Mens vi venter på Reformationens 500 års jubilæum

Dronningen i Wittenberg

Som led i næste års fejring af 500-året for reformationen deltog dronning Margrethe den 2. oktober 2016 i den høstgudstjeneste, der markerede genåbningen af slotskirken, hvor Martin Luther i 1517 slog sine 95 teser op på kirkeporten og dermed indledte sit opgør med den katolske kirkes afladshandel.

Med sig til slotskirken i Wittenberg havde dronningen et såkaldt antependium – et alterforhæng – som majestæten på kirkens foranledning selv har broderet. På alterforhænget, der fremover vil blive anvendt ved særlige kirkelige højtider, figurerer en såkaldt Lutherrose: en hvid rose med fem blade og i midten et sort kors på et rødt hjerte.

Luthers 95 teser i 1517

Det var den 31. oktober i 1517, at Martin Luther slog sine 95 teser mod den katolske kirkes afladshandel op på kirkedøren i Wittenberg. Luthers tanker om det direkte forhold mellem Gud og mennesker indebar et ikke bare teologisk, men også et institutionelt brud med den katolske kirke. Med teserne var en kulturrevolution indledt, opgøret med den katolske kirke var i gang, og grundstenen til protestantismen blev lagt.

Forud var gået en periode, hvor en kulturel og intellektuel nyorientering med renæssancen havde spredt sig fra Norditalien, og der opstod en politisk vækkelse, der var i klar modsætning til den hidtidige dominerende hierarkiske og feudale struktur, hvor adelens og kirkens enorme godser havde sikret deres magt og medfølgende repræsentation i rigsråd og fyrstekollegier –  råd, som valgte konger og kejsere, men på betingelse af, at de underskrev håndfæstninger som angav rammerne for deres regeringsførelse og magt.

Feudalsamfundets var præget af en naturalieøkonomi, men efterhånden som købmandstanden voksede, gik man over til pengeøkonomi, og dermed var penge også en base for magt. Nogle fyrster så dette tidligt og allierede sig derfor med købstæderne: Fyrsten skaffede dem privilegier og gunstige handelsforhold, hvis de støttede ham økonomisk og politisk. Fyrsternes og kongernes større magt på bekostning af adelen og til dels kirken.

Universiteter blev efterhånden oprettet i de nu stadig mere magtfulde bycentre. Et af de mest berømte universiteter blev grundlagt i 1502 i Wittenberg i det østlige Tyskland af Frederik III den Vise.

Det var i klosteret i Wittenberg, at en af universitetets lærere, den unge munk Martin Luther, i dyb angst og stærke anfægtelser i 1517 nåede frem til de 95 teser og det, der siden blev kendt som det reformatoriske gennembrud.

Reformationen i Danmark i 1536

I Danmark skulle vi igennem meget inden Reformationen kunne indføres i 1536. Med den navnkundige Johan Rantzau som militær anfører havde hertug Frederik af Holsten med støtte fra medlemmer af Rigsrådet gjort opgør med den danske kong Christian II. Med sin hær delvist bestående af landsknægte erobrede Rantzau Jylland, og hertugen blev kronet som Frederik I. Det lykkedes at få København til at overgive sig, og derefter drog Johan Rantzau på succesrige felttog til Skåne, hvor han brutalt nedkæmpede modstanden mod Frederik I.

Danmark var stadig katolsk, men kong Frederik I havde tolereret protestantismen i Danmark. Efter hans død i 1534 forsøgte Hansestaden Lübeck med støtte fra de katolske habsburgere at øge sin kommercielle (og religiøse) magt i Norden gennem et forsøg på at genindsætte den katolske Christian II på tronen. Det medførte flere bonde- og borgeroprør, da Christian II havde støtte blandt danske bønder. Sit navn fik fejden efter Lübecks militære anfører, grev Christoffer af Oldenburg. I Jylland støttede Skipper Clement med sin af nød, social indignation og politisk frustration motiverede bondehær genindsættelsen af Christian II.

Johan Rantzau
Johan Rantzau

I den regulære borgerkrig, som Grevens Fejde var, ønskede de protestantisk sindede medlemmer af det danske Rigsråd, at den afdøde kong Frederiks 1.s søn, Christian, hertug af Slesvig og Holsten, skulle være konge.

Under Johan Rantzaus militære ledelse, blev Lübeckerne og de danske bondeoprøre bekæmpet med den største brutalitet, og Christian 2. rejste et stykke tid frustreret rundt i Tyskland og besøgte herunder flere gange Martin Luther i Wittenberg. Christian 2.s sympati for den lutherske sag var imidlertid en medvirkende årsag til, at han efterhånden mistede den helhjertede støtte fra de katolske habsburgere.

Da Johan Rantzau samtidig havde vundet det absolutte militære overherredømme over Danmark og dermed kontrollen over de vigtige handelsruter igennem de danske farvande, mistede Christian 2. helt opbakningen til sine krav på kronen. Hensynet til den blomstrende østersøhandels interesser vejede til syvende og sidst tungere end religion i habsburgsk politik.

Dermed nåede Reformationen i 1536 formelt til Danmark, da kong Frederik 1.s søn kronet som Christian 3. afskaffede den katolske kirke og indførte den lutherske tro som rigets officielle religion.

Folkekirken, højskoler, kursusudbydere m.fl. har allerede taget hul på fejringen af 500-året for reformationen i 2017.

Martin Luther (1483-1546) var en oprører og reformator uløseligt knyttet til de tyske lokaliteter Wartburg, Erfurt, Eisleben og Wittenberg. Luther ikke blot skabte den protestantiske kirke, men bidrog til at forme store dele af den samfundstænkning, vi har i dag.

Folkeskolen, arbejdsmoral og turisme

“Der er mange ting i vores hverdag, som skyldes Martin Luther. Vi kan f.eks. takke ham for både folkeskolen, arbejdsmoralen og turistrejserne”, har tidl. biskop Jan Lindhardt sagt.

Meningen er, at Luthers tanker om børn og opdragelse gav os Folkeskolen. Under pietismen blev der lagt vægt på det enkelte menneskes inderlige tro, og som konsekvens af dens indflydelse blev konfirmationen indført i 1736, så barnet selvstændigt kunne tage stilling til den tro, som forældrene havde indlemmet det i ved dåben. Med indførelse af konfirmation fulgte naturligt kravet om skolegang, som var nødvendig for, at børn kunne læse Den Lille Katekismus, som blev brugt til at indføre børnene i den teologi, de ved konfirmationen bekræftede at have tilsluttet sig.   

I Den Lille Katekismus havde Luther nedskrevet de vigtigste teologiske dogmer og ritualer i hans udlægning af kristendommen, og den lille bog blev grundlaget for det, der blev kendt som den evangelisk-lutherske tro. Heri indgik som grundelementer fadervor, trosbekendelsen, sakramenterne og De Ti Bud samt skriftemålet.

Den Lille Katekismus dannede grundlag for kristendomsundervisningen i Danmark flere århundreder og udgør stadig én af folkekirkens bekendelsesskrifter, som er de tekster, der omfatter troens grundlæggende lærepunkter. Disse blev fastlagt med Den Danske Lov i 1683.

Luther har lært os arbejdsmoral. Han gjorde op med tanken om, at det ikke var fint at arbejde. I årene efter Reformationen blev arbejdsindsatsen fordoblet. Og siden har vi knoklet!

Turismen hænger sammen med, at han gjorde op med tanken om pligtskyldige pilgrims-rejser, og rejser blev til noget, man gjorde af lyst, og ikke af pligt.

Vi er alle lige over for Gud

Det er gode grunde til, at vi bør fejre 500-året for Reformationen i 2017. Luther ændrede synet på Gud til en nådig og frigørende Gud – en Gud vi har i ryggen og ikke på nakken. Han afviste afladshandel – altså at man hos kirken kunne købe sig til en forkortet tid i skærsilden ved at købe afladsbreve. Han gjorde også op med de asketiske og spirituelle teknikker, der havde udviklet sig fra antikken frem til 1500-tallet (klostrenes kontemplative livsform, pilgrimsrejsen, konfessionen eller skriftemålet, bodshandlingen).

Han satte i stedet det enkelte menneske direkte over for Gud. Grundlaget i åndelige anliggender skulle være skriften alene, Sola Scriptura. Den skrift, som er, og som ikke er noget, som mennesket har fundet på.

Martin Luther mente, at alle døbte principielt kan være præster, og at den katolske kirkes hierarki med paven som mellemled mellem Gud og mennesker ikke alene er forkert, men også ukristelig. “Den, som er døbt, kan rose sig af allerede at være viet til præst, biskop og pave” (Martin Luther i “Til den kristne adel” 1520).

Det er vanskeligt at forestille sig en fladere opbygning i et trossamfund. Her er ingen paver, biskopper eller prælater, der står over andre. Vi er alle lige over for Gud og når mennesket i troen blev bundet til Kristus, blev det frit og ubundet over for alle andre mennesker.

Synden

Samtidig var synden et grundvilkår – for Luther var det et vilkår for mennesket, at det er frisat og dermed skyldigt og syndigt, og vi står alle til ansvar over for Gud og samvittighed. Man kan ikke undgå synden, selvom man bestræber sig på at undgå at handle moralsk forkert. Men synden er et grundvilkår. Den vil altid være der. »Synd tappert!« er Luther ofte citeret for. Næppe fordi han mente, at jo mere usselt og umoralsk, man opfører sig, jo bedre, men fordi han mente, at erkendelsen af den uundgåelige synd er forudsætningen for at forstå, at man har brug for troen og tilgivelsen.

Luther tillægges udsagnet ”Wer nicht liebt Wein, Weib und Gesang / Bleibt ein Narr sein Leben lang”, der formentlig er sigende om forfatteren for hvem det gode, daglige, karske liv på jord var noget essentielt: Et godt liv for et syndigt menneske, der kunne leve med sin synd, for Gud var der jo, og det er ikke ved dine gerninger, du skal frelses, men ved Guds nåde.

Forholdet til den verdslige øvrighed

Efter Reformationen lå kontrollen over kirkelivet i de protestantiske områder hos tyske landsfyrster og skandinaviske konger. I Danmark blev de katolske biskopper frataget deres embeder og medfødte privilegier. Christian den 3. satte sig tungt på magten over kirkelovgivningen og embedsudnævnelser.

Under og efter Reformationen groede påstande om Luther som ”fyrsternes lakaj” frem – i sin jagt efter allierede i kampen mod Rom skulle han have ”fedtet” for konger og fyrster, så disse kunne overtage kirkemagten. Helt frem til juni-Grundlovens vedtagelse i 1849 var religion et rent statsligt anliggende, og det var kongens opgave at sørge for, at landets indbyggere bekendte sig til den i datidens øjne eneste rette tro, den evangelisk-lutherske.

Respekten for øvrigheden eksisterer stadig. I den danske folkekirke efterfølges prædikenen af en kirkebøn, som præsten beder på vegne af menigheden, hvor han eller hun takker Gud, beder om hjælp i dagligdagen og beder for de syge, ensomme og fattige samt for øvrigheden, dvs. folketing og regering og til tider kongehuset, idet disse i en folkekirkelig forståelse har et ansvar for menneskenes gode liv i kraft af deres embede.

Bondekrigen

Luthers respekt for øvrigheden (giv kejseren hvad kejserens er) fulgte han op i praktisk politik med sin opfordring til at nedkæmpe bondeoprøret: Stød, hug og dræb nu, hvem der kan!

Bondekrigen 1524–25 havde primært økonomiske og sociale årsager. Det tyske landbrug havde længe været i krise. Mange godsejere reagerede herpå ved at gå over til stordrift. De inddrog ganske enkelt bøndernes egne små brug under godset. Deres eneste mulighed for overlevelse var at blive fæstere eller livegne hos godsejerne. Men tidspunktet og omfanget af Bondekrigen var også en følge af Luthers forkyndelse. Mange bønder var af den opfattelse, at Luthers skarpe kritik af kirkelig øvrighed og hans forkyndelse om samfundslagenes ligeværd og frihed naturligt indebar, at han også støttede angreb på den sociale orden, fordi en række af de lokale fyrster også indtog kirkelige embeder.

Opstandene brød ud sent i 1524 og greb om sig særligt i Schwaben, Franken, Elsass og Thüringen. Efterhånden udviklede oprøret sig til en regulær krig. Gendøberne, “sværmerne” fik øget vind i sejlene. Luther fordømte i begyndelsen bøndernes undertrykkelse. Men da det kom til voldelige sammenstød i Luthers hjemegn, så han, at stat, kirke, ejendom og familie kom i fare. Han blev nu bange for, at evangeliets religiøse frihed totalt ville blive opslugt og kvalt af en social frihed, at evangeliets indre frihed blev ændret til et politisk program.

Bønderne agtede imidlertid ikke med foldede hænder at affinde sig med deres skæbne.  Småfyrsterne forenede deres kræfter, og Luther støttede dem i deres forehavende om at slå oprøret ned. Den 6. maj 1525 opfordrede han fyrsterne i skriftet “Mod bøndernes myrdende og røvende bander” til at gøre deres pligt og slå oprørerne ned som gale hunde: ”slå til, dræbe og stikke ned, (fordi) der ikke kan være noget mere giftigt, skadeligt og djævelsk end en oprører”.

Bønderne ønskede sådan set bare at beholde deres jord, men Luther var nådesløs: ”Stød, hug, dræb nu, hvem der kan. Dør du derved, er det en lykke for dig. En saligere død kan du aldrig få, for du dør i lydighed mod Guds ord og befaling”. Enhver, der fulgte denne opfordring, blev således lovet evig salighed, mens Luther til gengæld gjorde klart, at de, der kæmpede bøndernes sag, ville brænde til evig tid i helvedes flammer.

Bondehæren blev tilintetgjort i 1525, og det blev et vendepunkt i reformationens historie. Bønderne var skuffede over Luther; mange vendte tilbage til den gamle kirke eller flygtede ind i sekter eller gendøberbevægelser. Luther mistede popularitet i befolkningen.

Topstyret reformation

Tilknytningen til de lokale fyrster førte til “fyrstereformation”. Reformationen blev forordnet ovenfra. Den kirkelige magt blev overført til fyrsterne. Dermed havde Luther egentlig prisgivet den “åndelige kirke”. Blandt de første fyrster, som indførte reformationen “ovenfra”, var landgreve Philipp 1. af Hessen og den tyske ordens stormester Albrecht af Preussen, som på Luthers råd fik Preussen omdannet til et hertugdømme og indrettede en luthersk landskirke der.

Udviklingen blev meget forskellig, alt efter hvilke områder og byer, det gjaldt. Udbredelsen af reformationen var begyndt, men skete ikke længere spontant.

Forholdet til jøder og døberbevægelsen

I forholdet til jøderne var han ligeledes kontroversiel. Luther skrev, at man skal nedbrænde deres synagoger og skoler, man skal ødelægge og sønderbryde deres huse, man skal brænde deres bønnebøger, og deres rabbinere skal under trussel om dødsstraf forbydes at undervise.

Parallelt med den lutherske reformationsbevægelses spredning fra 1520’erne og delvis i sammenhæng med Den Tyske Bondekrig opstod der en såkaldt døberbevægelse. Døberne afviste barnedåbens gyldighed og praktiserede trosdåb. Af deres modstandere blev de derfor kaldt gendøbere, anabaptister. Menighederne isolerede sig fra 1527 helt fra det omgivende samfund, idet de bl.a. afviste edsaflæggelse, krigstjeneste og rentebetaling og ikke kunne anerkende øvrighederne som legitime. Overalt forfulgtes døberne derfor af øvrighederne og blev normalt straffet med døden. Da Balthasar Hubmaier, lederen af den sydtyske døberbevægelse, bliver taget til fange og brændt på bålet i Wien, mens han kone druknes, billiger Luther henrettelserne.