Burde vi alle fejre Kinas kommunistiske parti og dets resultater?

Xi Jinping

100-års jubilæet for stiftelsen af Det kinesiske kommunistparti, CCP, markeres i Kina i denne uge og kulminerer torsdag den 1. juli 2021 med ceremonier på Den Himmelske Freds Plads i Beijing.

Partiet blev stiftet ved et møde i Shanghai på adressen Xingye Lu 76. Huset står der endnu, og er i dag et museum for Partiets historie.

Den 23. juli 1921 afholdt CCP sin første kongres. Det skete på adressen 106 Rue Wantz i Shanghais franske kvarter. I kongressen deltog i alt 13 kinesiske delegerede – herunder en ung Mao Zedong, der repræsenterede omkring 50 partimedlemmer i alt.

Ud over de 13 kinesiske delegerede deltog en russer og en hollænder. Begge sendt til Kina for Komintern, det internationale netværk af kommunistiske partier etableret et par år forinden i Moskva for at lede og koordinere kommunistiske bevægelser i andre lande.

CCP med 92 mio. medlemmer kontrollerer 1,4 mia. mennesker i Kina

Det kinesiske kommunistparti tæller i dag 92 millioner medlemmer og sidder tungt på magten i verdens folkerigeste land med 1,4 mia. indbyggere og andenstørste økonomi. Kina er samtidig verdens 4. største land målt efter areal med 9.598.093 km² (inkl. Hongkong og Macao) og mindre end Rusland, Canada og USA (9.629.091 km²).

Kina er en totalitær et-parti stat, men samtidig indgår der faktisk officielt også 8 mindre partier sammen med CCP i en United Front, der styres og kontrolleres af CCP.

Ikke alle kan blive medlem af CCP. Vejen til partimedlemskab tager år og kvalitetssikringen af partiets medlemsskare betyder, at færre bliver givet fuldt partimedlemskab. Omkring en ud af tyve ansøgere bliver optaget. Seneste opgørelse fra 2019 viste, at det lykkedes for 1,3 millioner det år. Deres vej op igennem partipyramidens hierarkiske lag er lang – pladserne i de ledende organer i Beijing er forbeholdt nogle få hundrede særligt udvalgte.

At andre partier end CCP er tilladt, betyder dog ikke, at der i Kina er demokrati. Politiske aktiviteter er kun tilladt, hvis de er i overensstemmelse med kommunistpartiets interesser – parti og stat kan simpelthen ikke adskilles i Kina.

Xi Jinping er både partisekretær og præsident for Folkerepublikken. Hver provins har både en guvernør og en partisekretær, hver landsby en landsbyleder og en partiboss. Og hele vejen ned igennem systemet har partiet førsterang. Det gælder også i statsejede selskaber, uddannelsesinstitutioner, medier og andre offentlige myndigheder. Folkets Befrielseshær hører under partiet og ikke staten – også her er Xi Jinping øverstbefalende.

I praksis er kommunistpartiet involveret i alt. Ved lokalvalg i de laveste lag i samfundet, i en landsby, et kollektivt landbrug osv., vælges lederen ved en demokratisk afstemning, men det er i realiteten kun medlemmer af CCP, som har stemmeret.

Tilsvarende er det så, led efter led opad. De valgte fra landsbyer og distrikter stemmer for ledelsen af byen eller amtet, og derefter provinsen osv. Og til sidst er det så Partiets politbureau, som vælger medlemmerne af Det Stående Udvalg, som så vælger Partiets ledelse. Ledelsen består i dag af 7 personer, alle mænd, og de har selv valgt Partisekretæren, nu Xi Jinping, som så også er Kinas præsident.

Formanden for det hele

Xi Jinping er i besiddelse af de tre vigtigste titler i Kinas politiske system. Han er på en og samme tid generalsekretær for Kinas Kommunistiske Parti, præsident for Folkerepublikken Kina og formand for Den Centrale Militærkommission. Intet står over kommunistpartiet i Kina og titlen som generalsekretær er den mest magtfulde. Derudover har Xi sat sig selv i spidsen for en række af de magtfulde komiteer, der i regi af partiet sætter politiske målsætninger inden for alt fra nationale sikkerhedsspørgsmål til økonomiske reformer.

”Den kinesiske Drøm” – verdensherredømme!

100-årsjubilæets hovedbegivenhed er en tale af præsident Xi Jinping, som siden sin indsættelse i 2013 konstant har strammet kommunistpartiets kontrol med landets 1,4 milliard indbyggere.

Xi Jinping fremlagde på partikongressen i 2017 partiets plan for den fremtidige udvikling af Kina. Planen, der har overskriften ”Den kinesiske Drøm”, er i realiteten kommunistpartiets strategi for intet mindre end et kinesisk verdensherredømme. Planen havde to vigtige måldatoer. Nemlig partiets jubilæum i 2021 og i 2049, hundrede års jubilæet for Folkerepublikken Kina.

På kortere sigt fremgår det af ”Made in China 2025”-strategien, at det erklærede mål er, at Kina allerede om få år skal være den dominerende globale aktør inden for 10 strategiske industrier. Inden 2030 vil de overhale USA som verdens største økonomi, lyder vurderingen fra flere eksperter ifølge Bloomberg.

”Belt and Road Initiative”

Som led i målsætningen om verdensherredømmet har CCP igangsat det grandiose handels- og udenrigspolitiske projekt – ”Belt and Road Initiative”, eller “Den nye Silkevej”, hvor Kina i de kommende år vil bruge 9500 milliarder kroner på at skabe en transportkorridor med et omfattende netværk af moderne jernbanenet og infrastruktur fra Asien til Europa, som vil passere igennem så mange lande, der ikke har adgang til havet, og som derfor vil blive økonomisk afhængige af Kina.

Silkevejsprojektet bliver ofte fremstillet som et infrastrukturprojekt i kinesiske nabolande, men det er meget mere end det: Ifølge kinesiske statsmedier har Kina allerede indgået samarbejdsaftaler med omkring 130 lande og investeret mere end 600 milliarder kroner i tusindvis af projekter.

Silkevejen består af fem dele, hvoraf investeringer i infrastruktur blot udgør den ene. De andre tæller politisk koordinering, handel, finansiel integration og mellemfolkelig udveksling.

I forlængelse af investeringer, billige lån og udviklingsbistand følger handelsaftaler, fælles industrielle standarder for transport, energi og digitale netværk, sikkerhedssamarbejde om teknologi og overvågning, studiestipendier og akademiske udvekslinger, medietræning og meget mere.

Samlet er Silkevejen udtryk for kommunistpartiets vision om, at hovedparten af verdens lande bliver knyttet tættere til og mere afhængige af Kina end i dag.

Silkevejen splitter EU

I 2015 var Ungarn det første EU-land, der underskrev en rammeaftale med Kina, som koblede landet til infrastrukturprojektet. Siden har samtlige af EU’s østeuropæiske medlemmer underskrevet en lignende aftale med Kina. I Sydeuropa har Grækenland, Portugal og Italien fulgt trop.

Det var i virkeligheden først da Italien, som den hidtil største europæiske økonomi, blåstemplede det kinesiske silkevejsprojekt, at nogle i Europa vågnede op.

Italiens tilslutning blev i Beijing fremhævet som en mulighed for at føre silkevejsplanerne helt ind ”i hjertet” af Europa, men både i Washington og Bruxelles gav det anledning til uro.

USA mere end antydede over for den italienske regering, at Rom underløb sine allierede ved at gøre sig til en del af Silkevejen, som ifølge amerikanerne både har som mål at styrke Kinas politiske, økonomiske og militære indflydelse.

I Bruxelles var man bekymrede for, at det italienske træk var med til at øge allerede dybe uenigheder blandt EU-lande om, hvordan man skal håndtere det fremadbrusende Kina.

Voksende EU-frustration

EU’s frustration over Kina er vokset betydeligt – især over landets aggressive, stærkt centraliserede industristrategi med opkøb af europæiske virksomheder inden for nøgleindustrier, mens det kinesiske marked fortsat er relativt lukket land. Og over landets manglende reformer, unfair handelspolitik, industrispionage og over Kinas voksende politiske og økonomiske indflydelse i Europa.

EU-Kommissionen beskriver Kina som en ”systemisk rival”, der ”promoverer en alternativ styreform” – et signal om, at europæiske nationer ikke længere ser på Kina som en venligsindet partner. Og samtidig har Kommissionen anklaget Beijing for unfair behandling af europæiske virksomheder og for desuden at føre en investeringsstrategi, som underminerer retsstatsprincipper.

Desuden har EU ytret bekymring vedrørende silkevejsprojekter, der er blevet beskrevet som gældsfælder, og hvor der har været manglende respekt for arbejderes rettigheder, det har haltet med miljøhensyn, og projekterne har i det hele taget manglet transparens.

Men det er især en kritik, der bliver båret frem af de EU-lande, der ikke er med i silkevejsprojektet. Man hører ikke den samme kritik fra de lande, der er sprunget om bord på det kinesiske projekt.

Udviklingen i Kina

Indtil for nylig var Kina handikappet af, at det kun var de øst- og sydkinesiske byer, som nød godt af velstanden og fordelene ved globaliseringen. Mens der i Shanghai og andre østkystbyer er skabt millionærer og endog milliardærer, var det centrale og vestlige Kina var meget tilbagestående og uden vækst.

Den situation er nu vendt.

Central- og Vestkina oplever nu, at urbaniseringen og massive investeringer i infrastruktur, herunder i forbindelse med det ambitiøse ”Belt and Road Initiative”, sætter gang i den økonomiske vækst.

”Belt and Road Initiative” betyder, at de fleste kinesiske investeringer i motorveje, jernbaner og skibsruter går vest ud af Kina mod Europa, Afrika m.v. Det er meget hurtigere at eksportere og importere med landeveje og jernbaner fra Centralkina end fra Østkysten med skib til Europa, Centralasien, Mellemøsten og Afrika.

Den store vækst, som mærkes i hele landet, har allerede løftet millioner ud af fattigdom, og den kinesiske befolkning forekommer i det store hele godt tilfredse med kommunistpartiets ledelse af landet.

Kinas politiske indflydelse

Kinas rundhåndede investeringer i fattige asiatiske lande – og i hele Afrika – med anlæg af jernbaner, havne, lufthavne, og med stærkt øget samhandel, hvor Kina importerer i store mængder, meget fra kinesiske virksomheder i Afrika og andre steder har styrket Kina i forhold til andre magter, herunder USA.

Det er Partiets strategi, som sikrer, at Kina kan få hvad som helst igennem i internationale organisationer som fx FN. Tilsvarende kan en resolution eller beslutning rettet mod Kina ikke stemmes igennem, selv om Kina kun har én stemme. De mange lande, som er afhængige af Kina – herunder som nævnt en række europæiske lande – skal nok vide, hvordan Kina ønsker, at de skal stemme.

Danmarks tætte forhold til Kina

Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad er præget af fedteri og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked.

Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Danmark indgik i 2008 et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) med Kina. Det udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet.

Med afsæt i det omfattende Strategiske Partnerskab lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram (China-Denmark Joint Work Programme 2017-2020) for myndighedssamarbejdet. Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina her

Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder.

Den næste fase af arbejdsprogrammet skulle oprindeligt have været lanceret i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark, men er blevet forsinket.

Andre ser mere klart

Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.

Xi Jinping på Den Himmelske Freds Plads

I sin tale på Tiananmen Square – Den Himmelske Freds Plads – i Beijing, hvor 70.000 var samlet til en nøje koreograferet ceremoni, sagde præsident Xi Jinping, at Kina aldrig ville acceptere udefra kommende “skinhellige belæringer”, og at Kina aldrig igen ville finde sig i at blive ”mobbet, undertrykt eller underkuet”. Enhver, der forsøger “vil blive mødt af stålvæg smedet af 1,4 milliarder mennesker”.

Xi erklærede også, at CCP havde nået målsætningen om at opbygge et “moderately prosperous society in all respects”, og han erklærede, at absolut fattigdom var udryddet i Kina.

Uden kommunistpartiet ville der ikke have været et nyt Kina, og “The Chinese people are not only good at destroying an old world, but also good at building a new world. Only socialism can save China, and only socialism with Chinese characteristics can develop China.”

Under ceremonien på Tiananmen Square blev 56 kanoner – der repræsenterede de 56 forskellige etniske grupper i Kina – affyret 100 gange.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s