Når kritik ikke tåles

Ritzau kunne den 13. februar 2023 bringe den opsigtsvækkende oplysning, at balletchefen, Marco Goecke, ved Hannovers Statsopera ved en premiere havde kastet hundelort mod en kunstkritiker fra en af Tysklands ledende aviser. Balletmesteren var angiveligt utilfreds med anmeldelsen af en tidligere ballet – “In the Dutch Mountains”.

Kritikeren fra Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ), Wiebke Hüster, siger, at hun har sendt en formel klage over balletdirektøren Marco Goecke.

Teatrets ledelse har bekræftet episoden ved lørdagens premiere på balletten “Tro – Kærlighed – Håb”, og i en erklæringen fra teaterets ledelse hedder det, at Marco Goecke er suspenderet fra teatret, mens gældende love og regler omkring Goeckes fortsatte ansættelse er ved at blive undersøgt.

I et interview med Norddeutscher Rundfunk (NDR) siger den suspenderede balletchef, at hans ”angrebsform” over for kritikeren ”bestemt ikke var super”. Men en egentlig undskyldning kommer han ikke med. Han siger, at hans handling kom som reaktion på, hvad han beskriver som årtiers ”tilintetgørende kritik” fra Wiebke Hüster.

Skandaler i italiensk opera

Italiens førende operateater, La Scala, som fortsat er et centrum for Milanos kulturelle og sociale elite, blev grundlagt af den østrigske kejserinde Maria Theresa i 1778.

La Scala har været rammen for mange af de helt store i italiensk opera fra Gioachino Rossini til Aruro Toscanini, men er måske allermest forbundet med Giuseppe Verdi.

Operaen har også haft sin del af de dramaer og skandaler, der forbindes med opera. La Scala lagde i sæsonen 2018-19 ud med Verdis opera Attila, men nyfortolkningen gav anledning til furore. Især var mange utilfredse med en scene, hvor en kvinde smadrer en statue af Jomfru Maria.

Tilbage i 2012 var åbningsforestillingen Wagners Lohengrin. Årsagen var at 2013 markerede 200-året for den tyske komponist fødsel. Problemet var, at 2013 også var 200-året for Giuseppe Verdi, og mange italienere blev fornærmede.

I 2019 måtte La Scala opera sige nej til en infusion på 15 millioner euro fra Saudi-Arabien. Det har i Italien givet ny næring til den gamle diskussion om det statslige ansvar for finansiering af kunsten, eller om det er okay at overlade finansieringen til selskaber og tvivlsomme investorer?

Det vakte furore, da det kom frem, at La Scala, var involveret i indgående drøftelser om et femårigt partnerskab med det saudiarabiske kulturministerium, der ville hælde 15 mio. euro i La Scalas kasser. La Scala havde faktisk allerede modtaget godt 3 millioner euro, men planerne gav anledning til massiv kritik fra politikere og andre, der krympede sig ved tanken om et samarbejde mellem en ikonisk national institution og et dubiøst regime. Balladen endte med at La Scala sagde nej til Saudierne.

Rom kan også

Operaen i Rom er ikke helt på højde med La Scala, men tegner sig for en rigelig del af italienske operaskandaler.

Balladen i Hannover bringer mindelser om balladen, da en kendt operainstruktør i forbindelse med en opsætning af Giuseppe Verdis opera ”La Traviata” på Teatro dell’Opera di Roma ikke ville benytte teatrets primadonna, en fyldig sopran i sine bedste år, i hovedrollen som Violetta Valéry.

Instruktøren begrundede sin beslutning med, at primadonnaens fyldige ”statur var uforenelig med rollen”. Som bekendt opfattes Violetta Valéry normalt som en udtæret yngre og skrøbelig kvinde, der efter en (meget) lang proces endelig dør af tuberkulose (i visse nyere opsætninger af kræft eller HIV).

Andre eksempler

Hvis vi går lidt tilbage i historien, er der mange andre eksempler på vrede reaktioner på kritik:

I 1853 havde Giuseppe Verdis opera “Il Trovatore” (Troubaduren) premiere på Teatro Apollo i Rom (lå ved Tiberen og nedrevet i 1925 i forbindelse med Tiberens inddæmning).

Forestillingen blev dårligt modtaget og en kritiker skrev, at operaen var “et udtryk for ekstremt dårlig smag og uudholdelig vulgaritet”. Verdi blev så vred over kritikken, at han skrev et brev til redaktøren af Gazzetta Musicale di Milano, hvor han kaldte kritikerne for “en bande ignoranter”.

I øvrigt blev Verdis opera “Ballo in maschera” (Maskeballet), der havde premiere på Teatro Apollo seks år senere, også kritisk modtaget.

Da komponisten Gioachino Rossinis opera ”Otello” i 1816 havde premiere på Teatro del Fondo i Napoli blev den dårligt modtaget. En kritiker skrev at musikken var ”rædsom, steril og vulgær” og Rossini blev så påvirket at han i en årelang, dyb depression slet ikke var i stand til at komponere.

Komponist Richard Wagner var også kendt for at være tyndhudet, når det kom til kritik. I 1850 offentliggjorde han et essay, hvor han angreb musikkritikeren Eduard Hanslick, som han beskyldte for ikke at kunne værdsætte hans musik. Essayet, der hedder “Judaism in Music”, er blevet kritiseret for dets antisemitiske overtoner.

Da Vincenzo Bellinis opera “Norma” i 1831 havde premiere på La Scala i Milano blev den modtaget med blandet kritik, hvor nogle roste musikken, mens librettoen blev nedgjort. Den følsomme Bellini blev så påvirket, at han blev syg og måtte forlade Milano for at komme sig.

Komponisten Giacomo Puccini havde et notorisk konfliktfyldt forhold til kritikerne i Rom. Da hans opera ”Tosca” i 1900 havde premiere på Teatro Costanzi – det nuværende Teatro dell’Opera di Roma – og den blev mødt af blandet kritik, nægtede han at deltage i den traditionelle reception på premiereaftenen, men sendte et harmdirrende brev til teaterchefen.

Operasanger Maria Callas var kendt for sit temperament og åbenhjertighed. I 1958 blev der buhet af hende på scenen på La Scala i Milano under en opførelse af Bellinis førnævnte opera “Norma”. Dagen efter udsendte hun en erklæring, hvor hun beskyldte publikum for at være “ukultiverede” og “barbariske”.

Efter en lignende oplevelse med en opførelse af “Norma” på Teatro dell’Opera di Roma, hvor Callas blev rost for sin sang, men kritiseret for sit skuespil, blev Callas så mopset, at hun i flere år nægtede at optræde i Rom.

Tenoren Luciano Pavarotti var også kendt for sine stærke reaktioner på kritik. I 1987 blev han buhet af under en opførelse af Donizettis opera “L’Elisir d’Amore” (Elskovsdrikken) på Metropolitan Opera i New York. Dagen efter aflyste han en planlagt optræden på “Good Morning America” og udsendte en erklæring, hvor han beskyldte publikum for at være “utaknemmelige”.

I 2011 modtog dramatiker og instruktør David Mamet en hård anmeldelse fra New York Times for hans skuespil “The Anarchist.” Mamet, der i Danmark også er kendt for at have skrevet og instrueret film – bl.a. manuskriptet til The Postman Always Rings Twice (Postbudet ringer altid to gange), The Verdict (Dommen) og Wag the Dog, svarede med et brev fyldt med eder og forbandelser til Times’ teateranmelder, hvor han beskyldte anmelderen for at være “en uærlig, uoprigtig og snæversynet kritiker.”

Komponisten Andrew Lloyd Webber blev i 1989 så vred over en negativ anmeldelse af hans musical “Aspects of Love” (Kærlighed), at han indrykkede en helsidesannonce i en London-avis, hvor han beskyldte anmelderen for at foranstalte en personlig vendetta imod ham og kaldte ham en “andenrangs kritiker.”

Dramatiker John Osborne, kendt for bl.a. ”Look Back in Anger” (Ung vrede), var kendt for sit voldsomme temperament og sin vilje til at engagere sig i offentlige fejder med kritikere. I 1965 angreb han kritikeren Kenneth Tynan i en række breve til pressen, hvor han beskyldte Tynan for at være en “parasitisk egoist” og ”alfons for den etablerede kritik”.

Filminstruktøren og skuespilleren Orson Welles var kendt for at være tyndhudet. I 1948 svarede han på en negativ anmeldelse af hans film “Macbeth” ved at indrykke en annonce i ”Hollywood Reporter”, hvor han kaldte anmelderen en “forbryderisk lille skurk” og beskyldte ham for at være kommunistsympatisør.