Regeringen har med fremlæggelsen af en såkaldt ”Helhedsplan for et bedre Danmark” tilkendegivet, at ville skabe tryghed for danske boligejere. Det erkendes, at de nuværende ejendomsvurderinger er uigennemsigtige og fejlbehæftede, og nogle borgere betaler deres boligskat på et forkert grundlag. Derfor vil regeringen ”snart” præsentere et nyt og mere retvisende vurderingssystem.

Det vil betyde, at nogle boliger vil blive vurderet lavere, andre højere. I den anledning har Regeringen præsenteret en række forslag, der angiveligt skulle sikre tryghed for boligejerne ved overgangen til de nye ejendomsvurderinger og til de ændrede skatteregler efter 2020, hvor den nuværende skatteaftale udløber.

Hvad er realiteten?

Hvert år betaler danskere i egen bolig 44 mia. kr. i skat: Lige nu 14 mia. til staten i form af ejendomsværdiskat og 30 mia. til kommunerne i ejendomsskat, tidligere kaldet grundskyld. Ejendomsværdiskatten er frem til 2020 låst fast i kroner og ører, men ejendomsskatten eller grundskylden stiger hvert år med op til 7 pct. Det betyder, at allerede nu kan boligejerne se frem til en skatteregning på omkring 52 mia. kr. i 2020.

Regeringen lægger ikke op til lettelser i den samlede boligbeskatning – tværtimod! De kommende nye regler ændrer heller ikke ved det besynderlige faktum, at boligskat er en skat af en indtægt, vi ikke har.

Boligejerne skal simpelthen betale skat for at bo – og hvis du bor i et område med høje grund- og ejendomspriser skal du betale en højere skat end i områder med billigere boliger. Set herfra er det rimeligt, at jeg skal betale en form for afgift for de udgifter, det offentlige påtager på min boligs vegne, men heller ikke mere.

Ældre borgere, der bor i attraktive områder, bliver hårdt ramt ene og alene fordi, de har valgt at blive boende. De risikerer at skulle betale op mod 100.000 kr. eller mere om året i grundskyld og ejendomsværdiskat bare for at blive boende. Det betyder, at de skal have en høj indtægt for at kunne betale denne årlige skat. Hvis ikke er eneste løsning faktisk at flytte.

Det er svært at få øje på politiske partier, der helhjertet har påtaget sig at beskytte boligejerne mod den urimelige brandbeskatning, regeringen lægger op til skal fortsætte i det uendelige.

Fredning af boligskatterne

Regeringen og nogle af partierne bag skattereformen i 2012 har travlt med at understrege, at boligskatterne er fredet frem til 2020.

Det er vildledning af værste skuffe.

Ejendomsværdiskatten er frem til 2020 låst fast i kroner og ører, men ejendomsskatten eller grundskylden stiger hvert år med op til 7 pct. Det betyder, at allerede nu kan boligejerne se frem til en skatteregning på omkring 52 mia. kr. i 2020.

Tilhængerne af beskatningen af grunde og ejendomme hævder, at det er den mest retfærdige måde at opkræve skatter på. Et synspunkt, der også bakkes op af Vismændene og andre såkaldte fagøkonomer.

Realiteten er, at det er fastslået igen og igen, at grundlaget for boligbeskatningen er forkert og uretfærdigt. Det gamle system til at vurdere værdien af boligerne er så fejlbehæftet, at over 700.000 boligejere står til at få tilbagebetalt skat.

Det eneste positive ved regeringens pakke af forslag er, at nogle husejere vil få en tilbagebetaling af for meget betalt ejendomsskat, hvis regeringens nye vurderings­system viser at værdiansættelsen har været for høj.

Det hævdes, at skattestoppet fra 2001 har betydet, at boligejerne er blevet forgyldte. Realiteten er, at siden 2001 er de samlede skatter på fast ejendom steget fra 22 mia. kr. i 2001 til 44 mia. kr. i 2017. Samtidig er værdien af ejendommene i dele af hovedstadsområdet og i de større byer steget og der er udsigt til en massiv skattestigning, når skattestoppet udløber i 2020.

De nye vurderinger?

Det nye vurderingssystem, som vi ikke har set endnu, skulle angiveligt betyde mere præcise vurderinger, der igen vil indebære at satsen for ejendomsskatterne kan nedsættes. Realiteten er, at vi ikke har nogen som helst sikkerhed for at et nyt vurderingssystem vil føre til mere rimelige og retfærdige vurderinger.

Indefrysning af ejendomsskatten

En anden vildledning vedrører grundskylden. Regeringen har garanteret, at hvis værdien af boligen i de kommende år stiger kraftigt – mere end lønningerne – så kan den overskydende del af grundskatten indefryses helt automatisk. Den del skal først betales til kommunen, når man sælger boligen. Allerede fra 2017 kan man vælge at gøre brug af indefrysningsordningen.

Realiteten er altså, at grundskyldens stigning vil fortsætte, og det regeringen foreslår er, at fodre hunden med dens egen hale, når det foreslås, at stigningen i grundskatten indefryses og betales ved salg.

Skatterabat efter 2020?

Det påstås, at de nuværende boligejere efter 2020 vil få en ”rabat” fordi de skærpede regler ikke gælder dem. Realiteten er at de nuværende boligejere har udsigt til et enormt formuetab, fordi den hårdere ejendomsbeskatning efter 2020 vil indebære et betydelige prisfald på boliger: Ifølge skatteminister Karsten Lauritzen er der udsigt til et fald på 10 procent på ejerlejligheder og huse på Frederiksberg og andre steder i hovedstadsregionen, fordi boligkøbere efter 2021 ikke vil få den skatterabat, som boligejere tilbydes til og med 2020.

Massive formuetab

Regeringen erkender at de nye boligejere, der kommer ind efter 2020, vil opleve en hårdere beskatning, men til gengæld vil priserne være lavere. De betyder, at det er de nuværende boligejere, der kommer til at betale for den såkaldte reform. For en almindelig familiebolig på Frederiksberg vil tabet let kunne løbe op i 1 million kroner!

Prisfaldet på boliger vil blive forstærket fordi rentefradraget nedsættes gradvist med i alt 5 pct.-point fra 2021 til 2025, så den skattemæssige tilskyndelse til at investere i familiens egen bolig frem for andre aktiver bliver reduceret.

Effekten af planen vil blive et uigennemsigtigt, Kafkask system med ét sæt regler for de nuværende boligejere og andre regler for de nye ejere efter 2020. Effekten af planen vil desuden afhænge af, hvor i landet en ejendom ligger. I landets dyreste boligområder vil regeringen umiddelbart give en skatterabat til boligejere, der bliver boende i boliger købt før udgangen af 2020. Til gengæld må disse boligejere imødese et betydeligt formuetab, når ejendommene falder i værdi efter 2020.

I landets billigste boligområder er der udsigt til små skattebesparelser, fordi der ikke er udsigt til store hop med de nye vurderinger, og fordi skattesatserne bliver sat ned.

Skatten på lejligheder stiger mere end på huse, fordi grunde under lejlighedsejendomme har været mest undervurderet. Andelshavere og lejere bliver kun indirekte og langsomt ramt af højere vurderinger på grunde. Endelig har lønmodtagere en fordel frem for modtagere af overførselsindkomst, fordi regeringen vil kompensere stigende boligskatter med en lempelse af skat på arbejde.

Efter en samlet vurdering burde regeringens forslag på boligområdet ikke have en jordisk chance for at opnå tilslutning fra et flertal i Folketinget.

Det er med den største foruroligelse jeg erfarer, at der tilsyneladende er fremskredne planer om at fusionere Amager Ressource Center, ARC, med Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S, CTR.

ARC er et fælleskommunalt selskab ejet af Dragør, Frederiksberg, Hvidovre, København og Tårnby kommuner.

CTR indkøber og leverer fjernvarme til Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, København & Tårnby og omsætter for 2,1 mia. kr. årligt.

I stillingsopslaget vedrørende besættelsen af stillingen som administrerende direktør pr. 1. januar 2017 oplyses det, at ejerkommunerne overvejer p.t. muligheden for synergieffekter ved en ændret selskabsstruktur.

Den løbende medieomtale af Amager Ressource Center, ARC, er ikke tillidsvækkende og bl.a. står ARC for det skandaleramte forbrændingsanlæg Amager Bakke, der allerede inden åbningen har opbygget et underskud på 1,5 mia. kr.

En fusion mellem CTR og ARC påstås at kunne bidrage til en mere rationel drift, men hovedformålet er ifølge Finans.dk at omgå EU’s regler for at kommunerne skal sende forbrændingen af affald i udbud.

Jeg håber Gentoftes kommunalbestyrelse nøje overvejer, hvorvidt det er i borgernes interesse, at Gentofte kommune involveres i den dårlige økonomi i ARC.

Da kulturminister Brian Mikkelsen i 2005 indførte gratis entré på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, havde det også været overvejet at sikre gratis adgang til museer som Louisiana og Arken. Det skete ikke, fordi det ville have være konkurrenceforvridende i forhold til mange af de museer, der ikke fik gratis entré.

Entréfrihed?

Entréfriheden på Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet har alligevel været kritiseret for at være konkurrenceforvridende. Bl.a. de tre Aarhus-baserede museer Den Gamle By, ARoS og Moesgaard Museum har været utilfreds med forskelsbehandlingen.

I en situation med begrænsede ressourcer bør det være en politisk opgave at definere bredt accepterede og ensartede kriterier for tildeling af offentlig støtte til kunstneriske aktiviteter, herunder museumsvirksomhed.

Statstilskud fra 16 – 257 kr.

I dag er billedet det modsatte – enorme forskelle præger statens støtte til museerne. Det viser en sammenligning af besøgstal og tilskud til 24 museer, som Magisterbladet har foretaget.

Hvor eksempelvis Bornholms Kunstmuseum sidste år modtog lidt over 1 mio. kr. fra staten eller 26 kr. per gæst, var støtten en del mere rundhåndet til Fuglsang Kunstmuseum på Lolland. Her gav staten 3,7 mio. kr. eller 154 kr. per gæst.

Også blandt de kulturhistoriske museer er fordelingen ulige. Odense Bys Museer, der med 370.000 gæster var blandt landets mest populære, måtte tage til takke med 31 kr. per gæst. Det er et pænt stykke fra de 252 kr., som Museum Lolland-Falster fik til hver af sine 25.400 gæster.

Ifølge Magisterbladets undersøgelse varierer statstilskuddet pr. besøgende fra 16 kr. til 257 kr.

Hele området er i øjeblikket genstand for nærmere politiske forhandlinger i forbindelse med finansloven for 2017, og det skal blive spændende at se resultatet af de politiske studehandler.

”Den Gamle By” i Aarhus

For en voksen besøgende i Den Gamle By i Aarhus koster adgangen 135 kr. Ifølge regeringens forslag til finanslov for 2017 vil Den Gamle By få mindre støtte fra Staten fremover. Museet i Aarhus mister tre mio. kr. når den nuværende fireårsaftale udløber ved udgangen af 2016.

Under forhandlingerne om finansloven for 2013 blev driftstilskuddet til museet permanent hævet med 1,2 mio. kr. og samtidig blev der aftalt en midlertidig fireårig ekstrabevilling på 3 mio. kr. der har betydet, at statstilskuddet til og med 2016, har udgjort 20,9 mio. kr.

Med 476.050 besøgende i 2015 svarer statstilskuddet til 44 kr. pr. besøgende.

Statens Museum for Kunst

Fra 1. juni 2016 har det kostet 110 kr. for en voksen at se de faste udstillinger på Statens Museum for Kunst. Regeringen har sammen med partierne bag finansloven – Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative – besluttet, at imødekomme museets ønske om at genindføre den entré, som den tidligere konservative kulturminister Brian Mikkelsen gjorde gratis i 2006.

Statens Museum for Kunst er lige som en lang række andre statslige institutioner blevet pålagt en årlig besparelse på 2 procent de næste fire år, og den besparelse går så hårdt ud over museet, at man bad kulturministeren om lov til at genindføre entrébetaling. Til gengæld regner museet med et fald i tilskuertallet på omkring 100.000. Sidste år besøgte 450.000 mennesker museet.

I 2016 har Statens Museum for Kunst udgifter for omkring 92 mio. kr., indtægter for 13,2 mio. kr. og en statslig nettobevilling på omkring 80 mio. kr. Den offentlige støtte pr. besøgende kan opgøres til knap 178 kr.

Louisiana

I 1955 købte forretningsmanden Knud W. Jensen en gammel villa ved navn Louisiana i Humlebæk. Her indrettede han Danmarks første moderne kunstmuseum, som åbnede 14. august 1959. Oprindelig var det hans tanke, at museet skulle huse moderne dansk kunst, men allerede efter et par år ændrede han kurs, så Louisiana blev et internationalt museum med værker af navne som Pablo Picasso, Andy Warhol, Alberto Giacometti og Henri Matisse samt temaudstillinger om f.eks. arkitektur og kulturhistorie.

I 2015 havde Louisiana 724.580 besøgende og modtog 31,46 mio. kr. i offentlige tilskud. På Louisiana koster en entrébillet for en voksen 115 kr. og den offentlige støtte pr. besøgende kan opgøres til godt 43 kr.

ARKEN

ARKEN – Museum for Moderne Kunst, der er beliggende Skovvej 100, 2635 Ishøj, midt i det menneskeskabte landskab, Køge Bugt Strandpark, syd for København. ARKEN blev indviet den 15. marts 1996 og er et af Danmarks nyeste kunstmuseer. Forud for åbningen lå flere års politisk arbejde for at gøre området syd for København til en mere væsentlig del af det danske kulturliv.

ARKEN havde i 2015 i alt 259.473 besøgende, heraf I53.000 besøgende, der havde indløst billet (en voksenbillet koster 110 kr.) Af museets samlede udgifter på 61,7 mio. kr. blev 52 pct. dækket af offentlige tilskud – heraf 31,6 mio. kr. fra staten.

Statstilskuddet udgør dermed godt 122 kr. til hver eneste besøgende.

Reduceret statstilskud til ARKEN og Louisiana?

Hvis forhandlingerne om finansloven for 2017 ender med at statstilskuddene til Louisiana og ARKEN reduceres med 7,5 mio. kr. bliver der brug for at øge de fremtidige egenindtægter.

Louisiana formår at tiltrække sponsorer og finansiering fra fonde som sammen med billetindtægterne betyder, at kun omkring 25 pct. af de samlede udgifter dækkes af offentlige tilskud.

ARKEN er beroende af offentlige tilskud for omkring 50 pct. af de samlede udgifter på knap 62 mio. kr. i 2015. Museet har allerede med rettidig omhu udarbejdet en strategi for at løse den udfordring. Strategien skal effektueres bl.a. gennem den nyoprettede afdeling; Business Development, hvis opgave det ifølge Arkens årsberetning er dels at øge indtægterne, men også at indarbejde og integrere en øget kommerciel kultur og fokusering i ARKEN’s øvrige afdelinger.

Det vil vise sig, om ARKEN, der er mest kendt for museets vidtløftige første direktør, Anna Kastberg, kan imødegå tendensen med faldende besøgstal og begrænsede billetindtægter.

Politisk opgave

I et demokratisk samfund er det vigtigt at befolkningen har adgang til den fælles kulturarv, og adgang til det fremmeste inden for nutidig kunst. Den mulighed bør alle have uanset om man har penge eller ej. I princippet er det derfor i god overensstemmelse med den demokratiske idé, at kulturtilbuddene er gratis. I en situation med begrænsede ressourcer bør det være en politisk opgave at definere bredt accepterede kriterier for tildeling af offentlig støtte til kunstneriske aktiviteter, herunder museumsvirksomhed. Den opgave har Kulturministeriet og kulturpolitikkerne endnu ikke formået at løfte tilfredsstillende.

Politisk er der i øjeblikket intens politisk fokus på skat: På den såkaldte topskat og på ejendomsskatten.

Topskat

Diskussionen om topskatten går på, om skatten på 15 pct. af indkomst over 467.300 kr., der i øjeblikket betales af godt 500.000 skatteydere, dvs. 10 pct. af alle skatteydere, skal sættes ned til 10 pct. for indkomster under 1 mio. kr.?  

Mange opfatter spørgsmålet om en særlig høj ”Millionærskat” som et vigtigt principielt og politisk spørgsmål, men måske mindre betydningsfuldt i kroner og ører: Statens samlede provenu fra topskatten anslås til 15,5 mia. kr., så striden står i realiteten om mindre end 5 mia. kr.

Diskussioner om topskatten er oftest mellem tilhængerne af skattesystemets rolle som omfordelingsmekanisme – og tilhængerne af et skattesystem, som lægger afgørende vægt på udformningen af et effektivt system for opkrævning af de midler, der er nødvendige til samfundets drift. Opfattelsen er her, at ”misundelsesskatter” og unødigt forvridende skatteformer så vidt muligt bør undgås.

Boligskat

Det andet hotte skatteemne er ejendomsbeskatningen. Hvert år betaler danskere i egen bolig 44 mia. kr. i skat: Lige nu 14 mia. til staten i form af ejendomsværdiskat og 30 mia. til kommunerne i ejendomsskat, tidligere kaldet grundskyld.

Specielt ældre mennesker, der bor i attraktive områder, er blevet hårdt ramt af de senere års opskruede ejendomsværdier i de større byer, og ene og alene fordi, de har valgt at blive boende. De risikerer at skulle betale op mod 100.000 kr. eller mere om året i grundskyld og ejendomsværdiskat. Det betyder, at de skal have en høj indtægt for at kunne betale denne årlige skat. Hvis pensionsopsparingen ikke rækker, er den eneste løsning faktisk at flytte.

Diskussionen går især på hvad der skal ske efter udløbet af skattereformen fra 2012 i 2020. Nogle af partierne bag skattereformen fra 2012 har travlt med at understrege, at boligskatterne er fredet frem til 2020. Det er skamløs vildledning af værste skuffe. Ejendomsværdiskatten er frem til 2020 låst fast i kroner og ører, men ejendomsskatten eller grundskylden stiger hvert år med op til 7 pct. Det betyder, at allerede nu kan boligejerne se frem til en skatteregning på omkring 52 mia. kr. i 2020.

Mens alle partierne er optaget af tekniske diskussioner om hvordan man også efter 2020 kan brandbeskatte boligejerne er det undtagelsen, at der stilles spørgsmål ved rimeligheden af boligskat. Nye regler vil nemlig ikke ændre det besynderlige faktum, at boligskat er en skat af en indtægt, vi ikke har. Vi betaler simpelthen skat for at bo.

Det kan måske være rimeligt, at der skal betales en form for afgift for de udgifter, det offentlige påtager på min boligs vegne. Men tilhængerne af beskatningen af grunde og ejendomme går langt videre: De hævder, at det er den mest retfærdige måde at opkræve skatter på. Realiteten er, at det er fastslået igen og igen, at grundlaget for boligbeskatningen er forkert og uretfærdigt. Det gamle system til at vurdere værdien af boligerne er så fejlbehæftet, at over 700.000 boligejere står til at få tilbagebetalt skat. Det eneste positive ved regeringens forslag er, at nogle husejere vil få en tilbagebetaling af for meget betalt ejendomsskat, hvis regeringens nye vurderings­system viser at værdiansættelsen har været for høj.

Svimlende offentlige udgifter

Mens diskussionen raser om topskat og boligskat, er der påfaldende tavshed omkring de samlede offentlige udgifter. Der er langt mellem de politiske partiers forslag til offentlige besparelser – lysten til at diskutere anvendelsen af et fiktivt ”råderum” til nye offentlige udgifter forekommer langt større!

De offentlige udgifter er budgetteret til svimlende 1.103 mia. kr. i 2016. Og det tal kommer ikke engang til at holde – allerede ved udgangen af 2. kvartal 2016 udgjorde de offentlige udgifter over 1.104 mia. kr. på årsbasis, og det må forudses, at vi ved udgangen af året overskrider budgettet på 1.103 mia. kr. væsentligt. Tallene fremgår af Danmarks Statistiks statistikbank.

De offentlige udgifter i Danmark er højere end nogensinde før, og den største udgiftspost med 44 pct. af de samlede udgifter er social beskyttelse, der dækker over både folkepension, førtidspension, tjenestemandspension, SU, kontanthjælp og arbejdsløshedspenge.

Sundhedsvæsenet står for det næststørste udgiftsområde med 16 pct. af udgifterne.

Undervisning og generelle offentlige tjenester er på en delt tredjeplads med 13 pct. af udgifterne hver. Generelle offentlige tjenester indeholder bl.a renteudgifter, udgifter til domstole og økonomisk bistand til udlandet.

De resterende 14 pct. af udgifterne er fordelt på en række mindre områder.

Væksten kvæles

Det er uden for diskussion, at de offentlige udgifter er blevet for høje i Danmark – alt for høje! Det høje udgiftsniveau indebærer samtidig det højeste skattetryk i OECD, og det invaliderer mulighederne for økonomisk vækst. Desuden indebærer de høje offentlige udgifter, at danskerne har et langt lavere privat forbrug, end den relative velstand ellers skulle tilsige.

Hvis væksten skal op i Danmark, er der ingen vej udenom at sænke de offentlige udgifter og sænke skatterne.

DR Nordjylland oplyste tirsdag den 4. oktober 2016, at Ole Stavad ikke genopstiller ved næste kommunalvalg i november 2017.

Det betyder stop for et halvt århundrede hvor Ole Stavad med politisk engagement og jysk lune har sat sine aftryk på dansk politik. Han siger selv, at det ikke er lysten, der mangler, men den efterhånden 67-årige politiker stopper for at lade en ny generation komme til.

Efter 27 år i Folketinget og flere omgange på ministerholdet i Poul Nyrup Rasmussens regeringer, blev Stavad ikke genvalgt ved folketingsvalget i 2007.

Ole Stavad har siden helliget sig kommunalpolitikken. Han stillede ved kommunalvalget i 2007 op som borgmesterkandidat i Jammerbugt Kommune. Det blev efter et knebent nederlag kun til en menig plads i byrådet og senere en post som viceborgmester, og nu er tiden kommet til helt at sige farvel til politik.

Ole Stavad er oprindeligt sparekasseuddannet, merkonom, men det er i politik, nærmere bestemt Socialdemokratiet, han har gjort karriere.

Han kom i Folketinget i 1980 og blev udnævnt som skatteminister første gang i 1993. Fra 1995 til 2000 var han næstformand i Socialdemokratiet, og i det sidste år frem til valget i 2001 var han erhvervsminister. Som nævnt blev Stavad ikke genvalgt ved valget i 2007.

Som skatteminister modtog Ole Stavad i en sen nattetime i 1993 dårlig skattejuridisk rådgivning om muligheden for at give Spar Nord et skattenedslag i forbindelse med overtagelsen af den nødlidende Himmerlandsbanken.

Nedslaget var ulovligt og Stavad måtte i november 1994 gå af som skatteminister. Direktøren for Told & Skat Carsten Jarlov blev forbavsende skånsomt og diskret overflyttet til jobbet som direktør for Slots- og Ejendomsstyrelsen mens flere medarbejdere i Skatteministeriet måtte indkassere kritik.

Det var et paradoks at netop Ole Stavad måtte gå af som skatteminister i 1994. Han var bedre klædt på end de fleste til ministergerningen på skatteområdet, og de danske revisorer havde da også blandede følelser. På den ene side anerkendtes han som knalddygtig, men samtidig blev Ole Stavad omtalt som den ”honorarvenlige” skatteminister: Når han viste sig i TV-avisen med endnu en ny skattestramning, betød det stensikkert nye opgaver til revisorerne!

Ikke desto mindre var såvel skattechefernes formand som skatterevisorernes formand enige om, at de i Stavad havde haft en særdeles god minister, selv om de af og til var i et modsætningsforhold til ham.

Han blev omtalt som en meget teknisk dygtig minister og faktisk kendte han skatteområdet bedre end de fleste. Medierne havde en blandet opfattelse, og nogle fandt at Ole Stavad var lovlig nidkær i tjenesten. Samtidig var der almindelig enighed blandt journalister og kollegaer på Christiansborg, at Ole Stavad er en meget underholdende og varm person, der ikke holder sig tilbage for et godt selskab og en god historie.

Ole Stavad var i de år inkarneret ryger, og jeg har personligt sammen med Ole Stavad ladet hele folketingsudvalg vente, mens vi fik røget færdig. Ikke mindst til irritation for den notorisk koleriske Poul Nielson.

Under et møde i 1993 om energiafgifter kom Ole Stavad dog galt afsted. Mødet foregik på energiminister Jann Sjursens kontor, og meget hurtigt fik Stavad tændt en cigaret, mens han talte som et vandfald. På et tidspunkt spørger han Sjursen om et askebæger og får det svar, at der ikke findes askebægre på kontoret. På spørgsmålet om der kunne fremskaffes et askebæger var svaret nej, og Jann Sjursen bekræftede, at der overhovedet ikke måtte ryges på hans kontor. Ole Stavad appellerede til mig, som han jo kendte som ligeledes inkarneret ryger, men jeg måtte melde pas – sådan var reglerne i Energiministeriet. Ole Stavad måtte herefter gå den tunge vej og skodde cigaretten i en potteplante i ministerens forkontor.

Episoden, som vi efterfølgende har grinet af, fik mig i øvrigt til at beslutte at holde op med at ryge.

Det har passeret under radaren for de fleste, men faktisk har hvert parti i Folketinget siden 2010 haft sin helt egen pose ulandshjælp, som er øremærket til politiske partier i udviklingslande. Siden 2010 er 150 millioner kroner barberet væk fra den DANIDA-administrerede ulandshjælp og i stedet lagt i hænderne på de danske partier. Pengene er formøblet til samarbejde med og bistand til politiske partier i fattige lande. Det sker i samarbejde med Institut for Flerpartisamarbejde (Danish Institute for Parties and Democracy – DIPD), der blev etableret ved lov nr. 530 af 26. maj 2010.

Den noble hensigt med at støtte danske politiske partier, er at de så igen kan samarbejde med politiske partier i udviklingslandede, og på den måde sikre en demokratisk udvikling i landene.

Stillingen som direktør for foretagendet har været slået op, og af uransagelige grunde er det nu afgjort, at stillingen vil blive besat af den tidligere radikale minister Rasmus Helveg Petersen.

I forbindelse med de kommende forhandlinger om regeringens 2025-plan og Finansloven for 2017 vil de politiske partier have lejlighed til at vurdere Danmarks udviklingsbistand, herunder hvor meget der skal bruges på asylansøgere i Danmark, og hvor stor en kasse de politiske Partier selv skal have deres snabel ned i.

DIPD

DIPD er en selvejende og uafhængig institution, der ledes af en bestyrelse, der træffer afgørelse i alle væsentlige spørgsmål om instituttets faglige arbejdsområde, økonomi og forvaltning. Bestyrelsen består af 15 medlemmer, hvoraf 9 medlemmer udpeges af Folketingets partier, 1 medlem udpeges af udviklingsministeren, mens 5 medlemmer udpeges af organisationer, herunder Danske Universiteter.

DIPD har følgende vision: At fremme udviklingen af velfungerende demokratiske politiske partier, flerpartisystemer og andre institutioner som centrale elementer i en demokratisk kultur i udvalgte udviklingslande.

Det vil man sikre gennem etableringen af partnerskaber med politiske partier, flerpartiplatforme og andre institutioner med aktiv inddragelse af danske politiske partier, danske aktører og internationale partnere.

Vagt- eller skødehund?

Det bemærkelsesværdige er, at Peter Kurrild-Klitgaard, der er en velkendt kritiker af fråds med skatteborgernes penge, repræsenterer Danske Universiteter i bestyrelsen.

Der blev i 2010 bevilliget 75 mio. kr. til DIPD for en treårig periode frem til 2013. For årene 2014 – 2017 fik DIPD en ny bevilling på 75 mio. kr.

Venstre var det første danske parti, som kastede sig ud i muligheden for at samarbejde med partnere (søsterpartier) i udviklingslande, da DIPD blev oprettet i 2010. Partiet etablerede straks Danish Liberal Democracy Programme (DLDP), som er en selvstændig organisation med tilknytning til Venstre. DLDP har samarbejde med partier og organisationer i Kenya, Zambia og Egypten. Nærmere om DLDP på http://www.dldp.org.

Kritik

Etableringen af DIPD er ikke sket uden kritik. “Det lugter lidt af missionær, når danske partier skal eksportere vores liberale demokratimodel” skrev Enhedslistens udenrigspolitiske medarbejder Eva Flyvholm i en kommentar på u-landsnyt.dk.

Flere bistandsorganisationer har ligeledes været stærkt kritiske over for den nye parti-støtte. Foreningen Afrika Kontakt, der er en frivillig forening med rødder i anti-Apartheidbevægelsen, som har over 30 års erfaring i græsrodsarbejde med afrikanske partnere, advarede ligefrem om risiko for korruptions-skandaler, når danske politikere sender penge til søsterpartier i fjerne lande.  

Bolivia

De danske partier har forskellige prioriteringer. SF har satset på Latinamerika og støtter det socialistiske regeringsparti i Bolivia, MAS. SF mener, at bistanden fra SF i Danmark kan mindske korruption og fremme pluralistisk dialog, hvor meninger kan brydes – støtte til politiske partier i fattige lande kan skabe mere skub i demokratiet, selvom SF erkender et det er svært at finde politiske samarbejdspartnere i de fattige lande, hvor der er allermindst demokrati.

Bhutan

Det Konservative Folkeparti har været aktiv i projekter i Bhutan, i en sådan grad at den tidligere partiformand Lars Barfoeds tilstedeværelse var nødvendig i både august og november 2015.

Tanzania

Danske konservative har ligeledes et tæt samarbejde med CHADEMA-partiet i Tanzania og især partiets kvindeafdeling, Baraza la Wanawake (Bawacha), der har motiveret flere besøg i Tanzania af bl.a. Lars Barfoeds kone, Helle Sjelle, og besøg af samarbejdspartnerne i København.

Det Radikale Venstre har ligeledes været aktiv i Tanzania – dog i samarbejde med et andet parti end de konservative, nemlig Civic United Front (CUF).

Erfaringer fra Norge

Professor Jørgen Elklit fra Århus Universitets Institut for Statskundskab, har i Berlingske Tidende fremført, at det ikke påvist, at det har gavnet demokratiet, når partier i fattige lande har fået penge fra partier i fx Norge eller Sverige.

Begge lande har tidligere forsøgt sig med en lignende form for demokratibistand enten i form af tværpolitisk støtte eller som direkte hjælp til søsterpartier. Særligt i Norge har ordningen været voldsomt omstridt. Den ansvarlige minister endte med at lukke “Senter for Demokratistøtte”, da en uafhængig undersøgelse viste, at ordningen nærmest fungerede som en rejsefond, der gav norske politikere flybilletter til eksotiske rejsemål.

Nærmere om DIPD i årsrapporten for 2015 – http://dipd.dk/2016/05/annual-report-2015-postcards-from-the-field/

Regeringen vil nedbringe regningen for grøn energi og opkræve den på en mere effektiv måde. Det kan betragtes som en bunden opgave, fordi EU-Kommissionen har underkendt den danske støtte til vedvarende energi – den såkaldte PSO-ordning. Støtten til vedvarende energi er i strid med EU’s statsstøtteregler og Kommissionen kræver, at ordningen laves om fra 2017 – og det er meget tvivlsomt at Kommissionen kan godkende en meget langstrakt og gradvis ændring af støttesystemet.

El-kunderne betaler PSO‐gebyret over elregningen – i år omkring 8 mia. kr., hvoraf dansk erhvervsliv betaler omkring 60 pct.

PSO‐gebyret er så giftigt indrettet, at når markedsprisen på el falder som følge af f.eks. faldende gaspriser, rigelig og billig norsk og svensk vandkraft eller øget produktion af vindkraft, stiger udgifterne til at dække forskellen mellem spotprisen og de afregningspriser som vindmølleejerne er garanteret i 11-12 år, og dermed PSO‐gebyret.

De samlede indtægter fra den grønne PSO-afgift forventes i årene 2016 til 2025 at lande på knap 70 milliarder kroner. De penge skal altså findes på andre områder.

Hvis afskaffelse af PSO-afgiften skal være budgetneutralt (efter tilbageløb og adfærd), skal der gennemføres besparelser på statsbudgettet eller øge personskatterne på en måde, der tilvejebringer et provenu på godt 5 mia. kr. i 2017 og faldende til 3,2 mia. kr. i 2025.

Mulig finansiering af den grønne omstilling over finansloven

Det er tænkeligt, at forvridningerne ved PSO-afgiften reduceres, hvis afgiften erstattes med mindre forvridende personskatter. Der kan også opstå en gevinst gennem lavere udgifter til net-tariffer samt en ”brugergevinst”. Brugergevinsten er den umiddelbare fordel, som elforbrugerne opnår ved at kunne øge deres el-forbrug som følge af den ændrede elpris.  

Skatteministeriets beregninger over de positive samfundsøkonomiske virkninger af at finansiere den vedvarende energi over Finansloven, kan sammenkædes med de anbefalinger, som Klimarådet fremlagde i slutningen af november 2015 i den første af rådets årlige rapporter, som indeholdt en status for dansk klimapolitik i dag og udfordringerne frem mod 2050.

I rapporten foreslog Klimarådet, at udgiftskrævende tiltag blev finansieret ved at hæve bundskatten. Skatteministeriet har ligeledes præsenteret en for samfundsøkonomien positiv vurdering af at afskaffe PSO-afgiften og finansiere den vedvarende energi over finansloven.

Venstre-regeringen presset på skatteområdet

Venstre-regeringen er i forvejen hårdt presset på skatteområdet, og er under forhandlingerne allerede rendt ind i store vanskeligheder. Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er ligesom venstrefløjen modstandere af lempelser i topskatten. Det økonomiske råderum, skal først og fremmest bruges på velfærd, og et råderum derudover skal i givet fald bruges på at lette bundskatterne.

Regeringens borgerlige støtteparti, Liberal Alliance, støtter principperne i regeringens forslag til ny forsyningsstrategi – Forsyning for fremtiden. Problemet er, at LA samtidig holder regeringen fast på løftet om at lempe marginalskatten med 5 procentpoint og det betyder, at topskatten skal reduceres med 5 procentpoint hele vejen op. Liberal Alliance har helt afvist at diskutere forslaget om kun at reducere topskatten op til 1 mio. kr., som ifølge LA de facto indebærer indførelsen af en ”millionærskat” ad bagvejen.

Det Konservative Folkeparti har tilsyneladende ikke sådanne anfægtelser, og er indstillet på at bevare en topskattesats på 15 pct. for indkomster over 1 mio. kr. som led i en samlet forhandlingsløsning. De konservative holder til gengæld fast i etableringen af 350 MW kystnære havvindmøller.

Der er derfor ingen udsigt til, at regeringen kan samle et flertal bag konverteringen af PSO-afgiften til højere personskatter – og slet ikke i en situation, hvor erhvervslivet, der betaler 60 pct. af PSO-afgiften, får store afgiftslettelser.

Afskaffelse af den grønne check svarer til forhøjelse af bundskatten

Regeringen har taget det Konservative forslag om at bidrage til at finansiere afskaffelsen af PSO-afgiften med afskaffelsen af den grønne check. Forslaget er mærkeligt – hensigten med den grønne check, som blev introduceret i 2009, var at kompensere lav- og mellemindkomstgrupper for afgiftsforhøjelser på forbrug af energi og mindre sunde fødevarer. Uanset hvordan man vender og drejer det, vil en afskaffelse af den grønne check i realiteten indebære en skærpet beskatning af lav- og mellemindkomstgrupperne med omkring 3 mia. kr.om året

Udover afskaffelsen af den grønne check har regeringen i 2025-planen foreslået, at pengene findes i det råderum, der skabes ved blandt andet begrænsning af rentefradragsretten, højere pensionsalder, mindre SU og en udskydelse af målet om balance i de offentlige budgetter fra 2020 til 2025.

Synliggørelse af udgifterne er positivt

En væsentlig del af udgifterne til den grønne omstilling er allerede låst fast, men i princippet kunne investeringerne i den grønne omstilling begrænses ved f.eks. at udsætte bygningen af havvindmølleparken Krigers Flak og skrotte eller udsætte planerne om etablering af 350 MW kystnære havvindmøller.

Regeringen har i udspillet til forhandlingerne af uransagelige grunde holdt fat i den planlagte udbygning af Krigers Flak, men skrottet etableringen af 350 MW kystnære havvindmøller, der i givet fald kan begrænse investeringerne i den grønne omstilling med omkring 7 mia. kr.

Hvis den vej ikke er politisk farbar, er der ingen vej uden om at finde kompenserende besparelser på statsbudgettet, hvis ikke hele det begrænsede økonomiske råderum frem til 2025 skal bruges på udbygningen af vedvarende energi.

Det er ikke sandsynligt, at forhandlingerne ender med, at udbygningen skal finansieres ved besparelser på social-, undervisnings- og sundhedsbudgetterne. Men hvis det skulle ske, vil omkostningerne ved den ambitiøse grønne omstilling i det mindste tydeliggøres for alle.

Mandag den 10. oktober 2016 kl. 11.45 blev det i Stockholm meddelt, at Nobels mindepris i økonomi for 2016 er tildelt

• Oliver Hart, Harvard University, Cambridge, MA, USA og

• Bengt Holmström, Massachusetts Institute of Technologi,MIT, Cambridge, MA, USA

Nobels mindepris i økonomi er indstiftet af Sveriges Nationalbank og uddelt første gang i 1969. Hart og Holmström har modtaget prisen “for their contributions to contract theory”.

Prisen begrundes med, at nutidige økonomier sammenbindes af utallige kontrakter på kryds og tværs. De teoretiske værktøjer, som Hart og Holmström har udviklet er værdifulde for forståelsen af virkelige kontrakter og institutioner, samt potentielle faldgruber i kontrakt design. Prismodtagernes analyse af optimale kontraktlige arrangementer har tilvejebragt et intellektuelt fundament for at udforme politikker og institutioner på mange områder, fra konkurslovgivning til politiske traktater.

Manglende dannelse

I en tid, hvor ethvert barn kender deltagerne i Vild med Dans, Paradise Hotel og topspillerne i La Liga og Premier League, vil informationen om Nobel-prisen i økonomi formentlig blot afføde et skuldertræk hos de fleste.

Sådan har det ikke altid været. Tidligere – dvs. før verden gik af lave og begrebet dannelse evaporeret – var de fleste bekendt med Danmarks historien – om ikke andet så fra læsningen af B.S. Ingemann og Carit Etlar. Ingemann var i hans samtid i 1800-tallet berømt for en lang række historiske romaner om store skikkelser i danmarkshistorien. Romanerne var spændende og letlæselige og henvendte sig til et bredt publikum. De var inspireret af Walter Scotts historiske romaner og bidrog til den nationalromantiske vækkelse i midten af 1800-tallet.

Carit Etlar, der var pseudonym for Carl Brosbøll, skrev ligeledes en lang række historiske romaner med tydelig inspiration fra både de franske spændingsroman-forfattere (Alexandre Dumas den ældre samt den yngre) og af den danske hjemstavnsfortælling hos Blicher. Etlar huskes især for Gjøngehøvdingen og Dronningens vagtmester.

Andre populære fremstillinger betød, at også mennesker, der ikke nødvendigvis havde gennemgået et universitetsstudium, havde et ganske godt kendskab til både den nordiske og den græske mytologi. Den folkeforståelse og popularitet, der blev f.eks. Bertel Thorvaldsen til del forudsatte et vist kendskab værkernes motiver, herunder klassikere som Iliaden og Odysseen.

Videnskab

Sådan var det også engang med videnskabsmænd. Engang opkaldte vi parker, bygninger, veje efter dem. Alle kendte dem, fra Ørsted til Bohr. Vi var stolte, meget stolte –  nu ved vi ikke engang, hvad de hedder. Selv folk der har frekventeret RUC, Aalborg Universitet og andre såkaldte højere læreanstalter og som er optaget af ulighed og Gini-koefficienter m.v. synes blottet for klassisk dannelse.

For nylig blev jeg på et møde udsat for en quiz. En amerikaner spurgte bl.a. mødedeltagerne, der hovedsagelig var danskere, om hvor mange danske nobelprismodtagere man kunne nævne. Det beskæmmende resultatet var, at ud over Niels Bohr kunne forsamlingen faktisk ikke nævne én eneste.

Realiteten er, at 13 danskere har modtaget Nobelprisen – i forhold til befolkningstallet en absolut topplacering!

Som service kan jeg oplyse, at modtagerne (i alfabetisk orden) er: Fredrik Bajer, Niels Bohr, Aage Bohr, Henrik Dam, Johannes Fibiger, Niels Ryberg Finsen, Karl Gjellerup, Johannes V. Jensen, Niels K. Jerne, August Krogh, Ben Roy Mottelson, Henrik Pontoppidan og Jens Christian Skou.

Danske modtagere af Nobels mindepris i økonomi

Tillad mig som økonom yderligere at nævne 2 modtagere af Nobels mindepris i økonomi.

Dale Thomas Mortensen fik prisen i 2010 som anerkendelse for hans banebrydende arbejde med arbejdsmarkedsmodeller og ”economic friction” – mangel på information og andre afvigelser fra det perfekte marked. Dale Mortensens far var danskfødt, og han har siden begyndelsen af 1980’erne jævnligt gæstet Aarhus Universitet.Dale Thomas Mortensen døde i 2014.

Lars Peter Hansen fik prisen i 2013 for udviklingen af økonometriske modeller for sammenhænge mellem makroøkonomi og udviklingen på de finansielle markeder. Lars Peter Hansen er amerikaner af dansk afstamning, idet hans tipoldeforældre Ole og Marie Hansen i sidste halvdel af 1800-tallet udvandrede fra Nordfyn til Utah.

Tidligere minister og folketingsmedlem for Radikale, Manu Sareen, er søndag den 9. oktober 2016 blevet valgt som Folketingskandidat for Alternativet.

I en pressemelding, udtaler den uforlignelige Manu Sareen, at ”Jeg er mega glad for, at jeg nu er en del af det entreprenante, empatiske og modige fællesskab, der tør stille både de populære og de upopulære spørgsmål”.

I anledning af, at han i marts gik fra de Radikale til Alternativet, siger den mærkelige mand: ”Jeg har tidligere fortalt, at jeg valgte at skifte et – ifølge meningsmålingerne – sikkert mandat hos radikale ud med et almindeligt menigt medlemskab i Alternativet. Og jeg har fortalt, hvordan den politiske kultur kan dræne den ild, der brænder i sjæle, der ønsker at udvikle samfundet”.

Manu Sareen vil nu dykke ned i fordomme og social bæredygtighed: ”Gennem de sidste måneder har mit politiske hjerte fået blodet tilbage – og det banker nu stærkere end jeg nogensinde har oplevet før. Det banker for at ændre den politiske kultur. Men det banker endnu mere grundlæggende for, at jeg nu kan påvirke det samfund, som jeg efterlader til mine børn”.

Den forunderlige historie

Ved valget i 2011 kom Manu Sareen ind i Folketinget med 14.505 personlige stemmer. Han blev med det samme Danmarks første minister med indvandrerbaggrund. Først minister for ligestilling og kirke og minister for nordisk samarbejde fra 3. oktober 2011 til 3. februar 2014. Derefter minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold fra 3. februar 2014 til 28. juni 2015.

Manu Sareen er oprindelig uddannet socialpædagog og konfliktmægler og han har i en periode siddet i Københavns Borgerrepræsentation. Som socialminister var han ansvarlig for det monumentale administrative rod i ankestyrelsen. Det klassiske eksempel på en radikal minister, der mere optaget af mærkelige børnebøger fatalt svigter sit ministeransvar. Under alle omstændigheder er det Sareens ansvar, at mennesker skulle vente op til et år, i værste fald mere, på at få svar fra Ankestyrelsen. Det er som regel mennesker, der ikke har for meget i forvejen, og som i mange tilfælde mister forsørgelse, til deres sag er afgjort.

I dag er Manu Sareen heldigvis hverken minister eller medlem af Folketinget. Han blev vraget ved valget i juni 2015, hvor hans personlige stemmeantal blev mere end halveret.

Dagbladet Politiken bragte den 3. august 2015 et bemærkelsesværdigt interview med Manu Sareen. Det oplyses, at Manu Sareen for længst har smidt politikeruniformen, da han tager imod i lejligheden på indre Frederiksberg. Den fallerede radikale politikers påklædning optager Politikens læsere så meget, at den beskrives i detaljer: Cowboybukser, gummisko og en sort T-Shirt med et ja tak til cyklismens pedalkraft på. Så kan man se hans tatoveringer. Cool og Street er han minsandten.

Den tidligere minister, der ifølge ham selv var smigret af den opmærksomhed han ikke mindst fra kvinder var genstand for som minister, var over for Politikens reporter blot igen Manu Sareen. Vi forstår, at han er stolt over at han fik gennemført kirkelige homovielser, men at han i øvrigt mener, at der er en ”frygtelig politisk kultur” på Christiansborg, og Sareen skildrer ærligt sine egne, besværlige år som minister, hvor han åbenbart følte sig tvunget til at stå på mål for holdninger og beslutninger, han på ingen måde selv syntes var forsvarlige.

Han var en idiot, og han var uærlig, tilstår han i interviewet – ikke overraskende for dem, der har fulgt hans tvivlsomme virke. Han nævner selv stramninger af flygtninges ret til familiesammenføring – beslutninger, der nu giver ham søvnløse nætter. Regeringens beslutning om at droppe den planlagte øremærkning af barsel til mænd, nager ham også. Han kunne som den ansvarlige minister have strittet imod, men nu er han ked af, at han bidrog til at undlade at øremærke barsel til mænd. Da SR-regeringen skiftede holdning til den øremærkede barsel sagde den radikale leder Margrethe Vestager direkte, at der ikke længere var enighed om spørgsmålet, fordi Socialdemokraterne havde skiftet holdning, hvorfor løftet fra regeringsgrundlaget ikke kunne gennemføres.

Om Manu Sareen var bange for at blive fyret som minister vides ikke, men faktum er at han argumenterede ivrigt for den nye position – både herhjemme og på nordiske konferencer: Regeringen (og Manu) frygtede for, at en øremærkning ville betyde, at den samlede barselsperiode blev ikke længere, men kortere, fordi nogle mænd ville sige nej tak.

Over for Politiken erklærer Manu Sareen i dag frejdigt, at han ”følte sig som en idiot”, da han skulle argumentere for holdningsskiftet: ”Jeg skulle stå på mål udadtil. På det radikale landsmøde og hele lortet. Det var rimelig tough”. Man får næsten medlidenhed med Manu, men det er alligevel forargeligt, at han ikke vil stå til ansvar for den måde han forvaltede magten. Han kunne jo, ligesom SF, være trådt tilbage, hvis han ikke længere kunne klare lugten i bageriet.

Selvom Manu Sareen allerede længe før valget i juni 2015 havde mistet al tillid, er det alligevel overraskende at han selv tilstår, at han som radikal politiker skiftede holdning, hvis det tjente hans egne interesser.

Man kunne have håbet på, at vi ikke ville høre mere om Manu, men nu har han fået sin medarbejder, Niels Ditlev, til at skrive bogen MANU, der er udkommet på Politikens Forlag den 12. november 2015. Bogen syntes at bekræfte Sareens troværdighedsproblemer og mytomaniske tilbøjeligheder. Det ser ud til at han vil indskrive sig i historien på linje med Franz Beckerlee, Frank Esmann, Mads Qvortrup, Jeppe Nybroe, Anna Kastberg, Anita Bay Bundegaard, Milena Penkowa m.fl., der på forskellig måde ligeledes har taget sig ”narrative friheder”.

Berlingske Tidende anmelder bogen samme dag og kalder ligeud bogen for et politisk karakterselvmord.

Dagbladet Politiken anmelder bogen den 17. november 2015, og beretter bl.a. at Manu Sareen i Ditlevs biografi fortæller: “at han som 21-årig (i 1988) tager på en dannelsesrejse til Indien for at finde sine rødder. Han har hørt, at hans farmor har gode forbindelser til Gandhi-familien, og da han er til et bryllup med sin farmor, får han ”syn for sagen”: ”Og så, pludselig ud af ingenting, kom selveste Indira Gandhi frem og hilste på min farmor. Tiden gik i stå. Jeg stod bare i hjørnet og var fuldstændig starstruck”.

Og ja, hvis Manu Sareen var lidt paf, er det til at forstå. For Indira Gandhi blev myrdet i 1984 – det år, da Manu gik ud af folkeskolen.”

Sareen har over for Politiken forklaret at mødet med Indira Gandhi må have fundet sted i forbindelse med en tidligere rejse til fødelandet. Ikke desto mindre giver løgnehistorien Politiken anledning til at sætte fuldt blus på alle advarselslamper omkring troværdigheden af Manu Sareen og bogens mange andre oplysninger.

Kære Kristian Ditlev Jensen,

Din kronik i BØRSEN den 2. oktober 2016, ”Nutidens danske højrefløj får mig til at vågne badet i sved”, er som alt fra din hånd særdeles velskrevet. Din fortjente succes som nykonservativ svækker desværre din sunde dømmekraft, og din beskrivelse af de andre borgerlige partier er forstemmende læsning.

I din iver efter at fremhæve din egen og Det Konservative Folkepartis ordentlighed på bekostning af de øvrige borgerlige partier kommer du meget tæt på samme udannede dæmonisering af blå blok, som Thorkild Kjærgaards præsterede i hans diabolske debatindlæg i POLITIKEN den 24. august 2016: Stuerene bliver de aldrig i den blå blok.

Den kommunistiske historiker og dr.phil. påstod, at det er ren og skær ondskabsfuldhed, som driver blå blok og dens støtter. Han skrev bl.a. ”Skadefryden ved at se små folk, som man i toppen af samfundspyramiden ikke regner for noget, gå nedenom og hjem. Slaveherrens glæde ved at sparke nedefter, fornøjelsen ved at se skrøbelige eksistenser smadret, fryden ved at høre gråden hos de magtesløse, glæden ved at være ovenpå og sidde på flæsket, have magten og kunne køre andre over i deres store grimme biler, gøre ondt og slukke håb uden selv at komme i fare”.

Jeg ville ønske, at du kunne indse, at Det Konservative Folkepartis fjender ikke er Dansk Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance eller Nye Borgerlige for den sags skyld. Vi bør ingensinde glemme, at de virkelige fjender er de røde, bolsjevikker og kulturradikale, der ikke har opgivet at erobre magten, tilsidesætte grundlæggende borgerlige og konservative værdier og ”opdrage” folket i den sande lære.

Din kronik i BØRSEN står i skrigende modstrid til morgenens sobre og spændende debat med Henrik Dahl om borgerlighedens væsen på Radio24Syv. Med kendskab til, at du allerede kort efter stiftelsen af Ny Alliance meldte dig ind i partiet og ydermere indgik i partiets politiske udviklingsgruppe som tovholder på partiets socialpolitik, er det selvfølgeligt ikke underligt, at du er på bølgelængde med Henrik Dahl, der vel er tæt på at være det levende bevis på urimeligheden af din karakteristik af højrefløjen i Børsen-kronikken.

Hvad jeg ikke forstår, er hvad der har ændret din opfattelse siden januar 2008, hvor du ifølge BT forlod Ny Alliance med begrundelsen: ”Jeg er ikke borgerlig, jeg har aldrig været det, og jeg bliver det aldrig”.