De lokale myndigheder i delstaten Brandenburg oplyser den 16. juli 2021 i en pressemeddelelse, at der nu er registreret tilfælde af svinepest, ASF, i Tyskland.

To besætninger med tamme svin er indtil videre blevet ramt af den frygtede svinepest. De to besætninger, hvor den ene er på et økologisk landbrug med 200 svin og den anden er et fritidsbrug med kun 2 svin, ligger i Spree-Neiße og Märkisch Oderland i det østlige Tyskland.

Hidtil har de tyske myndigheder kun konstateret smitte med sygdommen hos vildsvin. Der er foreløbigt konstateret 1.267 tilfælde i Brandenburg-området, der grænser op til Polen, hvor afrikansk svinepest er udbredt.

Der er etableret hegn langs den polske grænse og jagten på vildsvin er intensiveret.

Kina og andre asiatiske lande indførte importforbud mod tysk svinekød, da de første tilfælde af ASF blev opdaget i september 2020.

Regionaliseringsprincippet betyder, at Tyskland fortsat har kunnet eksportere svinekød til andre EU-lande, mens det asiatiske Importforbud har betydet, at svineeksporten fra andre EU-producenter, herunder Spanien og Danmark, til Asien er steget.

Afrikansk Svinepest, ASF

Afrikansk svinepest er et virus, som myndigheder verden holder skarpt øje med. Det skyldes, at det har en høj dødelighed blandt svin.

Siden august 2018 har der været rapporter om en massiv forekomst af sygdommen i Kina. Moldova, Rusland og Ukraine rapporterer også fortsat tilfælde af ASF. I 2019 udslettede ASF omkring 120 millioner svin i Kina, mere end en tredjedel af landets svinebestand.

Herhjemme er der endnu ikke konstateret afrikansk svinepest blandt danske svinebesætninger.

Myndighederne har også været meget opmærksomme på at holde virusset ude af landet. Især efter de første tilfælde i Tyskland blev konstateret sidste år.

Fødevarestyrelsen har vurderet, at et enkelt tilfælde af afrikansk svinepest kan risikere at koste milliarder i tabt eksport, hvis der på grund af smitte pludselig ikke kan sælges svin til udlandet.

Frygt for svinepest er også årsag til, at der langs den dansk-tyske grænse er blevet opført et vildsvinehegn.

Fra flere sider har der været kritik af hegnet. Prisen for hegnet på omkring 80 mio. kr. svarer imidlertid til blot én dags dansk eksport af svinekød.

Lars Løkke Rasmussen har søndag den 1. august 2021 igen optrådt på Facebook-siden ”Det Politiske Mødested” og bekræftet, at vi står overfor en mand, der arbejder benhårdt for at varetage sine egne interesser.

Lars Løkke Rasmussen har efterhånden fået samme status som svindleren fra Köpenick, der i 1906 lykkedes med at beslæglægge kommunekassen i den østpreussiske by, Köpenick.

I ”Den Danske Valgundersøgelse”, som er blevet offentliggjort i valgbogen ”Klimavalget”, postulerer professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet og Rune Stubager fra Aarhus Universitet at ved valget i 2019 var det hos de borgerlige partier Venstre og dets formand Lars Løkke Rasmussen, som havde gavn af, at vælgerne flyttede sig rundt. Ved folketingsvalget i 2015 blev Løkke straffet af partiets tidligere vælgere, men i 2019 var hans popularitet blevet genoprettet, og de vendte hjem.

“Grunden til, at de forlod Venstre i 2015, var for manges vedkommende på grund af Løkke. De opfattede ham som utroværdig efter de skandaler, der var med flyrejser og underbukser,” siger Kasper Møller Hansen og tilføjer:

“Det, vi så ved 2019-valget, var, at hans troværdighed igen var oppe på samme niveau som 2011-valget. Det gjorde, at mange vælgere vendte hjem igen efter et kort besøg hos de to andre partier”.

Lars Løkke Rasmussens hundekunster – eller når man ikke kan få en betroet post!

Lars Løkke Rasmussen deler øjensynligt professorernes vurdering af 2019-valget. I hvert fald har Lars Løkke Rasmussen efter relegeringen fra Venstre etableret ”et mødested”, der angiveligt skal blive et nyt politisk parti. Ifølge Løkke er der omkring 15.000 medlemmer af det nye netværk, der har fået navnet ”De Moderate”.

Det nye parti skal være ”en fornuftig, pragmatisk og udogmatisk stemme i den politiske debat, der kan skabe fremdrift og forandringer i et krydsfelt mellem en ’blå blok’, der martres af værdipolitikken og en ’rød blok’, der hænger fast i et fortidigt syn på individ og stat”.

Javel, men er det noget, Lars Løkke Rasmussen kan levere?

Den lille svindler fra Græsted

Vi kender Lars Løkke som en upålidelig svindler, der er alt andet end ”moderat”. Medierne har for længst afdækket Løkkes mangel på mådehold, hans notoriske privatøkonomiske rod, fiflerierne med bilag, forbindelsen til kvotekonger og boligspekulanter og en i det hele taget en moralsk habitus, der burde forbyde offentlige hverv og enhver omgang med offentlige midler eller andre folks penge.

Lars Løkke Rasmussen er således blottet for klassisk borgerlig samfundsmoral, men hans politiske virke har heller ikke afsat bevaringsværdige aftryk – tværtimod er hans politiske karriere brolagt med monumentale fiaskoer.

Lars Løkke Rasmussen har et væsentligt ansvar for at landsbysamfundene blev smadret af kommunalreformer og svælget mellem København og udkantsdanmark opstod. For politireformen og retskredsreformen, der tvinger kommuner til at oprette egne vagtkorps. For at skolerne blev ødelagt af folkeskole- og gymnasiereformen. For at universiteterne drænet og udsultet af taxametre og forskningsfaktura. For at arbejdsløse blevet endnu mere fornedret af rettidighedskrav i jobcentrene. Og for at skattesystemet blev ødelagt.

Henrik Gade Jensen har i Weekendavisen om Lars Løkke Rasmussen sagt: ”Hans strukturreformer har ødelagt det borgerlige Danmark. Hvis han havde været kirkeminister, havde han nok jævnet alle landsbykirkerne med jorden, så vi kunne nøjes med domkirkerne”.

Kort før Lars Løkke Rasmussen blev vist til døren i 2019, præsenterede han en ny reform – denne gang af Sundhedsvæsenet. Reformen havde ingen opbakning – end ikke i Venstre, og vi har ikke siden hørt et ord om dette han seneste bidrag til ”new public management”.

Ingen udsigt til at han vil kunne levere på de fine løfter

Der er således ingen som helst udsigt til at Lars Løkke Rasmussen vil kunne levere svar på de udfordringer vi står overfor. Vil Løkke fjerne gøgl og tværfaglighed i skolen? Vil Løkke kunne sikre, at forbrydere ender i fængsel – og bliver der? Vil Løkke være parat til en konsekvent udlændingepolitik, der smider udviste og kriminelle udlændinge ud og opsiger de konventioner, der forhindrer politik i national interesse? Vil Løkke fjerne ulandsbistand til Kina og terrororganisationer? Vil Løkke fjerne tilskuddene til alle de venstreorienterede NGOer, der dominerer debatten indenfor social-, sundheds-, undervisnings-, klima- og miljøområderne. Vil Løkke lukke gakkede centre for identitetspolitik på universitetet, rydde op på RUC og Kunstakademiet, og gøre op med den kvælende woke- og cancelkultur, der tilsidesætter merit? Vil Løkke ophæve de i 2013 indførte indskrænkninger om lov om offentlighed i forvaltningen? Ville Løkke have håndteret Coronaepidemien anderledes end Mette Frederiksen?

På trods af både sang og dans, lykkedes det ikke Lars Løkke Rasmussen at komme i betragtning ved den seneste fordeling af poster i EU. Danmarks halvhjertede EU-medlemskab og hans egen track-record stod i vejen. På det personlige plan var COP15 udslagsgivende for, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen heller aldrig kommer i betragtning til en betydningsfuld international toppost uden for EU. Løkke Rasmussens senere performance i GGGI bekræftede for mange det negative indtryk, de havde fået i de sene nattetimer i Bella Centeret i 2009.

Ifølge venstremanden Lars Krarup er årsagen til, at Lars Løkke Rasmussen klynger sig til politik, alene fordi ingen tør betro ham en lederstilling i erhvervslivet.

Søren Pind har i en kommentar i Berlingske Tidende sagt:

”Gamle ven, det her projekt handler kun om dig. Din forfængelighed. Og din vrede over det, der er overgået dig. Men det har du selv et medansvar for. Jeg er ikke moralist. Men dit rod … Som vi igennem årene er andre, der har måttet kaste os ud foran bussen for at samle op”.

Dagbladet Information har ligeledes peget på Lars Løkke Rasmussens personlige motiver:

”Det handler ikke om at redde dansk politik, men om at redde ham selv”.

Den seneste tid har det i øvrigt ikke skortet på at også andre prominente medlemmer af Venstre, lader forstå, at Lars Løkke Rasmussen – for at bruge tidligere udenrigsminister Mogens Lykketofts berømte/berygtede ord – i virkeligheden er en “lille svindler.”

Tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen kaldte Lars Løkke Rasmussen for en “bitter og hævngerrig” mand.

Og senest beskylder Hernings borgmester, Lars Krarup (V), i en endnu ikke udkommet bog Lars Løkke Rasmussen for at være løbet fra et løfte om at gå af som formand efter folketingsvalget i 2019. Hvilket Lars Løkke Rasmussen som bekendt ikke gjorde. Eller i hvert fald ikke før han blev tvunget til det.

Imens kan vi følge Lars Løkkes hektiske hundekunster på reality-tv, i klummer i B.T., på webinarer, i foredrag og i nye bøger.

I 2022 vil der i Californien i USA ifølge National Pork Producers Council træde nye dyrevelfærdsregler i kraft.

De nye dyrevelfærdslove i Californien – det såkaldte Proposition 12, der er indeholdt i “Farm Animal Confinement Proposition”, blev allerede i 2018 vedtaget ved en folkeafstemning i delstaten.

Californiens fødevaremyndigheder – Department of Food and Agriculture – har endnu ikke færdiggjort de detaljerede regler, henholder sig til at de generelle pladsregler for svin, æglæggende høns og fedekalve har været kendt længe.

For svin betyder reglerne, at arealkravet øges fra et gennemsnit på 13 til 16 kvadratfod til mindst 24 kvadratfod pr. dyr.

Amerikanske producenter af kalvekød og æg er optimistiske med hensyn til at de kan imødekomme de nye standarder, men i øjeblikket lever kun omkring 4 pct. af svineproducenterne op til de nye pladskrav.

Reglerne er udformet sådan, at det bliver forbudt at sælge svinekød, kalvekød og æg fra produktion, der ikke lever op til pladskravene.

Californien efterspørger omkring 15 pct. af den totale svinekødsproduktion i USA, men producerer kun en mindre del mens resten importeres, især fra Iowa, der tegner sig for omkring 33 pct. af den totale svineproduktion i USA.

Pladskravene vil betyde højere produktionsomkostninger, og North Carolina State University har vurderet at omkostningerne vil blive øget med 15 pct. pr. dyr på et svinebrug med 1000 avlssvin.

Hvis landmændene ikke har råd til at udvide deres faciliteter, kan der opstå mangel på svinekød i Californien. Omvendt vil prisen på svinekød stige i hele USA, hvis producenterne indstiller sig på de nye krav i Californien – svineproducenterne bliver enten nødt til at ændre, hvordan de opdrætter, eller gå glip af at sælge kød til et større marked.

Hvis halvdelen af svinekødsudbuddet i Californien faldt bort, har modstandere af pladskravene beregnet, at baconpriserne ville stige med 60 pct.

North American Meat Institute har ikke fået medhold ved domstolene i sager anlagt mod de nye krav, og Californiens statsadvokat, har kaldt afgørelsen ”en sejr, der sikrer, at de fødevarer forbrugerne spiser kommer fra dyr, som er opvokset under så gode forhold som muligt”.

National Pork Producers Council har søgt det amerikanske landbrugsministerium – U.S. Department of Agriculture – om føderal finansiel bistand til at omstille produktionen, men endnu ikke modtaget svar.

I Storbritannien har især BBC-dækningen af OL 2020 i Tokyo givet anledning til debat og kritik.

Ikke alle sportskommentatorerne dækker konkurrencerne fra Tokyo, men hjemme fra BBC-centeret i MediaCityUK i Salford Quays i Manchester. Argumentet er dels tidsforskellen mellem London og Tokyo og dels Covid-epidemien, der besværliggør udsendte korrespondenters arbejde under olympiaden. Hensynet til omkostningerne har imidlertid spillet en nok så stor rolle.

Kritikken er gået på, at sportskommentarerne mangler noget af den info, der registreres på stadion eller i sportshallen og formidlingen til lyttere og seere dermed bliver mindre intens.

Balladen om Alex Scott

En af de kommentatorer, der er blev kritiseret, er den tidligere kvindelige fodboldspiller Alex Scott. Hun nåede 140 kampe på det engelske landshold og deltog i OL i London i 2012. Siden hun stoppede den aktive karriere I 2018, har hun været fodboldkommentator på BBC og Sky Sports.

Alex Scott, der er farvet, er vokset op i den østlige del af London, er blevet kritiseret for sit engelske af den tidligere minister, Lord Digby Jones, der på twitter har anbefalet, at Scott fik særundervisning i udtale:

“Enough! I can’t stand it anymore! Alex Scott spoils a good presentational job on the BBC Olympics Team with her very noticeable inability to pronounce her ‘g’s at the end of a word. Competitors are NOT taking part, Alex, in the fencin, rowin, boxin, kayakin, weightliftin & swimmin.”

Kritikken har givet anledning til en længere debat om tilladeligheden af accenter på britisk fjernsyn.

TV-dækningen af OL i Danmark

I Danmark har Danmarks Radios benyttelse af ”nye” ekspertkommentatorer i dækningen af en række sportsgrene endnu ikke givet anledning til videre debat, selvom der som altid er seere/lyttere der syntes at der tales for meget, mens andre mener, der forklares for lidt.

Gennemgående er de nye medkommentatorer en forfriskende fornyelse og en klar gevinst for lyttere og seere. Det kniber mere for slidte typer som Kim Bildsøe Lassen at fastholde interessen. En række koryfæer i DR har tydeligvis overskredet deres taletid og sidste salgsdato.

I 2016 sendte både DR og TV2 store tv-hold til Rio. I år er det DR og Discovery, der deler rettighederne, hvor DR’s hold er langt mindre end sidst. Dels på grund af corona, men også fordi DR’s OL-studie i år holdes hjemme i Danmark, hvor det i 2016 var placeret i Rio.

Dækningen foregår på Danmarks Radio og de kommercielle stationer, Eurosport og Kanal 5 på Discovery.

DR.DK som streaming-tjeneste

DR har postet mange millioner i rettighederne til at sende live fra OL denne sommer, og det er der kommet tre nye live-kanaler på DR’s streamingplatform DRTV ud af. På den primære OL-kanal viser DR indhold fra guldkampe om dagen og sender højdepunkter fra den foregående dag om natten. Derudover kan der streames fra andre kanaler på DRTV, der fokuserer på mindre kendte discipliner, hvor kommentatorerne dækker begivenhederne på distancen fra København.

Samtidig har DR etableret sit OL-studie og tv-cirkusplads på toppen af Eksperimentariet i Tuborg Havn. Her afholdes en slags olympisk fest med begejstrede sportsfans, der drikker pilsnere og vifter med flag.

Om det lykkes for DR med OL-dækningen at erobre en førerstilling på det efterhånden omfattende streaming-marked i Danmark, vil vise sig.

Lars Løkke Rasmussen har efterhånden fået samme status som svindleren fra Köpenick, der i 1906 lykkedes med at beslæglægge kommunekassen i den østpreussiske by, Köpenick.

I ”Den Danske Valgundersøgelse”, som er blevet offentliggjort i valgbogen ”Klimavalget”, postulerer professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet og Rune Stubager fra Aarhus Universitet at ved valget i 2019 var det hos de borgerlige partier Venstre og dets formand Lars Løkke Rasmussen, som havde gavn af, at vælgerne flyttede sig rundt. Ved folketingsvalget i 2015 blev Løkke straffet af partiets tidligere vælgere, men i 2019 var hans popularitet blevet genoprettet, og de vendte hjem.

“Grunden til, at de forlod Venstre i 2015, var for manges vedkommende på grund af Løkke. De opfattede ham som utroværdig efter de skandaler, der var med flyrejser og underbukser,” siger Kasper Møller Hansen og tilføjer:

“Det, vi så ved 2019-valget, var, at hans troværdighed igen var oppe på samme niveau som 2011-valget. Det gjorde, at mange vælgere vendte hjem igen efter et kort besøg hos de to andre partier”.

Lars Løkke Rasmussens hundekunster – eller når man ikke kan få en betroet post!

Lars Løkke Rasmussen deler øjensynligt professorernes vurdering af 2019-valget. I hvert fald har Lars Løkke Rasmussen efter relegeringen fra Venstre etableret ”et mødested”, der angiveligt skal blive et nyt politisk parti. Ifølge Løkke er der omkring 15.000 medlemmer af det nye netværk, der har fået navnet ”De Moderate”.

Det nye parti skal være ”en fornuftig, pragmatisk og udogmatisk stemme i den politiske debat, der kan skabe fremdrift og forandringer i et krydsfelt mellem en ’blå blok’, der martres af værdipolitikken og en ’rød blok’, der hænger fast i et fortidigt syn på individ og stat”.

Javel, men er det noget, Lars Løkke Rasmussen kan levere?

Den lille svindler fra Græsted

Vi kender Lars Løkke som en upålidelig svindler, der er alt andet end ”moderat”. Medierne har for længst afdækket Løkkes mangel på mådehold, hans notoriske privatøkonomiske rod, fiflerierne med bilag, forbindelsen til kvotekonger og boligspekulanter og en i det hele taget en moralsk habitus, der burde forbyde offentlige hverv og enhver omgang med offentlige midler eller andre folks penge.

Lars Løkke Rasmussen er således blottet for klassisk borgerlig samfundsmoral, men hans politiske virke har heller ikke afsat bevaringsværdige aftryk – tværtimod er hans politiske karriere brolagt med monumentale fiaskoer.

Lars Løkke Rasmussen har et væsentligt ansvar for at landsbysamfundene blev smadret af kommunalreformer og svælget mellem København og udkantsdanmark opstod. For politireformen og retskredsreformen, der tvinger kommuner til at oprette egne vagtkorps. For at skolerne blev ødelagt af folkeskole- og gymnasiereformen. For at universiteterne drænet og udsultet af taxametre og forskningsfaktura. For at arbejdsløse blevet endnu mere fornedret af rettidighedskrav i jobcentrene. Og for at skattesystemet blev ødelagt.

Henrik Gade Jensen har i Weekendavisen om Lars Løkke Rasmussen sagt: ”Hans strukturreformer har ødelagt det borgerlige Danmark. Hvis han havde været kirkeminister, havde han nok jævnet alle landsbykirkerne med jorden, så vi kunne nøjes med domkirkerne”.

Kort før Lars Løkke Rasmussen blev vist til døren i 2019, præsenterede han en ny reform – denne gang af Sundhedsvæsenet. Reformen havde ingen opbakning – end ikke i Venstre, og vi har ikke siden hørt et ord om dette han seneste bidrag til ”new public management”.

Ingen udsigt til at han vil kunne levere på de fine løfter

Der er således ingen som helst udsigt til at Lars Løkke Rasmussen vil kunne levere svar på de udfordringer vi står overfor. Vil Løkke fjerne gøgl og tværfaglighed i skolen? Vil Løkke kunne sikre, at forbrydere ender i fængsel – og bliver der? Vil Løkke være parat til en konsekvent udlændingepolitik, der smider udviste og kriminelle udlændinge ud og opsiger de konventioner, der forhindrer politik i national interesse? Vil Løkke fjerne ulandsbistand til Kina og terrororganisationer? Vil Løkke fjerne tilskuddene til alle de venstreorienterede NGOer, der dominerer debatten indenfor social-, sundheds-, undervisnings-, klima- og miljøområderne. Vil Løkke lukke gakkede centre for identitetspolitik på universitetet, rydde op på RUC og Kunstakademiet, og gøre op med den kvælende woke- og cancelkultur, der tilsidesætter merit? Vil Løkke ophæve de i 2013 indførte indskrænkninger om lov om offentlighed i forvaltningen? Ville Løkke have håndteret Coronaepidemien anderledes end Mette Frederiksen?

På trods af både sang og dans, lykkedes det ikke Lars Løkke Rasmussen at komme i betragtning ved den seneste fordeling af poster i EU. Danmarks halvhjertede EU-medlemskab og hans egen track-record stod i vejen. På det personlige plan var COP15 udslagsgivende for, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen heller aldrig kommer i betragtning til en betydningsfuld international toppost uden for EU. Løkke Rasmussens senere performance i GGGI bekræftede for mange det negative indtryk, de havde fået i de sene nattetimer i Bella Centeret i 2009.

Ifølge venstremanden Lars Krarup er årsagen til, at Lars Løkke Rasmussen klynger sig til politik, alene fordi ingen tør betro ham en lederstilling i erhvervslivet.

Søren Pind har i en kommentar i Berlingske Tidende sagt:

”Gamle ven, det her projekt handler kun om dig. Din forfængelighed. Og din vrede over det, der er overgået dig. Men det har du selv et medansvar for. Jeg er ikke moralist. Men dit rod … Som vi igennem årene er andre, der har måttet kaste os ud foran bussen for at samle op”.

Dagbladet Information har ligeledes peget på Lars Løkke Rasmussens personlige motiver:

”Det handler ikke om at redde dansk politik, men om at redde ham selv”.

Den seneste tid har det i øvrigt ikke skortet på at også andre prominente medlemmer af Venstre, lader forstå, at Lars Løkke Rasmussen – for at bruge tidligere udenrigsminister Mogens Lykketofts berømte/berygtede ord – i virkeligheden er en “lille svindler.”

Tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen kaldte Lars Løkke Rasmussen for en “bitter og hævngerrig” mand.

Og senest beskylder Hernings borgmester, Lars Krarup (V), i en endnu ikke udkommet bog Lars Løkke Rasmussen for at være løbet fra et løfte om at gå af som formand efter folketingsvalget i 2019. Hvilket Lars Løkke Rasmussen som bekendt ikke gjorde. Eller i hvert fald ikke før han blev tvunget til det.

Ifølge Lars Krarup er Lars Løkke Rasmussen kun i politik, fordi ingen tør betro ham en lederstilling i erhvervslivet.

Imens kan vi følge Lars Løkkes hektiske hundekunster på reality-tv, i klummer i B.T., på webinarer, i foredrag og i nye bøger.

Den udskældte forsvarsminister, socialdemokraten Trine Bramsen, har meddelt den undrende offentlighed, at hun vil fremlægge en ny forsvarsindustriel strategi lige efter sommerferien.

”Siden årsskiftet har jeg haft en lang række møder med virksomheder og interessenter inden for forsvarsindustrien. Dette netop for at få deres indspark til den nye strategi, som jeg forventer at kunne præsentere lige på den anden side af sommerferien,” skriver Trine Bramsen i en mail til Kristeligt Dagblad.

I dag betyder forsvarsforbeholdet i EU, at danske ministre og embedsmænd sendes hjem på tidlig weekend, når de andre lande i Bruxelles drøfter en lang række grænseoverskridende udfordringer, der er omfattet af forsvarsforbeholdet.

Danmark deltager på grund af forsvarsforbeholdet ikke i Det Europæiske Forsvarssamarbejde. Forbeholdet betyder i praksis, at Danmark heller ikke deltager i EU’s militære operationer. Danmark har aktiveret forbeholdet mere end 140 gange siden forbeholdet blev indført i 1993, og det aktiveres i stigende omfang.

Senest har Danmark dog besluttet at deltage i det nye europæiske og franskledede militære samarbejde, The European Intervention Initiative (E2I), der er et mellemstatsligt samarbejde udenfor EU-traktaten.

Er forsvarsforbeholdet skadeligt for Danmark?

Især Venstre, Jakob Ellemann-Jensen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har kastet sig ind i diskussionen om helt at ophæve forsvarsforbeholdet. Venstre vil – på det rigtige tidspunkt – gerne have en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, men foreløbig er Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, bedt om en redegørelse for fordele og ulemper ved forsvarsforbeholdet. Redegørelsen ventes at foreligge i februar 2020.

Hvad er årsagen til debatten?

Man kan undre sig over, at følsomme emner som forsvarsindustrien, våbenproduktion og forsvarsforbeholdet netop nu føres frem i den politiske debat.

Hidtil har det især været Venstre, Jakob Ellemann-Jensen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, der har kastet sig ind i diskussionen om forsvaret.

Siden 1949 har der været bred tilslutning til, at europæisk/dansk forsvar blev bedst sikret gennem det transatlantiske samarbejde med USA og medlemskabet af NATO.

I befolkningen er der fortsat fuld opslutning til NATO, og efter års tilbagegang er der også indgået et nyt forsvarsforlig, som styrker det danske forsvar. Det har endda nærmest overnight været muligt at øge budgettet med 4,5 mia. kr., så Danmark i 2023 kan fremvise et forsvarsbudget på 1,5 pct. af BNP.

Det kan heller ikke være den megen snak om en ”Europahær”, der er anledningen. Modstanderne af forsvarsforbeholdet er udmærket klar over, at netop frygten for en fælles EU-hær, var en væsentlig anledning til forsvarsforbeholdet i 1993.

På den anden side er det oplagt, at verden er under forandring, og det præger også opfattelsen af Danmarks sikkerhedspolitiske situation.  Ruslands annektering af Krim, krigen i Syrien, den forhøjede terrortrussel og Trumps præsidentperiode i USA har skabt tvivl om NATO-alliancens robusthed og ligefrem givet anledning til at den franske præsident Emmanuel Macron på et tidspunkt kaldte NATO for ”hjernedød”.

Siden 1949 har der været bred tilslutning til, at europæisk/dansk forsvar blev bedst sikret gennem det transatlantiske samarbejde med USA og medlemskabet af NATO.

I befolkningen er der fortsat fuld opslutning til NATO, og efter års tilbagegang er der også indgået et nyt forsvarsforlig, som styrker det danske forsvar. Det har endda nærmest overnight været muligt at øge budgettet med 4,5 mia. kr., så Danmark i 2023 kan fremvise et forsvarsbudget på 1,5 pct. af BNP.

Det kan heller ikke være den megen snak om en ”Europahær”, der er anledningen. Modstanderne af forsvarsforbeholdet er udmærket klar over, at netop frygten for en fælles EU-hær, var en væsentlig anledning til forsvarsforbeholdet i 1993.

Hensynet til forsvarsindustrien

Det, der udover den globale sikkerhedssituation har udløst debatten, er i hvert fald i nogle kredse mulighederne for at tjene penge: Kommercielle, industripolitiske og økonomiske interesser tilsiger et større engagement i EU’s forsvarssamarbejde. Våbenproducenter og andre medlemmer af Dansk Industri med stærke interesser i forsvarsmateriel, er naturligt interesserede i de muligheder, der ligger i EU-finansierede våbenprojekter.

Den danske forsvarsindustri organiseret i Dansk Industris afdeling for forsvar og sikkerhed omfatter 90 danske virksomheder, der blandt andet producerer komponenter og teknologier til våbensystemer, der kan bruges i konflikter og krig, og som ultimative kan koste menneskeliv.

Den årlige omsætning er på cirka fire milliarder, hvoraf eksporten til udlandet fylder cirka 80 procent.

Joachim Finkielman har været branchedirektør i Dansk Industris afdeling for forsvar og sikkerhed siden april. Men området er ingenlunde fremmet for ham. Han kommer fra en stilling som vicedirektør i Beredskabsstyrelsen og har mange års erfaring fra Forsvarsministeriet. Han har også en fortid som forsvarsrådgiver ved de permanente danske repræsentationer i NATO og EU.

Finkileman blev ansat i Dansk Industri, fordi industrien ønsker en tættere relation til det politiske niveau. Der er et ønske om, at forsvarsindustrien i langt højere grad end tidligere skal være en naturlig sparringspartner for beslutningstagerne, når der skal udvikles nye idéer og muligheder i ministeriet og styrelser.

Terma

Virksomheden Terma, der har hovedsæde i Lystrup lidt udenfor Århus, er den største og mest kendte spiller i den danske forsvarsindustri.

Den erhvervsdrivende fond, Thomas B. Thriges Fond, ejer Thrige Holding A/S, der ejer Terma, der blev stiftet i 1949. Virksomheden startede egentlig med at fabrikere termometre. Men over årene har virksomheden udviklet sig til at være en verdensomspændende producent af højteknologisk udstyr til jagerfly, helikoptere, radarsystemer, herunder skibsradarer, og til rumfartsindustrien. Terma har fabrikker i Lystrup og Grenaa i Østjylland og har mere end 1400 ansatte på verdensplan. Sidste år var omsætningen på 1,9 milliarder kroner. Terma har en kontrakt til 550 millioner kroner hos det amerikanske flyvevåben på dele til kampflyet F-16. Kontrakten er på 250 pylons, der er ophæng, som er monteret under vingerne og bærer F-16-flyets last af våben og andet udstyr. Flydelene skal produceres på og leveres over de kommende fem til seks år. De 250 pylons er også en del af flyenes beskyttelsessystem, da der er indbyggede sensorer, som kan opdage angribende missiler og affyre kugler tilbage, som forvirrer missilerne.

Terma har de seneste år også vundet ordrer på at levere dele til kampfly af typen F-35-fly, der skal afløse F-16’eren – også hos det danske forsvar.

Konflikt med våbenembargo

Politiet har for nylig opgivet at sigte Terma for i strid med embargoreglerne at have bidraget med udstyr til De Forenede Emiraters krigsførelse i Yemen. Terma har øjensynlig ikke krænket en forpligtelse til at underrette Erhvervsministeriet.

Baggrunden for den oprindelige sigtelse var, at TV2 har sammen med medierne DanWatch, hollandske Lighthouse Reports og researchcentret NOIR- Nordic Reports havde undersøgt, hvor udstyr produceret af Terma bliver brugt.

Ifølge medierne havde Terma solgt udstyr og vedligehold til kampflyene, Archangel, som under konflikten i Yemen er blevet brugt til bombninger i Yemen af De Forenede Arabiske Emirater.

Archangel-kampflyene kan ifølge TV2 bære tre ton bomber og er udstyret med Termas missilforsvarssystem – MASE Pod (Modular Aircraft Survivability Equipment).

Terma har desuden fra 2011 til 2016 udstyret seks af De Forenede Emiraters flådefartøjer med Termas Scanter 2001 navigationsradarer samt bidraget med uddannelse i vedligeholdelse af systemerne.

Det er ikke oplyst, om Terma har leveret udstyr til andre deltagere i krigen i Yemen.

Andre virksomheder i forsvarsindustrien

En anden stor militærproducent er Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, mineryddere m.v. til U.S Army og en lang række andre lande.

Udover de helt store virksomheder er potentielt alle danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer, interesserede i de muligheder, der ligger i EU-finansierede våbenprojekter.

I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag beskæftiger mere end 400 medarbejdere og leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden. I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – f.eks. når der bygges nye F-35 kampfly, hvor fynske Multicut Global leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics leverer kabler og styrebokse.

Forskningsinstitutioner som DTU har ligeledes en interesse i nye finansieringsmuligheder for forsvarsindustrien.

EU-budgettet og 20 mia. euro til EU-forsvarssamarbejde

Baggrunden for den pludselige danske interesse er, at der nu kommer penge på bordet til EU-forsvar. I det budgettet for 2021-2027 – Multiannual Financial Framework/Flerårige Finansielle Ramme – er der afsat omtrent 20 mia. euro – 150 mia. kroner – til forsvarssamarbejde.

Kampagnen

Forsvarsindustriens støtter og modstanderne af forsvarsforbeholdet arrangerer konferencer og lobbyisterne har travlt med at skrive indlæg i aviserne. Dansk Industri og fagbevægelsen er også aktiveret. Dansk Metal, der er optaget af skabelsen af nye arbejdspladser, har offentligt argumenteret for at ”regeringen nu skal holde hovedet koldt og tolke det danske forsvarsforbehold”. Fagforeningens interesse i arbejdspladser er forståelig, men det er alligevel overraskende, at en dansk fagforening opfordrer til kreative fortolkninger af forsvarsforbeholdet.

Aviser som JyllandsPosten stiller beredvilligt spalteplads til rådighed, og samtidig har lobbyister som Rasmussen Global og flere tidligere ambassadører travlt med at anbefale forsvarsindustrien i Danmark.

Forsvarssamarbejdet i EU

Det forsvarssamarbejde i EU – som Danmark altså ikke deltager i – er under udvikling. Efter årtiers mislykkede forsøg underskrev EU-medlemmerne en forsvarsaftale – Permanent Structured Cooperation, PESCO – den 13. november 2017, hvor de erklærede at ville deltage i et fast udvidet samarbejde på forsvarsområdet.

PESCO-aftalen blev formelt vedtaget i Det Europæiske Råd den 11. december 2017 af alle EU-medlemmerne på nær Danmark, Storbritannien og Malta.

Forud for samarbejdet går en lang historie med forsøg på fælleseuropæisk forsvar, og det seneste formelle samarbejde i Den Vesteuropæiske Union (VEU) blev formelt opløst i 2010.

Siden 2003 har militære enheder fra EU-lande gennemført visse operationer under EU-flag. Herunder kombinerede civile og militære opgaver i blandt andet Makedonien (nu Nordmakedonien), operation Artémis i Den Demokratiske Republik Congo, Bosnien-Herzegovina, Sudan, Georgien og en monitorerings- og fredsopbygningsmission i den indonesiske provins i Aceh samt været involveret i forhandlingerne med Iran om afviklingen af deres atomprogram.

23 EU-lande har deltaget i en militær EU-mission i Mali. På grund af det danske forsvarsforbehold deltager Danmark ikke i den oplæring af maliske soldater, som EU gennemfører. Danmark deltager derimod i andre opgaver i landet i FN-regi. 

Baggrunden for PESCO er på den ene side den manglende opbakning til etableringen af en egentlig EU-hær og det understreges, at projektet vil supplere, snarere end konkurrere med NATO. PESCO skal blandt andet sikre militær koordination, udvikling og indkøb af nyt materiel, træningsøvelser og en fælles indsats mod cyberkrig.

EU har også det europæiske forsvarsagentur EDA, European Defence Agency, som blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fælles våbenudvikling og våbenindkøb.

Den Europæiske Forsvarsfond, EDF

Desuden blev der i juni 2017 oprettet en ny fond kaldet EDF (European Defence Fund) til at understøtte medlemslandenes investeringer i våben og anden forsvarsteknologi med midler fra EU-budgettet. Der blev i første omgang afsat 3,7 mia. kroner (500 millioner euro) til og med udgangen af 2020. Sigtet var imidlertid over tid at bygge fonden op, således at de årlige udlodninger kunne blive på adskillige mia. euro. EU’s budget for 2021-2027 allokerer 13 mia. euro til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, ligesom budgettet indeholder 6,5 mia. euro til “militær mobilitet”, et ambitiøst projekt, der sigter på at gøre det lettere at flytte tropper og udstyr rundt.

EDF vil med 4,1 mia. eurofinansiere forsvarsforskning med fokus på nye og fremtidige sikkerhedstrusler – for eksempel arbejdet med robotter og droner.

Yderligere 8,9 mia. euro skal bruges til støtte for de EU-lande, der samarbejder om at producere våbentyper som tanks og helikoptere.

Hvor Danmark – trods forsvarsforbeholdet – alligevel deltager

Selvom Danmark ikke kan deltage i PESCO og være en del af et europæisk forsvarssamarbejde grundet forsvarsforbeholdet, har Danmark alligevel prøvet at øve indflydelse på internationale forsvars- og sikkerhedsspørgsmål og få adgang til EU-finansiering. Danmark er for eksempel indirekte med i Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, i kraft af deltagelsen i European Defence Industrial Development Programme. Danmark er desuden med i European Intervention Initiative, E2I.

E2I samarbejdet, som ud over Frankrig og Danmark samler otte andre europæiske lande, herunder UK, har for Danmark den fordel, at det ikke kolliderer med forsvarsforbeholdet. Det skyldes, at E2I hverken foregår i rammerne af NATO eller EU.

Danmark har ligeledes anmodet om observatørstatus i Det Europæiske Forsvarsagentur, EDA.

Helt uden for EU er Danmark med i det fælles nordiske forsvarssamarbejde i rammen af NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation), som ud over Danmark består af Sverige, Norge, Finland og Island. Samarbejdet blev styrket i 2016 med de såkaldte ”Easy Access Declarations”, der giver lettere og øget adgang til landenes respektive territorier og baner vejen for fælles nordiske bidrag til missioner som for eksempel FN’s indsats i Afrika.

Danskernes holdning til EU’s forsvarssamarbejde

Danskernes holdning er uklar. En undersøgelse fra marts 2017 viser ganske vist, at 65 procent af danskerne ønsker et tættere forsvarssamarbejde i EU, men samtidig er der fortsat fuld opslutning til NATO.

Det vil under alle omstændigheder være op ad bakke, for ifølge en meningsmåling foretaget af Norstat for Jyllands-Posten og Altinget i maj 2018, er danskerne ikke indstillet på at opgive de fire EU-forbehold.

Den 2. juni 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten om omdannelsen af Det Europæiske Fællesskab (EF) til Den Europæiske Union (EU). Samme år i december forhandler den danske regering på et EF-topmøde i Edinburgh sig frem til betingelserne i en mulig særaftale.

Den 18. maj 1993 stemte danskerne ja til Maastrichttraktaten med Edinburghaftalens fire forbehold: euroen, det fælles forsvar, rets samarbejdet og unionsborgerskab.

Senest sagde danskerne eftertrykkeligt nej til euroen i 2000 og til et ændret retsforbehold i 2015, og de seneste målinger viser, at der stadig er modstand mod at droppe den danske krone til fordel for euroen. Kun 26 procent mener, at vi skal opgive forbeholdet mod at indtræde i den fælles mønt, mens 60 procent mener, at vi bør bevare forbeholdet.

Heller ikke opbakningen til forsvarsunionen, som er EU’s militære- og sikkerhedspolitiske samarbejde, er særlig stor blandt danskerne. 57 procent stemmer for at bevare forbeholdet, der betyder, at Danmark ikke stiller med soldater og militær i EU-ledede missioner i konfliktområder, mens kun 24 procent vil have forbeholdet afskaffet.

En meningsmåling fra begyndelsen af 2019 viser at debatten om forsvarsforbeholdet har fået flere til at tvivle. Tidligere var 19 pct. i tvivl om hvad de skulle mene. Nu er 28 pct. i tvivl. Samtidig er der nu 28 pct. der mener, at forsvarsforbeholdet skal afskaffes, men det er dog stadig 44 procent af danskerne, der vil bevare forsvarsforbeholdet.

Danskerne er lidt venligere stemt over for at droppe rets- og politiforbeholdet, der på nuværende tidspunkt betyder, at Danmark står uden for nogle fælles EU-regler på bl.a. asyl- og civilretsområdet. Her mener 32 procent, at forbeholdet skal ophæves, mens 54 procent er imod.

Det fjerde og sidste danske EU-forbehold gælder et eventuelt unionsborgerskab. Det forbehold er dog ikke længere relevant, fordi Amsterdam-traktaten fra 1997 slår fast, at et unionsborgerskab ikke kan erstatte et nationalt statsborgerskab.

Digitale kompetencer er stærkt efterspurgte indenfor mediebranchen. Digitale udviklere er de nye helte i news room og efterspørgslen efter kompetencer indenfor sociale medier er ligeledes i vækst under pandemien, der tvinger folk til at blive hjemme. Forbrugeradfærden har ændret sig dramatisk i løbet af de sidste 12 måneder – fokus er skiftet og der bruges nu rigtig mange penge på digitale kanaler.

I takt hermed, har der været en enorm stigning i efterspørgslen efter mediefolk med it-kompetencer og kendskab til de betalte sociale medier, hvor efterspørgslen det sidste år ifølge data fra LinkedIn er steget med over 116 pct.

Bliver der set gennem fingre med it-kyndiges krænkelser?

Den udtalte mangel på kvalificerede it-kræfter er en del af forklaringen på, at notoriske sexkrænkere har kunnet spadsere til nye velbetalte job i mediebranchen, når deres adfærd umuliggjorde fortsat tilstedeværelse på deres hidtidige arbejdsplads. Der er eksempler fra DR, TV2, BT og Ekstrabladet hvor IT-kyndige trods utilstedelig adfærd har fået meget lang snor. Flere af tilfældene er under Me-Too kommet frem i lyset, og et af tilfældene er Rasmus Bjerre.

I efteråret 2020 kommer det frem, at DR-chefen Rasmus Bjerre, der på daværende tidspunkt var en magtfuld redaktør, der blandt andet bestemte over indholdet i Danmarks Radios populære radiopodcasts, blev fyret fra DR.

Rasmus Bjerre havde til en fest  sagt til den unge praktikant, nuværende P3-vært, Maria Fantino: ”Du skal kneppe min kæreste, og jeg vil kigge på”.

Maria Fantino besluttede sig for at fortælle om Rasmus Bjerres invitation til sin nærmeste DR-chef. Det viste sig, at der havde været flere alvorlige sager mod Rasmus Bjerre. Sager om både krænkende og grænseoverskridende opførsel.

Efter fyringen fra DR får Rasmus Bjerre i foråret 2018 et nyt velbetalt chefjob i Podcast24syv – et søsterselskab til licenskanalen Radio24syv.

Den nu forhenværende DR-chef, Rasmus Bjerre, truer ifølge Maria Fantino, i en e-mail til hende i oktober 2019 med et sagsanlæg og et økonomisk erstatningskrav:

Nyt job på Gyldendal

Rasmus Bjerre får i januar 2020 et nyt magtfuld chefjob. Denne gang på det kulturradikale forlag Gyldendal, der ledes af Danmarks Radios tidligere kulturchef, Morten Hesseldahl.

I sensommeren 2020 eksploderer sagerne om sexchikane i mediebranchen. Tv-værtinden Sofie Linde fortæller om en anden højt profileret DR-medarbejder, der har truet hende med oralsex til en julefrokost på licensstationen.

Sagen fører til, at Rasmus Bjerre efterfølgende også bliver fyret fra sit nye job som chef på Gyldendal.

Sidst i september 2020 bliver ledelsen på Gyldendal kontaktet af både medarbejdere og samarbejdspartnere, der gør opmærksom på, at forlagets digitale chef efter sigende skulle have krænket flere kvinder i Danmarks Radio.

Det får Gyldendal og den tidligere DR-chef Morten Hesseldahl til at iværksætte en intern undersøgelse af Rasmus Bjerre.

Allerede kort tid efter Rasmus Bjerres ansættelse i januar 2020 gør flere personer med tilknytning til Gyldendal en forlagsredaktør opmærksom på, at der er problemer med den digitale chef, men Gyldendals ledelse foretog sig intet.

Først mandag den 5. oktober 2020 fortæller forlaget, at man har fyret den chikaneanklagede Rasmus Bjerre.

Gyldendal oplyser, at der ikke er sexchikane involveret i den pludselige fyring af Rasmus Bjerre. Forlaget har fundet andre grunde til at afskedige deres digitale chef efter cirka ni måneder i chefstolen.

‎

Over en længere strækning på det vestlige Sardinien omkring byen Bonacardo er mere end 50.000 tønder land med vegetation, gårde og landsbyer i weekenden ifølge ANSA ramt af en af de største skovbrande i årtier. I hundredvis er får, svin, geder og køer gået til i flammerne og over 1000 beboere og turister er evakueret fra området.

Heldigvis er der ikke rapporteret om dødsfald eller kvæstelser, men mandag rasede brandene stadig, da fire brandslukningsfly fra Frankrig og Grækenland sluttede sig til de italienske brandmænds flyflåde for at hjælpe med at kontrollere branden.‎

‎Billeder optaget af italienske brandmænd viste flammer lige bag strand-villaer i byen Porto Alabe, et populært turiststed, over 25 miles nord for, hvor brandene opstod.‎

Flammerne løb gennem skove af korkeg, der er hjemmehørende i regionen. Et tusind år gammelt oliventræ, der var et vartegn og en turistattraktion for landsbyen Cuglieri, blev ødelagt af branden.‎

‎Årsagen til brandene er endnu ikke klarlagt, men eksperter har udtalt, at for at forhindre skovbrande skal skove og græsgange holdes fri or brændbart materiale og der bør etablere brandbælter m.v.

Realiteten er imidlertid, at i de berørte områder på Sardinien og andre steder i Italien, bliver forladte arealer ofte ikke ordentligt vedligeholdt, hvilket kan bidrage til at skovbrande spredes.

‎Enhver der har færdedes i Syditalien om sommeren vil vide, at skovbrande ingenlunde er ualmindelige. På Sardinien betyder det tørre Middelhavsmiljø om sommeren, især når varme sydvestlige vinde blæser på dage, hvor temperaturerne når op på 40 grader, som tilfældet har været i de sidste par dage, at problemet er særligt stort.‎

‎Italien oplever i år en stigning i skovbrande, som det sker hvert fjerde eller femte år, når lave buske og krat i øde områder er vokset tilstrækkeligt til at blive antændt af en gnist – ved et uheld, eller forsætligt som fælge af menneskelig aktivitet.‎

Italien har i år registreret næsten 13.000 flere skovbrande end sidste år. De fleste i de sydlige regioner I Puglia, Calabrien og Sicilien.

I år er Italien særligt udsat. Landbrugsorganisationen Coldiretti har opgjort skaderne til millioner af euro. I den nordlige del af Italien har dårligt vejr med hagl, vind og storme ødelagt vinmarker, frugtplantager og andre afgrøder, mens man i Syditalien mangler vand til grøntsager og citruslunde efter tre måneder uden markant regn og med varme, der har bidraget til opblussen af ​​brande fra Sardinien, Puglien, Calabrien og Sicilien.

I perioden 2017-27 formøbler det danske udenrigsministerium 2 milliarder kroner af skatteborgernes penge på udviklingsbistand i Nordafrika. Indsatsen er uden effekt i lande som Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten, der som Libyen og Syrien er veritable krudttønder.

Trods coronarestriktioner og 40 graders varme gik folk på gaden i hovedstaden Tunis og en række andre byer over weekenden. Endnu en gang udtrykte de utilfredshed med regeringens håndtering af coronapandemien og manglende evne til at få landet ud af de store økonomiske problemer.

De folkelige protester har været rettet mod Tunesiens styre og til dels mod det største politiske parti, det relativt moderate islamiske parti Ennahda.

Sent søndag aften tonede landets præsident, Kais Saied, frem på nationalt tv og annoncerede, at han havde afsat premierminister Hichem Mechichi og suspenderet parlamentet og medlemmernes beføjelser de næste 30 dage.

Ennahda-partiet, har kaldt præsidentens handling for et “kup”.

Mandag eftermiddag blev Tunesiens forsvarsminister afsat og tunesisk politi stormede det arabiske medie Al Jazeeras kontor i landets hovedstad, Tunis, og smed journalisterne på porten.

Senere på dagen indførte Kais Saied delvist forsamlings- og bevægelsesforbud. Man må ikke længere samle sig flere end tre mennesker, og udgang mellem klokken 19.00 og 06.00 er forbudt.

Danmark og Tunesien

I betragtning af Danmarks stærke engagement i Tunesien og udenrigsminister Jeppe Kofods relancering af dansk udenrigspolitik, der skal være baseret på værdier, herunder menneskerettighederne, er det påfaldende, at den danske regering ikke har fundet anledning til at kommentere udviklingen i Tunesien.

Det seneste vi har hørt fra Asiatisk Plads er en rejsevejledning fra den 17. juli 2021, der fraråder alle rejser til Tunesien pga. høj risiko for corona-smitte.

Udenrigsministeriet har siden Carsten Niebuhr og Den store arabiske Ekspedition 1761-67 – forstærket af romantiske stumfilm med Rudolph Valentino, T.E. Lawrence og ”Lawrence of Arabia” – haft en svaghed for Mellemøsten. For ”blåfrakkerne og lakskoene” på Asiatisk Plads var der her udfordringer som kedsommelige møder i EU’s landbrugskomiteer ikke kunne hamle op med. I hvert fald har Danmark siden 2003 styrket sin indsats i Mellemøsten og Nordafrika som en del af den generelle danske udenrigs- og udviklingspolitik.

”Det Arabiske Initiativ” blev lanceret af den daværende udenrigsminister Per Stig Møller i 2003, som efter læsning af hovedværket i den arabiske folkelige fortællekunst, Tusind og én nat, og Niebuhrs rejsebeskrivelse mente, at Danmark havde særlige forudsætninger for en udenrigspolitisk indsats rettet mod landene i den arabiske verden.

Initiativet havde to formål: 1) at skabe grundlag for styrket dialog, forståelse og samarbejde mellem Danmark og den arabiske verden, og 2) at støtte eksisterende lokale reformprocesser i Mellemøsten og Nordafrika.

Muhammed-krisen

Det helt urealistisk ambitiøse initiativ kuldsejlede, da Jyllands-Posten den 30. september 2005 bragte en artikel – “Muhammeds ansigt” – af avisens kulturredaktør Flemming Rose. I artiklen blev der slået til lyd for, at man af hensyn til demokratiet og ytringsfriheden måtte fremføre mere kritik end hidtil af islam og islamiske ledere. Artiklen var illustreret med tolv danske tegneres karikaturer af “Muhammed som de ser ham”. Nogle af disse – især tegneren Kurt Westergaards fremstilling af en ondsindet Muhammed med en tændt bombe i sin turban – skabte stor harme i muslimske kredse og en protestbølge voksede i ind- og udland frem til foråret 2006. I nogle muslimske lande kom det så vidt, at rasende menneskemængder hærgede danske ambassader og konsulater, samtidig med at danske varer blev boykottet. Opgjort i penge tegnede der sig et milliardtab for dansk erhvervsliv. Nogle af tegnerne og Jyllands-Postens kulturredaktør måtte gå under jorden på grund af dødstrusler.

Det arabiske forår

De danske bestræbelser på at reformere Mellemøsten kørte igen fast, da frugthandleren Mohamed Bouazizi den 17. december 2010 i en lille by i det centrale Tunesien satte ild til sig selv i afmagt over politiets konfiskering af hans bod.

Dagen efter begyndte en række demonstrationer på tværs af landet, som krævede Tunesiens præsident, Zine El Abidine Ben Alis afgang.

Den 14. januar 2011 trådte præsidenten af efter 23 år ved magten. Ti dage forinden var Bouazizi afgået ved døden grundet sine kvæstelser, men hans handling antændte en bølge af demonstrationer på tværs af de arabiske lande. Oprøret kom vi til at kende som Det Arabiske Forår.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)

Det danske udenrigsministerium er imidlertid ikke sådan at knække, og samarbejdsprogrammet er siden 2017 fortsat under navnet ”Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)”.

Visionen med Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram er fortsat at lægge grundstenene til demokratisering, stabilitet og velstand i Mellemøsten og Nordafrika. Værdier som menneskerettigheder, ligestilling og værdighed er gennemgående i programmet de kommende fem år.

Det erkendtes dog på Asiatisk Plads, at dansk demokrati- og udviklingsarbejde havde vanskelige vilkår i de borgerkrigshærgede lande Yemen, Libyen og Syrien. Indsatsen for at fremme menneskerettigheder, ligestilling og jobskabelse – de gennemgående værdier i Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, hvis mål er at fremme god regeringsførelse og sikre økonomiske muligheder for især unge og kvinder – blev derfor koncentreret om Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan.

1 mia. kr. til Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten hvert 5. år

Over en femårig periode fra 2017 til 2022 støtter DAPP en målrettet indsats i de fire fokuslande Egypten, Jordan, Marokko og Tunesien med én milliard kroner.

Om Tunesien fremgår det af hjemmesiden for partnerskabsprogrammet, at Danmark støtter en lang række tunesiske organisationer og projekter, der arbejder for at skabe udvikling og fremgang.

Det fremgår, at Tunesien er et af de lande i verden, hvor Danmark er allermest udviklingspolitisk aktiv, og hvor man kan finde mange interessante eksempler på, hvordan vi fra dansk side kan understøtte vanskelige demokratiseringsprocesser gennem blandt andet spejdere, startup-miljøer og feministiske bevægelser.

Det fremhæves, at det netop var i Tunesien, at det arabiske forår blev indledt ved udgangen af 2010, og det skulle vise sig, at den lille nation med dens 11 millioner indbyggere blev den eneste, hvor kravet om demokrati blev indfriet. Det autoritære regime blev ikke bare væltet, det lykkedes også at indføre frie og fair valg, at garantere basale civile rettigheder og at bevare dette system gennem to valgperioder med fredelig magtoverdragelse.

Udenrigsministeriet har til Folketinget oplyst, at en midtvejsevaluering af den igangværende programfase er påbegyndt, og et forslag til programmets videreførelse blev forelagt Udviklingspolitisk Råd (UPR) den 30. juni 2021.

Igen 1 milliard til Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten i de kommende 5 år

Det fremgår af udkastet til Strategic Framework Document for Danish Arab Partnership Programme 2022-27, at “In Tunisia, the noteworthy democratic transformation in the decade after the revolution of 2011 has been negatively impacted by recent stalemates and conflicts among key political actors and institutions, effectively impeding possibilities for much needed political and economic reforms”.

Alligevel afsættes til den nye fase af DAPP 2022-27 igen 1 milliard kroner til aktiviteter i Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten.

I mødet den 30. juni 2021 i Udviklingspolitisk Råd blev der blandt andet udtrykt berettiget skepsis overfor om finansieringen af i øvrigt uspecificerede ”grønne jobs” effektivt ville modvirke migrationsbølgen fra Nordafrika over Middelhavet til Europa. Alligevel godkendte Rådet uden at blinke formøblingen af 1 milliard kroner af skatteborgernes penge i lande, hvor udsigterne for demokratisering, stabilitet og velstand er håbløse.

Af referatet for mødet i Udviklingspolitisk Råd fremgår, at ”The Council for Development Policy recommended the proposed new phase of the DanishArab Partnership Programme to the Minister for Foreign Affairs for approval following adjustments to the programme document that accommodate the concerns raised by the Council in regard to intercultural exchange and cooperation, the drivers of migration, the dialogue between rights holders and duty bearers, “green jobs”, an apparent reduction of funds for gender equality and distinguishing between different forms of violence”.

Yderligere oplysninger

Interesserede kan løbende følge DAPPs arbejde og resultater ved udgivelse af artikler fra DAPPs aktiviteter i de fire fokuslande og i regionen på DAPPs hjemmeside: www.dapp.dk.

Slaget på Isted Hede 25. juli 1850 var et slag under Treårskrigen, og et af de største slag i danmarkshistorien. Næsten 40.000 danske soldater kæmpede mod 27.000 slesvig-holstenere på Isted Hede i Slesvig.

Treårskrigen eller 1. Slesvigske Krig varede fra 1848 til 1850/1851. Den er i Tyskland også kendt som den Slesvig-Holstenske krig. Det var en dansk borgerkrig, der havde sin årsag i den spændte situation i den danske helstat i 1848.

De tysksindede, nationalliberale slesvig-holstenere krævede støttet af Østrig-Preussen hertugdømmerne Slesvigs og Holstens løsrivelse fra Danmark og sammenslutning til en tyskpræget slesvig-holstensk stat.

Den danske, nationalliberale ejderpolitik sigtede mod en adskillelse af hertugdømmerne. Dvs. at Slesvig som dansk skulle integreres mere eller mindre i Kongeriget Danmark, mens Danmark ville give afkald på det rent tyske Holsten (og Lauenburg).

Den slesvig-holstenske oprørshær kæmpede mod den danske regering. De storpolitiske interesser og Preussens indblanding gjorde krigen til et internationalt spørgsmål. Stormagterne England, Rusland og Frankrig var især optaget af at bevare ligevægten og freden i Europa, og herfra manedes til mådehold i kravene fra Berlin og Wien og opfordringer til København om at give indrømmelser.

I 1850 havde Preussen efter pres fra stormagterne trukket sig ud af krigen, og slesvig-holstenerne stod alene tilbage, men mange tyske frivillige meldte sig under den slesvig-holstenske trikolore. Den danske hær var nu overlegen i antal og den var bedre uddannet end fjendens hær.

Efter hårde kampe mellem den 24. og 25. juli stod danskerne tilbage som sejrherre. Sejren var imidlertid dyrekøbt, og danskerne led betydeligt større tab end slesvig-holstenerne. Efter sejren ved Isted tog den danske hær stilling på Dannevirke.

Istedløven

I tiden efter Treårskrigen, blev slaget ved Isted, symbol på den danske sejr. Til minde om slaget skabte H.W. Bissen den berømte Istedløve,

Den blev opstillet på Flensborg Gamle Kirkegård 1862, men blev efter nederlaget i 1864 som krigsbytte ført til Berlin, hvor den blev opstillet ved det preussiske kadetakademi i Berlin-Lichterfelde.

Efter et initiativ af Henrik V. Ringsted, korrespondent for Politiken, blev statuen i 1945 returneret til Danmark af USA’s forsvar, der transporterede statuen til København, hvor den blev overgivet til Christian 10. Statuen blev placeret uden for Tøjhusmuseets gård. Den 10. september 2011 vendte Istedløven tilbage til sin oprindelige plads på Flensborg kirkegård, hvor mange af de faldne fra slaget ligger begravet.