Den grønne omstilling som beskæftigelsesprojekt

Den famøse energiaftale, som den daværende radikale energiminister Martin Lidegaard i marts 2012 fik lokket samtlige partier undtagen Liberal Alliance med på, havde som mål at bidrage til at fremtidssikre det danske samfund ved at skabe en grøn økonomi i vækst. Aftalens initiativer peger frem mod et langsigtet mål om at energiforsyningen i 2050 skal være 100 pct. baseret på vedvarende energi, samtidig med, at en fortsat høj forsyningssikkerhed sikres.  Målsætningen var, at allerede i 2020 skal 50 pct. af det danske elforbrug dækkes af vindstrøm.

Aftalen skulle også bidrage til, at energieffektiviseringer og vedvarende energi skulle gøre danske virksomheder og husholdninger mindre sårbare over for de svingende og stigende priser på fossile brændsler, som den globale befolkningstilvækst og klodens svindende ressourcer skaber.

Energiaftalen skulle endvidere bidrage til at indfri Danmarks forpligtigelser i forhold til EU’s energi- og klimamål.

Forudsætningerne er skredet

De forudsætninger, der lå til grund ved indgåelsen af energiaftalen i 2012 var i væsentligt omfang baseret på udbredte forventninger om stigende priser på fossile brændsler. I 2012 vurderede Det Internationale Energiagentur, IEA, at prisen på en tønde olie i 2015 ville ligge på 124 USD (2014 priser). To år forinden havde IEA skønnet, at prisen for en tønde olie i 2015 ville være på 107 USD (2014 priser).

Det var to meget forskellige skøn med få års mellemrum. Og begge skød helt ved siden af den faktiske pris, som ved udgangen af 2015 lå på omkring 30 USD pr. tønde og nu ligger prisen på omkring 49 dollar pr. tønde.

Den grønne omstilling i Danmark og generelt investeringerne i energisektorerne i Europa var – baseret på forventninger om høje oliepriser – dengang betragtet som en god investering. Mulighederne for fortjeneste her og nu var ikke til at modstå, og på sigt ville GreenTech-sektoren have mulighed for at tjene store summer på eksportmarkederne.

Forudsætningerne for aftalen er som bekendt skredet, og omkostningerne ved den planlagte grønne omstilling er vokset med mange milliarder.

Kystnære havvindmøller

I 2012-aftalen indgik opstillingen af 500 MW kystnære havvindmøller i 2020. Størrelsen blev siden justeret til 450 MW, der ved vækstaftalen i 2014 blev reduceret til 350 MW, fordi hensynene til fredede sortænder kom i vejen på et af de planlagte lokaliteter i Sejrøbugten. På de øvrige 5 udpegede lokaliteter er modstanden også massiv. Lokale beboere og politikere fra alle partier kalder det tåbeligt at ødelægge unik natur med risiko for nedgang i turistindustrien, og dermed arbejdspladser. Samtidig er det påpeget, at der i stedet kunne opsættes nogle flere møller på Horns rev, hvor der er god plads og infrastrukturen er på plads.

Det er ikke kun energiminister Lars Chr. Lilleholt og statsminister Lars Løkke Rasmussen, der er vil droppe de kystnære møller. Biologen, som stod bag sortandens sejr over de kystnære møller i Sejrøbugten, er klar til at gentage succesen med edderfugle i Jammerland Bugt. Fugle-bekymringen har ført til krav om genberegning VVM-rapporten hele tre gange – og der kommer sikkert en fjerde.

Udover æstetikken og faunahensyn er der store problemer med finansieringen af vindmøllerne – og i det hele taget udbygningen af vedvarende energi som led i den grønne omstilling.

PSO-afgiften

Problemet er den omstridte PSO-afgift, der betales over elregningen af private elforbrugere og virksomheder. EU-Kommissionen har erklæret afgiften traktatstridig, fordi eksempelvis udenlandske vindmølleproducenter ikke får del i støtten, selv om de sælger strøm til Danmark.

PSO-afgiften løber op i alt 70 milliarder kroner over de næste ti år – penge, der skal findes på en anden måde, hvis PSO-afgiften skrottes.

Regeringen har tidligere foreslået at skrotte afgiften ved gradvist at hæve bundskatten med 0,31 procentpoint og sænke personfradraget med 1100 kroner frem mod 2021. Regeringen har henvist til beregninger i Skatteministeriet, der viser, at det ville resultere i en samfundsøkonomisk gevinst på to milliarder kroner. Men hvem stoler på beregninger fra Skatteministeriet, og en række partier har kategorisk afvist skattestigninger til borgerne, mens andre har hæftet sig ved, at en skatteløsning vil give virksomheder en skattelettelse, mens borgerne får hele regningen. 

EU-Kommissionen er åben for andre løsninger – f.eks. den tyske model, hvor Danmark kan støtte projekter i udlandet. Regeringen og de fleste partier finder det uacceptabelt, at danske støttekroner skal finansiere vedvarende energi i udlandet.

Endnu er der ikke fundet en løsning på finansieringsproblemet, og hele sagskomplekset indgår nu i de politiske forhandlinger om finansloven for 2017.

Forhandlingerne om finansloven for 2017

I udgangspunktet har regeringen støttet af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance foreslået at droppe den planlagte opstillinger af kystnære havvindmøller for at lette finansieringsproblemet. PSO-regningen foreslås samtidig håndteret over finansloven, hvor den samlede regning uden de kystnære vindmøller bliver 8 milliarder kroner mindre.

Imidlertid mangler der fortsat mandater for at kunne skabe flertal for at bryde forliget. Socialdemokraterne er optaget af beskæftigelsesvirkningen, mens de radikale of SF holder fast i aftalen og de oprindelige intentioner.

Regeringens vanskeligheder

Det har ikke gjort det lettere, at regeringen enten må gå af eller leve med et parlamentarisk grundlag, der har ophøjet afpresning til politisk kunstart: De Konservative holder med skiftende begrundelser fast i den aftalte vindmølleudbygning. Først var det den grønne omstilling og klimaet. Siden var det af hensyn til de virksomheder, har investeret i forberedelserne til udbuddet, og senest er det de arbejdspladser, udbygningen vil medføre. Samtidig svæver finansieringen – foreløbig har partiet kun peget på afskaffelse af den grønne check, der er ensbetydende med en skatteforhøjelse for de laveste indkomster. Liberal Alliance har sit velkendte Topskattekrav og Dansk Folkeparti skal have seks eller syv markante indrømmelser på udlændingeområdet.

Venstre-regeringen er derfor nærmest at ligne med et lille skib navigerende uden mål og med i høj søgang nær klippefyldte kyster og med 3 løbske kanoner på fordækket!