Turister i Midtitalien – Toscana, Umbrien og Marche – med store forventninger til det ”gode” italienske brød, er undertiden blevet dybt skuffet, når de får serveret usaltet brød.
For rejsende fra en oversaltet (og oversødet) madkultur er brød helt uden salt et fadt antiklimaks i munden – smagen er skuffende, uforløsende og det pirrer ingen smagsløg.
Mens brødet er saltet i Napoli, Rom og Milano er årsagen til det usaltede brød i Midtitalien ikke ganske klar. Der henvises til bystaters handelskrige, til oprør mod Paven eller til salte skinker og charcuteri-varer.
Den mest udbredte forklaring er den om Paven.

Da italienerne i Umbrien for knapt 500 år siden holdt op med at salte deres brød hang det sammen med den ekstra skat, som pavestaten i midten af 1500-tallet indførte på saltet i Umbriens glansfulde hovedstad Perugia. Skatteforhøjelsen, der var motiveret af udgifterne til bekæmpelse af vantro tyrkere og germanere, betød, at prisen på salt blev fordoblet, hvilket var katastrofalt for befolkningen; Salt var jo ikke bare et krydderi, men også uundværligt i konserveringen af andre madvarer!
Beboerne i Perugia reagerede i første omgang på skatteforhøjelsen ved at spare på saltet så godt, de kunne. Og det var i den forbindelse, at de begyndte at bage deres brød uden salt.
Men i 1540 kulminerede pavestatens udbytning af peruginerne i en direkte kamp, som fik navnet Saltkrigen. Pavens tropper vandt og Perugia blev underlagt kirkens herredømme. Det usaltede brød blev til et symbol for utilfredsheden med pavestaten og har som tradition bredt sig til andre dele af de dele af Italien, der frem til 1860 var kontrolleret af Paven.

Skribenten Vittoria Traverso har gravet sig ned i forhistorien, men har ikke været i stand til at verificere, at baggrunden for det usaltede brød skulle være pavelig beskatning eller nogen af de andre forklaringer. Det godtgøres, at usaltet brød var udbredt i Midtitalien længe før kontroversen om beskatningen i 1500-tallet.

Uanset de historiske årsager, anser mange italienere det usaltede brød som det perfekte mættende tilbehør til maden, netop fordi brødet ikke smager af noget i sig selv og dermed ikke forstyrrer smagen i den enkelte ret.

19 skribenter offentliggjorde i Jyllands-Posten den 8. maj 2019 12 teser som deres bidrag til en mere nuanceret udenrigspolitisk debat. Ifølge den blandede gruppe af udenrigsaktivister svækkes danske værdiers autoritet, hvis landets udenrigspolitik knyttes for tæt til allierede, der i praksis til tider er på kant med traditionelle danske og europæiske idealer. Skribenterne hentyder muligvis til USA, men de nye globale magtforhold gør det ifølge skribenterne under alle omstændigheder endnu mere nødvendigt, at vi igen får en mere nuanceret udenrigspolitisk debat i Danmark, som ikke blot deler verden sort-hvidt op i ”venner” og ”fjender”, men får øje på verdens mange farver og gråtoner.

Vi skal lytte mere til Rusland og Kina

Anbefalingen er, at vi ikke kun skal lytte efter USA og vesteuropæiske lande, men intensivere vores samkvem med nye allierede som Rusland og Kina. Som overhængende trusler ligestilles den amerikanske præsident med despoter som Putin og Xi Jinping, og de påståede fordele ved den vestlige, liberale samfundsmodel er ifølge tesemagerne et ”skønmaleri”.
Annekteringen af Krim og aggressionerne overfor Ukraine er ifølge skribenterne ”forventelige” modreaktioner fra et stadig mere marginaliseret Rusland. Endelig skal vi give plads til mangfoldigheden og som Mao lade de 1000 blomster blomstre.

Er indlægget konciperet i Moskva?

Hele indlægget i Jyllands-Posten der tydeligvis var tænkt som et indspark i debatten op til Folketingsvalget den 5. juni, kunne meget vel være konciperet i Moskva. Skribenterne, der lægger navn til misinformationen, overser ganske, at Danmark for længst er gået ud på den galej, hvor traditionelle værdier og pejlemærker forkastes. Bekymrede patrioter, der mener, at det danske samfunds sammenhængskraft ødelægges af det multikulturelle samfunds værdipluralisme, bagatelliseres og latterliggøres. Det mere end antydes, at disse ”deplorables”, disse chauvinistiske nationalister er de ringest uddannede, de er knap nok stuerene, og de har – som de fascister i svøb de er – intet krav på respekt.
Hvis de etablerede medier havde været deres opgave voksen, kunne de passende have brugt spaltepladsen på at henlede danskernes opmærksomhed på, at vi længe i al stilfærdighed og ubemærkethed har skiftet heste, hvad angår vores udenrigspolitik.

Hvorfor støtter vi ikke USA mod Iran?

Mens vi de sidste 2 år har haft en krypto-radikal udenrigsminister, er vi er sammen med EU-lande som Tyskland og Frankrig ved at bevæge os væk fra USA. Det er sket med alle vores forbehold og kritik i forhold til USA og NATO, og det er sket, da vi i maj 2018 afviste at støtte USA’s opsigelse af atomaftalen med den shiamuslimske slyngelstat, Iran.
En aftale, der siden 2015 har tilladt det shiamuslimske præstestyre i Iran at sælge sin olie, støtte international terrorisme og udbygge sine proxykrige i Libanon, Syrien og Yemen, og udbygge dets militære potentiale med ballistiske missiler, der nu truer hele regionen. Ja selv i Danmark kan vi ikke være sikre for morderbander, udsendt fra Teheran for at likvidere kritikere af regimet.

INSTEX

Det var imod al fornuft, at vi sammen med EU undsagde USA, men vi har gjort ondt værre. EU etablerede i januar 2019 i Paris det såkaldte INSTEX -instrument (INstrument in Support of Trade EXchanges), der skal facilitere EU’s handel med Iran og omgå de amerikanske sanktioner mod landet.
Initiativet opfattes i USA som en helt utilstedelig underminering af amerikansk udenrigspolitik, og realiteten er da også, at vi nu har taget skridtet fuldt ud og i realiteten befinder os i en direkte konfrontation med USA.

Tesernes indflydelse

Det bemærkelsesværdige er, at de 12 teser og anbefalingerne vedrørende dansk udenrigspolitik ikke syntes at have givet anledning til reaktioner fra Socialdemokratiet eller andre partier.

https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE11366080/12-teser-for-en-mere-nuanceret-udenrigspolitisk-debat/?fbclid=IwAR3NpHDNgNDvn1B-W0jcCGE0pRxCLPwG2GcNPnreE92wERNMJB3dE04TDVw

I 2017 fik 413.160 danskere mindst én recept på antidepressiv medicin, 646.595 fik kolesterolsænkende medicin, 296.400 fik de dybt afhængighedsskabende sove- og nervepiller benzodiazepiner, og 427.765 fik de stærkeste smertestillende morfinstoffer – såkaldte opioider – fra egen læge.

I USA skønnes det, at receptpligtige og illegale opioider som heroin og fentanyl har været årsagen til mere end 430.000 dødsfald i USA siden 2000. Et stort antal dødsfald kan henføres til overdoser af receptpligtige opioider.
I Danmark bruges det smertestillende middel oxycodon.

Misbrugspotentiale kendt
Oxycodon er et præparat, som hører til blandt opioiderne, der er en samlet betegnelse for morfin og morfinlignende stoffer med morfinlignende virkning, som traditionelt opdeles i svage og stærke opioider.
Opioider opdeles i tre hovedkategorier: opiater (som udvindes af opiumvalmuer), halvsyntetiske og syntetiske opioider. Stofferne bruges ofte i sundhedsvæsenet til smertelindring, men kan også give en stærk eufori og er stærkt vanedannende, hvorfor misbrug af disse stoffer er almindeligt. Eksempler på opioider er heroin, morfin, codein, tramadol, fentanyl og oxycodon.
Oxycodon, eller OxyContin, som det hedder i depotversionen, er blandt de stærke opioider, og det kan være afhængighedsskabende. Depotmedicinen er langsomt virkende og virker op til 12 timer.
I USA mistænkes præparatet for at stå bag en række dødsfald i de senere år. Staten Massachusetts rejste tidligere i år på vegne af familiemedlemmerne til 59 mennesker, der har mistet livet efter misbrug af præparatet, en sag mod producenten, medicinalfirmaet Purdue Pharma. Og det er blot ét blandt i alt 2000 søgsmål, som er blevet rejst mod den amerikanske medicinalindustri.

Danmark: Ét dødsfald i 2017
I Danmark har Sundhedsstyrelsen taget det roligt. Af en rapport, som Sundhedsstyrelsen udgav i november sidste år, om narkosituationen i Danmark fremgår det, at der i 2017 kun blev registreret ét dødsfald som følge af en overdosis af oxycodon.
Andre har imidlertid advaret mod den udstrakte brug af det smertestillende præparat oxycodon. Allerede i 2016 advarede læge Erik Østerballe fra Fredericia mod unges misbrug af opioider som fentanyl og oxycodon. Fredericia har været og er ramt af problemer med misbrug af medicin blandt unge. Erik Østerballe var dengang centerlæge på Fredericia Misbrugscenter, men han er i dag pensioneret.
På Sundhedsstyrelsens Stormøde den 28. februar 2019 med temaet: ”Er medicin på vej ud – eller ind?” blev situationen omkring stærke smertestillende præparater, opioider, drøftet. Det blev herunder debatteret, hvordan det sikres, at de patienter der har brug for dem, også kun er dem, der får dem?
Sundhedsstyrelsen har efterfølgende den 24. juni 2019 opdateret vejledningen til læger om ordination af afhængighedsskabende medicin. Det er sket for at imødekomme tvivlsspørgsmål fra patienter og læger.

Opioid-krise i USA
Mens forbruget af smertestillende medicin vækker bekymring i Danmark – har det i USA skabt en regulær krise.
Det er især lægemidlet OxyContin, der er i fokus. OxyContin er siden 1995 blevet ordineret i store mængder til smertelindring – et stof, der i princippet kan beskrives som heroin i tabletform, men som markedsføres som en harmløs og effektiv behandling af smerte og ømhed.
Stærke smertestillende midler bliver normalt brugt til kortere behandlinger af akut smerte, eller i livets slutfase, for eksempel til kræftpatienter. Men efter en intensiv lobbykampagne rettet mod læger lykkedes det Purdue Pharma i 2000’erne at gøre det acceptabelt at bruge OxyContin til også mildere ømhed og langtidsbehandlinger af smerte samt til patienter diagnosticeret med ”ondt i livet”.
I dag dør mere end 50.000 mennesker af opioidoverdoser hvert år og allerede i 2015 døde flere mennesker i USA af overdoser end af skydevåben, hvor opioider dominerede som dødsårsag – dødstallet har været stigende. Som det eneste vestlige land har USA oplevet et fald i den gennemsnitlige levealder over de seneste tre år – et fald der forbindes direkte med opioid-epidemien.

National nødsituation
Præsident Trump har siden erklæret opioidepidemien for en national nødsituation, som kræver omfattende handling.
Men i USA går historien tilbage til 1990’erne og handler om aggressiv markedsføring, om myndighedernes svigt, om grådige læger og om små samfund over hele USA, som bukkede under for fristelsen.
Medicinalvirksomhed Purdue Pharma havde i 1995 udviklet OxyContin – en smertestillende pille baseret på Oxycodon.
Purdue markedsførte OxyContin som det bedste middel mod smerte på markedet. Markedsføringen inkluderede blandt andet en salgsvideo, som ikke var godkendt af sundhedsmyndighederne, der blev sendt til mere end 15.000 læger.
Det bemærkes, at Purdue Pharma efterfølgende er idømt en bøde på 635 millioner dollars for uberettiget at markedsføre OxyContin som mindre vanedannende end andre opioider.
Virksomheden arrangerede konferencer om smertelindring og sendte et netværk af sælgere ud i landet.
Særligt udvalgte læger blev betalt store summer for at tale risikoen for afhængighed ned.

FDA tillader OxyContin som receptpligtig smertestillende medicin
Purdue lykkedes med at overbevise FDA – den amerikanske lægemiddelstyrelse – om, at pillerne skulle kunne udskrives som almindelig receptpligtig smertestillende medicin.
Tidligere havde den slags præparater blot være givet som smertelindring til kræftsyge, som ikke havde langt igen.
Amerikanske læger begyndte herefter at udskrive recepter på store mængder af OxyContin.
Rygproblemer?
OxyContin kan give dig livet tilbage, som datidens reklamer lovede. Det samme med smerter efter en mindre operation eller en hvilken som helst anden dårligdom, som krævede smertelindring.
Nogle læger så ligefrem en god forretning og udskrev nærmest på samlebånd recepter på OxyContin til almindelige borgere, der kom ind fra gaden og erklærede sig ramt af for eksempel rygsmerter.
OxyContin var en milliardforretning. Ikke alene for medicinalvirksomheden Purdue, men også for læger, apoteker og mellemmænd, der handlede i OxyContin på gadeplan. Et sort marked blomstrede op. OxyContin var blevet allemandseje.

Hillbilly heroin
Især i mindre byer i fattigere dele af USA som i Ohio, det østlige Kentucky og i West Virginia tog epidemien fat. En hurtig lindring fra hverdagens skavanker. Fabriksarbejdere og minearbejdere tog rutinemæssigt OxyContin for at komme igennem arbejdsdagene. Pillerne fik hurtigt kælenavnet ”Hillbilly heroin.”
Først mange år senere blev advarslerne hørt, og medicinen reguleret. Der var det allerede for sent. Den stærkeste og mest vanedannende medicin, der nogensinde er blevet udskrevet som vanligt smertestillende medicin, havde taget hold i amerikanerne.

Situationen i dag
I dag, 20 år senere, indtager USA 80 procent af verdens receptpligtige smertestillende medicin. Til trods for, at landet blot udgør fem procent af verdens befolkning.
Og for mange har afhængigheden af Oxydon-baserede smertestillende ført til langt værre narkotikamisbrug. Når læger lukkede i for recepterne eller jagten på et større sus blev for fristende, var skridtet til stærkere opioider som heroin eller fentanyl ikke langt.
Purdue Pharma, der først lancerede OxyContin i 1995, er udlagt som den store skurk i den amerikanske opioid-krise. Det er almindelig kendt, at det er mærkevaren, der skaber efterspørgslen, som så efterfølgende imødekommes af generiske kopiprodukter.
Alligevel er der noget, der tyder på at Purdue Pharma ikke var alene.
Tal fra The Federal Drug Enforcement Administration, DEA, viser at amerikanske apoteker I perioden 2006 til 2012 modtog 76 milliarder oxycodone og hydrocodone piller- hvoraf langt hovedparten var generiske produkter.
Purdue Pharma har hævdet at de kun producerede en lille del – omkring 3 pct. af opioiderne mellem 2006 og 2012.
Over 90 pct. af pillerne var billigere generiske produkter, herunder versioner af OxyContin, blev solgt af SpecGX, Par Pharmaceutical og Activis Pharma.
Disse virksomheder hævder til gengæld, at de ikke aktivt markedsførte produkterne, men blot efterkom efterspørgslen fra lægernes receptor, og at de ikke producerede større mængder end DEA tillod.
Distributionsselskaberne melder også hus forbi. Virksomhederne McKesson Corp., Walgreens, Cardinal Health og AmerisourceBergen star for en væsentlig del af distributionen, men de hævder at de ikke prøvede at øge salget.

Vanskelige retssager forude
Det kan derfor blive vanskeligt for domstolene at finde de ansvarlige i de mere end 2000 sager, der er rejst mod medicinalindustrien.
I mellemtiden undgår Purdue Pharma og den stenrige Sackler-familie, der ejer medicinalvirksomheden, ikke reaktioner fra offentligheden. Sackler har finansieret en omfattende velgørenhed og doneret store summer til kunst. Louvre i Paris har nydt godt af familiens donationer til museets afdeling med orientalske antikviteter. Efter Sackler og Purdue Pharma er blevet anklaget for at være skyldige i den amerikanske opioid-krise, har Louvre fjernet de skilte med Sackler-navnet, der ellers prydede museet.
Institutioner, der har nydt godt af Sacklers godgørenhed, er blevet hængt ud af aktivister anført af kunstneren Nan Goldin. New Yorks Metropolitan Museum of Art og Tate Galleries I London har tilkendegivet, at de ikke længere vil modtage donationer fra Sackler.

Sult-rapporten viser, at der sidste år var 821 millioner kronisk underernærede mennesker i verden. Det er en stigning fra 811 millioner mennesker året før.
Alligevel fastholder udviklingsminister Rasmus Prehn (S) troen på, at verden kan nå 2030-målsætningen om at udrydde sult.
”Det må være sådan, at den samlede målsætning stadig er at løse sultproblemet i 2030. Det må vi insistere på at holde fast i, selvom det er en stor udfordring. Og at det bliver svært og hårdt arbejde. Vi skal arbejde for at komme i mål med dette her eller så tæt på, som vi overhovedet kan komme. Begynder vi at opgive troen, så bliver det svært,” siger den nye udviklingsminister.
”Vi skal huske, at der har været en lang årrække, hvor det er gået i den rigtige retning. Og så har vi haft tre kedelige år, hvor der er kommet flere sultne. Det er dybt ulykkeligt og hjerteskærende. Så vi må sammen med FN diskutere, hvad vi kan gøre yderligere og anderledes for at komme dette her til livs,” siger Rasmus Prehn.
Hvad med igen at lade landbrug, fiskeri og fødevareproduktion være et indsatsområde i dansk udviklingspolitik?
Rasmus Prehn kunne starte med at genoptage samarbejdet med FAO om fødevareproduktion til gavn for de 821 millioner kronisk underernærede mennesker i verden.
https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/hver-niende-i-verden-sulter-pa-grund-af-klima-og-konflikt

Offentlige høringer og samråd
Folketingets formand, Henrik Damm Kristensen, har i dagbladet Politiken meddelt, at han ikke har planer om at gå videre med det forslag om at indføre nye undersøgelsesformer i Folketinget, som hans forgænger, Pia Kjærsgaard (DF), kom med kort før valget.

Politiske frustrationer over embedsmænd
Flere politikere har været ude med riven overfor Finansministeriet og der har været krav om Moderniseringsstyrelsens nedlæggelse – tilliden er simpelthen væk. Den nye S-regering har taget konsekvensen og flyttet Moderniseringsstyrelsen fra Finansministeriet til Skatteministeriet.
Der er problemet imidlertid ikke løst. Andre dele af embedsværket lider også under manglende tillid, og måske står vi med et gedigent demokratisk problem, hvis situationen i realiteten er, at Folketinget har mistet tilliden til embedsværket og befolkningen har mistet tilliden til offentlige myndigheder!
Folketinget har oplevet at blive fyldt med løgn og latin af landets justitsminister og generelt er der mistillid til det grundlag for politiske beslutninger, som Folketingets medlemmer modtager fra regeringens ministre.
Problemet har været erkendt længe, og Folketingets Udvalg for Forretningsordenen afgav allerede den 26. februar 2015 en interessant beretning om ministres ansvar over for Folketinget.

Pia Kjærsgaards forslag
Den 11. april 2018 præsenterede Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og Christine Antorini i en kronik i Berlingske Tidende overvejelserne i et udvalgsarbejde, som Christine Antorini (S) og Peter Skaarup (DF) har stået i spidsen for. Arbejdet tog sin begyndelse på en konference for Folketinget og regeringen i januar 2017 på initiativ af Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og udviklede sig videre i detaljer i et arbejdsudvalg med repræsentanter for alle partierne.
Et af forslagene indebærer, at embedsmænd skal kunne deltage i offentlige høringer, uden at ministeren skal være til stede.

Manglende tillid til embedsværket
Den manglende tillid til de oplysninger, som Folketinget modtager fra ministerierne, rammer både ministre og embedsmænd. Det kan ikke bortforklares, at embedsmænd sammen med politikere skraber bunden i troværdighedsundersøgelser. Danskerne har ikke meget tillid til journalister, politikere eller embedsmænd, og de tre faggrupper opnår bundplaceringer sammen med bilforhandlere og parkeringsvagter.
Det er desværre ingen nyhed, at embedsmændenes troværdighed halter – over halvdelen af danskerne har ikke tillid til embedsmænd. En meningsmåling fra Norstat i 2016, viste at hele 56 procent af de adspurgte, havde begrænset tillid til embedsmænd i de danske ministerier. 37 procent udtrykte tillid, mens resten var i tvivl.
En ny Norstat-måling for Altinget viser, at 54 procent stadig kun har “begrænset tillid” til embedsmænd i de danske ministerier, mens kun hver tredje har “stor tillid”. Samme billede viser sig, når man spørger til embedsmænd i kommuner og regioner.
Andre analyser bekræfter Norstats målinger. I en meningsmåling, som AB Analyse har udført for magasinet Kommunen, svarer 67,4 procent af danskerne, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd i ministerier og styrelser, mens det gælder for 65,6 af danskerne, når de bliver spurgt til embedsmænd i kommuner og regioner.

Sager
Manglen på tillid er ikke overraskende, når man ser på, at ledende embedsmænd har indtaget meget lidt flatterende hovedroller i en række skandalesager som Jægerbogssagen, Christiania-sagen og Skattesagen. På det seneste har tilliden til Finanstilsynet og Bagmandspolitiet fået et knæk. Derfor er det ikke så mærkeligt, at der i de senere år har været en ret intens offentlig debat om forholdet mellem politikere og embedsmænd. En række sager, hvor embedsmænd tilsyneladende ikke levede op til deres forpligtelser over for den til enhver tid siddende regering og Folketinget, har detaljeret været beskrevet i pressen. Der har desuden været en række uheldige sager fra den kommunale verden.

Embedsværket under pres
Sagerne og debatten sætter ikke mindst topembedsmændene i en særdeles sårbar situation – regering, Folketing og offentligheden er parat til at pille ved velerhvervede rettigheder og privilegier.
Hvis man ser bort fra protesterne fra DJØF, har mange embedsmænd – i kommuner, regioner og stat – ingen indvendinger mod, at ”sager” får konsekvenser for de implicerede topembedsmænd. Det typiske DJØF-medlem har over for familien og vennerne ikke særlig stor lyst til at skulle stå på mål for embedsmænd i lønramme 40 og derover, der bistår ubetænksomme ministre med at fylde Folketinget, Ombudsmanden og offentligheden med løgn og latin.

Reformer
Baggrunden for de overvejelser, som Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og Christine Antorini i april 2018 beskrev i Berlingske Tidende, var et bredt politisk ønske om at kunne trænge hurtigere til bunds i skandalesager end ved de ofte langsommelige og dyre undersøgelseskommissioner, og byggede på et tidligere udvalgsarbejde.
Justitsminister Søren Pind nedsatte i november 2016 et ekspertudvalg, der skulle se på erfaringerne fra otte undersøgelseskommissioner, der har afsluttet deres arbejde og på den baggrund overveje mulige ændringer og effektiviseringer af undersøgelseskommissionsordningen. Udvalget, der havde højesteretsdommer Jens Peter Christensen som formand, fik i 2017 ved et tillægskommissorium også til opgave at overveje behovet for at supplere de nuværende undersøgelsesformer i den offentlige forvaltning med alternative former for undersøgelser, herunder parlamentariske undersøgelser.
Udvalget om Undersøgelseskommissioner afgav torsdag den 25. oktober 2018 en betænkning, som med det samme gav anledning til politiske diskussioner.

Forslag om en videregående parlamentarisk undersøgelsesform
Det er især udvalgets overvejelser vedrørende en videregående parlamentarisk undersøgelsesform, der giver anledning til uenighed. Udvalgets overvejelser omfatter muligheden af at nedsætte et permanent eller et ad hoc folketingsudvalg. Et sådan nyetableret folketingsudvalg skal kunne indkalde ledende embedsmænd som en slags vidner i parlamentariske høringer.
Dermed bryder man med det hidtidige princip om, at det alene er ministeren, der til enhver tid står til ansvar over for Folketinget.
Det samlede udvalg om undersøgelseskommissioner fraråder imidlertid Folketinget at følge indstillingen om parlamentariske høringer med en videregående adgang til afhøring af embedsmænd, end det i dag er tilfældet i forbindelse med Folketingets samråd. Udvalget, tilkendegiver forskellige steder i betænkningen, at det vil være et “grundlæggende brud” med hidtidig praksis og derudover brud med det “grundlæggende princip”, at Folketinget kun kan udspørge ministre.

Lukkede høringer?
Udvalget har ikke været helt tonedøv overfor det politiske ønske om at inddrage embedsmænd, og det henstilles derfor, at hvis Folketinget alligevel vælger en model for udvidede parlamentariske undersøgelser, hvor der gives mulighed for afhøring af embedsmænd og privatpersoner mv., bør afhøringsmøderne være lukkede eller i hvert fald bør der være forbud mod TV-transmittering mv. i forbindelse med sådanne afhøringer.

Flertal for afhøring af embedsmænd
I Folketinget tegnede der sig før valget et flertal bestående af Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, De Radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten, der insisterede på at embedsmænd skal kunne afhøres.
Venstres gruppeformand, Karen Ellemann, var imod. Det samme var daværende justitsminister Søren Pape Poulsen, der mente det ville indebære et brud med princippet om det danske ministerstyre.

Nyt politisk sekretariat i Statsministeriet
Statsminister Mette Frederiksens beslutning om at udvide og styrke Statsministeriet med et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet, har givet ny næring til debatten om undersøgelsesformer og muligheden for at inddrage andre end ministre.
Det nye sekretariat i Statsministeriet skal have fokus på regeringens prioriterede projekter, politikudvikling og kommunikation, bidrage til at styrke den strategiske ledelse af regeringen samt øge den interne koordination mellem ministre og særlige rådgivere.
Til at lede det politiske sekretariat ansættes den hidtidige ansatte i Socialdemokratiet, Martin Rossen, som stabschef, og han bliver fast medlem af regeringens Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg samt rådgiver for statsministeren.
Som særlige rådgivere for statsministeren ansættes også Martin Justesen og Sara Vad Sørensen, der begge indgår i det politiske sekretariat.
I det politiske sekretariat vil i øvrigt indgå et antal medarbejdere fra centraladministrationen.

Diskussion om teknikaliteter
Det nye politiske sekretariat har givet anledning til en del fnidder om omkostningerne, om forholdet til departementschefen i Statsministeriet, om forholdet til Finansministeriet, om en ikke-embedsmands beføjelser til at instruere ikke kun embedsmænd i Statsministeriet, men måske også i andre ministerier samt muligvis fagministre o.s.v.
Danmarks tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen kalder det ”bekymrende”, at Socialdemokratiets Martin Rossen fremover skal lede et politisk sekretariat under Statsministeriet.

Rossen har gennem de seneste otte år været en central skikkelse i Mette Frederiksens vej til statsministerposten, og hun takkede ham direkte i sin sejrstale på valgnatten. Men nu får han ledelsesansvar i Statsministeriet, og det er ikke en god ting, mener Lars Løkke Rasmussen.
Når man tager en politisk udnævnt person og sætter i spidsen for et sekretariat, der også består af neutrale embedsmænd, er det et nybrud og en sammenblanding af rollerne, har Løkke Rasmussen udtalt til TV 2.

Anders Foghs Skattepolitiske Sekretariat
Lars Løkke Rasmussens forgænger som formand for Venstre var Anders Fogh Rasmussen, der var skatteminister i Schlüter-regeringen i perioden 1987-1992, gjorde faktisk noget lignende.
Som skatteminister oprettede Fogh et såkaldt Skattepolitisk Sekretariat med en lille håndfuld nøje udvalgte medarbejdere, der havde til formål at støbe kugler for ministeren. En af medarbejderne var Otto Brøns-Petersen, der i dag slår sine folder som analysechef i tænketanken Cepos.
Det Skattepolitiske Sekretariat skulle ikke mindst styrke Anders Fogh-Rasmussen og Skatteministeriet i forhold til Finansministeriet, der havde tilkæmpet sig den centrale rolle i forberedelsen af møderne i Regeringens Koordinationsudvalg. Bølgerne gik jævnligt højt i den såkaldte Styregruppe, hvor både Anders Eldrup og Jørgen Rosted repræsenterede Finansministeriet. Det skete ikke mindst, når chefen for det Skattepolitiske Sekretariat anfægtede Finansministeriets pessimistiske beregninger over f.eks. de dynamiske effekter af skattenedsættelser.
Det Skattepolitiske Sekretariat, der stort set forsvandt med Anders Fogh Rasmussen, da han måtte gå af som minister i forbindelse med sagen om den ”kreative” bogføring, var en oplagt idé, som de fleste danske ministre ville have stor gavn af og som allerede findes i mange af de lande i verden, vi normalt sammenligner os med. I Sverige har man f.eks. en historisk tradition for statssekretærer, som netop er politisk udpegede vice-ministre. Her har man erkendt, at skellet mellem politik og forvaltning ikke er så indlysende, som Venstre foregiver.
Selvom det nye politiske sekretariat i Statsministeriet i realiteten ikke adskiller sig afgørende fra tidligere forsøg på siden 1982 at styrke koordinationen af og implementeringen af regeringernes politik, tydeliggør konstruktionen, at skellet mellem centraladministrationens embedsmænd og ministrene er udvisket.

Politiske statssekretærer
Hvis vi i Danmark – i lighed med vores nabolande og i øvrigt de fleste andre lande – for længst havde erstattet de overflødige, dyre og ansvarsfrie ”politiske rådgivere” med politisk udpegede statssekretærer, viceministre m.v. ville det løse mange problemer.
Statssekretærer kunne understøtte ministrenes politiske ledelse, og de ville uden videre kunne indkaldes til høringer og samråd – og eventuelt stilles til ansvar for deres politiske (mis)gerninger.
Departementscheferne og embedsværket kunne igen koncentrere sig om at sikre en lovlig og forsvarlig forvaltning uden alle de pinagtige ”sager” vi efterhånden er vænnet til dukker op hele tiden.

Folketingets skal naturligvis kunne indkalde Martin Rossen og embedsmænd til høringer, samråd m.v.
Det er altså ikke sket, men til gengæld er der sket en kraftig politisering af embedsværket, hvor departementschefer og ledende embedsmænd, men meget ofte tillige embedsmænd på lavere niveau, agerer politisk, men uden at Folketinget har mulighed for indsigt i magtudøvelsen. Derfor er det – uanset betænkelighederne ved de påståede “grundlæggende brud” med “grundlæggende principper” – nødvendigt, at Folketingets skal kunne indkalde Martin Rossen og embedsmænd til høringer, samråd m.v.

Selv blandt ikke-rygere er det almindeligt kendt, at nydelsen af cannabis, hash eller marihuana kan udløse ”the Munchies” og give anledning til et ædeflip med lyst til at tømme køleskabet for mad bagefter.

Det synes at være aktivstoffet THC, Tetrahydrocannabinol, der findes i cannabis, hash og marihuana, der binder sig til særlige signalmodtagere i hjernen – de såkaldte cannabinoide receptorer, CB1. Forbindelsen hæmmer et kemisk signal, der normalt fortæller os, at vi ikke skal spise, og derfor bliver vi sultne, når signalet hæmmes.
Det er formentlig den virkning af THC, der betyder at cannabis kan have en positiv effekt på patienter med manglende appetit eller andre spiseforstyrrelser.

I USA har The Nielsen Company konstateret en sammenhæng mellem legalisering af marihuana og øget omsætning af slik og snack-produkter.
Cannabis, marihuana eller hash er fortsat ulovligt på føderalt niveau i USA, men 11 delstater og Washington D.C. har tilladt marihuana til ”rekreativt brug”.

Nielsens data synes at vise at stater, der har legaliseret marihuana, kan notere en tydelig stigning i forbruget af hvad Nielsen kalder ”munchies” – slik, søde og salte snack-produkter.

Ifølge Nielsen skaber det store udviklingsmuligheder for det amerikanske marked for den amerikanske drikkevare- og fødevareindustri.

Data viser at både salget af søde og salte snacks I USA over de sidste 52 uger frem til slutningen af april 2019 er vokset til 29,9 milliarder dollars for salte snaks og 6,5 milliarder dollars for søde – med de største stigninger i stater, der har legaliseret marihuana.