Efter Israels femte valg på lidt over tre et halvt år den 1. november, godkendte Israels parlament – Knesset – torsdag den 29. december 2022 Benjamin Netanyahus nye regering.

Den 73-årige Benjamin Netanyahu vendte dermed tilbage til en 6. periode som regeringschef for den mest højreorienterede og religiøst konservative regering i Israels 74-årige historie. Benjamin Netanyahu var premierminister i Israel fra 2009 til 2021. Inden da havde han også en periode på posten fra 1996 til 1999.

Det bemærkelsesværdige comeback for Netanyahu, der med en korruptionssag hængende over hovedet for 18 måneder siden blev fortrængt fra premierministerposten af en koalition af 8 partier med Naftali Bennett som premierminister.

Hans nye regering blev godkendt med 64 stemmer i det israelske parlament, Knesset. Der er 120 parlamentsmedlemmer.

Netanyahus regeringskoalition består af en række højrefløjspartier: Likud (32), Shas (11), United Torah Judaism (7), Religous Zionism (7), Otzma Yehudit (Jewish Power) (6) og NOAM (1).

Tirsdag blev en ny lov stemt igennem i parlamentet. Den var med til at bane vej for, at regeringen kunne blive en realitet. Lovgivningen betyder, at hvis man ikke har en fængselsdom, kan dømte udnævnes til minister. (En af Netanyahus samarbejdspartnere i den nye regering, Aryeh Deri fra det ultraortodokse Shas-parti, fik i januar en betinget dom for skattesvindel).

Efter godkendelsen i Knesset holdt Netanyahu et kort møde med sit nye kabinet og sagde, at hans prioriteter ville omfatte at standse Irans atomprogram, styrke lov og orden, bekæmpe landets høje leveomkostninger og udbygge Israels forbindelser med den arabiske verden.

Umiddelbart er det regeringens såkaldte reformpakke, der har fremkaldt stærke reaktioner og demonstrationer i gaderne i de større byer. Den nye justitsminister, Yariv Levin fra Likud-partiet, har planer om en række nye love, der vil gribe ind over for det israelske retsvæsen og svække Højesterets indflydelse. Israel er uden en detaljeret Grundlov og derfor ender mange også højpolitiske sager i retsvæsenet. Kritikerne hævder at reformplanerne går ud på at sætte en siddende regering i stand til at underkende højesteretsdomme.

Den israelske premierminister Netanyahu er som bekendt involveret i flere sager om påstået mandatsvig og korruption, og det er den almindelige opfattelse blandt demonstranterne, at regeringens planlagte lovreform vil gøre retsvæsenet tandløst i sagen mod Netanyahu. En regering under Netanyahus ledelse vil med andre ord kunne annullere enhver dom i sagerne og dermed reelt frikende ham, hedder det blandt regeringens modstandere.

Det er imidlertid forholdet til palæstinenserne og den israelske bosættelsespolitik, der ipå længere sigt vil vise sig nok så kontroversielt. I regeringsgrundlaget anføres det som retningsgivende princip, at “det jødiske folk har en eksklusiv og ubestridelig ret til alle områder af landet Israel”. Det omfatter den besatte Vestbred og regeringen vil “fremme og udvikle” bosættelser der.

Omkring 600.000 jøder bor i omkring 140 bosættelser bygget siden Israels besættelse af Vestbredden og Østjerusalem i 1967. Der er også omkring 100 forposter – små bosættelser bygget uden den israelske regerings tilladelse – på Vestbredden.

I en koalitionsaftale med det ultranationalistiske parti Religious Zionism, som han underskrev i sidste uge, gik Netanyahu med til at legalisere forposterne med tilbagevirkende kraft. Hvornår et sådan kontroversielt skridt vil blive taget, beror på en ”nøje afvejning af staten Israels nationale og internationale interesser”.

I modsætning til Netanyahus Likud-parti afviser koalitionspartnerne tanken om en to-statsløsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt. To-statsløsningen er som bekendt den internationalt støttede formel for fred, der forestiller sig en uafhængig palæstinensisk stat på Vestbredden ved siden af Israel med Jerusalem som fælles hovedstad.

Det er næppe i denne regerings tid, at der findes en løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt. Lederen af Religous Zionism, Bezalel Smotrich, der selv er bosætter på Vestbredden, bliver finansminister og ansvarlig for tilsynet med de myndigheder, som godkender bosættelsesbyggeri på Vestbredden og kontrollerer vigtige aspekter af palæstinensernes liv.

Lederen Otzma Yehudit (Jewish Power) Itamar Ben-Gvir, en anden bosætter og ultranationalistisk politiker, der tidligere er blevet dømt for racisme og støtte til en terrororganisation, bliver national sikkerhedsminister med ansvar for politiet.

I anledning af den nye israelske regering udtalte den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, at han ”så frem til at arbejde sammen med den nye israelske regering for at løse de mange udfordringer og muligheder, som Israel og Mellemøsten står over for, herunder truslen fra Iran. USA vil fortsat være forpligtet til at fremme lige mål for frihed, retfærdighed, sikkerhed og velstand for både israelere og palæstinensere”.

Den nye færøske regering vil have reduceret det årlige bloktilskud, som Færøerne modtager af Danmark. Det fremgår af regeringsgrundlaget, der blev præsenteret torsdag den 22. december 2022.

Over de næste fire år ønsker regeringen, at der skæres 25 millioner kroner om året i bloktilskuddet. I dag er tilskuddet på 642 millioner kroner årligt.

Efter lagtingsvalget 8. december har partierne Javnaðarflokkurin (Socialdemokratiet), Tjóðveldi (Republikanerne) og det liberale Framsókn dannet regering under ledelse af formanden for Javnaðarflokkurin, Aksel V. Johannesen, som lagmand.

Færøerne indgår som bekendt sammen med Grønland og Danmark i et Rigsfællesskab, hvor historien viser, at det er den danske statskasse der i den sidste ende hæfter for den samlede gæld.

Det færøske hjemmestyre og den nye landsstyre-koalition ønsker ikke færøsk løsrivelse fra Danmark og rigsfællesskabet, men ønsket om større råderum på flere områder, herunder det udenrigspolitiske område, står stadig ved magt.

Højkonjunktur på Færøerne – 25 millioner kroner er peanuts!

Efter et relativt mild tilbageslag i forbindelse med corona, er den økonomiske aktivitet på Færøerne i kraftig fremgang. Der er samtidig høj vækst i boligpriser og kredit.

Den positive økonomiske udvikling drives af situationen i den altdominerende fiskesektor.

Eksportindtægterne fra opdrættet laks, der i øjeblikket afregnes til høje priser, er meget betydelige, og samtidig er fangsterne gode i fiskeriet. En voksende turisme har ligeledes ført til stigende aktivitet og indkomster på Færøerne.

Samtidig er ledigheden på Færøerne lav, og især byggeriet mangler arbejdskraft.

Tidligere tiders kroniske underskud på de offentlige budgetter er vendt til overskud i Landskassen og forbruget og investeringerne i kommunerne er høje.

Sårbar banksektor – henstilling om forhøjelse af den systemiske buffersats på Færøerne

Det Systemiske Risikoråd, der har til opgave at identificere og overvåge systemiske finansielle risici på Færøerne, indstillede at den generelle systemiske buffersats fra 2,0 til 3,0 pct. på Færøerne blev midlertidigt suspenderet i begyndelsen af pandemien i marts 2020.

Nu har Det Systemiske Risikoråd henstillet til erhvervsministeren, at den kontracykliske kapitalbuffer på Færøerne aktiveres med en sats på 1 pct. fra 31. marts 2023.

Der er på nuværende tidspunkt ikke på det færøske boligmarked implementeret bestemmelser, der begrænser adgangen til risikable låntyper for husholdninger med en høj gældsfaktor og belåningsgrad. Der er heller ikke implementeret et udbetalingskrav i forbindelse med boligkøb. Rådet vurderer, at det ville være passende at indføre tiltag, der begrænser muligheden for risikoopbygning på det Færøske boligmarked.

Bag henstillingen om øget polstring i de færøske pengeinstitutter er det faktum, at den færøske økonomi er lille og åben med en koncentreret erhvervsstruktur, der i høj grad afhænger af fiskeri og fiskeopdræt. Det gør økonomien sårbar over for negative økonomiske stød, der gennem direkte eller indirekte effekter kan medføre tab i banksektoren og forstærke udsving i realøkonomien.

Historisk har der været store udsving i den færøske økonomi og stor variation i de færøske bankers nedskrivninger.

Den færøske banksektor er tidligere kollapset, og det er derfor Rådets vurdering, at den færøske finansielle sektor er sårbar over for de strukturelle forhold, der kendetegner den færøske økonomi. Rådet finder, at den systemiske buffer for Færøerne kan adressere disse sårbarheder. Formålet med den systemiske buffer er at forebygge og begrænse strukturelle sårbarheder. Bufferen øger bankernes kapitalisering, så mere polstrede banker bedre er i stand til at modstå negative økonomiske stød. Det bidrager til at sikre finansiel stabilitet på Færøerne.

Højere økonomisk vækst på Færøerne

Den økonomiske vækst på Færøerne har siden finanskrisen været højere end i Danmark, og allerede i 2015 nåede produktionen pr. indbygger på Færøerne op på siden af den danske. Dertil kommer et positivt bidrag fra lønindkomster fra personer, der bor på Færøerne, men arbejder i udlandet (inkl. Danmark) på 700-800 mio. kr. Endelig er der overførsler på ca. 800 mio. kr., der især stammer fra tilskuddet på 642 mio. kr. fra den danske stat.

Færingerne har højere indkomster end danskerne

Det betyder, at den enkelte af de 49.864 indbyggere på Færøerne derfor har rådighed over en bruttonationalindkomst, der ligger væsentligt over den danske disponible BNI.

På Færøerne vurderes den disponible BNI at være stigende, mens den disponible bruttonationalindkomst i Danmark stagnerer.

Hvis de er rige på Færøerne, hvorfor fik de så i 2018 eftergivet 500 millioner kr.?

Daværende finansminister Kristian Jensen fra Venstre eftergav i 2018 Færøerne et lån på 500 millioner kr.

Baggrunden var, at samtidig med at Mette Frederiksens forgænger, Poul Nyrup Rasmussen, i 1993 overtog regeringsmagten i Danmark, fik han også ansvaret for de monumentale økonomiske problemer på Færøerne. Bankerne bukkede under og Landskassen var truet – statskassen måtte træde til, og da røgen havde lagt sig, indgik den danske stat i 1998 en aftale med den færøske regering omkring den færøske banksag og Færøernes bankerot.

Baggrunden var som bekendt at Færøerne efter nogle år, hvor økonomien gik helt over gevind, i perioden 1989-1995 blev ramt af en dyb økonomisk krise som følge af faldende fiskepriser. Krisen blev forstærket og forlænget af en bølge af konkurser i banksektoren og Landskassen kunne ikke leve op til de talrige garantier, der var stillet.

Den danske stat indgik en aftale om at omstrukturere 4.023 mio. kr. af det færøske landsstyres gæld til et 20-årigt annuitetslån, eftergive gæld for 900 mio. kr. og give et 20-årigt rente- og afdragsfrit lån på 500 mio. kr., der kunne eftergives, hvis det færøske landsstyre efter 20 år ikke ”har startet udvinding af råstoffer”.

Meningen med denne formulering var, at lånet skulle tilbagebetales efter evne, men selvom Færøerne lever højt på det lukrative fiskeri, har det som bekendt endnu ikke været muligt at starte ”udvinding af råstoffer”.

Situationen er højspændt på grænsen mellem Serbien og Kosovo på Balkan.

Kosovo – med en befolkning på ca. to millioner mennesker, hovedsagelig etniske albanere – udråbte sig selv som et uafhængigt land den 17. februar 2008 med Pristina som hovedstad.

Kosovo var tidligere en del af Serbien med et befolkningsflertal af kristne, og under den nu afdøde serbiske leder Milosevic blev den overvejende muslimske albanske befolkning undertrykt. Da der var optræk til et regulært folkemord, greb det internationale samfund ind i 1999.

Kosovo er ikke anerkendt af FN, men Danmark har siden 2008 sammen med 98 andre lande, herunder de fleste EU-medlemslande, anerkendt Kosovo som et selvstændigt land.

FN har iværksat en internationale overvågningsplan, der blandt andet skal sikre at Kosovos serbiske mindretal og andre etniske grupper skal beskyttes.

Serbisk mindretal

Der lever omkring 50.000 serbere i den nordlige del af Kosovo, og de nægter at anerkende regeringen i hovedstaden Pristina eller i det hele taget staten Kosovo.

Siden den 10. december har serbere i det nordlige Kosovo rejst flere vejspærringer i og omkring Mitrovica, den største serbisk befolkede by i det nordlige Kosovo.

Spændingerne eskalerede, da der skulle afholdes valg den 18. december i de serbiske flertalskommuner Zvecan, Leopsavic, Zubin Potok og North Mitrovica, efter at repræsentanter trådte tilbage i massevis i protest over et krav om nye bilnummerplader. Pristina krævede, at etniske serbere skulle aflevere de serbisk udstedte nummerplader, som de stadig bruger, og erstatte dem med “Republikken Kosovo” -plader.

For Pristina var det et spørgsmål om at hævde Kosovos suverænitet. For kosovoserbere repræsenterede nummerpladerne deres identitet, og kun en håndfuld foretog ombytningen af nummerplader indenfor fristen.

Kosovomyndighederne i Pristina truede med at udstede bøder for den manglende ombytning, men det udløste omfattende opsigelser fra etniske serbere i alle Kosovos nationale institutioner. Dette omfattede også politiet, hvor mere end 600 etniske serbiske betjente afleverede deres badges.

Det planlagte valg den 18. december er udsat, og En EU-formidlet kompromisaftale om nummerpladerne har ikke formildet serberne, der fortsat har afbrudt alt samarbejde med Kosovos myndigheder.

Plan om begrænset serbisk selvstyre

Samtidig har den serbiske regering i Beograd insisteret på, at Kosovo skal leve op til et løfte i en Bruxelles-aftale fra 2013 om at give serberne begrænset selvstyre gennem en sammenslutning af serbiske flertalskommuner.

EU har opfordret Kosovoregeringen til at gennemføre planen, men Kosovos premierminister, Albin Kurti, er stærkt imod ideen. Han mener, at det vil resultere i en ministat i Kosovo kontrolleret af Serbien.

Kosovo har også beskyldt Serbien for at gå Ruslands ærinde ved at forsøge på at skabe problemer på Vestbalkan for at aflede den internationale opmærksomhed fra krigen i Ukraine.

NATO-ledet international fredsmission

NATO leder en international fredsmission i Kosovo Force (KFOR). KFOR omfattede omkring 50.000 soldater, da missionen var på sit højeste i begyndelsen af år 2000, men i øjeblikket er styrken på 3.700 mand, og blandt andre lettiske tropper er placeret på nøglepunkter, herunder ved grænsen til Serbien.

Danmark i Kosovo

Danmark har bidraget til KFOR siden 1999. Hovedopgaven for de i dag cirka 35 danske soldater i Kosovo Force (KFOR) er bevogtning af Camp Marechal De Lattre de Tassigny ved Novo Selo. De danske soldater løser også opgaver i KFOR’s hovedkvarter i Pristina.

Den højspændte situation i området kan betyde, at det bliver nødvendigt at styrke KFOR samt indsætte militære kapaciteter fra EU.

Spørgsmålet er, hvor et eventuelt dansk militært bidrag i givet fald skulle komme fra?

Chefen for hæren, generalmajor Gunner Arpe Nielsen, siger til Berlingske, at hæren ikke har flere soldater at tage af. Det seneste år har været presset for Forsvaret og Hæren, hvor stort set alt, der har kunne kravle og gå, har været udstationeret i blandt andet Letland og Estland.

Kampberedt serbisk hær

Beograd har øget sin væbnede tilstedeværelse ved grænsen i de seneste dage efter modstridende rapporter om en skudepisode, hvor ingen kom til skade. Rapporter fra Beograd påstod, at etniske serbere kom under angreb, men påstanden blev afvist af Kosovos myndigheder i Pristina.

Den serbiske hær siger nu, at den er på sit “højeste niveau af kampberedskab” efter uger med eskalerende spændinger mellem Serbien og Kosovo.

Grænseovergangene mellem det nordlige Kosovo og Serbien er blokeret. Og tirsdag den 27. december blev der sat nye vejspærringer op i det nordlige Mitrovica, Kosovos største serbiske by.

Iran, der med 86 millioner indbyggere er et af verdens 20 mest folkerige lande, har siden september været præget af landsomfattende protester og uroligheder siden den 22-årige Mahsa Aminis død i forbindelse med hendes anholdelse af landets moralpoliti. Hendes brøde var angiveligt, at hun ikke overholdt det islamiske tørklædekrav, og foreløbig er ifølge internationale rettighedsgrupper over 450 demonstranter blevet dræbt og 14.170 anholdt, siden urolighederne begyndte.

Trods de mest omfattende uroligheder siden den islamiske revolution i 1979, ryster landets gejstlige herskere ikke på hånden.

Den iranske præsident, Ebrahim Raisi, fastslog tirsdag den 27. december, at der ikke vil blive udvist nogen form for nåde over for demonstranter i landet.

Udtalelserne faldt i forbindelse med en begravelsesceremoni, hvor 400 uidentificerede soldater, der døde under Irans krig mod Irak i 1980’erne og først for nylig er fundet på de gamle slagmarker.

Tusinder af iranere fulgte de flagsmykkede kister med resterne af “uidentificerede martyrer”, mens Irans præsident langede ud efter USA og andre, der blev beskyldt for at stå bag urolighederne.

Krigen mod Irak

Iran-Irak-krigen mellem Iran og Irak varede fra september 1980 til august 1988 og kostede mellem 1 og 2 millioner mennesker livet med de største tab på den iranske side. Overalt i Iran er der murmalerier, parker, kirkegårde og mindesmærker for krigens ofre.

Krigen begyndte med den irakiske invasion af Iran. Iraks primære begrundelse for angrebet var angiveligt for at forhindre at den islamiske revolutions ideologi blev eksporteret til Irak, der med en befolkning overvejende bestående af shiamuslimer kunne betyde at Saddam Husseins sunnidominerede Baʽath-regime ville være truet.

Irak ønskede også at overtage Irans rolle som den dominerende magt i Den Persiske Golf, hvilket ikke havde været muligt før den islamiske revolution, hvor Shah Reza Pahlavis Iran havde en enorm økonomisk og militær styrke samt tætte relationer til USA og Israel.

Den amerikanske ambassadebesættelse

Den dybt konservative præsident Ebrahim Raisi kaldte også demonstranterne for hyklere og monarkister, under ceremonien, der ligesom den traditionelle markering den 4. november 2022 af besættelsen af den amerikanske ambassade i Teheran i 1979, tjener til at appellere til den iranske befolknings nationalfølelse.

Mindehøjtideligheden foran den tidligere amerikanske ambassadebygning i Teheran markerede, at militante studenter og revolutionsgardister klatrede over hegnet ved ambassaden den 4. november 1979 – ophidsede over, at daværende præsident Jimmy Carter havde tilladt den dødeligt syge Shah Mohammad Reza Pahlavi at modtage kræftbehandling i USA.

Hovedparten af de amerikanske ambassadeansatte blev taget som gidsler, men seks amerikanske diplomater søgte tilflugt hos den canadiske ambassadør i Teheran, før de flygtede fra landet med hjælp fra CIA, en historie dramatiseret i filmen “Argo” fra 2012.

 Den 444 dage lange krise forvandlede Amerika, og grundlagde en dybfølt aversion mod Iran efterhånden som billeder af amerikanske gidsler med bind for øjnene kunne følges på amerikanske TV.

Iran frigav først gidslerne den dag, Carter forlod Det Hvide Hus på Ronald Reagans indsættelsesdag i 1981.

Atomaftalen

Det uforsonlige fjendskab mellem Iran og USA har siden bølget op og ned. I 2015 blev en såkaldte Atom-aftale (Joint Comprehensive Plan of Action – JCPOA) indgået i Wien mellem på den ene side USA og de fire andre permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd plus Tyskland og Iran på den anden side. Aftalen indebar begrænsninger i det iranske atomprogram til gengæld for ophævelse af internationale sanktioner.

Daværende præsident Donald Trump trak ensidigt USA ud af aftalen i 2018, og trods intense forhandlinger er det ikke lykkedes at genoplive aftalen.

I USA har urolighederne efter Mahsa Aminis død ikke fremmet lysten til at forny atomaftalen. Under et valgmøde op til Midtvejsvalget i USA den 8. november 2022 sagde præsident Biden ifølge Washington Post som svar på tilråb om ”FREE IRAN”: ”Bare rolig, vi vil befri Iran”, og han tilføjede: “De vil befri sig selv ret snart.”

En talsmand beskrev fredag Bidens kommentarer som et udtryk for “den solidaritet med demonstranterne, han har haft hele tiden, men det bliver op til iranerne at afgøre deres fremtid. Og det har ikke ændret sig”.

Bidens udtalelse gik ikke upåagtet hen i Teheran.

I sin tale fredag den 4. november henviste Irans præsident, Ebrahim Raisi, til Bidens kommentarer: ”Måske sagde han det på grund af svækkede åndsevner. … Han sagde, at vi sigter mod at befri Iran, men Hr. præsident! Iran blev befriet for 43 år siden, og det er fast besluttet på ikke at blive din fange igen. Vi bliver aldrig igen malkeko for amerikanerne!”

Irans involvering med Ruslands krig i Ukraine

Efter de seneste oplysninger om Irans levering af droner til Ruslands krig i Ukraine er udsigten til en fornyelse af atomaftalen længere væk end nogensinde.

For første gang indrømmer Iran nu, at landet har solgt såkaldte kamikazedroner til Rusland, og både EU og Storbritannien har indført nye sanktioner mod Iran for at forsyne Rusland med droner til brug i Ukraine.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters kommer indrømmelsen fra Irans udenrigsminister, Hossein Amir-Abdollahian.

Han annoncerer salget efter flere måneders uklare kommentarer om de iranske droner, som Rusland nu bruger mod ukrainsk infrastruktur og civile mål i blandt andet landets hovedstad, Kyiv.

Den danske investeringsbank Saxo Bank har netop offentliggjort en analyse af det kommende år, med en række ”uhyrlige” forudsigelser.

Saxo Bank mener, at den globale økonomi bevæger sig ind i et skift til en “krigsøkonomi”, hvor uafhængige staters økonomiske gevinster trumfer globaliseringen.

Som følge heraf mener banken, at prisen på guld vil stige. Chefstrateg Ole Hansen mener, at prisen vil stige med 67 procent næste år, da guld vil føles som et mere sikkert sted for penge end valutareserver.

Det er næppe den mest opsigtsvækkende forudsigelse, da guld ofte betragtes som en sikker havn under recessioner, men Saxo Bank tror også på, at der i løbet af det kommende år kommer forbud mod kød!

Kødproduktion står for 57 procent af al udledning af drivhusgasser i fødevareproduktionen. Flere lande har et mål om at nå nuludledningen, så det er naturligt, at flere skærer ned på kødproduktionen, mener banken.

Saxo skriver i analysen, at det er muligt, at mindst et land helt dropper kødproduktion inden 2030, og banken tror at der in den 2025 indføres en klimaafgift på kød.

Chefstrategen i Saxo Bank, Steen Jakobsen, siger, at han ikke vil blive overrasket, hvis skoler i Danmark og Sverige helt forbyder kød. ” Det går den vej, selvom det lyder som det rene vanvid for os ældre” siger Steen Jakobsen.

I UK afviser fødevare-og landbrugsministeriet, at der er planer om kødskatter eller kødforbud.

Saxo mener også, at den franske præsident, Emmanuel Macron, træder tilbage, og at EU vil danne sit eget militær. Banken forudser også, at Storbritannien vil foretage en kovending og genindtræde i EU.

Saxo understreger selv, at analyserne skal tages med et gran salt, og at de selv vurderer, at der kun er 5-10 procent chance for at forudsigelserne faktisk opfyldes.

Mandag den 12. december besluttede EU’s udenrigsministre på et møde i Bruxelles at oprette en militær mission i Niger. Formålet er at støtte landet i kampen mod terrorgrupper med forbindelse til Islamisk Stat og al-Qaeda, der er på fremmarch i flere lande i det såkaldte Sahel-bælte syd for Saharaørkenen.

Det europæiske tiltag kommer, efter at militære styrker og specialstyrker fra bl.a. Frankrig og Danmark tidligere i år blev tvunget til at forlade Mali i Sahel-regionen på grund af en strid med landets militærjunta, der kuppede sig til magten i 2020. Det skete efter en ni år lang og mislykket vestlig militæraktion, der skulle bekæmpe terrorgrupperne.

Danske militære eventyr i Afrika

Tyskland meddelte den 22. november 2022, at den tyske deltagelse i FN-operationen MINUSMA og dermed tilstedeværelse i Mali ophører i maj 2023.

Tyskland er det seneste af en række lande, som trækker sig fra FN-operationen i det jihadist-hærgede Mali.

Tyskerne melder om tiltagende problemer i Mali. Blandt andet at de bliver modarbejdet af den regerende junta, efter at der angiveligt er kommet russiske lejesoldater fra den såkaldte Wagnergruppe til landet for at styrke regeringsstyrkerne.

Tidligere uge trak Storbritannien og Elfenbenskysten sig fra MINUSMA-operationen.

Frankrig har igennem en årrække haft styrker i Mali som led i bekæmpelsen af jihadist-oprørere. Frankrig har ligeledes været den drivende kraft i MINUSMA og aktivt ledet Operation Barkhane og Task Force Takuba, men præsident Emmanuel Macron trak i august 2022 de sidste styrker ud af landet efter uenigheder med militærstyret.

Efter Frankrigs, Tysklands og UK’s exit fra Mali kan der være god grund til at reflektere over erfaringerne fra det danske forsvars indsættelser i Mali og i Sahelregionen (MINUSMA, Operation Barkhane og Task Force Takuba).

FN-operationen MINUSMA

Efter konflikten i Mali brød ud i 2012 blev MINUSMA (United Nations Multidimensional Integrated Stabilization Mission in Mali) etableret i 2013 på baggrund af FN’s Sikkerhedsrådsresolution 2100.

Regionen og Mali har i en lang årrække været plaget af interne konflikter mellem regeringen og nomadiske oprørsgrupper, herunder islamistiske terrorgrupper.

Missionen har blandt andet til opgave at støtte Malis regering i kampen mod de væbnede grupper samt at sikre beskyttelsen af civile.

Danmark har bidraget til FN’s mission i Mali, MINUSMA, siden 2014 med forskellige militære bidrag og har blandt andet af tre omgange stillet et C-130J-transportfly til rådighed for missionen (2014, 2017 og 2019/2020). I 2016 var et dansk specialoperationsstyrkebidrag på ca. 30 personer del af en nederlandsk enhed i Gao-regionen i Mali. I 2019-2020 bidrog Danmark med et personelbidrag på ca. 10 personer til indhentning af oplysninger for MINUSMA. Danmark har derudover ydet substantiel finansiel støtte til MINUSMA.

Ud over Danmark støtter også andre lande missionen heriblandt Nederlandene, Norge, Sverige, Finland og Tyskland.

P.t. bidrager Danmark med et mindre antal danske stabsofficerer til MINUSMA i Mali.

Fransk ledede operation Barkhane og Task Force Takuba

Frankrig etablerede Operation Barkhane til bekæmpelse af terrorisme i Sahelregionen. Operationen bestod af omkring 5000 franske soldater, og der indgik desuden bidrag fra Storbritannien (helikopterbidrag) og Estland (bevogtningsbidrag). Operation Barkhanes operationsområde dækkede Burkina Faso, Mali, Mauretanien, Niger og Tchad.

Danmark bidrog i 2013 med et transportfly til den franskledede Operation Serval, som gik forud for Operation Barkhane. I 2019-2020 har Danmark bidraget med to transporthelikopter og op til ca. 70 personer til Operation Barkhane.

I maj 2021 blev regeringens beslutningsforslag om at udsende nye militære bidrag til den europæiske specialoperationsstyrke i Mali, Task Force Takuba, vedtaget. Bidraget blev deployeret, men måtte hjemtages igen kort herefter pga. Malis regerings udmeldinger om, at de danske soldater ikke var velkomne.

Ifølge Mali havde Danmark ikke fulgt de nødvendige protokoller. Det blev fra dansk side afvist. Det danske bidrag blev ifølge Forsvaret hjemtaget 29. april 2022.

Har Danmarks et medansvar for situationen i Mali?

Regeringen ville med deltagelsen i Task Force Takuba udsende specialoperationsstyrker til Mali for at bidrage til bekæmpelsen af Islamisk Stat og Al-Qaeda. Terroristernes base i Vestafrika og Sahel-området udgjorde ifølge regeringen en akut fare mod lokalbefolkningen og dansk og europæisk sikkerhed.

Den 25. maj 2021 2. behandlede Folketinget B 297 Forslag til folketingsbeslutning om danske militære bidrag til Operation Barkhane i Sahelregionen.

Deltagelse i Barkhane og Task Force Takuba

Regeringen fik dermed Folketingets samtykke til, at danske militære bidrag kunne indsættes til støtte for “Operation Barkhane”, herunder Task Force Takuba, i Sahelregionen.

Det danske bidrag skulle bestå af et specialoperationsstyrkebidrag, et kirurghold, stabspersonel, et nationalt logistisk støtteelement og indsættelse af dansk cyberkapacitet.

Specialoperationsstyrkebidraget skulle bestå af op til ca. 60 personer, der skulle udsendes i ca. 12 måneder fra omkring januar 2022. Bidraget kunne midlertidigt forstærkes med op til ca. 20 personer, såfremt der skulle opstå behov, eksempelvis ved imødegåelse af nye trusler mod operationen.

Kirurgholdet ville bestå af op til ca. 12 personer, der udsendes i ca. 6 måneder i 2022. Der kunne derudover udsendes et stabsbidrag på op til ca. tre personer fra medio 2021 til primo 2023.

Som logistisk støtte til de øvrige bidrag skulle et nationalt støtteelement på op til ca. 10 personer udsendes fra ultimo 2021 til primo 2023 til Mali og eventuelt Niger.

Tanken med de danske militære bidrag var at gennemføre aktiviteter inden for rammerne af operationsplaner og magtanvendelsesdirektiver gældende for “Operation Barkhane”, herunder Task Force Takuba, hvilket bl.a. ville indebære offensiv magtanvendelse. Herudover havde bidragene mandat til anvendelse af magt i selvforsvar og til forsvar af styrker under Operation Barkhane samt forsvars- og sikkerhedsstyrker fra Mali og Niger, herunder maliske partnerenheder, og FN’s MINUSMA-styrker.

Operationsområdet forventedes at være Mali og Liptako-Gourma-regionen, der ligger i grænselandet mellem Mali, Niger og Burkina Faso, og kunne også omfatte øvrige dele af Niger og Burkina Faso.

Hvad vil Danmark i Mali?

Spørgsmålet er, om militære operationer ikke vil forværre situationen. Libyen har således været præget af kaotiske tilstande, siden den daværende leder Muammar Gaddafi blev dræbt af oprørere med støtte fra Nato i 2011.

Baggrunden var det oprør, der den 15. februar 2011 – formentlig inspireret af Det Arabiske Forår – udbrød i Libyen, der efterhånden udviklede sig til en borgerkrig, og som 17. marts 2011 medførte at FN’s Sikkerhedsråd vedtog at oprette en flyveforbudszone over Libyen, for at beskytte civilbefolkningen.

En NATO-ledet koalition af lande intervenerede herefter til fordel for oprørerne, gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, og Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte, den 20. oktober 2011.

Borgerkrigen og det tragiske morads, vi er vidne til i Libyen og i store dele af Sahel-området i Afrika, er til dels et resultat af den franske præsident Nicholas Sarkozys og den britiske premierminister David Camerons politik, som tilskyndet af USA og præsident Barack Obama påtog sig opgaven med at vælte oberst Muammar Gaddafi uden at vide, hvad de skulle sætte i sted.

Efter Gaddafi

Fjernelsen af Gaddafi udløste en lang periode med borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet. Danmark bidrog som bekendt aktivt i fjernelsen af Gaddafi med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber – men indsatsen bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man påstod. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Danmarks engagement i Libyen betegnes som en dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative sideeffekter.

Sammenhæng med situationen i Mali

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede soldater.

Islamiske militante har derfor siden begyndelsen af 2012 været aktive og har reelt kontrolleret hele den nordlige del af Mali. Frankrig har militært været til stede siden 2013 og støttet den dengang nyvalgte præsident Ibrahim Boubacar Keita. Siden parlamentsvalget i marts-april 2020 har det imidlertid været klart, at præsidenten havde mistet kontrollen over Mali.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb.

Danmarks rolle i Mali

Danmark har tidligere sendt både soldater, helikoptere og et Herkules-transportfly til Mali som bidrag til FN-operationen MINUSMA og den fransk ledede operation Barkhane og Task Force Takuba

Mali er et af Afrikas største lande, præget af ekstrem fattigdom, politisk ustabilitet og terror. Men her er også betragtelige naturrigdomme, ikke mindst guld, og der er store økonomiske interesser på spil.

Danmarks militære tilstedeværelse i landet har tydeligvis ikke stabiliseret noget som helst.

Den ekstreme fattigdom og manglen på menneskerettigheder har udløst modstand mod både præsidenten og de udenlandske soldaters tilstedeværelse i landet. Siden august 2020 har Mali oplevet 2 militærkup og udviklingen er en begmand til Frankrig og præsident Macron, der har brugt mange kræfter på at overbevise Danmark og andre EU-lande om, at europæere har en fælles interesse i at forblive engageret i Mali og regionen, hvor Frankrig som tidligere kolonimagt har historiske såvel som økonomiske interesser.

Som tidligere nævnt, trak præsident Emmanuel Macron i august 2022 de sidste styrker ud af landet efter uenigheder med militærstyret.

Danmark deltager fortsat i MINUSMA i Mali med et par danske stabsofficerer.

Skal Danmark deltage i Niger?

Danmark har i Bruxelles givet fuld støtte til EU’s nye militærmission, som den danske stat efter afskaffelsen af forsvarsforbeholdet skal være med til at finansiere. Men det vides endnu ikke, om den nye SVM-regering ønsker at sende danske soldater afsted.

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen ønsker ifølge Jyllands-Posten endnu ikke at kommentere missionen, men Forsvarsministeriet oplyser i en mail til Jyllands-Posten, at Danmark med afskaffelsen af EU-forsvarsforbeholdet har ”fået mulighed for at deltage i EU’s militære missioner og operationer, herunder på det afrikanske kontinent”.

Spørgsmålet er, hvor skal et eventuelt dansk militært bidrag komme fra?

Chefen for hæren, generalmajor Gunner Arpe Nielsen, siger til Berlingske, at hæren ikke har flere soldater at tage af. Det seneste år har været presset for Forsvaret og Hæren, hvor stort set alt, der har kunne kravle og gå, har været udstationeret i blandt andet Letland og Estland.

Lån med afdragsfrihed har været i kraftig vækst siden 2021. Det er ikke mindst boligejere med friværdi og førstegangskøbere, der har valgt 30 års lån med fast rente og afdragsfrihed.

Førstegangskøberne gør det for at betale hurtigere af på den dyre bankgæld.

Efter at renterne er hamret i vejret, er lysten til fast rente smuldret. Ikke mange har lyst til at binde sig til et lån og til en rente der i øjeblikket er oppe på 5 eller 6 pct i 30 år.

Udviklingen betyder, at de fleste nye lån igen ydes som rentetilpasningslån.

Pengeinstitutterne er pålagt nøje at kreditvurdere lånere, der ønsker lån med variabel rente og som hovedregel kræves, at lånerne har økonomi til at kunne betale 1 pct. mere end renten på et 30-årigt lån med fast rente og afdrag.

Låntagere i slutningen af 2022 er derfor typisk kreditvurderet til at kunne betale en rente på op til 7 pct.

Trods kravene om kreditvurdering betyder den voksende andel af rentetilpasningslån at robustheden på det danske boligmarked på sigt er truet.

Krav om øget kontrol med afdragsfrie lån

Kravene om nøje kreditvurdering af låntagere, der ønsker lån med variabel rente, er affødt af Finanstilsynets og Nationalbankens bekymringer for boligejernes økonomi. I en eventuel situation med recession, inflation og stigende renter vil der være behov for at boligejerne er tilstrækkeligt polstrede til at undgå tvangsauktioner og store tab hos kreditgiverne.

Den kraftige vækst siden 2021 i afdragsfrie lån har betydet, at Finanstilsynet og Nationalbanken opfordrer penge- og realkreditinstitutter til at følge nøjere med i de pågældende låneres økonomi.

Finanstilsynet har i et udkast til ny vækstvejledning lagt op til, at bankerne mindst hvert andet år skal gennemgå økonomien hos boligejere med de populære 30-årige afdragsfri lån, uanset hvor i landet boligejeren bor. Afdragsfri lån på 10 år skal også overvåges, mens det behøver ikke være med samme frekvens.

Udkastet fra Finanstilsynet lægger op til, at institutter, som udsteder lån med mere end ti års afdragsfrihed, mindst hvert andet år bør ”have oplysninger om kundens økonomiske forhold, der svarer til de krævede oplysninger ved bevillinger”.

Nationalbanken anbefaler, at man går videre således at også boligkunder med 10-årige afdragsfri lån og høj gæld bliver vurderet mindst hvert andet år.

Konsekvensen er, at låntagere – uanset om alle betalingsvilkår overholdes – løbende skal indsende årsopgørelse og budgetter, hvis de har et realkreditlån med 10 års afdragsfrihed eller mere?

Nyt pkt. 8

I Finanstilsynets høring over vejledning om kreditvurderingen ved belåning af boliger i vækstområder mv. (vækstvejledningen) fremhæves et nyt pkt. 8 om økonomiske oplysninger til instituttet for kunder med afdragsfrihed:

8) For lån med afdragsfrihed er der et større behov for at overvåge kundens økonomiske situation end for traditionel fast forrentet finansiering med afvikling. Det skyldes, at med de lave ydelser på disse lån kan kundens økonomi være væsentligt forværret, uden at det giver anledning til faresignaler som restancer, før kundens økonomiske problemer er meget store.

Det gælder i særlig grad ved lån med mulighed for langvarig afdragsfrihed, da der her er en lang periode med lave ydelser. Det gælder også i særlig grad, hvis lånet desuden har variabel rente, da det i en periode med en lav variabel rente også medvirker til lave ydelser.

Opfylder et boliglån med mulighed for afdragsfrihed ikke kriterierne for at være et nedsparingslån, skal låntageren som udgangspunkt kunne godkendes til at optage et 30-årigt lån med fast rente uden afdragsfrihed.

Lån med afdragsfrihed, som ikke er nedsparingslån, giver derfor i den afdragsfri periode kunden mulighed for en løbende opsparing, der mindst svarer til de afdrag, som er forudsat ved beregning af rådighedsbeløbet.

I praksis vil kunden dog ofte ikke spare op, men have et højere forbrug.

Det indebærer, at der for lån med langvarig afdragsfrihed som udgangspunkt er et særligt behov for overvågning. Indebærer lånet reelt en mindre risiko for kunden og instituttet end andre tilsvarende lån, f.eks. fordi instituttet og kunden har aftalt en opsparing, som instituttet følger op på, kan instituttet dog tage højde for det.

For boliglån med mulighed for afdragsfrihed i mere end 10 år bør penge- og realkreditinstitutter derfor som udgangspunkt mindst hvert andet år have oplysninger om kundens økonomiske forhold, der svarer til de krævede oplysninger ved bevillinger. Det omfatter bl.a. årsopgørelser og budgetter. Det gælder både for nedsparingslån og for øvrige lån med afdragsfrihed. Oplysningerne bør gøre instituttet i stand til at vurdere, om interne eller eksterne forhold væsentligt har ændret kundens evne til at servicere gælden gennem hele restløbetiden.

For kunder med afdragsfrihed i op til 10 år bør instituttet baseret på sin viden om kunderne fastsætte, hvor ofte det er nødvendigt, at kunderne giver oplysninger om deres økonomiske forhold.

Bankerne protesterer

Høringsfristen udløb den 19. august 2022, og kravet om øget kontrol af låntagere med afdragsfri lån har fået bankerne til at protestere. Bankernes og realkreditinstitutternes interesseorganisation, Finans Danmark, frygter, at det vil bringe de blandt ældre meget populære 30-årige afdragsfri lån i farezonen, fordi de bliver for administrativt tunge og dyre.

Faldende interesse for afdragsfrie lån

Spørgsmålet er om det stigende renteniveau og den faldende interesse for afdragsfrie lån vil betyde at Finanstilsynet udskyder udsendelsen af den reviderede vækstvejledning?

Mens vi har kunnet læse detaljerede og gennemgående positive beretninger om Mette Frederiksen, Løkke Rasmussens og Jakob Ellemanns rådgivere, er der påfaldende stille om Søren Pape Poulsens rådgivere.

Senest har Søren Pape i et interview med TV Midtvest oplyst, at der ingen rådgivere var inde over hans beslutning om at lade sig skille fra eksmanden.

De blev faktisk først orienterede, efter partiformanden havde offentliggjort skilsmissen på de sociale medier. Søren Pape mener faktisk i det hele taget ikke, at det er en rådgivers bord at blande sig i den slags, siger han nu.

Ingen havde i virkeligheden troet på, at Søren Pape Poulsen helt alene kunne køre Det Konservative Folkeparti i sænk. Men hvem er Pape Poulsens rådgivere?

Selvom partiets medlemmer i den nuværende katastrofale situation har forståelse for, at Søren Pape Poulsen har brug for en tænkepause for nærmere at overveje fremtiden i Det Konservative Folkeparti, er der samtidig stor interesse for hvem, der lokkede partiet ud i en fuldkommen håbløs valgkampagne., der har bevirket at partiet opnår hele 4,3 i den sidste meningsmåling inden jul.

Mens Søren Pape Poulsen i ugepressen forsøger at reparere på sit politiske og personlige eftermæle, kunne Det Konservative Folkepartis medlemmer måske forvente, at partiets ledelse indstillede den strøm af opfordringer til at købe merchandise og støtte Pape-Power kampagnen, og i stedet redeligt informerede partiets trofaste medlemmer om hvad der skal ske?

Den 22. december 2022 meddeles det, at Forsyningstilsynet har godkendt Energinets metode for vedvarende energiproducenters netbetaling.

Godkendelsen indebærer, at ejere af bl.a. solcelleparker og vindmøller fra 1. januar 2023 skal betale flere af de udgifter, som deres anlæg medfører for elnettet. Den nye såkaldte producentbetaling vil ske i overensstemmelse med en ny tarifmetode udarbejdet af den system- og transmissionsansvarlige virksomhed Energinet.

Slut med gratis tilslutning

Formålet med den nu godkendte tarifmetode for producentbetaling er at sikre en mere omkostningsægte tarifering som foreskrevet med den seneste ændring af elforsyningsloven. Samtidig indføres mulighed for geografisk differentering af indfødningstariffer og tilslutningsbidrag for elproduktion.

Tidligere sikrede det såkaldte PSO-system, at producenter af vedvarende energi (VE) var friholdt for at afholde de omkostninger, som de giver anledning til i forbindelse med deres nettilslutning.

Forsyningstilsynet har derfor som vilkår for godkendelse af metoden for beregning af netbetalingen krævet, at Energinet fra den 1. januar 2023:

1) posterer sine udgifter til netudbygning i forhold til standardtilslutningsbidraget efter kundekategorier og derved sikrer, at de enkelte kundekategorier kun opkræves de omkostninger over nettariffen, som de hver især giver anledning til, og

2) posterer de indtægter, som Energinet oppebærer gennem indfødningstariffen, efter kundekategorier og derved sikrer, at de enkelte kundekategorier kun op[1]kræves de omkostninger over indfødningstariffen, som de hver især giver anledning til.

Omkostninger ved vindmøller og tomatproduktion må ikke ende hos elforbrugerne

Forsyningstilsynet er ved lov pålagt at påse, at Energinet fra elkunder og elproducenter kun opkræver, hvad der svarer til omkostningerne ved tilslutning og for transporten af energien via nettet. Tarifferne skal derfor være omkostningsægte. Det betyder, at Energinet samlet set kun må opkræve, hvad der svarer til omkostningerne. Omvendt må producenternes betaling heller ikke blive for lav, da der så er en risiko for, at regningen ender uretmæssigt hos forbrugerne.

Bør ejerne og investorerne i vedvarende energi bidrage?

Green Power Denmark, erhvervsorganisationen for den danske energisektor, er utilfreds med Forsyningstilsynets afgørelse. Organisationen mener, at det vil bremse den grønne omstilling, når det bliver dyrere at tilslutte vindmøller og solceller til elnettet.

En investor, som vil opføre et anlæg på for eksempel 250 MW, som bliver tilsluttet 400 kV-nettet, vil opleve, at omkostningerne stiger med knap 100 millioner kroner.

”Det er en voldsom stigning, og det vil helt sikkert være med til at bremse den grønne omstilling. Den nødvendige udbygning af vedvarende energi vil ikke alene blive forsinket men også unødvendigt dyr”, siger Kamilla Thingvad, direktør for energiproduktion i Green Power Denmark.

Bør de almindelige elforbrugere betale for den grønne omstilling?

Det bemærkelsesværdige er, at Green Power med den tidligere Venstre-minister Kristian Jensen i spidsen, åbenbart mener, at det er den almindelige elforbruger der skal betale flere af de udgifter, som vedvarende energianlæg medfører for elnettet.

Hvorfor de investorer og ejere af solcelleparker og vindmøller, der tjener på anlæggene, ikke skal betale de omkostninger, der er forbundet med tilslutningen til elnettet, siger Green Power ikke noget om.

Efter Folketingsvalget den 1. november 2022 meddeles det overraskende, at det konservative folketingsmedlem, Mette Abildgaard, bliver ny formand for Statsrevisorerne.

De 6 politisk udpegede statsrevisorer har siden Grundloven af 1849 holdt øje med, hvordan staten bruger skatteborgernes penge. Er de kritiske over for noget i statens regnskaber, giver de Folketing og ministerier besked og er på den måde en del af Folketingets kontrol med regeringen.

Statsrevisorerne er valgt for fire år. De mødes en gang om måneden. De kan bede Rigsrevisionen undersøge et område. Statsrevisorerne udtaler kritik af ministerier og styrelser efter Rigsrevisionens beretninger (undersøgelser).

Statsrevisorer vederlægges med 330.000 kr. oven i vederlaget som medlem af Folketinget.

Folketingets kontrol forekommer svækket

I sammenligning med tidligere statsrevisorer giver de nuværende statsrevisorer umiddelbart anledning til bange anelser.

Den erfaring, der tidligere prægede statsrevisorernes arbejde, er i dag helt væk, og det vil alt andet lige betyde at Folketingets kontrol med regeringen er svækket.

I mere end 20 år var Peder Larsen fra SF, formand, og Henrik Thorup fra Dansk Folkeparti og Klaus Frandsen fra de Radikale havde også stor anciennitet. Blandt de menige statsrevisorer var der tidligere tunge folk som Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen og Helge Adam Møller og Lars Barfoed fra de Konservative.

Peder Larsen

I centraladministrationen huskes det endnu, hvordan den respekterede Peder Larsen var nådesløs i sin kritik af højtplacerede statslige ”tøsedrenge”.

Baggrunden var Rigsrevisionens kritik af Sundhedsministeriets håndtering af salget af den statslige vaccineproduktion.

Den ærekære Per Okkels, der var den ansvarlige chef i Sundhedsministeriet, var ikke indstillet på at acceptere den hårde kritik fra Rigsrevisionen, og onsdag 24. januar 2018 erklærede Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse sig således “markant uenig” på en række punkter i Rigsrevisionens begrundelser for at kritisere salget af Statens Serum Instituts vaccineproduktion. Blandt andet kommenterede ministeriet nogle beregninger, som man “heller ikke mener, er retvisende”, ligesom kritikken betegnes som “uproportional”.

Topembedsmændene er mimoser og tøsedrenge

Selvom angrebet på Rigsrevisionen var uhørt, følte den daværende Rigsrevisor, Lone Strøm, at stillingen som Rigsrevisor ikke tillod hende at gå i offentlig diskussion med ømskindede embedsmænd.

Peder Larsen, formanden for Statsrevisorerne gennem de sidste tyve år, holdt sig til gengæld ikke tilbage: “Det her burde være helt utænkeligt, og jeg har aldrig mødt det før,” siger han, selvom han i de senere år havde bemærket en udvikling, hvor ministerier i stigende grad går til modangreb på større undersøgelser fra Rigsrevisionen.

Peder Larsen mener, at kritikken er helt forfejlet og mest af alt er udtryk for et embedsværk, der nærer stor modvilje mod at blive set efter i kortene. Med tydelig adresse til blandt andre Per Okkels, sagde han: “De er blevet mere og mere ømfindtlige og prøver på alle mulige måder at undgå kritik. Hvad er det for noget? De fleste af dem er ekstremt begavede, men hvorfor kan de ikke stå på mål for deres egne handlinger ligesom alle andre i dette samfund? De er tøsedrenge, kort og godt,” siger Peder Larsen.

Er centraladministrationen udygtig?

Peder Larsen var ej heller bekymret for Rigsrevisionens faglige renommé i kampen med ministerierne. Han sagde: “Tror du, at pressen og borgerne stiller sig på deres eller vores side? Befolkningen ved godt, at magt kan korrumpere, og er der noget magt ikke kan lide, så er det at blive afsløret i noget, der nærmer sig magtmisbrug. Så mit råd til embedsværket vil være at koncentrere sig om at lave kvalitetsarbejde.”