Midt i den højstemte situation omkring Ruslands overfald på Ukraine vælger den danske regering at intensivere samarbejdet med Putins allierede, Indien og Kina.

Indien

Man må tage sig til hovedet, men det er faktisk en kendsgerning, at kronprinsparret vil stå i spidsen for en dansk erhvervsdelegation under et officielt besøg i Indien fra den 26. februar til den 2. marts 2023.

I delegationen indgår tillige udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard og miljøminister Magnus Heunicke.

På trods af pres fra vestlige lande har Kina og Indien været standhaftige i deres partnerskab med Rusland. De har markant øget importen af russisk olie, og også på andre måder støtter Rusland ved at bidrage til at sanktionerne mod Rusland omgås.

Kina

Det forlyder, at Kina nu vil forsyne Rusland med våben og ammunition, mens den direkte support fra Indien til Moskva er uoplyst.

I forhold til Kina vil man også intensivere samarbejdet.

Med afsæt i det omfattende strategiske samarbejde med Kina, lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram for myndighedssamarbejdet.

Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder.

Den næste fase af arbejdsprogrammet skulle efter planerne have været lanceret allerede i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark, men forhandlingerne har trukket ud.

Men med en bizar timing i forhold til situationen i Ukraine vil udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen nu have aftalen fornyet, og det kan formentlig ske i løbet af i år.

”Det er vi i god dialog med kineserne om. Vi ønsker at have et godt forhold til Kina. Det er meget, meget vigtigt, at vi ikke bevæger os fra den ene grøft til den anden”, siger Lars Løkke Rasmussen.

Med Indien og Kina ude, er det interessant at vide, hvem vi ellers kan regne som allierede i støtten til Ukraine

I forhold til Ruslands angreb på Ukraine tegner der sig 3 grupperinger:

Dem, vi kan regne med, er USA med allierede i Europa og Asien, der sammen med en række andre lande, herunder Tyrkiet, er enige om at fordømmer Rusland som ansvarlig for krigen i Ukraine, ligesom landene – i hvert fald i princippet – er villige til at bære de omkostninger, der er forbundet med art støtte Ukraine.

Ruslands urokkelige støtter: Autokratier som Belarus, Nordkorea, Syrien, Nicaragua, Eritrea og Mali.

Tvivlsomme: Kina, Indien, Sydafrika, Iran og Pakistan, der sammen med en lang række latinamerikanske, afrikanske og asiatiske stater er uenige om deres svar på Ukraine. De fleste af dem modsætter sig selve invasionen og er parat til at fordømme krigen, men de er også på vagt over for at ødelægge deres bånd med Rusland og deltager ikke i sanktioner eller det diplomatiske pres på Rusland. Disse lande er også ekstremt optaget af konsekvenserne for deres egne økonomier og bekymrede for de stigende omkostninger til fødevarer og energi og den globale inflation, som konflikten har forårsaget.

Det menes, at mellem 44 og 54 procent af befolkningerne i lande som Indien, Tyrkiet og Kina ønsker fred hurtigst muligt, også selv om det kræver, at Ukraine overlader territorium til Rusland.

Sydafrikas position er dubiøs. Op til årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine har det sydafrikanske militær deltaget i fælles øvelser med sine russiske og kinesiske marinefartøjer.

Kina og Indien prøver at fremstå som neutrale fredsmæglere, men ingen giver meget for deres upartiskhed.

Indien er en gammel allieret med Rusland, og man føler ikke man skylder Vesten noget overhovedet. Det er opfattelsen i Delhi, at det der foregår i Ukraine, er Vestens krig mod Rusland.

Kina kan vi heller ikke regne med. Med den såkaldte fredsplan så det mere ud til, at Kina primært har været interesseret i at slå en kile ind mellem Europa og USA. Kina indgik allerede inden Ruslands invasion i Ukraine en omfattende sikkerhedsaftale og det kinesiske fredsudspil havde været drøftet med Rusland, men ikke med Ukraine. Den kinesiske udenrigsminister Wang Yis og da også umiddelbart efter præsentationen af den såkaldte fredsplan til Moskva. USA kunne samtidig oplyse, at Beijing overvejer at sende våben til Moskva for at hjælpe dens indsats i krigen.

Den 24. februar 2023 bliver det oplyst, at Philip Khokhar bliver ny korrespondent for Danmarks Radio i USA. Efter otte år som korrespondent i Kina og før det i Afghanistan rykker Philip Khokhar i sommeren 2023 til Washington D.C.

Han tager over efter Steffen Kretz og Lillian Gjerulf Kretz, der efter seks år vender hjem til Danmark og DR Byen.

Med Philip Khokhar kan man håbe på en bedre dækning af USA i dansk radio og fjernsyn.

Danske medier har på basis af især rapporter fra DR’s, Berlingske Tidendes og Politikens korrespondenter i USA valgt at basere USA-dækningen på såkaldte ”kvalitetsmedier” som New York Times og Washington Post, der citeres langt hyppigere end medier som Wall Street Journal og Fox News. The Hill og Breitbart News er helt fraværende i danske medier.

New York Times

”The Gray Lady”, som New York Times kaldes, betragtes af mange i medieverdenen som den førende og vigtigste informationsvirksomhed i verden med en enorm indflydelse langt ud over USA’s landegrænser. Avisen er blandt verdens største baseret på betalende abonnenter med knap 10 millioner, og den har vundet flere Pulitzer-priser end nogen andre. 132 gange har avisen modtaget USA’s mest fornemme publicistpris – dobbelt så mange gange som toeren, The Washington Post, som har modtaget 65.

Også i Danmark har The New York Times en enorm indflydelse, viste en gennemgang af dansk presses mest citerede medier i historier om USA, foretaget af fagbladet Journalisten i 2020. Knap 23.000 gange over en treårig periode fremgik avisen som kilde i danske artikler, radio- og tv-indslag, næsten tre gange så mange gange som det mest konservative af de store mainstream-medier, The Wall Street Journal. Det er med andre ord The New York Times’ indhold, der er baggrunden for meget af den USA-dækning, som Steffen og Lillian Kretz og andre danske medier har stået for.

Udover sin kulturelle magt har avisen også økonomisk pondus. Den havde i 2022 en omsætning på 16 milliarder kroner og kan, som ingen andre internationale medier, med sine redaktionelle valg diktere en nyhedsdagsorden.

”Strømlining”

Det må dog ikke glemmes, at New York Times har været i monumentale vanskeligheder og i en periode måtte afskedige medarbejdere, herunder journalister på stribe.

New York Times har som mange andre aviser været nødt til at gennemføre en “strømlining” af redigeringsprocessen i forbindelse med omlægningen fra trykte til digitale aviser.

Kritikere hævder, at den tilpasning, som økonomien har nødvendiggjort, ikke er gået sporløst hen over avisen. The New York Times har altid været anset for at ligge lidt til venstre for midten, men tidligere har det været på en måde, hvor også republikanere har kunnet læse den. Der var et reelt forsøg på at være objektiv, men nu er avisen decideret ”woke” og imødekommende for et mere ekstremt kundesegment, primært universitetsuddannede, der er hyper-besatte af emner som køn, raceforhold og seksualitet.

Kristelig Dagblad kan den 23. februar 2023 oplyse, at en af avisens kendte debatredaktører, Bari Weiss, sagde op med det argument, at The New York Times havde svigtet sine journalistiske idealer. Hun skrev i et åbent opsigelsesbrev, at avisen aldrig lærte af sine fejl forud for valget af Donald Trump i 2016, som ingen havde forudset.

”Den rigtige mening”

”Den lektie, vi skulle have lært af valget – om vigtigheden af at forstå andre amerikanere og modstå stammetænkning og det centrale i at have en fri udveksling af idéer i et demokratisk samfund – er ikke blevet lært. I stedet er en ny konsensus opstået i pressen, og måske især hos denne avis: at sandheden ikke er noget, man finder frem til ved hjælp af fælles udforskning, men en særlig ortodoksi, som allerede er kendt af nogle få oplyste, hvis opgave det er at informere alle andre om den.”

Ifølge analysebureauet Pew Research Center stemte 91 procent af de amerikanere, der havde New York Times som deres primære nyhedskilde i 2020, på Det Demokratiske Parti. En skævhed, som kun overgås af højrefløjens udskældte medier, hvor 93 procent af alle, der angiver at have Fox News som sin primære nyhedskilde, stemmer på Det Republikanske Parti.

Ashley Rindsberg, der i 2021 skrev bogen ”The Gray Lady Winked” (”Den grå dame blinkede”) har ifølge Kristelig Dagblad ment, at det nu er blevet en forretningsmodel for NYT at lave historier med ideologisk slagside, hvor det handler om at fastholde betalende læsere måned efter måned efter måned med historier, som bekræfter læsernes verdensbillede.

New York Times og fake news

Da Donald Trump var præsident, omtalte han konsekvent New York Times som ”the failing New York Times”, der udspreder “fake news”.

Den 22. oktober 2019 kunne avisen The Hill oplyse, at Det Hvide Hus vil opsige abonnementerne på The New York Time og The Washington Post. “We have no plans to renew them,” meddelte pressemedarbejder i Det Hvide Hus, Stephanie Grisham, The Hill tirsdag den 22. oktober 2019.

 “We don’t even want it in the White House anymore” udtalte præsident Trump til Fox News’s Sean Hannity. “We’re going to probably terminate the subscribtions on The New York Times and The Washington Post. They’re fake.”

Når troværdigheden belastes

I USA har mange aviser, herunder ansete medier som The New Republic og The Washington Post haft deres sager om journalistisk uredelighed, og Stephen Glass er måske den mest kendte journalist, der er afsløret. Han holdt sig ikke tilbage fra at opdigte hele historier, og hans tilfælde var baggrunden for filmen ”Shattered Glass” fra 2003, der har været vist på dansk TV flere gange.

New York Times har også haft sine sager om løgnehistorier. I 2003 fandt avisen ud af, at journalisten Jayson Blair metodisk havde opdigtet kilder og historier. Der blev sat en gravergruppe på svindelen, der blev kortlagt i detaljer – og offentliggjort over flere sider i avisen. Blair har siden i bogen “Burning down my master’s house” redegjort nærmere for hans fejltrin. Han undskylder sig bl.a. med problemer med rusmidler – den traditionelle journalist-afhængighed af alkohol udviklede sig til et kokain-misbrug, og i en reportage om Wall Street umiddelbart efter 11. september 2001 citerede han en fiktiv trader. Siden hen undlod han at følge avisens retningslinjer for faktisk tilstedeværelse på de steder, der blev omtalt i artikler – og i stedet fabrikerede han det hele hjemme fra sin lejlighed i New York med beskrivelser af lokaliteter fra billeder og nettet.

Michael Finkel er endnu en synder, der i 2005 har beskrevet sine synder i bogen “True Story”. Som fast freelancer på New York Times Magazine blev han sendt på en reportagerejse til Elfenbenskysten for at dække de slavelignende forhold på kakaoplantagerne. I den endelige artikel var en af de beskrevne skæbner baseret på input fra interviews af en række personer, og billedillustrationen viste en helt anden person end den der var beskrevet i artiklen.

Den 20. februar 2023 offentliggjorde Klimarådet en ny analyse af ”Landbrugets omstilling ved en drivhusgasafgift”.

Analysen viser, hvordan en CO2-afgift på 750 kroner pr. ton efter Klimarådets opfattelse kan forventes at fremme en mere klimavenlig landbrugsproduktion, og hvilke konsekvenser en afgift vil få for forskellige dele af landbruget.

Et gennemsnitligt underskud på danske kvægbedrifter på 631.000 kroner bliver ifølge Klimarådet konsekvensen af at pålægge landbruget en CO₂-afgift på 750 kroner pr. ton.

Til sammenligning kan man i dag regne med et gennemsnitligt overskud på 1.045.000 kroner før ejerløn.

Klimarådet anbefaler et afgiftsniveau på 750 kr. pr. ton CO2, som man mener vil gennemtvinge en nødvendig strukturel omstilling.

Klimarådet fraråder at give tilskud til omstillingen, da det vil trække den i langdrag. Klimarådet har ikke regnet på, hvad de økonomiske konsekvenser bliver for ejendomspriserne, men anerkender, at grundlaget for en stor del af produktionen af mælk og oksekød i Danmark vil forsvinde.

Analysen demonstrerer endnu engang, at Dansk landbrug er i hænderne på klimademagoger og politiske fusentaster

Hvis Danmark skal realisere den ambitiøse målsætning om en reduktion i udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030, skal der de politiske partier på Christiansborg indføres en CO2e-afgift på landbruget – koste hvad det vil!

Socialdemokratiet har for længst erklæret sig parat til en CO2e-afgift på dansk landbrug, der skal sikre at CO2-udledningerne reduceres med de omkring 5 millioner tons, der mangler for at opfylde reduktionskravet på 20-21 millioner tons.

Tilsvarende meldinger kommer fra en række af Folketingets partier, der tidligere har aftalt, at virksomheder som Aalborg Portland og andre af Danmarks største forurenere får væsentlig afgiftsrabat.

Det Konservative Folkeparti har således meddelt, at partiet er parat til at indføre en CO2e-afgift på landbruget. Dog først når et nedsat ekspertudvalg har peget på, hvordan det bedst kan gøres. Ekspertudvalget kommer efter planen med sine anbefalinger senere i 2023.

”En CO2-afgift skal være med til at sikre, at landbruget når i mål med de udviklingstiltag, som er aftalt i landbrugsaftalen”, står der i det konservative udspil, der forekommer velegnet til at skræmme de sidste vælgere væk fra partiet.

CO2-afgift ikke det eneste, der vil ramme landbruget

Udover CO2e-afgift er partierne parate til en række andre indgreb overfor dansk landbrug: det økologiske areal skal fordobles, udledningen fra husdyrenes fordøjelse skal reduceres, bedre håndtering af gylle og gødning skal mindske udslippet af drivhusgasser, og op mod 200.000 hektar såkaldt lavbundsjord svarende til Lolland-Falster og Møn skal tages ud af landbrugsproduktionen.

Socialistisk Folkeparti vil udtage 15 procent af al landbrugsjord og yderligere omlægge ni procent til græs eller økologi. En fuld klimaafgift på lavbundsjorde skal ifølge SF indføres allerede fra 2025. Det skal ske, selvom vi befinder os i en krigstilstand, hvor landbrugsjord er et værdifuldt aktiv.

Danmark har i forvejen som det eneste EU-land valgt ikke at suspendere den braklægningsordning, som man var blevet enige om i EU. Det er jord, der kunne være med til at holde fødevarepriserne nede til gavn for ikke kun danske forbrugere, men som også kan bidrage til lavere priser globalt.

Landbruget er venneløst!

Dansk landbrug står helt uden venner på Christiansborg. Dansk landbrug og i det hele taget fødevareklyngen betragtes som en afviklingsforretning og ikke som en udviklingsforretning.

Fagforbundet NNF har tidligere advokeret for fødevareindustrien, men er bragt til tavshed. Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, har hele tiden været skeptisk overfor en CO2-afgift, og hun mener, at regningen til syvende og sidst ender et helt andet sted: ”I sidste ende vil størstedelen af regningen lande hos lønmodtagerne. Enten i form af højere priser, højere skatter eller på grund af risikoen for at miste jobbet”, udtalte hun til Finans, før hun også blev passiviseret.

En afgift på drivhusgasser vil uden tvivl skade dansk landbrug, men også påvirke priserne på ikke kun fødevarer, men også på andre forbrugsgoder som vaskemaskinen, computeren, sofaen og det tøj og sko, vi går i. Ligesom færge- og flybilletter m.v. bliver dyrere.

Det foruroligende er, at de politiske partier syntes at være stærkt påvirkede af Klimarådet, der består af ”uafhængige eksperter” og skal fungere som en “uafhængig vagthund” af regeringens og fremtidige regeringers klimaindsats.

Klimarådets visioner for dansk landbrug

Klimarådets dødsdom til landbrugets animalske produktion er ikke ny. Allerede i rapporten ”Kendte veje og nye spor til 70 procents reduktion” fra marts 2020 redegjorde rådet for visionerne for dansk landbrug:

”Oversat til en dansk kontekst peger dette på en fødevareproduktion, der i højere grad baserer sig på højteknologisk, bæredygtig dyrkning af arealer, hvor plantebaserede råvarer går både til direkte forbrug og bruges som input til bioraffinering, til forædlede fødevarer, i medicinalindustrien, i den kemiske industri og til energiproduktion. Med bioraffinering kan der produceres plantebaserede proteiner, der kan erstatte animalske ingredienser i fødevarer til konsum. Plantebaserede proteiner kan også bruges som dyrefoder eller input til stamcellebaseret kød- og mælkeproduktion. Dette vil kunne reducere efterspørgslen efter animalske produkter og frigøre arealer, hvor der i dag dyrkes foder til den animalske produktion. Disse arealer vil kunne bruges til fx yderligere plantebaseret fødevareproduktion, produktion af energiafgrøder eller omlægning til naturarealer og skovrejsning med fokus på miljøgevinsterne, øget biodiversitet, grundvandssikring og rekreative værdier”.

Klimarådets indflydelse på de politiske partier anskueliggøres tydeligt i den evaluering af regeringens status på klimaområdet, som Klimarådet offentliggjorde den 8. november 2022.

”Vi mangler stadig at se, hvordan man politisk vil sikre, at landbruget kan levere de nødvendige reduktioner. Det er positivt, at flere partier har talt for, at landbruget skal have en drivhusgasafgift, men vi ved stadig ikke, hvad man politisk beslutter”, sagde formanden for Klimarådet, Peter Møllgaard, dengang.

Klimarådets kritik af den hidtidige regerings Klimaprogram 2022, der blev fremlagt i september som status over, hvor langt Danmark er nået i retning af at opfylde klimamålene for 2025 og 2030, lover ikke godt for dansk landbrug.

Presset fra De Økonomiske Råd

Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd har trukket i samme retning som Klimarådet.

Så sent som den 7. april 2021 offentliggjorde Det Økonomiske Råd en rapport om produktivitetsudviklingen. I rapporten argumenteres for, at i teorien er en afgift på udledningen af drivhusgasser den samfundsøkonomisk billigste måde at opnå de klimapolitiske målsætninger. Ifølge den økonomiske ekspertise vil en CO2e-afgift og ”markedskræfterne” mirakuløst arbejde for den grønne omstilling og gøre den billigst for samfundet.

Koster arbejdspladser i landbrug og fødevareindustri

De statsansatte miljøøkonomer med udsigt til rundelige pensioner ryster ikke på hånden, selvom det betyder, at Danmark kommer til at ofre en fjerdedel af arbejdspladserne i landbruget og hver tiende i fødevareindustrien og samtidig må se knap 30 milliarder kroner skåret af dansk landbrugs- og fødevareeksport.

Lige før jul – den 13. december 2022 – blev medlemmerne af EU enige om at indføre en told på CO2 – en såkaldt ”Carbon Border Adjustment Mechanism”, CBAM. På dansk: CO2-grænsetilpasningsmekanisme.

Grænsetolden er en del af den såkaldte “Fit for 55 in 2030 package”, der er EU-planen for hvordan EU kan reducere CO2-udledningerne i 2030 med mindst 55 pct. sammenlignet med 1990.

Det betyder, at virksomheder, der importerer udvalgte varer til EU, herunder cement, stål og aluminium, pålægges en ekstra omkostning: De skal købe certifikater svarende til den CO2-udledning, der ville være forbundet med at producere de pågældende produkter i EU. Virksomheder i lande, der har et CO2-prisregime ligesom i EU, vil kunne eksportere til EU uden CBAM-certifikater.

Formålet med CO2-tolden er at forhindre, at EU’s klimapolitik fører til tab af konkurrenceevne for EU’s virksomheder, hvilket kan føre til såkaldte ”lækager”, dvs. at produktionen af varer flyttes til lande, hvor det er omkostningsfrit at udlede CO2. CO2-tolden – prisen på CBAM-certifikater – er således tænkt som et signal fra EU til andre lande om, at det ikke bør være omkostningsfrit at udlede CO2.

I første omgang vil grænsetilpasningsmekanismen gælde cement, jern og stål (herunder visse produkter som bolte og møtrikker), aluminium, gødningsstoffer og elektricitet. Brint er også omfattet fordi det i stort omfang produceres med kul i 3.lande.

Der påbegyndes en testperiode i oktober 2023, og det er planen, at der skal ske en gradvis implementering, hvor plastik og kemikalier omfattes fra 2026 og alle sektorer inklusive biler omfattet af ETS-systemet i 2030.

Klimapolitikken i EU

Klimapolitikken i EU er forsøgt baseret på markedsøkonomiske principper. Et centralt element er derfor et system med omsættelige tilladelser til CO2-udledning – EU Emissions Trading System – ETS. Tanken er, at markedsøkonomien vil sikre, at den mest effektive og mindst klimabelastende produktion vil kunne erobre markedet.

EU i den store verden

Forskellene mellem EU og andre økonomier i tilgangen til klimaudfordringen har givet anledning til alvorlig frygt i EU for en meget omfattende ”lækage”, hvor energitunge og grønne virksomheder i stort antal flytter fra Europa til især Kina og USA eller andre lande, hvor CO2-udledning ikke beskattes.

De virksomheder, der er eksponeret for konkurrence fra producenter i 3. lande, har derfor i et vist omfang i ETS-systemet modtaget gratis kvoter. EU-Kommissionen har i lighed med mange markedsøkonomer i årevis påpeget, at gratiskvoter har uheldige skyggesider, og at tildelingen på sigt bør udfases. At stimulere produktionen af emissionstunge varer via indirekte subsidier kan kun accepteres i en overgangsperiode. Man har derfor gradvist rettet fokus på en CO2-told som et alternativ til gratiskvoter. De hidtidige gratiskvoter til visse virksomheder vil blive udfaset fra 2026 til 2034, selvom en række erhvervsorganisationer har påpeget at det vil skade en række sektorer og under alle omstændigheder skabe problemer for eksporten til 3. lande.

EU-Kommissionen er fuldt ud klar over, at CO2-told eller CBAM på ingen måde er løsningen på alle problemer. Det har hidtil været forhåbningen, at den vil føre til, at andre lande også indfører en pris på CO2 – for eksempel i form af et emissionshandelssystem – for at undgå EU’s CO2-told.

En række lande er dog langt fra overbeviste om at vejen frem er CO2-afgifter, og at en global markedsøkonomi automatisk vil fremtvinge den grønne omstilling, som klimapolitikerne hævder er nødvendig. Disse lande ser ingen mulighed for med øgede skatter og afgifter at tvinge produktion og forbrug i en bestemt retning, og for disse lande er det ingen trøst, hvis produktionen bedst, billigst og mest klimavenligt ender i Kina eller i USA. De er skeptiske og kritiserer EU for med CBAM og andre tiltag at forsøge at favorisere EU-produkter i strid med WTO-reglerne.

Ambitiøs amerikansk klimapakke og international konkurrence

I USA er man som bekendt gået en anden vej. I stedet for at lægge skat på CO2 gives der med “Inflation Reduction Act” 369 mia. dollars i tilskud og skattelettelser til amerikanske virksomheder til udviklingen af grønne teknologier.

Infrastruktur og ”Buy America”

IRA-loven indebærer bestemt muligheder, men i kombination med de amerikanske “Buy America”-regler inden for infrastruktur vil IRA-loven også betyde, at amerikanske virksomheder, der er involveret i den grønne omstilling til en lavemissionsøkonomi, fra januar kan se frem til subsidier, skattelettelser og andre konkurrencefordele.

Alene til el-biler vil omkring 50 milliarder dollars komme i form af skattefradrag for at overtale amerikanerne til at købe elbiler fremstillet i Nordamerika (USA, Canada og Mexico). Brintfremstilling støttes med op til 3 dollar per kg grøn brint.

The CHIPS and Science Act

Det er ikke kun IRA-loven (Inflation Reduction Act), der giver anledning til betænkeligheder i EU. The CHIPS and Science Act, der trådte i kraft den 9. august 2022, giver mulighed for tilskud på i alt 52 mia. dollars til halvleder-virksomheder, der etablerer produktion af avancerede mikrochips i USA.

I øjeblikket dominerer Taiwan den globale produktion af chips, og 92 pct. af de mest avancerede chips produceres af The Taiwan Semiconductor Manufacturing Company. TSMC. og enhver forstyrrelse af forsyningslinjerne fra Taiwan kan straks mærkes overalt i verden af producenter af biler, hvidevarer, elektronik og alle de steder, hvor der i dag indgår avancerede mikrochips.

Kina har som USA været afhængige af udenlandsk producerede chips, men har for nylig investeret massivt i opbygning af en national produktion af chips.

Ingen tør tænke på konsekvenserne, hvis konflikten mellem Kina og Taiwan eskalerede.

Europæiske betænkeligheder

I et europæisk perspektiv er perspektiverne skræmmende. Udover bekymringerne over konkurrenceforvridende subsidier er forholdet mellem EU og USA belastet af de enorme stigninger i prisen på amerikansk LNG-gas, der sælges til EU til erstatning for russisk naturgas.

Mange europæiske virksomheder prøver allerede nu at undgå ødelæggende europæiske energiomkostninger ved at flytte produktion, og i lande som Tyskland, Frankrig og Italien er der reel frygt for, at enorme amerikanske subsidier vil fremskynde en veritabel industriel udvandring og flytning af europæiske arbejdspladser til USA.

Forskellene mellem EU og USA i tilgangen til globalisering og klimaudfordring kan meget vel føre til en meget omfattende ”lækage”, hvor energitunge og grønne virksomheder i stort antal flytter fra Europa til USA.

USA ændrer ikke kurs

Nøgternt set er der ikke udsigt til ændringer i flagskibet IRA eller The CHIPS and Science Act eller de amerikanske “Buy America”-regler inden for infrastruktur.

Siden Biden tiltrådte som præsident, har det amerikanske handelsfokus været på at afkoble sig fra en ødelæggende konkurrere med Kina samt økonomisk hjælp til de amerikanske ”rustbælter” og andre områder i USA, der i 2016 støttede Donald Trump.

Præsident Biden har ikke lagt skjul på, at præferencebehandlingen ses som et nødvendigt middel til at fremme den grønne omstilling i USA og nå målet om at begrænse de amerikanske CO2-emissioner med 50 pct. allerede i 2030, skabe arbejdspladser inden for ren energi i hele USA og give indhold til præsidentens “made in the USA”-valgløfter.

Hvad er modsvaret fra EU?

EU- landene kan i princippet holde fast i det frie markeds principper, som i teorien er den billigste og mest effektive måde at sikre den grønne omstilling og opnåelse af klimamålsætningerne.

Alternativt er udsigten til et statsstøttekapløb med USA og Kina ikke attraktivt.

Spørgsmålet er dog, om EU skal blive ved med at holde fast i principper, som stadig flere lande er på vej til at forlade. EU risikerer ikke alene at tabe arbejdspladser ved at overlade den grønne industri til resten af verden – EU risikerer ydermere at ende i situation, hvor vi skaber nye afhængigheder ved at forlade os på udenlandske løsninger.

EU ville givetvis godt kunne købe både kinesiske og amerikanske grønne løsninger i fremtiden, men krigen i Ukraine har om noget vist, at afhængigheder på energiområdet kan blive særdeles omkostningsfyldt.

Den svære balancegang i industripolitikken

Spørgsmålet er, om vi ikke allerede har kastet håndklædet i ringen.

I 2020 begyndte EU at lempe reglerne for statsstøtte – midlertidigt! – under corona-krisen. Lempelserne er blevet forlænget – midlertidigt! – under krigen i Ukraine. Alene Tyskland og Frankrig stod sidste år for 80 procent af den søgte statsstøtte, men Danmark kunne også være med.

De fattigere lande i EU frygter med god grund at blive overmatchet af de store europæiske lande.

Skal EU opbygge sin internationale konkurrenceevne, skal vi kunne mere selv, hedder det.  Corona og energikrisen har med al tydelighed vist, at vi har for mange strategiske afhængigheder. Skal EU ud af disse, vil det kræve massive investeringer af et ukendt omfang.

Det offentlige vil her blive nødt til at komme på banen, for det er langt fra sikkert, at det frie marked vil kunne skabe de resultater, EU forventer.

Derfor er mange af den opfattelse, at et EU-modsvar til den amerikanske klimapakke både er nødvendigt og skal gå hurtigt.

Bekæmpelsen af ulovlig statsstøtte har hidtil været et prioriteret indsatsområde og anset for en forudsætning for at få det indre marked til at fungere. Statsstøtteområdet er reguleret af EU-retten, som har forrang for medlemsstaternes nationale love, og EU-reglerne er fastsat med EU-traktatens artikel 107 og 108 om statsstøtte.

Green Deal Industrial Plan. Mantraet hedder nu industripolitik!

EU-Kommissionen har med sin nyligt fremsatte Green Deal Industrial Plan skitseret hovedlinjerne for Europas fremtidige industripolitik, der skal ruste EU til kapløbet med USA og Kina.

Kommissionen lægger op til efter krav fra især Tyskland at lempe statsstøttereglerne for grønne industrier. Det skal således være muligt for EU-lande at matche et konkret amerikansk statsstøttetilbud til en europæisk virksomhed.

Imidlertid har ikke alle EU-lande som Tyskland den nødvendige finansielle styrke, og derfor er det nødvendigt at rejse fælles europæiske midler til udvikling af europæisk industri. De to værktøjer er, ifølge EJU-Kommissionen simultant nødvendige, hvis de lempede statsstøtteregler ikke skal underminere fair konkurrence i EU.

Diskussionen om balancen mellem frihandel, konkurrence og det indre marked på den ene side og hensynet til klima og geopolitiske industriinteresser på den anden side, har også ramt Danmark.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og økonomi- og erhvervsminister Bødskov har kommenteret på behovet for en afbalanceret europæisk industripolitik. Selvom der nok er forståelse for behovet for at lempe statsstøttereglerne, er der fra dansk side ingen appetit på nye EU-lån med solidarisk hæftelse og etableingen af nye Solidaritets- eller Suverænitets fonde. Foreløbig er positionen, at der er penge nok i EU-systemet.

Mit gæt er, at i den sidste ende må Danmark – ligesom med Corona- genopretningspakken – bøje sig for de tunge drenge i EU.

Flere medlemsstater kræver som Tyskland høj fleksibilitet til at støtte industrien, som de selv ønsker. F.eks. forlyder det, at Italien gerne vil kanalisere nogle af midlerne i retning af gasindustrien, hvor Italien er hårdt ramt af naturgasstoppet fra Rusland.

Hvordan man i EU vil sikre, at en nyudviklet EU-industripolitik ikke kun bliver bevidstløs erhvervsstøtte, men reelt understøtter den grønne omstilling, er uklart.

Fra dansk side vil det formentlig blive afgørende, at støtten bliver midlertidig (kun til 2025?), og at der knyttes klare grønne betingelser til både lempelserne i statsstøttereglerne og til brugen af EU-midlerne. Samtidig er det klart, at industrien i alle lande med næb og klør vil bekæmpe ”red tape” og yderligere traditionelle EU-betingelser således, at fælles midler målrettes specifikke sektorer, morgendagens teknologier og/eller grænseoverskridende tiltag til gavn for flere medlemslande samtidigt.

Under alle omstændigheder er det svært at se, hvor vi ender, men kønt bliver det næppe!

De konservative harcelerer over, at den såkaldte åben dør-ordning, som giver energiselskaber nem adgang til at opstille havvindmøller i Danmark, ”ud af det blå er blevet lukket med et brag”.

De konservative er forargede over, at Energistyrelsen uden henvendelse fra EU har vurderet, at ordningen er langt mere fordelagtig end tilsigtet og kan være i strid med EU-regler om statsstøtte, og derfor har sat ordningen på pause.

I mangel af overbevisende politikker grundlagde de konservative allerede under Bendt Bendtsens ledelse en modus operandi, hvor partiets stemme i Folketinget, i EU og i offentligheden mod betaling var til rådighed for etablerede erhvervsinteresser. Transport-, isolerings-, pumpe- og termostatindustrierne har flittigt benyttet sig af, at konservative politikere beredvilligt har været parate til at kolportere deres synspunkter. Siden Grundfos fik placeret deres egen mand som formand for de konservative, er partiets lobbyarbejde stukket helt af, og al troværdighed er sat iver styr. Selvom det er de tunge drenge i Dansk Industri, Dansk Erhverv, Green Power Denmark, Brintbranchen, Copenhagen Infrastructure Partners og Ørsted, der er ærgerlige over, at den lukrative ordning er suspenderet, berettiger det ikke de konservatives demonstrative skamløshed.

I en periode har Mona Juul fra Aarhus med hendes kreative, men ordentlige, fornuftige og saglige tilgang været undtagelsen blandt bedrøveligheden. Men nu har hun også kastet al anstændighed over bord og optræder sammen med Grundfos-manden, Søren Pape Poulsen, som lallende klakører for beregnende investorer, der i egen interesse havde håbet på gratis rådighed over enorme fortjenstmuligheder i havvindmøller.

https://borsen.dk/nyheder/opinion/den-gronne-regering-bor-have-rode-orer?b_source=borsen&b_medium=row_17&b_campaign=opinion_news_5

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen er primus motor i The Alliance of Democracies Foundation, der står bag Copenhagen Democracy Summit, der afholder næste møde i København mandag og tirsdag 15. – 16. maj 2023.

På talerlisten ved tidligere summits har været demokratiaktivisten fra Hongkong Nathan Law og Taiwans præsident, Tsai Ing-wen.

Den kinesiske ambassade i København er ikke begejstret: ”Vi modsætter os på det kraftigste indblanding i vores interne affære fra enhver udenlandsk regering, organisation eller individ. Anti-kinesiske aktiviteter af udenlandske kræfter sammen med separatister, som taler for uafhængighed for Hongkong og Taiwan, vil slå fejl”, har den kinesiske ambassade meddelt.

Allerede i 2020 blev Anders Fogh Rasmussens organisation, Alliance of Democracies, ramt af kinesiske sanktioner – angiveligt fordi organisationen havde inviteret repræsentanter for Taiwan til arrangementer.

Sanktionerne betyder, at medarbejdere har forbud mod at indrejse i selve Kina samt de delvist selvstyrende kinesiske områder Hongkong og Macau. Desuden lukkes der for at gøre forretninger med kinesiske virksomheder.

Anders Fogh Rasmussen siger i dag, at ”principper er vigtigere end profitter”.

Siden Anders Fogh Rasmussen trådte af som generalsekretær for NATO har han mod honorar engageret sig i flere opsigtsvækkende konsulentopgaver: Han har rådgivet den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, og den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs ligesom han har været næstformand i den lettiske bank PNB Banka. Banken var under anklage for hvidvask mv. inden den gik konkurs i 2019. Bankens kurator har sagsøgt bankens tidligere ledelse, inklusive Anders Fogh Rasmussen, for tabet af 240 millioner kroner. Især samler interessen sig om et møde som Anders Fogh Rasmussen deltog i den 25. juni 2019, hvor banken mistede de mange millioner.

Der er således ingen tvivl om, at Anders Fogh Rasmussen  i visse kredse  opfattes som kontroversiel, men alligevel lyttes der til ham.

Det gav således genlyd, da Anders Fogh Rasmussen for kort tid siden opfordrede til, at vestlige virksomheder, der er aktive i Kina, kapper forbindelsen til landet:

”Jeg vil give det råd til alle virksomheder, der i dag har aktiviteter i Kina, at de gradvist begynder at trække sig og begynder at placere deres aktiviteter i andre lande i Asien. Det kan være Indien, Taiwan eller Indonesien.” Således udtalte han i Berlingskes podcast ”Østergaards salon”.

Anders Fogh Rasmussen har også for nylig besøgt Taiwan, hvor han gav udtryk for, at Ruslands angreb på Ukraine risikerer at få en parallel i Østasien, idet han frygter et kinesisk angreb på Taiwan.

Anders Fogh Rasmussens henvisning til den russiske krigsførelse i Ukraine som forbindelsen til Taiwan-missionen er ikke tilfældig.

Betydningen af erklæret international støtte til Taiwan kan næppe overvurderes.

Som bekendt besøgte formanden for Repræsentanternes Hus i USA, Nancy Pelosi, allerede sidste år Taiwan. Siden Nancy Pelosis omstridte besøg har flere amerikanske politikere og politiske ledere fra andre lande været på besøg i den lille østat.

I relation til krigen i Ukraine et det tænkeligt, at synlig international opbakning til Ukraine på et tidligere tidspunkt kunne have gjort indtryk i Moskva og måske fået Putin til at besinde sig.

Under alle omstændigheder ved vi, at international støtte til Taiwan bliver bemærket i Beijing.

Budskabet fra Anders Fogh Rasmussen er, at vi aktivt skal afskrække Kina fra at invadere Taiwan. Vi skal således true med at afkoble Kina helt fra den globale økonomi, og garantere opbakning til taiwanerne på samme måde som vi i øjeblikket demonstrerer i forhold til Ruslands overfald på Ukraine.

Selvom ingen i dag tvivler på Fogh Rasmussens synspunkter, følte han alligevel i 2021 behov for at sende sin håndgangne mand i byen for at forsvare sin bemærkelsesværdige ko-vending i forhold til Kina.

Langfredag den 2. april 2021 kunne man i Berlingske Tidende læse et indlæg af Jonas Parello-Plesner, direktør i Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parelle-Plesner har tidligere været ansat i det danske udenrigsministerium og i Anders Fogh Rasmussens konsulentfirma, Rasmussen Global. Nu er Parello-Plesner direktør i den af Fogh Rasmussen oprettede og kontrollerede organisation, Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parello-Plesner har også i tidligere indlæg forsøgt at hvidvaske Anders Fogh Rasmussen og den skamløse fraternisering med Kina, som Fogh Rasmussen som statsminister stod for. Vi må forstå, at det gav mening dengang. Vi skulle samarbejde og handle samt overføre vores værdisæt til Kina.

Denne gang var det Parello-Plesners ærinde at advare mod den kraftige statslige regulering af de sociale medier, der lægges op til i mange lande.

Vi må ikke glemme vores demokratiske værdier – hedder det, og der mindes om den autoritære fremfærd vi har set i Kina, der allerede fra 2009 lukkede af for vestlige platforme. Riget i midten har indført hårde straffe mod for eksempel spredning af rygter på egne sociale medier. Der skal kunne slås ned på anderledes tænkende, der ikke følger partiets diktater.

Skæbnens ironi

Det er skæbnens ironi, at netop Anders Fogh Rasmussen udsættes for Kinas vrede over hans holdningsskifte. Ingen har som Fogh Rasmussen advokeret for kordiale forbindelser med Kina, dengang det forekom at være den lønsomme position.

Danmarks fedteri for Kina

Danmark var et af de første lande til at anerkende Folkerepublikken Kina. Det skete allerede den 9. januar 1950, kun godt to måneder efter, at folkerepublikken var blevet udråbt den 31. oktober 1949, mens nationalisterne som tabere i borgerkrigen mod kommunisterne havde slået sig ned på Taiwan. Øen Taiwan havde frem til 1945 været en japansk koloni siden 1895, men før da var den en del af det kinesiske kejserrige.

Efter alt at dømme var den tidlige danske anerkendelse af folkerepublikken et forsøg på at beskytte Østasiatisk Kompagnis store handel og mange ejendomme i Kina, hvilket også langt hen ad vejen lykkedes.

Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad stadig er præget af fedteri og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked, og kollisionen med danske normer nedtones systematisk.

Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Samarbejdsaftaler

Allerede i 1985 og 1986 indgik daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen overenskomster med Kina om investeringsbeskyttelse, teknisk- og videnskabeligt samarbejde bl.a. indenfor husdyrbrug og et program om medicinsk-biologisk samarbejde.

Massakren på Den Himmelske Fredsplads i Beijing – den blodige nedkæmpelse af studenteroprøret på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – satte for en tid stop for fraterniseringen med Kina.

Fra begyndelsen af 1990’erne blev den aktive danske Kina-politik genoptaget med fuld styrke med talrige danske ministerbesøg i Kina og kinesiske delegationer i Danmark.

Anders Fogh Rasmussen indleder partnerskab

Anders Fogh Rasmussen var i 2004 ledsaget af en større erhvervsdelegation på officielt besøg i Kina, hvor forarbejdet til et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) mellem Danmark og Kina blev gjort.

Mens Anders Fogh Rasmussen var statsminister, blev aftalen formelt indgået i 2008. Aftalen udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet.

Anders Fogh Rasmussen har siden erkendt, at aftalen blev indgået dels af hensyn til økonomien og dels af politiske grunde: Med aftalen sendte Danmark et signal om at man bakkede op om ledelsen i Beijing og dens bestræbelser på at åbne landet.

”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på” har Anders Fogh Rasmussen udtalt i et interview med Berlingske Tidende i august 2020.

Når Fanden bliver gammel…

Anders Fogh Rasmussen indser nu – mere end 40 år efter begivenhederne på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – at Danmark skal gøre op med det strategiske partnerskab med Kina, som han selv var med til at sætte i søen.

Han indrømmer, at han som statsminister tog fejl af Kina – men et ”moralsk svigt” vil han ikke tage på sig: ”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på.”

Dansk-kinesisk arbejdsprogram 2017-2020

I 2015 – 65-året for dansk-kinesiske diplomatiske relationer – nåede fedteriet overfor Kina under S-SF-RV-regeringen hidtil usete højder.

Med afsæt i det omfattende strategiske samarbejde med Kina, lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram for myndighedssamarbejdet.

Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina kan downloades her. 

Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder.

Forlængelse af programmet?

Den næste fase af arbejdsprogrammet skulle efter planerne have været lanceret allerede i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark, men Danmark og Kina forhandler stadig om fornyelsen af arbejdsprogrammet under den strategiske samarbejdsaftale fra 2008.

Den officielle danske holdning til Kina er stadig præget af pragmatisme. På den ene side anerkender vi, at Taiwan er en del af et samlet Kina, mens vi på den anden side konstaterer at Taiwan – endnu – har selvstyre.

Vi vil også helst tro på, at Kina overhovedet ikke kunne finde på militært at forsøge at ændre denne status quo, så længe Taiwan forholder sig i ro og ikke insisterer på at blive anerkendt af det internationaler samfund som en selvstændig stat.

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtrykker denne praktiske holdning, når han pointerer, at ”Danmark har et godt handelssamarbejde med Taiwan, samtidig med at vores et-Kina-politik ligger fast.”

Det burde være overflødigt at gøre opmærksom på, at vi for ikke længe siden havde en tilsvarende pragmatisk tilgang til regimet i Moskva.

Men nu vil udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen have aftalen fornyet, og det kan formentlig ske i løbet af i år.

”Det er vi i god dialog med kineserne om. Vi ønsker at have et godt forhold til Kina. Det er meget, meget vigtigt, at vi ikke bevæger os fra den ene grøft til den anden”, siger Lars Løkke Rasmussen.

Udmeldingen kommer midt under den årlige sikkerhedspolitiske konference i München, hvor Kina og risikoen ved den vestlige verdens afhængighed af Kina er et brandvarmt emne, der ulmer lige under det store fokus på krigen i Ukraine.

Og der bliver da ifølge Lars Løkke Rasmussen heller ikke tale om en simpel aftale om forlængelse af det strategiske partnerskab.

”Det er klart, at aftalen får et andet fokus. Den skal være mere præcis og mindre bred i sit sigte end den nuværende. For nu at være helt åben om det. Men vi er i god og kontinuerlig dialog med kineserne. Vi skal ikke dekoble Kina. Vi skal finde en samarbejdsramme, som holder Danmark og Kina tæt på hinanden. Det har vi også en interesse i. Kina er verdens største land målt i købekraft – fire gange større end USA og tre gange større end Europa, og Kina står for 30 procent af det globale CO₂-udslip”, forklarer udenrigsministeren i en kort pause under sikkerhedskonferencen i München.

Virksomhederne skal blive

Udenrigsministeren frygter ikke, at en fornyet strategisk samarbejdsaftale vil stille Danmark i et dårligt lys.

”Aftalen med Kina skal dømmes på sit indhold og ikke sin overskrift. Den nye aftale kommer til at se anderledes ud end den gamle, men jeg kommer ikke til at stå og forhandle det i Politiken. Det skal forhandles med kineserne”.

”Og ja, det her rummer også delikate ting, men det forhandler vi med Kina. Og jeg er optimistisk. Vi får en aftale, der selvfølgelig reflekterer en ny europæisk kinapolitik. Europa og Danmark ønsker fortsat at samarbejde med Kina, men på nogle områder er Kina en konkurrent, og på andre områder en decideret rival”.

”Derfor er det i det hele taget klogt af virksomhederne at forholde sig til det. Men at opfodre dansk erhvervsliv til at se bort fra verdens største land – det vil ikke være i erhvervslivets interesser, det vil ikke være i Danmarks interesser, og det vil ikke være i verdenssamfundets interesse”.

Lars Løkke Rasmussen spiller på 2 heste samtidig: Han prøver på den ene side at lægger afstand til Kina, og mens han lægger afstand til regimet i Bejing opfordrer han samtidig dansk erhvervsliv til at investere i Kina.

Fastelavn var oprindeligt aftenen før den 40 dage lange katolske faste. Den indledtes med den katolske bodsdag, askeonsdag, som altid falder på onsdagen i den syvende uge før påskedag.

Med Reformationen i Danmark i 1536 ophørte den formelle fastepligt, men helt op til 1800-tallet bevarede fasten sit præg af bods- og andagtstid.

I Danmark er fastelavn dog længe blevet brugt som betegnelse for alle de tre dage, der gik forud for fasten. I denne periode spiste og drak man særlig godt. Flæskesøndag og flæskemandag nød man som regel flæsk og andre kødretter. På hvide tirsdag spiste man mange steder i landet æggesøbe eller mælkemad med tilhørende hvedeboller. Dagen henter sit navn herfra. Da fastelavnen i Danmark blev begrænset til mandag, blev det almindeligt de fleste steder at spise boller med mælk på denne dag.Fastelavns mandag var skolefridag indtil 1970, hvor fridagen blev sløjfet, da lørdag blev skolefri.

i England kaldes dagen “Pancake Tuesday” og i USA ”Fat Tuesday”.

Den traditionelle karnevalsfest, Mardi Gras, blev bragt til USA af franske bosættere, og er i dag især forbundet med byen New Orleans i Louisiana, USA, hvor det har udviklet sig til en ugelang fejring med parader, fester og andre begivenheder, der kulminerer Fat Tuesday – i 2023 tirsdag den 21. februar.

De kunstfærdige og farverige parader med rullende platforme, marcherende bands og udklædte dansere, der kaster perler og andre pyntegenstande ud til tilskuerne. I New Orleans er der over 70 parader i hele Mardi Gras-sæsonen, arrangeret af mange forskellige Krewes (crews), klubber og foreninger.

Ritzau kunne den 13. februar 2023 bringe den opsigtsvækkende oplysning, at balletchefen, Marco Goecke, ved Hannovers Statsopera ved en premiere havde kastet hundelort mod en kunstkritiker fra en af Tysklands ledende aviser. Balletmesteren var angiveligt utilfreds med anmeldelsen af en tidligere ballet – “In the Dutch Mountains”.

Kritikeren fra Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ), Wiebke Hüster, siger, at hun har sendt en formel klage over balletdirektøren Marco Goecke.

Teatrets ledelse har bekræftet episoden ved lørdagens premiere på balletten “Tro – Kærlighed – Håb”, og i en erklæringen fra teaterets ledelse hedder det, at Marco Goecke er suspenderet fra teatret, mens gældende love og regler omkring Goeckes fortsatte ansættelse er ved at blive undersøgt.

I et interview med Norddeutscher Rundfunk (NDR) siger den suspenderede balletchef, at hans ”angrebsform” over for kritikeren ”bestemt ikke var super”. Men en egentlig undskyldning kommer han ikke med. Han siger, at hans handling kom som reaktion på, hvad han beskriver som årtiers ”tilintetgørende kritik” fra Wiebke Hüster.

Skandaler i italiensk opera

Italiens førende operateater, La Scala, som fortsat er et centrum for Milanos kulturelle og sociale elite, blev grundlagt af den østrigske kejserinde Maria Theresa i 1778.

La Scala har været rammen for mange af de helt store i italiensk opera fra Gioachino Rossini til Aruro Toscanini, men er måske allermest forbundet med Giuseppe Verdi.

Operaen har også haft sin del af de dramaer og skandaler, der forbindes med opera. La Scala lagde i sæsonen 2018-19 ud med Verdis opera Attila, men nyfortolkningen gav anledning til furore. Især var mange utilfredse med en scene, hvor en kvinde smadrer en statue af Jomfru Maria.

Tilbage i 2012 var åbningsforestillingen Wagners Lohengrin. Årsagen var at 2013 markerede 200-året for den tyske komponist fødsel. Problemet var, at 2013 også var 200-året for Giuseppe Verdi, og mange italienere blev fornærmede.

I 2019 måtte La Scala opera sige nej til en infusion på 15 millioner euro fra Saudi-Arabien. Det har i Italien givet ny næring til den gamle diskussion om det statslige ansvar for finansiering af kunsten, eller om det er okay at overlade finansieringen til selskaber og tvivlsomme investorer?

Det vakte furore, da det kom frem, at La Scala, var involveret i indgående drøftelser om et femårigt partnerskab med det saudiarabiske kulturministerium, der ville hælde 15 mio. euro i La Scalas kasser. La Scala havde faktisk allerede modtaget godt 3 millioner euro, men planerne gav anledning til massiv kritik fra politikere og andre, der krympede sig ved tanken om et samarbejde mellem en ikonisk national institution og et dubiøst regime. Balladen endte med at La Scala sagde nej til Saudierne.

Rom kan også

Operaen i Rom er ikke helt på højde med La Scala, men tegner sig for en rigelig del af italienske operaskandaler.

Balladen i Hannover bringer mindelser om balladen, da en kendt operainstruktør i forbindelse med en opsætning af Giuseppe Verdis opera ”La Traviata” på Teatro dell’Opera di Roma ikke ville benytte teatrets primadonna, en fyldig sopran i sine bedste år, i hovedrollen som Violetta Valéry.

Instruktøren begrundede sin beslutning med, at primadonnaens fyldige ”statur var uforenelig med rollen”. Som bekendt opfattes Violetta Valéry normalt som en udtæret yngre og skrøbelig kvinde, der efter en (meget) lang proces endelig dør af tuberkulose (i visse nyere opsætninger af kræft eller HIV).

Andre eksempler

Hvis vi går lidt tilbage i historien, er der mange andre eksempler på vrede reaktioner på kritik:

I 1853 havde Giuseppe Verdis opera “Il Trovatore” (Troubaduren) premiere på Teatro Apollo i Rom (lå ved Tiberen og nedrevet i 1925 i forbindelse med Tiberens inddæmning).

Forestillingen blev dårligt modtaget og en kritiker skrev, at operaen var “et udtryk for ekstremt dårlig smag og uudholdelig vulgaritet”. Verdi blev så vred over kritikken, at han skrev et brev til redaktøren af Gazzetta Musicale di Milano, hvor han kaldte kritikerne for “en bande ignoranter”.

I øvrigt blev Verdis opera “Ballo in maschera” (Maskeballet), der havde premiere på Teatro Apollo seks år senere, også kritisk modtaget.

Da komponisten Gioachino Rossinis opera ”Otello” i 1816 havde premiere på Teatro del Fondo i Napoli blev den dårligt modtaget. En kritiker skrev at musikken var ”rædsom, steril og vulgær” og Rossini blev så påvirket at han i en årelang, dyb depression slet ikke var i stand til at komponere.

Komponist Richard Wagner var også kendt for at være tyndhudet, når det kom til kritik. I 1850 offentliggjorde han et essay, hvor han angreb musikkritikeren Eduard Hanslick, som han beskyldte for ikke at kunne værdsætte hans musik. Essayet, der hedder “Judaism in Music”, er blevet kritiseret for dets antisemitiske overtoner.

Da Vincenzo Bellinis opera “Norma” i 1831 havde premiere på La Scala i Milano blev den modtaget med blandet kritik, hvor nogle roste musikken, mens librettoen blev nedgjort. Den følsomme Bellini blev så påvirket, at han blev syg og måtte forlade Milano for at komme sig.

Komponisten Giacomo Puccini havde et notorisk konfliktfyldt forhold til kritikerne i Rom. Da hans opera ”Tosca” i 1900 havde premiere på Teatro Costanzi – det nuværende Teatro dell’Opera di Roma – og den blev mødt af blandet kritik, nægtede han at deltage i den traditionelle reception på premiereaftenen, men sendte et harmdirrende brev til teaterchefen.

Operasanger Maria Callas var kendt for sit temperament og åbenhjertighed. I 1958 blev der buhet af hende på scenen på La Scala i Milano under en opførelse af Bellinis førnævnte opera “Norma”. Dagen efter udsendte hun en erklæring, hvor hun beskyldte publikum for at være “ukultiverede” og “barbariske”.

Efter en lignende oplevelse med en opførelse af “Norma” på Teatro dell’Opera di Roma, hvor Callas blev rost for sin sang, men kritiseret for sit skuespil, blev Callas så mopset, at hun i flere år nægtede at optræde i Rom.

Tenoren Luciano Pavarotti var også kendt for sine stærke reaktioner på kritik. I 1987 blev han buhet af under en opførelse af Donizettis opera “L’Elisir d’Amore” (Elskovsdrikken) på Metropolitan Opera i New York. Dagen efter aflyste han en planlagt optræden på “Good Morning America” og udsendte en erklæring, hvor han beskyldte publikum for at være “utaknemmelige”.

I 2011 modtog dramatiker og instruktør David Mamet en hård anmeldelse fra New York Times for hans skuespil “The Anarchist.” Mamet, der i Danmark også er kendt for at have skrevet og instrueret film – bl.a. manuskriptet til The Postman Always Rings Twice (Postbudet ringer altid to gange), The Verdict (Dommen) og Wag the Dog, svarede med et brev fyldt med eder og forbandelser til Times’ teateranmelder, hvor han beskyldte anmelderen for at være “en uærlig, uoprigtig og snæversynet kritiker.”

Komponisten Andrew Lloyd Webber blev i 1989 så vred over en negativ anmeldelse af hans musical “Aspects of Love” (Kærlighed), at han indrykkede en helsidesannonce i en London-avis, hvor han beskyldte anmelderen for at foranstalte en personlig vendetta imod ham og kaldte ham en “andenrangs kritiker.”

Dramatiker John Osborne, kendt for bl.a. ”Look Back in Anger” (Ung vrede), var kendt for sit voldsomme temperament og sin vilje til at engagere sig i offentlige fejder med kritikere. I 1965 angreb han kritikeren Kenneth Tynan i en række breve til pressen, hvor han beskyldte Tynan for at være en “parasitisk egoist” og ”alfons for den etablerede kritik”.

Filminstruktøren og skuespilleren Orson Welles var kendt for at være tyndhudet. I 1948 svarede han på en negativ anmeldelse af hans film “Macbeth” ved at indrykke en annonce i ”Hollywood Reporter”, hvor han kaldte anmelderen en “forbryderisk lille skurk” og beskyldte ham for at være kommunistsympatisør.

Den udbredte opfattelse af at statslige it-projekter ofte løber af sporet, bliver nu igen-igen bekræftet. Folketingets Finansudvalg har i al diskretion den 19. januar 2023 godkendt et aktstykke og dermed bevilget flere penge til it-udvikling.

Efter bare 11 måneder krævede Økonomistyrelsen under Finansministeriet flere penge til udviklingen af den it-løsning, som i fremtiden skal understøtte finanslov og statsregnskab.

For bare 11 måneder siden godkendte Folketingets finansudvalg at Økonomistyrelsen kunne bruge 87 mio. kr. af skatteborgernes penge til et nyt it-system til håndtering af bl.a. statens regnskab. Nu er regningen vokset til knap 122 mio. kr.

Ifølge det aktstykke, som Folketingets Finansudvalg har godkendt, forhøjes udgifterne til den samlede anskaffelse, udvikling og implementering af det nye it-system fra 87,2 mio. kr. til 121,8 mio. kr. inkl. renter. Projektudgifterne omfatter en risikopulje på 13,5 mio. kr. og renteudgifter udgør 14,0 mio. kr.

Projektets fremdrift – (eller mangel på samme!)

Den 16. marts 2022 godkendte Folketingets Finansudvalg et aktstykke vedr. projektet, som var det egentlige startskud til at sætte udviklingen i gang. I foråret 2022 indgik Økonomistyrelsen en kontrakt med konsulenthuset Globeteam på en stamdataløsning og en anmærkningsløsning. Her startede også udvikling af de første funktioner til Finanslovsmodulet i Statens Budgetsystem.

Fordyrelsen på 39 mio. kr. kan primært henføres til, at der i forbindelse med aftaleindgåelsen med konsulenthuset Globeteam er foretaget en genberegning af projektets samlede udgifter. For alle de dele, der skal etableres gennem specialudvikling, er der sket en nedbrydning af udviklingen af de enkelte komponenter i udviklingsopgaver, som er blevet detailestimeret, hvilket har afdækket et større udviklingsomfang end den oprindelige estimeringsmetode viste.

Fordyrelsen kan endvidere henføres til, at der er afsat yderligere ressourcer til projektledelse og tværgående koordinering, idet erfaringen efter projektets opstart af udviklingsarbejdet har vist, at projektets kompleksitet og tværgående karakter giver et øget behov for en større projektorganisation med henblik på at sikre den forudsatte fremdrift.

Endelig kan en mindre del af fordyrelsen henføres til, at en specialudvikling af MDM-løsningen isoleret set medfører merudgifter til udvikling, da løsningen ikke kan baseres på allerede udviklet funktionalitet i en standardløsning.

Globeteam

Globeteam er et konsulenthus med – ifølge firmaets hjemmeside – høj faglighed, vækst og tilfredse kunder. Globeteam er ejet af kapitalfonden Norvestor VIII, en fond forvaltet af den nordiske private equity-aktør Norvestor, som hovedaktionær mens Kirk Kapital tegner sig for 25 pct. af aktiekapitalen. Selskabets ledelse, Claus Moldow og Morten Strunge Nielsen, ejer godt 20 pct. af aktierne i selskabet.

Om Økonomistyrelsen fortsat kan regnes blandt Globeteams tilfredse kunder er ikke oplyst.

‎Den tidligere socialdemokratiske klimaminister, Dan Jørgensen, producerede i juni 2020 endnu en Klimaplan. Det kontroversielle krav om lukningen af affaldsforbrændingsanlæg kom fra Dan Jørgensens aftale, der mellem regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet om ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” blev indgået den 16. juni 2020.

Partierne var dengang enige om, at affald, der kan genanvendes, ikke længere skulle gå op i røg, men genbruges igen og igen til nye bæredygtige materialer og produkter. Forbrændingskapaciteten i Danmark skulle derfor reduceres med 30 pct. og tilpasses til danske affaldsmængder.

SMV-regeringen vil med et nyt lovforslag lave radikalt om på vilkårene for landets kommunale affaldsforbrændingsanlæg. Kravet om at 30 procent af kapaciteten skal lukke inden 2030 droppes. Fremover er det konkurrence, der skal afgøre hvilke anlæg der fortsat skal have ret til at brænde danskernes affald.

Tirsdag aften sendte Energistyrelsen et nyt lovforslag i høring, som kan vende op og ned på den kommunale affaldssektor. Ifølge lovforslaget skal landets affaldsforbrændingsanlæg fra 2025 gøres til selvstændige selskaber, der skal konkurrere om retten til at brænde affald.

Det kapacitetsloft, der i Klimaplanen, der ved aftaletidspunktet blev fastsat til 30 pct. af det forbrændte affald i 2030 ift. 2020., ophæves. Med lovforslaget lægges i stedet op til, at monitorere udviklingen i kapaciteten af affaldsforbrændingsanlæg i forhold til de danske mængder af forbrændingsegnet affald.

Det var på tide, at regeringen fik taget sig sammen til at fremsætte lovforslaget. Kommuner og Dansk Affaldsforening har længe opfordret regeringen til at sætte klimaaftalen for affaldssektorens mindre forbrænding på pause, mens der er forsyningskrise.

Danske affaldsenergianlæg producerer ca. 25 pct. af fjernvarmen i Danmark, og hvis der skulle lukkes anlæg som politisk ønsket, svarer det til at nedlægge fjernvarmeproduktion til ca. 140.000 husstande.

Det er anslået, at der skal afbrændes importeret kul eller en halv million tons biomasse for at erstatte den varme, som ikke mere ville komme fra de lukkede affaldsforbrændingsanlæg.

Allerede i august 2022 henvendte en lang række kommuner sig til regeringen og ordførerne bag klimaplanen og gjorde opmærksom på, at usikkerheden om forbrændingssektoren gør arbejdet med at udfase naturgas vanskeligt for kommunerne. Vanskelighederne har også betydet, at det i mange kommuner har knebet med at give borgere besked om, hvem der kan få fjernvarme – og hvornår!

Kommunerne gør opmærksom på, at der i disse tider kæmpes med energiforsyningen, og derfor er det en rigtig dårlig ide at skrue ned for affaldsforbrændingen.

Hvad tænkte Dan Jørgensen dog på i 2020?

Klimaaftalen blev indgået i 2020 på trods af, at forbrænding af affald i Danmark historisk har været en vigtig del af energiudnyttelsen, og affaldet har fortrængt fossile brændsler, som kul, olie og gas i den danske varme- og strømproduktion.

I dag har Danmark 23 forbrændingsanlæg, og hvis ikke regeringen havde stoppet Klimaaftalen, skulle 10 ud af de 23 anlæg lukkes frem mod 2030.

Danske forbrændingsanlæg kan hjælpe både klimaet, danske fjernvarmekunder og andre EU-lande, hvis Danmark i stedet for kul og ikke-bæredygtig biomasse importerer noget af de over 55 mio. tons affald, der hvert år deponeres i EU. Samtidig med at andre EU-landes hjælpes med deres affaldsproblemer kan danskerne sikres billig fjernvarme i denne energikrise, mener Dansk Affaldsforening.

Er der affald nok?

Ifølge Eurostat deponeres der hvert år ca. 55 mio. tons husholdningsaffald og lignende affald fra erhverv på lossepladser i EU – og medregnes også affald fra industri og byggeri kommer tallet op på hele 150 mio. tons affald (ekskl. mineaffald). Til sammenligning modtager danske forbrændingsanlæg ca. 360.000 tons udenlandsk restaffald om året – samt betaling for at energiudnytte det.

Affaldet ville ellers være endt på lossepladser, hvor det udvikler metan, som er en drivhusgas ca. 25 gange mere skadelig end CO2. 

Ifølge organisationen CEWEP, der repræsenterer europæiske affaldsenergianlæg, vil der trods mere affaldssortering stadig mangle forbrændingskapacitet til ca. 40 mio. tons affald i 2035.