Bør retten til at betale kontant grundlovssikres?

Kontantbetaling

Den østrigske forfatning kan snart indeholde retten til at betale kontant. Kansler Karl Nehammer har fredag den 4. august foreslået at forankre retten til at betale kontant i landets forfatning, efter at det højreekstremistiske Frihedsparti beskyldte regeringen for at konspirere om at forbyde kontanter som et middel til at kontrollere borgerne.

Elektroniske betalinger bliver stadig mere populære i Østrig (og i hele Europa), men alene i Østrig hæves stadig 47 milliarder euro i kontanter fra pengeautomater hvert år, og i gennemsnit går hver østriger rundt med 102 euro i kontanter. Kansler Nehammer skrev derfor i et tweet, at han følte sig forpligtet til at sikre, at kontanter er forfatningsmæssigt beskyttet som betalingsmiddel.

Er kontanter virkelig i fare?

Tidligere på ugen skabte Piers Corbyn – bror til den tidligere britiske Labour-leder Jeremy Corbyn – opmærksomhed, da han i London insisterede på at betale en pakke jordbær med kontanter i en forretning, der ellers kun accepterede elektroniske betalinger.

Hans protestaktion er en del af en voksende politisk bevægelse, der mistænker regeringer, virksomheder og private finansielle institutioner for at ville stoppe helt med at acceptere kontanter til fordel for kredit- og betalingskortbetalinger, der er lette at spore og overvåge.

Der er faktisk data bag denne tendens.

 I USA er antallet af amerikanere, der regelmæssigt bruger kontanter, faldet fra 24 procent til 14 procent siden 2015, hovedsageligt drevet af mobile kontantløse tjenester som Apple og Google Pay.

Elektroniske, kontantløse betalinger er i stigende grad udbredt i Europa, selvom nogle lande som Spanien og Tyskland fortsat er kontantpositive.

Sverige har taget det kontroversielle skridt at tillade virksomheder at nægte at modtage kontanter med den hensigt at blive et kontantløst samfund. De svenske forbrugere er således vant til skilte med teksten ”Vi hanterar ej kontanter”. Men organisationen Svensk Handel har opgjort, at det stadig er 87 procent af alle svenske butikker, som tager imod klingende mønt og fedtede pengesedler.

Kriminalitet

Blandt fortalerne for digitale betalinger henvises ofte til, at det vil vanskeliggøre kriminalitet. En café eller en bank uden kontanter har langt mindre risiko for røverier og indbrud. Det rygtes hurtigt i forbryderkredse, at der intet er at komme efter. Samtidig bliver hvidvask af penge fra kriminalitet og fra sort arbejde også vanskeligere.

Danmark

I Danmark kan butikker, restauranter og virksomheder m.v. ikke nægte at tage imod sedler og mønter. Det følger af den såkaldte kontantpligt, der trådte i kraft i 1984.

Tendensen er dog, at kunderne i stigende grad foretrækker de digitale betalingsmidler. Nationalbanken har opgjort, at blot 12 procent af betalingerne sidste år foregik kontant. Tilbage i 2009 var det næsten halvdelen – 48 procent – af alle køb, der skete med mønter og sedler.

Der cirkulerer sedler og mønter til en værdi på over 77 milliarder kroner, og kontanterne har den store fordel – at de ikke er digitale. Hvis brugen af kontanter falder yderligere, vil det blive svært at købe mad, brændstof og andre basale livsfornødenheder, når strømmen går, nettet er nede eller Nets bliver hacket. Scenarier, der slet ikke er usandsynlige, når man ser på, hvordan f.eks. Rusland agerer i krigen mod Ukraine.

Kreditkortselskaber sælger data til annoncører

Store banker, finansielle institutioner ogkreditkortselskaber mistænkes for at følge deres kunder og høste deres personlige data. Det har givet anledning til frygt for indførslen af digital valuta.

Reaktionen er, at aktivister hævder, at kontanter er den eneste måde at sikre privatlivets fred på.

I stigende grad har kreditkortselskaber – herunder Visa, American Express og Mastercard – fundet ud af, at en vigtig indtægtskilde er at sælge personlige transaktionsdata til reklamevirksomheder. Dataene bag digitale transaktioner videregives nu i et vist omfang til marketingfolk, virksomheder og andre virksomheder, der udnytter disse data for at overvåge tendenser og målrettede personlige annoncer.

Disse forretningsmetoder er mulige på grund af en finansiel teknologi, tokenisering, der anonymiserer personlige data fra transaktioner med en unik identifikationskode, der senere kan korreleres af et firma med en banks individuelle kundeoplysninger.

Disse systemer er blevet så sofistikerede, at butikker f.eks. er i stand til at finde ud af, at deres kunder er gravide gennem deres indkøbsvaner. Allerede i 2012 rapporterede The New York Times om et tilfælde, hvor en far fandt ud af, at hans teenagedatter var gravid, fordi de modtog målrettede mails, der reklamerede for ventetøj og børnemøbler.

Derudover lægger ikke-kontante betalinger en økonomisk byrde på virksomhederne. Store finansielle institutioner opkræver et kreditkortbehandlingsgebyr. Disse gebyrer kan være så høje som 3.5 procent, hvilket er mærkbart for både handlende og kunder.

Hvad med CBDC?

Centralbank digitale valutaer (CBDC’er) er den digitale form for en statsautoriseret valuta, der udstedes af centralbanker.

Oprør fra Florida

I USA har præsidentkandidat og guvernør i Florida, Ron DeSantis, annoncerer lovgivning, der skal beskytte borgerne i Florida mod føderalt kontrollerede centralbankvalutaer, CBDC.

“Biden-administrationens bestræbelser på at indføre en centraliseret digital valuta handler om overvågning og kontrol,” sagde guvernør Ron DeSantis. ”En centraliseret digital dollar vil kvæle innovation og fremme regeringssanktioneret overvågning. Florida vil ikke acceptere politikker, der truer den personlige økonomiske frihed og sikkerhed”.

Fra tilhængere af DeSantis hedder det, at en føderalt kontrolleret digital centralbankvaluta er en måde, hvor woke ESG-ideologier sniges ind i USA’s finansielle system og hvor den enkeltes privatliv og økonomiske frihed trues.

I modsætning til en decentraliseret digital valuta som f.eks. Bitcoin, kontrolleres og udstedes en CBDC direkte af regeringen til forbrugerne, hvilket giver regeringsbureaukrater mulighed for at følge al forbrugeraktivitet og skaber mulighed for eventuelt at afskære forbrugerens adgang til visse varer og tjenester.

Derudover ville en føderalt sanktioneret CBDC som foreslået af Biden-administrationen mindske forretningsbankernes og kreditformidlernes rolle i det finansielle system, da CBDC-valuta ville være et direkte ansvar for den føderale regering, og dermed formindskes potentialet for de finansielle markeders kreditskabelse.

Forslaget fra DeSantis skal ses som et led i foreløbig 18 delstaters kamp mod det, der kaldes Bidens “ESG-økonomiske svindel”.

Lever Københavns biskop op til sit ledelsesansvar?

peter-skov-jakobsen-removebg-preview

Biskop over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen er født 1959 og cand.theol. i 1993. Han har siden 1. september 2009 været biskop og i 2020 blev han formand for Grænseforeningen.

I Berlingske Tidende søndag den 6. august 2023 oplyses det, at udsigten fra biskop Peter Skov-Jakobsens embedsbolig midt i latinerkvarteret i Københavns centrum ligner et historisk guldaldermaleri.

Hovedkvarteret for Københavns Stift, den gamle bispegård, ligger på hjørnet af Studiestræde og Nørregade, lige over for Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke.

Peter Skov-Jakobsen interviewes i et af bispegårdens store, fornemme repræsentationslokaler ud mod Nørregade og skal fortælle om huset, en smuk rødstensbygning i tre etager, han arbejder og på 3. sal bor i en lejlighed på 140 kvm.

Som biskop over Københavns Stift i henved 14 år har Peter Skov Jakobsen ikke kun øget livvidde og pondus, men også tiltrukket sig en del kritik. Kristeligt Dagblad har gennem årene været ganske kritisk overfor Jakobsens embedsførelse, og i en artikel den 26. maj 2022 opregnes en del af biskoppens synderegister.

Biskoppens sager

En medarbejder i domkirken i København blev i 2014 anklaget for at have begået seksuelle overgreb på et barn. Blandt andre biskoppen blev bekendt med dette, men foretog sig ikke yderligere, efter sagen blev meldt til politiet, hvor den faldt for forældelsesfristen.

Sidste forår sendte fem kvinder en klage til biskoppen over sognepræst Flemming Pless, der ifølge dem skulle have udnyttet sjælesorg til at indlede forhold til kvinderne og brudt sin tavshedspligt. Endnu en kvinde klagede til biskoppen over lignende oplevelser med præsten allerede i 2019.

Biskoppens datter, ekskone samt flere præster under ham har fået attraktive lejligheder i Hellerup tæt ved København gennem en fond, hvor to præster, som biskoppen fører tilsyn med, sidder i bestyrelsen. Fondens formål er at støtte enlige kvinder i en økonomisk vanskelig situation.

Pille til fødselsdepression godkendt i USA

FDA

USA’s føderale fødevare- og lægemiddelmyndighed, Food and Drug Administration, FDA, godkendte den 4. august 2023 den første pille mod fødselsdepression. 1 ud af 8 mødre får efter fødslen en depression.

Godkendelsen er givet til medicinalvirksomheden Sage Therapeutics Inc., der planlægger at begynde at sælge pillen i USA under mærkenavnet Zurzuvae inden udgangen af ​​året, efter at FDA har afsluttet sin gennemgang.

Sage Therapeutics markedsfører i forvejen en fødselsdepressionsbehandling, men det er injektioner, der gives kontinuerligt over to dage, hvilket gør det meget mindre bekvemt for forældre, der er optaget af nyfødte. Den nye pille indtages oralt dagligt i to uger.

To tilfælde af svineinfluenza i USA

CDC influenza

Centers for Disease Control and Prevention, CDC, i Atlanta, USA, meddelte sent fredag ​​eftermiddag, at der forelå rapporter om de to første tilfælde af svineinfluenzai i USA i 2023.

Centers for Disease Control and Prevention (CDC) er et amerikansk føderalt agentur under United States Department of Health and Human Services med hovedkontor i Atlanta. Agenturet har ansvar for beskyttelse af folkesundhed, specielt smitsomme sygdomme, miljømedicin, arbejdsmedicin, forebyggelse og oplæring. CDC har omkring 15.000 ansatte.

CDC oplyser i en pressemeddelelse, at der hvert år optræder enkelte tilfælde af menneskelige infektioner med influenzavirus, som normalt spredes i grise.

Selvom infektioner med svineinfluenzavirus normalt kun forårsager milde sygdomssymptomer, ser CDC på tilfældene med alvor. Svineinfluenza kan forårsage alvorlig sygdom, især hos mennesker med højere risiko for alvorlige influenzakomplikationer. Desuden er man på vagt over svineinfluenzaens pandemiske potentiale.

De to infektioner af A(H1N2) svineinfluenza drejer sig om personer, der i juli var i kontakt med svin på to forskellige landbrugsmesser i Michigan.

Begge patienter havde været eksponeret for svin indenfor 10 dage inden sygdomsudbruddet. Begge er behandlet med antivirale midler, og ingen af ​​patienterne krævede hospitalsindlæggelse.

CDC oplyser, at der ikke er sket person-til-person spredning af denne virus.

Ifølge CDC kan influenzavirus fra mennesker og fugle inficere svin, hvilket giver vira mulighed for at bytte gener med naturligt forekommende svinevirus. Dette kan i sjældne tilfælde skabe nye vira, der kan spredes fra grise til mennesker og har kapacitet til at kunne overføres fra person-til-person. Det var netop på den måde H1N1-svineinfluenza-pandemien i 2009 opstod.

Pandemien i 2009

CDC oplyser, at der fra april 2009 til april 2010 var 60,8 millioner tilfælde af H1N1-svineinfluenza i USA, som resulterede i over 274.000 indlæggelser og næsten 12.500 dødsfald. På verdensplan anslår CDC, at mellem 151.700 og 575.400 mennesker døde af H1N1-udbruddet i løbet af det første år. 80 procent af disse dødsfald var personer under 65 år.

Det er ikke kun CDC og de amerikanske sundhedsmyndigheder, der er opmærksomme på den potentielle fare ved svineinfluenza. Verdenssundhedsorganisationen, WHO (World Health Organization) ser også med alvor på de sager der dukker op. Senest blev WHO i begyndelsen af juni 2023 underrettet om et fatalt tilfælde af svineinfluenza i den brasilianske delstat Paraná, hvor en 42-årig kvinde med andre medicinske diagnoser, der boede i nærheden af en svinefarm, døde af svineinfluenza.

I Danmark oplyste Statens Serum Institut (SSI) i januar 2022, at der var påvist et tilfælde af svineinfluenza hos en borger i Danmark. Patienten arbejdede på et dansk svineslagteri. Der var tale om et alvorligt sygdomsforløb hos en i øvrigt rask person.

Når gæld og inflation ikke skal diktere den økonomiske politik

Christian Bennike

I Weekendavisen dækkes det økonomiske stof af journalisten Christian Bennike, der har en kandidat i Medievidenskab fra Københavns Universitet.

Bennike tror på vækst – gerne gældsfinansieret vækst frem for sparepolitikker, stram pengepolitik og renteforhøjelser. Bennikes manglende baggrund afholder ham ikke fra at svinge krabasken over fagøkonomer – ikke mindst økonomer af liberal observans.

Yndlingsaversionen er centralbanker, der med stram pengepolitik prøver at tvinge den galopperende inflation ned i nærheden af 2 pct. Christian Bennike harcelerer i WA den 6. juli 2023 i artiklen ”En vandring i tågen” over centralbankernes rentepolitik.

Bennike hader sparepolitik og argumenter for at vi skal vækste os ud af problemerne. Samtidig er medievidenskabsmanden dog opmærksom på, at OECD’s medlemslandes gæld er stigende, men Bennike gyser ved tanken om, at der er udsigt til, at sparepolitikken igen vil dominere finanspolitikken.

Realiteten er, at EU under Corona-pandemien suspenderede reglerne for vækst- og stabilitetspagten, men nu er indstillet på at genindføre krav til en ansvarlig økonomisk politik i medlemslandene.

I USA er kreditværdigheden netop nedgraderet, da statsgælden nåede 113 pct. af BNP. Efter præsidentvalget i november 2023 kan USA meget vel vende tilbage til en strammere økonomiske politik.

At de tyske konservative vil gøre det samme i Europa, er evident, og spørgsmålet er om de blå partier og dele af Socialdemokratiet vil gøre det i Danmark.

Christian Bennike betragter en sådan stram politik som en katastrofe, og han anerkender tilsyneladende ikke, at den samlede efterspørgsel har indflydelse på løn- og prisinflation.

Bennike argumenterer med, at selvom gælden i mange lande nu er rigelig stor, kan den næppe nedbringes ved besparelser. Store statsunderskud kan kun reduceres, hvis økonomierne vokser, så gælden bliver relativt mindre. Nedskæringer gør det modsatte.

Bennike siger dog ikke, at penge er gratis. Renten kan stige og vi er afhængige af internationale investorers dispositioner, og ingen vil ende som Argentina. Lav gæld er alt andet lige bedre end høj gæld.

Ifølge Bennike kræver det, at vi holder op med at se staten som en husholdning. Vi skal holde op med at se gæld som et problem i sig selv. Og vi skal holde op med at tænke som revisorer, der vil have regnskabet til at gå i nul, når året er omme. Økonomi er ifølge Bennike ikke matematik, økonomi er politik.

I dansk sammenhæng er problemet ikke den offentlige gæld. På det område er Danmark en lille duksedreng i det internationale selskab. Derimod har Danmark efter international målestok en meget stor privat gæld. Det er især husholdningerne, der er højt forgældet – i gennemsnit overstiger gælden 300 pct. af den disponible indkomst. I lande vi opfatter som gældsplagede som f.eks. Italien er gælden under 90 pct. af den disponible indkomst.

Danske husholdninger har også verdens største pensionsformue målt i forhold til den samlede økonomi. Problemet er, at husholdningerne ikke kan tilgå deres pensionsformue, når økonomien rammes af stød. I tilfælde af kraftige boligprisfald, rentestigning, internationalt konjunkturtilbagefald, arbejdsløshed og pandemier m.v. vil husholdningerne ikke kunne bruge deres pensionsopsparing til at udglatte forløbet.

Den 12. juli 2023 får Alex Vanopslagh en over nakken i WA i artiklen ” Fejlopslagh” fordi han har talt for, at for at bremse inflationen kræver det en opbremsning i dansk økonomi. Bennike hævder udokumenteret, at den høje inflation ikke skyldes forbrug og efterspørgsel: ”den skyldes et prischok på energi og fragt, som ikke kan afhjælpes med nedskæringer”.

Den amerikanske centralbank giver omvendt udtryk for den gennemførte stramning af kreditforholdene, renteforhøjelser og balancereduktioner har bidraget til at sænke inflationen i USA. Det vil tage nogen tid, og centralbanken har ingen planer om at sænke renterne.

Når fodbold stjæler al opmærksomhed

Haiti1

Da det danske kvindelandshold (nr. 18 på Fifa’s rangliste) den 1. august 2023 i Perth kvalificerede sig til 1/8-finalerne under fodbold-VM ved at slå Haiti (nr. 53 på Fifa’s rangliste) kendte jubelen ingen grænser. Med en sejr over Kina (nr. 15 på Fifa’s rangliste) blev Danmark nr. 2 i gruppe D efter England og skal derfor møde Australien i en knald-eller-fald-kamp den 7. august i Sydney.

Med kvalifikationen til knockoutfasen, er Danmark sikret et solidt økonomisk udbytte af mesterskaberne med cirka 13 millioner kroner til Dansk Boldspil-Unions kasse samt cirka 400.000 kroner til hver spiller.

Den kommende VM-vinder kan score cirka 30 millioner kroner til forbundet samt cirka 1,8 millioner kroner per spiller.

HAITI

Man kunne godt have undt Haiti større succes (og økonomisk udbytte) af fodbold-VM. Haiti befinder sig i monumentale vanskeligheder. På det såkaldte Human Development Index placeres Haiti som nummer 170 af 189 lande målt på velstand og udvikling.

Haiti grænser op til Den Dominikanske Republik (selvstændig i 1843) på den vestlige del af øen Hispaniola i det Caribiske Hav, øst for Cuba.

Mens den konservative partileder, Søren Pape Poulsen, har gjort Den Dominikanske Republik kendt i Danmark, har vi ikke hørt meget til Haiti siden Jørgen Leth flyttede fra øen. Jørgen Leth blev i 2000 udnævnt til dansk honorær konsul i Haiti, hvor han var bosat i 1991-2010. Han flyttede fra øen i 2010 efter det voldsomme jordskælv i januar samme år, hvor hans hus kollapsede. Leths liv på Haiti trak i 2005 store overskrifter efter udgivelsen af selvbiografien Det uperfekte menneske.

Landet er en tidligere fransk koloni – Saint-Domingue, der i kolonitiden var verdens største producent af sukker og kaffe. Haiti var et af de første amerikanske lande efter USA, som erklærede sin uafhængighed i 1804. Haiti har omkring 11,5 millioner indbyggere, hvoraf størstedelen er efterkommere af afrikanske slaver.

Kaos

Haiti har længe været præget af kaotiske forhold. Amerikanske tropper har flere gange været indsat og endnu huskes François Duvalier (“Papa Doc”), der fra 1957 til 1971 styrede diktatorisk og brutalt. Magten gik derefter over til hans søn, Jean-Claude (“Baby Doc”), som fortsatte faderens terrorregime i en noget afdæmpet form. Han blev afsat af militæret i 1986.

Perioden efter afsættelsen af Duvalier-dynastiet har imidlertid fortsat været præget af ustabilitet. Landets præsident Jovenel Moise blev den 6.-7. juli 2021 dræbt af ukendte gerningsmænd. Siden har Haiti været plaget af enorm politisk ustabilitet. Der er ikke blevet indsat en anden leder i hans sted, men den upopulære premierminister Ariel Henry er fungerende præsident.

Rivaliserende bander har udnyttet den politiske uro til at overtage store dele af Port-Au-Prince, hvor de blandt andet kontrollerer parlamentsbygningen, og hvor de i oktober blokerede den vigtigste olieterminal i ugevis.

Port-Au-Prince, der huser en femtedel af Haitis 11,5 millioner indbyggere, har siden da været præget af en bølge af kidnapninger samt brændstofmangel, vejblokader og dårlig adgang til sundhedsfaciliteter. Utallige mennesker er blevet dræbt og i slutningen af 2022 brød en koleraepidemi ud i landet.

Spredning til andre lande

Flygtningestrømme, kolera og ulovlig handel med våben og narkotika spreder sig til landene omkring Haiti. Mest påvirket er nabolandet Den Dominikanske Republik, der deler øen Hispaniola med Haiti. Nabolandet, der er kendt for sine hvide strande og ferieresorter, er blevet kritiseret for at udvise haitianere og begyndte i februar at bygge en mur langs grænsen for at holde flygtninge ude.

FN-intervention

Der er tidligere foretaget interventioner i Haiti under FN’s flag – i 1994 og i 2004. I oktober 2022 krævede en FN-resolution et øjeblikkelig stop for vold og kriminalitet i Haiti. Samtidig blev der indført sanktioner, og EU-landene, Storbritannien og Canada er blandt de lande, der som konsekvens af situationen har indført sanktioner mod Haiti. Disse omfatter økonomiske sanktioner mod den tidligere politimand Jimmy “Barbecue” (grill) Chérizier, der leder bandesammenslutningen ”Fòs Revolisyonè G9 an fanmi e alye” (Revolutionary Forces of the G9 Family and Allies). Banden kaldes i daglig tale blot G9, og lederen har fået sit kaldenavn, fordi han sætter ild til sine modstandere. Blandt andre fremtrædende bander kan nævnes ”Baz Gran Grif”.

Som reaktion på lovløsheden og bandevældet er der opstået en række selvtægtsgrupper, der tager loven i egen hånd og dermed bidrager til det totale kaos især i hovedstaden Port-Au-Prince.

Råb om hjælp

Den ekstreme situation fik i oktober premierminister Ariel Henry til at bede verdenssamfundet om “the immediate deployment of a specialized armed force, in sufficient quantity” for at stoppe bandeuvæsenet.

Den 22. december 2022 opfordrede også FN til international invention.

Kenya parat med politistyrke

USA, der har overtaget formandskabet for FN’s Sikkerhedsråd den 1. juli 2023, har netop meddelt, at der snarest vil blive præsenteret en FN-resolution, der bemyndiger Kenya til at lede en international politistyrke, der kan bekæmpe bandeuvæsenet i Haiti.

Det Internationale Energiagentur: Stigende kulforbrug!

Kultransport

Det globale kulforbrug steg i 2022 med 3,3 procent til 8,3 mia. tons og satte dermed ny rekord. Det fremgår af den halvårlige kulmarkedsanalyse fra Det Internationale Energiagentur (IEA). IEA forventer, at forbruget af kul til elproduktion vil falde i 2023 og 2024, men at faldet modsvares af en stigning af kulforbrug til industri.

Kina, Indien og Sydøstasien trækker kulforbruget op

Kina, Indien og de sydøstasiatiske lande forventes tilsammen at tegne sig for 3 ud af hver 4 tons kul, der forbruges på verdensplan i 2023. I EU var væksten i efterspørgslen efter kul minimal i 2022, da en midlertidig stigning i kulfyret elproduktion næsten blev opvejet af lavere anvendelse i industrien. Det europæiske kulforbrug forventes at falde kraftigt i år, efterhånden som vedvarende energi udvides, og da atomkraft og vandkraft delvist kommer sig efter deres seneste lavkonjunkturer.

I USA forstærkes bevægelsen væk fra kul også af lavere naturgaspriser.

Billigere kul har gjort importen mere attraktiv for nogle prisfølsomme købere. Den kinesiske import er næsten fordoblet i første halvdel af 2023, og den globale kulhandel i 2023 forventes at vokse med mere end 7 procent, hvilket overgår den samlede efterspørgselsvækst for at nærme sig rekordniveauerne i 2019. Ifølge IEA kan handelen med kul ad søvejen i 2023 kan meget vel overgå rekorden på 1,3 milliarder ton, der blev sat i 2019.

Fejl i ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri giver landmændene ekstraarbejde

Satellitfejl Landbrugsstyrelsen

Administrationen i Landbrugsstyrelsen under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri af EU’s enormt komplicerede og hele tiden ændrede landbrugsstøtte på over 9 milliarder kroner til de cirka 35.000 landbrugere, som årligt modtager landbrugsstøtte, har længe været et eksempel på vaskeægte skandaløs offentlig forvaltning.

Økologiskema

Senest har Landbrugsstyrelsen trukket en tidligere melding om økologiskemaet tilbage. Styrelsen har ellers tidligere oplyst, at det ikke var nødvendigt for alle økologer at indsende et økologiskema via Tast selv. Styrelsen er nu blevet opmærksom på, at alle økologer, som ønsker at modtage et Økologicertifikat skal indsende et Økologiskema for at Landbrugsstyrelsen kan udstede Økologicertifikatet, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

En lang række økologer skal nu, på tærsklen af sommerferien, indsende nyt økologiskema på trods at meldinger siden februar om, at det ikke var nødvendigt i år.

Økologerne er ikke de eneste, Landbrugsstyrelsen sender på overarbejde i ferietiden.

Satellit-fejl

I år bruger Landbrugsstyrelsen for første gang optiske og radarbilleder fra Copernicus-programmet til at kontrollere afgrøder på marker som led i udbetaling af landbrugsstøtte.

Det har imidlertid vist sig, at især ved små, ukurante markarealer, eller ved mere utraditionelle afgrøder, har satellitbillederne svært ved at skelne hvilke planter, der vokser på markerne.

Det kan i sidste ende resultere i, at algoritmerne forveksler eksempelvis hamp med majs, som TV2 har kunnet fortælle i tilfældet med en landmand nær Skive.

I alt har 2900 landmænd fået besked om, at satellitbilleder viser, at de har andre afgrøder, end det de har indberettet. Landmændene skal derfor inden høst indsende fotodokumentation for hvad der rent faktisk dyrkes på marken. Hvis dette undlades, fortaber landmanden retten til EU-støtte.

Etableringen af EF-Direktoratet i 1972

Danmarks medlemskab af EF fra 1973 betød, at der skulle etableres en dansk administration af EF’s markedsordninger for landbrugsvarer, frugt og gartneriprodukter samt fiskerivarer m.v. Det skete med Landbrugsministeriets etablering af Direktoratet for markedsordningerne, EF-direktoratet, i Frederiksborggade 18, København K.

Som direktør for det nye udbetalingsorgan for EF-landbrugsstøtte blev udpeget den erfarne, tidligere ekspeditionssekretær m.v. fra landbrugsministeriets departement, V. S. Begtorp.

På daværende tidspunkt var ekspertisen på områder som datalogi, operationsanalyse og statistik i betydeligt omfang koncentreret i forsvaret. Herfra udlåntes major P.B. Rasmussen, der med en officersuddannelse ved hæren og videregående studier af operationsanalyse og statistik, samt datalogi og matematik, blev ansat i EF-direktoratet i 1972.

Som kontorchef med ansvar for økonomi, budgetter, regnskab og EDB m.v. deltog P.B. Rasmussen i opbygningen af det danske organ for udbetaling af EF-landbrugsstøtte.

P.B. Rasmussen var meget langt fra den traditionelle landbrugsministerielle bureaukrat, men opgaven lykkedes så godt, at EU-direktoratets digitalisering og Edb-systemer tjente som et forbillede for tilsvarende organer i de andre medlemslande. P.B. Rasmussen assisterede senere ved organiseringen af det græske interventionsorgan, og han var medlem af flere EF-arbejdsgrupper vedrørende svindel og økonomisk kriminalitet.

P. B. Rasmussen blev senere statskonsulent i Rom og Riyadh, før han i 1994 vendte tilbage direktoratet, der i mellemtiden havde skiftet navn til EU-direktoratet. Efter pensionen i 1997 begyndte han at studere matematik og datalogi ved Københavns Universitet og han har været en drivende kraft i etableringen af IT-Universitetet.

Landbrugsministeriet var i 1973 en kæmpe organisation. I departementets 2 afdelinger var der 9 kontorer, og administrationsområdet omfattede udover det nyoprettede direktorat for Markedsordningerne tillige: Matrikeldirektoratet, Direktoratet for Skov- og Klitvæsenet, Veterinærdirektoratet, Statens jordlovsudvalgs administration, Veterinære institutioner, Forsøgsinstitutioner og Kontrol- og Tilsynsinstitutioner.

Systemet sander til…

Det kneb gevaldigt for Begtorps efterfølgere at holde EU-direktoratet agilt, og den løbende opdatering af de aldrene edb-systemer blev skammeligt forsømt. Direktoratet chefer var typisk skikkelige jurister og landbrugskandidater uden skygge af forstand på tilskudsadministration eller moderne databehandling. Samtidig blev støtteordningerne jævnligt ændret.

Direktoratet havde åbenlyse problemer, da den nye arealbaserede landbrugsstøtte – hektar-støtten – blev introduceret i 1994, og siden har institutionen jævnligt haft problemer med at få ekspederet landbrugsstøtten korrekt og indenfor de fastsatte tidsfrister.

EF-Direktoratet skiftede i 1993 navn til EU-Direktoratet og i 2000 efter fusion med Strukturdirektoratet for Landbrug og Fiskeri til Direktoratet for FødevareErhverv, der fra 2011 også omfattede det tidligere selvstændige Fiskeridirektorat.

I 2015 blev Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri fusioneret med Miljøministeriet til Miljø- og Fødevareministeriet og Direktoratet for FødevareErhverv blev omdannet til NaturErhversstyrelsen.

I 2017 blev fiskeriområdet fjernet fra Miljø- og Fødevareministeriet og overflyttet til Udenrigsministeriet. Samtidig blev fiskeriområdet fjernet fra Direktoratet for FødevareErhverv og henlagt til en selvstændig Fiskeristyrelse.

I 2020 blev Miljøministeriet genoprettet som selvstændigt ministerium og fiskeri tilbageført fra Udenrigsministeriet til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Fiskeristyrelsen blev opretholdt som selvstændig styrelse mens Direktoratet for FødevareErhverv blev omdøbt til Landbrugsstyrelsen.

IT-problemer

Landbrugsstyrelsen fik i slutningen af 2022 ny IT-leverandør, og det havde i landbrugskredse givet håb om at de gentagne IT-problemer ville være fortid.

Men det er altså ikke tilfældet!

Den amerikanske statsgæld skaber tvivl om kreditværdigheden

Federal Reserve

For første gang i 12 år blev USA tirsdag aften den 1. august 2023 udsat for en nedjustering i sin kreditvurdering, hvilket førte til en choktilstand på aktiemarkedet.

Aktiekurserne faldt i USA efter at kreditvurderingsbureauet Fitch Ratings nedjusterede den amerikanske credit rating fra AAA, til  AA+ som følge af svagheder i den økonomiske politik (“a steady deterioration in standards of governance”).

I 2011 – også dengang på baggrund af en bitter politisk kamp om det amerikanske gældsloft, gjorde kreditvurderingsbureauet Standard & Poor’s det samme.

Beslutningen faldt sammen med gældskrisen i Europa og udløste dengang et blodbad på de internationale aktiemarkeder.

Amerikanske statsobligationer

Kreditvurderingen retter sig umiddelbart mod de amerikanske statsobligationer, der er en stor del af fundamentet for det finansielle system. En nedjustering af USA påvirker derfor markeder i hele verden, fordi en nedjustering af amerikanske statspapirers kreditkvalitet, er et signal om, at de måske ikke er hundrede procent sikre. Og det er noget, som de ”hysteriske kællinger” (som Lykketoft kaldte dem) på Børsen reagerer på.

Begrundelsen for nedjusteringen

Fitch Ratings forsvarer sin kontroversielle beslutning om at nedgradere den amerikanske kreditvurdering ved at pege på landets bjerg af gæld.

“Tallene taler for sig selv,” sagde Richard Francis, den ledende analytiker på amerikanske statsvurderinger hos Fitch, til CNN i et interview onsdag. Amerikas gæld er voksende, og udgør nu 113 pct. af den samlede økonomiske produktion, hvilket Frans kaldte “klart alarmerende.”

Bekymringen går på store og voksende budgetunderskud og de stigende omkostninger til finansiering af amerikansk gæld, når renten stiger.

Kritik af nedjusteringen

Inden for få minutter efter Fitchs nedjustering tirsdag aften kritiserede Det Hvide Hus, finansministeriet og nogle førende økonomer vurderingen fra Fitch. Finansminister Janet Yellen beskrev nedjusteringen som “vilkårlig og baseret på forældede data” og henviste til fremskridt i mange af de indikatorer, Fitch baserer kreditvurderinger på.

Tidligere økonomisk rådgiver for Obama, Jason Furman, kaldte nedjusteringen “fuldstændig absurd”, og økonomen Larry Summers beskrev den som “bizar og uduelig” og bemærkede, at trækket kommer netop som den amerikanske økonomi ser stærkere ud end forventet.

Som svar sagde Francis, at Fitch baserede beslutningen på et meget bredere grundlag, end de økonomiske udsigter for de nærmest kommende måneder.

Uanset om Amerika glider ind i en mild recession eller med nød og næppe undgår en, ændrer det ikke det overordnede billede, sagde Francis til CNN.

Statsgæld i andre lande

Den amerikanske statsgæld på 113 pct. af BNP overgås i den del af verden kun af Venezuela og Cuba. I Europa har Grækenland og Italien større statsgæld end USA, mens Frankrigs gæld er sammenlignelig med gælden i USA.

Danmarks statsgæld udgjorde ifølge Nationalbanken 323 milliarder kroner ved udgangen af 2022 – svarende til kun ca. 12 pct. af Danmarks bruttonationalprodukt (BNP).

Kontroversiel dansk støtte fra GLOBUS-puljen til partnere i det globale Syd

GLOBUS-puljen

Med 14 millioner kroner fra Udenrigsministeriet skal en række danske undervisningsinstitutioner nu til at samarbejde med partnere i det globale Syd. Midlerne kommer fra GLOBUS-puljen – en forkortelse for Puljen for Globalt Engagement, Uddannelse og Samarbejde – der blev etableret i 2022.

Puljen til støtte af samarbejde mellem danske undervisningsinstitutioner og partnere i det globale Syd gav før sommerferien grønt lys til 18 projekter, som repræsenterer et bredt udsnit af den danske uddannelsessektor.

Støtte til murerelever, insektmad, podcasts og klimakampagner

Blandt de støttede initiativer er Skive College og UC Holstebros projekt, hvor danske elektriker- og tømrerelever i samarbejde med kenyanske murerelever udvikler og bygger toiletbygninger på en erhvervsskole i landsbyen Nyandiwa i Kenya.

I et andet projekt kommer insektmad på skoleskemaet, når Hvalsø Skole sammen med Folkekirkens Nødhjælp, Hvalsø Spisehus og den cambodianske ngo Sustainable Soil for Life vil engagere en gruppe elever i især verdensmål 2 (Stop sult), 12 (Bæredygtig produktion) og 13 (Klimaindsats).

Eleverne skal blandt andet besøge partneren i Cambodia, hvor de får indblik i, hvordan klimaforandringer giver problemer for den lokale fødevareproduktion, og de arbejder på nye metoder, der er mere bæredygtige og klimatilpassede.

Caritas Danmark vil sammen med Niels Steensens Gymnasium og Grundskole samt HearHEAR lave podcasts og radioprogrammer i Uganda, baseret på 9. klasses studieophold i det østafrikanske land. Uganda er også fokus for Rysensteen Gymnasium, hvor danske og ugandiske unge sammen skal udarbejde en klimapolitisk kampagne.

Seksuel og Reproduktiv Sundhed og Rettigheder i Uganda

Sex og Samfund kaster sig ligeledes over Uganda med projektet ”Generation Body Rights”, der har fået bevilget 1.161.008 kr. i støtte fra Udenrigsministeriet.

Projektet er et samarbejde mellem Sex & Samfund, Reach A Hand Uganda, Institut for Læreruddannelse ved Københavns Professionshøjskole og FN Byens Skoletjeneste, der med udgangspunkt i emner inden for Seksuel og Reproduktiv Sundhed og Rettigheder (SRSR) har til formål at få danske unge engagerede i unge fra Uganda, der arbejder med at skabe seksualundervisning under vanskelige kår.

Spørgsmålet er, om Sex og Samfund overhovedet får mulighed for at realisere projektet i Uganda, der har et anstrengt forhold til seksuelle minoriteter og alle LBGT+-tendenser.

Seksuel og Reproduktiv Sundhed og Rettigheder er en rød klud i ansigtet på Ugandas præsident, Yoweri Museveni, der i slutningen af maj fået vedtaget en ny lov om homoseksualitet. Loven kan give dødsstraf for mennesker, der er i et homoseksuelt forhold. Dermed har Uganda strammet landets lovgivning mod seksuelle minoriteter, til det yderste.

Uganda betegnes i øvrigt som et totalitært diktatur. Det er en fejlslagen stat i den traditionelle jernnæveforstand. Museveni gør lejlighedsvise forsøg på at fremstå demokratisk i håb om at modtage donormidler og tiltrække udenlandske investeringer. Disse indrømmelser kan dog ikke skjule, at diktaturets brutalitet er historisk forankret, og er blevet værre i de senere år.