Den 29. juli 2021 vil der på Færøernes nationaldag fra statens institutioner m.v. blive flaget med Færøernes flag – Merkið. På samme måde, som der på Grønlands nationaldag den 21. juni blev flaget med Grønland flag – Erfalasorput, og på Grundlovsdag den 5. juni blev flaget med Dannebrog.

På Færøernes nationaldag den 29. juli markeres Olav den Helliges død i 1030. Olav den Helliges kongerige var betydeligt større end nutidens Norge og omfattede bl.a. Færøerne. Som tilnavnet antyder, blev Kong Olav kåret til helgen og har siden været Færøernes skytshelgen. På dagen for hans død i slaget på Stiklestad den 29. juli 1030 giver færingerne udtryk for det inderste af deres nationalitet. Helgenkongen Olav har altid indtaget en central plads i færøsk religiøs og politisk tradition og kultur.

Olaifesten, Olai eller Olaj – Ólavsøka – er festdage på Færøerne, der strækker sig over den 28. og 29. juli. På Olaiaften (ólavsøkuaftan, den 28. juli) er der kappróður (kaproning med færøbåde) i Tórshavn, Olaiudstilling i Nordens Hus på Færøerne og Olaikoncert samt almindelig folkefest i Tórshavns gader.

Den 29. juli bliver Færøernes over tusind år gamle parlament, Lagtinget, åbnet. Lagtingets 33 medlemmer, de 8 medlemmer af Færøernes Landsstyre, biskop og alle landets præster og de højeste embedsmænd samt Rigsombudsmanden – ríkisumboðsmaður – går i procession – ólavsøkuskrúðgongan – fra Lagtingshuset til Tórshavn Domkirke. Efter en særlig Olaigudstjeneste vender processionen tilbage til Lagtingshuset, hvor man mødes med et stort kor. Efter nogle sange afsluttes med Færøernes nationalsang “Tú alfagra land mítt”.

Derefter går man ind i Lagtingshuset, hvor lagmanden – Løgmaður – holder sin åbningstale – Løgmansrøðan.

Bovrup er en by på Sundeved i Sønderjylland med 497 indbyggere (2021), beliggende 2 km syd for Varnæs, 6 km øst for Felsted, 12 km nord for Gråsten og 14 km sydøst for Aabenraa. Byen hører til Aabenraa Kommune og ligger i Region Syddanmark.

Bovrup har tidligere haft to kroer, flere købmandsforretninger og håndværkere, mølle, mejeri og skole samt et trinbræt på Aabenraa Amts Jernbaners linje Aabenraa-Gråsten Bovrup.

Den obligatoriske Genforeningssten står hvor Varnæsvej munder ud i Bovrup Storegade, skråt over for Bovrup Gæstgivergård fra 1795 (genopført i 1920 efter en brand i 1919). Trods en gemytlig vært kan etablissementet ikke anbefales.

Købmandsgården Bovrup med et stærkt begrænset varesortiment er byens eneste supermarked.

Frits Clausen

Lægen Frits Clausen (1893-1947) boede i 1924-1945 i Bovrup. Han var i 1933-1944 partifører for Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP). Han førte partiets medlemskartotek, der efter Besættelsen blev kendt som Bovrup-kartoteket.

Bovrup-Kartoteket eller Bovrup Bogen er en afskrift af medlemskartoteket for Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP), der blev udgivet i bogform i tiden efter befrielsen.

Frits Clausen var født i en dansksindet familie, og blev indkaldt til tysk krigstjeneste under første verdenskrig. Som krigsfange i nærheden af Moskva blev han leder af de dansksindede sønderjyske krigsfanger, og efter krigen hædret af kejserinde Dagmar.

I 1918 kom han til København for at studere medicin. I 1923-24 tog han embedseksamen, hvorefter han blev praktiserende læge i Aabenraa og Bov. I 1924 overtog han en lægepraksis i Bovrup. Nyere forskning tegner billedet af Frits Clausen som en afholdt og socialt engageret læge og privatperson, der ofte fra mindrebemidlede lod sig nøje med et stykke fjerkræ som betaling for behandling.

Clausen var i 1920’erne stærkt national og tilhænger af et Danmark til Ejderen. Han var medlem af det Konservative Folkeparti, indtil han ved stiftelsen af DNSAP i 1930 fik Clausen medlemskort nr. 2; stifteren, ritmester Lemche, sikrede sig selv førstefødselsretten. Den fik Lemche ikke megen gavn af, for allerede i 1933 overtog Clausen førerkaldet ved et kup, støttet af partiets jyske afdeling.

Fra 1933 til 1944 var han partifører for DNSAP og fra 1939 til 1945 medlem af Folketinget for partiet. Frits Clausen blev ved befrielsen interneret i Frøslevlejren. Han døde af et hjerteslag i Vestre Fængsel 1947, en måned inden straffeprocessen mod ham skulle være begyndt.

Bovrup-kartoteket

Bovrupkartoteket var oprettet af partiføreren Frits Clausen, der boede i Bovrup – heraf navnet.

Efter befrielsen udgik fra modstandsbevægelsen ordre om, at DNSAP-medlemslisten skulle føres fra Bovrup til hovedstaden. På det tidspunkt sagdes listen at indeholde “op mod 50.000 navne”.

Allerede i Besættelsens sidste måneder havde modstandsbevægelsen og politifolk, der var gået under jorden, lavet det såkaldte Centralkartotek med navne på folk, der skulle arresteres, når tyskerne var sat fra bestillingen. Det omfattede 40.000 navne, som først modbestandsbevægelsen og siden politiet gik løs på i majdagene 1945.

Nogle af Centralkartotekets navne var givetvis de samme som Bovrup-kartotekets, men de var i sagens natur ikke samkørt, og grundlaget for registreringen var forskelligt: Det ene var en liste over folk, der formentes at have begået forbrydelser, det andet var en liste over medlemmer af et lovligt parti.

I marts 1946 gik der ballade i sagen. En gruppe modstandsfolk, der var utilfredse med forløbet af retsopgøret og bitre over, at tidligere medlemmer af nazistpartiet straffrit og ubemærket kunne genoptage deres plads i samfundslivet, afskrev Bovrupkartoteket. Det førte til modstandsbevægelsens udgivelse på Forlaget af 1946 i marts 1946.

Kartoteket indeholdt op til 50.000 medlemmer, men den publicerede afskrift havde kun 28.000. Det har ikke været muligt at få en entydig forklaring på denne forskel. Kartoteket er inddelt efter, hvor i landet medlemmet boede og er herefter sorteret alfabetisk med angivelse af fødselsår, erhverv, bopæl og indmeldelsesdato.

Der er ved ny optælling i 2017, i forbindelse med et genoptryk af Kartoteket, kommet andre tal frem. Her er det samlede antal i hele landet opgjort til 22.509 personer, hvoraf 8.742 er fra København.

Udgivelsen af piratudgaven af Bovrupkartoteket blev forsøgt forhindret og en afgørelse fra 1946 ved Københavns Byret bestemte, at udgivelsen hørte under arkivloven, hvilket betød, at der kun kunne fås adgang til kartoteket efter ansøgning til Justitsministeriet (i dag Rigsarkivet) i hvert enkelt tilfælde.

Trods domstolsafgørelsen slap piratudgaven ud i et antal eksemplarer, som siden har været reference-værker for gamle modstandsfamilier. Alle originaldokumenterne er anbragt på Rigsarkivet, hvor det kræver særlig tilladelse at få lov at kigge i dem.

Behandlingen af ansøgninger har udviklet den praksis, at primært uddannede historieforskere har adgang til oplysninger.

Den 1. november 2018 offentliggjorde foreningen Danske Slægtsforskere og Slægtsforskernes Bibliotek en del af listen til download baseret på udgivelsen fra “Forlaget af 1946”. Af hensyn til databeskyttelsesloven blev alene 5.265 personer født i 1908 eller tidligere frigivet.

Kendte navne

En lang række kendte danskere er noteret i kartoteket, herunder skuespilleren Christian Arhoff, Harald Bergstedt (Solen er så rød, mor), kunstmaleren Samal Joensen-Mikines, lensgreve Frederik Marcus Knuth, senere formand for SF, Gert Petersen, Oluf Nyrup Rasmussen, Jørgen Schleimann, Simon Spies m.fl.

Britta Caroc Schall Holberg, godsejer, hofjægermester, lærer, fhv. sundheds- og indenrigsminister, fhv. landbrugsminister, fhv. MF, har fødselsdag den 25. juli 2021.

Britta Caroc Schall Holberg og udlændingepolitikken

Britta Caroc Schall Holberg (BSH) blev født i Næstved, hvor faderen var proprietær på Store Skullerupgård ved Glumsø. I 1954 købte han det fynske gods Hagenskov, det tidligere Frederiksgave, ved Assens. Det var faderens ønske, at datteren skulle uddanne sig inden for landbrug, så hun kunne overtage godset, men BSH ville hellere uddanne sig til lærer.

Hun søgte derfor optagelse på N. Zahles Seminarium, hvorfra hun i 1964 tog lærereksamen. De følgende år arbejdede hun ved skolevæsenet i Birkerød. I 1967 fik hun ansættelse ved Sjællands Tidende som skolemedarbejder, et job, hun beholdt frem til 1974, hvorefter hun 1975-78 var ansat ved Tuse skole uden for Holbæk.

Samtidig med ansættelsen ved Sjællands Tidende blev BSH medlem af partiet Venstre, hvor hun blev organiseret i Butterup-Tuse vælgerforening og omgående blev medlem af bestyrelsen. Allerede i 1970 blev hun valgt ind i hovedbestyrelsen for partiets landsorganisation, hvor hun sad indtil 1988. Da Butterup-Tuse sogn som en følge af kommunesammenlægningen i 1970 blev en del af Holbæk kommune, blev hun valgt til Holbæk byråd, hvor hun frem til 1978 fungerede som formand for Venstres byrådsgruppe. 1970-78 var hun også formand for Kommunalpolitisk Udvalg i Vestsjællands Amt.

I 1977 besluttede BSH at blive landmand, og hun købte Hagenskov af sin fader. Det betød et opbrud fra det vestsjællandske og en flytning til Fyn. Her fortsatte hun sit politiske arbejde og var allerede fra 1978 og indtil 1982 at finde i Assens byråd, hvor hun blev formand for den borgerlige gruppe og viceborgmester. I samme periode var hun formand for Foreningen af Sociale Udvalg på Fyn. Et andet vigtigt element i BSHs politiske karriere var hendes medlemskab af Sammenslutningen af Sociale Udvalg i Danmark, hvor hun var formand 1976-78 og næstformand 1978-82. Hun var ligeledes næstformand for Venstres amtsbestyrelse på Fyn fra 1981.

Medlem af Firkløverregeringen i 1982

Det var således en kvinde med en solid lokalpolitisk uddannelse og erfaring, Henning Christophersen i september 1982 hentede til Christiansborg. Her udnævntes hun til den første danske kvindelige indenrigsminister i Poul Schlüters borgerlige Firkløver-regering, der blev udnævnt efter syv års socialdemokratisk ledelse, og som bl.a. profilerede sig med fire kvindelige ministre, foruden BSH, Grethe Fenger Møller, Mimi Jakobsen og Elsebeth Kock-Petersen.

Stride kællinger

Internt i Venstres folketingsgruppe havde partiformanden, finansminister Henning Christophersen, problemer med at styre de markante kvindelige medlemmer Birthe Rønn Hornbech, Elsebeth Kock-Petersen og Britta Schall Holberg. Christophersen og statsminister Poul Schlüter kunne i fortrolighed slet ikke skjule deres gysen ved tanken om at være ”en lille dreng i et hjem med sådanne ældre søstre”.

Regeringen Schlüter så det som sit mål at modernisere den offentlige sektor, lette de kommunale arbejdsgange og nedbringe det offentlige underskud. En politik, der selvfølgelig medførte u popularitet hos de mange, der direkte eller indirekte blev ramt af besparelserne.

Allerede kort efter sin tiltræden måtte BSH erkende, at der var stor forskel på at være lokal toppolitiker på Fyn og at sidde på Christiansborg og have det samlede Danmark som dommer over sine gerninger, ligesom det også var ganske anderledes at skulle arbejde parlamentarisk inden for Folketingets rammer. En af hendes første opgaver blev at beskære de statslige bloktilskud til kommuner og amter betragteligt. På det parlamentariske plan gav det hende store problemer, men hun viste i denne sag, at hun kunne tage modgang uden at give op.

Efterhånden udviklede hun en ny og stærkt personlig ministerstil, som gjorde det klart, at der her var tale om en minister, der engagerede sig dybt i sine sager, og som samtidig stod inde for sine politiske holdninger.

BSH tog initiativ til loven om Det Etiske Råd, ligesom det var hendes indsats, der resulterede i frikommuneinitiativet.

Da Schlüter i slutningen af 1983 udskrev valg, blev hun opstillet og valgt i Koldingkredsen. Efter valget i januar 1984 videreførte hun sit arbejde som indenrigsminister frem til marts 1986, hvor hun blev udnævnt til at efterfølge Niels Anker Kofoed som landbrugsminister.

Kontroversiel landbrugsminister

I Landbrugsministeriet, som fagligt lå hendes hjerte nær, blev hun en stærkt omdiskuteret minister, der kæmpede for landbrugets vilkår, som hun så dem. Som minister skabte hun loven om produktudvikling og økologiloven, ligesom også Etisk Råd for Husdyr, der fik den radikale Janne Normann som sin første formand, er BSHs fortjeneste.

BSH bidrog selv til den offentlige interesse for hendes person. Hendes ægtemand, lærer Jørgen Hansen, blev således kommanderet til at tage noter af fruens mange indfald befordret af varme karbade på Hagenskov Gods.

I københavnerlejligheden plejede BSH omgang med den daværende departementschef i Indenrigsministeriet og det vakte opsigt, da det via hendes daværende ministersekretær Henning Lund Sørensen blev kendt, at hun beordrede sine medarbejdere i Landbrugsministeriet til at producere ”gode” spørgsmål hun kunne videregive til sine partifæller i Folketinget. Spørgsmålene kunne herefter give anledning til ”gode” svar, der kunne bidrage til at finpudse ministerens profil.

Slagsmål med Miljøministeriet

BHS lå i et evigt slagsmål med Miljøministeriet og Danmarks Naturfredningsforening, og hun var stærkt impliceret i forløbet, der førte til Folketingets vedtagelse af den første vandmiljøplan i begyndelsen af 1987.

Historien er dramatisk og omfatter udover BSH et ganske farverigt persongalleri:

Statsminister Poul Schlüter, miljøminister Christian Christensen (Kr.F), fiskeriminister Lars P. Gammelgaard (K), Miljøstyrelsens underdirektør, Jørgen Henningsen, kontorchef i De Danske Landboforeninger, Kristian Østergaard, og direktøren i Danmarks Naturfredningsforening, David Rehling, i de ledende roller.

Oktober 1986

I begyndelsen af oktober 1986 var dele af Kattegat ramt af iltsvind. Det skete i dagene op til den 11. oktober, hvor Danmarks Naturfredningsforening holdt sit halvårlige repræsentantskabsmøde for foreningens 210 formænd- og kvinder fra lokalkomiteer landet over.

På mødet blev der enstemmigt vedtaget en resolution, der i kraftige vendinger opfordrede myndighederne “til omgående at tage skridt til at sikre, at livet fortsat kan bevares i vore farvande gennem en kraftig reduktion i spildevandsudledningerne her og nu og en betydelig begrænsning i udsivning og udledning af næringssalte.” Resolutionsforslaget tilføjede, at “Situationen er så kritisk nu – og så godt belyst – at der ikke er grund til tøven med at gribe ind.”

Naturfredningsforeningens samspil med DR

På DR’s TV-Avisen satte et hold reportere sig for at dække iltsvindet i Kattegat. Hvor inspirationen kom fra vides ikke, men Naturfredningsforeningen er et godt gæt. En af reportagerne var lavet i Gilleleje havn, hvor fiskerne landede døde fisk og bunddyr. En billedsekvens (der er genudsendt utallige gange) viste en kurv med døde hummere, der svinges ind over kajkanten.

TV-folkene opsøgte ikke sagkundskaben, men rettede henvendelse til Danmarks Naturfredningsforening, der jo kort for inden havde vedtaget en resolution på repræsentantskabsmødet.

Foreningens direktør, David Rehling, forklarede derefter skråsikkert til TV-Avisen torsdag den 16. oktober 1986, at der var tre kilder til vandmiljøet indhold af kvælstof og fosfor:

• Industriens udledninger, fortrinsvis af fosfor.
• Kommunalt spildevand, der indeholdt både fosfor og kvælstof.
• Landbrugets udledninger, der fortrinsvis bestod af kvælstof.

Udledningen af næringsstoffer skulle efter foreningens opfattelse i hvert fald halveres, før vandmiljøet ville komme ned på den belastning, der var i 1950’erne, og som det kunne tåle.

Fiskeriministerens tilsagn

TV-Avisens forlængede søndagsudgave den 19. oktober havde et længere direkte indslag om sagen. Fra Danmarks Naturfredningsforening mødte David Rehling. Miljøminister Christian Christensen var (meget belejligt!) forhindret, og i hans fravær blev det den daværende, konservative fiskeriminister, nu afdøde Lars P. Gammelgaard, der repræsenterede Poul Schlüters Firkløverregering af V, K, CD og Kristeligt Folkeparti. De konservative havde lige vedtaget et nyt miljøprogram, og selvom Gammelgaard ikke kendte noget videre til sagens substans, var han ivrig efter at fremme det konservative image, som det grønne borgerlige parti.

Fiskeriministeren, der i statsministeriet (når han ikke hørte det) aldrig blev kaldt andet end ”Kuffertfisken” aflirede de traditionelle forsikringer om, at regeringen foretog sig en masse. Der havde været NPO-redegørelsen, som var grundigt drøftet, og Danmark deltog i det internationale havsamarbejde, og mange nye initiativer var i vente, måtte man forstå.

På spørgsmål om, hvad der konkret skulle ske, og Gammelgaard startede grammofonen forfra, fik Naturfredningsforeningen lejlighed til detaljeret at redegøre for den forberedte “6-punkts handlingsplan: Red Havet Omkring Danmark nu!”:

• De kommunale rensningsanlæg, der ikke virkede, måtte bringes i orden inden for seks måneder.
• Alle kommunale rensningsanlæg måtte omfatte biologisk og kemisk rensning inden for to år.
• Landbrugets ulovlige udledninger måtte bringes til ophør inden for seks måneder.
• Landbrugets samlede belastning af miljøet med gødningsstoffer måtte halveres inden for to år. Tilskudsordningerne – både de danske og EF’s – måtte laves om nu, så landmanden blev tilskyndet til yderligere nedbringelser.
• Industriens ulovlige udledninger måtte bringes til ophør inden for seks måneder.
• Alle udledninger fra industrien – både påbegyndt før og efter miljøbeskyttelsesloven af 1973 – måtte gennemgås og nyvurderes inden for to år. De vejledende krav fra Miljøstyrelsen måtte strammes i overensstemmelse med ny tekniske muligheder og ny viden om belastning af miljøet.

Den uforberedte Lars P. Gammelgaard tilkendegav, at regeringen var klar til at følge Naturfredningsforeningen meget langt. Et tilsagn, der ikke indlagde ham fortjeneste i hverken Venstre eller dansk landbrug!

Naturfredningsforeningen sendte den følgende dag 6-punktsplanen til regering og folketing, og medierne – ikke mindst Jyllands-Posten – kastede sig over en afdækning af havmiljøproblemerne.

Regeringen i intern splid

Miljøminister Chr. Christensen fik den utaknemmelige rolle at prøve at leve op til Gammelgaards tilsagn på hele regeringens vegne, og oppositionen anmeldte prompte en forespørgselsdebat til regeringen om, hvad den ville gøre.

Under forespørgselsdebatten, der fandt sted den 18. november, præsenterede Det Radikale Venstre en dagsorden som gav regeringen en frist frem til 1. februar 1987 til at komme med forslag til, hvordan fosfor kunne nedbringes med 80 procent og kvælstof med 50 procent inden for tre år.

Dybkjærs dagsorden gav regeringspartierne problemer. Den var langt mere vidtgående end de forslag, herunder en frivillig aftale med landbruget om at begrænse forbruget af kunstgødning, som der kunne opnås enighed om mellem de 4 partier, hvor ikke mindst Venstre og landbrugsminister Britta Schall Holberg forsvarede landbrugets interesser.

På den anden side stod det klart, at hvis ikke regeringspartierne stemte for, så ville S, SF og VS. Det endte med at regeringen stemte for dagsordenen, mens oppositionen stemte imod.

Efter vedtagelsen af den radikale dagsorden startede i regeringen et ganske bittert opgør om den plan, som den nu var forpligtet til at forelægge inden den 1. februar 1987.

”Klaptorsken”

De Danske Landboforeninger havde fået fat i en ”hemmelig” rapport fra Miljøstyrelsen, som man påstod dokumenterede, at landbruget slet ikke var den egentlige årsag til kvælstofudledningen. Kontorchef i landboforeningerne, Kristian Østergaard, sendte rapporten med et sammendrag, der ”viste at landbruget blev dømt på et forkert grundlag” og at Miljøstyrelsen bevidst havde holdt rapporten hemmelig, til en kontakt på Radiovisen. Rapporten faldt i de forkerte hænder, der i stedet sendte rapporten til Naturfredningsforeningen til kommentering.

Det viste sig, at rapporten ikke var hemmelig, og at den ikke fuldstændig frikendte landbruget for ansvar for kvælstofudledning. Rapporten fik derfor ikke indflydelse på det oplæg til vandmiljøplan Schlüter-regeringen endelig fik bakset sammen inden fristen den 1. februar 1987.

Naturfredningsforeningen offentliggjorde rapporten og det tendentiøse sammendrag, og der udspandt sig efterfølgende under statsministerens vinterferie et offentligt slagsmål mellem miljøminister Chr. Christensen fra Kr. Folkeparti og landbrugsminister Britta Schall Holberg fra Venstre.

Schlüter: ”Værste gang gylle han nogensinde havde hørt!”

Statsminister Poul Schlüter ville ikke fra udlandet kommentere sagen, men måtte til sidst – udad til med henvisning til en stærk forkølelse – afkorte sin vinterferie på Gran Canaria. Ved sin hjemkomst måtte han improvisere et mindeværdigt pressemøde i Lufthavnen. Under pressemødet, hvor forkølelsen blev brugt som et ekstra oratorisk virkemiddel, betegnede han den diskussion, han havde haft lejlighed til at følge i pressen, ”som den værste gang gylle han nogensinde havde hørt”. Underdirektør Jørgen Hemmingsen i Miljøstyrelsen blev med navns nævnelse kritiseret for ikke at have underrettet sin miljøminister om rapporten, og Poul Schlüter kaldte den person i De Danske Landboforeninger, der havde prøvet at lække rapporten og misinformationen for “en klaptorsk”. På spørgsmål om hvad han mente om de 2 ministre svarede han, at de ville blive inviteret til ”en stærk kop te” i Statsministeriet.

Sagen var dermed i realiteten lukket, men kontorchef Kristian Østergaard, de Danske Landboforeninger, stod dagen efter frem og sagde, at det var ham, der var klaptorsken. Hans pligtfølelse havde drevet ham til handlingen, sagde han.

Ny forespørgsel i Folketinget

Den næste forespørgsel om sagen i Folketinget kom allerede den 18. februar 1987. Regeringen havde på grund af sin indre splid ikke fuldt ud kunnet levere den vare, dagsordenen fra november forpligtede den til.

De Radikale genfremsatte derfor i realiteten dagsordenen fra november, men denne gang ledsaget af en trussel om en kunstgødningsafgift, hvis ikke landbruget kunne præstere de krævede reduktioner.

Dagsordenen blev vedtaget uden om regeringen af de radikale sammen med Socialdemokratiet, SF og VS.

For Poul Schlüter var sagen ikke et kabinetsspørgsmål, og regeringen valgte at blive siddende. Udmøntningen af den vedtagne målsætning for vandmiljøplanen blev overladt til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, der afgav sin betænkning den 30. april 1987.

Efterspil

Ved det efterfølgende folketingsvalg samme år røg mandatet for Kristeligt Folkepartis Jens Steffensen, der havde været formand for Miljø- og Planlægningsudvalget. Det samme skete for Socialdemokratiets Ole Løvig Simonsen. Begge tilskrev deres nederlag den bitterhed over hele forløbet, som prægede landbruget i deres respektive valgkredse.

Efter valget i september 1987 var der ikke længere brug for Britta Schall Holbergs aktive og personlige stil. Hun forlod Folketinget i 1988 og har siden beskæftiget sig med landbrug og skribent- og foredragsvirksomhed.

Blødersagen

BSHs ministerielle eftermæle er præget af hendes krigeriske facon, men måske især skæmmet af den såkaldte blødersag, idet det netop var i hendes tid som indenrigsminister, at der blev truffet beslutninger om, hvorvidt donorblod skulle screenes for smitsomme sygdomme.

Man havde i ministeriet endnu ikke erkendt, hvilken fare HIV-virus udgjorde, og valgte derfor, at donorblod ikke skulle undersøges. Ved de mange efterfølgende dommerundersøgelser, der kulminerede med Højesterets afgørelse i 1996, blev BSH frifundet. Også samfundsforskere, bl.a. Erik Albæk og Jens Peter Christensen, har siden konkluderet, at der ikke har været grundlag for at kritisere ministeren.

Aldrig kedelig!

Det har været en almindelig udbredt holdning, at man kunne være enig eller uenig med minister BSH, men kedeligt var det aldrig at arbejde sammen med hende.

Selv har hun givet udtryk for, at hun opfattede sin ministertid som en epoke i et i øvrigt aktivt og omskifteligt liv, og hendes engagement i sociale og politiske spørgsmål har været vedvarende. Siden ministertiden har hun engageret sig i forskellige mellemkirkelige og folkelige organisationer, bl.a. som formand for Det Mellemkirkelige Stiftsudvalg i Fyns Stift fra 1989 og for Det Mellemkirkelige Råd fra 1990. 1990-91 var hun formand for Det Internationale Læseår, og fra 1991 for Undervisningsministeriets Landbrugsuddannelsesråd, ligesom hun bl.a. har været medlem af repræsentantskabet for Kristeligt Dagblad fra 1990 og Det Danske Bibelselskab fra 1992. I 1995 udgav hun bogen Politikernes forhold til sundhedsvæsenet. BSH blev i 1984 udnævnt til kommandør af Dannebrogordenen og i 1997 til hofjægermester.

Hun har været Folketingsmedlem for Venstre i Fyns Amtskreds fra 8. februar 2005 til 13. november 2007, for Venstre i Fyns Storkreds fra 13. november 2007 til 15. september 2011.

BSH har været medlem af Venstres Hovedbestyrelse siden 2011, men lever i dag tilbagetrukket på Hagenskov, men blander sig fortsat i den offentlige debat med klummer og avisartikler.

Hun har gjort sig bemærket som en mangeårig hård kritiker af Venstres udlændingepolitik.

Udlændingeloven af 1983

I Danmark og i mange andre lande er forholdet til flygtninge stadig til en vis grad reguleret af konventioner, som er skrevet i begyndelsen af 1950’erne i lyset af erfaringer fra 2. verdenskrig.

Det er klart, at konventionerne ikke forudser alle de problemer, vi har i dag, hvor vi – udover flygtninge, der er truet på livet enten på grund af forholdene i hjemlandet eller fordi de er personligt forfulgte – har økonomiske flygtninge, der flygter fra deres land og søger tilflugt og asyl og varigt ophold hos os for at få en bedre tilværelse for dem selv og deres pårørende.

Konventionstankegangen var grundlæggende for den betænkning, der i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, førte til det første udkast til den nye danske udlændingelov i 1982.

Arbejdet med at revidere den hidtidige fremmedlov, var udsprunget af den såkaldte mexicanersag tilbage i 1977. Den drejede sig om en mexicansk statsborger med syv års ophold i landet, som på et tilsyneladende spinkelt grundlag var anklaget for spionage og forstyrrelse af samfundsordenen, og som den socialdemokratiske regerings sikkerhedsudvalg udviste til Mexico mod den pågældendes vilje og trods voldsomme protester fra dele af pressen og fra menneskerettighedseksperter.

Det nedsatte såkaldte ”fremmedlovsudvalg” afgav en betænkning i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, og i 1982 var betænkningen grundlaget for det første udkast til den nye udlændingelov, der blev fremsat som lovforslag justitsminister Erik Ninn-Hansen i januar 1983.

Loven blev som bekendt vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 1983, mens Poul Schlüter og Firkløverregeringen nok havde regeringsmagten, men – som mindretalsregering – afhængig af skiftende flertal.

Udlændingeloven fra 1983 er siden blevet modereret, men lovens vigtigste nyskabelse var et opgør med det stop fra indvandring fra tredjelande (uden for EF og Norden) man havde indført i 1973 under oliekrisen, og en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere.

For det første fik enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, krav på at komme ind i landet.

For det andet havde sådanne asylansøgere ubetinget retskrav på at opholde sig i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet.

For det tredje overgik behandlingen af asylansøgere fra fremmedpolitiets skøn til det nyoprettede Direktoratet for Udlændinge.

For det fjerde kunne alle afgørelser i denne første instans indbringes for det ligeledes nyoprettede Flygtningenævn, og udvisningsafgørelser kunne i sidste instans behandles af domstolene.

Sidst, men ikke mindst, fik udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller asylret i Danmark udvidede og lovfæstede muligheder for at få familiemedlemmer som ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet.

Politisk kompromis

Når det fremsatte lovforslag i løbet af Folketingets behandling blev ændret, og den endelige udlændingelov blev så imødekommende overfor asylansøgere, skyldtes det navnlig en politisk handel mellem Firkløverregeringen og det ”alternative flertal” bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS.

Regeringen – justitsminister Erik Ninn-Hansen – insisterede på, at udlændingesager fortsat skulle behandles af Justitsministeriet og ikke af Indenrigsministeriet. Til gengæld fik oppositionen hele 88 af sine ændringsforslag til regeringens lovudkast igennem. Der var primært tale om forslag fra det lovforberedende udvalgs mindretalsindstilling, som byggede på konventionstankegangen og havde Folketingets Ombudsmand og Dansk Flygtningehjælps formand, Hans Gammeltoft-Hansen, som en af penneførerne.

Når regeringen ikke stod fast på det oprindelige forslag til ny udlændingelov, havde det også sammenhæng med, at der internt i regeringen – især hos CD, men faktisk også hos Venstre, Konservative og Kristelig Folkeparti – var sympati for det alternative flertals forslag. Det var derfor overhovedet ikke på tale at gøre sagen til et kabinetsspørgsmål.

Noget tyder på at justitsminister Ninn-Hansen – men for sent! – fortrød den politiske aftale og de mange retsgarantier til asylansøgere. Midt under Folketingets lovbehandling i april 1983 luftede Erik Ninn-Hansen i hvert fald offentligt sin betænkelighed ved den kommende lov. I en kronik i Jyllands-Posten og til pressen i øvrigt lod han forstå, at det danske velfærdssystem var et attraktivt mål for mennesker fra fattige lande, og at den nye lov derfor burde udformes så tilpas restriktivt, at Danmark med kun 5 mio. indbyggere også kunne bevares som en nationalstat i fremtiden. I modsat fald forudså justitsministeren, at hundredtusinder ville benytte sig af lejligheden til at komme ind i landet, hvilket kunne indebære risiko for „alvorlig raceuro”.

Tamilsagen

Tamilsagen førte til ikke kun til forhenværende justitsminister Erik Ninn Hansens og flere af hans embedsmænds fald, men at Schlüter-regeringen gik af i januar 1993. Sagen drejede sig om tilsidesættelse af det retskrav om familiesammenføringer for tamilske flygtninge fra det borgerkrigshærgede Sri Lanka. Sagen fik den konservativt ledede regering til at gå af efter Mogens Hornslets Tamilrapport i januar 1993. 11. juni 1993 blev en rigsretssag imod daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen indledt ved en folketingsbeslutning.

Sagen begyndte allerede i 1987, da mulighederne for at holde igen på antallet af familiesammenføringer for tamilske flygtninge blev diskuteret på et ministermøde. Et par måneder efter ministermødet præsenterede Ninn-Hansen en plan om bl.a. repatriering, som regeringens flygtningeudvalg var positiv over for. Denne plan blev dog aldrig realiseret. Men Ninn-Hansen gav umiddelbart efter mundtlig ordre til, at man indstillede behandlingen af sager om familiesammenføring med tamilske flygtninge på trods af retskravet om familiesammenføring.

Realiteterne

Ved udlændingelovens vedtagelse i 1983 var frygten for en masseindvandring ikke påfaldende stærk i den danske befolkning, der havde vænnet sig til det moderate indslag af fremmede i hverdagslivet. Antallet af gæstearbejdere med familier fra især Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan havde siden slutningen af 1970’erne stabiliseret sig, og i 1980 var der cirka 50.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere med opholdstilladelse i Danmark – under 1 pct. af landets befolkning.

Flygtningetallet i Danmark var i begyndelsen af 1980’erne endnu yderst beskedent: I årene 1971-75 kom der godt 2.800 flygtninge, fortrinsvis fra Østeuropa, herunder især polske jøder, samt fra Chile efter militærkuppet i 1973. Fra 1976 til 1980 kom ca. 3.100 flygtninge til Danmark, bl.a. bådflygtninge fra Vietnam, mens der i hvert af årene 1981, 1982 og 1983 kun kom ca. 300 flygtninge til landet, men krigen mellem Iran og Irak, der var begyndt i 1980, gav forventning om voksende flygtningestrømme.

I 2001 var der cirka 270.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark. I begyndelsen af 2017 var tallet vokset til 475.000 ifølge Danmarks Statistik, og nu er vi på vej til at runde 550.000 – omkring 9 pct. af landets befolkning!

Mikrodosering betyder, at man tager lige nok af et psykedelisk stof til at få et blidt boost af kreativitet, energi, humør og fokus, men ikke tager nok til at trippe rigtigt. Fænomenet er lidt af en dille i tech-miljøet i blandt andet Silicon Valley, hvor brugere af psykedeliske stoffer i bittesmå doser hævder, at det gør dem i stand til at præstere bedre på jobbet.

Et par gange om ugen tager brugerne en lillebitte dose af eksempelvis LSD eller psilocybinsvampe (hallucinogene svampe). LSD i mikrodose er som regel 1/10 af en ”normal” rekreativ dose (som regel 10-20 mikrogram). Mikrodoser er almindeligvis ikke potente nok til at fremkalde hallucinationer. Brugere af mikrodosering hævder, at de bliver mere fokuserede, præsterer bedre og øger deres kreative problemløsningsevne. LSD i mikrodoser forbedrer angiveligt også velværet, reducerer stress og angstfølelser, forbedrer søvnen og fører til sundere vaner.

Selvom fænomenet er blevet rapporteret vidt og bredt i medierne, har videnskabelige studier ikke kunnet bekræfte de positive virkninger af mikrodosering.

I en episode af KLOVN (Frank the Prank) med Casper Christensen og Frank Hvam har Casper Christensen kastet sig over mikrodosering som han afprøver på deres unge ubehjælpsomme assistent. Som han overfor den skeptiske Frank Hvam argumenterer: ”Microdosing. Så fungerer hjernen skarpere, hurtigere. Du har nok lagt mærke til hvor skarp jeg er”.

Under valgkampen i 2015 sagde Lars Løkke Rasmussen i en debat med Helle Thorning-Schmidt, at hvis hun ville holde op med at fortælle løgne om Venstres politik, ville han til gengæld lade være med at fortælle sandheden om Socialdemokratiet.

Vendingen kom ikke spontant ud af Løkke Rasmussens mund, men var tyvstjålet fra Demokraten, Adlai Stevenson, 1900 -1965, der om republikanerne udtalte: “Hvis de vil stoppe med at fortælle løgne om demokraterne, vil vi stoppe med at fortælle sandheden om dem.”

Lars Løkke Rasmussens ”lån” fra andre politikere og andre uvederhæftigheder har bidraget til hans anløbne renommé, fyring fra Venstre og Mogens Lykketofts karakteristik som en ”lille svindler”. Nu skal vi fra en politiker, der aldrig selv har demonstreret mådehold, høre på ”Moderate” opfordringer til fred og fordragelighed og samarbejde ”hen over midten” i dansk politik.

Mens Lars Løkke Rasmussen kynisk og velovervejet taler mod bedre vidende, er der andre politikere, der optræder i den politiske debat med spontane og mindre velovervejede tilkendegivelser.

Da den konservative kandidat Pernille Weiss kort inden valget til Europa-Parlamentet i 2019 bramfrit bød 10 millioner afrikanere velkommen til Europa var hun tæt på at sabotere enhver mulighed for at blive valgt.

Den bizarre situation mindede om dengang Susanne Bjerrehus var kandidat til Folketinget.

Folketingsvalget 1990

Da Suzanne Bjerrehus ved Folketingsvalget i 1990 var blevet opstillet for Amagerkredsen fik hun af den daværende konservative gruppeformand, Knud Østergaard, følgende råd: ”Nu gælder det om at holde lav profil – du er stensikker på at blive valgt, men det klogeste ville være, hvis du tilbragte hele valgkampen på Gran Canaria”. På det tidspunkt var Bjerrehus landskendt som studievært i flere af Danmarks Radios populære lørdagsudsendelser.

Suzanne Bjerrehus, der som yngre blev kendt som fotomodel og deltager i ”voksenfilm”, havde på universitetet erhvervet sig en grad som cand.jur. Efter sin eksamen fik hun job i Industrifagene, OECD, Dansk Tandlægeforening og konsulentfirmaet Mercuri Urval og i 1986 blev hun ansat som chef for Det Konservative Folkepartis politisk-økonomiske afdeling med 17 ansatte, herunder typer som Michael Ulveman, Erik Skov Pedersen og den navnkundige redaktør Ebbe Salomonsen – aldrig kaldet andet end Sam. Ansættelsen af Bjerrehus var kontroversiel, men gruppeformand Knud Østergaard, fastholdt, at hun var den bedst kvalificerede.

Susanne Bjerrehus fulgte desværre ikke Knud Østergaards råd.

Efter opstillingen kastede hun sig ud i en valgkamp, der blev tæt dækket af alle medier. Hun holdt vælgermøde med arbejderne på B&W og udtalte, at hun var sikker på, at mange af dem forstod hende, når hun sagde, at det, der var godt for dansk erhvervsliv, også var godt for B&W og dermed dem. Midt i valgkampen vakte hun imidlertid opsigt ved under massiv mediedækning ikke kun at besøge Christiania, men hun forsvarede indtrængende fristaden som en vigtig kulturinstitution, som burde lovliggøres.

Her knækkede filmen – mange partifæller, der opfattede Christiania som noget der burde bulldozes – hellere i dag end i morgen! – tog afstand.

Resultatet var, at hun ikke blev valgt.

Europa-Parlamentsvalget 2019

I 2019 var Det Konservative Folkepartis EU-politik i bedste fald tåget og uklar. I hvert fald havde partitoppen tydeligvis ikke været i stand til at yde den uerfarne Pernille Weiss kompetent vejledning som modvægt til erhvervsrepræsentanter, der havde fyldt Weiss med snak om den forestående mangel på billig arbejdskraft.

Selvom Pernille Weiss efterfølgende prøvede at trække i land, var situationen alvorlig og det enlige konservative mandat i Europa-Parlamentet i farezonen.

Partiets marketingsorienterede generalsekretær besluttede at satse en væsentlig del af partikassen på en mediekampagne, der skulle fremhæve nødvendigheden af en fortsat konservativ stemme i Bruxelles.

Pernille Weiss blev med nød og næppe valgt med 80.104 stemmer. Formentlig Danmarkshistoriens dyreste mandat!

Til sammenligning fik Venstres spidskandidater Løkkegaard og Gade begge mere end 200.000 stemmer og Venstre opnåede i alt 4 mandater. Den konservative spidskandidat ved Europa-Parlamentsvalget i 2014, Bendt Bendtsen, fik 151.274 stemmer.

Når Mette Frederiksen holder sine Nytårstaler fra Marienborg, ser man et lille maleri af en høstarbejder i baggrunden. Billedet er L.A. Rings ”I høsten” som indgår i Statsministeriets samling af L.A. Ring-malerier.

Malerierne er en testamentarisk arv til Statsministeriet fra forretningsmanden O.P. Christensen, der var en nær ven af statsminister H.C. Hansen. O. P. Christensen forærede midten af 1950’erne sin malerisamling til ministeriet. Han mente, at L.A. Rings virkelighedsnære og socialt engagerede malerier ville kunne inspirere enhver statsminister i dennes gerning.

Laurits Andersen Ring (født Laurits Andersen den 15. august 1854 i Ring, Hammer Sogn, Næstved, død 10. september 1933 i Skt. Jørgensbjerg, Roskilde) var en af dansk kunsts fremmeste malere ved indgangen til det 20. århundrede. I 1881 tog han navn efter sin fødeby, landsbyen Ring syd for Næstved, og kendes siden som L.A. Ring. (Vennen, maleren Hans Andersen tog ligeledes navn efter sin fødeby, landsbyen Brændekilde, og kom til at hedde H.A. Brendekilde).

Danmark befandt sig i perioden 1875 til 1894 under konseilspræsident Estrup og hans provisorielove i en politisk turbulent tid. L. A. Ring var politisk aktiv i en revolutionær gruppe, og det berettes at Ring i en periode gik rundt med en skarpladt pistol i baglommen.

Ring var optaget af de fattiges vanskelige vilkår og social retfærdighed for underklassen, som han har skildret i sin kunst, der især består af landsby- og landskabsmotiver fra Sjælland. L. A. Ring var kendt både som naturalistisk maler af landskaber, mennesker og miljøer og som repræsentant for symbolismen.

Trods ungdommens revolutionære tilbøjeligheder, var Ring i begyndelsen af 1900-tallet blevet et anerkendt medlem af det danske kunstliv, og sad i bedømmelsesudvalget ved de årlige censurerede Charlottenborgudstillinger. Han fik i 1913 bygget et hus ved Sankt Jørgensbjerg i Roskilde med udsigt over fjorden – her tilbragte han de sidste år af sit liv, før sin død i 1933.

I Brøndgade på Sankt Jørgensbjerg i Roskilde ligger i dag et lille besøgscenter for L.A. Ring. Besøgscentret er malerens tidligere atelier, som han ejede fra 1915-25.

Maleriet ”Kunstnerens hustru ved familiens sommervogn” en sommerdag ved Greve Strand fra 1911 indgår også i Statsministeriets samling. Kvinden på billedet er altså Rings hustru, Sigrid Kähler, som var kunstmaler og datter af keramikeren Herman Kähler.

Den 26. september går tyskerne til valg. Analyseinstituttet Forsa undersøgte i slutningen af juni hvordan opbakningen til partierne tegner sig 3 måneder inden valget.

• Det kristendemokratiske CDU/CSU: 29 pct.
• Det socialdemokratiske SPD: 15 pct.
• Miljøpartiet De Grønne: 21 pct.
• Det liberale FDP: 13 pct.
• Venstrepartiet Die Linke: 6 pct.
• Det højrenationale Alternativ for Tyskland: 9 pct.
• Øvrige: 7 pct.

Det kristendemokratiske CDU har siden 1949 haft kanslerposten i 52 ud af 72 år, og partiets mest succesfulde kanslere gennem tiden er gået til valg på at bevare status quo. Tyskerne foretrækker det kendte og sikre, mens udsigten til forandringer er skræmmende. Netop det træk kan blive udslagsgivende, når tyskerne den 26. september går til forbundsdagsvalg.

Hvem skal være kansler efter Angela Merkel?

Ved valget sættes der punktum for 16 år under den kristendemokratiske, CDU-forbundskansler Angela Merkel, og hvad skal der så ske?

Valget har indtil for nylig været set som et kapløb mellem centrum-højre-partiet CDU/CSU og miljøpartiet De Grønne (Die Grüne).

Klima og miljø i valgkampen

Det er til De Grønnes gunst, at klima og miljø hidtil har været de vigtigste valgtemaer. Alle partier har ”grønne temaer” på valgprogrammet. CDU kombinerer disse med en klassisk industripolitik og mindre regulering fra statens side. De Grønne kombinerer disse med socialpolitik. Det samme gør socialdemokraterne og Venstrepartiet.

De Grønnes 40-årige formand, Annalena Baerbock, er udpeget til partiets første kanslerkandidat.

Hovedmodstanderen i kampen om kanslerposten er CDU-lederen og ministerpræsident i Nordrhein-Westdalen, Armin Laschet, der er CDU/CSU-koalitionens spidskandidat efter at Bayerns ministerpræsident, Markus Söder fra CSU trak sit kanslerkandidatur.

Det er historisk, at De Grønne for første gang i partiets historie har udnævnt en kanslerkandidat, men det er ligeledes en sensation, at kanslerkandidaten er den 40-årige formand Annalena Baerbock og ikke hendes mere erfarne kollega og medformand, Robert Habeck.

Annalena Baerbock kanslerkandidat

Coronakrisen har vist, at det tyske samfund har fortjent en bedre regering, betonede Annalena Baerbock i sin tale efter kåringen: ”Hver dag, over hele landet, stiller lærere og plejere, forskere og landmænd, frivillige sig til rådighed for dette samfund og vokser med opgaven.”

”Nu er det på tide, at det politiske liv også vokser med opgaven,” sagde Baerbock med henvisning til det tyske vaccine- og testkaos, som har skadet Merkels koalitionsregering med CDU/CSU og SPD.

Annalena Baerbock repræsenterer angiveligt en ny og pragmatisk generation hos De Grønne – et parti, som ved grundlæggelsen for omkring 40 år siden var omtrent lige så foragtet blandt de øvrige partier, som det højrenationale Alternativ for Tyskland, AfD, er det i dag.

De Grønne i meningsmålingerne

Det tyske miljøparti De Grønne, der ved valget i 2017 opnåede 8,9 pct. af stemmerne, ligger nu ifølge de seneste målinger som landets næstmest populære parti – med 21 pct. efter CDU/CSU, der i står til 29 pct.

Opbakningen til Socialdemokratiet (SPD), der i øjeblikket indgår i Merkels store regeringskoalition med finansminister Olaf Scholz som kanslerkandidat, ligger på 15 pct.

De Grønne var engang et kaotisk sammenrend af miljø- og fredsaktivister i islandske sweatre, men er i dag Tysklands største politiske succes. Miljø -og klimaspørgsmål er blevet mainstream-politik, og det er i høj grad De Grønnes fortjeneste.

Baerbock udsat for kritik

Baerbocks største problem er, at hun i mere end én forstand er grøn.

Hun har aldrig haft regeringsansvar, heller ikke på delstatsniveau. En svaghed, hun selv har foregrebet: ”Ja, jeg har aldrig været kansler, og jeg har heller aldrig været minister,” sagde hun, men betonede, at politik lever af forandringer.

”Jeg stiller op for fornyelse, andre står for status quo,” sagde hun med en bredside til Merkels CDU, som ifølge kritikere har været fodslæbende i klimakampen, inkompetente i coronapolitikken og forsømt at digitalisere Tyskland.

Den proeuropæiske Annalena Baerbock tilhører partiets moderate realo-fløj, men hun har med sin forsonlige stil formået at bygge bro til den mere radikale fundi-fløj.

”Hendes idé om ”humanitet og orden” betyder: evakuering af elendige flygtningelejre ved Ægæerhavet og konsekvent udvisning af kriminelle asylansøgere fra Tyskland. Eller sagt på en anden måde: Hun forsøger at være fornuftig uden at forråde det humanitære”, som det er sagt om hende.

Alsidig baggrund

Annalena Baerbocks vej til tysk toppolitik lyder som noget fra en billedbog: Hun voksede op på en gård nær vesttyske Hannover, havde Greenpeace-plakater på værelset, deltog med sine forældre i demonstrationer mod atomkraft og Natos dobbeltbeslutning.

Annalena Baerbock har også tidligere dyrket trampolin-idræt på topniveau – 3 bronzemedaljer er det blevet til ved de tyske mesterskaber. Hun måtte opgive sporten pga. skader.

Hun havde på et tidspunkt aspirationer om en karriere i journalistik, men hun var tabt til politik efter en praktikantperiode hos et medlem af Europa-Parlamentet fra De Grønne.

Hun studerede statskundskab ved universitetet i Hamborg fra 2000 til 2004, og opnåede en Master i Public International Law fra London School of Economics i 2005. Fra 2009 til 2013 arbejdede hun på en doktorgrad i International Law ved Freie Universität i Berlin, som hun dog ikke fik afsluttet.

I 2005 blev hun medlem af De Grønne, gjorde hurtigt politisk karriere, kom i Forbundsdagen i 2013, blev partiformand i 2018. Tyske medier beskriver hende som ambitiøs, velbevandret i udenrigspolitik og grundigt forberedt.

Som gift og protestant bosat i Potsdam uden for Berlin med sine to døtre og sin mand har hun prioriteret og italesat de problemer, som coronakrisen skaber for børnefamilier – et område, som kristendemokraterne traditionelt har domineret.

Kritik fra politiske modstandere

På det seneste har Annalena Baerbock imidlertid måttet notere sig ganske kraftig kritik. Hun skulle således ikke være ganske oprigtig i sit CV, og der har også været tale om manglende deklarering af visse indkomster.

Annalena Baerbock lancerede i midten af juni i Berlin sin bog ”Nu. Hvordan vi fornyer vores land” (Jetz. Wie wir unser Land erneuern) under stor medieopmærksomhed.

Kanslerkandidaten ville angiveligt med bogen vise, ”hvad der personligt driver hende som politiker, hvordan hun vil regere, og hvordan vi sammen evner fornyelsen”.

Anklager om plagiering

Siden er det blevet afsløret, at hun tilsyneladende har plagieret adskillige passager i bogen på 240 sider.

En østrigsk medieforsker, Stefan Weber, har på sin blog den 28. juni 2021 – https://plagiatsgutachten.com/blog/plagiatsvorwurf-gegenueber-annalena-baerbocks-buch-jetzt-wie-wir-unser-land-erneuern/ – hævdet at han har dokumentation for, at der er kopieret fra andres bøger og skrifter.

Avisen Bild har beredvilligt kolporteret anklagerne om at hele afsnit er afskrifter uden kildeangivelse, og sagen er grebet med kyshånd af De Grønnes modstandere.

Annalena Baerbock og De Grønne har afvist beskyldningerne og anklager Weber for hetz. Der er sågar blevet talt om nazi-lignende metoder.

Ikke desto mindre påvirker det meningsmålingerne, og De Grønne nærmer sig SPD, der senest har opnået tilslutning fra 15 pct.

Andre tilfælde af plagiering

Afskrift og snyd er ikke usædvanligt i Tyskland, navnlig blandt politikere, hvor universitetseksaminer og doktorgrader betyder meget. De sidste 20 år er en snes politikere og andre profiler blevet afsløret som kopister.

En forsvarsminister, en undervisningsminister og senest en familieminister har måttet træde tilbage. Den nuværende EU-kommissionsformand, Ursula von der Leyen, var også i farezonen.

Ursula von der Leyen

Den nuværende formand for EU-Kommissionen og tidligere tysk forsvarsminister, Ursula von der Leyen, har været beskyldt for, at hun har plagieret dele af sin lægevidenskabelige ph.d.-afhandling. Ifølge anklagerne viser mindst 27 ud af 62 sider i Ursula von der Leyens ph.d.-afhandling fra 1990 tegn på at være plagiat af andre videnskabelige kilder. Ursula von der Leyen blev imidlertid frikendt i marts 2016.

Forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg

I 2011 måtte den daværende forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg (CSU) træde tilbage, efter det kom frem, at hans ph.d.-afhandling for en stor del bestod af plagierede passager.

Uddannelsesminister Annette Schavan

I 2013 måtte CDU-politikeren Annette Schavan opgive sin post som uddannelsesminister, efter at hendes tidligere universitet annullerede hendes doktorgrad, fordi der var fundet plagierede passager i Schavans ph.d.-afhandling. 

Familieminister Franziska Giffey

Familieminister (Bundesministerin für Familie, Senioren, Frauen und Jugend) Franziska Giffey fra SPD, var i årevis udsat for beskyldninger om plagiering i hendes ph.d.-afhandling om europæisk politik. Angiveligt skulle der på 49 af afhandlingens 265 sider uden kildeangivelse være citater og afskrifter fra andre værker. I maj 2021 måtte hun træde tilbage som minister pga. sagen og i juni 2021 blev hun af Freie Universität i Berlin frataget sin doktorgrad.

Arbejdsminister Christine Aschbacjer (Østrig)

Østrigs arbejdsminister, Christine Aschbacher, er trådt tilbage efter beskyldninger om plagiering. Aschbacher skulle angiveligt have kopieret mindst en femtedel af sin doktorafhandling uden at angive kilder. Hun skulle ligeledes have skrevet en stor del af hendes diplomafhandling, “Drafting a Leadership Style for Innovative Companies”, fra andre forfattere og herunder have kopieret en artikel fra det engelsksprogede magasin, Forbes.

I regi af den økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, blev der torsdag den 1. juli 2021 mellem 130 lande indgået en banebrydende teknisk aftale om at øge selskabsskatteprovenuet med  henblik på finansiering af den økonomiske genopretning efter coronavirussen.

Gennembruddet i de langvarige forhandlinger i OECD om globale skatteforhold kom i stand efter at Biden-administrationen gjorde sig til talsmand for højere selskabsskatter.

Den amerikanske finansminister Janet Yellen, har betegnet landenes konkurrence om selskabsskatten som et globalt ”race to the bottom”, der har berøvet en række lande muligheden for et tiltrængt skatteprovenu – ikke mindst hvis skadevirkningerne af pandemien skal modvirkes.

Canada betegner aftalen som “a tremendous achievement”, Argentina kalder det “a historic moment” og USA mener at aftalen sender et klart signal om “ at the race to the bottom is one step closer to coming to an end”.

Svært at opnå fælles fodslag i EU

I EU har Kommissionen længe været fortaler for en skattereform og betegner aftalen et nødvendigt skridt “towards fairer taxation”.

Paris, Berlin, Madrid, Rom og andre EU-lande deltog torsdag aften i den kollektive fejring af aftalen.

Den danske regering har ikke deltaget i jubelen. Danmark har principielt støttet en international aftale på skatteområdet, men resultatet vil næppe give Danmark nettoindtægter – snarere tværtimod.

Mens alle de store lande i G7 og i G20 valgte at underskrive aftalen, har 9 lande valgt at stå uden for. Det er Kenya, Nigeria, Peru, Sri Lanka, Barbados, Saint Vincent og Grenadinerne samt de 3 EU-lande Irland, Ungarn og Estland.

Ungarn, Estland og Irland

Aftaleteksten er baseret på OECD-oplæggets 2 søjler med sigte på et fair internationalt skattesystem med forudsigelighed og sikkerhed. Den ene søjle er baseret på en delvis omrokering af beskatningsretten således at beskatning af overskud ikke alene er baseret på selskabets geografiske hjemsted. Efter en særlig formel, skal lande have mulighed for at få del i det overskud, som multinationale selskaber skaber på det enkelte marked. Det anslås, at mere end 100 mia. dollars på den måde vil blive omfordelt mellem landene.

Den anden søjle drejer sig om at etablere en global nedre grænse for selskabsskatten på 15 pct.  uanset hvor selskabets hjemsted er placeret. OECD har anslået, at der herved kan generes et ekstra skatteprovenu på 150 mia. dollars hvert år.

Ungarn, Estland og Irland har begrundet deres modstand på mod OECD-aftalen som den ser ud nu med at den favoriserer de store land. Landene ser deres attraktive selskabsskat som et væsentligt instrument I konkurrencen med større og stærkere økonomier.

Hvis et multinational selskab beslutter at etablere et datterselskab i f.eks. Ungarn for at drage fordel af den lave selskabsskat på 9 pct. giver aftaleteksten mulighed for at koncernens hjemland mulighed for at beskatte op til 6 pct. af overskuddet med henblik på at nå op til minimumskravet på 15 pct.

Estland, der har en selskabsskat på mellem 14 og 20 pct., men kun for udbetalt udbytte i form af dividende m.v., finder det helt urimeligt, at ifølge OECD-aftalen kan et selskabs hjemland pålægge et selskab en ekstraskat på forskellen – dvs. hvis Estland har pålagt et datterselskab mindre end 15 pct. i selskabsskat af fortjenesten i Estland.

Estland mener også, at der bør være en minimumsgrænse for det skattepligtige selskabs omsætning.

Beslutningen i Budapest, Tallinn og Dublin om at stå uden for aftalen skaber en vanskelig situation for EU-Kommissionen på mødet i G20 i næste uge i Venedig, hvor landenes finansministre og centralbankchefer mødes for officielt at fremme den aftalte OECD-tekst.

Så længe Estland, Ungarn og Irland blokerer for den nye globale selskabsskat, afskæres EU-Kommissionen fra at fremstå som fuldstændig ligestillet med deres store partnere i USA, UK og Canada.

EU-traktaten fastslår, at skatteforhold er medlemslandenes kompetence og hvis EU skal indgå i ændringer af internationale skatteaftaler, kræver det enstemmighed.

I øjeblikket er situationen den, at i Irland og Ungarn kan selskaber slippe med henholdsvis 12,5 pct. og 9 pct. i selskabsskat, mens selskaber med hovedkvarter i Belgien, Frankrig, Portugal og Tyskland skal betale mindst 29 pct. i selskabsskat.

EU-Kommissionen har meddelt, at uenigheden vil blive drøftet med de 3 lande med henblik på at nå til en fælles holdning i god tid inden OECD-taksten skal formaliseres til oktober.

Nye regler fra 2023

Det er meningen at de nye regler skal træde i kraft fra 2023 og kun gælde multinationale koncerner med en samlet omsætning på over 20 mia. dollars.

Det menes, at der samtidig mellem USA og Frankrig og andre lande er en forståelse om, at planlagt beskatning af selskaber som Netflix, Facebook o.a.  skrinlægges.

100-års jubilæet for stiftelsen af Det kinesiske kommunistparti, CCP, markeres i Kina i denne uge og kulminerer torsdag den 1. juli 2021 med ceremonier på Den Himmelske Freds Plads i Beijing.

Partiet blev stiftet ved et møde i Shanghai på adressen Xingye Lu 76. Huset står der endnu, og er i dag et museum for Partiets historie.

Den 23. juli 1921 afholdt CCP sin første kongres. Det skete på adressen 106 Rue Wantz i Shanghais franske kvarter. I kongressen deltog i alt 13 kinesiske delegerede – herunder en ung Mao Zedong, der repræsenterede omkring 50 partimedlemmer i alt.

Ud over de 13 kinesiske delegerede deltog en russer og en hollænder. Begge sendt til Kina for Komintern, det internationale netværk af kommunistiske partier etableret et par år forinden i Moskva for at lede og koordinere kommunistiske bevægelser i andre lande.

CCP med 92 mio. medlemmer kontrollerer 1,4 mia. mennesker i Kina

Det kinesiske kommunistparti tæller i dag 92 millioner medlemmer og sidder tungt på magten i verdens folkerigeste land med 1,4 mia. indbyggere og andenstørste økonomi. Kina er samtidig verdens 4. største land målt efter areal med 9.598.093 km² (inkl. Hongkong og Macao) og mindre end Rusland, Canada og USA (9.629.091 km²).

Kina er en totalitær et-parti stat, men samtidig indgår der faktisk officielt også 8 mindre partier sammen med CCP i en United Front, der styres og kontrolleres af CCP.

Ikke alle kan blive medlem af CCP. Vejen til partimedlemskab tager år og kvalitetssikringen af partiets medlemsskare betyder, at færre bliver givet fuldt partimedlemskab. Omkring en ud af tyve ansøgere bliver optaget. Seneste opgørelse fra 2019 viste, at det lykkedes for 1,3 millioner det år. Deres vej op igennem partipyramidens hierarkiske lag er lang – pladserne i de ledende organer i Beijing er forbeholdt nogle få hundrede særligt udvalgte.

At andre partier end CCP er tilladt, betyder dog ikke, at der i Kina er demokrati. Politiske aktiviteter er kun tilladt, hvis de er i overensstemmelse med kommunistpartiets interesser – parti og stat kan simpelthen ikke adskilles i Kina.

Xi Jinping er både partisekretær og præsident for Folkerepublikken. Hver provins har både en guvernør og en partisekretær, hver landsby en landsbyleder og en partiboss. Og hele vejen ned igennem systemet har partiet førsterang. Det gælder også i statsejede selskaber, uddannelsesinstitutioner, medier og andre offentlige myndigheder. Folkets Befrielseshær hører under partiet og ikke staten – også her er Xi Jinping øverstbefalende.

I praksis er kommunistpartiet involveret i alt. Ved lokalvalg i de laveste lag i samfundet, i en landsby, et kollektivt landbrug osv., vælges lederen ved en demokratisk afstemning, men det er i realiteten kun medlemmer af CCP, som har stemmeret.

Tilsvarende er det så, led efter led opad. De valgte fra landsbyer og distrikter stemmer for ledelsen af byen eller amtet, og derefter provinsen osv. Og til sidst er det så Partiets politbureau, som vælger medlemmerne af Det Stående Udvalg, som så vælger Partiets ledelse. Ledelsen består i dag af 7 personer, alle mænd, og de har selv valgt Partisekretæren, nu Xi Jinping, som så også er Kinas præsident.

Formanden for det hele

Xi Jinping er i besiddelse af de tre vigtigste titler i Kinas politiske system. Han er på en og samme tid generalsekretær for Kinas Kommunistiske Parti, præsident for Folkerepublikken Kina og formand for Den Centrale Militærkommission. Intet står over kommunistpartiet i Kina og titlen som generalsekretær er den mest magtfulde. Derudover har Xi sat sig selv i spidsen for en række af de magtfulde komiteer, der i regi af partiet sætter politiske målsætninger inden for alt fra nationale sikkerhedsspørgsmål til økonomiske reformer.

”Den kinesiske Drøm” – verdensherredømme!

100-årsjubilæets hovedbegivenhed er en tale af præsident Xi Jinping, som siden sin indsættelse i 2013 konstant har strammet kommunistpartiets kontrol med landets 1,4 milliard indbyggere.

Xi Jinping fremlagde på partikongressen i 2017 partiets plan for den fremtidige udvikling af Kina. Planen, der har overskriften ”Den kinesiske Drøm”, er i realiteten kommunistpartiets strategi for intet mindre end et kinesisk verdensherredømme. Planen havde to vigtige måldatoer. Nemlig partiets jubilæum i 2021 og i 2049, hundrede års jubilæet for Folkerepublikken Kina.

På kortere sigt fremgår det af ”Made in China 2025”-strategien, at det erklærede mål er, at Kina allerede om få år skal være den dominerende globale aktør inden for 10 strategiske industrier. Inden 2030 vil de overhale USA som verdens største økonomi, lyder vurderingen fra flere eksperter ifølge Bloomberg.

”Belt and Road Initiative”

Som led i målsætningen om verdensherredømmet har CCP igangsat det grandiose handels- og udenrigspolitiske projekt – ”Belt and Road Initiative”, eller “Den nye Silkevej”, hvor Kina i de kommende år vil bruge 9500 milliarder kroner på at skabe en transportkorridor med et omfattende netværk af moderne jernbanenet og infrastruktur fra Asien til Europa, som vil passere igennem så mange lande, der ikke har adgang til havet, og som derfor vil blive økonomisk afhængige af Kina.

Silkevejsprojektet bliver ofte fremstillet som et infrastrukturprojekt i kinesiske nabolande, men det er meget mere end det: Ifølge kinesiske statsmedier har Kina allerede indgået samarbejdsaftaler med omkring 130 lande og investeret mere end 600 milliarder kroner i tusindvis af projekter.

Silkevejen består af fem dele, hvoraf investeringer i infrastruktur blot udgør den ene. De andre tæller politisk koordinering, handel, finansiel integration og mellemfolkelig udveksling.

I forlængelse af investeringer, billige lån og udviklingsbistand følger handelsaftaler, fælles industrielle standarder for transport, energi og digitale netværk, sikkerhedssamarbejde om teknologi og overvågning, studiestipendier og akademiske udvekslinger, medietræning og meget mere.

Samlet er Silkevejen udtryk for kommunistpartiets vision om, at hovedparten af verdens lande bliver knyttet tættere til og mere afhængige af Kina end i dag.

Silkevejen splitter EU

I 2015 var Ungarn det første EU-land, der underskrev en rammeaftale med Kina, som koblede landet til infrastrukturprojektet. Siden har samtlige af EU’s østeuropæiske medlemmer underskrevet en lignende aftale med Kina. I Sydeuropa har Grækenland, Portugal og Italien fulgt trop.

Det var i virkeligheden først da Italien, som den hidtil største europæiske økonomi, blåstemplede det kinesiske silkevejsprojekt, at nogle i Europa vågnede op.

Italiens tilslutning blev i Beijing fremhævet som en mulighed for at føre silkevejsplanerne helt ind ”i hjertet” af Europa, men både i Washington og Bruxelles gav det anledning til uro.

USA mere end antydede over for den italienske regering, at Rom underløb sine allierede ved at gøre sig til en del af Silkevejen, som ifølge amerikanerne både har som mål at styrke Kinas politiske, økonomiske og militære indflydelse.

I Bruxelles var man bekymrede for, at det italienske træk var med til at øge allerede dybe uenigheder blandt EU-lande om, hvordan man skal håndtere det fremadbrusende Kina.

Voksende EU-frustration

EU’s frustration over Kina er vokset betydeligt – især over landets aggressive, stærkt centraliserede industristrategi med opkøb af europæiske virksomheder inden for nøgleindustrier, mens det kinesiske marked fortsat er relativt lukket land. Og over landets manglende reformer, unfair handelspolitik, industrispionage og over Kinas voksende politiske og økonomiske indflydelse i Europa.

EU-Kommissionen beskriver Kina som en ”systemisk rival”, der ”promoverer en alternativ styreform” – et signal om, at europæiske nationer ikke længere ser på Kina som en venligsindet partner. Og samtidig har Kommissionen anklaget Beijing for unfair behandling af europæiske virksomheder og for desuden at føre en investeringsstrategi, som underminerer retsstatsprincipper.

Desuden har EU ytret bekymring vedrørende silkevejsprojekter, der er blevet beskrevet som gældsfælder, og hvor der har været manglende respekt for arbejderes rettigheder, det har haltet med miljøhensyn, og projekterne har i det hele taget manglet transparens.

Men det er især en kritik, der bliver båret frem af de EU-lande, der ikke er med i silkevejsprojektet. Man hører ikke den samme kritik fra de lande, der er sprunget om bord på det kinesiske projekt.

Udviklingen i Kina

Indtil for nylig var Kina handikappet af, at det kun var de øst- og sydkinesiske byer, som nød godt af velstanden og fordelene ved globaliseringen. Mens der i Shanghai og andre østkystbyer er skabt millionærer og endog milliardærer, var det centrale og vestlige Kina var meget tilbagestående og uden vækst.

Den situation er nu vendt.

Central- og Vestkina oplever nu, at urbaniseringen og massive investeringer i infrastruktur, herunder i forbindelse med det ambitiøse ”Belt and Road Initiative”, sætter gang i den økonomiske vækst.

”Belt and Road Initiative” betyder, at de fleste kinesiske investeringer i motorveje, jernbaner og skibsruter går vest ud af Kina mod Europa, Afrika m.v. Det er meget hurtigere at eksportere og importere med landeveje og jernbaner fra Centralkina end fra Østkysten med skib til Europa, Centralasien, Mellemøsten og Afrika.

Den store vækst, som mærkes i hele landet, har allerede løftet millioner ud af fattigdom, og den kinesiske befolkning forekommer i det store hele godt tilfredse med kommunistpartiets ledelse af landet.

Kinas politiske indflydelse

Kinas rundhåndede investeringer i fattige asiatiske lande – og i hele Afrika – med anlæg af jernbaner, havne, lufthavne, og med stærkt øget samhandel, hvor Kina importerer i store mængder, meget fra kinesiske virksomheder i Afrika og andre steder har styrket Kina i forhold til andre magter, herunder USA.

Det er Partiets strategi, som sikrer, at Kina kan få hvad som helst igennem i internationale organisationer som fx FN. Tilsvarende kan en resolution eller beslutning rettet mod Kina ikke stemmes igennem, selv om Kina kun har én stemme. De mange lande, som er afhængige af Kina – herunder som nævnt en række europæiske lande – skal nok vide, hvordan Kina ønsker, at de skal stemme.

Danmarks tætte forhold til Kina

Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad er præget af fedteri og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked.

Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Danmark indgik i 2008 et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) med Kina. Det udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet.

Med afsæt i det omfattende Strategiske Partnerskab lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram (China-Denmark Joint Work Programme 2017-2020) for myndighedssamarbejdet. Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina her. 

Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder.

Den næste fase af arbejdsprogrammet skulle oprindeligt have været lanceret i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark, men er blevet forsinket.

Andre ser mere klart

Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.

Xi Jinping på Den Himmelske Freds Plads

I sin tale på Tiananmen Square – Den Himmelske Freds Plads – i Beijing, hvor 70.000 var samlet til en nøje koreograferet ceremoni, sagde præsident Xi Jinping, at Kina aldrig ville acceptere udefra kommende “skinhellige belæringer”, og at Kina aldrig igen ville finde sig i at blive ”mobbet, undertrykt eller underkuet”. Enhver, der forsøger “vil blive mødt af stålvæg smedet af 1,4 milliarder mennesker”.

Xi erklærede også, at CCP havde nået målsætningen om at opbygge et “moderately prosperous society in all respects”, og han erklærede, at absolut fattigdom var udryddet i Kina.

Uden kommunistpartiet ville der ikke have været et nyt Kina, og “The Chinese people are not only good at destroying an old world, but also good at building a new world. Only socialism can save China, and only socialism with Chinese characteristics can develop China.”

Under ceremonien på Tiananmen Square blev 56 kanoner – der repræsenterede de 56 forskellige etniske grupper i Kina – affyret 100 gange.

Danmarks Nationalbank har den 30. juni 2021 offentliggjort en statistik, der viser, at danskernes finansielle nettoformue er størst i EU.

Danske husholdningers finansielle nettoformue var 6.453 mia. kr. ved udgangen af 2020. Den finansielle nettoformue er forskellen på husholdningernes finansielle aktiver (f.eks. pension og indlån) og passiver (gæld).

Den finansielle nettoformue er faktisk på 1,3 mio. kr. pr. dansker.

I EU placerer det aktuelt gennemsnitsdanskerens finansielle nettoformue på en førsteplads, efterfulgt af Holland, Sverige, Luxembourg og Belgien. EU-gennemsnittet er ca. 450 tusinde kr.

Nationalbanken påpeger samtidig, at danskernes gæld er stor i en international sammenhæng. Det burde give anledning til bekymring i Nationalbanken, men banken er beroliget af, at omkring 86 pct. af danskernes gæld er bank- og realkreditgæld med pant i fast ejendom. Dermed modsvares danskernes gæld i høj grad af værdien af boligformuen, som ikke indgår i den finansielle formue.

De beroligende tilkendegivelser passer slet ikke med den bekymring over gældsætning og boligbobler, som Nationalbanken i andre sammenhænge giver udtryk for.

Realiteten er, at mange danskere er i en utrolig sårbar position. Problemet er at nettoformuen på 1,3 mio. kr. kun eksisterer på papiret. Den del af formuen, der udgøres af pensioner og fast ejendom er ikke likvid, og samtidig har de fleste husholdninger verdensrekord i bruttogæld – typisk 3 gange den årlige disponible indkomst!

Det betyder, at mange danskere selv med en på papiret betydelig nettoformue i en situation, hvor boligmarkedet er vendt og renten stigende, kun har begrænsede muligheder for at mobilisere den nødvendige likviditet til at imødegå en trangssituation som følge af sygdom, arbejdsløshed, skilsmisse m.v.