordan tykfobi er en bærende struktur i samfundet, tilføjer hun.

”Hun skal udforske et felt og en struktur. Det er nærliggende at blande forskningen samme med hendes aktivisme, men det har intet med hinanden at gøre, og hun har gode forudsætninger for at kunne skelne mellem interesser og faglighed. I dag har vi jo også mange præster i folkekirken, der forsker på universitetet, uden at vi tvivler på deres resultater. Jeg synes ikke, det er fair at mistænkeliggøre hende, før hun er startet,” siger hun og tilføjer, at Dina Amlund desuden ikke er ansat på universitetet, men indskrevet på en friplads. Det betyder, at hun ikke får løn, men kun får finansieret blandt andet vejledning og kurser.

Politisk reaktion

Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti er stærkt kritisk over for ph.d.-projektet: ”Det spænder mange menneskers tålmodighed og respekt for universiteterne til det yderste”.

Henrik Dahl, der er forskningsordfører for Liberal Alliance, og som netop har udgivet bogen ”Den sociale konstruktion af uvirkeligheden” om blandt andet identitetspolitikkens indtog på landets universiteter, er ”yderst skeptisk” over for, at Det Teologiske Fakultet med det nye ph.d.-projekt inviterer aktivismen indenfor.

”Hvis hun færdiggør projektet, ender hun med at få en titel, der blåstempler hendes aktivisme og giver den en fernis af videnskabelighed. Man skulle undre sig meget, hvis hun kommer frem til et forskningsresultat, der ikke harmonerer med hendes aktivisme,” siger han.

Derudover er selve forskningsfeltet, det Henrik Dahl kalder ”forurettelsesstudier”, yderst problematisk. Det vil sige forskning i blandt andet køn, hudfarve, LGBT+-rettigheder og i dette tilfælde tykfobi.

”Hele den her postmodernistiske og dekonstruerende tradition er komplet pseudovidenskab. Selvom du er mesterkok, kan du ikke lave god mad af fordærverede råvarer, og råvarerne i denne del af forskningen er simpelthen fordærvede. Det er enormt mærkeligt, at Det Teologiske Fakultet udbyder et ph.d.-projekt i pseudovidenskab,” siger Henrik Dahl til Kristeligt Dagblad.

Sognepræst i Borup Kirke Katrine Winkel Holm er ”dybt rystet”. Ifølge hende har ph.d-projektet intet med teologi at gøre, men er i stedet udtryk for en ”gakket identitetspolitisk hest, der skal hyppes”.

”Jeg forstår ikke, at man vælger et sådant projekt frem for noget solid fordybelse i systematisk teologi. Det kan godt være, at det er god tykfobi-aktivisme, men det er i hvert fald ikke god systematisk teologi,” siger hun.

”Det er en fuldkommen degenerering af faget, når et projekt som dette kan slippe igennem.”

Danmark kan være klimaneutralt allerede i 2045, viser ny rapport fra Ingeniørforeningen IDA og Aalborg Universitet. Men det kræver omfattende udvikling af ny teknologi og politisk handling her og nu, hvis missionen skal lykkes, fastslår rapporten.

Ifølge Energistyrelsens foreløbige energistatistik var Danmarks samlede bruttoenergiforbrug i 2020 på 693 PJ. Omkring 39 pct. blev dækket af vedvarende energi (hvoraf biomasse udgjorde omkring 25 pct.). Olie dækkede 37 pct., naturgas 13 pct. og kul/koks omkring 5 pct. Ikke-bionedbrydeligt affald dækkede omkring 3 pct.

CO2-fangst spiller en hovedrolle i rapporten fra IDA og AAU, men i første omgang frem til 2030 bør man satse på den cirkulære løsning, hvor CO2 genbruges til grønne brændsler. Det bør prioriteres, at så stor en del af den indfange CO2 som muligt bruges til at fortrænge forurenende brændstoffer fra fly og anden tung transport ved hjælp af såkaldt Power-to-X, som også stiller endnu højere krav til udbygningen af grøn strøm fra hav og land. 

Først på den lange bane kan vi blive nødt til at acceptere end-of-pipe-løsningen, hvor CO2en lagres, og i så fald er det afgørende at inddrage befolkningen i, hvor det i givet fald skal deponeres. 

Berlingske har bragt en række artikler om sugardating, som hævder, at sugardating også er udbredt blandt velstillede unge kvinder med god social baggrund.

Den 8. juni 2021 bringer Berlingske en artikel skrevet af Julie Dalgas om den anonyme 18-årige gymnasieelev ”Alma”, der allerede som 15-årig overvejede sugardating.

Artiklen om pigebarnet, der kommer i en ”ret progressiv kreds af venner” og er ”interesseret i mænd, jeg har fælles interesser og god kemi med”, oser af uredelighed og fabrikation.

Har Berlingske Tidende overhovedet checket ”historien”, der umiddelbart leder tanken hen på USA og skribenter som Stephen Glass, Jayson Blair, Michael Finkel og Janet Cooke og velanskrevne medier som The New Republic, The Washington Post, New York Times og Rolling Stone?

I USA er Stephen Glass er måske den mest kendte journalist, der er afsløret. Han holdt sig ikke tilbage fra at opdigte hele historier, og hans tilfælde var baggrunden for filmen ”Shattered Glass” fra 2003, der har været vist på dansk TV flere gange.

Da New York Times i 2003 fandt ud af, at journalisten Jayson Blair metodisk havde opdigtet kilder og historier, satte man en gravergruppe på svindelen, der blev kortlagt i detaljer over flere sider i avisen. Blair har siden i bogen “Burning down my master’s house” redegjort nærmere for hans fejltrin. Han undskylder sig bl.a. med problemer med rusmidler – den traditionelle journalist-afhængighed af alkohol udviklede sig til et kokain-misbrug, og i en reportage om Wall Street umiddelbart efter 11. september 2001 citerede han en fiktiv trader. Siden hen undlod han at følge avisens retningslinjer for faktisk tilstedeværelse på de steder, der blev omtalt i artikler – og i stedet fabrikerede han det hele hjemme fra sin lejlighed i New York med beskrivelser af lokaliteter fra billeder og nettet.

Michael Finkel er endnu en synder, der i 2005 har beskrevet sine synder i bogen “True Story”.

Som fast free lancer på New York Times Magazine blev han sendt på en reportagerejse til Elfenbenskysten for at dække de slavelignende forhold på kakaoplantagerne. I den endelige artikel var en af de beskrevne skæbner baseret på input fra interviews af en række personer, og billedillustrationen viste en helt anden person.

Et andet berømt tilfælde er Janet Cooke, der i 1980’erne var journalist på Washington Post og faktisk vandt en Pulitzer-pris for en “fabrikeret” reportage.

Det ikoniske amerikanske magasin Rolling Stone har også været tvunget til at trække artikler tilbage. Rolling Stone udkommer 2 gange om ugen og skriver om musik, populær- og ungdomskultur. Hunter S. Thompson skrev i en årrække for magasinet.

Rolling Stone publicerede i slutningen af november 2014 en artikel om påståede gruppevoldtægter på amerikanske universiteter. Rolling Stone trak først artiklen tilbage i april 2015, da The Columbia University Graduate School of Journalism i en rapport havde fundet, at der ikke var belæg for centrale passager i artiklen.

Prodekanen på University of Virginia og ansvarlig for sager vedrørende seksuelle overgreb mod universitetets studerende, Nicole Eramo, anlagde sag mod Rolling Stone.

En føderal domstol i Charlottesville, Virginia, karakteriserede artiklen, der var skrevet af featurejournalisten Sabrina Rubin Erdély, som grundløs, ondsindet og ærekrænkende bagvaskelse af Nicole Eramo. Domstolen fandt, at centrale elementer i artiklen – A Rape on Campus (En voldtægt på Campus) – var fabrikeret, forkerte og unfair.

Artiklen var baseret på en beretning fra en kvindelig studerende – Jackie – på University of Virginia om en gruppevoldtægt, der skulle have fundet sted allerede i 2012 i kollegiet for studentersammenslutningen Phi Kappa Psi.

Domstolen fandt, at Erdely og Rolling Stone i deres iver efter at forfølge temaet om seksuelle krænkelser på amerikanske universiteter, ignorerede oplagte tegn på at Jackies historie var opspind.

The Washington Post har i en undersøgelse dokumenteret, at væsentlige elementer i Jackies historie var løgn, herunder at ingen i studentersammenslutningen havde det navn, som Jackies havde opgivet for hovedmanden i gruppevoldtægten. Personen var fiktion og et fotografi Jackie havde præsenteret som et billede af voldsmanden, viste sig at være et billede af en gammel High School-bekendt, der gik på et universitet i en anden stat.

Efter dommen erklærede Rolling Stone, at magasinet i over 50 år havde bestræbt sig på at producere journalistik “with the highest reporting and ethical standards, and with a humanistic point of view”. Bladet bemærkede, at ”A Rape on Campus” var et forsøg “to tackle the very serious and complex topic of sexual assault on college campuses”.

“In our desire to present this complicated issue from the perspective of a survivor, we overlooked reporting paths and made journalistic mistakes that we are committed to never making again,” sagde Rolling Stone i erklæringen, og fortsatte: “We deeply regret these missteps and sincerely apologize to anyone hurt by them, including Ms. Eramo. It is our deep hope that our failings do not deflect from the pervasive issues discussed in the piece, and that reporting on sexual assault cases ultimately results in campus policies that better protect our students”.

Kan det tænkes, at Berlingske Tidende i bestræbelserne på at afdække voksne mænds udnyttelse af unge piger har set bort fra journalistiske og etiske regler?

‎

Forud for valget til Forbundsdagen i Tyskland den 26. september 2021 tages der pejling af alle lokalvalg i Tyskland og der gøres forsøg på at tolke indikationerne for hvad der vil ske i Tyskland, når Angela Merkel efter 16 år takker af som CDU-kansler.

De seneste meldinger er, at Merkels parti, de tyske konservative i CDU, klarer sig bedre end forventet.

Det tyske nyhedsbureau, dpa,‎ oplyser, at det foreløbige valgresultat af søndagens delstatsvalg i den tidligere DDR-delstat, Sachsen-Anhalt, viser, at CDU er gået frem fra 29,8 pct. af stemmerne ved valget i 2016 til 37,1 procent og dermed fortsat er det største parti.

Valgets nummer to bliver det højreorienterede Alternative für Deutschland (AfD), der står til 20,8 procent af stemmerne – en tilbagegang fra 24,3 procent af stemmerne.

De Grønne, som i mange meningsmålinger er næststørst efter CDU på landsplan, fik et skuffende valg i Sachsen-Anhalt. Ifølge det foreløbige resultat må partiet nøjes med 5,9 procent af stemmerne.

Valgets store taber bliver venstrefløjspartiet Die Linke, der går tilbage til 11 procent fra 16,3 procent i 2016.

Det socialdemokratiske SPD lægger an til en fjerdeplads med 8,5 procent mod 10,6 procent i 2016.

Selv om Sachsen-Anhalt er en af de mindste tyske delstater, med kun 1,8 millioner stemmeberettigede, udlægges valget alligevel som en indikation for udfaldet af forbundsvalget i september.

‎Forud for valget havde nogle meningsmålinger vist tæt løb mellem CDU og AfD, og resultatet tolkes nu i Tyskland som en styrkelse af Armin Laschet, den nye leder af CDU, der håber at kunne efterfølge Angela Merkel på kanslerposten i september.‎

Den 60-årige Armin Laschet, der i øjeblikket er regeringschef i delstaten Nordrhein-Westfalen, har ikke mindst fokuseret sin valgkampagne på de østlige delstater, hvor AfD traditionelt har stået stærkt.

AfD har siden sidste valg, hvor de blev det største oppositionsparti med 12 pct. af stemmerne og 88 mandater, har partiet haft interne magtkampe. En mere ekstremistisk fløj har forsøgt at trække partiet længere til højre. Dermed er ledende partimedlemmer kommet i de nationale efterretningstjenesters søgelys som følge af antisemitiske og antimuslimske udtalelser.

Jakob Ellemann-Jensen bekender i en kronik i Berlingske Tidende, at han tidligere – blind og døv for realiteterne – har vaklet. Ja faktisk var han så meget i tvivl om sit eget ståsted, at han i 2007 meldte sig ud af Venstre. Nu måtte det være slut. Han ville ikke være med i et indvandrerkritisk parti, som han gennem længere tid ikke havde følt sig velkommen i. Jakob Ellemann meldte sig ind i Ny Alliance.

Tiden med corona har imidlertid fungeret som et forstørrelsesglas for Jakob Ellemann-Jensen, der i mellemtiden har fundet tilbage til Venstre som formand. Han ser nu helt tydeligt, at Socialdemokratiet vil gøre Danmark til et samfund, hvor der pejles efter middelmådigheden og det gennemsnitlige. Hvor friheden begrænses, og hvor borgerne ikke har noget valg.

Venstre – derimod – står for et åbent Danmark, et rigt Danmark og et frit Danmark. Det er de tre afgørende kampe, som Venstre må og skal vinde.

Vi må forstå, at hovedfjenden er Socialdemokratiet, men Jakob Ellemann-Jensen gør sig i øvrigt ikke i kronikken den ulejlighed at fortælle, hvordan disse kampe skal vindes, og om det – som Don Quixote – skal ske alene eller eventuelt i samarbejde med andre partier.

Ifølge et interview i Berlingske Tidende den 2. juni 2021 vil de radikale samle et bredt flertal for en reformpakke. Hvis de røde partier ikke er klar, er Sofie Carsten Nielsen parat til at indgå en aftale med de blå partier.

De konservatives Søren Pape Poulsen jubler ligefrem i Berlingske Tidende, og kalder meldingen ”voldsomt interessant” og ”meget vigtig” og erklærer sig enig i langt de fleste af de konkrete forslag.

”Det med rentefradraget bliver vi nok ikke enige om. Men alt det andet, hun siger, er noget, vi også har foreslået. Jeg tolker det her som et signal om, at De Radikale har besluttet, at de røde partier ikke skal have lov til at diktere den økonomiske politik, og det er et meget afgørende skridt for Danmark,« siger han og fortsætter:

”Vi har en regering, der bare har brugt og brugt og brugt af pengene, og som ikke tager nogen skridt eller initiativer i retning af at øge beskæftigelsen. Derfor er det utroligt positivt, at De Radikale nu melder sig så markant ind på den her bane.”

Søren Pape Poulsen har dog samtidig gjort det klart, at han ikke umiddelbart er parat til at forny det håndtryk hans forgænger i sin tid gav Margrethe Vestager.

Det er sikkert klogt, når man betænker, at Lars Barfoeds forhastede alliance med de radikale kostede ham formandsposten i Det Konservative Folkeparti.

Søren Pape bør ligesom i eventyret om Hans og Grethe gå meget forsigtigt frem, inden han kaster sig over de søde sager. I første omgang bør han kun stikke de radikale et afgnavet ben. Hvis først de radikale får tag i den konservative formands buttede fingre, slipper han ikke så let.

Det Konservative Folkeparti i Gentofte oplyser, at partiets hovedbestyrelse den 3. juni 2021 har godkendt listen over kandidater til KV 2021 i november. På listen figurerer Jonas Parello-Plesner, der er direktør i tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens dækorganisation, The Alliance of Democracies Foundation.

Organisationen stod senest bag Copenhagen Democracy Summit, der blev afholdt i København 11. – 12. maj 2021.

På talerlisten var bl.a. udenrigsminister Jeppe Kofod, demokratiaktivisten fra Hongkong, Nathan Law, og Taiwans præsident, Tsai Ing-wen.

Den kinesiske ambassade i København var ikke begejstret: ”Vi modsætter os på det kraftigste indblanding i vores interne affære fra enhver udenlandsk regering, organisation eller individ. Anti-kinesiske aktiviteter af udenlandske kræfter sammen med separatister, som taler for uafhængighed for Hongkong og Taiwan, vil slå fejl”, har den kinesiske ambassade meddelt.

Allerede sidste år, blev Anders Fogh Rasmussens dækorganisation, Alliance of Democracies, ramt af kinesiske sanktioner – angiveligt fordi organisationen havde inviteret repræsentanter for Taiwan til arrangementer.

Sanktionerne betyder, at medarbejdere har forbud mod at indrejse i selve Kina samt de delvist selvstyrende kinesiske områder Hongkong og Macau. Desuden lukkes der for at gøre forretninger med kinesiske virksomheder.

Anders Fogh Rasmussen siger i dag, at ”principper er vigtigere end profitter”.

Siden Anders Fogh Rasmussen trådte af som generalsekretær for NATO har han mod honorar engageret sig i flere opsigtsvækkende konsulentopgaver: Han har rådgivet den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, og den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs og også en lettisk bank under anklage for hvidvask mv.

Ingen er derfor længere overrasket over Fogh Rasmussens dispositioner, men sidste år sendte Anders Fogh Rasmussen alligevel sin håndgangne mand i byen for at forsvare sin bemærkelsesværdige ko-vending i forhold til Kina.

Langfredag den 2. april 2021 kunne man i Berlingske Tidende læse et indlæg af Jonas Parello-Plesner, direktør i Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parelle-Plesner har tidligere været ansat i det danske udenrigsministerium og i Anders Fogh Rasmussens konsulentfirma, Rasmussen Global. Nu er Parello-Plesner direktør i den af Fogh Rasmussen oprettede og kontrollerede organisation, Alliance of Democracies Foundation og konservativ kandidat til kommunalbestyrelsen i Gentofte kommune.

Jonas Parello-Plesner har også i tidligere indlæg forsøgt at hvidvaske Anders Fogh Rasmussen og den skamløse fraternisering med Kina, som Fogh Rasmussen som statsminister stod for. Vi må forstå, at det gav mening dengang. Vi skulle samarbejde og handle samt overføre vores værdisæt til Kina.

Denne gang er Parello-Plesners ærinde at advare mod den kraftige statslige regulering af de sociale medier, der lægges op til i mange lande.

Vi må ikke glemme vores demokratiske værdier – hedder det, og der mindes om den autoritære fremfærd vi har set i Kina, der allerede fra 2009 lukkede af for vestlige platforme. Riget i midten har indført hårde straffe mod for eksempel spredning af rygter på egne sociale medier. Der skal kunne slås ned på anderledes tænkende, der ikke følger partiets diktater.

Skæbnens ironi

Det er skæbnens ironi, at netop Anders Fogh Rasmussen udsættes for Kinas vrede. På sin vis er Kinas vrede over Anders Fogh Rasmussens kyniske holdningsskifte ikke rimelig – ingen har som Fogh Rasmussen advokeret for kordiale forbindelser med Kina, dengang det forekom at være den lønsomme position!

Danmarks fedteri for Kina

Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad stadig er præget af fedteri og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked.

Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Allerede i 1985 og 1986 indgik daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen overenskomster med Kina om investeringsbeskyttelse, teknisk- og videnskabeligt samarbejde bl.a. indenfor husdyrbrug og et program om medicinsk-biologisk samarbejde.

Massakren på Den Himmelske Fredsplads i Beijing – den blodige nedkæmpelse af studenteroprøret på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – satte for en tid stop for fraterniseringen med Kina.

‎Det var imidlertid ikke i Danmark, at Beijings brutale angreb på de studerendes protester mod knægtelsen af demokratiske rettigheder på Den Himmelske Freds Plads i 1989, blev markeret.

I årtier markerede Hongkongs befolkning med fakkeloptog hver år den 4. juni og mindedes ofrene for regimet. Det var det eneste sted i Kina, hvor sørgende kunne mødes offentligt for at ære det smertefulde øjeblik i landets historie.‎

Danmark derimod genoptog fra begyndelsen af 1990’erne den aktive danske Kina-politik med fuld styrke med talrige danske ministerbesøg i Kina og kinesiske delegationer i Danmark.

Anders Fogh Rasmussen indleder partnerskab

Anders Fogh Rasmussen var i 2004 ledsaget af en større erhvervsdelegation på officielt besøg i Kina, hvor forarbejdet til et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) mellem Danmark og Kina blev gjort.

Mens Anders Fogh Rasmussen var statsminister, blev aftalen formelt indgået i 2008. Aftalen udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet.

Anders Fogh Rasmussen har siden erkendt, at aftalen blev indgået dels af hensyn til økonomien og dels af politiske grunde: Med aftalen sendte Danmark et signal om at man bakkede op om ledelsen i Beijing og dens bestræbelser på at åbne landet.

”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på” har Anders Fogh Rasmussen udtalt i et interview med Berlingske Tidende i august 2020.

Når Fanden bliver gammel…

Anders Fogh Rasmussen indser nu – mere end 40 år efter begivenhederne på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – at Danmark skal gøre op med det strategiske partnerskab med Kina, som han selv var med til at sætte i søen. Han indrømmer, at han som statsminister tog fejl af Kina – men et ”moralsk svigt” vil han ikke tage på sig: ”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på.”

Dansk-kinesisk arbejdsprogram 2017-2020

I 2015 – 65-året for dansk-kinesiske diplomatiske relationer – nåede fedteriet overfor Kina under S-SF-RV-regeringen hidtil usete højder.

Med afsæt i det omfattende Strategiske Partnerskab lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram (China-Denmark Joint Work Programme 2017-2020) for myndighedssamarbejdet.

Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina kan ses her. 

Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder.

Forlængelse af programmet?

Den næste fase af arbejdsprogrammet skulle efter planerne have været lanceret i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark, men Danmark og Kina forhandler stadig om fornyelsen af arbejdsprogrammet under den strategiske samarbejdsaftale fra 2008.

Med udenrigsminister Jeppe Kofods optræden på Anders Fogh Rasmussens dækorganisations arrangement, Copenhagen Democracy Summit, er det meget svært at se, hvordan en fornyelse af arbejdsprogrammet kan lade sig gøre.

Danmark har flagret, men andre ser mere klart

Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.

Fra den studenterpolitiske slagmark på Københavns Universitet i 1970’erne har mange en erindring om en ung David Rehling, der som repræsentant for Moderate Studenter artikulerede modstanden mod de stærkt venstreorienterede medlemmer af Studenterrådet, der var bannerførere for 68-oprøret.

David Rehling bekæmpede først som medlem af Konservativ Ungdom og senere Det Radikale Venstre marxisternes meningstyranni på universitetet, og fortsatte som ivrig deltager i miljødebatten. Som ung jurist blev han en loyal medarbejder for Holger Lavesen i det nyoprettede miljøministerium. Og fra 1984 til 1996 var han en markant og synlig direktør for Danmarks Naturfredningsforening.

Miljøaktivisterne vs dansk landbrug

Allerede dengang stod miljøaktivisterne overfor dansk landbrug.Det handlede om det moderne landbrug. Påstanden var allerede dengang, at landbruget bærer hovedansvaret for grundvand og vandmiljø. En del af de gødningsstoffer, der tilføres afgrøderne, udledes til omgivelserne. Nemlig til grundvandet, hvor det viser sig som nitratforurening. Og til vandløb, søer og kystnære farvande, hvor næringsstofferne gøder vækst for alger, der siden dør og med forrådnelsens forbrug af ilt fører til iltsvind og fiskedød m.v.

Diskussionen har hele tiden gået på mængden af kvælstof og fosfor, balancen og om de primære kilder var nationale – herunder landbruget, eller om de danske farvande blev ”beriget” med kvælstof og fosfor fra Østersølandene.

Tilfælde af iltsvind i visse fjorde gav for knap 40 år siden anledning til alarm og i 1984 udarbejdede Miljøstyrelsen en såkaldt NPO-redegørelse, hvor N er den kemiske betegnelse for kvælstof, P for fosfor og O for organiske stoffer.

Daværende landbrugsminister, venstremanden Niels Anker Kofoed og håndgangne mænd i landbrugsministeriet i tæt samarbejde med Axelborg – ikke mindst de Danske Landboforeninger – fik i 1985 rejst så meget tvivl om redegørelsen, at redegørelsens anbefalinger vedrørende især kvælstofreduktioner ikke blev gennemført.

Vandmiljøplan I

Slagsmålet fortsatte imidlertid, og førte til Folketingets vedtagelse af den første vandmiljøplan i begyndelsen af 1987.

Historien er dramatisk og udover David Rehling var et ganske farverigt persongalleri involveret:

Statsminister Poul Schlüter (K), landbrugsminister Britta Schall Holberg (V), miljøminister Christian Christensen (Kr.F), fiskeriminister Lars P. Gammelgaard, Miljøstyrelsen underdirektør Jørgen Henningsen, og kontorchef i De Danske Landboforeninger Kristian Østergaard.

Oktober 1986

I begyndelsen af oktober 1986 var dele af Kattegat ramt af iltsvind. Det skete i dagene op til den 11. oktober, hvor Danmarks Naturfredningsforening holdt sit halvårlige repræsentantskabsmøde for foreningens 210 formænd- og kvinder fra lokalkomiteer landet over.

 På mødet blev der enstemmigt vedtaget en resolution, der i kraftige vendinger opfordrede myndighederne “til omgående at tage skridt til at sikre, at livet fortsat kan bevares i vore farvande gennem en kraftig reduktion i spildevandsudledningerne her og nu og en betydelig begrænsning i udsivning og udledning af næringssalte.” Resolutionsforslaget tilføjede, at “Situationen er så kritisk nu – og så godt belyst – at der ikke er grund til tøven med at gribe ind.”

Naturfredningsforeningens samspil med DR

På DR’s TV-Avisen satte et hold reportere sig for at dække iltsvindet i Kattegat. Hvor inspirationen kom fra vides ikke med bestemthed, men direktøren i Naturfredningsforeningen, David Rehling, er et godt gæt.

En af reportagerne var lavet i Gilleleje havn, hvor fiskerne landede døde fisk og bunddyr. En billedsekvens (der er genudsendt utallige gange) viste en kurv med døde hummere, der svinges ind over kajkanten.

TV-folkene opsøgte ikke sagkundskaben, men rettede henvendelse til Danmarks Naturfredningsforening, der jo kort for inden havde vedtaget en resolution på repræsentantskabsmødet.

Foreningens direktør, David Rehling, stillede sig beredvilligt og velforberedt til rådighed for DR, og forklarede skråsikkert i TV-Avisen torsdag den 16. oktober 1986, at der var tre kilder til vandmiljøets indhold af kvælstof og fosfor:

• Industriens udledninger, fortrinsvis af fosfor.
• Kommunalt spildevand, der indeholdt både fosfor og kvælstof.
• Landbrugets udledninger, der fortrinsvis bestod af kvælstof.

Udledningen af næringsstoffer skulle efter Naturfredningsforeningens opfattelse i hvert fald halveres, før vandmiljøet ville komme ned på den belastning, der var i 1950’erne, og som det kunne tåle.

Fiskeriministerens tilsagn

TV-Avisens forlængede søndagsudgave den 19. oktober havde et længere direkte indslag om sagen. Fra Danmarks Naturfredningsforening mødte David Rehling. Miljøminister Christian Christensen fra Kristeligt Folkeparti var (meget belejligt!) forhindret, og i hans fravær blev det den daværende, konservative fiskeriminister, nu afdøde Lars P. Gammelgaard, der repræsenterede Poul Schlüters Firkløverregering af V, K, CD og Kristeligt Folkeparti.

De konservative havde lige vedtaget et nyt miljøprogram, og selvom Gammelgaard ikke kendte noget videre til sagens substans, var han tankeløst ivrig efter at fremme det konservative image, som det grønne borgerlige parti.

Fiskeriministeren, der i statsministeriet (når han ikke hørte det) aldrig blev kaldt andet end ”Kuffertfisken” aflirede de traditionelle forsikringer om, at regeringen foretog sig en masse. Der havde været NPO-redegørelsen, som var grundigt drøftet, og Danmark deltog i det internationale havsamarbejde, og mange nye initiativer var i vente, måtte man forstå.

På spørgsmål om, hvad der konkret skulle ske, og Gammelgaard startede grammofonen forfra, fik Naturfredningsforeningens direktør, David Rehling, lejlighed til detaljeret at redegøre for den forberedte “6-punkts handlingsplan: Red Havet Omkring Danmark nu!”:

• De kommunale rensningsanlæg, der ikke virkede, måtte bringes i orden inden for seks måneder.
• Alle kommunale rensningsanlæg måtte omfatte biologisk og kemisk rensning inden for to år.
• Landbrugets ulovlige udledninger måtte bringes til ophør inden for seks måneder.
• Landbrugets samlede belastning af miljøet med gødningsstoffer måtte halveres inden for to år. Tilskudsordningerne – både de danske og EF’s – måtte laves om nu, så landmanden blev tilskyndet til yderligere nedbringelser.
• Industriens ulovlige udledninger måtte bringes til ophør inden for seks måneder.
• Alle udledninger fra industrien – både påbegyndt før og efter miljøbeskyttelsesloven af 1973 – måtte gennemgås og nyvurderes inden for to år. De vejledende krav fra Miljøstyrelsen måtte strammes i overensstemmelse med ny tekniske muligheder og ny viden om belastning af miljøet.

Den uforberedte Lars P. Gammelgaard tilkendegav, at regeringen var klar til at følge Naturfredningsforeningen meget langt. Et tilsagn, der ikke indlagde ham fortjeneste i hverken Venstre eller dansk landbrug!

Naturfredningsforeningen sendte den følgende dag 6-punktsplanen til regering og folketing, og medierne – ikke mindst Jyllands-Posten – kastede sig over en afdækning af havmiljøproblemerne.

Regeringen i intern splid

Miljøminister Chr. Christensen fik den utaknemmelige rolle at prøve at leve op til Gammelgaards tilsagn på hele regeringens vegne, og oppositionen anmeldte prompte en forespørgselsdebat til regeringen om, hvad den ville gøre.

Under forespørgselsdebatten, der fandt sted den 18. november, præsenterede Det Radikale Venstre en dagsorden som gav regeringen en frist frem til 1. februar 1987 til at komme med forslag til, hvordan fosfor kunne nedbringes med 80 procent og kvælstof med 50 procent inden for tre år.

Dybkjærs dagsorden gav regeringspartierne problemer. Den var langt mere vidtgående end de forslag, herunder en frivillig aftale med landbruget om at begrænse forbruget af kunstgødning, som der kunne opnås enighed om mellem de 4 partier, hvor ikke mindst Venstre og landbrugsminister Britta Schall Holberg forsvarede landbrugets interesser.

På den anden side stod det klart, at hvis ikke regeringspartierne stemte for, så ville S, SF og VS. Det endte med at regeringen stemte for dagsordenen, mens oppositionen stemte imod.

Efter vedtagelsen af den radikale dagsorden startede internt i regeringen et ganske bittert opgør om den plan, som den nu var forpligtet til at forelægge inden den 1. februar 1987.

”Klaptorsken”

De Danske Landboforeninger havde fået fat i en ”hemmelig” rapport fra Miljøstyrelsen, som man påstod dokumenterede, at landbruget slet ikke var den egentlige årsag til kvælstofudledningen. Kontorchef i landoforeningerne, Kristian Østergaard, sendte rapporten med et sammendrag, der ”viste at landbruget blev dømt på et forkert grundlag” og at Miljøstyrelsen bevidst havde holdt rapporten hemmelig, til en kontakt på Radiovisen. Rapporten faldt i de forkerte hænder, der i stedet sendte rapporten til Naturfredningsforeningen til kommentering.

Det viste sig, at rapporten ikke var hemmelig, og at den ikke fuldstændig frikendte landbruget for ansvar for kvælstofudledning. Rapporten fik derfor ikke indflydelse på det oplæg til vandmiljøplan Schlüter-regeringen endelig fik bakset sammen inden fristen den 1. februar 1987.

Naturfredningsforeningen offentliggjorde rapporten og det tendentiøse sammendrag, og der udspandt sig efterfølgende under statsminister Poul Schlüters vinterferie et offentligt slagsmål mellem miljøminister Chr. Christensen fra Kr. Folkeparti og landbrugsminister Britta Schall Holberg fra Venstre.

Statsminister Poul Schlüter ville ikke fra udlandet kommentere sagen, men måtte til sidst – udad til med henvisning til en stærk forkølelse – afkorte sin vinterferie på Gran Canaria. Ved sin hjemkomst måtte han improvisere et mindeværdigt pressemøde i Lufthavnen. Under pressemødet, hvor forkølelsen blev brugt som et ekstra oratorisk virkemiddel, betegnede han den diskussion, han havde haft lejlighed til at følge i pressen, ”som den værste gang gylle han nogensinde havde hørt”. Underdirektør Jørgen Hemmingsen i Miljøstyrelsen blev med navns nævnelse kritiseret for ikke at have underrettet sin miljøminister om rapporten, og Poul Schlüter kaldte den person i De Danske Landboforeninger, der havde prøvet at lække rapporten og misinformationen for “en klaptorsk”. På spørgsmål om hvad han mente om de 2 ministre svarede han, at de ville blive inviteret til ”en stærk kop te” i Statsministeriet.

Sagen var dermed i realiteten lukket, men kontorchef Kristian Østergaard, de Danske Landboforeninger, stod dagen efter frem og sagde, at det var ham, der var klaptorsken. Hans pligtfølelse havde drevet ham til handlingen, sagde han.

Ny forespørgsel i Folketinget

Den næste forespørgsel om sagen i Folketinget kom allerede den 18. februar 1987. Regeringen havde på grund af sin indre splid ikke fuldt ud kunnet levere den vare, dagsordenen fra november forpligtede den til.

De Radikale genfremsatte derfor i realiteten dagsordenen fra november, men denne gang ledsaget af en trussel om en kunstgødningsafgift, hvis ikke landbruget kunne præstere de krævede reduktioner.

Dagsordenen blev vedtaget uden om regeringen af de radikale sammen med Socialdemokratiet, SF og VS.

For Poul Schlüter var sagen ikke et kabinetsspørgsmål, og regeringen valgte at blive siddende. Udmøntningen af den vedtagne målsætning for vandmiljøplanen blev overladt til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, der afgav sin betænkning den 30. april 1987.

Efterspil

Ved det efterfølgende folketingsvalg samme år røg mandatet for Kristeligt Folkepartis Jens Steffensen, der havde været formand for Miljø- og Planlægningsudvalget. Det samme skete for Socialdemokratiets Ole Løvig Simonsen. Begge tilskrev deres nederlag den bitterhed over hele forløbet, som prægede landbruget i deres valgkredse.

Nu er der gået næsten 40 år siden vandmiljøplanens tilblivelse. Diskussionerne går stadig på mængden af kvælstof og fosfor, der udledes til grundvand og vandmiljøet, balancen mellem kvælstof og fosfor og om de primære kilder er nationale, herunder landbruget, eller om de danske farvande bliver ”beriget” med kvælstof og fosfor fra Østersølandene.

Desværre er også vandmiljøplanens opfinder, David Rehling, død.

Ære være hans minde.

Den fransk-senegalesiske forfatter David Diop og oversætter Anna Moschovakis modtager den prestigiøse ”The International Booker Prize” for Diops bog “At Night All Blood Is Black”.

“At Night All Blood Is Black”, der er en relativ kort roman på 150 sider om en senegalesisk soldats oplevelser i skyttegrave i Frankrig under Første Verdenskrig, fik 1. prisen for fiktion oversat til engelsk og udgivet i Storbritannien eller Irland. Prisen uddeles hvert år, og formålet er at opmuntre til udgivelse og læsning af flere oversatte værker på engelsk.

‎Prisen administreres af den samme fond, som den mere kendte ”‎‎Booker Prize”‎‎ for fiktion skrevet på engelsk, og har samme præmiesum.

David Diop, bogens forfatter, deler prisen på 50.000 £ (godt 430.000 kroner) med Anna Moschovakis, der oversatte værket fra fransk.‎

Diop’s hovedperson dræber tyske soldater og skærer deres hænder af i et anfald af vanvid og for at hævne en vens død.

‎David Diop, 55, blev født i Paris af en fransk mor og senegalesisk far, men tilbragte det meste af sin barndom i Dakar. I Senegal oplevede han, at senegalesiske soldater, der kæmpede for Frankrig, regelmæssigt deltog i nationale parader. Mens Senegals militære bidrag aldrig blev omtalt i Frankrig.

I alt 6 værker var shortlistet til “The International Booker Prize”: Udover “At Night All Blood is Black” var det “The War of the Poor”, “When We Cease to Understand the World”, “The Dangers of Smoking in Bed”, “In Memory of Memory” og “The Employees”.

Danske Olga Ravn og oversætter Martin Aitken gik desværre glip af hæderen, men modtog dog 1000 pund hver (omkring 8600 kroner). Olga Ravn og Martin Aitken var nomineret for den engelske udgave af Ravns bog “De ansatte”. På engelsk har den titlen “The Employees”.

“De ansatte” udkom i 2018 på Gyldendal, og sidste år i Storbritannien.

Bogen bliver beskrevet som “en arbejdspladsroman fra det 22. århundrede”. Den handler om, hvad der sker, da besætningen om bord på et rumskib støder på en ny planet.

Olga Ravn er 34 år. Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 2010, og hun debuterede i 2012 med digtsamlingen “Jeg æder mig selv som lyng”. Efterfølgende er hun udkommet med romaner, hvoraf den seneste er “Mit arbejde”, der handler om en kvindes kamp med fødselsdepression.

For den modtog hun Politikens Litteraturpris i 2020. Ifølge Politiken har bogen været med til at starte en folkelig bevægelse om at italesætte dårlige oplevelser på hospitalers fødegange.

Som kursusleder i slutningen af 1980’erne på ”Embedsmanden som rådgiver for den politiske ledelse” med kapaciteter som Heinrich Schlebaum, Kaj Skaaning og Stig Ree, var David Rehling fast gæsteforelæser.

Altid veloplagt og underholdende og Rehling – der dengang var direktør i Danmarks Naturfredningsforening – scorede kegler på hans ”3 bande carambole”-illustration af samspillet mellem interesseorganisationer, medier og politikerne.

Kondolencer til pårørende og til dagbladet Information.