Folkekirkedemokratiets trange kår

Den 8. november havde 4,4 millioner medlemmer af den danske Folkekirke mulighed for at vælge medlemmerne af landets 1.699 menighedsråd for en 2- eller 4-årig periode.

Faktisk blev der kun afholdt valg i 51 sogne – 3 procent af sognene – 97 pct. af sognene besætter pladserne i Menighedsrådet ved aftale.

I de 3 pct. af alle sogne, hvor der blev afholdt valg, var der med 29.850 afgivne stemmer en stemmeprocent på godt 15 pct.

Man kan roligt konstatere, at der i den danske Folkekirke er et gevaldigt demokratisk underskud, når kun 0,7 pct. af 4,4 million stemmeberettigede deltager i udpegningen af Folkekirkens styrende organer.

Den lave valgdeltagelse skal vurderes på baggrund af, at menighedsrådene og Kirkeministeriet faktisk havde prøvet at øge den demokratiske interesse for Folkekirken. På en ny hjemmeside kunne enhver i tekst, billeder og film erfare hvad menighedsrådene foretager sig, og hvordan man rent praktisk kan deltage i arbejdet.

Som en nyskabelse blev der også – tirsdag den 13. september – afholdt informations- og opstillingsmøder over hele landet for alle interesserede.

Problemet er bare, at de færreste af Folkekirkens medlemmer hørte om informationsmøderne, og kun en brøkdel af medlemmerne deltog.

Nyateismen og opbakningen til Folkekirken

Menighedsrådsvalget afholdes i et år, hvor Ateistisk Selskab, der er en forening for ikke-troende, der arbejder for en total adskillelse mellem religion og stat, har kørt kampagne med opfordringer til at ”tænke selv”, og udmelde sig af Folkekirken, hvis man kun er ”traditionskristen”.

Det oplyses, at kampagnen virker, og mange skal have forladt Folkekirken til præsters og biskoppers skuffelse. Tidligere kultur- og kirkeminister Bertel Haarder har dog hilst provokationen og den efterfølgende debat velkommen. I hvert fald har Haarder i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad efterlyst debat om Folkekirken. Stridigheder om reinkarnation, flygtninge og forholdet til islam er livgivende, mente kirkeministeren, der gerne havde set endnu mere uenighed i Folkekirken.

Mange beklager, at folkekirkens tolerance, åbenhed og rummelighed har nået et omfang, hvor det er svært at forstå, at det er kristendom, der forkyndes. Undertiden efterlyses Folkekirkens holdning til f.eks. karakteren af den ”forkyndelse”, der finder sted i Grimhøjmoskeen.

Selvom mange ikke selv har truffet beslutning om indmeldelse i Folkekirken, men er blevet medlemmer ved forældrenes beslutning om dåb, har enhver jo mulighed for at melde sig ud (og slippe for kirkeskatten). Desuagtet er det et faktum, at pr.1. januar 2016 var 4.387.571 svarende til 76,9 pct. af danskerne medlem af Folkekirken.

Kirkeskatten

Hvis man melder sig ud af Folkekirken, slipper man for at skulle betale kirkeskat, og det vil sige mellem 0,43 pct. og 1,30 pct. af den skattepligtige indkomst. Den folkekirkelige skatteprocent varierer nemlig fra den ene kommune til den anden med et gennemsnit i 2016 på 0,88 pct.

De 8 billigste kommuner med hensyn til kirkeskat i 2016 er:

1. Gentofte         0,43 pct.

2. Frederiksberg    0,50 pct.

3. Allerød          0,58 pct.

4. Lyngby-Tårbæk    0,59 pct.

5. Dragør           0,60 pct.

6. Tårnby           0,61 pct.

7. Hørsholm         0,62 pct.

8. Fredensborg      0,64 pct.

De 9 dyreste kommuner med hensyn til kirkeskat i 2016 er:

1. Samsø   1,30 pct.

2. Læsø    1,30 pct.

3. Thisted 1,28 pct.

4. Lemvig  1,27 pct.

5. Lolland 1,23 pct.

6. Jammerbugt 1,20 pct.

7. Morsø   1,20 pct.

8. Rebild  1,20 pct.

9. Struer  1,20 pct.

Med en skattepligtige indkomst på 360.000 kr. om året, og bor man i en gennemsnitskommune, hvor kirkeskatten udgør cirka 1 procent, sparer man netto 3.600 kr. pr. år ved udmeldelsen. Menighedsrådsvalgets betydning?

Spørgsmålet er hvilken betydning menighedsrådsvalget vil få. Betyder den eklatante demokratiske fiasko, at Danmark i realiteten er afkristnet og Folkekirken overflødig?

Eller er det bare et tegn på, at alle 3B-medlemerne af Folkekirken, der kun kommer i kirken til Barnedåb, Bryllupper og Begravelser, er tilfredse – eller i hvert fald ikke vil ofre energi på at reformere Folkekirken?

Adskillelse af stat og kirke

Ateistisk Selskabs kampagne omfatter også et krav om fuldstændig adskillelse af stat og kirke. Diskussionen er ingenlunde ny, og det er muligt, at Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849 (Junigrundloven) gav visse kredse forventninger om en fremtidig adskillelse af stat og kirke.

Alligevel er det et faktum, at den evangelisk-lutherske Folkekirke fortsat indtager en formel særstatus og er en fast forankret statslig institution i Danmark.

Grundloven af 5. juni 1953 indeholder hele syv bestemmelser om den danske Folkekirke:

§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske Folkekirke, og understøttes som sådan af staten.

§ 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.

§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

§ 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

§ 68. Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.

§ 69. De fra Folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.

§ 70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

Berettigelsen

Mange medlemmer af Folkekirken mener det er vigtigt at værne om de grundlæggende institutioner i vores samfund, der skaber sammenhængskraft og kulturel forankring. En adskillelse af stat og kirke ville være et stort tab for Danmark, som vil risikere at miste en stor del af den historiske og kulturelle forankring, som båndet til kirken er en af de vigtige garanter for.

Samtidig er Folkekirken er med 4,4 mio. medlemmer indiskutabelt en af de vigtigste og vel samtidig den mest decentrale organisation, der er tilbage i Danmark. Hvis demokratiet kunne bringes til at fungere, ville vi her have en meget potentielt værdifuld struktur, der kunne opfange og artikulere folkelige rørelser.

Sådan er det desværre ikke, men samtidig tager mange moderne indstillede mennesker afstand fra kristendom og andre religioner, der i fundamentale og missionerende versioner insisterer på at bekæmpe homoseksualitet, insisterer på drakoniske straffe for utroskab og banaliteter, hetzer for Jihad og hellig krig og forsøger at udøve social kontrol via dogmer om guddommelige Moses- eller Sharialove. Det er også svært at have sympati for religioner, der forudsætter lemlæstelse af pigers og drenges kønsorganer, før de kan optages i det religiøse fælleskab.

Men der er også mange mennesker, medlemmer af Folkekirken og andre trossamfund, som finder mening og i trøst i en forkyndelse om barmhjertighed, næstekærlighed og troen på en nådig Gud. Religionen og troen på en mening med det hele gør det nemmere at være til, ligesom forventningen om genforeningen med deres kære i det hinsides er en trøst for os alle, der udsættes for ellers ubærlige tab.

Den kontroversielle Folkekirke

En institution med Folkekirkens omfang er uundgåeligt genstand for debat, og kirken kommer ofte flot ud af diskussionerne. Men desværre bliver det idylliske indtryk alligevel skæmmet af flere forhold:

Det tidligere beskrevne himmelråbende demokratiske underskud.

Folkekirkens åbenlyse besvær med at håndtere de ”sager”, der ustandselig dukker op.

Folkekirkens pengeforbrug og helt umådeholdende frådseri.

Først sagerne:

I Gentofte måtte et enigt menighedsråd i mere end 2 år prøve at rette op på forholdene ved Messiaskirken i Gentofte. Allerede i 2012 henviste menighedsrådet i en skriftlig klage til biskop Lise-Lotte Rebel til mere end 20 års problemer med sognepræsten, Kristian Høeg. Talrige borgere skrev til provst, biskop og Kirkeministeriet for at stoppe en farce, Folkekirken ikke kunne være tjent med. Intet skete. Provsten, oplyste, på et tidspunkt, at han ”i en MUS-samtale havde rådet sognepræst Kristian Høeg til at bearbejde problemerne ved hjælp af en psykolog”. Tilbage står, at inadækvat ledelsesadfærd fra provst, biskop og kirkeministerium førte til et langvarigt og for Folkekirken pinagtigt forløb, der ikke tjener den danske Folkekirke til ære.

Først i slutningen af 2014 trådte Kirkeministeriet, der har ansvaret for ansættelse og afskedigelse af præster i Folkekirken, i karakter. Kristian Høeg, der nok havde samarbejdsproblemer, men bestemt ikke er uden kvalifikationer, blev forflyttet til en anden stilling, og roen har igen sænket sig.

Men der kommer nye sager. Sognepræsten i Sydhavn Sogn i København, Per Ramsdal, har offentligt udtalt, at ”det er svært at tro på, at Jesus gik ud af graven rent fysisk”.

Det er en ærlig sag at miste troen, og det står naturligvis Per Ramsdal frit, at betvivle bekendelsesgrundlaget i den evangelisk-lutherske kirke. Det bemærkelsesværdige er, at manden tilsyneladende ikke var parat til at drage konsekvensen og forlade sin vellønnede tjenestemandsstilling i den danske Folkekirke.

Det oplyses, at Per Ramsdal efter tjenstlige samtaler hos Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, har erkendt sin fejlopfattelse og igen varetager sine forpligtelser som sognepræst.

Der har desværre været mange sager med stridigheder mellem præster og menighed om reinkarnation, flygtninge og forholdet til islam. Debatten er givet medvirkende til vitaliteten i en organisation, der på mange måder er en anakronisme, men har alligevel hos mange skabt tvivl om betimeligheden af folkekirken som en statsunderstøttet institution.

Er udgifterne rimelige:

Landets 10 biskopper, 2.000 præster og de mere end 100.000 (ingen kender det nøjagtige antal!), der får løn eller honorar i Folkekirken, brænder årligt omkring 8 milliarder kr. af. Ud over medlemmernes bidrag over kirkeskatten er der et skatteyderbetalt statstilskud på godt 1 mia. kr. til dækning af 40 pct. af lønnen til Folkekirkens præster.

Den nye kirkeminister, Mette Bock, mener ifølge Jyllands-Posten ikke, at staten bør betale for præstelønninger og forkyndelse.

I dag bliver 40 procent af præsternes løn og pension betalt af staten, mens 60 procent bliver betalt af kirkens medlemmer via kirkeskatten. Med den ordning er personer, som ikke er medlemmer af folkekirken, altså også med til at betale præsternes løn. Staten bør ifølge den liberale kirkeminister til gengæld i et ikke nærmere specificeret omfang dække nogle af Folkekirkens udgifter til “kulturarven”.

Hvis statsstøtten til præstelønningerne afskaffes kan der hentes op mod 1 mia. kr. Det burde desuden være en overkommelig opgave gennem effektivisering, fokusering og moderne personaleledelse, at hente yderligere nogle milliarder kr. gennem en sognereform, der reducerer antallet af sogne og tilhørende Menighedsråd fra 2.200 til måske 500.

Er der politisk vilje til reformer?

Spørgsmålet er, om der i det nuværende Folketing overhovedet vil være appetit på at binde an med mere grundlæggende reformer af Folkekirken?

Hvis vi lytter til Danmarks Radio, der selv hævder at være hele Danmarks radio, er slaget allerede tabt. I september 2016 kunne Ritzau oplyse, at programmer om tro og religion fylder mindre i DR. En opgørelse over DR’s tros- og eksistensprogrammer lavet for Kristeligt Dagblad viste, at hvor der i 2005 og 2010 blev sendt henholdsvis 310 og 320 timers radio om tro, eksistens og religion, var antallet faldet til 262 timer i 2015. Programmer, der kan give stof til eftertanke og refleksion, forsvinder fra radiofladen. De erstattes med mere lette og underholdende elementer.

Programmer som “Religionsrapport” og “Mennesker og Tro” har fået halveret sendetid fra 2010 til 2015, og i august blev det annonceret, at programmerne ved årsskiftet helt nedlægges og erstattes af et nyt program om filosofi og et program om religion og historie.

Samtidig advarer Jyllands-Posten og andre mod svenske tilstande i Folkekirken. Det hævdes, at den svenske kirke siden adskillelsen fra staten i 2000 er blevet langt mere politisk og er mere optaget af at udtale sig om flygtningesituationen og mindretalsrettigheder end af at forkynde det kristne budskab.