Britta Caroc Schall Holberg bliver 80 den 25. juli 2021

Britta Schall Holberg

Britta Caroc Schall Holberg, godsejer, hofjægermester, lærer, fhv. sundheds- og indenrigsminister, fhv. landbrugsminister, fhv. MF, har fødselsdag den 25. juli 2021.

Britta Caroc Schall Holberg og udlændingepolitikken

Britta Caroc Schall Holberg (BSH) blev født i Næstved, hvor faderen var proprietær på Store Skullerupgård ved Glumsø. I 1954 købte han det fynske gods Hagenskov, det tidligere Frederiksgave, ved Assens. Det var faderens ønske, at datteren skulle uddanne sig inden for landbrug, så hun kunne overtage godset, men BSH ville hellere uddanne sig til lærer.

Hun søgte derfor optagelse på N. Zahles Seminarium, hvorfra hun i 1964 tog lærereksamen. De følgende år arbejdede hun ved skolevæsenet i Birkerød. I 1967 fik hun ansættelse ved Sjællands Tidende som skolemedarbejder, et job, hun beholdt frem til 1974, hvorefter hun 1975-78 var ansat ved Tuse skole uden for Holbæk.

Samtidig med ansættelsen ved Sjællands Tidende blev BSH medlem af partiet Venstre, hvor hun blev organiseret i Butterup-Tuse vælgerforening og omgående blev medlem af bestyrelsen. Allerede i 1970 blev hun valgt ind i hovedbestyrelsen for partiets landsorganisation, hvor hun sad indtil 1988. Da Butterup-Tuse sogn som en følge af kommunesammenlægningen i 1970 blev en del af Holbæk kommune, blev hun valgt til Holbæk byråd, hvor hun frem til 1978 fungerede som formand for Venstres byrådsgruppe. 1970-78 var hun også formand for Kommunalpolitisk Udvalg i Vestsjællands Amt.

I 1977 besluttede BSH at blive landmand, og hun købte Hagenskov af sin fader. Det betød et opbrud fra det vestsjællandske og en flytning til Fyn. Her fortsatte hun sit politiske arbejde og var allerede fra 1978 og indtil 1982 at finde i Assens byråd, hvor hun blev formand for den borgerlige gruppe og viceborgmester. I samme periode var hun formand for Foreningen af Sociale Udvalg på Fyn. Et andet vigtigt element i BSHs politiske karriere var hendes medlemskab af Sammenslutningen af Sociale Udvalg i Danmark, hvor hun var formand 1976-78 og næstformand 1978-82. Hun var ligeledes næstformand for Venstres amtsbestyrelse på Fyn fra 1981.

Medlem af Firkløverregeringen i 1982

Det var således en kvinde med en solid lokalpolitisk uddannelse og erfaring, Henning Christophersen i september 1982 hentede til Christiansborg. Her udnævntes hun til den første danske kvindelige indenrigsminister i Poul Schlüters borgerlige Firkløver-regering, der blev udnævnt efter syv års socialdemokratisk ledelse, og som bl.a. profilerede sig med fire kvindelige ministre, foruden BSH, Grethe Fenger Møller, Mimi Jakobsen og Elsebeth Kock-Petersen.

Stride kællinger

Internt i Venstres folketingsgruppe havde partiformanden, finansminister Henning Christophersen, problemer med at styre de markante kvindelige medlemmer Birthe Rønn Hornbech, Elsebeth Kock-Petersen og Britta Schall Holberg. Christophersen og statsminister Poul Schlüter kunne i fortrolighed slet ikke skjule deres gysen ved tanken om at være ”en lille dreng i et hjem med sådanne ældre søstre”.

Regeringen Schlüter så det som sit mål at modernisere den offentlige sektor, lette de kommunale arbejdsgange og nedbringe det offentlige underskud. En politik, der selvfølgelig medførte u popularitet hos de mange, der direkte eller indirekte blev ramt af besparelserne.

Allerede kort efter sin tiltræden måtte BSH erkende, at der var stor forskel på at være lokal toppolitiker på Fyn og at sidde på Christiansborg og have det samlede Danmark som dommer over sine gerninger, ligesom det også var ganske anderledes at skulle arbejde parlamentarisk inden for Folketingets rammer. En af hendes første opgaver blev at beskære de statslige bloktilskud til kommuner og amter betragteligt. På det parlamentariske plan gav det hende store problemer, men hun viste i denne sag, at hun kunne tage modgang uden at give op.

Efterhånden udviklede hun en ny og stærkt personlig ministerstil, som gjorde det klart, at der her var tale om en minister, der engagerede sig dybt i sine sager, og som samtidig stod inde for sine politiske holdninger.

BSH tog initiativ til loven om Det Etiske Råd, ligesom det var hendes indsats, der resulterede i frikommuneinitiativet.

Da Schlüter i slutningen af 1983 udskrev valg, blev hun opstillet og valgt i Koldingkredsen. Efter valget i januar 1984 videreførte hun sit arbejde som indenrigsminister frem til marts 1986, hvor hun blev udnævnt til at efterfølge Niels Anker Kofoed som landbrugsminister.

Kontroversiel landbrugsminister

I Landbrugsministeriet, som fagligt lå hendes hjerte nær, blev hun en stærkt omdiskuteret minister, der kæmpede for landbrugets vilkår, som hun så dem. Som minister skabte hun loven om produktudvikling og økologiloven, ligesom også Etisk Råd for Husdyr, der fik den radikale Janne Normann som sin første formand, er BSHs fortjeneste.

BSH bidrog selv til den offentlige interesse for hendes person. Hendes ægtemand, lærer Jørgen Hansen, blev således kommanderet til at tage noter af fruens mange indfald befordret af varme karbade på Hagenskov Gods.

I københavnerlejligheden plejede BSH omgang med den daværende departementschef i Indenrigsministeriet og det vakte opsigt, da det via hendes daværende ministersekretær Henning Lund Sørensen blev kendt, at hun beordrede sine medarbejdere i Landbrugsministeriet til at producere ”gode” spørgsmål hun kunne videregive til sine partifæller i Folketinget. Spørgsmålene kunne herefter give anledning til ”gode” svar, der kunne bidrage til at finpudse ministerens profil.

Slagsmål med Miljøministeriet

BHS lå i et evigt slagsmål med Miljøministeriet og Danmarks Naturfredningsforening, og hun var stærkt impliceret i forløbet, der førte til Folketingets vedtagelse af den første vandmiljøplan i begyndelsen af 1987.

Historien er dramatisk og omfatter udover BSH et ganske farverigt persongalleri:

Statsminister Poul Schlüter, miljøminister Christian Christensen (Kr.F), fiskeriminister Lars P. Gammelgaard (K), Miljøstyrelsens underdirektør, Jørgen Henningsen, kontorchef i De Danske Landboforeninger, Kristian Østergaard, og direktøren i Danmarks Naturfredningsforening, David Rehling, i de ledende roller.

Oktober 1986

I begyndelsen af oktober 1986 var dele af Kattegat ramt af iltsvind. Det skete i dagene op til den 11. oktober, hvor Danmarks Naturfredningsforening holdt sit halvårlige repræsentantskabsmøde for foreningens 210 formænd- og kvinder fra lokalkomiteer landet over.

På mødet blev der enstemmigt vedtaget en resolution, der i kraftige vendinger opfordrede myndighederne “til omgående at tage skridt til at sikre, at livet fortsat kan bevares i vore farvande gennem en kraftig reduktion i spildevandsudledningerne her og nu og en betydelig begrænsning i udsivning og udledning af næringssalte.” Resolutionsforslaget tilføjede, at “Situationen er så kritisk nu – og så godt belyst – at der ikke er grund til tøven med at gribe ind.”

Naturfredningsforeningens samspil med DR

På DR’s TV-Avisen satte et hold reportere sig for at dække iltsvindet i Kattegat. Hvor inspirationen kom fra vides ikke, men Naturfredningsforeningen er et godt gæt. En af reportagerne var lavet i Gilleleje havn, hvor fiskerne landede døde fisk og bunddyr. En billedsekvens (der er genudsendt utallige gange) viste en kurv med døde hummere, der svinges ind over kajkanten.

TV-folkene opsøgte ikke sagkundskaben, men rettede henvendelse til Danmarks Naturfredningsforening, der jo kort for inden havde vedtaget en resolution på repræsentantskabsmødet.

Foreningens direktør, David Rehling, forklarede derefter skråsikkert til TV-Avisen torsdag den 16. oktober 1986, at der var tre kilder til vandmiljøet indhold af kvælstof og fosfor:

  • Industriens udledninger, fortrinsvis af fosfor.
  • Kommunalt spildevand, der indeholdt både fosfor og kvælstof.
  • Landbrugets udledninger, der fortrinsvis bestod af kvælstof.

Udledningen af næringsstoffer skulle efter foreningens opfattelse i hvert fald halveres, før vandmiljøet ville komme ned på den belastning, der var i 1950’erne, og som det kunne tåle.

Fiskeriministerens tilsagn

TV-Avisens forlængede søndagsudgave den 19. oktober havde et længere direkte indslag om sagen. Fra Danmarks Naturfredningsforening mødte David Rehling. Miljøminister Christian Christensen var (meget belejligt!) forhindret, og i hans fravær blev det den daværende, konservative fiskeriminister, nu afdøde Lars P. Gammelgaard, der repræsenterede Poul Schlüters Firkløverregering af V, K, CD og Kristeligt Folkeparti. De konservative havde lige vedtaget et nyt miljøprogram, og selvom Gammelgaard ikke kendte noget videre til sagens substans, var han ivrig efter at fremme det konservative image, som det grønne borgerlige parti.

Fiskeriministeren, der i statsministeriet (når han ikke hørte det) aldrig blev kaldt andet end ”Kuffertfisken” aflirede de traditionelle forsikringer om, at regeringen foretog sig en masse. Der havde været NPO-redegørelsen, som var grundigt drøftet, og Danmark deltog i det internationale havsamarbejde, og mange nye initiativer var i vente, måtte man forstå.

På spørgsmål om, hvad der konkret skulle ske, og Gammelgaard startede grammofonen forfra, fik Naturfredningsforeningen lejlighed til detaljeret at redegøre for den forberedte “6-punkts handlingsplan: Red Havet Omkring Danmark nu!”:

  • De kommunale rensningsanlæg, der ikke virkede, måtte bringes i orden inden for seks måneder.
  • Alle kommunale rensningsanlæg måtte omfatte biologisk og kemisk rensning inden for to år.
  • Landbrugets ulovlige udledninger måtte bringes til ophør inden for seks måneder.
  • Landbrugets samlede belastning af miljøet med gødningsstoffer måtte halveres inden for to år. Tilskudsordningerne – både de danske og EF’s – måtte laves om nu, så landmanden blev tilskyndet til yderligere nedbringelser.
  • Industriens ulovlige udledninger måtte bringes til ophør inden for seks måneder.
  • Alle udledninger fra industrien – både påbegyndt før og efter miljøbeskyttelsesloven af 1973 – måtte gennemgås og nyvurderes inden for to år. De vejledende krav fra Miljøstyrelsen måtte strammes i overensstemmelse med ny tekniske muligheder og ny viden om belastning af miljøet.

Den uforberedte Lars P. Gammelgaard tilkendegav, at regeringen var klar til at følge Naturfredningsforeningen meget langt. Et tilsagn, der ikke indlagde ham fortjeneste i hverken Venstre eller dansk landbrug!

Naturfredningsforeningen sendte den følgende dag 6-punktsplanen til regering og folketing, og medierne – ikke mindst Jyllands-Posten – kastede sig over en afdækning af havmiljøproblemerne.

Regeringen i intern splid

Miljøminister Chr. Christensen fik den utaknemmelige rolle at prøve at leve op til Gammelgaards tilsagn på hele regeringens vegne, og oppositionen anmeldte prompte en forespørgselsdebat til regeringen om, hvad den ville gøre.

Under forespørgselsdebatten, der fandt sted den 18. november, præsenterede Det Radikale Venstre en dagsorden som gav regeringen en frist frem til 1. februar 1987 til at komme med forslag til, hvordan fosfor kunne nedbringes med 80 procent og kvælstof med 50 procent inden for tre år.

Dybkjærs dagsorden gav regeringspartierne problemer. Den var langt mere vidtgående end de forslag, herunder en frivillig aftale med landbruget om at begrænse forbruget af kunstgødning, som der kunne opnås enighed om mellem de 4 partier, hvor ikke mindst Venstre og landbrugsminister Britta Schall Holberg forsvarede landbrugets interesser.

På den anden side stod det klart, at hvis ikke regeringspartierne stemte for, så ville S, SF og VS. Det endte med at regeringen stemte for dagsordenen, mens oppositionen stemte imod.

Efter vedtagelsen af den radikale dagsorden startede i regeringen et ganske bittert opgør om den plan, som den nu var forpligtet til at forelægge inden den 1. februar 1987.

”Klaptorsken”

De Danske Landboforeninger havde fået fat i en ”hemmelig” rapport fra Miljøstyrelsen, som man påstod dokumenterede, at landbruget slet ikke var den egentlige årsag til kvælstofudledningen. Kontorchef i landboforeningerne, Kristian Østergaard, sendte rapporten med et sammendrag, der ”viste at landbruget blev dømt på et forkert grundlag” og at Miljøstyrelsen bevidst havde holdt rapporten hemmelig, til en kontakt på Radiovisen. Rapporten faldt i de forkerte hænder, der i stedet sendte rapporten til Naturfredningsforeningen til kommentering.

Det viste sig, at rapporten ikke var hemmelig, og at den ikke fuldstændig frikendte landbruget for ansvar for kvælstofudledning. Rapporten fik derfor ikke indflydelse på det oplæg til vandmiljøplan Schlüter-regeringen endelig fik bakset sammen inden fristen den 1. februar 1987.

Naturfredningsforeningen offentliggjorde rapporten og det tendentiøse sammendrag, og der udspandt sig efterfølgende under statsministerens vinterferie et offentligt slagsmål mellem miljøminister Chr. Christensen fra Kr. Folkeparti og landbrugsminister Britta Schall Holberg fra Venstre.

Schlüter: ”Værste gang gylle han nogensinde havde hørt!”

Statsminister Poul Schlüter ville ikke fra udlandet kommentere sagen, men måtte til sidst – udad til med henvisning til en stærk forkølelse – afkorte sin vinterferie på Gran Canaria. Ved sin hjemkomst måtte han improvisere et mindeværdigt pressemøde i Lufthavnen. Under pressemødet, hvor forkølelsen blev brugt som et ekstra oratorisk virkemiddel, betegnede han den diskussion, han havde haft lejlighed til at følge i pressen, ”som den værste gang gylle han nogensinde havde hørt”. Underdirektør Jørgen Hemmingsen i Miljøstyrelsen blev med navns nævnelse kritiseret for ikke at have underrettet sin miljøminister om rapporten, og Poul Schlüter kaldte den person i De Danske Landboforeninger, der havde prøvet at lække rapporten og misinformationen for “en klaptorsk”. På spørgsmål om hvad han mente om de 2 ministre svarede han, at de ville blive inviteret til ”en stærk kop te” i Statsministeriet.

Sagen var dermed i realiteten lukket, men kontorchef Kristian Østergaard, de Danske Landboforeninger, stod dagen efter frem og sagde, at det var ham, der var klaptorsken. Hans pligtfølelse havde drevet ham til handlingen, sagde han.

Ny forespørgsel i Folketinget

Den næste forespørgsel om sagen i Folketinget kom allerede den 18. februar 1987. Regeringen havde på grund af sin indre splid ikke fuldt ud kunnet levere den vare, dagsordenen fra november forpligtede den til.

De Radikale genfremsatte derfor i realiteten dagsordenen fra november, men denne gang ledsaget af en trussel om en kunstgødningsafgift, hvis ikke landbruget kunne præstere de krævede reduktioner.

Dagsordenen blev vedtaget uden om regeringen af de radikale sammen med Socialdemokratiet, SF og VS.

For Poul Schlüter var sagen ikke et kabinetsspørgsmål, og regeringen valgte at blive siddende. Udmøntningen af den vedtagne målsætning for vandmiljøplanen blev overladt til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, der afgav sin betænkning den 30. april 1987.

Efterspil

Ved det efterfølgende folketingsvalg samme år røg mandatet for Kristeligt Folkepartis Jens Steffensen, der havde været formand for Miljø- og Planlægningsudvalget. Det samme skete for Socialdemokratiets Ole Løvig Simonsen. Begge tilskrev deres nederlag den bitterhed over hele forløbet, som prægede landbruget i deres respektive valgkredse.

Efter valget i september 1987 var der ikke længere brug for Britta Schall Holbergs aktive og personlige stil. Hun forlod Folketinget i 1988 og har siden beskæftiget sig med landbrug og skribent- og foredragsvirksomhed.

Blødersagen

BSHs ministerielle eftermæle er præget af hendes krigeriske facon, men måske især skæmmet af den såkaldte blødersag, idet det netop var i hendes tid som indenrigsminister, at der blev truffet beslutninger om, hvorvidt donorblod skulle screenes for smitsomme sygdomme.

Man havde i ministeriet endnu ikke erkendt, hvilken fare HIV-virus udgjorde, og valgte derfor, at donorblod ikke skulle undersøges. Ved de mange efterfølgende dommerundersøgelser, der kulminerede med Højesterets afgørelse i 1996, blev BSH frifundet. Også samfundsforskere, bl.a. Erik Albæk og Jens Peter Christensen, har siden konkluderet, at der ikke har været grundlag for at kritisere ministeren.

Aldrig kedelig!

Det har været en almindelig udbredt holdning, at man kunne være enig eller uenig med minister BSH, men kedeligt var det aldrig at arbejde sammen med hende.

Selv har hun givet udtryk for, at hun opfattede sin ministertid som en epoke i et i øvrigt aktivt og omskifteligt liv, og hendes engagement i sociale og politiske spørgsmål har været vedvarende. Siden ministertiden har hun engageret sig i forskellige mellemkirkelige og folkelige organisationer, bl.a. som formand for Det Mellemkirkelige Stiftsudvalg i Fyns Stift fra 1989 og for Det Mellemkirkelige Råd fra 1990. 1990-91 var hun formand for Det Internationale Læseår, og fra 1991 for Undervisningsministeriets Landbrugsuddannelsesråd, ligesom hun bl.a. har været medlem af repræsentantskabet for Kristeligt Dagblad fra 1990 og Det Danske Bibelselskab fra 1992. I 1995 udgav hun bogen Politikernes forhold til sundhedsvæsenet. BSH blev i 1984 udnævnt til kommandør af Dannebrogordenen og i 1997 til hofjægermester.

Hun har været Folketingsmedlem for Venstre i Fyns Amtskreds fra 8. februar 2005 til 13. november 2007, for Venstre i Fyns Storkreds fra 13. november 2007 til 15. september 2011.

BSH har været medlem af Venstres Hovedbestyrelse siden 2011, men lever i dag tilbagetrukket på Hagenskov, men blander sig fortsat i den offentlige debat med klummer og avisartikler.

Hun har gjort sig bemærket som en mangeårig hård kritiker af Venstres udlændingepolitik.

Udlændingeloven af 1983

I Danmark og i mange andre lande er forholdet til flygtninge stadig til en vis grad reguleret af konventioner, som er skrevet i begyndelsen af 1950’erne i lyset af erfaringer fra 2. verdenskrig.

Det er klart, at konventionerne ikke forudser alle de problemer, vi har i dag, hvor vi – udover flygtninge, der er truet på livet enten på grund af forholdene i hjemlandet eller fordi de er personligt forfulgte – har økonomiske flygtninge, der flygter fra deres land og søger tilflugt og asyl og varigt ophold hos os for at få en bedre tilværelse for dem selv og deres pårørende.

Konventionstankegangen var grundlæggende for den betænkning, der i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, førte til det første udkast til den nye danske udlændingelov i 1982.

Arbejdet med at revidere den hidtidige fremmedlov, var udsprunget af den såkaldte mexicanersag tilbage i 1977. Den drejede sig om en mexicansk statsborger med syv års ophold i landet, som på et tilsyneladende spinkelt grundlag var anklaget for spionage og forstyrrelse af samfundsordenen, og som den socialdemokratiske regerings sikkerhedsudvalg udviste til Mexico mod den pågældendes vilje og trods voldsomme protester fra dele af pressen og fra menneskerettighedseksperter.

Det nedsatte såkaldte ”fremmedlovsudvalg” afgav en betænkning i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, og i 1982 var betænkningen grundlaget for det første udkast til den nye udlændingelov, der blev fremsat som lovforslag justitsminister Erik Ninn-Hansen i januar 1983.

Loven blev som bekendt vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 1983, mens Poul Schlüter og Firkløverregeringen nok havde regeringsmagten, men – som mindretalsregering – afhængig af skiftende flertal.

Udlændingeloven fra 1983 er siden blevet modereret, men lovens vigtigste nyskabelse var et opgør med det stop fra indvandring fra tredjelande (uden for EF og Norden) man havde indført i 1973 under oliekrisen, og en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere.

For det første fik enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, krav på at komme ind i landet.

For det andet havde sådanne asylansøgere ubetinget retskrav på at opholde sig i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet.

For det tredje overgik behandlingen af asylansøgere fra fremmedpolitiets skøn til det nyoprettede Direktoratet for Udlændinge.

For det fjerde kunne alle afgørelser i denne første instans indbringes for det ligeledes nyoprettede Flygtningenævn, og udvisningsafgørelser kunne i sidste instans behandles af domstolene.

Sidst, men ikke mindst, fik udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller asylret i Danmark udvidede og lovfæstede muligheder for at få familiemedlemmer som ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet.

Politisk kompromis

Når det fremsatte lovforslag i løbet af Folketingets behandling blev ændret, og den endelige udlændingelov blev så imødekommende overfor asylansøgere, skyldtes det navnlig en politisk handel mellem Firkløverregeringen og det ”alternative flertal” bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS.

Regeringen – justitsminister Erik Ninn-Hansen – insisterede på, at udlændingesager fortsat skulle behandles af Justitsministeriet og ikke af Indenrigsministeriet. Til gengæld fik oppositionen hele 88 af sine ændringsforslag til regeringens lovudkast igennem. Der var primært tale om forslag fra det lovforberedende udvalgs mindretalsindstilling, som byggede på konventionstankegangen og havde Folketingets Ombudsmand og Dansk Flygtningehjælps formand, Hans Gammeltoft-Hansen, som en af penneførerne.

Når regeringen ikke stod fast på det oprindelige forslag til ny udlændingelov, havde det også sammenhæng med, at der internt i regeringen – især hos CD, men faktisk også hos Venstre, Konservative og Kristelig Folkeparti – var sympati for det alternative flertals forslag. Det var derfor overhovedet ikke på tale at gøre sagen til et kabinetsspørgsmål.

Noget tyder på at justitsminister Ninn-Hansen – men for sent! – fortrød den politiske aftale og de mange retsgarantier til asylansøgere. Midt under Folketingets lovbehandling i april 1983 luftede Erik Ninn-Hansen i hvert fald offentligt sin betænkelighed ved den kommende lov. I en kronik i Jyllands-Posten og til pressen i øvrigt lod han forstå, at det danske velfærdssystem var et attraktivt mål for mennesker fra fattige lande, og at den nye lov derfor burde udformes så tilpas restriktivt, at Danmark med kun 5 mio. indbyggere også kunne bevares som en nationalstat i fremtiden. I modsat fald forudså justitsministeren, at hundredtusinder ville benytte sig af lejligheden til at komme ind i landet, hvilket kunne indebære risiko for „alvorlig raceuro”.

Tamilsagen

Tamilsagen førte til ikke kun til forhenværende justitsminister Erik Ninn Hansens og flere af hans embedsmænds fald, men at Schlüter-regeringen gik af i januar 1993. Sagen drejede sig om tilsidesættelse af det retskrav om familiesammenføringer for tamilske flygtninge fra det borgerkrigshærgede Sri Lanka. Sagen fik den konservativt ledede regering til at gå af efter Mogens Hornslets Tamilrapport i januar 1993. 11. juni 1993 blev en rigsretssag imod daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen indledt ved en folketingsbeslutning.

Sagen begyndte allerede i 1987, da mulighederne for at holde igen på antallet af familiesammenføringer for tamilske flygtninge blev diskuteret på et ministermøde. Et par måneder efter ministermødet præsenterede Ninn-Hansen en plan om bl.a. repatriering, som regeringens flygtningeudvalg var positiv over for. Denne plan blev dog aldrig realiseret. Men Ninn-Hansen gav umiddelbart efter mundtlig ordre til, at man indstillede behandlingen af sager om familiesammenføring med tamilske flygtninge på trods af retskravet om familiesammenføring.

Realiteterne

Ved udlændingelovens vedtagelse i 1983 var frygten for en masseindvandring ikke påfaldende stærk i den danske befolkning, der havde vænnet sig til det moderate indslag af fremmede i hverdagslivet. Antallet af gæstearbejdere med familier fra især Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan havde siden slutningen af 1970’erne stabiliseret sig, og i 1980 var der cirka 50.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere med opholdstilladelse i Danmark – under 1 pct. af landets befolkning.

Flygtningetallet i Danmark var i begyndelsen af 1980’erne endnu yderst beskedent: I årene 1971-75 kom der godt 2.800 flygtninge, fortrinsvis fra Østeuropa, herunder især polske jøder, samt fra Chile efter militærkuppet i 1973. Fra 1976 til 1980 kom ca. 3.100 flygtninge til Danmark, bl.a. bådflygtninge fra Vietnam, mens der i hvert af årene 1981, 1982 og 1983 kun kom ca. 300 flygtninge til landet, men krigen mellem Iran og Irak, der var begyndt i 1980, gav forventning om voksende flygtningestrømme.

I 2001 var der cirka 270.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark. I begyndelsen af 2017 var tallet vokset til 475.000 ifølge Danmarks Statistik, og nu er vi på vej til at runde 550.000 – omkring 9 pct. af landets befolkning!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s