I marts 2022 aftalte den daværende socialdemokratiske regering, SF, De Radikale, Enhedslisten, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne at økonomisk udsatte borgere med gasopvarmning skulle have en økonomisk håndsrækning på 6.000 kr.

I juni 2022 modtog godt 411.000 borgere en godtgørelse på 6.000 kr. – i alt udbetaltes knap 2,5 milliarder kr.

Det viste sig imidlertid hurtigt, at en række borgere, der opfyldte kriterierne, ikke havde modtaget tilskuddet. De blev blot henvist til at søge igen.

Samtidig viste det sig at 13.800 husstande havde modtaget tilskuddet, selvom de ikke opfyldte kriterierne. De uberettigede udbetalinger fandt især sted, fordi oplysninger i BBR-registret enten var forældede eller forkerte. Det betød, at flere borgere stod registreret med et gasfyr, som de for længst havde udskiftet. På den konto blev der fejlagtigt udbetalt 83 millioner kr.

Samtidig blev der udbetalt 64 millioner kr. til borgere med hustandsindkomster, der oversteg det fastsatte trangskriterium på 650.000 kr.

I alt 147 millioner kroner blev fejludbetalt i varmechecks til borgere “uden for målgruppen”.

Studerende på kollegier, borgmestre og velaflagte modtog til deres overraskelse et tilskud på 6.000 kr., de ikke var berettigede til.

Med tanke på solcelleskandalen, der kostede Energistyrelsens direktør jobbet, bekræfter forløbet med varmechecken, at hver gang vi pålægger Energistyrelsen at opfinde nye checks, støtteordninger og lignende, så er der risiko for fejl. Især hvis udbetalingen skal gå hurtigt, siger den flove ansvarlige minister, Lars Aagaard.

Husstandene, som ved en fejl har fået en økonomisk håndsrækning, er ikke tvunget til at betale beløbet tilbage, når der er tale om en myndighedsfejl, og der ikke er tale om erhvervsstøtte.

Samtidig kræver Landbrugsstyrelsen under Fødevareministeriet nidkært tilbagebetaling af for høje tilskud til § 3-arealer op til 15 år tilbage i tiden. Kammeradvokaten er kommet frem til, at de tilskud, landmænd i henhold til aftaler mellem lodsejere og myndigheder, har modtaget, indebærer en EU-stridig overkompensation.

De husstande, der uretmæssigt har modtaget 6.000 kr. i gasvarmekompensation, klarer frisag, fordi der (endnu) ikke findes EU-regler, der straffer medlemslande, der skyder sig selv i foden.

Dagbladet Politiken overgår sig selv i landbrugs-bashing i lederen den 22. maj 2023:

”Landbrugets pinlige klimaindsats skriger på skånselsløs statslig regulering. Lad ikke de sorte interesser få held med endnu et grønt bluffnummer.”

Klimarådets vurdering af konsekvenserne for landbruget af en CO2-afgift

Dansk landbrug står over for store udfordringer, da politikerne er ved at indføre en række tiltag, herunder en CO2-afgift, der vil få store konsekvenser for landmændene. Klimarådet anbefaler en afgift på 750 kr. pr. ton CO2, selvom det vil medføre et underskud for mange landbrug.

Den 20. februar 2023 offentliggjorde Klimarådet en ny analyse af ”Landbrugets omstilling ved en drivhusgasafgift”. Analysen viser, hvordan en CO2-afgift på 750 kroner pr. ton efter Klimarådets opfattelse kan forventes at fremme en mere klimavenlig landbrugsproduktion, og hvilke konsekvenser en afgift vil få for forskellige dele af landbruget.

Konsekvenser for landbruget

 Ifølge Klimarådet vil en CO2-afgift på 750 kr. pr. ton medføre et gennemsnitligt underskud på 631.000 kroner for danske kvægbedrifter. Til sammenligning kan man i dag regne med et gennemsnitligt overskud på 1.045.000 kroner før ejerløn. Klimarådet anbefaler dog stadig et afgiftsniveau på 750 kr. pr. ton CO2, da man mener, at det vil gennemtvinge en nødvendig strukturel omstilling.

Tilbageføring af afgiftsprovenuet til landbruget frarådes

Klimarådet fraråder at give tilskud til omstillingen, da det vil trække den i langdrag. Klimarådet har ikke regnet på, hvad de økonomiske konsekvenser bliver for ejendomspriserne, men anerkender, at grundlaget for en stor del af produktionen af mælk og oksekød i Danmark vil forsvinde.

Politisk debat om CO2-afgift på landbruget

Analysen demonstrerer IFØLGE Klimarådet behovet for at indføre en CO2e-afgift på landbruget for at opnå Danmarks målsætning om en reduktion i udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030. Socialdemokratiet har erklæret sig parat til en CO2e-afgift på dansk landbrug, og Moderaternes energi- og klimaminister har udtalt positiv støtte til en klimaafgift på landbruget.  Andre partier har klogelig valgt at afvente ekspertudvalgets anbefalinger. Derudover er der også andre indgreb på vej, herunder fordobling af det økologiske areal og omlægning af lavbundsjord til græs eller økologi.

Syv fjernvarmeselskaber har sendt en regning på over 100 mio. kr. videre til forbrugerne. Årsagen er store tab på spekulation i elpriser.

I efteråret 2022 indgik syv fjernvarmeselskaber – Silkeborg Forsyning, Oksbøl Varmeværk, Sdr. Herreds Varmeværker, Snedsted Varmeværk, Hirtshals Fjernvarme, Vildbjerg Varmeværk og V-S-V Kraftvarmeværk – et forlig på 100 millioner kr. med det norske statsejede elselskab Statkraft.

Tvisten bundede i, at fjernvarmeselskaberne havde indgået aftale om at kompensere Statkraft, hvis markedsprisen på el oversteg en fastlagt grænse, så da priserne stak af i slutningen af 2021, blev selskaberne mødt med et krav om betaling på godt 160 mio. kr.

Sagen blev forliget i efteråret 2022, hvor fjernvarmeselskaberne accepterede at betale en samlet regning på over 100 mio. kr.

Værkerne indgik omkring årsskiftet 2020/21 en aftale med det statsejede norske elselskab Statkraft, hvor værkerne forpligtede sig til at levere el til 400 kr. pr. MWh i 2021, og for nogle værkers vedkommende også første kvartal 2022.

Det skulle vise sig at blive en dyr fornøjelse for de deltagende værker – og for deres vrmekunder!

I de første fire måneder af 2021 lå spotprisen for el nogenlunde stille på ca. 350 kr. pr. MWh. Herefter eksploderede elmarkedet: Fra maj til december 2021 steg elprisen fra ca. 400 til ca. 1400 kr. pr. MWh, inden det nåede et foreløbigt højdepunkt i marts 2022 på ca. 1750 kr. pr. MWh. – en stigning på 500 procent på mindre end et år.

Synkront med denne udvikling steg gaspriserne, der i løbet af 2021 blev seksdoblet. Dermed stod kraftvarmeværkerne – der som udgangspunkt er gasdrevne – i den perfekte storm, hvor man havde forpligtet sig til at levere el til pris, der lå langt under markedsprisen, mens produktionsomkostningerne var på himmelflugt.

Hovedparten af det trecifrede millionforlig – 70 millioner kr. – kan henføres til Silkeborg Forsyning, der driver Danmarks største decentrale kraftvarmeværk, og som ultimativt er ejet af Silkeborg Kommune. Selskabet leverer fjernvarme til ca. 53.000 forbrugere, der som følge af sagen får forhøjet varmeregningen med tusinder af kroner.

Silkeborg Forsyning undersøges samtidig af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen mistænkt for kartelvirksomhed og brud på konkurrencelovgivningen.

Politikerne i Silkeborg Byråd er nu blevet enige om, at der skal indsættes en ny bestyrelse i Silkeborg Forsyning i stedet for den nuværende. Hidtil har posterne som formand, næstformand og to øvrige medlemmer af bestyrelsen været besat af byrådspolitikere, der har hævet honorarer uden nødvendigvis at have en snus forstand på energiforsyning.

Det oplyser kommunen på sin hjemmeside.

Finansminister Janet Yellen har i Washington truet med, at hvis Kongressen ikke hæver loftet for den amerikanske stats gæld, vil finansministeriet i næste uge være nødsaget til at tage “ekstraordinære foranstaltninger”, som at undlade at betale visse regninger, og f.eks. at holde bidrag til offentligt ansattes pensionsfonde tilbage.

Hvis USA fortsat skal kunne låne og betale alle regninger, skal det nuværende gældsloft på 31.400 milliarder dollar hæves.

Loftet blev senest forhøjet i december 2021, hvor et flertal i Repræsentanternes Hus, der dengang havde demokratisk flertal, vedtog at forhøje loftet med omkring 2500 milliarder dollar til 31.400 milliarder dollar.

Det republikanske kongresmedlem, Kevin McCarthy, fik formandsposten i Repræsentanternes Hus på betingelse af, at et nyt debt-ceiling – et gældsloft med en højere lånegrænse – bliver kombineret med offentlige besparelser på det føderale budget, og en troværdig plan for hvordan budgettet indenfor de kommende 10 år kan komme i balance. Derfor er der grænser for McCarthys fleksibilitet, og republikanerne og præsident Joe Biden stadig langt fra hinanden i forhandlingerne om USA’s gældsloft.

Det Hvide Hus og demokraterne insisterer på, at den nye gældsgrænse skal vedtages uden bindinger. Joe Biden ønsker at udvide den amerikanske statsgæld, så han kan få råd til at implementere politikker, der sørger for fødevarer og monetær hjælp til familier, som stadig mærker effekten af coronapandemien og inflation.

Republikanerne har ikke været uvillige til at hæve statsgælden for at få sådanne politikker implementeret. Republikanerne vil dog kun gå med til at hæve gældsloftet, hvis Joe Biden kan sænke mængden af offentlige udgifter, og de kræver, at hjælpepakkerne skal betinges af et beskæftigelseskrav for at øge arbejdsudbuddet.

Det har præsident Biden hidtil afvist.

Uden en forhøjelse af gældsloftet vil det amerikanske finansministerium ikke råde over penge til at betale for eksempel renter på de statsobligationer, som USA har udstedt. Hvis loftet ikke bliver hævet, risikerer USA således at misligholde sin gæld, hvilket aldrig er sket før.

Økonomer har længe varslet, at en amerikansk misligholdelse af statsgælden kan medføre katastrofale konsekvenser. Hvordan vil USA blive opfattet som låntager på de finansielle markeder og hvordan vil alle afhængige af offentlige overførsler reagere?

Det Hvide Hus har tilkendegivet, at regeringen – hvis gældsloftet ikke hæves – ikke vil være i stand til at varetage sine forpligtelser over det amerikanske folk. Den føderale regerings helt basale funktioner, som militær, de amerikanske nationalparker og utallige andre ting, herunder det offentlige sundhedssystem, ville være på spil.

Kongressen og Det Hvide Hus må nødvendigvis nå frem til en aftale, men det kan godt tage lang tid, og i mellemtiden vil der blive stillet spørgsmål til USA’s kreditværdighed.

Tvivl om den amerikanske kreditværdighed

Kreditvurderingsbureauet Fitch advarede den 24. maj 2023 om, at kampen i den amerikanske Kongres om gældsloftet kunne tvinge bureauet til at stille spørgsmål ved USA’s hidtil perfekte kreditvurdering. Fitch sagde, at det havde sat USA’s tredobbelte A-kreditvurdering på “Rating Watch Negative”, hvilket betyder, at det er klar til en nedgradering, hvis lovgiverne ikke kan blive enig om en løsning.

Selv forhandlinger, der trækker ud for længe, ​​før en aftale er indgået, kan udløse en nedgradering. Det var det der sket i 2011, da kreditvurderingsbureauet S&P nedjusterede USA’s kreditværdighed pga frygten for misligholdelse af statsgælden. S&P har stadig ikke returneret USA’s rating til den højeste rating AAA.

”Jeg vil give det råd til alle virksomheder, der i dag har aktiviteter i Kina, at de gradvist begynder at trække sig ud og begynder at placere deres aktiviteter i andre lande i Asien.”

Sådan sagde tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen 20. januar 2023 i Berlingske Tidende.

Anders Fogh er ikke alene – EU ser Kina som ”systemisk rival”, og frustrationerne over Riget i Midten er vokset betydeligt – især over landets aggressive, stærkt centraliserede industristrategi med opkøb af europæiske virksomheder inden for nøgleindustrier, mens det kinesiske marked fortsat er relativt lukket land. Og over landets manglende reformer, unfair handelspolitik, industrispionage og over Kinas voksende politiske og økonomiske indflydelse i Europa.

Systemisk rival

EU-Kommissionen beskriver Kina som en ”systemisk rival”, der ”promoverer en alternativ styreform” – et signal om, at europæiske nationer ikke længere ser på Kina som en venligsindet partner. Og samtidig har Kommissionen anklaget Beijing for unfair behandling af europæiske virksomheder og for desuden at føre en investeringsstrategi, som underminerer retsstatsprincipper.

Disse advarsler burde Lars Løkke Rasmussen have lyttet til under udarbejdelsen af den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi 2023, i stedet for lirum-larum om at ”Kina har samtidig et grundlæggende ønske om at ændre dele af de internationale spilleregler og standarder.”

Socialdemokraternes fascination af Kina

Forklaringen er måske, at de socialdemokratiske kustoder endnu ikke har opgivet fascinationen af Kina. I Berlingske Tidende den 21. marts 2023 beskriver Mogens Lykketoft i begejstrede vendinger, den ”sensationelle” fremgang i Kina, som både hans nuværende hustru og han selv med egne øjne har iagttaget.

USA er den store satan, og Lykketoft kritiserer USA for at føre an i en voldsom ændring af Vestens holdning til Kina med handelskrig og ”covid-bashingen”.

Ifølge Lykketoft må USA forstå, at både Kina og Europa ønsker at bevare væsentlige dele af vores store økonomiske samkvem. Ikke et ord om Kinas manglende efterlevelse af internationale spilleregler, intet om menneskerettigheder i Kina, intet om undertrykkelsen af uighurer og tibetanere og slet intet om Kinas overgreb på Hong Kong.

USA har taget kampen op

Realiteten er, at Kina har snydt og stjålet og kopieret i årtier, har købt sig ind i vestlig infrastruktur og bruger sin magt til at true og straffe lande, som vover at støtte demokratikræfter i Hongkong og Taiwan.

USA har siden 2018 ført an i opgøret med Kina. Den 1. august 2019 annoncerede USA en straftold på ti pct. på kinesiske varer for ca. 300 mia. dollar fra 1. september. De kinesiske myndigheder svarede igen ved at suspenderet indkøb af amerikanske landbrugsprodukter.

Ved at lægge told på en lang række varer har USA fuldstændig ignoreret erhvervslivets og EU’s bekymringer for at konfrontationen med Kina kan udløse en bølge af protektionisme, som kan blive gnisten til en ny global krise, som det bekymret har lydt.

Hundreder af vestlige firmaer har siden forladt Kina eller er på vej ud.

Danmark lurepasser

Hvorfor lurepasser Lars Løkke Rasmussen i forhold til Kina? Ét er spionage og cyber security, men alle danske firmaer, med blot perifer berøring af det kinesiske marked, kan bekræfte berettigelsen af den amerikanske kritik af Kinas ageren på de globale markeder.

Selvom det fejlagtigt påstås, at det var præsident Donald Trump, der startede handelskrigen med Kina, har Demokraterne og præsident Biden fortsat linjen.

Selvom Kina blev medlem af WTO i 2001, afholdt det ikke Peking fra i årevis at føre økonomisk krig mod USA og andre Vesteuropæiske lande, stjæle intellektuelle rettigheder, tvinge udenlandske firmaer, der ville gøre forretninger i Kina, til at overføre teknologi, og statssubsidieret kinesiske firmaer i unfair konkurrence med amerikanske og andre udenlandske virksomheder.

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad daværende præsident Trumps højre hånd i handelsspørgsmål, Peter Navarro, Director of Trade and Manufacturing Policy, argumenterede for i de amerikanske handelsforhandlinger:

”Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.”

Hvorfor tøver Danmark? Hvad kan vi opnå ved at holde os ”neutrale” i den krig, der foregår og som også påvirker dansk økonomi?

Kinesisk verdensherredømme

Kina vil have større indflydelse og arbejder målrettet på at ændre dele af den internationale orden til egen fordel. Det multilaterale system i handelsorganisationen WTO er i realiteten allerede opløst og erstattet af et system, hvor den stærkes ret hersker i bilaterale konfrontationer.

Præsident Xi Jinping, som siden sin indsættelse i 2013 konstant har strammet kommunistpartiets kontrol med landets 1,4 milliard indbyggere, fremlagde allerede på partikongressen i 2017 partiets plan for den fremtidige udvikling af Kina. Planen, der har overskriften ”Den kinesiske Drøm”, er i realiteten kommunistpartiets strategi for intet mindre end et kinesisk verdensherredømme, der skal være nået i 2049 -hundrede års jubilæet for Folkerepublikken Kina.

På kortere sigt fremgår det af ”Made in China 2025”-strategien, at det erklærede mål er, at Kina allerede om få år skal være den dominerende globale aktør inden for 10 strategiske industrier. Inden 2030 vil de overhale USA som verdens største økonomi, lyder vurderingen fra flere eksperter ifølge Bloomberg.

”Belt and Road Initiative”

Som led i målsætningen om verdensherredømmet har CCP igangsat det grandiose handels- og udenrigspolitiske projekt – ”Belt and Road Initiative”, eller “Den nye Silkevej”, hvor Kina i de kommende år vil bruge 9500 milliarder kroner på at skabe transportkorridorer med et omfattende netværk af moderne jernbanenet og infrastruktur fra Asien til Europa, som vil passere igennem så mange lande, der ikke har adgang til havet, og som derfor vil blive økonomisk afhængige af Kina.

Silkevejsprojektet bliver ofte fremstillet som et infrastrukturprojekt i kinesiske nabolande, men det er meget mere end det: Ifølge kinesiske statsmedier har Kina allerede indgået samarbejdsaftaler med omkring 130 lande og investeret mere end 600 milliarder kroner i tusindvis af projekter.

Silkevejen består af fem dele, hvoraf investeringer i infrastruktur blot udgør den ene. De andre tæller politisk koordinering, handel, finansiel integration og mellemfolkelig udveksling.

I forlængelse af investeringer, billige lån og udviklingsbistand følger handelsaftaler, fælles industrielle standarder for transport, energi og digitale netværk, sikkerhedssamarbejde om teknologi og overvågning, studiestipendier og akademiske udvekslinger, medietræning og meget mere.

Samlet er Silkevejen udtryk for kommunistpartiets vision om verdensherredømmet, hvor hovedparten af verdens lande bliver knyttet tættere til og gøres mere afhængige af Kina end i dag.

EU bekymret

EU har ytret bekymring vedrørende silkevejsprojekter, der er blevet beskrevet som gældsfælder, og hvor der har været manglende respekt for arbejderes rettigheder, det har haltet med miljøhensyn, og projekterne har i det hele taget manglet transparens.

Kina arbejder således målrettet blandt andet gennem Belt and Road-infrastrukturprojekter på at opnå indflydelse i EU’s udsatte nabolande i Østeuropa og på Vestbalkan med tilbud om investeringer og samarbejde.

Danmarks tvetydige holdning til Kina

Ifølge regeringens Udenrigspolitiske strategi er Kina en uomgængelig global politisk og økonomisk faktor og desuden verdens største udleder af drivhusgasser. Ifølge Lars Løkke Rasmussen tilsiger det, at Danmark skal samarbejde med Kina, ”hvor det er i vores interesse”.

Vi bliver nødt at gå en balancegang. På den ene side skal vi ikke være strategisk afhængige af Kina eller glemme risiciene ved at være på det kinesiske marked. På den anden side er det ifølge Lars Løkke Rasmussen heller ikke i Danmarks eller EU’s interesse at afkoble os fra Kina eller underkende vækstpotentialet for dansk eksport.

Dermed advokerer den danske regering fortsat for kordiale forbindelser med Kina, fordi det forekommer at være den lønsomme position.

Danmarks fedteri for Kina

Danmark var et af de første lande til at anerkende Folkerepublikken Kina. Det skete allerede den 9. januar 1950, kun godt to måneder efter, at folkerepublikken var blevet udråbt den 31. oktober 1949, mens nationalisterne som tabere i borgerkrigen mod kommunisterne havde slået sig ned på Taiwan. Øen Taiwan havde frem til 1945 været en japansk koloni siden 1895, men før da var den en del af det kinesiske kejserrige.

Efter alt at dømme var den tidlige danske anerkendelse af folkerepublikken et forsøg på at beskytte Østasiatisk Kompagnis store handel og mange ejendomme i Kina, hvilket også langt hen ad vejen lykkedes.

Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad stadig er præget af fedteri og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked, og kollisionen med danske normer nedtones systematisk.

Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Samarbejdsaftaler

Allerede i 1985 og 1986 indgik daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen overenskomster med Kina om investeringsbeskyttelse, teknisk- og videnskabeligt samarbejde bl.a. indenfor husdyrbrug og et program om medicinsk-biologisk samarbejde.

Massakren på Den Himmelske Fredsplads i Beijing – den blodige nedkæmpelse af studenteroprøret på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – satte for en tid stop for fraterniseringen med Kina.

Fra begyndelsen af 1990’erne blev den aktive danske Kina-politik genoptaget med fuld styrke med talrige danske ministerbesøg i Kina og kinesiske delegationer i Danmark.

Anders Fogh Rasmussen indleder partnerskab

Anders Fogh Rasmussen var i 2004 ledsaget af en større erhvervsdelegation på officielt besøg i Kina, hvor forarbejdet til et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) mellem Danmark og Kina blev gjort.

Mens Anders Fogh Rasmussen var statsminister, blev aftalen formelt indgået i 2008. Aftalen udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet.

Anders Fogh Rasmussen har siden erkendt, at aftalen blev indgået dels af hensyn til økonomien og dels af politiske grunde: Med aftalen sendte Danmark et signal om at man bakkede op om ledelsen i Beijing og dens bestræbelser på at åbne landet.

”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på” har Anders Fogh Rasmussen udtalt i et interview med Berlingske Tidende i august 2020.

Når Fanden bliver gammel…

Anders Fogh Rasmussen indser nu – mere end 40 år efter begivenhederne på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – at Danmark skal gøre op med det strategiske partnerskab med Kina, som han selv var med til at sætte i søen.

Han indrømmer, at han som statsminister tog fejl af Kina – men et ”moralsk svigt” vil han ikke tage på sig: ”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på.”

Dansk-kinesisk arbejdsprogram 2017-2020

I 2015 – 65-året for dansk-kinesiske diplomatiske relationer – nåede fedteriet overfor Kina under S-SF-RV-regeringen hidtil usete højder.

Med afsæt i det omfattende strategiske samarbejde med Kina, lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram for myndighedssamarbejdet.

Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina kan downloades her. 

Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder.

Forlængelse af programmet?

Den næste fase af arbejdsprogrammet skulle efter planerne have været lanceret allerede i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark, men Danmark og Kina forhandler stadig om fornyelsen af arbejdsprogrammet under den strategiske samarbejdsaftale fra 2008.

Den officielle danske holdning til Kina er stadig præget af pragmatisme. På den ene side anerkender vi, at Taiwan er en del af et samlet Kina, mens vi på den anden side konstaterer at Taiwan – endnu – har selvstyre.

Vi vil også helst tro på, at Kina overhovedet ikke kunne finde på militært at forsøge at ændre denne status quo, så længe Taiwan forholder sig i ro og ikke insisterer på at blive anerkendt af det internationaler samfund som en selvstændig stat.

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtrykker denne praktiske holdning, når han pointerer, at ”Danmark har et godt handelssamarbejde med Taiwan, samtidig med at vores et-Kina-politik ligger fast.”

Det burde være overflødigt at gøre opmærksom på, at vi for ikke længe siden havde en tilsvarende pragmatisk tilgang til regimet i Moskva.

Men nu vil udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen have aftalen fornyet, og det kan formentlig ske i løbet af i år.

”Det er vi i god dialog med kineserne om. Vi ønsker at have et godt forhold til Kina. Det er meget, meget vigtigt, at vi ikke bevæger os fra den ene grøft til den anden”, siger Lars Løkke Rasmussen.

Udmeldingen kom midt under den årlige sikkerhedspolitiske konference i München, hvor Kina og risikoen ved den vestlige verdens afhængighed af Kina var et brandvarmt emne, der ulmede lige under det store fokus på krigen i Ukraine.

Og der bliver da ifølge Lars Løkke Rasmussen heller ikke tale om en simpel aftale om forlængelse af det strategiske partnerskab.

”Det er klart, at aftalen får et andet fokus. Den skal være mere præcis og mindre bred i sit sigte end den nuværende. For nu at være helt åben om det. Men vi er i god og kontinuerlig dialog med kineserne. Vi skal ikke de koble Kina. Vi skal finde en samarbejdsramme, som holder Danmark og Kina tæt på hinanden. Det har vi også en interesse i. Kina er verdens største land målt i købekraft – fire gange større end USA og tre gange større end Europa, og Kina står for 30 procent af det globale CO₂-udslip”, har udenrigsministeren forklaret den uvidende danske befolkning.

Tvetydigt diplomati og virksomhederne skal blive

Udenrigsministeren frygter ikke, at en fornyet strategisk samarbejdsaftale vil stille Danmark i et dårligt lys.

”Aftalen med Kina skal dømmes på sit indhold og ikke sin overskrift. Den nye aftale kommer til at se anderledes ud end den gamle, men jeg kommer ikke til at stå og forhandle det i Politiken. Det skal forhandles med kineserne”.

”Og ja, det her rummer også delikate ting, men det forhandler vi med Kina. Og jeg er optimistisk. Vi får en aftale, der selvfølgelig reflekterer en ny europæisk kinapolitik. Europa og Danmark ønsker fortsat at samarbejde med Kina, men på nogle områder er Kina en konkurrent, og på andre områder en decideret rival”.

”Derfor er det i det hele taget klogt af virksomhederne at forholde sig til det. Men at opfodre dansk erhvervsliv til at se bort fra verdens største land – det vil ikke være i erhvervslivets interesser, det vil ikke være i Danmarks interesser, og det vil ikke være i verdenssamfundets interesse”.

Lars Løkke Rasmussen praktiserer en bizar form for tvetydigt diplomati: Han prøver at holde Kina ud i strakt arm og samtidig undgå at provokere. På én og samme tid lægger han afstand til regimet i Bejing, samtidig med at han opfordrer dansk erhvervsliv til at investere i Kina.

Fra ung-kommunist til samfundsstøtte og formand for Psykiatriråd

Midt i de udbredte beklagelser, der har ledsaget meddelelsen om at Søren Brostrøm stopper som direktør for Sundhedsstyrelsen, bemærkes det, at selvom sundhedsminister Sophie Løhde ”gerne havde set, at Brostrøm ville fortsætte som direktør”, har ministeren også forståelse for, ”at han efter 12 år i styrelsen gerne vil prøve kræfter med noget nyt, når hans nuværende åremålsansættelse udløber i oktober”.

Søren Brostrøm var i sin ungdom international sekretær i Danmarks Kommunistiske Ungdom, men opdagede i tide, at den kommunistiske vej var en blindgyde i forhold til magt og indflydelse. Det kan også have spillet ind, at opfattelsen af homoseksuelle i Rusland frem til 1990 generelt var præget af social stigmatisering og kriminalisering. Homoseksualitet blev betragtet som en forbrydelse og blev straffet med fængselsstraf. Den offentlige holdning var ofte negativ, og LGBT+-personer blev mødt med diskrimination og forfølgelse. Homoseksualitet blev betragtet som en afvigelse fra samfundets normer og blev ofte anset som en psykisk sygdom. Det var ikke muligt at være åbent homoseksuel i samfundet, og der var få eller ingen rettigheder eller beskyttelse for LGBT+-personer.

Hvis Søren Brostrøm ikke havde nedtonet sine kommunistiske sympatier i tide, ville han næppe være udnævnt til direktør for Sundhedsstyrelsen, og han ville ej heller være blevet udpeget til formand for et nyt ”Nationalt råd for psykiske lidelser og mental sundhed”.

Som led i politisk aftale om en 10-års plan for psykiatrien er det netop oplyst, at der bliver nedsat et råd, der skal holde planen på skinnerne. En stor samling på knap 40 mennesker med erfaring og kompetence inden for psykiatri og mental sundhed skal udgøre det nye psykiatriråd, som får til opgave at holde styr på, om de mange mål i 10-års planen for psykiatrien bliver opfyldt.

Sundhedsstyrelsens direktør står i spidsen for rådet, der også tæller borgere, der har personlig erfaring med psykisk lidelse.

Som international sekretær i Danmarks Kommunistiske Ungdom, har Brostrøm utvivlsomt haft kendskab til, at behandlingen i Rusland af psykiatriske patienter frem til 1990 var præget af en blanding af medicinsk praksis og politisk indblanding.

I Sovjetunionen blev psykiatrien brugt som et middel til at kontrollere og undertrykke politiske dissidenter og anderledestænkende. Mange mennesker blev fejlagtigt diagnosticeret med psykiske lidelser af politiske årsager og indlagt på psykiatriske hospitaler mod deres vilje.

I denne periode blev der anvendt tvangsbehandling og tvangsindlæggelse som metoder til at kontrollere patienterne. Elektrochok og andre fysiske metoder blev hyppigt brugt, og der var rapporter om overgreb og mishandling af patienter.

Desuden blev politiske psykiatriske diagnoser stadig anvendt, såsom “sløvhed over for arbejde” eller “antisocial adfærd”, til at undertrykke og fængsle politiske modstandere.

Det var først efter Sovjetunionens sammenbrud og i løbet af 1990’erne, at der blev foretaget væsentlige ændringer i behandlingen af psykiatriske patienter i Rusland. Der blev indført reformer, der sigtede mod at forbedre behandlingsstandarderne, reducere tvangsbehandling og respektere patienternes rettigheder.

Selvom der stadig er udfordringer og behov for yderligere forbedringer, har der været en generel bevægelse mod at fjerne politisk indblanding og fokusere på mere moderne og evidensbaserede tilgange til psykiatrisk behandling i Rusland siden 1990’erne.

Inden sommerens fisketure, kan det for de mest ivrige måske være nyttigt at erfare, hvordan det kan gå helt galt.

Fiskeri er en konkurrencepræget sport, og erfaringen fortæller os, at i fiskekonkurrencer viger lystfiskere ikke tilbage for noget i kappestriden om at fange de fleste og de største fisk. Konkurrencen er benhård selvom det for de fleste deltagere ikke er præmiesummen der er drivkraften. Det er æren og muligheden for at prale med sin fangst, men først og fremmest drejer det sig om retten til at håne konkurrenterne.

De fleste lystfiskere nøjes med groft at overdrive længde og tyngde på deres fangster – og især på de fisk, der hoppede af krogen. Enkelte brådne kar gå r imidlertid ikke af vejen for regulær svindel.

Lake Erie Walleye Trail Tournament

I den amerikanske delstat Ohio fandt chefen for fiskekonkurrencen Lake Erie Walleye Trail Tournament ifølge nyhedsbureauet AP for nylig at der var noget mistænkeligt ved de fisk, der var indleveret af Jacob Runyan, 43, fra Ashtabula, Ohio, og Chase Cominsky, 36, fra Hermitage, Pennsylvania. Fiskene var betydelig tungere end de walleye-aborrer, der typisk blev fanget i området.

Der er nu faldet dom i sagen og de to lystfiskere har fået fængselsstraffe for at fuske i det, der burde være en gentlemansport uden fup, svindel og humbug.

De to mænd indleverede fisk, der vejede næsten 15 kilo. Men det var snyd. Aborrerne blev skåret op og viste sig at være proppet med blyvægte og aborrefileter.

Misdæderne har begge fået 40 dages fængsel, hvoraf de 10 dage skal afsones, fulgt af halvandet års prøvetid. Oveni kommer bøder på 17.000 kroner, hvoraf halvdelen kan bestå i et ”frivilligt” bidrag til organisationer, som fremmer den ædle lystfiskersport for børn og unge.

Samtidig er deres lystfiskertilladelser inddraget i tre år, og en båd til en værdi af næsten 700.000 kroner er blevet beslaglagt.

Det var formentlig udsigten til store præmier, der lokkede Jacob Runyan og Chase Cominsky i uføre. Var nummeret ikke opdaget, kunne de have vundet over 190.000 kroner for næsen af de 7.000-10.000 lovlydige lystfiskere i konkurrencen.

De to mænd har ifølge nyhedsbureauet AP også været mistænkt for snyd ved en lystfiskerkonkurrence i 2022, men der blev ikke fundet tilstrækkelige beviser mod dem. Og i 2021, hvor de gennemgik en løgnedetektortest og hyrede en advokat for at imødegå mistanken om urent trav. De har tilsyneladende indtaget førstepladsen i en række lystfiskerkonkurrencer de sidste år.

Lake Powell-sagen

Det er ikke første gang, der afsiges hårde domme i forsøg på at rydde op i lystfiskerkonkurrencer.

I efteråret 2020 afsagde retten ifølge New York Times dom i en sag om uregelmæssigheder under en fiskekonkurrence i oktober 2018.

Under en fiskekonkurrence i Lake Powell i det sydlige Utah, USA, fangede nogle mistænkelige fisk kontrollanternes opmærksomhed.

Langvarige laboratorieundersøgelser førte til, at der blev rejst sigtelse mod 2 konkurrencedeltagere for at have forsøgt at snyde.

Fiskerne, Robert Dennett og Kamron Wootton, var blandt de 25 lystfisker-teams, der deltog i fiskekonkurrencen med en præmiesum på 2.500 dollars til vinderen. Konkurrencen gik ud på, at det team, der fangede de 5 Largemouth Bass (Micropterus salmoides – også kendt som Sort Aborre, Grøn Trout, Bigmouth Aborre eller Lineside borre) med den største samlede vægt. Der var ligeledes præmie for den største fisk.

Allerede på konkurrencens første dag kunne Dennett og Wootton præsentere fangster, der bragte dem på 2. pladsen i konkurrence og helt sikkert ville indbringe dem prisen for den største fisk. Problemet var bare, at den kæmpe aborre, som de præsenterede for dommerne, ikke lignede de Largemouth aborrer, der ellers blev fanget i Lake Powell.

Dokumentation for snyd

Laboratorieundersøgelser på University of Utah viste, at fisken ikke kunne være kommet fra Lake Powell. Forskerne var i stand til at bestemme, hvor fiskene havde oprindelse ved at sammenligne mængden af strontium-isotoper, da strontium findes naturligt i søer som Lake Powell

Samtidig blev det afdækket, at Dennett og Wootton lige inden konkurrencen havde fisket i Quail Creek Reservoir, omkring 180 miles vest for Lake Powell.

Hårde straffe

De 2 misdædere erklærede skyldige og de blev idømt en bøde, 48 timers samfundstjeneste, 24 måneders betinget fængsel i hvilken periode de ikke må fiske eller jage. Endelig blev de pålagt at betale 2.500 dollars til fonden for hjælp til at stoppe krybskytteri.

Aarhus Stift oplever i disse dage megen turbulens. I skrivende stund er Henrik Wigh-Poulsen stadig biskop i Aarhus Stift. Til gengæld er domprovst Gerda Jessen stoppet efter 2,5 år på posten, og provst i Aarhus Nordre Provsti, Esben Thusgård, er tiltrådt som fungerende domprovst den 1. maj 2023. 

Der mangler imidlertid også en ny provst i Norddjurs Provsti. Den nuværende biskop, Henrik Wigh-Poulsen, meddelte den 4. maj, at han havde anmodet den nu tidligere provst Lars Seeberg om at varetage ”en række diakonale opgaver i Aarhus Stift” og derfor fratrådte Seeberg den 8. maj sin stilling som præst og provst i Norddjurs Provsti. Birgith Nørlund Jensen er i øjeblikket fungerende provst i Norddjurs Provsti.

Det er det samme provsti, hvor 7 af provstiets 15 præster er sygemeldte i øjeblikket. Fire langtids- og tre deltidssygemeldinger.

To af sygemeldingerne kommer, efter at et flertal af præsterne i Norddjurs Provsti samt næsten alle menighedsråd i Norddjurs Vestre Pastorat den 4. maj har indsendt en klage over biskop Henrik Wigh-Poulsen til Kirkeministeriet. I klagen kritiseres biskoppens forvaltning af sit bispeembede – særligt i forbindelse med oprettelsen af tre storpastorater i 2018 samt en personsag mellem en præst og provst.

Det fremgår af klagen, at der forud for personsagen har været problemer med arbejdsmiljøet i provstiet.

Der er ingen forventninger om en snarlig og resolut handling fra Kirkeministeriets side. Den uholdbare situation i Aarhus Stift er da også indiskutabelt biskop Henrik Wigh-Poulsens ansvar. I en mail til Kristelig Dagblad har han faktisk reageret på kritikken:

 “Både præster, provst og menighedsråd skal være sikre på, at biskoppen gør sit ypperste for at sikre det gode kirke-liv. Sådan en sag er langvarig, og der er gjort meget, som har taget tid. Det har det blandt andet, fordi den slags skal køres efter bogen. Men jeg medgiver, at både menighedsråd og præster på nogle punkter kunne være informeret på tidligere stadier,” skrev biskoppen til Kristelig Dagblad.

Der kan næppe forventes en hurtig reaktion fra Kirkeministeriet, og derfor gør det næppe forskel, at ingen i Danmark aner, hvem der er ansvarlig kirkeminister.

DTL (Dansk Transport og Logistik) – brancheorganisationen for det danske vejtransporterhverv – havde i begyndelsen af marts indbudt nordvestjyske erhvervsfolk til et møde på Hotel Thinggaard i Hurup om den kommende kilometerafgift.

Som bekendt har SMV-regeringen, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet indgået en aftale om en ny kilometerbaseret vejafgift for lastbiltransport, der vil gøre det dyrere at køre lastbil i Danmark. Prisen bliver ca. 1,30 kr. pr. kilometer fra 2025.

Der er i forvejen både energiafgifter og CO2-afgifter på diesel, og det skønnes at kilometerafgiften svarer til en stigning i dieselprisen på 3-4 kr. pr. liter.

På mødet i Hurup måtte transportminister Thomas Danielsen fra Venstre stå på mål for kilometerafgiften, men hvis de jyske vognmænd havde troet, at et møde med transportministeren ville ændre noget som helst, blev ifølge DTL svært skuffede.

Generel CO2-afgift afvises

Til forslaget om en generel CO2-afgift på diesel bemærkede ministeren: “Jamen, den vil jo ramme alle”.

Thomas Danielsen sagde ikke direkte hvem, der ikke skulle rammes, men han undskyldte partiet Venstres manglende hjælp til transport og industri med hensynet til landbruget. Thomas Danielsen lagde på mødet ikke skjul på, at selvom forslaget om kilometerafgiften ikke er groet i Venstres have blev afgiften accepteret, fordi Venstre til gengæld fik forhindret, at landbruget bliver mødt med skrappe krav til CO2-reduktioner.

Man kan diskutere ministerens klogskab, når han i forsamlingen af jyske industrifolk og vognmænd, ifølge referatet fra mødet sagde: ”Læs selv side 29 i regeringsgrundlaget. Her får vi hegnet landbruget grundigt ind, så det ikke bliver hårdt ramt af CO2-krav. Det afsnit kunne være skrevet af Landbrug & Fødevarer selv”, sagde han til forsamlingen.

Af regeringsgrundlaget fremgår det da også, at CO2-afgiften på landbruget skal udformes på en måde, hvor erhvervet understøttes, således at erhvervets konkurrenceevne ikke forringes, og der dermed ikke flyttes arbejdspladser ud af landet samlet set.

”Derfor skal der investeres i den grønne omstilling, fødevareproduktionen og dets konkurrenceforhold. Dansk fødevareproduktion skal være et eksempel til efterlevelse for andre landes omstilling af landbruget, og derfor skal det sikres, at produktionen ikke bare flyttes ud af landet. Derfor skal provenuet fra afgiften direkte føres tilbage til landbruget, så erhvervets omstilling understøttes. Og regeringen ønsker derudover at bruge en del af Grøn Fond på yderligere investeringer i teknologi i landbrugets grønne omstilling”.

Vil regeringen lytte?

Det er forståeligt, hvis det danske vognmandserhverv kunne ønske at blive mødt af en tilsvarende velvilje fra partierne på Christiansborg.

Kritikken af kilometerafgiften har måske alligevel gjort indtryk på Christiansborg. I hvert fald skal skatteminister Jeppe Bruus og transportminister Thomas Danielsen tirsdag den 16. maj 2023 mødes med en række transportlobbyer for at diskutere den heftigt kritiserede afgift for den tunge transport.

Den 6. december 2022 udsendte OECD en pressemeddelelse hvoraf det fremgik, at Udenrigsministeriets mand i Paris, Carsten Staur, der siden 2018 har været ambassadør for den danske OECD-delegation og tidligere har været både FN-ambassadør og udenrigsråd, fremover skal stå i spidsen for OECD’s bistandsorganisation DAC (Development Assistance Committee).

Udenrigsministeriet sørgede for, at valget af Carsten Staur i begejstrede vendinger blev omtalt i Altinget og mange andre danske medier som en enestående begivenhed og et skulderklap til Udenrigsministeriet og dansk udenrigs- og udviklingspolitik.

Ulandsfinansiering af formandspost

Nu viser det sig, at Carsten Staurs formandspost finansieres af verdens fattigste lande, idet omkostningerne på omkring 32 millioner kroner ved Staurs formandspost tages fra udviklingsmidlerne.

De nærmere detaljer fremgår af et aktstykke, som Folketingets Finansudvalg har tiltrådt den 30. marts 2023.

Af aktstykket fremgår, at da Carsten Staur den 1. marts 2023 tiltrådte som formand for OECD’s Udviklingskomité (DAC) for en 4-årig periode, skulle han selv have penge med.

Af uransagelige grunde er OECD-praksis, at udgifter relateret til formanden (herunder løn, bolig mv.) samt et tilhørende sekretariat (to akademiske medarbejdere samt rejseudgifter mv.) afholdes af formandens eget land. Udenrigsministeriet har skønnet, at den samlede udgift til finansiering af det danske formandskab vil udgøre 8 millioner kroner om året i 4 år.

Heraf forventes ca. 5 millioner kroner udmøntet gennem et årligt ”frivilligt bidrag” til OECD DAC til at afholde udgifter til formandskabssekretariatet, som vil kunne dække rejse- og repræsentationsudgifter samt øvrige udgifter forbundet med formandskabet. De resterende udgifter på op til ca. 3 millioner kroner om året er relateret direkte til formanden under formandskabsperioden, herunder løn, bolig mv.

Udenrigsministeriet har med afsæt i OECD DAC’s regulativer vurderet, at udgifterne på omkring 32 millioner kroner, der er forbundet med formandskabet, kan opgøres som udviklingsbistand.

Udviklingsbistanden går til – Danmark!

Globalnyt har gennemgået udviklingsminister Dan Jørgensens ændringer i udviklingsbistanden i 2023. Udover anvendelsen af udviklingsbistand til finansiering af formandsposten for OECD’s udviklingskomité, DAC, til den danske topdiplomat Carsten Staur, vil Dan Jørgensen og SVM-regeringen reducere Danmarks samlede udviklingsbistand i 2023 i forhold til den tidligere S-regering. Samtidig vil den bruge mere af bistanden i Ukraine og på at modtage flygtninge i Danmark. Det betyder, at Danmark – endnu engang – er den suverænt største modtager af dansk udviklingsbistand. Posten udgør en sjettedel – 16,6 procent – af den samlede danske 2023-bistand.

Bundrekord i bilateral Afrika-bistand

I betragtning af at der i efterhånden har været bred politisk enighed om, at dansk bistand skal fokusere på Afrika, er det overraskende, at Dan Jørgensen foreslår, at Danmarks bilaterale bistand til står til det formentlig laveste beløb i adskillige årtier. Regeringen fastslår ellers i forslaget, at den ”ønsker at styrke indsatsen i nærområder og Afrika,” men den afsætter kun 500 millioner kroner i bilaterale tilsagn til Afrika i 2023.