På video-topmødet fredag den 19. juni 2020 nåede EU’s regerings- og statschefer ikke til enighed om EU’s enorme genopretningsfond på 750 mia. euro for at overvinde Coronavirus-krisen. Forslaget løber op i knap 5600 milliarder danske kroner. 500 milliarder euro foreslås ydet som tilskud til nødlidende medlemslande, mens 250 milliarder euro skal ydes som lån på lempelige betingelser. Der var ej heller enighed om EU-Kommissionens forslag til EU-budgetrammen for 2021-27 på 1100 milliarder euro. Det er godt 8200 milliarder kroner. Endelig var der ikke enighed om EU-Kommissionens skatteforslag til hvordan EU’s ”egne indtægter” kan øges i de kommende år.

Nyt Topmøde i juli

Fredagens videomøde varede lidt over fire timer, og som forventet var der hverken konklusioner eller resultater efter videokonferencen. Drøftelserne fortsætter på et nyt Topmøde face-to-face i ”midten af juli”, hvor Tyskland har overtaget EU-formandskabet.

Hvis der opnås enighed blandt EU’s stats- og regeringschefer, skal Europa-Parlamentet og de 27 nationale parlamenter efterfølgende godkende forhandlingsresultatet inden pengene kan frigives.

Knasterne

Formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, sagde efter videomødet, at knasterne var størrelsen af genopretningsfonden og fordelingen mellem tilskud (500 mia. euro) og lån (250 mia. euro), de hidtil ydede rabatter til Danmark, Holland, Østrig, Sverige og Tyskland, fordelingsnøglen for EU-midler og de tilknyttede betingelser, samt spørgsmålet om nye EU-skatter, der skal finansiere tilbagebetalingen af de 750 mia. euro, som i første instans skal lånes på kapitalmarkederne. Hertil kommer uenigheden om størrelsen af den finansielle budgetramme for 2021-27, hvor forslaget langt overstiger den overgrænse på 1 pct. af BNI, som flere lande kræver.

Danmark nettobidragyder

Danmark betaler langt mere til EU end vi modtager. Den danske regering, der tidligere som nettobidragyder og medlem af sparebanden ”The Frugal Four”, har været helt afvisende overfor EU-Kommissionens forslag, har tydeligvis indledt et ”elastisk tilbagetog”. Efter videomødet fredag sagde Mette Frederiksen på Marienborg:

”Her er brug for europæisk solidaritet, og her er Danmark som lille åben økonomi afhængig af, at alle de europæiske økonomier hurtigt rejser sig. Her er tilsagnet fra vores side helt entydigt: solidaritet og hjælp, ikke mindst til de hårdest ramte lande. Genopretningsfonden skal have muskel. Og så skal det selvfølgelig finansieres på en ordentlig og ansvarlig måde. Det har Danmark altid ment”.

Har Danmark interesse i øgede udgifter til EU?

Pludselig er et monstrøst EU-budget og tilskud til de uansvarlige og gældsplagede sydeuropæere ligefrem i Danmarks interesse. Mens der i brede dele af befolkning og erhvervsliv er klar opbakning til fordelene ved Det Indre Marked, er der på næsten alle andre områder alvorlig tvivl om Danmarks udbytte af EU-medlemskabet.

I modstrid med kendsgerningerne argumenterer regeringen nu – ligesom tænketanken EUROPA – med, at danske virksomheder og arbejdspladser generelt står til at vinde ved gennemførelse af Kommissionens forslag, der ovenikøbet forsøges solgt som en grøn og digital genopretningsplan.

Merudgifter på 6,7 mia. kr.

De danske årlige merudgifter ved Kommissionens budgetforslag er opgjort til 6,7 milliarder kroner af Finansministeriet, svarende til en stigning på over 0,3 procent af Danmarks BNI, der skal lægges oveni de nuværende årlige EU-bidrag på over 21 mia. kr. Forhandlingerne kan desuden ende med at EU bemyndiges til at opkræve skatter m.v. for at øge ”egne indtægter” med op til 2 pct. af det samlede BNI i EU.

Danmark modtager årligt i omegnen af 10 mia. kr. alt iberegnet fra diverse EU-kasser, og Danmark er dermed i forvejen nettobidragyder i særklasse til EU.

Hvordan vil Mette Frederiksen overvinde alle forbeholdene?

Spørgsmålet er, hvordan regeringen har tænkt sig først at overbevise sit eget bagland om fornuften i den førte EU-politik og dernæst om nye EU-skatter og den nationale finansiering af det øgede EU-kontingent?

I løbet af det seneste halve år har Det Konservative Folkeparti arbejdet på et idekatalog med 100 forslag, partiet eventuelt kan spille ind i de politiske forhandlinger om den grønne omstilling.

Arbejdet er nu så vidt fremskredet, at klimaordfører Mette Abildgaard har følt sig klædt på til at kræve, at regeringen inden for de kommende måneder sætter gang i et arbejde med at udvikle modeller for en CO2-afgift, som politikerne kan tage stilling til, når Coronakrisen engang har sluppet sit tag i Danmark.

I dag findes der en CO2-afgift på i gennemsnit 177 kr. per udledt ton CO2 på en række brændsler i udvalgte sektorer, men Klimarådet har i stedet foreslået en helt generel CO2-afgift, der gradvist skal sættes op til 1.500 kr. per ton CO2.

Helt så stor en afgift ønsker de konservative ikke. En afgift på 1.250 kr. er nævnt og klimaordfører Mette Abildgaard siger, at ”Den skal væsentligt højere op”.

Indtil nu har de konservative aldrig omfavnet ideen om en ensartet afgift på udledningen af CO2. Energiminister Anne Birgitte Lundholdt kæmpede således i 1992 indædt imod, da det alternative grønne flertal med Socialdemokratiet, Radikale og SF udenom regeringen indførte den nuværende CO2-afgift.

EU-godkendelse

Den nuværende CO2-afgift indeholdt et element af statsstøtte og skulle i 1992 notificeres i EU. EU-Kommissionen godkendte de danske CO2-afgifter med den begrundelse, at der ikke i EU-traktaten er forbud mod, at medlemslandene ”skyder sig selv i foden”.

Reservationer

Men indstillingen hos Klimarådet, Vismændene, fagøkonomer, tænketanken Freja m.fl. er partiet kommet til den erkendelse, at det er nødvendigt, hvis Danmark skal leve op til klimamålet om 70 pct. reduktion i CO2-udledningerne i 2030. Derfor tilslutter Det Konservative Folkeparti sig nu Radikale Venstres og venstrefløjens krav til regeringen om en højere CO2-afgift på tværs af hele det danske samfund.

Lars Sandahl Sørensen fra DI, Claus Jensen fra Dansk Metal, Dansk Energi, Dansk Erhverv og Landbrug & Fødevarer har tidligere taget afstand fra en CO2-afgift af den størrelsesorden (1.500 kr.), som Klimarådet har foreslået.

Lizette Risgaard fra Fagbevægelsens Hovedorganisation har tidligere afvist en generel CO2-afgift og af fordelingsmæssige grunde argumenteret for at den grønne omstilling finansieres over skatterne. På det seneste har fagbevægelsen dog været mere positiv overfor en CO2-afgift.

Statsminister Mette Frederiksen har fastslået, at hun er socialdemokrat, før hun er grøn. Klimaomstillingen må ikke øge uligheden eller gøre det mere besværligt at bo på landet. Den grønne omstilling må heller ikke reducere antallet af arbejdspladser i Danmark.

Flere forbehold

Den konservative tilslutning til en CO₂-afgift kommer dog med enkelte forbehold. For det første skal det være provenuneutralt for staten. Det vil sige, at skatter og afgifter samlet set ikke må stige.

For det andet skal CO₂-afgiften indføres på en måde, hvor den tager højde for den såkaldte ”lækage”, hvor energiintensive virksomheder som cementfabrikken Aalborg Portland ikke kan konkurrere med udlandet, hvis afgifterne bliver for høje.

Spørgsmålet er om høje CO2-afgifter kan redde klimaet?

Der foreligger allerede konkrete forslag til en CO2-afgift. Small Great Nation, der er et samarbejde mellem tænketanken Kraka og konsulentfirmaet Deloitte, og tidligere overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, tidligere overvismand og formand for Klimarådet Peter Birch Sørensen og tidligere direktør i SFI og formand for en række kommissioner, Jørgen Søndergaard, har foreslået, at Danmark når målsætningen om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 gennem stærkt forhøjede CO2-afgifter.

Alle udledninger af drivhusgasser fra dansk territorium pålægges en afgift pr. ton CO2-ækvivalenter. Afgiften skal forhøjes fra de nuværende 177 kr. pr. ton til 1.250 kr. i 2030. Til gengæld nedsættes de nuværende energiafgifter.

Forslaget om gradvist stigende CO2-afgifter har givet anledning til debat om, hvordan de klimapolitiske målsætninger opnås bedst og billigst. Blandt mange fagfolk er det opfattelsen, at afgiftsregulering af prisen på udledning af CO2 i princippet er den mest omkostningseffektive måde at nå målsætningen på.

Stigende benzinpriser for forbrugerne

Selvom en general CO2-afgift skal modsvares af skatte- og afgiftslettelser på andre områder. Det vil dog næppe gælde transportområdet. Ifølge de foreliggende forslag hæves CO2-afgiften på benzin og diesel til samme niveau som standardsatsen på andre områder. Det vil indebære en afgiftsstigning på henholdsvis 2 og 2,2 kr. pr. liter.

For elproduktionen pålægges elproducenterne CO2-afgiften. Elforbrugerne, dvs. husholdninger såvel som virksomheder, pålægges en afgift svarende til den skønnede udledning af drivhusgasser fra importeret el.

Kvotesystemet i EU

EU’s system for handel med emissionskvoter (The EU Emissions Trading System – EU ETS) er en hjørnesten i EU’s klimapolitik og et nøgleinstrument til at nå målet om at reducere drivhusgasudledninger på en omkostningseffektiv måde.

Kvotehandelssystemet blev indført i 2005 og systemet har været i modvind på grund af et overskud af kvoter på markedet, der har sænket prisen pr. tons CO2 og dermed i incitamentet til at investere i grønne løsninger. En række reformer har forsøgt at rette op på dette, og prisen på kvoter er på det seneste steget til over 20 € pr. ton og dermed tæt på den danske CO2-afgift på 177 kr. pr. ton.

Auktioner er den generelle metode til tildeling af emissionskvoter til virksomheder, der er omfattet af kvotesystemet.

Tildeling af gratis kvoter

For at imødegå lækage (at virksomheder flytter ud af landet eller udkonkurreres af virksomheder i andre lande) får kvoteomfattede virksomheder tildelt gratis emissionskvoter.

De gratis kvoter tildeles veldefinerede industrisektorer, hvor der er en betydelig risiko for kulstoflækage, indtil tilsvarende klimapolitiske foranstaltninger er iværksat af andre lande. Lækage ville kunne føre til en stigning i de samlede globale emissioner, og dermed underminere effektiviteten af EU’s klimapolitik. Det kunne også føre til at produktionen i energiintensive virksomheder i EU ville blive reduceret på grund af tab af markedsandele.

EU ETS-direktiv fastlægger reglerne for systemet med gratis tildeling for perioden 2021-2030 og i et anneks til beslutningen er listet de sektorer, vor risikoen for lækager er størst og som derfor tildeles gratis kvoter i perioden 2021 til 2030.

Problemet med en CO2-afgift: De største klimasyndere slipper billigt!

Problemet med en generel dansk CO2-afgift er, at de allermest CO2-udledende virksomheder i Danmark ifølge de foreliggende forslag i væsentligt omfang vil blive undtaget fra kravet om at betale de kommende danske klima-afgifter.

Hvordan vil befolkningen og alle øvrige virksomheder acceptere drakoniske CO2-afgifter, når de virksomheder, der alene står for over halvdelen af det samlede CO2-udslip i den danske industri, undtages fra afgiften?

Det er ikke gået upåagtet hen at man i Frankrig og i andre lande har oplevet stærke reaktioner over miljø- og klimamotiverede afgiftsforhøjelser på basale fornødenheder. De Gule Veste i Frankrig har demonstreret, at hvis tiltag “vender den tunge nedad” vil politiske indvendinger kunne blokere for selv sagligt begrundede klimatiltag. Hvad der har bevæget Lizette Risgaard fra Fagbevægelsens Hovedorganisation til at skifte holdning, er desværre ikke oplyst.

Frem til 2030 får 42 af de største udledere af CO2 i dansk industri tildelt gratis CO2-kvoter fra EU til at dække deres udslip af drivhusgasser fra kul, gas og olie.

Systemet indebærer, at i Danmark er der 42 virksomheder, der er opført på den såkaldte Carbon Leakage Liste, som modtager gratis kvoter og som ikke frem til 2030 skal betale CO2-afgifter for hovedparten af deres produktion.

CO2-afgifter på 177 kr. pr. tons CO2 indbringer 3,6 milliarder kroner fra danske virksomheder (2018).

Afgiften betales som hovedregel af alle virksomheder gennem deres forbrug af olie, kul og andre brændsler, alt efter hvor meget CO2 de udleder.

Afgifterne er designet til at gøre det dyrere for virksomheder at udlede CO2, og billigere for virksomheder der skærer ned på deres CO2-udledninger.

De største udledere

Af de ti største CO2-udledere i dansk industri er otte virksomheder ifølge DR optaget på EU’s Carbon Leakage List og dermed undtaget fra CO2-afgifter for størstedelen af deres produktion.

De 10 største CO2-udledere opgjort efter udledningen i 2018 i dansk industri:

Aalborg Portland: 2.190.706 tons CO2

Nordic Sugar: 157.417 tons CO2

Arla: 151.451 tons CO2

Saint Gobain (Isover og Leca): 112.464 tons CO2

Rockwool: 97.005 tons CO2

NLMK DanSteel: 79.972 tons CO2

CP Kelko: 73.876 tons CO2

AarhusKarlshamn: 56.579 tons CO2

Triplenine fish: 52.674 tons CO2

Ardagh Holmegaard: 52.511 tons CO2

Alle virksomhederne bortset fra CP Kelko og Triplenine fish er undtaget for at betale CO2-afgiften på 170 kr. pr. tons CO2.

Store udledere undtages i væsentligt omfang fra fremtidige klimaafgifter

Efter forslaget fra Small Great Nation vil de pågældende 42 virksomheder opnå et fradrag på 80 pct. i beregningsgrundlaget for de nye og stærkt forhøjede CO2-afgifter.

Det Konservative Folkeparti har også krævet, atl CO2-afgiften skal indføres på en måde, hvor den tager hensyn til de energiintensive virksomheders konkurrencesituation. Aalborg Portland nævnes explicit.

Det er interessant at se virksomheder som Rockwool, Danfoss, Grundfos og Velux på listen over virksomheder der fritages for at betale CO2-afgift. Rockwool alene udleder hvert år knap 100.000 tons CO2 i forbindelse med den særdeles energiintensive og kulfyrede produktion af isoleringsmateriale.

Virksomhederne har stiftet lobbyorganisationen ”Synergi”, der med det tidligere konservative EU-parlamentsmedlem Bendt Bendtsen som officiel og betalt lobbyist, argumenterer for at vi kan spare op til 160 milliarder med udbygning af grøn energi og energieffektivisering for at nå vores klimamål i 2050.

Man må forstå, at energieffektiviseringsvirksomhederne, der selv udleder massive mængder af CO2, mener, at energieffektivisering er en god forretning, der på afgørende vis kan bidrage til, at vi på en overkommelig måde kan leve op til selv de mest ambitiøse klimamål.

Det glade budskab er, at de påståede fordele ved investering i isolering, nye vinduer, termostater og pumper nærmest betaler sig selv.

Stabschef og særlig rådgiver i Statsministeriet Martin Rossen har opsagt sin stilling for at tiltræde som Senior Vice President i Danfoss.

Det sker efter ni års tæt samarbejde med statsminister Mette Frederiksen, først som hendes særlige rådgiver i Beskæftigelsesministeriet 2011-2014, Justitsministeriet 2014-2015, stabschef i Socialdemokratiet 2015-2019 og siden da i Statsministeriet.

Martin Rossen skifter til en stilling som vicedirektør hos den sønderjyske virksomhed Danfoss, der især er kendt for at producere termostater til radiatorer. Her får han ansvar for kommunikation og public affairs.

Martin Rossen siger selv om stillingen i Danfoss:

”Min beslutning om at skifte spor arbejdsmæssigt har været vemodig og krævet grundig overvejelse. Følelserne er meget store og modsatrettede. Danfoss er en drengedrøm, der går i opfyldelse. Jeg er vokset op på Als, og min mor var ansat i virksomheden. Danfoss spiller en vigtig rolle for, at verden lykkes med den grønne omstilling”.

Energieffektiviseringer

Rossen har hermed antydet, at han får en vigtig rolle med at fremme energieffektiviseringer i den grønne omstilling. Rossen kan derfor se frem til et tæt samarbejde med Det Konservative Folkeparti og partiets tidligere formand, Bendt Bendtsen, der er officiel og betalt lobbyist for ”Synergi”, der er stiftet af Rockwool, Danfoss, Grundfos og Velux.

Man må forstå, at energieffektiviseringsvirksomhederne mener, at energieffektivisering er en god forretning, der på afgørende vis kan bidrage til at vi på en overkommelig måde kan leve op til selv de mest ambitiøse klimamål.

Vanskelig opvækst på Als

Med en opvækst under vanskelige kår i et almennyttigt boligbyggeri i Nordborg på Als med en enlig mor og en vanskelig stedfar, som Altinget har skrevet i et portræt, er Martin Rossen vokset op i skyggen af Danfoss og Clausen-familien.

Tidligere gruppeformand Henrik Sass Larsen, har om Rossen sagt, at ”Vi er vokset op langt fra hinanden, men i den samme arbejderklassebaggrund. Der kan man opleve, at voksne ikke er særlig søde, og det har han også taget med sig. Det gør, at Martin gerne vil have tryghed og ro om sin person, og hvis folk leverer det modsatte – intriger – så bliver han ked af det. Sådan oplever jeg ham”, sagde den daværende gruppeformand.

Socialdemokratiet

Martin Rossen har haft en bemærkelsesværdig karriere:

2019 –2020      Stabschef, særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen, Statsministeriet

2015 – 2019     Stabschef for Socialdemokratiet

2014 – 2015     Særlig rådgiver for justitsminister Mette Frederiksen

2011 – 2014     Særlig rådgiver for beskæftigelsesminister Mette Frederiksen

2008 – 2011     Kommunikationsdirektør, Microsoft Danmark ApS

2007 – 2008     Partner og medejer, Radius Kommunikation A/S

2006 – 2007     Afdelingschef, TDC A/S, Koncern Kommunikation

2002 – 2006     Kommunikationsrådgiver og lobbyist, TDC A/S

2001 – 2003     Leder af International afdeling, DUF

Som talrige kommentatorer har gjort opmærksom på, kan Rossens betydning for Mette Frederiksens socialdemokratiske projekt næppe overdrives.

Kommunikationsbranchen

Med stillingen i Danfoss vender Martin Rossen tilbage til kommunikationsbranchen, hvor han stadig har mange gode kontakter.

En af hans nære venner er Vice President og kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavne, Peter Goll, der også har andre gode forbindelser til socialdemokratiet og fagforeningen 3F.

Peter Goll er kendt fra Falck-sagen. Det var koncernchefen i Falck, Allan Søgaard Larsen, der havde ansat Peter Goll i Falck. Kort tid efter Allan Søgaard Larsens fyring fra Falck måtte Peter Goll også forlade sin direktørstilling. Peter Goll havde som en del af Falcks koncernledelse med titel af Senior Vice President Falck og Global Head of Business Projects og Customer Relations Manager Falck orkestreret hele den masterplan for at få Bios ned med nakken, som Konkurrencerådet vurderede til at være lovstridig, og som blev anmeldt til bagmandspolitiet.

Martin Rossen anbefales at indtage en kritisk holdning til Peter Groll utvivlsomt mange ideer til hvordan Danfoss med en passende dosis astroturfing og andre greb i værktøjskassen kan indtage sin retmæssige moralske lederrolle i det danske samfund – foran NOVO!

Med en opvækst under vanskelige kår i et almennyttigt boligbyggeri i Nordborg på Als med en enlig mor og en vanskelig stedfar, som Altinget har skrevet i et portræt, er Martin Rossen vokset op i skyggen af Danfoss og Clausen-familien.

Tidligere gruppeformand Henrik Sass Larsen, der også en tid var en hård nyser, har ligeledes haft en problematisk opvækst – ikke på Als, men på den Københavnske Vestegn, har om den fraskilte Rossen sagt, at ”Vi er vokset op langt fra hinanden, men i den samme arbejderklassebaggrund. Der kan man opleve, at voksne ikke er særlig søde, og det har han også taget med sig. Det gør, at Martin gerne vil have tryghed og ro om sin person, og hvis folk leverer det modsatte – intriger – så bliver han ked af det. Sådan oplever jeg ham”, sagde den daværende gruppeformand.

Spørgsmålet er nu, om vi skal igennem det samme traumatiske – ja nærmest tårevædede – forløb, vi oplevede med Sass Larsen? Det viste sig jo ikke at være Tommy Kamp, Suzuki-Torben og rockerne, der plagede Sass Larsen, men dæmoner fra barndommen.

Frekventerer Sass og Rossen den samme terapeut, og er det Rossens professionelle behandler, der har rådet ham til at finde et andet arbejde?

Spørgsmålet er hvor længe Rossen kan undgå at stille op til et interview, hvor han kan få lejlighed til at forklare sig nærmere.

I mellemtiden bør vi ikke glemme hvordan Rossen på det groveste har misbrugt sin position i Socialdemokratiet og sin stilling i Statsministeriet til at orkestrere nederdrægtige kampagner mod politiske modstandere og afvigere i partiet. At han til slut ikke selv kunne stå for presset i den spin-verden, han selv havde skabt, er det virkeligt bemærkelsesværdige.

https://sorenskafte.com/2020/02/29/nar-politik-bliver-nederdraegtig/

Fyens Stiftstidende kan den 17. juni 2020 oplyse, at Odense-virksomheden Dantaet har valgt at ansætte tidligere borgmester, Anker Boye, i en stilling som seniorrådgiver.

Dantaet er en elektronikvirksomhed, der igennem tre årtier har udviklet anlæg, som kan bruges til at sikre bygninger mod lækager, så man kan undgå vandskader. Firmaet håber, at Anker Boye kan være med til at udbrede Dantaets produkter, der kan forhindre vandskader, der hvert år koster samfundet flere milliarder kroner.

Anker Boyes tid som borgmester i Odense

Trods meget begrænset intelligens betød et nobelt og tillidsvækkende ydre, at socialdemokraten Anker Boye, klarede sig godt i kommunalvalgene i Odense. Boye førte sig frem med en vis stil, og hans hvide sommerdress og stråhat gjorde indtryk på f.eks. Folkemøderne på Bornholm.

Efter Anker Boyes tid som socialdemokratisk borgmester i Odense i 17 år fik han cementeret et ry for bag den noble facade at være en kæmpe idiot.

Som borgmester var han indblandet i en lang række kritisable sager, men hans navn vil for evigt især være knyttet til Tina Turners ”Simply The Best”. Det blev et af årets største kulturpolitiske skandaler, da hun i 2005 optrådte til fejringen af H.C. Andersens 200-års fødselsdag i Parken.

Det kom efterfølgende frem, at hun havde modtaget 5,8 millioner kroner for at synge to numre i et show, der havde massivt millionunderskud og af den brede offentlighed blev opfattet som både meningsløst og kikset.

Anker Boye fik som bestyrelsesformand for H.C. Andersen Fonden ansvaret for det dundrende underskud, men det var ikke den eneste skandale, der klæber til Anker Boye.

At gennemgå alle sager vil føre for vidt, men i 2014 dukkede en telefonregning for alvor op på de landsdækkende mediers radar og skabte stor ståhej omkring Anker Boye.

Telefonregningen var egentlig fra 2011. Dengang kom borgmesteren hjem fra en ferierejse i Tyrkiet. Hjem kom også en telefonregning på en kvart million kroner.

I september 2014 førte regningen til, at et enigt byråd gav Anker Boye en næse. Odense Kommune og telefonselskabet TDC indgik i øvrigt forlig i sagen. Regningen blev halveret til 125.000 kroner – et beløb, som borgmesteren selv valgte at betale af egen lomme.

Mens antallet af nye coronasmittede er rekordhøjt i en lang række af USA’s delstater, og sygdommen også i Kina er blusset op, og myndighederne i Beijing hæver beredskabet og genindfører restriktioner, er der økonomiske lyspunkter.

I USA steg detailomsætningen i maj 2020 med 17,7 pct.

Stigningen er på månedsbasis er den største nogensinde da detailhandelen oversteg alle fagøkonomernes forventninger da amerikanske forbrugere efter corona-lockdown begyndte at shoppe igen.

Stigningen i omsætning på 17,7 pct. inklusive salg af fødevarer slog rekorden på 6,7 pct. fra oktober 2001 – 1 måned efter terrorangrebene på World Trade Center den 11. september.

Hvis man fraregner motorkøretøjer m.v. fra detailomsætningen, var stigningen på 12,4 pct. hvilket også er den største stigning siden 1967. Omsætningen af motorkøretøjer steg i maj med 44,1 pct.

Tallene for detailomsætningen, der blev frigivet tirsdag morgen inden aktiehandelen begyndte på Wall Street, bevirkede at Dow Jones-indekset steg med omkring 2 pct. Aktiemarkedet understøttes fortsat af den amerikanske centralbank, der udover intervention i statspapirer har et bredt opkøbsprogram for erhvervsobligationer.

Godt nyt for Donald Trump og forventning om investeringer i infrastruktur

Præsident Donald Trump var tirsdag morgen hurtig med at offentliggøre nyhederne og tweetede, at det “ligner en STOR DAG FOR AKTIE MARKEDET OG JOBSKABELSEN”.

De nye tal for beskæftigelsen i USA vil først blive offentliggjort senere, men tirsdag kunne Bloomberg News også berette om fremdrift i en ny hjælpepakke på 1.000 mia. dollars til investeringer i infrastruktur, veje, broer og 5G-netværk. Den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, har som bekendt tilkendegivet, at hvis den amerikanske økonomi yderligere skal stimuleres, vil det kræve en mere aktiv finanspolitik, der omfatter justeringer af skatter og offentlige udgifter.

Statsminister Mette Frederiksen er trods en opvækst på stenbroen i Aalborg en sand ven af naturen. Hun har ikke holdt sig tilbage. Der bliver færre harer, sommerfugle og lærker, konstaterede Socialdemokratiets leder i en kronik i Fyens Stiftstidende, hvor hun sammen med SF inden valget i 2019 gjorde rede for de to partiers fælles naturudspil: 75.000 hektar urørt skov. 15 nye vilde naturparker. Og en ny national plan for en mangfoldig natur, lød løftet fra de to partier.

Mette Frederiksen har ikke glemt sine løfter til naturen. Statsministeren skriver i et debatindlæg i netmediet Altinget, at vi skal finde den rigtige balance mellem urørt skov og blomsterenge og så de veje, broer, byer og landbrug, som vi også har brug for.

Statsministeren oplyser, at den helt nye liste over truede arter (Rødlisten) viser, at danske dyre-, plante- og svampearter ikke har fået det bedre de seneste ti år.

I Den danske Rødliste 2019, der netop den 14. januar 2020 er offentliggjort af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi indgår 13.276 arter af svampe, dyr og planter, hvis risiko for uddøen er vurderet.

Af de rødlistevurderede arter er 41,6 % rødlistede (4.439 arter); dvs. henført til en af de seks kategorier: Regionalt uddød (RE), kritisk truet (CR), truet (EN), sårbar (VU), næsten truet (NT) eller utilstrækkelige data (DD).

De truede arter, dvs. de kritisk truede, truede og sårbare arter, omfatter 1.844 arter, der sammenlagt udgør 17,3 % af de rødlistevurderede arter.

Ser man samlet på alle ovennævnte arter er rødlisteindekset faldet fra 0,890 i Rødliste 2010 til 0,882 i Rødliste 2019. En statistisk test af dette fald viser at arterne er blevet signifikant mere truede i perioden 2010-2019. Hvis der alene ses på artsgrupper, hvor ændringerne er statistisk signifikante, så er fire artsgrupper (karplanter, snudebiller, fugle og svirrefluer) blevet signifikant mere truet fra 2010-2019, mens guldsmedene er blevet signifikant mindre truet.

Statsministeren har ret

Statsministeren har ret i, at bortset fra guldsmedene har de danske rødlistearter ikke fået det bedre i de sidste 10 år.

Samtidig bliver regeringen kritiseret. Regeringen har på finansloven afsat to milliarder kroner over 10 år til at tage såkaldte lavbundsjorde ud af landbrugsproduktion og desuden 80 millioner kroner over fire år til at sikre mere urørt skov. 100 millioner kroner er sat af til at etablere en såkaldt skovfond, hvor private har mulighed for at byde ind med penge blandt andet til at rejse skov. Regeringen har også fremsat et lovforslag om forbud mod sprøjtning, gødskning og omlægning af arealer, der er beskyttet efter paragraf 3 i naturbeskyttelsesloven – det gælder lysåbne områder som heder, enge og moser.

Samtidig har regeringen og støttepartierne indgået en aftale, hvor man blandt andet blev enige om at stoppe skovhugst i 32 danske skove, og man udpegede 6000 nye hektar urørt skov, så der i alt nu er udpeget 29.000 hektar urørt skov i Danmark.

Men det er alt sammen utilstrækkeligt i forhold til de løfter, der blev givet:

Der er stadig meget langt fra 29.000 hektar urørt skov til de 75.000, som regeringen har lovet at udpege og til at 17 procent af landarealet skal være beskyttet natur, som Danmark er forpligtet til gennem FN.

Regeringen har bebudet en stor, samlet naturplan til efteråret, hvor alle hængepartier vil blive adresseret.

Men det er ikke nok med naturparker, blomsterenge og urørt skov

Forskerne anfører, at hvis man vil forstå årsagen til en arts tilbagegang eller forsvinden, må man vide, hvor arten lever, og hvad den lever af. Desuden må man kende truslerne mod arten, levestedet eller de ressourcer, arten skal bruge. Der er mange arter, hvis biologi vi ikke kender, og hvor vi efter bedste evne må gætte på deres levested, årsagerne til deres truethed, og på hvad der skal til for at vende udviklingen.

Mangel på levesteder

Når årsagen til en arts tilbagegang skal vurderes, er det ifølge forskerne vigtigt at vurdere de truede arters levesteder og den kilde til energi og ressourcer, som arten har brug for – fx dødt ved, en bestemt planteart eller lort.

For nogle vil det være overraskende, at det forskerne betegner som ”store lorte” er et værdifuldt levested for sjældne dyr og svampe.

Forskerne er klar over, at det lyder helt forkert, for er det ikke netop sådan, at naturforvaltere kæmper en indædt kamp mod de store svinebrugs forurening af miljøet med ammoniak og gylle?

Det er sandt, men de vilde dyrs ekskrementer er ikke desto mindre et værdifuldt levested, som er blevet en mangelvare i det danske landskab.

Gennem millioner af år er der udviklet en fødekæde fra planter til græssende dyr, en fødekæde, som ender med, at dyrenes ekskrementer bliver ædt og nedbrudt af biller, fluer, bakterier og svampe. Disse møgdyr og møgsvampe er stærkt specialiserede – de kan simpelthen ikke leve af andet. Så når der ikke er ret mange vilde dyr, og husdyrene ikke længere græsser i naturen, men lever halve og hele år inde i lukkede stalde, så forsvinder eksistensgrundlaget for biller, fluer og svampe. Ydermere er husdyrholdet i Danmark efterhånden koncentreret i Jylland, mens der på øerne er langt mellem kolortene.

Der er forskel på, hvad de græssende dyr spiser, hvordan deres maver fungerer, og hvor meget lort de lægger ad gangen. Således foretrækker nogle arter hjortekugler, mens andre arter foretrækker koens store, klæbrige kasser eller hestens grovmalede pærer. Mange arter er ikke så kræsne og klarer sig godt, når blot der er frisk lort til stede i den tid, de voksne biller er på vingerne. Så snart det græssende dyr slipper sine ekskrementer, starter et kapløb om at komme først til fadet. Det gælder om hurtigt at få larverne placeret strategisk i lorten, så flest muligt overlever og udvikler sig til voksne fluer eller biller.

Mange svampe og bakterier er til stede fra første færd, fordi de har taget turen gennem dyrenes mave og tarm, eventuelt som sporer, der spirer med det samme. Lortene er ikke kun mad for biller og svampe, de er også et spirebed for planter. Her er masser af tilgængelig næring og frihed for konkurrence med naboplanter. Samtidig har mange plantearter frø, som spredes ved først at blive ædt af græssende dyr for senere at spire efter turen gennem deres tarmsystem.

Lort er en ressource for mange arter som har specialiseret sig i at leve netop her. Priksvampen (Poronia punctata) findes kun på solbagte hestepærer og det er formentlig manglen på disse, der er den primære årsag til, at arten i dag er truet.

En del biller har også specialiseret sig i livet med lort. Billen månetorbist (Copris lunaris) lever af lort fra køer, får og heste – og den er truet!

Trusler mod levesteder

Levesteder og lort ville fra naturens hånd være alle vegne, fordi der hører planteædende dyr til overalt, hvor der vokser planter. Men gennem de sidste 10.000 år er de store vilde dyr gradvist blevet fortrængt af mennesker og vores tamdyr, og de sidste 100 år er tamdyrene i stigende grad blevet intensive produktionsdyr, som holdes på stald og fodres en stor del af året. Når produktionsdyrene endelig kommer ud, tilbringer mange af dem tiden i frisk luft på kedelige, omlagte græsmarker og kulturenge. Der mangler altså store planteædere og deres lort i de fleste danske økosystemer.

Ormemidler

Kvaliteten af lorten er også en udfordring – især hvad angår ormemidler, idet disse midler slår møgdyrene ihjel i stort omfang. Faktisk menes ormemidler at være en hovedårsag til, at flere arter af møgbiller er regionalt uddøde fra Danmark.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/groenne-organisationer-i-faelles-opraab-regeringen-svigter-valgloefter-til-naturen

Med støtte fra De Konservative har statsminister Mette Frederiksen onsdag morgen fået flertal bag sig til at forhandle om det nye syvårige EU-budget. ”Nu handler det om, at vi skal have Danmark med til forhandlingsbordet, og det skal ske på en ansvarlig måde. Derfor støtter vi op om regeringens restriktive linje” siger den konservative EU-ordfører, Katarina Ammitzbøll.

Fredag den 19. juni 2020 afholdes endnu et virtuelt topmøde mellem EU’s stats- og regeringschefer. På mødet skal Danmarks repræsentant – Mette Frederiksen – tage stilling til forslag, der ikke kun indebærer væsentlige forhøjelser i de danske nettobidrag til EU, men også betyder, at Danmark skal være med til at hæfte for gigantiske fælles lån, der for størstedelens vedkommende skal uddeles til sydeuropæiske EU-lande uden krav om tilbagebetaling.

Hvis der blandt alle landene opnås enighed, vil det betyde, at EU nu endelig er på vej mod den Føderale Union, som EU-tilhængerne så brændende har ønsket sig.

Hvad skal Danmark sige ja til?

EU-Kommissionens udspil til budgetrammen for 2021-27 er på 1100 milliarder euro. Det er 8200 milliarder kroner.

Samtidig – og oven i budgettet – har EU-Kommissionen fremlagt et forslag til en Corona-genopretningsfond på 750 milliarder euro. Det svarer til knap 5600 milliarder kroner. 500 milliarder euro skal ydes som tilskud til nødlidende medlemslande, mens 250 milliarder euro skal ydes om lån på lempelige betingelser.

Skal EU selv opkræve skatter?

Pengene skaffes ved at EU optager lån, der betales tilbage over 30 år med penge fra EU’s egne øgede indtægter.

I øjeblikket er der et loft over hvor meget EU kan påligne medlemslandene, men EU-Kommissionen er indstillet på at foreslå at dette loft midlertidigt forhøjes til 2 pct. af BNI – og at merprovenuet anvendes på budget og genopretning. En forhøjelse af loftet vil kræve medlemslandenes tilslutning.

Genopretningen kan ifølge Kommissionen finansieres med EU’s egne indtægter uden øgede bidrag fra medlemslandene. Hvis medlemslandene er indforståede, kan indtægterne komme fra nye digitale skatter, CO2-afgifter, kapitalafgifter eller beskatning af store virksomheder.

For De Konservative har det været vigtigt at få med i regeringens forhandlingsmandat, at der skal lægges “afgørende vægt på”, at EU ikke kan få lov til at opkræve skatter direkte fra borgere og virksomheder.

Tidligere under krisen har EU-landene og EU-Parlamentet aftalt en hjælpepakke på 540 milliarder euro. Den er ikke en del af det nye udspil.

Det nye EU-budget og Corona-genopretningsfonden vil i princippet først kunne iværksættes i den nye budgetperiode, der starter 1. januar 2021. EU-Kommissionen satser imidlertid på en tidligere iværksættelse, men det kræver enstemmig tilslutning fra medlemslandene og fra EU-Parlamentet.

Den Europæiske Centralbank

Den Europæiske Centralbank (ECB) lancerede i slutningen af marts en hjælpepakke på 750 milliarder euro for at afhjælpe den europæiske økonomi under Corona-viruskrisen.

Banken vil foretage støtteopkøb i markederne af værdipapirer udstedt af både offentlige og private institutioner.

Hjælpepakken kommer oveni det eksisterende opkøbsprogram, hvor ECB siden marts 2015 har opkøbt EU-medlemslandes statsobligationer til en værdi af 2.700 milliarder euro – angiveligt i et forsøg på at stabilisere euroområdet under finanskrisen som led i bankens QE-program – Quantitative Easening.

Den Europæiske Investeringsbank

EU-Kommissionens genopretningsforslag omfatter også et støtteelement fra Den Europæiske Investeringsbank på mere end 230 milliarder kroner, der med EU-garantier skal bidrage til at understøtte private investeringer samt yde midlertidig finansiel bistand til at hjælpe levedygtige virksomheder gennem krisen.

Konflikt med Maastricht-traktaten?

Det Konservative Folkepartis holdning til EU-budgettet og vilkårene for Corona-genopretningsfonden, rejser tvivl om partiet EU-politik. Med en EU-skeptisk formand og generalsekretær har Det Konservative Folkeparti i de sidste år holdt en lav profil i den hjemlige debat. Det har ikke afholdt det tidligere medlem af Europa-Parlamentet, Bendt Bendtsen, og den nuværende delegat, Birthe Weiss, i Bruxelles at føre sig frem med en pro-aktiv EU-linje.

Partiet er tilsyneladende ikke opmærksom på, at den Europæiske Centralbanks aktive understøttelse af euro-landenes økonomier og EU-Kommissionens meget vidtgående forslag om budgettet og en Corona-genopretningsfond rejser det principielle spørgsmål, om EU nu er på vej til at udvide ØMU’en – den Økonomisk Monetære Union – med en Finansunion?

Forslagene fra EU-Kommissionen lægger op til at EU nu skal udvikles videre i retning af en egentlig føderal union med fælles finanspolitik – eller i hvert fald med overførslerne direkte får indflydelse på medlemslandes muligheder for at føre finanspolitik.

Er det nu blev konservativ politik?

ØMU’en

EU’s Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en) blev oprettet i Maastrichttraktaten i 1992, hvor pengepolitikken blev forbeholdt EU-niveauet, mens finanspolitikken forblev medlemsstaternes ansvar og kun omfattes af bestemmelser om en relativt begrænset samordning af de nationale politikker.

I EU’s Økonomiske og Monetære Union er det derfor fortsat medlemsstaterne, som fastlægger den økonomiske politik – finanspolitik, skattepolitik og deres nationale budgetter inden for de vedtagne grænser for underskud og gæld, og som bestemmer deres egne strukturpolitikker for arbejdsmarkedet, pension og kapitalmarkederne.

Indenfor euroområdet er det Den Europæiske Centralbank, som fastsætter den monetære politik med prisstabilitet som det primære mål og fungerer som central tilsynsmyndighed for de finansielle institutioner. ECB’s massive opkøb af statsgæld rejser spørgsmålet om det er er monetær politik eller finanspolitik (hvor ECB ikke har noget at gøre)?

Europa-Kommissionens rolle i Den Økonomiske og Monetære Union er ifølge traktaten at overvåge resultaterne og overholdelsen af reglerne, men har i øvrigt ingen finanspolitiske kompetencer.

Danmarks holdning: Kan Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti tolerere, at EU går videre end Maastricht?

Maastrichttraktaten kunne ikke i 1992 godkendes ved en folkeafstemning i Danmark, og derfor fik vi de velkendte 4 forbehold, som bl.a. betyder at vi ikke er med i euroen, ikke er med i forsvarssamarbejdet og står uden for det retlige samarbejde.

EU-Kommissionens udspil er vanskelige at kapere for Danmark, der i forvejen er nettobidragyder til EU og i øvrigt selv har behov for at låne flere hundrede milliarder kroner for at dække vores egne Corona-udgifter.

På det mere principielle plan er det spørgsmålet, om der er politisk opbakning til at EU lige så stille tillister sig finanspolitisk kompetence – herunder kompetence til at tage fordelingspolitiske hensyn ved tildeling af tilskud til dækning af visse medlemslandes budgetunderskud?

Danmark er ikke det eneste medlemsland, der har reservationer overfor EU-Kommissionens udspil. Sammen med Østrig, Sverige og Holland udgør landene ”The Frugal Four” – den sparsommelige firebande – men også andre lande skal overbevises. Ungarns premierminister, Viktor Orban, har betegnet genopretningsplanen som ”absurd”. Lånene, som alle skulle stå inde for, og som også ville belaste vores børnebørn, ville især gavne de ”rige” lande, og han ville overveje nøje, om det ville være i Ungarns interesse.

Tysklands centrale rolle

Opgaven med at få skabt enighed i EU påhviler især Tyskland, der 1. juli overtager formandskabet for Det Europæiske Råd.

Vejen for EU-Kommissionens vidtgående forslag er enigheden mellem Tyskland og Frankrig om at redde EU, som igen-igen har vist sig impotent i forhold til udfordringer som flygtningekrise, finanskrise og Coronakrisen. Midt i maj præsenterede Angela Merkel og Emmanuel Macron et fælles bud på genopretning af den europæiske økonomi: 500 milliarder euro skulle EU’s 27 medlemslande i fællesskab låne, og størstedelen skulle deles ud til trængte medlemslande uden krav om tilbagebetaling.

Hvis Mette Frederiksen tilslutter sig

Uanset det brede forhandlingsmandat, vil der – hvis Mette Frederiksens regering tilslutter sig EU-Kommissionens forslag – blive ballade. Det ville være en større fadæse, end dengang daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen egenhændigt underskrev Marrakesh-migrationspagten, uden at spørge befolkningen.

Læren fra Marrakesh

Alle advarsler om ikke i slutningen af 2018 at underskrive Marrakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – blev fejet af bordet. Berettigede bekymringer for at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter, blev totalt ignoreret af den daværende regeringschef.

Kritikken af migrationspagten gik på mange elementer i teksten, men det centrale var påstanden om, at FN-erklæringen for altid ville afmontere national kontrol med indvandring.

Dansk Folkeparti var dengang nærmest passiv, men Løkkes udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, nægtede at tage til Marrakesh for at vedtage erklæringen.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, betragtede dengang fra oppositionsbænken striden med slet skjult fryd. Hun mente, at det hele lød ”lidt betænkeligt”, og at regeringen nok havde ”en dårlig sag”.

Den 9. december 2018 tog Lars Løkke Rasmussen alligevel til Marrakesh og tilsluttede sig på Danmarks vegne til migrations-erklæringen.

Det erindres, at Marrakesh-erklæringen var anledning til at den belgiske regering i december 2018 blev sprængt. Belgiens premierminister, Charles Michel, måtte danne en ny regering, da det flamske nationalistparti N-VA forlod regeringen i protest mod, at Belgien støttede FN-aftalen om migration – Marrakesh-erklæringen.

Lars Løkkes tilslutning til migrationspagten afholdt ikke Venstre fra i valgkampen op til Folketingsvalget den 5. juni 2019 at føre kampagne på den hårde udlændingepolitik, som Inger Støjberg var eksponent for. Alligevel mistede Lars Løkke Rasmussen statsministerposten til Mette Frederiksen.

Belønningen til Lars Løkke Rasmussen udeblev

I fordelingen af EU-topposterne efter valget til Europa-Parlamentet forsøgte Lars Løkke Rasmussen at byde sig til. Trods servilitet, sang og dans lykkedes det ikke for Lars Løkke Rasmussen at lande en post, der kunne have sikret ham en ærefuld exit fra dansk politik.

Belgiens Charles Michel, derimod, blev med posten som formand for Det Europæiske Råd belønnet for at følge EU-linjen i udlændingepolitikken og underskrive Marrakesh-erklæringen. Lars Løkke Rasmussen må nøjes med at friste en kummerlig skæbne som foredragsholder og klummeskribent.

Hvad er belønningen til Søren Pape Poulsen?

Fredag den 19. juni 2020 afholdes endnu et virtuelt topmøde mellem EU’s stats- og regeringschefer. På mødet skal Danmarks repræsentant tage stilling til forslag, der ikke kun indebærer væsentlige forhøjelser i de danske nettobidrag til EU, men også betyder, at Danmark skal være med til at hæfte for gigantiske fælles lån, der for størstedelens vedkommende skal uddeles til sydeuropæiske EU-lande uden krav om tilbagebetaling.

Hvis der blandt alle landene opnås enighed, vil det betyde, at EU nu endelig er på vej mod den Føderale Union, som EU-tilhængerne så brændende har ønsket sig.

Hvad skal Danmark sige ja til?

EU-Kommissionens udspil til budgetrammen for 2021-27 er på 1100 milliarder euro. Det er 8200 milliarder kroner.

Samtidig – og oven i budgettet – har EU-Kommissionen fremlagt et forslag til en Corona-genopretningsfond på 750 milliarder euro. Det svarer til knap 5600 milliarder kroner. 500 milliarder euro skal ydes som tilskud til nødlidende medlemslande, mens 250 milliarder euro skal ydes om lån på lempelige betingelser.

Skal EU selv opkræve skatter?

Pengene skaffes ved at EU optager lån, der betales tilbage over 30 år med penge fra EU’s egne øgede indtægter.

I øjeblikket er der et loft over hvor meget EU kan påligne medlemslandene, men EU-Kommissionen er indstillet på at foreslå at dette loft midlertidigt forhøjes til 2 pct. af BNI – og at merprovenuet anvendes på budget og genopretning. En forhøjelse af loftet vil kræve medlemslandenes tilslutning.

Genopretningen kan ifølge Kommissionen finansieres med EU’s egne indtægter uden øgede bidrag fra medlemslandene. Hvis medlemslandene er indforståede, kan indtægterne komme fra nye digitale skatter, CO2-afgifter, kapitalafgifter eller beskatning af store virksomheder.

Tidligere under krisen har EU-landene og EU-Parlamentet aftalt en hjælpepakke på 540 milliarder euro. Den er ikke en del af det nye udspil.

Det nye EU-budget og Corona-genopretningsfonden vil i princippet først kunne iværksættes i den nye budgetperiode, der starter 1. januar 2021. EU-Kommissionen satser imidlertid på en tidligere iværksættelse, men det kræver enstemmig tilslutning fra medlemslandene og fra EU-Parlamentet.

Den Europæiske Centralbank

Den Europæiske Centralbank (ECB) lancerede i slutningen af marts en hjælpepakke på 750 milliarder euro for at afhjælpe den europæiske økonomi under coronaviruskrisen.

Banken vil foretage støtteopkøb i markederne af værdipapirer udstedt af både offentlige og private institutioner.

Hjælpepakken kommer oveni det eksisterende opkøbsprogram, hvor ECB siden marts 2015 har opkøbt EU-medlemslandes statsobligationer til en værdi af 2.700 milliarder euro – angiveligt i et forsøg på at stabilisere euroområdet under finanskrisen som led i bankens QE-program – Quantitative Easening.

Den Europæiske Investeringsbank

EU-Kommissionens genopretningsforslag omfatter også et støtteelement fra Den Europæiske Investeringsbank på mere end 230 milliarder kroner, der med EU-garantier skal bidrage til at understøtte private investeringer samt yde midlertidig finansiel bistand til at hjælpe levedygtige virksomheder gennem krisen.

Konflikt med Maastricht-traktaten?

De Europæiske Centralbanks aktive understøttelse af euro-landenes økonomier og EU-Kommissionens meget vidtgående forslag om budgettet og en Corona-genopretningsfond rejser det principielle spørgsmål, om EU nu er på vej til at udvide ØMU’en – den Økonomisk Monetære Union – med en Finansunion? Forslagene fra EU-Kommissionen lægger op til at EU nu skal udvikles videre i retning af en egentlig føderal union med fælles finanspolitik – eller i hvert fald med overførslerne direkte får indflydelse på medlemslandes muligheder for at føre finanspolitik.

ØMU’en

EU’s Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en) blev oprettet i Maastrichttraktaten i 1992, hvor pengepolitikken blev forbeholdt EU-niveauet, mens finanspolitikken forblev medlemsstaternes ansvar og kun omfattes af bestemmelser om en relativt begrænset samordning af de nationale politikker.

I EU’s Økonomiske og Monetære Union er det derfor fortsat medlemsstaterne, som fastlægger den økonomiske politik – finanspolitik, skattepolitik og deres nationale budgetter inden for de vedtagne grænser for underskud og gæld, og som bestemmer deres egne strukturpolitikker for arbejdsmarkedet, pension og kapitalmarkederne.

Indenfor euroområdet er det Den Europæiske Centralbank, som fastsætter den monetære politik med prisstabilitet som det primære mål og fungerer som central tilsynsmyndighed for de finansielle institutioner. ECB’s massive opkøb af statsgæld rejser spørgsmålet om det er er monetær politik eller finanspolitik (hvor ECB ikke har noget at gøre)?

Europa-Kommissionens rolle i Den Økonomiske og Monetære Union er ifølge traktaten at overvåge resultaterne og overholdelsen af reglerne, men har i øvrigt ingen finanspolitiske kompetencer.

Danmarks holdning: Kan Socialdemokratiet tolerere, at EU går videre end Maastricht?

Maastrichttraktaten kunne ikke i 1992 godkendes ved en folkeafstemning i Danmark, og derfor fik vi de velkendte 4 forbehold, som bl.a. betyder at vi ikke er med i euroen, ikke er med i forsvarssamarbejdet og står uden for det retlige samarbejde.

EU-Kommissionens udspil er vanskelige at kapere for Danmark, der i forvejen er nettobidragyder til EU og i øvrigt selv har behov for at låne flere hundrede milliarder kroner for at dække vores egne Corona-udgifter.

På det mere principielle plan er det spørgsmålet, om der er politisk opbakning til at EU lige så stille tillister sig finanspolitisk kompetence – herunder kompetence til at tage fordelingspolitiske hensyn ved tildeling af tilskud til dækning af visse medlemslandes budgetunderskud?

Danmark er ikke det eneste medlemsland, der har reservationer overfor EU-Kommissionens udspil. Sammen med Østrig, Sverige og Holland udgør landene ”The Frugal Four” – den sparsommelige firebande – men også andre lande skal overbevises. Ungarns premierminister, Viktor Orban, har betegnet genopretningsplanen som ”absurd”. Lånene, som alle skulle stå inde for, og som også ville belaste vores børnebørn, ville især gavne de ”rige” lande, og han ville overveje nøje, om det ville være i Ungarns interesse.

Tysklands centrale rolle

Opgaven med at få skabt enighed i EU påhviler især Tyskland, der 1. juli overtager formandskabet for Det Europæiske Råd.

Vejen for EU-Kommissionens vidtgående forslag er enigheden mellem Tyskland og Frankrig om at redde EU, som igen-igen har vist sig impotent i forhold til udfordringer som flygtningekrise, finanskrise og Coronakrisen. Midt i maj præsenterede Angela Merkel og Emmanuel Macron et fælles bud på genopretning af den europæiske økonomi: 500 milliarder euro skulle EU’s 27 medlemslande i fællesskab låne, og størstedelen skulle deles ud til trængte medlemslande uden krav om tilbagebetaling.

Hvis Mette Frederiksen tilslutter sig

Hvis Mette Frederiksens regering tilslutter sig EU-Kommissionens forslag bliver der ballade. Det ville være en større fadæse, end dengang daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen egenhændigt underskrev Marrakesh-migrationspagten, uden at spørge befolkningen.

Læren fra Marrakesh

Alle advarsler om ikke i slutningen af 2018 at underskrive Marrakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – blev fejet af bordet. Berettigede bekymringer for at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter, blev totalt ignoreret af den daværende regeringschef.

Kritikken af migrationspagten gik på mange elementer i teksten, men det centrale var påstanden om, at FN-erklæringen for altid ville afmontere national kontrol med indvandring.

Dansk Folkeparti var dengang nærmest passiv, men Løkkes udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, nægtede at tage til Marrakesh for at vedtage erklæringen.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, betragtede striden med slet skjult fryd. Hun mente, at det hele lød ”lidt betænkeligt”, og at regeringen nok havde ”en dårlig sag”.

Den 9. december 2018 tog Lars Løkke Rasmussen alligevel til Marrakesh og tilsluttede sig på Danmarks vegne til migrations-erklæringen.

Det erindres, at Marrakesh-erklæringen var anledning til at den belgiske regering i december 2018 blev sprængt. Belgiens premierminister, Charles Michel, måtte danne en ny regering, da det flamske nationalistparti N-VA forlod regeringen i protest mod, at Belgien støttede FN-aftalen om migration – Marrakesh-erklæringen.

Lars Løkkes tilslutning til migrationspagten afholdt ikke Venstre fra i valgkampen op til Folketingsvalget den 5. juni 2019 at føre kampagne på den hårde udlændingepolitik, som Inger Støjberg var eksponent for. Alligevel mistede Lars Løkke Rasmussen statsministerposten til Mette Frederiksen.

Belønningen til Lars Løkke Rasmussen udeblev

I fordelingen af EU-topposterne efter valget til Europa-Parlamentet forsøgte Lars Løkke Rasmussen at byde sig til. Trods servilitet, sang og dans lykkedes det ikke for Lars Løkke Rasmussen at lande en post, der kunne have sikret ham en ærefuld exit fra dansk politik.

Belgiens Charles Michel, derimod, blev med posten som formand for Det Europæiske Råd belønnet for at følge EU-linjen i udlændingepolitikken og underskrive Marrakesh-erklæringen. Lars Løkke Rasmussen må nøjes med at friste en kummerlig skæbne som foredragsholder og klummeskribent.

Fredag morgen faldt kurserne I Australien og på de asiatiske markeder efter torsdagens markante kursfald i USA.

Det var en række dårlige nyheder, der gjorde at investorerne ikke længere kunne lade som om økonomien fuldstændig havde genvundet sin styrke efter Corona-epidemien.

I USA er smittetrykket steget i takt med, at mange delstater har åbnet mere og mere. Det har ført til en øget frygt for, at en anden bølge vil ramme landet, hvor flere end 112.000 mennesker i forvejen er døde med covid-19. Samtidig er Kongressen delt i spørgsmålet om yderligere hjælpepakker

De globale aktiemarkeder er efter flere ugers optur kastet ud i kraftige fald. Torsdag smed investorerne alt, hvad der havde med risiko at gøre, og kursfaldene ser ud til at fortsætte fredag. Alene det toneangivende Dow Jones-indeks faldt med 6,9 pct. – det største fald i tre måneder. S&P-indekset og Dow Jones smed begge over 5 pct. I Asien dykker børserne fredag morgen også kraftigt.

Analytikere mener, at markederne har været præget af en overdreven optimisme, og da USA’s centralbank, Federal Reserve, onsdag tegnede et dystert billede af USA’s økonomi, mistede børserne optimismen. Formanden for Federal Reserve, Jerome Powell, advarede om at det fortsat var usikkert om bunden var nået, ligesom genopretningen var “extraordinarily uncertain.”

Der er udsigt til nulrente, så langt øjet rækker – frem til mindst udgangen af 2022 – og den opdaterede økonomiske prognose fra centralbanken lød på en minusvækst i 2020 på 6,5 pct. og en arbejdsløshed på 9,3 pct. ved årets udgang.

Jerome Powell, efterlyste samtidig yderligere økonomisk hjælp fra politikerne i USA, som foreløbig har vedtaget tre hjælpepakker til samlet 3.300 mia. dollars.