Har Mette Frederiksen med Det Konservative Folkeparti fået flertal for en føderal EU-Union?

EU skepticisme

Med støtte fra De Konservative har statsminister Mette Frederiksen onsdag morgen fået flertal bag sig til at forhandle om det nye syvårige EU-budget. ”Nu handler det om, at vi skal have Danmark med til forhandlingsbordet, og det skal ske på en ansvarlig måde. Derfor støtter vi op om regeringens restriktive linje” siger den konservative EU-ordfører, Katarina Ammitzbøll.

Fredag den 19. juni 2020 afholdes endnu et virtuelt topmøde mellem EU’s stats- og regeringschefer. På mødet skal Danmarks repræsentant – Mette Frederiksen – tage stilling til forslag, der ikke kun indebærer væsentlige forhøjelser i de danske nettobidrag til EU, men også betyder, at Danmark skal være med til at hæfte for gigantiske fælles lån, der for størstedelens vedkommende skal uddeles til sydeuropæiske EU-lande uden krav om tilbagebetaling.

Hvis der blandt alle landene opnås enighed, vil det betyde, at EU nu endelig er på vej mod den Føderale Union, som EU-tilhængerne så brændende har ønsket sig.

Hvad skal Danmark sige ja til?

EU-Kommissionens udspil til budgetrammen for 2021-27 er på 1100 milliarder euro. Det er 8200 milliarder kroner.

Samtidig – og oven i budgettet – har EU-Kommissionen fremlagt et forslag til en Corona-genopretningsfond på 750 milliarder euro. Det svarer til knap 5600 milliarder kroner. 500 milliarder euro skal ydes som tilskud til nødlidende medlemslande, mens 250 milliarder euro skal ydes om lån på lempelige betingelser.

Skal EU selv opkræve skatter?

Pengene skaffes ved at EU optager lån, der betales tilbage over 30 år med penge fra EU’s egne øgede indtægter.

I øjeblikket er der et loft over hvor meget EU kan påligne medlemslandene, men EU-Kommissionen er indstillet på at foreslå at dette loft midlertidigt forhøjes til 2 pct. af BNI – og at merprovenuet anvendes på budget og genopretning. En forhøjelse af loftet vil kræve medlemslandenes tilslutning.

Genopretningen kan ifølge Kommissionen finansieres med EU’s egne indtægter uden øgede bidrag fra medlemslandene. Hvis medlemslandene er indforståede, kan indtægterne komme fra nye digitale skatter, CO2-afgifter, kapitalafgifter eller beskatning af store virksomheder.

For De Konservative har det været vigtigt at få med i regeringens forhandlingsmandat, at der skal lægges “afgørende vægt på”, at EU ikke kan få lov til at opkræve skatter direkte fra borgere og virksomheder.

Tidligere under krisen har EU-landene og EU-Parlamentet aftalt en hjælpepakke på 540 milliarder euro. Den er ikke en del af det nye udspil.

Det nye EU-budget og Corona-genopretningsfonden vil i princippet først kunne iværksættes i den nye budgetperiode, der starter 1. januar 2021. EU-Kommissionen satser imidlertid på en tidligere iværksættelse, men det kræver enstemmig tilslutning fra medlemslandene og fra EU-Parlamentet.

Den Europæiske Centralbank

Den Europæiske Centralbank (ECB) lancerede i slutningen af marts en hjælpepakke på 750 milliarder euro for at afhjælpe den europæiske økonomi under Corona-viruskrisen.

Banken vil foretage støtteopkøb i markederne af værdipapirer udstedt af både offentlige og private institutioner.

Hjælpepakken kommer oveni det eksisterende opkøbsprogram, hvor ECB siden marts 2015 har opkøbt EU-medlemslandes statsobligationer til en værdi af 2.700 milliarder euro – angiveligt i et forsøg på at stabilisere euroområdet under finanskrisen som led i bankens QE-program – Quantitative Easening.

Den Europæiske Investeringsbank

EU-Kommissionens genopretningsforslag omfatter også et støtteelement fra Den Europæiske Investeringsbank på mere end 230 milliarder kroner, der med EU-garantier skal bidrage til at understøtte private investeringer samt yde midlertidig finansiel bistand til at hjælpe levedygtige virksomheder gennem krisen.

Konflikt med Maastricht-traktaten?

Det Konservative Folkepartis holdning til EU-budgettet og vilkårene for Corona-genopretningsfonden, rejser tvivl om partiet EU-politik. Med en EU-skeptisk formand og generalsekretær har Det Konservative Folkeparti i de sidste år holdt en lav profil i den hjemlige debat. Det har ikke afholdt det tidligere medlem af Europa-Parlamentet, Bendt Bendtsen, og den nuværende delegat, Birthe Weiss, i Bruxelles at føre sig frem med en pro-aktiv EU-linje.

Partiet er tilsyneladende ikke opmærksom på, at den Europæiske Centralbanks aktive understøttelse af euro-landenes økonomier og EU-Kommissionens meget vidtgående forslag om budgettet og en Corona-genopretningsfond rejser det principielle spørgsmål, om EU nu er på vej til at udvide ØMU’en – den Økonomisk Monetære Union – med en Finansunion?

Forslagene fra EU-Kommissionen lægger op til at EU nu skal udvikles videre i retning af en egentlig føderal union med fælles finanspolitik – eller i hvert fald med overførslerne direkte får indflydelse på medlemslandes muligheder for at føre finanspolitik.

Er det nu blev konservativ politik?

ØMU’en

EU’s Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en) blev oprettet i Maastrichttraktaten i 1992, hvor pengepolitikken blev forbeholdt EU-niveauet, mens finanspolitikken forblev medlemsstaternes ansvar og kun omfattes af bestemmelser om en relativt begrænset samordning af de nationale politikker.

I EU’s Økonomiske og Monetære Union er det derfor fortsat medlemsstaterne, som fastlægger den økonomiske politik – finanspolitik, skattepolitik og deres nationale budgetter inden for de vedtagne grænser for underskud og gæld, og som bestemmer deres egne strukturpolitikker for arbejdsmarkedet, pension og kapitalmarkederne.

Indenfor euroområdet er det Den Europæiske Centralbank, som fastsætter den monetære politik med prisstabilitet som det primære mål og fungerer som central tilsynsmyndighed for de finansielle institutioner. ECB’s massive opkøb af statsgæld rejser spørgsmålet om det er er monetær politik eller finanspolitik (hvor ECB ikke har noget at gøre)?

Europa-Kommissionens rolle i Den Økonomiske og Monetære Union er ifølge traktaten at overvåge resultaterne og overholdelsen af reglerne, men har i øvrigt ingen finanspolitiske kompetencer.

Danmarks holdning: Kan Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti tolerere, at EU går videre end Maastricht?

Maastrichttraktaten kunne ikke i 1992 godkendes ved en folkeafstemning i Danmark, og derfor fik vi de velkendte 4 forbehold, som bl.a. betyder at vi ikke er med i euroen, ikke er med i forsvarssamarbejdet og står uden for det retlige samarbejde.

EU-Kommissionens udspil er vanskelige at kapere for Danmark, der i forvejen er nettobidragyder til EU og i øvrigt selv har behov for at låne flere hundrede milliarder kroner for at dække vores egne Corona-udgifter.

På det mere principielle plan er det spørgsmålet, om der er politisk opbakning til at EU lige så stille tillister sig finanspolitisk kompetence – herunder kompetence til at tage fordelingspolitiske hensyn ved tildeling af tilskud til dækning af visse medlemslandes budgetunderskud?

Danmark er ikke det eneste medlemsland, der har reservationer overfor EU-Kommissionens udspil. Sammen med Østrig, Sverige og Holland udgør landene ”The Frugal Four” – den sparsommelige firebande – men også andre lande skal overbevises. Ungarns premierminister, Viktor Orban, har betegnet genopretningsplanen som ”absurd”. Lånene, som alle skulle stå inde for, og som også ville belaste vores børnebørn, ville især gavne de ”rige” lande, og han ville overveje nøje, om det ville være i Ungarns interesse.

Tysklands centrale rolle

Opgaven med at få skabt enighed i EU påhviler især Tyskland, der 1. juli overtager formandskabet for Det Europæiske Råd.

Vejen for EU-Kommissionens vidtgående forslag er enigheden mellem Tyskland og Frankrig om at redde EU, som igen-igen har vist sig impotent i forhold til udfordringer som flygtningekrise, finanskrise og Coronakrisen. Midt i maj præsenterede Angela Merkel og Emmanuel Macron et fælles bud på genopretning af den europæiske økonomi: 500 milliarder euro skulle EU’s 27 medlemslande i fællesskab låne, og størstedelen skulle deles ud til trængte medlemslande uden krav om tilbagebetaling.

Hvis Mette Frederiksen tilslutter sig

Uanset det brede forhandlingsmandat, vil der – hvis Mette Frederiksens regering tilslutter sig EU-Kommissionens forslag – blive ballade. Det ville være en større fadæse, end dengang daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen egenhændigt underskrev Marrakesh-migrationspagten, uden at spørge befolkningen.

Læren fra Marrakesh

Alle advarsler om ikke i slutningen af 2018 at underskrive Marrakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – blev fejet af bordet. Berettigede bekymringer for at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter, blev totalt ignoreret af den daværende regeringschef.

Kritikken af migrationspagten gik på mange elementer i teksten, men det centrale var påstanden om, at FN-erklæringen for altid ville afmontere national kontrol med indvandring.

Dansk Folkeparti var dengang nærmest passiv, men Løkkes udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, nægtede at tage til Marrakesh for at vedtage erklæringen.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, betragtede dengang fra oppositionsbænken striden med slet skjult fryd. Hun mente, at det hele lød ”lidt betænkeligt”, og at regeringen nok havde ”en dårlig sag”.

Den 9. december 2018 tog Lars Løkke Rasmussen alligevel til Marrakesh og tilsluttede sig på Danmarks vegne til migrations-erklæringen.

Det erindres, at Marrakesh-erklæringen var anledning til at den belgiske regering i december 2018 blev sprængt. Belgiens premierminister, Charles Michel, måtte danne en ny regering, da det flamske nationalistparti N-VA forlod regeringen i protest mod, at Belgien støttede FN-aftalen om migration – Marrakesh-erklæringen.

Lars Løkkes tilslutning til migrationspagten afholdt ikke Venstre fra i valgkampen op til Folketingsvalget den 5. juni 2019 at føre kampagne på den hårde udlændingepolitik, som Inger Støjberg var eksponent for. Alligevel mistede Lars Løkke Rasmussen statsministerposten til Mette Frederiksen.

Belønningen til Lars Løkke Rasmussen udeblev

I fordelingen af EU-topposterne efter valget til Europa-Parlamentet forsøgte Lars Løkke Rasmussen at byde sig til. Trods servilitet, sang og dans lykkedes det ikke for Lars Løkke Rasmussen at lande en post, der kunne have sikret ham en ærefuld exit fra dansk politik.

Belgiens Charles Michel, derimod, blev med posten som formand for Det Europæiske Råd belønnet for at følge EU-linjen i udlændingepolitikken og underskrive Marrakesh-erklæringen. Lars Løkke Rasmussen må nøjes med at friste en kummerlig skæbne som foredragsholder og klummeskribent.

Hvad er belønningen til Søren Pape Poulsen?

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s