Slagsmålet om skat og offentlige udgifter på 1.103 mia. kr.

Politisk er der i øjeblikket intens politisk fokus på skat: På den såkaldte topskat og på ejendomsskatten.

Topskat

Diskussionen om topskatten går på, om skatten på 15 pct. af indkomst over 467.300 kr., der i øjeblikket betales af godt 500.000 skatteydere, dvs. 10 pct. af alle skatteydere, skal sættes ned til 10 pct. for indkomster under 1 mio. kr.?  

Mange opfatter spørgsmålet om en særlig høj ”Millionærskat” som et vigtigt principielt og politisk spørgsmål, men måske mindre betydningsfuldt i kroner og ører: Statens samlede provenu fra topskatten anslås til 15,5 mia. kr., så striden står i realiteten om mindre end 5 mia. kr.

Diskussioner om topskatten er oftest mellem tilhængerne af skattesystemets rolle som omfordelingsmekanisme – og tilhængerne af et skattesystem, som lægger afgørende vægt på udformningen af et effektivt system for opkrævning af de midler, der er nødvendige til samfundets drift. Opfattelsen er her, at ”misundelsesskatter” og unødigt forvridende skatteformer så vidt muligt bør undgås.

Boligskat

Det andet hotte skatteemne er ejendomsbeskatningen. Hvert år betaler danskere i egen bolig 44 mia. kr. i skat: Lige nu 14 mia. til staten i form af ejendomsværdiskat og 30 mia. til kommunerne i ejendomsskat, tidligere kaldet grundskyld.

Specielt ældre mennesker, der bor i attraktive områder, er blevet hårdt ramt af de senere års opskruede ejendomsværdier i de større byer, og ene og alene fordi, de har valgt at blive boende. De risikerer at skulle betale op mod 100.000 kr. eller mere om året i grundskyld og ejendomsværdiskat. Det betyder, at de skal have en høj indtægt for at kunne betale denne årlige skat. Hvis pensionsopsparingen ikke rækker, er den eneste løsning faktisk at flytte.

Diskussionen går især på hvad der skal ske efter udløbet af skattereformen fra 2012 i 2020. Nogle af partierne bag skattereformen fra 2012 har travlt med at understrege, at boligskatterne er fredet frem til 2020. Det er skamløs vildledning af værste skuffe. Ejendomsværdiskatten er frem til 2020 låst fast i kroner og ører, men ejendomsskatten eller grundskylden stiger hvert år med op til 7 pct. Det betyder, at allerede nu kan boligejerne se frem til en skatteregning på omkring 52 mia. kr. i 2020.

Mens alle partierne er optaget af tekniske diskussioner om hvordan man også efter 2020 kan brandbeskatte boligejerne er det undtagelsen, at der stilles spørgsmål ved rimeligheden af boligskat. Nye regler vil nemlig ikke ændre det besynderlige faktum, at boligskat er en skat af en indtægt, vi ikke har. Vi betaler simpelthen skat for at bo.

Det kan måske være rimeligt, at der skal betales en form for afgift for de udgifter, det offentlige påtager på min boligs vegne. Men tilhængerne af beskatningen af grunde og ejendomme går langt videre: De hævder, at det er den mest retfærdige måde at opkræve skatter på. Realiteten er, at det er fastslået igen og igen, at grundlaget for boligbeskatningen er forkert og uretfærdigt. Det gamle system til at vurdere værdien af boligerne er så fejlbehæftet, at over 700.000 boligejere står til at få tilbagebetalt skat. Det eneste positive ved regeringens forslag er, at nogle husejere vil få en tilbagebetaling af for meget betalt ejendomsskat, hvis regeringens nye vurderings­system viser at værdiansættelsen har været for høj.

Svimlende offentlige udgifter

Mens diskussionen raser om topskat og boligskat, er der påfaldende tavshed omkring de samlede offentlige udgifter. Der er langt mellem de politiske partiers forslag til offentlige besparelser – lysten til at diskutere anvendelsen af et fiktivt ”råderum” til nye offentlige udgifter forekommer langt større!

De offentlige udgifter er budgetteret til svimlende 1.103 mia. kr. i 2016. Og det tal kommer ikke engang til at holde – allerede ved udgangen af 2. kvartal 2016 udgjorde de offentlige udgifter over 1.104 mia. kr. på årsbasis, og det må forudses, at vi ved udgangen af året overskrider budgettet på 1.103 mia. kr. væsentligt. Tallene fremgår af Danmarks Statistiks statistikbank.

De offentlige udgifter i Danmark er højere end nogensinde før, og den største udgiftspost med 44 pct. af de samlede udgifter er social beskyttelse, der dækker over både folkepension, førtidspension, tjenestemandspension, SU, kontanthjælp og arbejdsløshedspenge.

Sundhedsvæsenet står for det næststørste udgiftsområde med 16 pct. af udgifterne.

Undervisning og generelle offentlige tjenester er på en delt tredjeplads med 13 pct. af udgifterne hver. Generelle offentlige tjenester indeholder bl.a renteudgifter, udgifter til domstole og økonomisk bistand til udlandet.

De resterende 14 pct. af udgifterne er fordelt på en række mindre områder.

Væksten kvæles

Det er uden for diskussion, at de offentlige udgifter er blevet for høje i Danmark – alt for høje! Det høje udgiftsniveau indebærer samtidig det højeste skattetryk i OECD, og det invaliderer mulighederne for økonomisk vækst. Desuden indebærer de høje offentlige udgifter, at danskerne har et langt lavere privat forbrug, end den relative velstand ellers skulle tilsige.

Hvis væksten skal op i Danmark, er der ingen vej udenom at sænke de offentlige udgifter og sænke skatterne.