I Hongkong er der udbrudt uroligheder, efter at den kinesiske regering igen søger at øge kontrollen med byen med en national sikkerhedslov, der grundlæggende vil bryde med konceptet om, at byen kan styre sig selv efter mere demokratiske principper end dem, der gælder i resten af Kina.

Den strammere sikkerhedslovgivning i Hongkong fik i princippet opbakning på kommunistpartiets netop afviklede Folkekongres i Beijing i slutningen af maj 2020. Den bebudede lov om national sikkerhed for Hongkong, skal angiveligt forhindre oprør og løsrivelsestendenser i enklaven.

Loven er blandt andet kontroversiel, fordi den åbner mulighed for, at Kina kan etablere sit eget sikkerhedsorgan i Hongkong og dermed gøre det lettere at slå ned på dissidenter blandt byens 7,5 millioner indbyggere.

Regimet i Beijing kunne næppe have valgt at gøre noget, der ville provokere Vesten mere end at stramme grebet om Hongkong.

Coronakrisen har skabt en mistillid til Kina og en mistro over for dets ledere, som gør, at Vesten er parat til at tro det værste. Hongkong er et symbol på denne manglende tillid til det kinesiske regime.

Brud med løftet om autonomi i 50 år

Da byen blev overdraget til Kina i 1997, var det med et løfte fra Beijing om en høj grad af autonomi i 50 år frem til 2047. Autonomien blev garanteret allerede i 1984 med princippet om “one country, two systems”, der var knæsat i den fælles erklæring, der blev underskrevet af den daværende kinesiske premierminister, Zhao Ziyang, og den britiske premierminister, Margaret Thatcher.

Optimistiske iagttagere håbede dengang, at Hongkong blev et forbillede for resten af Kina. Mindre optimistiske iagttagere mente, at det håb var en undskyldning for at overlade Hongkong til Beijings nåde. Men der var få egentlige pessimister i debatten.

Som det britiske nyhedsmagasin the Economist lakonisk opsummerede i marts 2018, så har Vesten satset på, at Kina ville bevæge sig mod demokrati og markedsøkonomi, satset på, at Kina ville blive som Hongkong: ”the gamble has failed”.

Ved at stramme grebet om Hongkong bekræfter Kina Vestens bange anelser om at regimet i Bejing ikke har reelle hensigter. Mange i Hongkong ser en national sikkerhedslov som endnu et faretruende tegn på, at Kina forsøger at stramme sin kontrol med byen. Derfor har udsigten til en snarlig vedtagelse givet anledning til nye protester i Hongkongs gader, hvor stilheden ellers havde sænket sig på grund af coronavirussen.

Afgørende hensyn til den ”sociale stabilitet”

Realiteten er formentlig, at Xi Jinpin betragter provokationen af Vesten som en pris, der er værd at betale for at få orden på Hongkong. Det kinesiske kommunistparti vurderer enhver udvikling i forhold til de potentielle virkninger på den “social stabilitet”.

Demonstrationerne på Tiananmen Square i 1989, Afrikansk svinepest, Corona-virus og Hongkong-studenternes demonstrationer vurderes i forhold til om det kan undergrave den ”sociale stabilitet”, og dermed befolkningens blinde tillid til, at kommunistpartiet er i fuld kontrol.

Kina kan undertrykke tibetanere og uighurerne i ro og mag, fordi Tibet og Xinjiang-provinsen ligger dybt i Centralasien, fjernt fra de globale kommunikationslinjer.

Hongkong er på mange måder en del af Vesten. Lufthavnen modtager 71 millioner passagerer om året, og der er ikke mange sømil til den nærmeste amerikanske hangarskibsgruppe.

Hvis Beijing ønsker en egentlig konfrontation i Hongkong, kan man ikke udelukke, at mange af de 7,5 millioner indbyggere og i hvert fald studenterne vil reagere.

Internationale reaktioner

I byen bor 300.000 mennesker, som har et britisk pas; hvis der opstår borgerkrigslignende tilstande i Hongkong, vil det være vanskeligt for Storbritannien og USA at undgå at blive involveret.

EU – hvad vil EU gøre? I forholdet til Kina har EU traditionelt bestræbt sig på at holde en lavere profil end USA. Og selvom EU på det seneste er blevet mere skeptiske og advaret mod kinesiske opkøb af kritisk europæisk infrastruktur, har den historiske rettesnor været tungtvejende kommercielle grunde til at gå med listesko i forhold til Kina.

EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager har dog alligevel opfordret medlemslandene til at blokere opkøb fra Kina, som er gået på storindkøb i Europa de seneste år, og nu forventes at kaste sig over europæiske virksomheder tvunget i knæ af Corona-krisen.

Vestagers opfordring markerer en kursændring. Europa er ikke længere et slaraffenland for kinesiske virksomheder. I EU har man taget de naive briller af. Sidste år udpegede Europa-Kommissionen for første gang Kina som en ”systemisk rival”, og EU har langt hen ad vejen lagt sig på den amerikanske linje i handelskrigen med Kina. Man vil ikke længere finde sig i Kinas statskapitalisme og unfair konkurrence.

Hvad mener vi i Danmark?

I Danmark har vi bestemt ingen planer om at støde det kommunistiske diktatur i Kina. Udenrigsminister Jeppe Kofod holder lav profil, men andre påtager sig gerne at lefle for kineserne:

”Det tog tilsyneladende også tid, inden den øverste ledelse i Kina blev gjort opmærksom på virussen”, og ”Det kinesiske styre har for tiden udfordringer i Hong Kong, Det sydkinesiske Hav, Taiwan samt med forholdet til Nordkorea og handelsforhandlinger med USA”.

Formanden for Det Udenrigspolitiske Selskab, Ulrik A. Federspiel, beskæftiger sig i et indlæg i Berlingske Tidende den 15. april 2020 med Kina og verdensordenen efter Corona-krisen.

I Federspiels såkaldte analyse fortsættes fedteriet og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked. Det gælder i forhold til Tibetsagen, håndteringen af Dalai Lama og et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.

Selvom Ulrik Federspiel er kendt for at være glat som en ål og svær at blive klog på, er det alligevel mærkeligt, at den tidligere Vice President for Global Affairs hos Haldor Topsøe stadig lurepasser i forhold til Kina?

Alle danske firmaer, med blot perifer berøring af det kinesiske marked, kan ellers bekræfte berettigelsen af den amerikanske kritik af Kinas ageren på de globale markeder.

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad præsident Trumps højre hånd i handelsspørgsmål, Peter Navarro, Director of Trade and Manufacturing Policy, har argumenteret for i de amerikanske handelsforhandlinger:

Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.

Den 2. juni 1992 stemte 50,7 procent af de danske vælgere nej til Maastricht-traktaten om en europæisk union. Året efter udløste folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen med de 4 danske undtagelser voldsomme optøjer i København. Politiet skød med skarpt mod demonstranterne og mirakuløst var der ikke omkomne.

USA har i de sidste dage oplevet optøjer, som ikke er set værre siden mordet på Martin Luther King i 1968.

Midt i en dødelig pandemi udløser en video af en sort mand, der bliver kvalt af en politimand, fredag en bølge af massedemonstrationer i USA’s storbyer med ildspåsættelser og plyndringer. I Washington DC er der voldsomme optøjer i Lafayette Park, umiddelbart over for Det Hvide Hus, og Secret Service leder præsident Trump i sikkerhed i den underjordiske bunker under Det Hvide Hus.

Aldrig før i sin historie er USA blevet ramt af tre så hårde slag på en og samme gang.

Midt i dette ragnarok har USA’s præsident, Donald Trump, besluttet at udskyde G7-topmødet fra juni og invitere Australien, Indien, Rusland og Sydkorea med.

Lørdag var præsident Donald Trump på Cape Canaveral i Florida, hvor han overværede opsendelsen af SpaceX shuttle – USA’s første raketaffyring siden 2011.

På hjemturen til Washington D.C. natten til søndag dansk tid om bord på præsidentflyet Air Force One oplyste Trump de ledsagende journalister om udskydelsen af G7-mødet.

Udskydelsen har ikke noget med de aktuelle uroligheder at gøre. Trump siger, at G7-topmødet i sit nuværende format “er en meget forældet gruppe af lande”. Trump ønsker at Ruslands Putin deltager: ”Jeg føler ikke, at G7 på behørig vis repræsenterer, hvad der sker i verden” sagde han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

G7-topmødet skulle oprindeligt havde fundet sted i marts. Men Coronaepidemien verden over betød, at mødet måtte udsættes i første omgang til juni, hvor det skulle have fundet sted på Camp David, præsidentens landsted, uden for Washington D.C.

Trump sagde tidligere i maj, at han hellere vil have et personligt møde med lederne fra G7-landene, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien, Japan og Canada, end at holde et videomøde.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, meddelte lørdag at hun ikke ville deltage i topmødet grundet den “pandemiske situation”.

Den canadiske premierminister, Justin Trudeau, havde inden aflysningen tilkendegivet, at “There are significant health preoccupations that we have around holding an in-person meeting” – Skulle vi så gå I selvisolation, når vi vendte tilbage fra mødet som reglerne i Canada foreskriver? spurgte han.

Den japanske premierminister ville også være tvunget til at gå i isolation, hvis han vendte tilbage fra et møde i USA.

Et nyt G7-møde vil eventuelt kunne finde sted i weekenden inden FN’s Generalforsamling, der begynder den 15. september, eller eventuelt efter det amerikanske præsidentvalg i november.

Det er allerede i kalenderen, at G-20 mødes i november i Riyadh i Saudi Arabien.

Donald Trump har angiveligt også drøftet mødet med Frankrigs præsident Emmanuel Macron, der efterfølgende har udsendt en meddelelse om, at det er vigtigt, at alle regeringscheferne deltager, og at han næppe ville være kommet, hvis ikke kansler Angela Merkel var kommet.

G7 er en organisation uden egentligt ansatte, hovedkvarter eller budget. Det er et forum, hvor en række af verdens førende industrinationer mødes. G’et står for “gruppe”.

Der er topmøde en gang om året. Lederne fra medlemslandene mødes på skift i landene og diskuterer emner, der står højt på den internationale dagsorden.

G7 har aner tilbage til 1975, hvor gruppen af de seks store og dominerende industrilande, USA, Storbritannien, Frankrig, Vesttyskland, Italien og Japan, blev oprettet. Det var G6. Canada kom med i 1976.

Rusland blev tilføjet i 1998, men blev ekskluderet på grund af annekteringen af Krim-halvøen i 2014.

USA’s præsident, Donald Trump, vil udskyde G7-topmødet fra juni og invitere Australien, Indien, Rusland og Sydkorea med.

Det oplyste præsident Trump natten til søndag dansk tid om bord på præsidentflyet Air Force One på sin tur hjem til Washington D.C fra Cape Canaveral i Florida, hvor han havde overværet opsendelsen af SpaceX shuttle – USA’s første raketaffyring siden 2011.

Trump siger, at G7-topmødet i sit nuværende format “er en meget forældet gruppe af lande”. Trump ønsker at Ruslands Putin deltager: ”Jeg føler ikke, at G7 på behørig vis repræsenterer, hvad der sker i verden” sagde han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

G7-topmødet skulle oprindeligt havde fundet sted i marts. Men Coronaepidemien verden over betød, at mødet måtte udsættes i første omgang til juni, hvor det skulle have fundet sted på Camp David, præsidentens landsted, uden for Washington D.C.

Trump sagde tidligere i maj, at han hellere vil have et personligt møde med lederne fra G7-landene, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien, Japan og Canada, end at holde et videomøde.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, meddelte lørdag at hun ikke ville deltage i topmødet grundet den “pandemiske situation”.

Den canadiske premierminister, Justin Trudeau, havde inden aflysningen tilkendegivet, at “There are significant health preoccupations that we have around holding an in-person meeting” Skulle vi så gå I selvisolation, når vi vendte tilbage fra mødet som reglerne i Canada foreskriver, spurgte han.

Den japanske premierminister ville også være tvunget til at gå i isolation, hvis han vendte tilbage fra et møde i USA.

Et nyt G7-møde vil eventuelt kunne finde sted i week-enden inden FN’s Generalforsamling, der begynder den 15. september, eller eventuelt efter det amerikanske præsidentvalg i november.

Det er allerede i kalenderen, at G-20 mødes i november i Riyadh i Saudi Arabien.

Donald Trump har angiveligt også drøftet mødet med Frankrigs præsident Emmanuel Macron, der efterfølgende har udsendt en meddelelse om, at det er vigtigt, at alle regeringscheferne deltager, og at han næppe ville være kommet, hvis ikke kansler Angela Merkel var kommet.

G7 er en organisation uden egentligt ansatte, hovedkvarter eller budget. Det er et forum, hvor en række af verdens førende industrinationer mødes. G’et står for “gruppe”.

Der er topmøde en gang om året. Lederne fra medlemslandene mødes på skift i landene og diskuterer emner, der står højt på den internationale dagsorden.

G7 har aner tilbage til 1975, hvor gruppen af de seks store og dominerende industrilande, USA, Storbritannien, Frankrig, Vesttyskland, Italien og Japan, blev oprettet. Det var G6. Canada kom med i 1976.

Rusland blev tilføjet i 1998, men blev ekskluderet på grund af annekteringen af Krim-halvøen i 2014.

Sognepræst Kathrine Lilleør, cheføkonom og vicedirektør i Cepos, Mads Lundby Hansen og fhv. minister og folketingsmedlem for de Konservative, Per Stig Møller. Det er de tre, som Den Berlingske Fonds bestyrelse nu har nomineret til Fonsmark-prisen 2020.

Prisen blev indstiftet i denne vinter og er på 250.000 kroner. Den uddeles årligt til en person, som har bidraget mere end de fleste til den borgerlige idédebat. Som har peget på borgerlige løsninger på samtidens problemer og udfordringer, leveret nytænkning – eller som er gået forrest i et opgør med vedtagne sandheder og sædvaner.

Fonsmark-prisen har taget sit navn efter Henning Fonsmark (1926-2006), Berlingskes chefredaktør 1976-82 og i sin samtid netop en borgerlig tænker af den karat, som Fonsmark-prisen er tiltænkt.

Med mit personlige kendskab til Henning Fonsmark vil jeg tro, at han ville have modsat sig at en pris med hans navn blev givet til Per Stig Møller.

Den fhv. konservative politiker Per Stig Møller er nok blevet gammel, men når han i sin alderdom forlanger ”kapitalismekritik”, er det ikke fordi han er blevet senil. Udover hans diskutable personlige egenskaber og karakter, har han altid været en desorienteret vindbøjtel. Belæst, tænksom og velskrivende, javel, men aldrig med et fast standpunkt i forhold til skiftende ideologiske strømninger.

Per Stig Møller har et væsentligt medansvar for det Konservative Folkepartis stadig uafklarede holdning til liberal individualisme og social kollektivisme. Per Stig Møllers bidrag til forvirringen og opfordring til at finde middelvejen mellem Adam Smiths liberalisme og Maos marxisme, betyder, at partiet stadig famler efter sit politiske ståsted i forhold til udfordringer som (velfærds)staten, EU, USA, Kina og Rusland. Til gengæld har partiet lagt sig fast på ambitiøse klimamålsætninger – koste hvad det vil. Den holdning havde Per Stig Møller også som miljøminister, hvor han til overraskelse for partiets støtter i dansk erhvervsliv overhalede radikale og venstrefløjen indenom!

Onsdag den 27. maj 2020 præsenterede EU-Kommissionen i Bruxelles et nyt udspil til budgetrammen for 2021-27. Det fremgår heraf, at forslaget til budgetramme er på 1100 milliarder euro. Det er 8200 milliarder kroner.

Samtidig – og oven i budgettet – har EU-Kommissionen onsdag fremlagt et forslag til en Corona-genopretningsfond på 750 milliarder euro. Det svarer til knap 5600 milliarder kroner. 500 milliarder euro skal ydes som tilskud til nødlidende medlemslande, mens 250 milliarder euro skal ydes om lån på lempelige betingelser.

EU’s egne indtægter

Pengene skaffes ved at EU optager lån, der betales tilbage over 30 år med penge fra EU’s egne øgede indtægter.

I øjeblikket er der et loft over hvor meget EU kan påligne medlemslandene, men EU-Kommissionen er indstillet på at foreslå at dette loft midlertidigt forhøjes til 2 pct. af BNI – og at merprovenuet anvendes på budget og genopretning. En forhøjelse af loftet vil kræve medlemslandenes tilslutning.

Genopretningen kan ifølge Kommissionen finansieres med EU’s egne indtægter uden øgede bidrag fra medlemslandene. Hvis medlemslandene er indforåede kan indtægterne komme fra nye digitale skatter, CO2-afgifter, kapitalafgifter eller beskatning af store virksomheder.

Tidligere under krisen har EU-landene og EU-Parlamentet aftalt en hjælpepakke på 540 milliarder euro. Den er ikke en del af det nye udspil.

Det nye EU-budget og Corona-genopretningsfonden vil i princippet først kunne iværksættes i den nye budgetperiode, der starter 1. januar 2021. EU-Kommissionen satser imidlertid på en tidligere iværksættelse, men det kræver enstemmig tilslutning fra medlemslandene og fra EU-Parlamentet.

Centralbanken

Den Europæiske Centralbank (ECB) lancerede i slutningen af marts en hjælpepakke på 750 milliarder euro for at afhjælpe den europæiske økonomi under coronaviruskrisen.

Banken vil foretage støtteopkøb i markederne af værdipapirer udstedt af både offentlige og private institutioner.

Hjælpepakken kommer oveni det eksisterende opkøbsprogram, hvor ECB siden marts 2015 har opkøbt EU-medlemslandes statsobligationer til en værdi af 2.700 milliarder euro – angiveligt i et forsøg på at stabilisere euroområdet under finanskrisen som led i bankens QE-program – Quantitative Easening.

Den Europæiske Investeringsbank

EU-Kommissionens genopretningsforslag omfatter også et støtteelement fra Den Europæiske Investeringsbank på mere end 230 milliarder kroner, der med EU-garantier skal bidrage til at understøtte private investeringer samt yde midlertidig finansiel bistand til at hjælpe levedygtige virksomheder gennem krisen.

Konflikt med Maastricht-traktaten?

De Europæiske Centralbanks aktive understøttelse af euro-landenes økonomier og EU-Kommissionens meget vidtgående forslag om budgettet og en Corona-genopretningsfond rejser det principielle spørgsmål, om EU nu er på vej til at udvide ØMU’en – den Økonomisk Monetære Union – med en Finansunion? Forslagene fra EU-Kommissionen lægger op til at EU nu skal udvikles videre i retning af en egentlig føderal union med fælles finanspolitik – eller i hvert fald med overførslerne direkte får indflydelse på medlemslandes muligheder for at føre finanspolitik.

ØMU’en

EU’s Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en) blev oprettet i Maastrichttraktaten i 1992, hvor pengepolitikken blev forbeholdt EU-niveauet, mens finanspolitikken forblev medlemsstaternes ansvar og kun omfattes af bestemmelser om en relativt begrænset samordning af de nationale politikker.

I EU’s Økonomiske og Monetære Union er det derfor fortsat medlemsstaterne, som fastlægger den økonomiske politik – finanspolitik, skattepolitik og deres nationale budgetter inden for de vedtagne grænser for underskud og gæld, og som bestemmer deres egne strukturpolitikker for arbejdsmarkedet, pension og kapitalmarkederne.

Indenfor euroområdet er det Den Europæiske Centralbank, som fastsætter den monetære politik med prisstabilitet som det primære mål og fungerer som central tilsynsmyndighed for de finansielle institutioner. ECB’s massive opkøb af statsgæld rejser spørgsmålet om det er er monetær politik eller finanspolitik (hvor ECB ikke har noget at gøre)?

Europa-Kommissionens rolle i Den Økonomiske og Monetære Union er ifølge traktaten at overvåge resultaterne og overholdelsen af reglerne, men har i øvrigt ingen finanspolitiske kompetencer.

Danmarks holdning: Kan Danmark tolerere, at EU går videre end Maastricht?

Maastrichttraktaten kunne ikke i 1992 godkendes ved en folkeafstemning i Danmark, og derfor fik vi de velkendte 4 forbehold, som bl.a. betyder at vi ikke er med i euroen, ikke er med i forsvarssamarbejdet og står uden for det retlige samarbejde.

EU-Kommissionens udspil er vanskelige at kapere for Danmark, der i forvejen er nettobidragyder til EU og i øvrigt selv har behov for at låne flere hundrede milliarder kroner for at dække vores egne Corona-udgifter.

På det mere principielle plan er det spørgsmålet, om der er politisk opbakning til at EU lige så stille tillister sig finanspolitisk kompetence – herunder kompetence til at tage fordelingspolitiske hensyn ved tildeling af tilskud til dækning af visse medlemslandes budgetunderskud?

Danmark er ikke det eneste medlemsland, der har reservationer overfor EU-Kommissionens udspil. Sammen med Østrig, Sverige og Holland udgør landene ”The Frugal Four” – den sparsommelige firebande – men også andre lande skal overbevises. Ungarns premierminister, Viktor Orban, har betegnet genopretningsplanen som ”absurd”. Lånene, som alle skulle stå inde for, og som også ville belaste vores børnebørn, ville især gavne de ”rige” lande, og han ville overveje nøje, om det ville være i Ungarns interesse.

Tyskland

Opgaven med at få skabt enighed i EU påhviler især Tyskland, der 1. juli overtager formandskabet for Det Europæiske Råd.

Tidligere afdelingschef og chefjurist i Udlændinge- og Integrationsministeriet, Lykke Sørensen, havde torsdag den 28. maj 2020 under afhøringen i instrukskommissionen ”ingen erindring” om det notat, som Inger Støjberg den 9. februar 2016 godkendte som udlændingeminister, og som hun har kaldt for ”fuldstændig centralt” i sagen om adskillelse af asylpar, hvor den ene er mindreårig.

Nogle har overfor kommissionen betvivlet notatets ægthed.

Torsdag den 28. maj 2020 fandt kommissionsformand og landsdommer, Peter Mørk Thomsen, anledning til at indskærpe, at det ikke er et notat, som Støjberg har medbragt, men at det er ægte.

Dele af notatet har da også været fremlagt flere gange undervejs i afhøringerne.

Han slår desuden fast, at Folketingets Ombudsmand har set notatet i sin endelige form, hvilket tidligere har skabt forvirring.

”Der er ikke tale om et helt nyt dokument, som helt overraskende er kommet frem. Det har indgået i Ombudsmandens vurdering af sagen,” siger han.

Han uddyber, at det skete 30. maj 2016 som led i en større dokumentmappe på flere tusinde sider, der blev sendt.

Flere af Danmarks 26 forbrændingsanlæg skal lukke helt, hvis det står til klimaminister Dan Gigabyte Jørgensen, fordi der er brug for at få skåret sektorens overkapacitet fra og minimere mængden af plast, som ryger med i ovnen. Derfor vil regeringen forbyde importen af affald og effektivisere de resterende anlæg, der måtte være tilbage efter nedskæringen.

Affaldsimporten kan dog ikke bare forbydes, fordi varen frit kan handles på det indre marked i EU, og ministeren kan endnu ikke sætte et præcist tal på, hvor mange forbrændingsanlæg, der skal lukkes. I 2016 var der en samlet overkapacitet i forbrændingssektoren på 700.000 ton.

Dansk Affaldsforening

Stop for import af affald vil ifølge Mikkel Brandrup, direktør i Dansk Affaldsforening, resultere i højere varmepriser og miljøbelastning.

Et komplet stop for affaldsimport i Danmark vil ikke være en miljø- og klimavenlig beslutning.

Hvis Danmark stopper for import af affald fra udlandet, som klimaminister Dan Jørgensen (S) foreslår, vil det resultere i større miljøbelastning i andre lande og højere energipriser for danske kunder.

De danske varmeværker importerer hvert år tonsvis af affald fra udlandet, fordi de har reservekapacitet.

Dan Jørgensen er ligeglad

Det vil klimaminister Dan Jørgensen (S) sætte en stopper for. Det siger han i forbindelse med forhandlingerne om en klimahandlingsplan.

Ministeren kalder det “tudetosset”, at Danmark med store grønne ambitioner vil importere affald, som ofte indeholder meget plastik, til afbrænding.

Men et komplet stop for affaldsimport i Danmark vil ifølge Mikkel Brandrup ikke være en miljø- og klimavenlig beslutning. Alternativet vil i mange lande være, at man graver affaldet ned, hvilket både belaster miljø og klima.

Brandrup understreger, at danske affaldsenergianlæg er blandt de mest effektive og miljøvenlige i verden, og målet er at finde en balance, så de danske affaldsenergianlæg på sigt kun afbrænder dansk affald.

Har Dan Jørgens taget Københavnslobbyen i ed?

Amager Ressourcecenter (ARC) – skibakken i København – kan tjene som illustration af problemerne. Da det tilbage i 2016 gik op for bygherrerne, at forbrændingsanlægget var overdimensioneret, blev det besluttet, at ARC fik mulighed for at brænde op til 440.000 tons affald og biomasse af, som ikke stammer fra de fem ejerkommuner, herunder ved import af affald.

Centralbankerne er trætte af alene at skulle trække det tunge læs med at afværge de økonomiske konsekvenser ved Corona-krisen.

I USA har Jerome Powell fra The Fed allerede tydeligt i en tale den 13. maj 2020 tilkendegivet, at det var Kongressens opgave via finanspolitikken at påvirke udbuds- og efterspørgselsforhold i den amerikanske økonomi. Som han sagde: The Fed har lending power – ikke spending power!

Tilsvarende har den europæiske centralbank, ECB, klart tilkendegivet, at bankens super ekspansive pengepolitik behøvede substantielle finanspolitiske supplementer.

Onsdag den 27. maj 2020 præsenterede EU-Kommissionen i Bruxelles et nyt udspil til budgetrammen for 2021-27. Det fremgår heraf, at forslaget til budgetramme er på 1100 milliarder euro. Det er 8200 milliarder kroner.

Samtidig – og oven i budgettet – har EU-Kommissionen onsdag fremlagt et forslag til en Corona-genopretningsfond på 750 milliarder euro. Det svarer til knap 5600 milliarder kroner. 500 milliarder euro skal ydes som tilskud til nødlidende medlemslande, mens 250 milliarder euro skal ydes om lån på lempelige betingelser.

Pengene skaffes ved at EU optager lån, der betales tilbage over 30 år med penge fra EU’s egne øgede indtægter.

Tidligere under krisen har EU-landene og EU-Parlamentet aftalt en hjælpepakke på 540 milliarder euro. Den er ikke en del af det nye udspil.

EU i et vadested

Nu er det op til medlemslandene. Bider man til bolle og (for lande som Danmark) sluger de kameler, som overdragelsen af finanspolitisk kompetence til EU indebærer?

Eller vil man acceptere, at EU – når det går op for en række medlemslande, at solidariteten i EU er ikke-eksisterende – falder fra hinanden?

Onsdag den 27. maj 2020 præsenterede EU-Kommissionen i Bruxelles et nyt udspil til budgetrammen for 2021-27. Det fremgår heraf, at forslaget til budgetramme er på 1100 milliarder euro. Det er 8200 milliarder kroner.

Samtidig – og oven i budgettet – har EU-Kommissionen onsdag fremlagt et forslag til en Corona-genopretningsfond på 750 milliarder euro. Det svarer til knap 5600 milliarder kroner. 500 milliarder euro skal ydes som tilskud til nødlidende medlemslande, mens 250 milliarder euro skal ydes om lån på lempelige betingelser.

Pengene skaffes ved at EU optager lån, der betales tilbage over 30 år med penge fra EU’s egne øgede indtægter.

Tidligere under krisen har EU-landene og EU-Parlamentet aftalt en hjælpepakke på 540 milliarder euro. Den er ikke en del af det nye udspil.

Den Europæiske Centralbank (ECB) lancerede i slutningen af marts en hjælpepakke på 750 milliarder euro for at afhjælpe den europæiske økonomi under coronaviruskrisen.

Banken vil foretage støtteopkøb i markederne af værdipapirer udstedt af både offentlige og private institutioner.

Hjælpepakken kommer oveni det eksisterende opkøbsprogram, hvor ECB siden marts 2015 har opkøbt EU-medlemslandes statsobligationer til en værdi af 2.700 milliarder euro – angiveligt i et forsøg på at stabilisere euroområdet under finanskrisen som led i bankens QE-program – Quantitative Easening.

Konflikt med Maastricht-traktaten?

De Europæiske Centralbanks aktive understøttelse af euro-landenes økonomier og EU-Kommissionens meget vidtgående forslag om budgettet og en Corona-genopretningsfond rejser det principielle spørgsmål, om EU nu er på vej til at udvide ØMU’en – den Økonomisk Monetære Union – med en Finansunion? Forslagene fra EU-Kommissionen lægger op til at EU nu skal til at føre finanspolitik – eller i hvert fald med overførslerne direkte have indflydelse på medlemslandes muligheder for at føre finanspolitik.

ØMU’en

EU’s Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en) blev oprettet i Maastrichttraktaten i 1992, hvor pengepolitikken blev forbeholdt EU-niveauet, mens finanspolitikken forblev medlemsstaternes ansvar og kun omfattes af bestemmelser om en relativt begrænset samordning af de nationale politikker.

I EU’s Økonomiske og Monetære Union er det derfor fortsat medlemsstaterne, som fastlægger den økonomiske politik – finanspolitik, skattepolitik og deres nationale budgetter inden for de vedtagne grænser for underskud og gæld, og som bestemmer deres egne strukturpolitikker for arbejdsmarkedet, pension og kapitalmarkederne.

Indenfor euroområdet er det Den Europæiske Centralbank, som fastsætter den monetære politik med prisstabilitet som det primære mål og fungerer som central tilsynsmyndighed for de finansielle institutioner. ECB’s massive opkøb af statsgæld rejser spørgsmålet om det er er monetær politik eller finanspolitik (hvor ECB ikke har noget at gøre)?

Europa-Kommissionens rolle i Den Økonomiske og Monetære Union er ifølge traktaten at overvåge resultaterne og overholdelsen af reglerne, men har i øvrigt ingen finanspolitiske kompetencer.

Danmarks holdning

Maastrichttraktaten kunne ikke i 1992 godkendes ved en folkeafstemning i Danmark, og derfor fik vi de velkendte 4 forbehold, som bl.a. betyder at vi ikke er med i euroen, ikke er med i forsvarssamarbejdet og står uden for det retlige samarbejde.

EU-Kommissionens udspil er vanskelige at kapere for Danmark, der i forvejen er nettobidragyder til EU og i øvrigt selv har behov for at låne flere hundrede milliarder kroner for at dække vores egne Corona-udgifter.

På det mere principielle plan er det spørgsmålet, om der er politisk opbakning til at EU lige så stille tillister sig finanspolitisk kompetence – herunder kompetence til at tage fordelingspolitiske hensyn ved tildeling af tilskud til dækning af visse medlemslandes budgetunderskud?

Da finanskrisen i 2008 bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter.

Insolvente banker

Mange banker kunne derfor ikke leve op til kapitalkravene og stod overfor truende insolvens. Den naturlige bankreaktion ville være at opsige lån og kassekreditter m.v. med katastrofale følger for mange især små og mellemstore virksomheder, og den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis ydermere en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet. Derfor måtte offentlige myndigheder i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende regering lancerede den første af en stribe, bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder kroner, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko. Alene Danske Banks balance var større end det samlede danske bruttonationalprodukt (I dag er Danske Banks passiver på over 3750 mia. kr. mens nationens samlede BNP er på 2300 mia. kr.).

Det lykkedes som bekendt at afværge det totale finansielle kaos, og det endelige regnskab viser, at staten faktisk tjente på bankpakkerne. Dermed kunne myten om, at bankerne tørrede tabet ved den finansielle krise af på staten og lod skatteborgerne betale regningen, til dels manes i jorden, men det bortforklarer ikke, at regeringen løb en enorm risiko.

Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.

Corona-virussen og den økonomiske krise

Det nuværende økonomiske tilbageslag adskiller sig fra tidligere økonomiske kriser. I perioden siden 2. verdenskrig har recessioner ofte fulgt perioder med højkonjunkturer med høj inflation som har nødvendiggjort finans- og pengepolitiske stramninger. Mellemliggende perioder med lavinflation har været præget af økonomisk vækst, der ofte har ført til ubalancer i økonomien – ikke bæredygtige niveauer for aktier og ejendomspriser og overophedning af vigtige dele af samfundsøkonomien som byggesektoren.

Det nuværende økonomiske tilbageslag er enestående i og med at det helt og aldeles kan henføres til virus pandemien og de skridt, der er taget for at begrænse udbredelsen af covid-19. Denne gang har inflation overhovedet ikke været et problem – nærmest tværtimod, og der har ikke været bristefærdige bobler eller overophedede sektorer.

Ikke desto mindre har regeringen netop i ”Økonomisk Redegørelse” præsenteret en prognose, som viste, at den forventer et fald i BNP på minus 5,3 pct. i år.

Situationen i banksektoren under corona-krisen

Bankerne ser ind i en svær tid. De største bankers nedskrivninger er således på det højeste niveau siden finanskrisen, og der hersker stor usikkerhed om den fremadrettede udvikling.

Sådan lyder nogle af hovedbudskaberne i Nationalbankens analyse af ”finansiel stabilitet” i Danmark, der blev offentliggjort den 27. maj 2020.

Nationalbanken har udsat bankerne for en stress-test, hvor der er regnet på et fald i BNP på over ti pct., og selv i det scenarie ser det ud til, at de fleste banker kommer fornuftigt igennem det.

I 2020 har bankerne ikke – som før 2008 – opbygget en stor portefølje af risikable udlån. Og endnu mere væsentligt har bankerne ikke som under finanskrisen et indlånsunderskud i størrelsesordenen 500-750 milliarder kroner, men i stedet et indlånsoverskud af omtrent samme størrelsesorden.

Spørgsmålet er dog, om de danske banker kunne have har polstret sig bedre i de gode tider?

Kapitalkrav

Siden finanskrisen i 2008 er kapitalkravene til pengeinstitutter skærpet, men med de såkaldte Basel IV-reformer lægger centralbankerne op til nye internationale kapitalkrav, der meget nemt kan betyde, at de danske banker og realkreditinstitutter skal sætte væsentligt større beløb til side.

Ifølge Den Europæiske Bankmyndighed, EBA, vil en fuld implementering af Basel IV i gennemsnit indebære at kapitalkravet til europæiske banker øges med 24,4 procent.

I Danmark vil Basel IV indebære en regning på 78 mia. kr. til de store danske banker, når de nye regler er fuldt indfaset. Det har et ekspertudvalg under Erhvervsministeriet regnet sig frem til.

EU-Kommissionen meddelte den 28. april, at de endelige Baselanbefalinger udskydes med 1 år til den 1. januar 2023.

Udbyttebetaling

Selvom den finansielle sektor er generelt bedre polstret og bedre rustet til at imødegå økonomiske stød end under finanskrisen i 2008, er det ifølge Nationalbanken nødvendigt at forberede sig på en forværring af de økonomiske udsigter, som uundgåeligt vil øge de risici og de dermed forbundne omkostninger, bankerne står overfor. Bankerne er nødt til at handle forsigtigt for at sikre, at de bevarer eller styrker deres kapitalgrundlag og implicit deres kapacitet til at fortsætte udlån.

Nationalbanken tilslutter sig også EU-Kommissionens opfordring til i den aktuelle usædvanlige situation at bankerne undlader at udbetale udbytte og opkøb af egne aktier.

Nationalbankens opfattelse

Bankernes resultater i 1. kvartal 2020 er præget af, at nedskrivningerne i de største banker var på det højeste niveau siden finanskrisen i 2008. Selvom Nationalbanken anerkender at kreditinstitutterne i dag er både bedre kapitaliserede og har større likviditetsoverskud end op til tidligere nedgangstider, bør institutterne sikre en robust overdækning til kravene til de såkaldte nedskrivningsegnede passiver (NEP) gennem udstedelse af egnede gældsinstrumenter.

NEP – Nedskrivnings Egnede Passiver – er passiver, der udgør den ekstra polstring – målt i forhold til de risikovægtede poster – et pengeinstitut skal have på sin passivside for at kunne afvikles i forhold til den afviklingsplan, som myndighederne udarbejder. Det er altså passiver, der vil dække tab før de simple kreditorer og før kernekapitalen antastes. NEP-kravet angiver, hvor stor en del af instituttets passiver der skal være nedskrivningsegnet. Det skal sikre, at instituttet på forhånd har finansieret sine aktiviteter på en måde, så det pågældende institut kan krisehåndteres, uanset instituttets størrelse.

NEP-kravet kan opfyldes med gældsinstrumenter, der har en restløbetid over 1 år. Ifølge Nationalbanken har de danske bankers NEP-gæld en forholdsvis kort rest-løbetid sammenlignet med øvrige europæiske banker. De danske banker har som oftest udstedt NEP-gæld med en løbetid på 3 til 5 år

Nationalbanken oplyser, at den gennemførte stresstest viser, at banker kan få vanskeligt ved at overholde deres NEP-krav. Før institutterne i stresstesten rammer deres bufferkrav, risikerer de at bryde med kravet til nedskrivningsegnede passiver.

Flere systemiske institutter skal inden for de kommende år udstede nye, egnede gældsinstrumenter for fortsat at leve op til kravene. I perioder med uro på de finansielle markeder kan det være vanskeligt og dyrt at udstede, hvilket senest sås i marts i år.

Det er ifølge Nationalbanken vigtigt, at institutterne har tilstrækkelig overdækning til ikke at komme i en situation, hvor de må begrænse deres aktiviteter for at sikre overholdelse af kravene. Derfor bør institutterne i god tid udstede egnede gældsinstrumenter, så de opnår en robust overdækning til NEP-kravet.

Nationalbanken advarer: nogle mindre og mellemstore banker kan blive nødlidende

Den gode nyhed i stresstesten er, at bankerne godt kan klare et midlertidigt tilbageslag i økonomien. Nok er bankerne velkapitaliserede, påpeger Nationalbanken, men ender vi med en langstrakt recession, der er væsentligt hårdere end under finanskrisen, bryder nogle af de mellemstore banker med minimumskravet til deres kapital.

Nationalbanken påpeger, at mellemstore bankers erhvervskunder i udgangspunktet er mindre robuste. Mens danske erhvervsvirksomheder samlet set er blevet mere robuste over de seneste år, er er­hvervskundernes kreditkvalitet væsentligt lavere i de mellemstore banker end i de store banker. I 4 ud af 11 mellemstore banker har mere end hver tredje erhvervskunde både lav soliditet og lav likviditet i senest tilgængelige regnskab.

Nationalbanken skriver: ”Det kan dog ikke udelukkes, at nogle mindre og mellemstore institutter kan blive nødlidende i den kommende tid”.