Med det politiske lederskab under administration

Den blå regerings problem er, at man ikke disponerer over noget, der bare ligner et politisk flertal.

Regeringen er tilbageholdende med nye konkrete udspil og når der endelig meldes noget ud, lægges der op til debat i en afdæmpet og forsonlig tone. Den pittbull-agtige bidskhed statsministeren notorisk er kendt for, er gemt helt væk, og mens Løkke Rasmussen fører sig frem som statsminister i udlandet, må man forstå, at regeringen er parat til at strække sig vidt for at imødekomme Folketingets partier, alle geografiske lokaliteter, arbejdsmarkedets parter, erhvervslivet og ikke mindst alle de offentligt ansatte. Hvis der er måtte være grupper, der føler sig oversete og uindbudte i statsministerens brede favn, skulle jeg hilse og sige, at det er en fejl!

S og DF i velfærdskoalition

At regeringen reelt er sat under administration af oppositionen blev understreget, da Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl med formanden for 3F, Per Christensen, som kobler, i fuld offentlighed lod sig forlove – og dermed etablerede en uomgængelig velfærdskoalition.

Dansk Folkeparti har gennem flere år bevæget sig væk fra sin historiske oprindelse som et parti, der er afvisende over for staten, skatterne, EU og udenlandske immigranter til et parti med fordelingspolitiske og økonomisk-politiske synspunkter som formuleret af Socialdemokratiet. En udvikling man har kunne se også hos lignende politiske partier andre steder i Europa.

Og Socialdemokratiet har fra den anden side, når det gælder indvandringspolitikken, bevæget sig mod højre. Modstanden mod VK-regeringens stramninger af udlændingepolitikken i 2001 og Nyrups snak om DF’s manglende stuerenhed, er helt væk.

Rød regering?

Det er imidlertid vanskeligt at se Dansk Folkeparti sammen med venstrefløjen og Alternativet bag en socialdemokratisk ledet regering. Vi er med andre ord i en situation, hvor Dansk Folkeparti sammen med Socialdemokratiet blokerer for en borgerlig regerings politik. Glem alt om en højere pensionsalder, topskattelettelser og en flad boligskat.

De uomgængelige krav

Der er heller ikke udsigt til at samfundet udvikles og rammevilkårene for borgere, virksomheder og nationen forbedres. Produktivitetsudviklingen er problematisk, de indenlandske investeringer er på et historisk lavpunkt og væksten og velstandsudviklingen har siden finanskrisen i forhold til befolkningsudviklingen været stagnerende.

Forsvars- og sikkerhedspolitikken burde påkalde sig intens opmærksomhed i en ny verden efter valget af Donald Trump som USA’s præsident og en aggressiv Putin i Rusland. Vi burde også forholde os til udviklingen af EU ikke mindst i lyset af Brexit og valgene i Holland og Frankrig.

Men som det ser ud nu, bliver det kun til lapperier.

Modstand fra 2 ud af 3

Selvom statsministeren havde vilje og magt til at lede landet, er det spørgsmålet, om statsministeren kunne regne med medløb fra de omkring 830.000 offentligt ansatte i Danmark. Hvis man kan fæstne lid til deres organisationer, var mange af dem modstandere af den tidligere regerings 2025-plan, Finansloven for 2017 og mange af de initiativer, der beskrives i luftige vendinger i regeringsgrundlaget.

Sygeplejerskerne, pædagogerne, socialrådgiverne og mange andre faglige organisationer har udtalt sig. Om det hele eller delelementer som f.eks. DJØF vedrørende SU-forslaget. Selv bestyrelsen i Statens Kunstfond har råbt vagt i gevær. Uafhængigheden, kvaliteten og den høje faglighed i kunsten er angiveligt truet på et tidspunkt, hvor Danmark mere end nogensinde har brug for et stærkt kunst-liv. Man må forstå, at et stærkt og velfinansieret kunstliv er afgørende for sammenhængskraft og den reflekterende dialog på tværs af befolkningsgrupper, geografiske tilhørsforhold og politiske skel.

Formidabel modstand fra alle med indkomst fra det offentlige

Når alle offentligt ansatte sammen med de knap 748.000 på overførselsindkomst gør fælles sag med de godt 380.000, der er på SU og med de 1.070.000 folkepensionister står enhver reformplan over for en formidabel modstand fra de over 3 millioner danskere, der har deres indkomst fra det offentlige.

Selv uden besparelser vil ethvert forsøg på omfordeling blive mødt af modstand – også fra de myriader af bestyrelses-, råds- og udvalgsmedlemmer, der ligesom Statens Kunstfonds bestyrelse er betroet et ansvar for en offentlig pengekasse.

Forudsigeligt 2017

Da regeringen samtidig syntes fast besluttet på for enhver pris at blive siddende, kan vi med sindsro se frem til et 2017, hvor der ingenting sker.

Selvom Danmark er stivnet, betyder det jo ikke at alt går i stå. Entreprenørerne i industri og landbrug lader sig heldigvis ikke bremse.

De hjemmemarkedsbaserede virksomheders investeringslyst i Danmark er begrænset. Investeringerne i Danmark hæmmes især af, at den indenlandske efterspørgsel er svag. Nettoinvesteringerne er derfor nede omkring 0, og dermed kun lige netop nok til at opretholde kapaciteten. Men ikke nok til at forbedre konkurrenceevne og produktivitet, og samtidig gøres der fra myndighedernes side intet for at fremme det initiativ og den konkurrence, der ikke mindst i hjemmemarkedserhvervene, detailhandel og byggeri, er et udtalt behov for.

Det er ikke kun danske virksomheder, der har været tilbageholdende med investeringer i Danmark. Udenlandske direkte investeringer i Danmark er i dag samlet set 57 mia. kr. lavere end de var i 2007, og udlandets investeringer i Danmark falder fortsat – i 1. kvartal 2016 blev de reduceret med 3 mia. kr.

De lave investeringer betyder, at der ikke skabes den beskæftigelse, indkomstdannelse og vækst i dansk økonomi, vi har brug for. Virksomhedernes manglende incitament til at investere i ny teknologi, i digital teknologi og i det hele taget i forskning- og udvikling, er en væsentlig forklaring bag den utilfredsstillende udvikling i produktivitet og konkurrenceevne.

Investeringerne glider til udlandet

Realiteten er imidlertid, at i takt med, at potentialet i Danmark er forsvundet, har entreprenører, iværksættere og risikovillige virksomheder vendt sig mod udlandet.

Danske landmænd har i årevis investeret i udlandet, hvor der fortsat er rammevilkår, der tillader rentabel landbrugsproduktion. Danske virksomheder indenfor industri, green-tech, handel og service investerer massivt i udlandet. Nationalbanken har oplyst, at danske direkte investeringer i udlandet i 1. kvartal 2016 steg med 33 mia. kr.

Voksende ulighed

Denne udvikling betyder, at samtidig med at bruttonationalproduktet stagnerer er der fortsat vækst i nationalindkomsten. Problemet er at de indkomster der flyder fra de udenlandske investeringer tilfalder forholdsvis få borgere i landet. Bortset fra visse pensionskasser er det ejerne af de internationale virksomheder, der kraftigt øger deres indkomst. Det er en del af forklaringen på den voksende økonomiske ulighed i Danmark.

Er det virkelig det, S og DF i Velfærdskoalitionen ønsker?

Når tibetanere og østtyskere tilsidesættes

Den stærke indenrigspolitiske reaktion på og kritik af dansk politis fjernelse af fredelige demonstranters tibetanske flag under den tidligere kinesiske præsident Hu Jintao’s statsbesøg i Danmark i 2012, viser, at der er grænser for, hvor langt danske myndigheder kan gå i bestræbelserne på at tilfredsstille eller føje fremmede magter.

Spørgsmålet om, hvem der gav ordren til, at dansk politi skulle gribe ind og sikre, at kineserne ikke blev forstyrret af pro-tibetanske demonstranter udredes i den såkaldte Tibetkommission, der har fået til opgave at undersøge begivenhedsforløbet op til politiets indgriben under Hu Jintao’s besøg i 2012 og under efterfølgende besøg i 2013 og 2014 af højtstående kinesiske delegationer i København. Særligt vigtigt er spørgsmålet om, hvilke instruktioner politiet fik, hvem der gav instruktionerne og hvilke vurderinger, der lå til grund herfor. Centralt er det at få afdækket, om der blev lagt op til, at dansk politi kunne, eller endda skulle, optræde på en måde, som ville bryde med ytrings- og forsamlingsfriheden.  Ydermere skal kommissionen undersøge det efterfølgende forløb i forbindelse med, hvordan forskellige ministerier og andre myndigheder har håndteret spørgsmål fra Folketinget om politiets indgriben. Centralt er det at få afdækket om der er blevet afgivet urigtige, mangelfulde eller vildledende oplysninger til Folketinget. 

Der er naturligt stor opmærksomhed omkring kommissionen, som potentielt kan få vidtrækkende konsekvenser ikke kun for de involverede danske politikere og embedsmænd, men også for dansk Kina-politik. Kommissionens arbejde herunder de mange interviews, som kommissionen foretager af involverede politikere og embedsmænd, vil udstille danske diplomatiske arbejdsgange og metoder, men også kinesiske diplomatiske arbejdsgange og metoder og derved bringe den tillid og fortrolighed, som der er opbygget mellem Danmark og Kina over årene, i fare.

Det er i Tibetkommissionen fremkommet, at Udenrigsministeriet på højeste niveau af den tidligere direktør og Protokolchefen overfor Københavns politi gjorde det klart, at man var bekymret ved risikoen for synlige Tibet-demonstrationer, der ville ødelægge den gode stemning omkring statsbesøget og måske blokere for besøgets forventede udbytte.

De oplysninger, der i Tibetkommissionen er fremkommet om Udenrigsministeriets ageren, bringer mindelser om ambassade-sagen i Østtyskland i 1988.

Statsministerens officielle besøg i DDR

For de historisk interesserede skal jeg minde om de historiske tildragelser i 1988, hvor Udenrigsministeriet havde en tilsvarende central rolle:

Daværende Statsminister Poul Schlüter – aflagde på Udenrigsministeriets stærke og indtrængende anbefaling – den 13.-14. september 1988 et officielt besøg i DDR hos Erich Honecker. Besøget blev af flere grunde dengang betegnet som ”de sidste årtiers største udenrigsministerielle bommert”. Ingen kan beskylde Poul Schlüter for at have sympati for de østeuropæiske regimer, men Udenrigsministeriet og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen insisterede, og alternativet – et officielt besøg af Honecker i København – var ikke tiltrækkende.

I lyset af de efterfølgende begivenheder var gennemførelsen af et officielt besøg på et tidspunkt, hvor DDR stod over for et sammenbrud og Murens fald den 9. november 1989, i sig selv et eklatant Udenrigsministerielt fejlskøn.

Ambassadebesættelsen

Besøget gav anledning til, at 18 DDR-borgere den 9. september ved at nægte at forlade den danske ambassade i Østberlin forsøgte at benytte statsminister Poul Schlüters forestående besøg til at opnå udrejsetilladelse fra DDR.

Ambassadør Erik Krog-Meyer, vurderede, at en situation med ambassaden befolket af aktivister under statsministerens besøg i Berlin og på ambassaden ville ødelægge de møjsommelige forberedelser og måske forskertse hele formålet med besøget. Efter visse kontakter til Udenrigsministeriet i København tillod ambassadør Krogh Meyer DDR-myndighederne, at Folkepolitiet og Stasi ryddede ambassaden.

Via vesttysk presse nåede skandalen aviserne og der opstod betydelig furore.

Parlamentarisk undersøgelse

Med henblik på at finde ud af hvem der vidste hvad hvornår, nedsatte det udenrigspolitiske nævn allerede i oktober 1988 en undersøgelsesgruppe i ambassadesagen bestående af Ole Espersen (S), Per Stig Møller (K), Gert Petersen (SF) og Bjørn Elmquist (V).

Gruppen af erfarne parlamentarikere undersøgte egenhændigt alene med bistand af sekretæren for Udenrigspolitisk Nævn begivenhedsforløbet, og ikke mindst informationernes vandring rundt i Udenrigsministeriet og Statsministeriet. Beretningen fra undersøgelsen, der forelå den 1. november 1988, viste, at navngivne embedsmænd i Udenrigsministeriet og Statsministeriet havde et vist kendskab til sagen, men at statsministeren og udenrigsministeren først blev orienteret den 13. september 1988 – 4 dage efter Stasis fjernelse af DDR-borgerne fra den danske ambassade i Østberlin.

Chefen for Udenrigsministeriets retsafdeling, ambassadør Tyge Lehmann, kommitteret i Statsministeriet, Niels Jørgen Nehring, blev omtalt i beretningen, men den danske ambassadør i Berlin, Erik Krog-Meyer, blev tillagt det væsentligste ansvar for den ulykkelige sag, og han blev forflyttet til ambassaden i Helsingfors.

De 18 ambassade-besættere blev idømt betingede domme, og først i marts 1989 fik de tilladelse til at rejse til Vesttyskland.

Regeringen kan ikke unddrage sig. Kravene til den økonomiske politik er benhårde!

Har den økonomiske vækst i Danmark siden finanskrisen i virkeligheden været meget højere end hidtil antaget? Er behovene for vækstfremmende politikker, for arbejdsmarkedsreformer, for produktivitetsfremmende foranstaltninger og for begrænsninger i de eksorbitante offentlige udgifter pludselig forsvundet?

Baggrunden for spekulationerne og tvivlen om den rette størrelse af den økonomiske aktivitet er en større, men rutinemæssig datarevision i Danmarks Statistik:

Nationalregnskabet blev i november 2016 datarevideret tilbage til 1966. Datarevisionen havde som hovedformål at indarbejde de reviderede betalingsbalancetal for 2005-2015 i nationalregnskabet. De reviderede tal for betalingsbalancen havde igen baggrund i nye retningslinjer fra Eurostat (The European System of National and Regional Accounts, ESA 2010, der bygger på FN’s retningslinjer for nationalregnskabsopgørelser, SNA 2008) og retningslinjerne fra IMF (Balance of Payments and International Investment Position Manual, BPM6). De nye retningslinjer ændrede afgrænsningen af økonomisk aktivitet med udlandet, på en måde, som bedre skulle afspejle globaliseringen.

Udenrigshandel blev tidligere opgjort ud fra et grænsepassageprincip. Det var eksport, når danske varer forlod dansk territorium. Efter de nye internationale standarder skal eksport/import opgøres ud fra et ejerskifteprincip. En dansk koncern kan købe varer produceret af dets datterselskab i Vietnam og videresælge til et salgsselskab i Singapore. Varerne passerer ikke Danmarks grænse, men avancen indgår nu i vor udenrigshandel.

Der kan også være tale om et dansk selskab, der køber en vare i udlandet, og kort efter videresælger den uforarbejdet i udlandet. Det kunne være en bunkervirksomhed, der køber skibsbrændstof fra sit datterselskab i Singapore og nogle uger efter videresælger det til et udenlandsk rederi med fortjeneste. Det er kendt som ”merchanting” og skal nu også indgå i udenrigshandlen og i betalingsbalanceopgørelsen og dermed i BNP.

De pågældende avancer ville i princippet også tidligere have været registreret, men ville være indgået i bruttonationalindkomsten, BNI.

Andre ændringer vedrører forskning og udvikling, der fremover betragtes som investeringer, der løfter bruttonationalproduktet.

Der er også indarbejdet enkelte andre revisioner. Mest betydningsfuld blandt disse er en revideret beregning af væksten i det offentlige forbrug af sygehustjenester fra 2010 og frem, som bidrager til opjustering af BNP-væksten i disse år.

Hvad har revisionen betydet?

Resultatet af ændringerne er et niveauløft af BNP, men kun mindre justeringer af realvæksten i årene siden 2005.

Bruttonationalproduktet (BNP) er i 2013 opjusteret med 26,2 mia. kr., i 2014 med 34,7 mia. kr. og i 2015 med 41,8 mia. kr. i løbende priser. Det vil sige, at BNP for årene 2013-2015 nu er på hhv. 1.930 mia. kr., 1.977 mia. kr. og 2.027 mia. kr.

Med de nye betalingsbalancetal er nettoeksporten i årene 2013-2015 revideret op med 12,2 mia. kr., 19,9 mia. kr. og 25,7 mia. kr. Herudover er navnlig investeringerne opjusteret i årene 2013-2015 med hhv. 7,9 mia. kr., 8,1 mia. kr. og 12,0 mia. kr.

Væksten i det offentlige forbrug har i årene 2013-2015 været hhv. minus 0,1 pct., 1,2 pct. og 0,6 pct. I forhold til seneste offentliggørelse er vækstraterne justeret en del op som følge af den reviderede beregning af væksten i det offentlige forbrug af sygehustjenester fra 2010 og frem. Revisionerne i væksten i det samlede offentlige forbrug er i årene 2013-2015 hhv. 0,6 procentpoint, 1,0 procentpoint og 1,3 procentpoint.

Investeringerne er i løbende priser opjusteret med hhv. 7,9 mia. kr., 8,1 mia. kr. og 12,0 mia. kr. i årene 2013-2015 og udviser nu en vækst på hhv. 2,7 pct., 3,5 pct. og 2,5 pct. Generelt er investeringerne i maskiner, transportmidler mv. og andre bygninger og anlæg opjusteret, mens boliger er nedjusteret.

Justeringerne har ikke ændret billedet af vækstkrisen i dansk økonomi

Tager man et blik på nationalregnskabet, og ser på bruttonationalprodukt pr. indbygger i faste priser, så lå vi i 2015 på samme niveau som i 2006.

Det er bekymrende, at regeringen desuagtet har en ganske optimistisk vurdering af dansk økonomi:

”Vi har et stærkt udgangspunkt. Vi er i dag et af de rigeste lande i verden. Beskæftigelsen er høj og ledigheden lav. Vi har en høj grad af lige muligheder, og sammenlignet med andre lande er forskellene mellem rig og fattig små. Samtidig er der både ude og hjemme en høj tillid til dansk økonomi. Den tillid har vi opbygget i fællesskab. Vi har en god tradition for at planlægge den økonomiske politik i et flerårigt perspektiv, så vi i god tid kan tage hånd om fremtidige udfordringer”.

I regeringsgrundlaget bebuder regeringen endvidere, at der i foråret 2017 vil blive præsenteret en opdateret plan for de finanspolitiske rammer frem mod 2025.

Målsætningen vil være, at føre en politik, der øger beskæftigelsen med 55.000-60.000 personer og løfter velstanden med 80 mia. kr., at reducere det samlede offentlige udgiftstryk, og at begrænse den årlige realvækst i det offentlige forbrug til 0,3 pct.  Regeringen er desuden indstillet på nye offentlige investeringer i infrastruktur, som øger grundlaget for vækst og at reducere skattetrykket strukturelt og samtidig sigte på balance på de strukturelle offentlige finanser.

Regeringen vil fremlægge udspil til forhandling med Folketingets partier om blandt andet boligbeskatning, JobReform, pensioner, vækst, uddannelse og SU, udlændinge og puljer til kompetence, velfærd og sikkerhed.

Det virkelige udgangspunkt

Justeringerne af tallene fra Danmarks Statistik ændrer ikke, at i de 10 år, der er gået siden verden gik af lave med finanskrisen i 2007-8, har Danmark oplevet 0-vækst i velstand. Kun lande som Grækenland, Italien og Kroatien har haft lavere vækst. I samme periode havde Tyskland og England en vækst i BNP på omkring 10 pct. mens Schweiz havde en vækst på 15,6 pct.

De Økonomiske Råds formandskab har netop udarbejdet et opdateret syn på konjunktursituationen og de offentlige finanser mod 2025. De centrale budskaber er:

BNP-væksten vurderes at have været ca. 0,8 pct. i 2016, mens væksten ventes at stige til 1,7 pct. i 2017.

Vismændene er fortsat ganske optimistiske. Regeringens økonomiske redegørelse fra december regner også med en vækst i 2016 på 0,8 pct. men forventer i 2017 en mindre vækst på 1,5 pct.

Hvad bestemmer den økonomiske vækst

Der er især 5 forhold, der har indflydelse på den økonomiske vækst i Danmark: det offentlige forbrug, det private forbrug, eksporten og offentlige og private investeringer.

Forbrug

Bortset fra et betragteligt offentligt forbrug med samlede offentlige udgifter i det sidste år på 1.104 mia. kr. – svarende til omkring 55 pct. af BNP – er det ikke mindst det private forbrug, der traditionelt har holdt gang i hjulene i Danmark.  Den private forbrugsefterspørgsel har imidlertid været stagnerende, og de seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at privatforbruget i 3. kvartal kun steg med 0,1 pct. Tal for detailomsætningen og fra Nets vedrørende Dankort-omsætningen underbygger, at privatforbruget siden august har udviklet sig svagt.

Regeringens målsætning om at begrænse stigningen i det offentlige forbrug til 0,3 pct. om året udelukker naturligvis ikke, at de svimlende samlede offentlige udgifter reduceres. Problemet er, at regeringen end ikke har antydet hvordan de offentlige udgifter skal reduceres – og en reduktion er uomgængelig, hvis det kvælende skattetryk skal nedbringes.

Eksporten

Væksten i den danske økonomi over de seneste 40 år har i høj grad været drevet af eksporten. I de seneste kriseår med stagnation har der været en vækst i vareeksporten, der trods alt har holdt hånden under dansk økonomi. Den samlede vare- og tjenesteeksport løber trods alt op i over 1.000 mia. kr. om året, og derfor er det meget bekymrende, at eksporten dykker på flere af de største eksportmarkeder: Storbritannien, Tyskland, Sverige og Norge. I øjeblikket er det kun eksporten til USA og Kina, der fortsat viser fremgang.

Årsagen til den stagnerende eksport er formentlig en kombination af svækket dansk konkurrenceevne og svagere internationale konjunkturer. Verdenshandelen er simpelthen på vej ned og samtidig er stadig flere af de store lande begyndt at opbygge handelshindringer for at bremse deres import.

Den svækkede konkurrenceevne hænger sammen med, at der ikke rigtig er fremgang i produktiviteten i Danmark i en situation, hvor mange virksomheder har ansat flere folk i stedet for at investere. Udgifterne til lønninger stiger og dermed også omkostningerne pr. produceret enhed – og mere end i udlandet. Samtidig har udviklingen i kronekursen betydet, at de danske varer er blevet dyrere i udlandet.

Det ser værst ud for eksporten til Storbritannien, hvor den danske eksport på over 70 mia. kr. om året bliver ramt af en kombination af et pund, der er faldet med 15-18 pct., og andre eftervirkninger af Brexit.

Offentlige investeringer

Når forbruget og eksporten svigter, kunne der teoretisk komme et bidrag til vækst og økonomisk velstand fra investeringerne.

De offentlige investeringer i supersygehuse, infrastruktur og elektrificering af jernbanerne m.v. indgår i det svimlende tal på 1.104 mia. kr. for de samlede offentlige udgifter. Spørgsmålet om disse investeringer vil bidrage til økonomisk vækst i den private sektor, vil i bedste fald tidligst kunne afklares efter en årrække.

Private investeringer

De hjemmemarkedsbaserede virksomheders investeringslyst i Danmark er begrænset. Investeringerne i Danmark hæmmes især af, at den indenlandske efterspørgsel er svag. Nettoinvesteringerne er derfor nede omkring 0, og dermed kun lige netop nok til at opretholde kapaciteten. Men ikke nok til at forbedre konkurrenceevne og produktivitet, og samtidig gøres der fra myndighedernes side intet for at fremme det initiativ og den konkurrence, der ikke mindst i hjemmemarkedserhvervene, detailhandel og byggeri, er et udtalt behov for.

Det er ikke kun danske virksomheder, der har været tilbageholdende med investeringer i Danmark. Udenlandske direkte investeringer i Danmark er i dag samlet set 57 mia. kr. lavere end de var i 2007, og udlandets investeringer i Danmark falder fortsat – i 1. kvartal 2016 blev de reduceret med 3 mia. kr.

I det omfang danske virksomheder overhovedet investerer er der tale om internationalt og eksportorienterede virksomheder, og investeringerne foretages i et vist omfang i udlandet. Nationalbanken har oplyst, at danske direkte investeringer i udlandet i 1. kvartal 2016 steg med 33 mia. kr.

Virksomhedernes manglende incitament til at investere i ny teknologi, i digital teknologi og i det hele taget i forskning- og udvikling, er en væsentlig forklaring bag den utilfredsstillende udvikling i produktivitet og konkurrenceevne.

Konklusion

Danmark har et forholdsvis komfortabelt overskud på betalingsbalancen – i 2015 var overskuddet på knap 140 mia. kr. svarende til 7 pct. af BNP – og selvom eksporten i 2016 var svækket, vil vi stadig komme ud med et overskud på betalingsbalancen. Samtidig er bruttoledigheden på omkring 125.000 langt fra frygtindgydende, og med lav inflation og rente og en vis optimisme på boligmarkedet kunne man forledes til at tro, at det faktisk går rigtig godt i Danmark.

Realiteten er, at med en svag indenlandsk forbrugsefterspørgsel og lave nettoinvesteringer, er svaghedstegnene fra eksporten meget bekymrende. Så bekymrende, at alle bør håbe på, at regeringens kommende initiativer ikke kun er adækvate, men også har en karakter, der kan befordre bred politisk enighed.

Hvis det ikke bliver tilfældet, vil vi igen i løbet af få år kunne se ned i den økonomiske afgrund.

Alt for mange af arbejdsstyrken på passiv forsørgelse

Realiteten er, at den katastrofale situation i dansk økonomi kan aflæses i 800.000 personer på overførselsindkomst. Hertil kommer godt 320.000, der er på SU og 1.070.000 folkepensionister. Med de 830.000 personer, der er ansat i det offentlige, kommer vi op på at knap 3 millioner mennesker er afhængige af det offentlige!

Med offentlige udgifter på 1.104 mia. kr. om året er grænsen for den kollektive forsørgelsesevne for længst nået.

Nye udfordringer

Samtidig er der vel ingen, der tvivler på, at vi i de kommende år kommer til at stå overfor nye og større udfordringer – men også muligheder – end vi har oplevet i de sidste mange turbulente år: en udgiftskrævende demografisk udvikling med en aldrende befolkning, disruption og fortsat globalisering, en tilsyneladende permanent international finanskrise, euro-krise, klimakrise, sammenbrud af hidtil stabile regimer, borgerkrige, voldsomme flygtninge- og migrationsstrømme, prisfluktuationer, konkurrence fra nye vækstøkonomier og en række teknologiske gennembrud, der vil ændre vores måde at leve på. Det gælder bl.a. udviklingen af Green-Tech, robotter, smartphones, Google, Facebook, nethandel og digitale indkøbscentre som Amazon, deleøkonomi m.v.

Minimumskravene

Der er et påtrængende behov for, at der snarest tages fat på følgende spørgsmål:

Mere innovation, højere produktivitet og forbedret konkurrenceevne

Produktivitet og konkurrenceevne kunne uden videre forbedres ved en liberalisering af planloven, der kunne tillade hypermarkeder m.v. samt gennem en sænkning af selskabsskatten.

Derudover er det helt afgørende, at virksomhedernes incitamenter til at investere i ny teknologi, i digital teknologi og i forskning- og udvikling generelt, bliver styrket.

Det skorter ikke med opfordringer fra erhvervsorganisationer til at øge den offentlige ”erhvervsrelevante” forskning og gøre ”noget” ved ”erhvervsbeskatningen”. Regeringen kan ikke forventes at kunne omsætte disse generelle krav til at etablere en incitamentsstruktur, der rent faktisk virker. Det er derfor på høje tid, at Dansk Industri og andre ressourcestærke organisationer præsenterer specifikke og gennemarbejdede forslag, der ikke blot indebærer øgede tilskud fra skatteborgerne til erhvervslivet, men rent faktisk fører til øgede vækst- og beskæftigelsesfremmende investeringer.

Reduceret skat på arbejde

Arbejdsudbuddet kunne umiddelbart øges, hvis tilgangen til efterlønsordningen blev stoppet i 2018, topskatten blev sænket og dagpengeniveauet blev reduceret.

Et beskatningsniveau, der er konkurrencedygtigt med skatten på arbejde i sammenlignelige lande, er samtidig en helt afgørende forudsætning for at virksomheder i Danmark skal kunne tiltrække den nødvendige kvalificerede arbejdskraft fra ind- og udland,

Opbygning af arbejdsstyrkens kompetencer og fleksibilitet

Hvis stærke og veluddannede borgerne skal være forberedt til arbejdsmarkedets og fremtidens udfordringer forudsættes et styrket uddannelsessystem med fagligt kompetente lærere, undervisere og instruktører på alle niveauer fra indskoling til universiteter

Hvis vi skal realisere det fulde potentiale og undgå strukturel arbejdsløshed og marginalisering af særligt udfordrede befolkningsgrupper kræver det et fleksibelt arbejdsmarked og gennemgribende reformer af den såkaldte beskæftigelsesindsats, herunder sanering af de ineffektive kommunale jobcentre og opbygning af et tidssvarende AMU-system.

Præsidentvalget i Frankrig

Der er præsidentvalg i Frankrig 23. april 2017. Hvis ingen kandidat sikrer sig et flertal her, er der en anden valgrunde 7. maj, hvor det afgøres, hvem der skal være Frankrigs leder de næste fem år.

Kandidaterne

Tidligere undervisningsminister, den 49-årige Benoit Hamon, er med budskabet ”Håb og Fornyelse” de franske socialisters præsidentkandidat efter sejr i primærvalget søndag den 29. januar 2017.

Med omkring 58 procent af stemmerne vandt han over den midtersøgende tidligere premierminister Manuel Valls.

Alle meningsmålinger tyder imidlertid på, at Socialistpartiets kandidat ikke har mange chancer, og Benoit Hamon ventes at ryge ud i præsidentvalgets første runde 23. april.

Anden og afgørende runde, der finder sted 7. maj, ventes at blive et opgør mellem Front Nationals leder, Marine Le Pen, og republikanernes kandidat François Fillon.

François Fillon har, siden han blev valgt som republikanernes præsidentkandidat, ligget overraskende godt i meningsmålingerne. Imidlertid er det netop kommet frem, at hans kone, Penelope Fillon, er blevet lønnet som politisk medhjælp i parlamentet. Hun har bl.a. oppebåret en månedsløn på 60.000 kroner, selvom der syntes at mangle dokumentation for hendes påståede arbejdsindsats. Afsløringerne har fået Fillons popularitet til at styrtdykke på rekordtid.

Den 39-årige tidligere økonomiminister Emmanuel Macron og hans nyopstartede centrumbevægelse “Fremad!” har fået uventet tilslutning, og Macron kan meget vel være dark horse i kampen for at blive Frankrigs næste præsident.

Marine Le Pen behøver næppe nærmere præsentation.

Temaer i valgkampen

Den generelle situation i Frankrig er ikke opløftende: en svag fransk økonomi med lav vækst, global konkurrence, høj arbejdsløshed, stigende ulighed, høje skatter, mangel på international indflydelse og mislykkede forsøg på grundlæggende reformer.

Den økonomiske situation med stadig større marginaliserede befolkningsgrupper har betydet, at det er blevet åbenbart, at velfærdsstaten ikke længere i stand til at beskytte lønmodtagerne.

Front National

Når valget står mellem nationalpopulisterne i Front National, der taler for lukkede grænser, anti-islam, national identitet, protektionisme, selvstændig valuta og mulighederne for – i EU eller ligeså gerne uden for EU – igen at føre selvstændig økonomisk politik, og socialisternes bud på vækstfremmende politikker: traditionel krisepolitik, besparelser på offentlige budgetter og forringelser i velfærd, ja så foretrækker lønmodtagerne dem der siger ”luk grænserne”.

Front Nationals kernevælgere er de EU-kritiske og underprivilegerede. Det er den gruppe på måske helt op til 60 – 75 pct. af befolkningen, der ikke har glæde af, men tvært imod ser globaliseringen som en trussel. Folk uden for den akademiske og politiske elite og de snakkende klasser. Folk, der ikke arbejder i de industrier, der oplever vækst, men derimod oplever arbejdsløshed i sektorer, der presses af billig import fra udlandet. Det er her opbakningen til Le Pen kommer fra.

Republikanernes platform

Francois Fillon prøver trods beskyldningerne om nepotisme at komme ud med sit republikanske budskab om at skabe orden i det kaos socialisterne og Hollande har skabt. Om reformer i skolesystemet med vægt på faglighed i stedet for ideologi og om alle de arbejdspladser republikanerne vil skabe.

Fillon har taget kampen op mod Front National i udlændingepolitikken: Immigration, som ikke fører til integration, skal stoppes. Det er ikke indvandrere, der skal diktere reglerne i det franske samfund og islamiske organisationer skal nøje kontrolleres. Muslimer skal såvel som kristne og jøder repektere Frankrigs lovfæstede verdslighed og ikke bruge religion til politisk propaganda.

I modsætning til Front National forsvarer republikanerne EU-samarbejdet og europæisk kultur. Dog kræver man en nyforhandling af Schengen-aftalen.

Socialisterne

I forsøget på at formulere en tredje vej har socialisternes kandidat, Macron, lanceret tanken om en ny form for social beskyttelse, der holder hånden under alle i samfundet: Universalløn – en form for borgerløn. Til at begynde med er idéen, at unge mellem 18 og 25 år – en aldersgruppe der er hårdt ramt af arbejdsløshed – skal have en fast ydelse hver måned. På sigt skal dækningen udvides, så alle franskmænd modtager omkring 5.000 kroner om måneden. Tankerne om borgerløn har nok appel i visse kredse, men mødes også af betydelige økonomisk begrundet skepsis.

I modsætning til Front National og republikanernes bastante udlændingepolitik fastholder Emmanuel Macron sin fulde støtte til Angela Merkels indvandringslinje.

Status

Under alle omstændigheder tyder aktuelle meningsmålinger på, at vælgerne foreløbig har mest tiltro til Marine Le Pen som den kandidat, der bedst kan reformere Frankrig og opretholde det social velfærdssystem.

Spørgsmålet er om demokratiet i Frankrig er intakt

De seneste regionalvalg i Frankrig i december 2015 kan give et fingerpeg om hvordan det politiske system fungerer i Frankrig.

28 procent støttede det EU-kritiske Front National ved 1. runde af regionalvalgene i Frankrig den 6. december 2015 – en jordskredssejr i forhold til regionalvalget i 2010, hvor Front National kun opnåede 11 pct.

Mens Front National i regionalvalgets 1. runde suverænt erobrede 1. pladsen kom Nicolas Sarkozy’s højreparti, Les Républicains, ind på 2. pladsen, mens socialistpartiet kom ind som nr. 3.

Hvis Front National havde fastholdt styrken under 2. runde den 13. december, ville det have betydet grundlæggende ændringer i det politiske landskab i Frankrig, men hvad skete?

Republikansk værn mod Front National?

Forud for 2. runde den 13. december 2015 gjorde socialisterne og en svækket præsident Francois Hollande alt for at blokere Front National. Den centrale ledelse opfordrede lokalforeningerne til at trække sig fra valget i de kredse, hvor Front National og republikanerne havde erobret 1. og 2. pladsen, og anbefalede i stedet deres medlemmer at stemme på den republikanske kandidat.

Frankrigs socialistiske regeringspartis taktik med at rejse en ”republikansk dæmning” (le barrage republicain) mod det yderste højre ved at trække partiets egne kandidater tilbage ved 2. runde i regionalvalgenes, kom til at koste Front National den overvældende sejr, der ellers tegnede sig efter den første valgrunde.

Front National opnåede igen knap 28 pct. af alle stemmer, men Front National tabte alligevel flertallet i alle de seks regioner, som partiet havde vundet i regionalvalgenes første runde.

Valgdeltagelsen steg fra 50 til 60 procent, og det var tydeligt i flere valgkredse, at det især var modstandere af Front National, der havde rejst sig fra sofaen.

Præsidentvalget i 2017

Hvis mønsteret fra regionalvalgene gentager sig ved præsidentvalget i april 2017, vil det gå Marine Le Pen, som det gik hendes far, Jean-Marie Le Pen, i 2002. Han slog socialisternes premierminister Lionel Jospin i første omgang, men i anden runde fik han kun 17,79 procent af stemmerne, mens den borgerlige Jacques Chirac blev genvalgt til præsident med 83,21 procent af stemmerne. Faktisk den største opbakning, han oplevede i sin politiske karriere.

Er det demokratisk?

”Inddæmningen” af Front National ved de seneste regionalvalg har betydet, at 28 pct. af franskmændene er sat uden for indflydelse på ledelsen af Frankrigs 13 regioner i de kommende 6 år.

Er det klogt at bygge ”dæmninger” og prøve at holde bestemte vælgergrupper uden for indflydelse?

Vi har fra Brexit-afstemningen i UK og fra Trump-valget i USA fået indikationer af hvad der kan ske.

Erik Meier Carlsen har i en dansk kontekst udtrykt, at ”det er uhyre vigtigt, at de mennesker, der er allermest presset af globaliseringen, føler sig hørt, taget alvorligt, og ikke oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. At de bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, er afgørende”.

Historien og den sunde fornuft viser, at der ikke er nogen vej udenom at lytte til den brede befolkning. Med en omskrivning af Lincoln: ”Det er muligt for en tid at forhindre vælgernes deltagelse i den politiske beslutningsproces, og det er endda muligt permanent at blokere for enkelte vælgeres indflydelse, men det er ikke muligt i længden holde alle vælgerne væk fra den politiske beslutningsproces”.

Hvad sker, hvis man stædigt bliver ved med at ignorere befolkningernes skepsis over for unionstankerne i EU, ignorerer befolkningernes bekymring for de daglige trusler fra muslimsk terror, ignorerer befolkningernes reservationer i forhold til det værdiskred, som den fremadskridende multikulturelle omdannelse af samfundet i takt med indvandringen medfører, og hvis man fortsat vælger at se bort fra den brede befolknings forargelse over de folkevalgtes tag-selv-bord og fråds med skatteborgernes penge?

Konsekvenserne for demokratiet kunne blive fatale. Hvad vil der ske, hvis de mennesker, der er allermest presset af indvandring, globalisering og arbejdsløshed, ikke føler sig hørt, ikke bliver taget alvorligt, og oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. Hvis deres synspunkter ikke bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, vil det gå helt galt.

Debatten om Nord Stream 2

Naturgasledningen Nord Stream fra Rusland via Østersøen til Tyskland mødte faktisk en hel del modstand før 2008, men ledningen er fuldt godkendt og fungerer i dag. Så hvorfor skulle den nye naturgasforbindelse – Nord Stream 2 – give anledning til problemer?

Ikke desto mindre har debatten været intens. Problemet er, at EU’s energipolitik har udviklet sig siden 2008 og Rusland har i mellemtiden invaderet Ukraine og annekteret Krim. Nord Stream 2 har derfor givet anledning til både juridiske og politiske hindringer, som Nord Stream ikke stødte på i 2008.

EU’s energibehov

Baggrunden for rørledningsprojektet er EU’s energibehov. Omkring 53 pct. af EU’s energiforbrug dækkes af import: 90 pct. af råolien, 66 pct. af naturgassen, 42 pct. af kul og 40 pct. af forbruget af uran og andre kernekraftsbrændsler. Energiimporten udgør op mod 20 pct. af EU’s samlede import.

Europa aftager omkring en tredjedel af russiske Gazproms samlede naturgassalg, og som bekendt kommer over halvdelen af Ruslands offentlige provenu fra olie og gas.

EU får russisk gas via Nord Stream I (kapacitet 55 mia. kubikmeter årlig), Jamal-ledningen gennem Polen (33 mia.) og flere ledninger samlet i Transgas gennem Ukraine (120 mia.).

Ukraine opkræver om året 2 mia. $ i transitgebyr. Bygges Nord Stream 2, kan regeringen i Kijev godt vinke farvel til denne sikre indtægt, og må også – som tidligere – risikere russiske leveringsstop i en situation hvor Gasprom kan klare sig uden Transgas.

Central- og Østeuropæisk modstand mod Nord Stream 2

Det kontroversielle russisk-tysk rørledningsprojekt Nord Stream 2 møder derfor voldsom modstand i Central- og Østeuropa. 9 EU-lande (Tjekkiet, Ungarn, Polen, Slovakiet, Rumænien, Estland, Letland, Litauen, Kroatien) har overfor Jean-Claude Juncker, formand for Europa Kommissionen, bl.a. påpeget, at Nord Stream 2 udgør “risici for energisikkerheden i Central og Østeuropa, som stadig er meget afhængige af en enkelt energikilde”.

Mange har desuden påpeget, at ejerforholdene omkring rørledningen vil være i strid med EU’s energipolitik og at en tilladelse til rørledningen i øvrigt ville være i strid med EU’s sanktionspolitik overfor Rusland.

Kan Nord Stream 2 stoppes?

Nord Stream I var fuldt udbygget i 2012 med 2 rørledninger med en samlet kapacitet på 55 mia. kubikmeter årligt. Konsortiet bag Nord Stream 2 – den russiske gasgigant Gazprom og de vesteuropæiske firmaer BASF, E.ON, Engie, OMV og Shell – offentliggjorde i september sidste år de detaljerede planer for etableringen af Nord Stream 2:

Bygherren er selskabet New European Pipeline AG, hvor Gazprom ejer 50 procent af aktierne, mens E.ON, Shell, OMV (tidligere Österreichische Mineralölverwaltung AG), BASF / Wintershall og det førende franske energiselskab, Engie, hver har 10 procent.

De samlede investeringer løber op i 7,4 milliarder euro, og projektet planlægges færdigt i 2019 med en kapacitet på 55 mia. kubikmeter gas om året.

EU-Kommissionens holdning

Opildnet af EU’s formand, polakken Donald Tusk, er kommissionen imod. Men energikommissæren, slovakken Maros Sefcovic, har efter nytår opblødt sin tidligere holdning om, at Nord Stream 2 ikke passer ind i EU’s energipolitiske mål. EU’s klimakommissær, Miguel Arias Cañete, skulle ligeledes have sikret sig, at kommissionens juridiske tjeneste ikke ser behov for aktiv EU-intervention i sagen.

Den tyske vicekansler og formand for SPD, Sigmar Gabriel, lovede i efteråret ledelsen i Kreml at køre sagen igennem som en almindelig forretningsinvestering uden at blande EU og energipolitikken ind i sagen. Forbundskansler Angela Merkel, der ellers ikke er bange for at sige Rusland imod, skulle være på samme linje.

Hvis Europa-Kommissionen skulle gå ind i sagen forudsætter det, at Nord Stream 2 har afgørende indflydelse på EU’s energipolitik, herunder “strategien for forsyningssikkerhed”, ligesom rørledningen skulle være omfattet af EU’s regler for statsstøtte og konkurrence m.v.

Det er et ufravigeligt EU-krav, at ejerne af det overordnede gasdistributionsnet skal være uafhængige af leverandørerne af gas, ligesom der skal gives lige adgang for alle leverandører, der ønsker at gøre brug af rørledningen. Projektet må endvidere ikke udgøre en risiko “for energiforsyningssikkerheden i en medlemsstat og i den Europæiske Union”.

Nord Stream 2 er tydeligvis ikke i overensstemmelse med disse krav, men konsortiet bag Nord Stream 2 – og formentlig EU-Kommissionen – er af den opfattelse, at eftersom rørledningen løber offshore gælder EU’s energipolitiske regler ikke. De fem gasledninger i Middelhavet, der forbinder Afrika med Europa er ej heller underlagt disse regler, ligesom Nord Stream 1 heller ikke er omfattet, så hvorfor skulle Nord Stream 2 så behandles anderledes?

Folkeretten

FN’s Havretskonvention, der trådte i kraft i 1994, foreskriver at alle stater er berettiget til at udlægge undersøiske kabler og rørledninger på andre staters kontinentalsokkel i overensstemmelse med traktatens artikel 79. Linjeføringen skal godkendes af kyststaten, der også fastsætter de nærmere regler med henblik på beskyttelse af havmiljøet. Nord Stream 2 skal ilandføres i Tyskland og Havretskonventionen sikrer at kyststaten – Tyskland/EU kan nægter tilladelse eller fastsætte nærmere regler for rørledningen.

Bemyndigelsen til at godkende projektet beror hos de nationale myndighederne i de lande, hvis farvande rørledningen vil krydse. Dvs. myndighederne i Rusland, Finland, Sverige, Danmark og Tyskland.

EU-Kommissionen har endnu ikke officielt konkluderet om, i hvilket omfang EU-retten (indre energimarked, miljø, konkurrence etc.) gælder for Nord Stream 2 projektet.

Ruslands motiver

Modstanderne af Nord Stream 2 argumenterer med, at når rørledningen bliver operationel, kan Gazprom lukke sin gastransit gennem Ukraine, og gennem lande som Polen og Slovakiet, enten helt eller delvist. Dette vil føre til store tab for disse lande. Ukraine står til at miste de nævnte $ 2 milliarder i årlige transitafgifter, men et land som Slovakiet tjener også 800 mio. $ årligt på sin transit gasaftale.

Det ville være naivt at tro på, at Rusland overhovedet ikke også har geopolitiske motiver til bygningen af Nord Stream 2. Der er ingen tvivl om, at Moskva også ser Nord Stream 2 som et våben i konflikten med Ukraine.

EU’s politiske dilemma

Det, der gør problemet så komplekst er, at EU bliver nødt til at beslutte, om det skal betragte Nord Stream 2 som et økonomisk projekt, eller også som en geopolitisk trussel. Disse spørgsmål er til syvende og sidst politiske spørgsmål, og hvis udgangen af en politisk proces blev at sige nej til Nord Stream 2, ville det forudsætte, at Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet fik fuld opbakning fra Det Europæiske Råd. Men det ville igen kræve en aftale med Tyskland og andre vestlige europæiske medlemslande, der står til at drage fordel af Nord Stream 2, og hvor sandsynligt er det?

Hidtil har Det Europæiske Råd under indflydelse af den polske formand været temmelig kritisk men samtidig svævende.

Svenskernes godkendelse

De svenske myndigheder ville af sikkerhedsmæssige grunde ikke tillade etableringen af en forsyningsbase for Nord Stream 2 på Gotland. Den 31. januar 2017 blev det imidlertid meddelt, at de svenske myndigheder har godkendt, at den svenske havneby Karlshamn bliver forsyningsbase. Det betyder umiddelbart, at Karlshamn har udsigt til et betydeligt antal arbejdspladser i anlægsperiode – arbejdspladser man på Bornholm, havde håbet på.

Godkendelsen betyder endvidere, at de svenske myndigheder ikke er indstillet på at nægte de nødvendige tilladelser til etableringen af Nord Stream 2 gennem svensk territorium.

Kritisabelt energisystem

Forholdene i Kalundborg illustrerer det Kafkaske danske energi-system; Der fyres for gråspurvene med industriel overskudsvarme, mens fjernvarmekunderne forsynes fra et nyt anlæg, der fyrer med udenlandsk træflis og fra indvinding af afgiftsfri varme fra spildevand. Der spændes ikke kun ben for at udnytte virksomhedernes overskudsvarme, men også for udnyttelsen af vindmøllestrøm. Hvis regeringen kan løsrive sig fra Matador vil der komme en løsning til foråret, siger energi- og klimaministeren.

I den ideale verden skulle industriel overskudsvarme naturligvis udnyttes, ligesom vindmøllestrømmen skulle være sendt tilbage til alle de varmepumper, som forbrugerne skulle have købt. Problemet er bare, at hverken almindelige forbrugere, virksomheder eller kraftvarmeværkerne har noget incitament til at erstatte afgiftsfri biomasse med varmepumper. Det siger meget om den vanvittige energipolitik, at der først gives massive skatteyder-finansierede tilskud til grøn elproduktion, for herefter at eksportere den med samfundsøkonomiske tab, fordi systemet har gjort det økonomisk urentabelt at benytte selvsamme strøm til varmeproduktion.

Gule Veste og klimapolitik frem mod valget

Grundlæggende forandringer i samfundet har en vigtig social dimension. Den politiske udfordring i klimapolitikken er at sikre, at den grønne omstilling, vi har brug for, ikke får negative, sociale konsekvenser. Målet om CO2-neutralitet skal nås på en måde, så alle kan leve med det. Vi har set folkelige reaktioner i Frankrig med De Gule Veste, og vi har set stærk modstand i Holland mod regeringens klimalovgivning.

Med den nuværende teknologiske udvikling er realiteten i øjeblikket, at folk med små indkomster ikke kan købe en elbil. En ambitiøs klimapolitik omfatter derfor forskning, og at industrien får plads til at udvikle og forny sig.

Partier på venstrefløjen og klimaaktivister ser frejdigt bort fra sociale og økonomiske dimensioner af klimapolitikken, men begrænsninger alene på almindelige menneskers levestandard, spise- og rejsevaner vil i det globale perspektiv kun have begrænset effekt. Vejen frem er mere innovation.

Uklog klimapolitik

Den måde som dansk energi- og klimapolitik hidtil er blevet forvaltet på, lover ikke godt. Anbefalingerne fra Det Miljøøkonomiske Råd afvises som ”verdensfjerne”. I stedet har vi et system af tilskud og energiafgifter, der kun i de færreste tilfælde bidrager til reducerede udledninger af CO2 og andre drivhusgasser.

Samtidig betaler danske skatteborgere allerede verdens højeste energipriser, er underlagt verdens næsthøjeste skattetryk og tvunget til at betale EU’s højeste forbrugerpriser!

Energi- og Klimapolitikken indebærer et morads af tilskudsordninger og forhøjede forbrugerpriser, som ligner EU’s landbrugspolitik, da den var allerværst og mest planøkonomisk. Antallet af statsstøttede havmølleparker er blevet en politisk konkurrenceparameter, statssubsidierede solcelleanlæg sættes op uden tanke for de økonomiske konsekvenser, og energi-afgrøder er kommet ind som støttede landbrugsafgrøder netop, som man endelig havde fået luget ud i noget af EU’s landbrugsstøtte.

Datacentre

Samtidig er de helt ellevilde i Invest in Denmark, fordi de har lokket Netflix, Spotify, Apple, FaceBook og Google til at placere enorme datacentre i Danmark. Energiforbruget i Danmark har siden 1990 været faldende, men i de sidste par år er det igen begyndt at stige.

De multinationale virksomheder markedsfører sig på at have taget klimaansvar, men over de næste år kommer de gigantiske datacentre til at lægge beslag på den grønne strøm, som nu følger af de store, skatteborgerfinansierede investeringer i energisektoren.

Det ser ud til, at Apples gigantiske datacenter i Viborg ikke kommer til at bidrage til kommunen med 10.000 arbejdspladser, men måske – ad åre – med op til i alt 150 arbejdspladser.

Samtidig er der nye centre på vej: Apples server-center i Aabenraa, Facebooks ved Odense, Google i Fredericia og Aabenraa.

Desuden har Digiplex etableret sig i København med option på yderligere tre store datacentre på danske jord inden 2020.

“Danmark er et rigtig interessant marked, der har kunnet tiltrække store investeringer i hyperscale datacentre, og hvor efterspørgslen efter co-location stiger. Den danske regering har skabt de rette betingelser for en blomstrende datacenter-industri, og vi tror det danske marked vil fortsætte med at opleve en stærk vækst. Så vi glæder os til at hjælpe både danske og internationale virksomheder med at accelerere deres digitale transformation”, udtaler Gisle M. Eckhoff, CEO for DigiPlex.

Hvordan skal Danmark kunne leve op til Paris-aftalen?

Realiteten er, at disse datacentre om få år vil forbruge lige så meget strøm som samtlige 2,7 millioner danske husstande.

Er det så en god forretning? Næppe. Angiveligt er Apple i Viborg garanteret en meget lav pris for den grønne strøm.

Det er en udbredt misforståelse, at vindenergi er gratis. Den er kostbar at etablere, drive og servicere. Tilslutning og forstærkning af elnettet, betales over vores afgifter til det statslige Energinet.dk, medtages sjældent i de positive ”regnestykker”. Vi hører heller ikke noget om de stigende krav til investeringer i nødvendig backup-kapacitet.

Det betyder, at den danske position på vindmarkedet og de ”betingelser, den danske regering har skabt for en blomstrende datacenter-industri”, er finansieret gennem borgernes hidtidige accept af højt afgiftsniveau.

Produktionen – ja den sælges til Apple eller til udlandet til rene foræringspriser!

I de perioder, hvor vinden ikke blæser og solen ikke skinner, må de almindelige danske husstande betale dyrt for tysk brun- eller stenkulkraft-strøm og eventuelt strøm fra svenske og franske atomreaktorer.

Danskerne er et tålmodigt folkefærd, men måske vil vi se en reaktion ved det kommende Folketingsvalg?

Endnu er krudttønden ikke eksploderet som i Frankrig og Holland. Prognoser tyder i øjeblikket på en lille overvægt til de etablerede partier på venstrefløjen, men protestpartier på højrefløjen står og vakler på spærregrænsen.

Meget kan dog ske inden maj-juni og udover klimapolitikken er der er nok at tage fat på:

Vi har i december set regeringen holde vælgerne for nar. FN’s immigrationspagt afslørede VLAK-regeringens dobbeltmoral i udlændingepolitikken: På den ene side fremhævede man pagtens ubetydelighed, den var blot en ikke-bindende principerklæring; på den anden side erklærede regeringen ved den endelige officielle afstemning i New York, at man ikke agtede at rette sig efter dens principper.

I processen nåede man at ignorere den grundlovsbetingede pligt til at høre Udenrigspolitisk Nævn.

Derudover har vælgerne været vidne til grov fejladministration af statens ressourcer. F.eks. i Skat, hvor naive danske embedsmænd blev lænset for milliarder, ikke millioner, men milliarder af skatteydernes penge af skrupelløse “forretningsmænd” i ind- og udland.

Skandaløst dårligt planlagte og administrerede it-systemer kostede Skat millioner og chikanerede skatteyderne.

Et inkompetent finanstilsyn tillod Danske Bank og Nordea at begå hvidvaskskandaler, der er gigantiske – ikke i dansk, men i europæisk historie – og en medarbejder i Socialministeriet tappede i årevis satsfonden for millionbeløb.

Spørgsmålet er, om vi i den kommende valgkamp vil se Gule Veste på gaderne i Danmark?

Skatteminister vil ikke beskatte brændeovne

Når den gæve venstre-minister Karsten Lauritzen lover ikke at lægge afgifter på Danmarks 840.000 brændeovne, lyder det som en nyhed fra RokokoPosten. Problemet er, at De Økonomiske Vismænd i ramme alvor har foreslået afgifter med henvisning til ”miljø- og sundhedsmæssige følgeskader” fra brændefyring. Skatteministeriet og Finansministeriet har nok mere været optaget af det potentielle afgiftsprovenu.

Tankegangen illustrerer det Orwellske samfund, vi efterhånden har fået udviklet. Der opkræves afgifter, hvis du tager dine børn og børnebørn med ud at fiske, og det kan næppe vare længe, før du skal erlægge en afgift, hvis du vil lave snobrød med børnene over et bål i baghaven.

Forsyningssikkerhedsafgiften

Brændeovnsafgiften bringer mindelser om det bizarre forløb vi var vidne til med den såkaldte forsyningssikkerhedsafgift. Med energiaftalen af 22. marts 2012 blev der indført en afgift, der skulle pålægges al rumvarme fra såvel fossile brændsler som biomasse. Hvordan afgiften, der skulle have været hovedfinansieringskilde for udmøntningen af energiaftalen, skulle øge forsyningssikkerheden eller bidrage til den ønskede omstilling til vedvarende energi, fortaber sig i tågerne.

Den 1. februar 2013 blev forsyningssikkerhedsafgiften indført på naturgas, olie og kul og med virkning fra 2014 skulle denne afgift også have været pålagt biomasse med et forventet merprovenu på godt 740 mio. kr., som i væsentligt omfang skulle være båret af fjernvarmekunderne men tillige af ejerne af halm-, træpille- og brændefyr samt brændeovne. Afgiften skulle bl.a. pålægges brænde, der sælges fra skovene. Afgiften skulle have været på omkring 275 kr. pr. kubikmeter for løvtræ – svarende til en prisstigning på ca. 90 pct. Afgiften skulle også have været pålagt halm med omkring 430 kr. pr. tons, hvilket ville fordoble prisen på halm.

Debatten om brændeafgiften afdækkede, at den radikale energiminister desværre ikke havde oplyst aftaleparterne om de reelle konsekvenser af aftalen fra marts 2012. Den folkelige protest var massiv, og da det yderligere viste sig, at en sådan afgift ville være nærmest umulig at administrere, blev den opgivet.

Forhøjet indkomstskat

Som led i tilbagerulningen af forsyningssikkerhedsafgiften, blev udgifterne væltet over på almindelige skatteborgere gennem en forhøjelse af indkomstskatten – bundskatten blev hævet med 0,25 pct. point fra 2015, med yderligere 0,02 pct. point fra 2018 og 0,01 pct. point fra 2020. Parallelt hermed forhøjes det skrå skatteloft for personlig indkomst til 51,95 pct. fra 2015, til 51,97 pct. fra 2018 og til 51,98 pct. fra og med 2020.

Det er sket på trods af anbefalinger fra Produktivitetskommissionen og andre om behovet for lavere skat på arbejde. Skatteforhøjelsen er samtidig gennemtrumfet på et tidspunkt, hvor danske skatteborgere i forvejen belastet af verdens højeste skatter, højeste energi- og varmepriser, dyreste vand og EU’s højeste forbrugerpriser!

Magtarrogancen og selvforståelsen i Danmarks Radio

Til næste år skal der indgås et nyt medieforlig, og det fremgår af regeringsgrundlaget for 3-kløverregerin gen, at ”DR varetager opgaver, som er en kulturbærende del af det danske samfund. Men der er behov for i højere grad at målrette DR’s produktion til mere grundlæggende public ser­vice for at fokusere stærkere på produkter, der ikke udbydes af kommercielle udbydere samt for at reducere antallet af kanaler. Den nugældende mediepolitiske aftale udløber ved udgangen af 2018. Regeringen vil fremlægge et konkret forslag til fokusering af DR og en nedsættelse af licensen”.

Udtalelser fra den nye kulturminister Mette Bock peger også i retning af, at regeringen ønsker at slanke det overvægtige DR, og det antydes, at licensstøtten kunne reduceres med 25-30 pct.

Spørgsmålet er, om det vil være nok til at imødekomme de voksende politiske og folkelige krav om drastiske ændringer i Danmarks Radio. Tvangslicensen til den statslige mediegigant, der er reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, på 2.477 kr. årligt pr. husstand betragtes som en anakronisme – lidt som tiende til den katolske kirke inden Reformationen i 1536. Det gør ikke sagen bedre, at den undrende befolkning ikke kan undgå at være vidne til DR’s tøjlesløse fråseri med de tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr. om året. Den seneste sag med ”Licenshesten” er blot ét eksempel af mange.

Opfattelsen på både venstre- og højrefløjen syntes at være, at når vi nu alle er tvangsindlagt til at finansiere galskaben, havde det været ønskeligt, om der var mekanismer, der sikrede, at kundernes (lyttere og seere) prioriteringer også i et vist omfang blev afspejlet i DR’s programvirksomhed.

Politisk er det f.eks. et problem, at lyttere og seere spises af med evindelige genudsendelser og reklamer for DR’s egne programmer, mens danske programmer fylder stadig mindre. Tal fra Gallup TV-Meter viser, at udsendelser på dansk fyldte 28,4 procent af sendefladen i 2014, mens det tilsvarende tal i 2010 var 55 procent.

Til gengæld satser Danmarks Radio primært på underholdning. Det viser en opgørelse, DI Digital har gennemført af DR’s programudbud i uge 22. Opgørelsen skelner mellem underholdning og kerne-public service som for eksempel nyheder, undervisning og kultur, og den viser, at dansk og udenlandsk produceret underholdning fylder i alt 62 procent af sendefladen.

Realiteten er altså, at en meget stor del af licenspengene går til programmer, der ikke meningsfyldt kan betegnes som public service, og som de kommercielle tv-kanaler i forvejen udbyder.

Connie Hedegaards Public Service-udvalg

SR-regeringen og Folketingets partier nedsatte i forbindelse med medieaftalen for 2015-18 et sagkyndigt udvalg, der inden 1. januar 2017 skulle udarbejde et grundlag for overvejelser om public service-mediernes rolle i medievirkeligheden de kommende år.

Rapporten fra Public Service-udvalget blev præsenteret i begyndelsen af november 2016. Det viste sig at udvalget med den tidligere DR-medarbejder Connie Hedegaard i spidsen havde valgt at udarbejde forskellige scenarier, der næppe vil være et relevant grundlag for politiske beslutninger om de fremtidige rammer Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne.

Er DR lydhør?

DR er suverænt Danmarks største og vigtigste kulturinstitution med flere journalister ansat end den samlede dagspresse. Det er forståeligt, men alligevel påfaldende, at danske journalister er ganske tilbageholdende med at dække den folkelige og politiske kritik af landets største journalistiske arbejdsplads. Lars Werge, formand for Dansk Journalistforbund, har da også følt sig kaldet til at fremkomme med en slags forklaring – danske journalister vil sandelig gerne debattere public service, men man har intet ønske om at bidrage til en ”plat” og usaglig debat om DR.

Hertil er vel blot at sige, at det vel ikke er Werge og Dansk Journalistforbund, der skal være dommer over hvordan den politiske debat skal føres?

Noget der til gengæld har fået maksimal journalistisk dækning i alle medier er, at DR fra begyndelsen af 2018 vil flytte lidt flere end 150 medarbejdere fra København til Aarhus og Aalborg. DR Sporten og DR Vejret flytter til Aarhus, hvor DR’s kulturredaktion også udvides. DR Videnskab og DR Undervisning flyttes til Aalborg. Magasinprogrammerne ”Madmagasinet” og ”Kontant” flytter til Aarhus.

At en stor virksomhed med over 3.300 fuldtidsansatte medarbejdere flytter rundt på nogle medarbejdere burde ikke engang i lille Danmark være forsidestof. Men nu er det hele Danmarks Radio, det drejer sig om, og vi har kunne læse kollegialt forstående beskrivelser af, at beslutningen ligefrem har givet anledning til traumer hos medarbejdere.

Problemet med formanden – Michael Christiansen

Når borgerlige partier foreslår, at man skærer mastodonten ned, udløser det heftige modangreb. Det så man senest hos bestyrelsesformanden i DR, Michael Christiansen, der imidlertid forsvarede sin sag så stærkt, at enhver kunne forstå, at den er svag. En nedskæring ville – bedyrede formanden – svække demokratiet, splitte folket og forringe muligheden for at ”hente den objektive sandhed, som ikke er farvet af partier eller holdninger”.

Michael Christiansen er ellers en mand, der i sjældent grad har nydt skiftende regeringers tillid. Departementschef i forsvarsministeriet, direktør for Det Kongelige Teater og formand for utallige udvalg, råd og nævn. Christiansens politiske tæft, sans for juridiske spidsfindigheder og ubestridelige administrative evner har aftvunget respekt fra alle sider af det politiske spektrum. Han har tidligere på suveræn vis evnet at lægge tingene til rette, så de beslutninger, der træffes, går i den retning, hans opdragsgivere har ønsket. Af samme grund er han både blevet kaldt Den Lille Napoleon, Sir Michael og Krigsminister.

Napoleon kompleks?

Men hvilke motiver har drevet Michael Christiansen frem i verden? Vi ved det ikke, men hvorfor blev Napoleon den han blev? I lange tider opererede man i fuldt alvor med kejserens ringe kropsvækst som årsag. Den lille korsikaner, som han blev kaldt. Men Napoleon var ikke udpræget nogen lille mand i sin egen samtid, så så selvom Napoleon-komplekset, som små mænd ofte siges at lide under, ikke passer på navnefaderen, passer det fint på Michael Christiansen. Men der udover ved vi ikke meget om drivkraften, udover at han tidligt indså, at det var som embedsmand han kunne opnå den magt, han vildt attråede.

Noget tyder på, at han nu er begyndt at ryste på hænderne, og på det sidste er tingene ikke gået i Michael Christiansens retning.

Medieaftale

Den brede politiske medieaftale for 2015-18 betyder desværre, at rammerne for Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne, ligger fast i de næste par år. Alligevel er det ikke et øjeblik for tidligt at overveje, de ændringer i DR, der skal implementeres fra 2018.

DR, der mere og mere fremstår som noget taget ud af George Orwells ”1984”, er med henvisning til institutionens public service forpligtelser finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året. I henhold til loven skal den samlede public service virksomhed via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Det foregives, at public service virksomheden mere præcist fastlægges i en særlig aftale med Kulturministeriet, men i realiteten har DR frie hænder, og DR føler sig i hvert fald ikke forpligtet til at lytte til ”kunderne”.

Ingen hensyn til licensbetalerne

DR har udviklet sig til en stat i staten, hvor det er direktionen og bestyrelsesformanden solidt forankret i københavnske kulturradikale kredse, der bestemmer det hele – og vel at mærke uden hensyntagen til ”kunderne” og uden hensyntagen til andre politiske prioriteringer, end deres egne!

Sagerne om den ublu aflønning af DR’s generaldirektør, Licenshesten og beslutningen om at nedlægge UnderholdningsOrkestret er symptomatisk for den holdning, der i mange år har præget institutionens forhold til seere og lyttere. Så længe man har licensen, er der intet, der kan tvinge DR til at lytte til kunderne, endsige komme dem i møde.

Historien om afviklingen af Melodi Grand Prix, den Europæiske Sang Konkurrence, ESC 2014, er tilsvarende en helt fantastisk historie, om et projekt, der ender i et tøjlesløst frådseri med samlede omkostninger på over 334 mio. kr. inklusive DR’s egne udgifter. Direktion og bestyrelse i Wonderful Copenhagen mærker konsekvenser, men selvom ESC var DR’s ansvar, går institutionen foreløbig helt fri.

Udgiften til regnbuemanifestationen børstes af på danske skatteborgere og licensbetalere, og angående DR’s fundamentale ansvar, dækker Kulturministeriet og DR sig bag bestyrelsesformandens drevne juristeri. Resultatet er, at vi formentlig aldrig får placeret et ansvar i DR.

DR’s håndtering af sager, hvor andre medier kræver aktindsigt, har tydeligt afsløret en mediegigant, der opererer dobbeltmoralsk. Den moral, som man afkræver andre magthavere og institutioner om gennemsigtighed og åbenhed, stiller man nødigt selv op til. Det er meget vanskeligt at opnå aktindsigt i DR’s forhold, fordi institutionen gemmer sig bag et hensyn til konkurrenceforhold, selv om det i virkeligheden burde være omvendt, så der var skærpede krav til DR’s åbenhed, da man administrerer 3,7 mia. licenskroner årligt.

Nye signaler?

I forbindelse med udflytningen af medarbejdere til Aarhus og Aalborg har DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, givet udtryk for, at DR skal være relevant for hele befolkningen.

Det er vist første gang at den erkendelse kan ses på tryk.

Rørbye Rønn erkender endvidere, at ”DR tilhører danskerne og derfor også skal gøre sig relevant for alle danskere”!

Det er så sandt, som det er sagt, men det har bare ikke hidtil præget programvirksomheden.

Politisering

Det hævdes, at fire ud af fem journalister stemmer på venstrefløjen. Det får naturligvis om­fattende konsekvenser. Det skaber en slagside til venstre og gør pluralisme til en mangelvare på Danmarks største journalistiske arbejdsplads – Danmarks Radio.

DR er måske/måske ikke bemandet med ”røde lejesvende”, men dagbladet POLITIKEN har dokumenteret, at DR’s store historiske drama ”1864” var et politisk projekt. DR’s daværende dramachef, Ingolf Gabold, bekræfter at, ”Det var et stykke politisk dramatik. Det tager jeg det fulde ansvar for”, siger Gabold, der var dramachef fra 1999 til 2012. Formålet med det politiske projekt ”1864” var ifølge Gabold, at skabe debat om ”den isolation, der ligger i Dansk Folkepartis meget nationalistiske tro på Danmark og det danske”.

DR’s nuværende dramachef, Piv Bernth, afviste Ingolf Gabolds udlægning i POLITIKEN, men Gabold har så sent som i Berlingske Tidende den 17. december 2016 i en artikel om årets debat i 2016 bekræftet, at der var tale om et bevidst indlæg i den politiske debat.

Piv Bernth holder heller ikke sine egne politiske holdninger tilbage. Til new zealandsk radio har hun om Dansk Folkeparti udtalt, at ”De kan ikke lide immigranter, og de forsøger at være meget venligt stemt over for pensionister, men det er ikke virkeligheden”. Der er ikke tale om en fortalelse eller misforståelse. Piv Bernth har selv overfor Radio24syv bekræftet og forsvaret sin bedømmelse af partiet.

Alligevel hævder DR’s kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen uden at blinke og lige op i licensbetalernes åbne ansigt, at DR ”ikke driver bestemte politiske dagsordener”.

Det er ikke mange dage siden, at en radiovært på P3 opfordrede til boykot af Den Korte Avis, som han ikke syntes om politisk.

Det hævdes også, at programmet ”Detektor” er skævvreden i de sager, som man tager op.

Vi alene vide

Under alle omstændigheder er realiteten at:

·        licensbetalerne ikke har noget at skulle have sagt,

·        Folketinget må ikke blande sig, og

·        DR-bestyrelsen har valgt at overlade ledelsen af DR til bestyrelsesformanden og DR’s direktion!

Kritik af DR forsøges affejet som højrepopulisme, men det er ikke kun det poliske højre, der finder det helt urimeligt, at alle danskere er tvangsindlagte til at betale ganske mange penge for meget lidt public service-tv og -radio hos Danmarks Radio, og samtidig være tvunget til at blive hjernevasket af programmedarbejdere, der promoverer deres egen dagsorden. Det er kritisabelt, at Folketinget er sat uden for indflydelse, partiernes repræsentanter i DR-bestyrelsen afskæres fra at øve indflydelse, og kulturministeren nægter at påtage sig det naturlige ”ejeransvar”.

DR’s størrelse, DR’s position og DR’s beskytttelse på mediemarkedet har skabt en kultur og en selvforståelse, som er helt uacceptabel. Når kritikken kommer fra licensbetalerne og fra politikere fra både rød og blå blok, er det nærliggende, at forvente mere drastiske ændringer, end kulturministeren fra Liberal Alliance foreløbig har lagt op til.

Det danske mediemarked

Det danske mediemarked er udfordret af kravene til en fundamental teknologisk omstilling og ændringer i forbrugeradfærden. Det gælder i alle sektorer, men i modsætning til andre økonomiske aktivitetsområder må de private aktører på det danske mediemarked kæmpe direkte mod statsejede, velpolstrede og ekspansive virksomheder, som i vidt omfang ikke krediterer andre og tilbyder alt det nye digitale medieindhold gratis.

Egne indtægter og abonnenter

En mulighed kunne derfor være, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier. Afskaffelse af tvangslicensen kan eventuel kombineres med en basisfinansiering til for eksempel bygninger og teknik, men borgerne skal frit kunne abonnere på de dele af udbuddet, de ønsker.

Forslaget kunne kombineres med en offentligt finansieret Public Service Fond, som også andre medier skulle have mulighed for at trække på. TV2 kunne passende ved samme lejlighed privatiseres.

Det vil betyde et mindre DR og frem for alt et DR, der kommer til at konkurrere på mere lige vilkår med markedets øvrige udbydere.

Vil demokratiet overleve med et mindre DR?

I modsætning til påstanden fra bestyrelsesformand Michael Christiansen vil et mindre og knap så dominerende DR forbedre det danske demokrati:

For det første er et mere sammensat medielandskab bedre for demokratiet end ét domineret af én eller få aktører. Radio24syv har bidraget til, at stemmer i Danmark, vi ikke hørte før, pludselig er kommet til orde. Gid vi allerede i dag havde et TV 24/7 – det ville have været godt for demokratiet, fordi det sikrer flere og forskellige input til den offentlige debat. Tænk bare hvilken befrielse det ville være, hvis alle politiske holdninger i Danmark blev behandlet på en fair måde!

Et mindre DR ville også være en fordel for mediemarkedet. Hvis DR i væsentligt omfang skulle klare sig for egne midler, måtte DR nødvendigvis begrænse det materiale, som i dag er til rådighed for enhver. Det er ikke mærkeligt, at kommercielle aviser og magasiner har vanskeligheder ved at tjene penge på salget af artikler, når DR kopierer de trykte mediers historier og stiller dem gratis til disposition for alle.

Kristian DitlevJensen i krydsfeltet mellem konservatisme og liberalisme

Den konservative forfatter, den teologistuderende mad- og klummeskribent Kristian Ditlev Jensen skrev for nylig i Berlingske Tidende om liberalismen: “Noget af det værste ved den mest kyniske liberalismes menneskesyn er, at det decideret afstumpede individ hyldes igen og igen.” Og: “Når erhvervslivet averterer efter liberalismens bødler, så er det det, man skal bruge: Folk, der kan eksekvere umenneskelige handlinger – men uden at vise menneskelige følelser.”

Ditlev Jensen har tidligere i dagbladet Børsen delagtiggjort os i hans syn på “alle de nye partier, som truer med at splitte det borgerlige Danmark”, fordi “kampen om laveste fællesnævner er i gang”.  Disse andre partier fik Jensen til “at vågne badet i sved” – hvorefter han med brug af en række farverige adjektiver forklarede, hvorfor netop de punkter, hvor Det Konservative Folkeparti adskiller sig fra de øvrige borgerlige partier, er særligt gode og ordentlige.

Det forekommer, at medieinteressen for Ditlev Jensens nykonservative synspunkter har svækket mandens sunde dømmekraft. I hans opportunistiske iver efter at fremhæve hans egen og Det Konservative Folkepartis ordentlighed på bekostning af de øvrige borgerlige partier, kommer Ditlev Jensen meget tæt på samme udannede dæmonisering af blå blok, som Thorkild Kjærgaards præsterede i hans diabolske debatindlæg i POLITIKEN den 24. august 2016: Stuerene bliver de aldrig i den blå blok.

Ikke mindst Kristian Ditlev Jensens voldsomme aversion mod ”liberale” bidrager til at skabe berettiget tvivl om Det Konservative Folkepartis oprigtighed, når partiet i tide og utide insisterer på ordentlighed: Ligesom bondemanden i eventyret om Store Klaus og Lille Klaus havde aversion mod degne, lider Kristian Ditlev Jensen af den forunderlige sygdom, at han ikke kan tåle at se liberale; kommer der en liberal for hans øjne, bliver han ganske rasende.

Det er sigende, at Otto Brøns-Petersen fra CEPOS og den konservative folketingskandidat Nikolaj Bøgh, der i anledning af Kristian Ditlev Jensens indlæg i Berlingske Tidende, var indbudt til en debat om liberalisme og konservatisme i Radio24syv, overhovedet ikke forholdt sig til Ditlev Jensens rablerier.

Kristian Ditlev Jensens stærke aversion mod liberalismen er egentlig også besynderlig. Ditlev Jensen blev i 2007 folketingskandidat for det nystiftede Ny Alliance, men efter ikke at være blevet valgt, smækkede han med døren, angiveligt fordi han ikke ønskede blokpolitik: “Jeg er ikke borgerlig, jeg har aldrig været det, og jeg bliver det aldrig”, som han udtrykte det.

I det hele taget holder Kristian Ditlev Jensen sig ikke tilbage, men bruger med dødsforagt gerne sig selv: I Berlingske Tidendes kronik den 5.12.2016 skriver den nybagte barnefader: ”Nu kunne nogen måske tro, at jeg er fortaler for druk og hærg. Intet kunne være længere fra sandheden. Faktisk er jeg tørlagt alkoholiker. Ikke sådan i fluevægtsklassen, men i den mere seriøse ende. I årevis har jeg helt undgået alkohol, og jeg går jævnligt til AA-møder for lige at stive mig af”.

Mens Kristian Ditlev Jensen er kilde til forundring, er han utvivlsomt en fremragende historiefortæller. Jeg betvivler ikke, at han – i øjeblikket – virkelig tror på sin egen fortælling. Derfor er det heller ikke rimeligt, at reducere ham til ”madskribent”, som Peter Kurrild – inden han af let forståelige grunde fortrak til Børsen – gjorde i Berlingske Tidende.