Danskerne har ikke særlig stor tiltro til embedsmænd og politikere.

Som led i en troværdighedsanalyse udført af kommunikationsvirksomheden Radius, har man målt danskernes tillid til 26 faggrupper, og her får embedsmænd og politikere bundplaceringer i selskab med journalister og bilforhandlere.

Årsagerne til den manglende tillid til politikere og embedsmænd er mange. Et forhold har dog helt sikkert betydning: Man kan ikke regne med dem!

Karsten Hønge

Det seneste eksempel er SF-politiker Karsten Hønge, der blev opstillet til europaparlamentsvalget for at sikre nok stemmer til et mandat til 74-årige Margrete Auken. Men et godt valg gav et ekstra mandat til Hønge.

Karsten Hønge og ledelsen i SF har valgt at afvise det ansvar, som 19.687 vælgere betroede Hønge med deres personlige stemme på ham. Mandatet giver Hønge videre til den blot 21-årige Kira Marie Peter-Hansen, selv om han tidligere har sagt, at han ville tage til Bruxelles, hvis han blev valgt:

”Så bliver jeg medlem af EU-Parlamentet, og så går jeg ud af Folketinget. Det er klart”, sagde han i juli 2018 til Politiken.

Karsten Hønge har selvfølgelig lov til at skifte mening, og hans vælgere har jo en god lejlighed til på valgdagen den 5. juni at give deres mening til kende.

Det er langt værre, når en folkevalgt politiker pludselig smider hvad han har i hænderne, til fordel for en lukrativ post i det private erhvervsliv. Eller når direktøren for en statslig myndighed pludselig sadler om til en direktørpost i det erhvervsliv han ellers har ført tilsyn med!

Når politikere og embedsmænd pludselig vil noget andet

Brian Mikkelsens pludselige afgang som erhvervsminister midt i hans valgperiode har givet anledning til debat om, hvorvidt det er acceptabelt, at en minister går direkte over i en privat interesseorganisation. I dette tilfælde Dansk Erhverv.

Det har især vakt opmærksomhed, fordi man mente, at Brian Mikkelsen, der er uden åbenlyse kvalifikationer, kun ville være af værdi for Dansk Erhverv i kraft af den viden, som han har erhvervet som erhvervsminister, til gavn for snævre erhvervsinteresser i stedet for almenvellet. I visse andre lande har man karantæneregler, således at man først kan foretage et sådant spring, når ministerens insiderviden er blevet forældet.

Brian Mikkelsen er ikke den eneste, der er gået til en privat interesseorganisation. Men han er den, som indtil nu har foretaget det mest direkte spring til en interesseorganisation, som stod direkte over for hans hidtidige ministerium.

Tidligere har Søren Gade (V) og Karen Hækkerup (S) efter tur foretaget et spring fra en ministerpost til direktørposten i Landbrug & Fødevarer. Gitte Lillelund Bech (V), der var tidligere forsvarsminister (2010-2011), udtrådte i 2013 af Folketinget for at blive lobbyist i Advice med den opgave at skaffe kunden Eurofighter en milliardordre om at levere nye kampfly til Danmark.

Da tidligere finansminister Bjarne Corydon blev ansat i konsulentfirmaet McKinsey vakte det berettiget opsigt. Siden er han overraskende blevet chefredaktør på dagbladet Børsen. Mindre opmærksomhed var der, da Corydons håndgangne mand i Finansministeriet, departementschef David Hellemann, blev ansat i Nordea. Også han er gået videre – fra 1. september 2016 har han været koncerndirektør i Nykredit.

Mikkelsens og andre markante karriereskift burde give anledning til overvejelser, om der skal stilles særlige krav til toppolitikere og -embedsmænd, der forlader den offentlige tjeneste medbringende dyb indsigt fra Danmarks politiske maskinrum.

Andre nyere eksempler på politikere, der har taget springet fra Christiansborg til det private, er Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der for nylig blev generalsekretær for Red Barnet.

Inden da, havde Enhedslistens Maria Reumert Gjerding taget turen til Danmarks Naturfredningsforening, mens hendes partifælle, tidligere teknik- og miljøborgmester Morten Kabel, kunne benytte sine kontakter i Københavns Kommune i sit nye job som vicedirektør i konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.

Klausuler

Der skal mindes om, at i det private erhvervsliv er konkurrenceklausuler ikke ualmindelige. Det kan betyde, at en top-medarbejder ikke kan tage beskæftigelse i konkurrerende virksomheder i en given periode. Den begrænsning er ministre og topembedsmænd ikke underlagt, og springet fra Slotsholmen kan foretages fra den ene dag til den anden.

I Danmark er debatten om habilitet og karens- eller nedkølingsperioder lavmælt om overhovedet eksisterende. Meget betegnende er problematikken ikke berørt på de Bornholmske Folkemøder, hvor befolkningen gennem teltfligene ellers kan få et lille indblik i den medieorganiserede forbrødring mellem den politiske elite og erhvervslivets og interesseorganisationernes top.

Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at tage spørgsmålene op?

Kan afkølingsperioder mindske demokratisk problem?

Den gyldne svingdør mellem Christiansborg og lobbyistbranchen vil uden tvivl blive brugt flittigt i månederne efter folketingsvalget den 5. juni.

Det er ikke ligegyldigt hvilken beskæftigelse politikere søger, efter at de frivilligt eller ufrivilligt forlader en politisk post. Tendensen til at søge over i lobbyvirksomhed er meget uheldig i en tid med voksende mistillid til politikerne. Det er simpelthen med til at forstærke billedet af en magtelite, der lukker sig om sig selv, bor de samme steder og mener stort set det samme.

I Danmark er egentlig korruption heldigvis forholdsvis sjælden, selvom der er tegn på at problemet er mere omfattende end hidtil antaget. Til gengæld accepterer vi en meget omfattende og aggressiv lobbyvirksomhed. Spørgsmålet er, om den stigende lobbyvirksomhed blandt ekspolitikere ikke er en form for ”blød korruption”, som de fleste andre EU-lande har regler imod?

I Tyskland har eliteforskeren, Michael Hartmann, Professur für Elite- und Organisationssoziologie ved Institut für Soziologie ved Technische Universität i Darmstadt, påpeget at mangel af karens- eller nedkølingsperioder kan udgøre et demokratisk problem. Uden nedkølingsperioder er der større risiko for en uheldig sammensmeltning af den politiske elite og erhvervslivets elite, der kan betyde, at den almindelige befolkning ekskluderes fra centrale politiske processer.

I Danmark er det i flere magtudredninger dokumenteret, at en magtelite bestående af folk fra erhvervsliv, politik, fagbevægelse og det akademiske miljø har en disproportional stor indflydelse på den førte politik på bekostning af almindelige borgerne.

Nedkølings- eller karensperiode i EU

I EU skal kommissærer i 24 måneder efter slutningen på deres valgperiode søge om tilladelse hos Kommissionen, ligegyldigt hvilket job de søger. Efter den offentlige kritik af, at tidligere kommissionsformand José Manuel Barroso tiltrådte et topjob i investeringsbanken Goldman Sachs, hævede EU-Kommissionen karensperioden fra 18 til 24 måneder, før en tidligere EU-Kommissær kan ansættes i den private sektor.

Sverige har man indført regler, som betyder, at ministre ikke kan tage et job i det private det første år efter deres ministertid – medmindre de har fået tilladelse fra et særligt nævn.

I Tyskland er der fastsat en karensperiode på op til 18 måneder for ministre og statssekretærer, der springer over i det private.

I Storbritannien og Norge er afkølingsperioden for afgående ministre og statssekretærer, som søger mod den private sektor og lobbyorganisationer på et-to år, mens den i Frankrig er helt op til tre år.

Nye krav om karensperioder på vej i USA

I USA har Donald Trump bebudet, at han som led i sine bestræbelser på at ”fix broken Washington” og ”drain the swamp” vil indføre et forbud mod, at ansatte i det Hvide Hus eller Kongressen i en karensperiode på 5 år efter tjenesten påtager sig lobbyarbejde. Trump vil også indføre et livsvarigt forbud mod at tidligere regeringsansatte påtager sig lobbyarbejde for en udenlandsk stat.

Kontroversielle eksempler i Danmark

Herhjemme kom det som en overraskelse for nogen, at Jacob Scharf gik fra PET, tog sin inside-viden med sig, stiftede et sikkerhedsfirma og bidrog til en ”åbenhjertig” bog om intime forhold i Politiets Efterretningstjeneste. Jacob Scharf er dog langt fra den eneste, der har givet anledning til overvejelser om, hvorvidt der for visse demokratiske tillidsposter og ansættelser ved offentlige myndigheder burde indføres karensperioder, før de pågældende kan drive konsulent- og lobbyvirksomhed, søge ansættelse i det private eller hos udenlandske regeringer og organisationer m.v.:

• Departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad forlod posten som centraladministrationens fremmeste embedsmand for at blive administrerende direktør i Dansk Industri

• Tidligere skatteminister Jonas Dahl blev hospitalsdirektør i Randers

• David Hellemann gik fra Finansministeriet til Nordea

• Ulrik Nødgaard gik fra Finanstilsynet til Finansrådet

• Karen Hækkerup gik fra Fødevare- og Justitsminister til Landbrug & Fødevarer

• Anders Fogh Rasmussen gik fra statsministerposten til NATO og derefter til Rasmussen Global

• Arne Rolighed fra Sundhedsminister til Kræftens bekæmpelse

• Jens Kampmann fra Minister for Skatter og Afgifter til Miljøstyrelsen

• Steen Gade fra SF til Miljøstyrelsen (og tilbage igen)

• Bjarne Corydon gik fra Finansminister til McKinsey

• Helle Thorning-Schmidt gik fra statsministerposten til Save the Children International

• Christine Antorini gik fra Undervisningsminister til direktør for LIFE under Novo Nordisk Fonden

• Brian Mikkelsen går fra Erhvervsministeriet til Dansk Erhverv

• Maria Reumert Gjerding gik fra Folketinget til præsident for Danmarks Naturfredningsforening.

• Teknik- og miljøborgmester Morten Kabel gik fra Københavns Kommune til konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.

• Johanne Schmidt-Nielsen gik fra Folketinget til generalsekretær for Red Barnet.

Korruption eller bare dårlig stil?

Hvordan bliver partiernes politik formuleret? Er det sådan, at politikken i vid udstrækning formuleres på baggrund af de af kommunikationsbureauer og lobbyister formidlede input fra erhvervsliv, til lejligheden nedsatte fokusgrupper og interesseorganisationer? Er det forklaringen på, at de talrige eksempler på politikere og embedsmænd, der har fået ansættelse som lobbyister i diverse rådgivningsvirksomheder. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen startede umiddelbart efter hvervet som NATO-generalsekretær rådgivningsbureauet Rasmussen Global, hvortil han bl.a. har hyret tidligere danske ambassadører.

Uden at antyde, at de manglende nedkølings- eller karensperioder fører til korruption eller påstå, at der bag mange politiske beslutninger gemmer sig tvivlsomme motiver, rejser udviklingen en række etiske og forvaltningsmæssige spørgsmål: Er det god stil at drøfte fortrolige planer med regeringens inderkreds den ene uge – for ugen efter at kunne delagtiggøre McKinsey, Dansk Erhverv eller Nordea’s direktion om samme regerings indre liv og overvejelser?

Danmarks Radio bekendtgør, at det går den forkerte vej, når det gælder udledning af kvælstof, hvoraf hovedparten kommer fra landbruget. Ifølge DR viser en ny endnu ikke offentliggjort rapport fra Århus Universitet, der hvert år måler udledningen af kvælstof i vandløb, søer og have i Danmark, at udledningen i de sidste tre år er begyndt at stige igen.

De alarmerende meldinger bringer mindelser om mediernes rolle i sagen om 3 døde hummere i Gilleleje, der førte til Folketingets vedtagelse af den første vandmiljøplan i begyndelsen af 1987.

Dengang som nu handlede det om det moderne landbrug. Påstanden har i alle årene været, at landbruget bærer hovedansvaret for grundvand og vandmiljø. En del af de gødningsstoffer, der tilføres afgrøderne, udledes til omgivelserne. Nemlig til grundvandet, hvor det viser sig som nitratforurening. Og til vandløb, søer og kystnære farvande, hvor næringsstofferne gøder vækst for alger, der siden dør og med forrådnelsens forbrug af ilt fører til iltsvind og fiskedød m.v.

Meldingerne fra Danmarks Radio genopliver også den intense debat om den af Folketinget vedtagne landbrugspakke, og om hvorvidt mediernes dækning var mere farvet af hensyn til oplag end beskrivelse af de faktuelle forhold.

Medierne kritiseres for at fokusere på virkemidler, herunder regler for gødskning og vandløbsvedligeholdelse, uden at stille spørgsmål ved det faglige og forskningsmæssige grundlag for en lille kreds af universitetsansattes miljøpolitiske virke.

Den underliggende saglige diskussion, der hele tiden gået på udgangspunktet for effektmålinger, mængden af kvælstof og fosfor, balancen og om de primære kvælstofkilder var nationale, herunder landbruget, eller om hovedparten af kvælstoffet i de danske farvande kommer fra Østersøen, Skagerrak og Tyskerbugten, har således ikke flyttet sig i de sidste 30 år.

Iltsvind i danske fjorde

Tilfælde af iltsvind i visse fjorde gav for godt 30 år siden anledning til alarm og i 1984 udarbejdede Miljøstyrelsen en såkaldt NPO-redegørelse, hvor N er den kemiske betegnelse for kvælstof, P for fosfor og O for organiske stoffer.

Daværende landbrugsminister Niels Anker Kofoed (V) og håndgangne mænd i landbrugsministeriet i tæt samarbejde med Axelborg – ikke mindst de Danske Landboforeninger – fik i 1985 rejst så meget tvivl om redegørelsen, at redegørelsens anbefalinger vedrørende især kvælstofreduktioner ikke blev gennemført.

Slagsmålet fortsatte imidlertid, og førte til Danmarks første vandmiljøplan i 1987.

Historien er dramatisk og omfatter et ganske farverigt persongalleri:

Statsminister Poul Schlüter (K), landbrugsminister Britta Schall Holberg (V), miljøminister Christian Christensen (Kr.F), fiskeriminister Lars P. Gammelgaard (K), Miljøstyrelsen underdirektør Jørgen Henningsen, kontorchef i De Danske Landboforeninger Kristian Østergaard og direktøren i Danmarks Naturfredningsforening David Rehling, i de ledende roller.

Oktober 1986

I begyndelsen af oktober 1986 var dele af Kattegat ramt af iltsvind. Det skete i dagene op til den 11. oktober, hvor Danmarks Naturfredningsforening holdt sit halvårlige repræsentantskabsmøde for foreningens 210 formænd- og kvinder fra lokalkomiteer landet over.

David Rehling har berettet, hvordan der på mødet enstemmigt blev vedtaget en resolution, der i kraftige vendinger opfordrede myndighederne “til omgående at tage skridt til at sikre, at livet fortsat kan bevares i vore farvande gennem en kraftig reduktion i spildevandsudledningerne her og nu og en betydelig begrænsning i udsivning og udledning af næringssalte.” Resolutionsforslaget tilføjede, at “Situationen er så kritisk nu – og så godt belyst – at der ikke er grund til tøven med at gribe ind.”

Naturfredningsforeningens samspil med DR

På DR’s TV-Avisen satte et hold reportere sig for at dække iltsvindet i Kattegat. Hvor inspirationen kom fra vides ikke, men Naturfredningsforeningen er et godt gæt. En af reportagerne var lavet i Gilleleje havn, hvor fiskerne landede døde fisk og bunddyr. En billedsekvens (der er genudsendt utallige gange) viste en kurv med døde hummere, der svinges ind over kajkanten.

TV-folkene opsøgte ikke sagkundskaben, men rettede henvendelse til Danmarks Naturfredningsforening, der jo kort for inden havde vedtaget en resolution på repræsentantskabsmødet.

Foreningens direktør, David Rehling, forklarede derefter skråsikkert til TV-Avisen torsdag den 16. oktober 1986, at der var tre kilder til vandmiljøet indhold af kvælstof og fosfor:

·         Industriens udledninger, fortrinsvis af fosfor.

·         Kommunalt spildevand, der indeholdt både fosfor og kvælstof.

·         Landbrugets udledninger, der fortrinsvis bestod af kvælstof.

Udledningen af næringsstoffer skulle efter foreningens opfattelse i hvert fald halveres, før vandmiljøet ville komme ned på den belastning, der var i 1950’erne, og som det kunne tåle.

Fiskeriministerens tilsagn

TV-Avisens forlængede søndagsudgave den 19. oktober havde et længere direkte indslag om sagen. Fra Danmarks Naturfredningsforening mødte David Rehling. Miljøminister Christian Christensen var (meget belejligt!) forhindret, og i hans fravær blev det den daværende, konservative fiskeriminister, nu afdøde Lars P. Gammelgaard, der repræsenterede Poul Schlüters Firkløverregering af V, K, CD og Kristeligt Folkeparti. De konservative havde lige vedtaget et nyt miljøprogram, og selvom Gammelgaard ikke kendte noget videre til sagens substans, var han ivrig efter at fremme det konservative image, som det grønne borgerlige parti.

Fiskeriministeren, der af yngre medarbejdere i statsministeriet (når han ikke hørte det) aldrig blev kaldt andet end ”Kuffertfisken”, aflirede de traditionelle forsikringer om, at regeringen foretog sig en masse. Der havde været NPO-redegørelsen, som var grundigt drøftet, og Danmark deltog i det internationale havsamarbejde, og mange nye initiativer var i vente, måtte man forstå.

På spørgsmål om, hvad der konkret skulle ske, og Gammelgaard startede grammofonen forfra, fik Naturfredningsforeningen lejlighed til detaljeret at redegøre for den forberedte “6-punkts handlingsplan: Red Havet Omkring Danmark nu!”:

·         De kommunale rensningsanlæg, der ikke virkede, måtte bringes i orden inden for seks måneder.

·         Alle kommunale rensningsanlæg måtte omfatte biologisk og kemisk rensning inden for to år.

·         Landbrugets ulovlige udledninger måtte bringes til ophør inden for seks måneder.

·         Landbrugets samlede belastning af miljøet med gødningsstoffer måtte halveres inden for to år. Tilskudsordningerne – både de danske og EF’s – måtte laves om nu, så landmanden blev tilskyndet til yderligere nedbringelser.

·         Industriens ulovlige udledninger måtte bringes til ophør inden for seks måneder.

·         Alle udledninger fra industrien – både påbegyndt før og efter miljøbeskyttelsesloven af 1973 – måtte gennemgås og nyvurderes inden for to år. De vejledende krav fra Miljøstyrelsen måtte strammes i overensstemmelse med ny tekniske muligheder og ny viden om belastning af miljøet.

Den uforberedte Lars P. Gammelgaard tilkendegav, at regeringen var klar til at følge Naturfredningsforeningen meget langt. Et tilsagn, der ikke indlagde ham fortjeneste i hverken Venstre eller dansk landbrug!

Naturfredningsforeningen sendte den følgende dag 6-punktsplanen til regering og folketing, og medierne – ikke mindst Jyllands-Posten – kastede sig over en afdækning af havmiljøproblemerne.

Regeringen i intern splid

Miljøminister Chr. Christensen fik den utaknemmelige rolle at prøve at leve op til Gammelgaards tilsagn på hele regeringens vegne, og oppositionen anmeldte prompte en forespørgselsdebat til regeringen om, hvad den ville gøre.

Under forespørgselsdebatten, der fandt sted den 18. november, præsenterede Det Radikale Venstre en dagsorden som gav regeringen en frist frem til 1. februar 1987 til at komme med forslag til, hvordan fosfor kunne nedbringes med 80 procent og kvælstof med 50 procent inden for tre år.

Dybkjærs dagsorden gav regeringspartierne problemer. Den var langt mere vidtgående end de forslag, herunder en frivillig aftale med landbruget om at begrænse forbruget af kunstgødning, som der kunne opnås enighed om mellem de 4 partier, hvor ikke mindst Venstre og landbrugsminister Britta Schall Holberg forsvarede landbrugets interesser.

På den anden side stod det klart, at hvis ikke regeringspartierne stemte for, så ville S, SF og VS. Det endte med at regeringen stemte for dagsordenen, mens oppositionen stemte imod.

Efter vedtagelsen af den radikale dagsorden startede i regeringen et ganske bittert opgør om den plan, som den nu var forpligtet til at forelægge inden den 1. februar 1987.

”Klaptorsken”

De Danske Landboforeninger havde fået fat i en ”hemmelig” rapport fra Miljøstyrelsen, som man påstod dokumenterede, at landbruget slet ikke var den egentlige årsag til kvælstofudledningen. Kontorchef i landoforeningerne, Kristian Østergaard, sendte rapporten med et sammendrag, der ”viste at landbruget blev dømt på et forkert grundlag” og at Miljøstyrelsen bevidst havde holdt rapporten hemmelig, til en kontakt på Radiovisen. Rapporten faldt i de forkerte hænder, der i stedet sendte rapporten til Naturfredningsforeningen til kommentering.

Det viste sig, at rapporten ikke var hemmelig, og at den ikke fuldstændig frikendte landbruget for ansvar for kvælstofudledning. Rapporten fik derfor ikke indflydelse på det oplæg til vandmiljøplan Schlüter-regeringen endelig fik bakset sammen inden fristen den 1. februar 1987.

Naturfredningsforeningen offentliggjorde rapporten og det tendentiøse sammendrag, og der udspandt sig efterfølgende under statsministerens vinterferie et offentligt slagsmål mellem miljøminister Chr. Christensen fra Kr. Folkeparti og landbrugsminister Britta Schall Holberg fra Venstre.

Statsminister Poul Schlüter ville ikke fra udlandet kommentere sagen, men måtte til sidst – udad til med henvisning til en stærk forkølelse – afkorte sin vinterferie på Gran Canaria. Ved sin hjemkomst måtte han improvisere et mindeværdigt pressemøde i Lufthavnen. Under pressemødet, hvor forkølelsen blev brugt som et ekstra oratorisk virkemiddel, betegnede han den diskussion, han havde haft lejlighed til at følge i pressen, ”som den værste gang gylle han nogensinde havde hørt”. Underdirektør Jørgen Hemmingsen i Miljøstyrelsen blev med navns nævnelse kritiseret for ikke at have underrettet sin miljøminister om rapporten, og Poul Schlüter kaldte den person i De Danske Landboforeninger, der havde prøvet at lække rapporten og misinformationen for “en klaptorsk”. På spørgsmål om hvad han mente om de 2 ministre svarede han, at de ville blive inviteret til ”en stærk kop te” i Statsministeriet.

Sagen var dermed i realiteten lukket, men kontorchef Kristian Østergaard, de Danske Landboforeninger, stod dagen efter frem og sagde, at det var ham, der var klaptorsken. Hans pligtfølelse havde drevet ham til handlingen, sagde han.

Ny forespørgsel i Folketinget

Den næste forespørgsel om sagen i Folketinget kom allerede den 18. februar 1987. Regeringen havde på grund af sin indre splid ikke fuldt ud kunnet levere den vare, dagsordenen fra november forpligtede den til.

De Radikale genfremsatte derfor i realiteten dagsordenen fra november, men denne gang ledsaget af en trussel om en kunstgødningsafgift, hvis ikke landbruget kunne præstere de krævede reduktioner.

Dagsordenen blev vedtaget uden om regeringen af de radikale sammen med Socialdemokratiet, SF og VS.

For Poul Schlüter var sagen ikke et kabinetsspørgsmål, og regeringen valgte at blive siddende. Udmøntningen af den vedtagne målsætning for vandmiljøplanen blev overladt til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, der afgav sin betænkning den 30. april 1987.

Efterspil

Ved det efterfølgende folketingsvalg samme år røg mandatet for Kristeligt Folkepartis Jens Steffensen, der havde været formand for Miljø- og Planlægningsudvalget. Det samme skete for Socialdemokratiets Ole Løvig Simonsen. Begge tilskrev deres nederlag den bitterhed over hele forløbet, som prægede landbruget i deres valgkredse.

Nu er der gået ca. 30 år siden vandmiljøplanens tilblivelse. Diskussionerne går stadig på mængden af kvælstof og fosfor, der udledes til grundvand og vandmiljøet, balancen mellem kvælstof og fosfor og om de primære kilder er nationale, herunder landbruget, eller om de danske farvande bliver ”beriget” med kvælstof og fosfor fra især Østersølandene.

Ved festlige lejligheder er alle politikere tilhængere af åbenhed og transparens – om politiske processer, om den offentlige forvaltning, om partistøtte og om politikernes lønforhold. I den virkelige verden henligger meget i Mørkelygtens dunkle skær. Lovgivningen om offentlighed og partistøtte lader meget tilbage at ønske, og politikernes før-, under- og eftervederlag, pensionsregler, tillæg for dobbelthusførelse, sekretærbistand o.s.v. er byzantinsk og fuldstændig uigennemskueligt. Lønforhøjelsen pr. 1. januar 2017 på 31,4 pct. til borgmestre, regionsformænd og udvalgsformænd hører vi således ikke meget om.

Da Vederlagskommissionen under formandskab af Danmarks Radios Michael Christiansen i januar 2016 præsenteret deres forslag vedrørende politikernes lønninger, eftervederlag, pensionsforhold m.v. vakte de foreslåede eksorbitante lønstigninger på toppen af et i forvejen generøst system et folkeligt ramaskrig. Et flertal i Folketinget skyndte sig herefter at afvise kommissionens anbefalinger.

En række af Folketingets partier opgav dog ikke tanken om forbedringer i politikernes lønforhold, og forhandlingerne, der foregik i Mørkelygtens skær, resulterede den 9. maj 2016 i en aftale mellem regeringen, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Konservative og Liberal Alliance. 

SF, Alternativet Enhedslisten og Dansk Folkeparti ønskede ikke at deltage i aftalen.

Politikernes lønninger

Med aftalen af 9. maj har et flertal i Folketinget besluttet at imødekomme det folkelige krav om, at harmonisere politikernes pensionsalderen med Folkepensionsalderen, p.t. 65 år. Der bliver til gengæld ikke pillet ved det meget lukrative system for politikernes optjening af pensionsret. De anstødelige regler for eftervederlag ændres, således at eftervederlaget begrænses ved meget korte funktionsperioder i Folketinget eller som minister, og retten til eftervederlag bortfalder helt, hvis man overgår til et andet lønnet politisk embede som medlem af Folketinget eller minister.

Umiddelbart bliver der kun lønforhøjelser til borgmestre og regionsformænd på 31,4 pct. For en borgmester for en kommune med op til 80.000 indbyggere svarer det til at vederlaget forhøjes fra 744.247 kr. til 971.270 kr. Borgmestrene får samtidig ret til at beholde de såkaldte ”ben”, der er knyttet til det politiske arbejde.

Givtig lønregulering

Til skuffelse for mange folketingsmedlemmer og ministre er der ikke umiddelbart udsigt til lønforhøjelse, men man vil kunne glæde sig over en ændret og mere givtig reguleringsmekanisme. Vederlaget til alle fuldtidspolitikerne – borgmestre, regionsformænd, folketingsmedlemmer og ministre vil fremover blive reguleret efter den faktiske lønudvikling i den offentlige sektor.

Den nye mekanismen ville siden 1999 have betydet, at de aktuelle vederlag til Folketingsmedlemmer og ministre ville have været 15 og 30 pct. højere end dagens vederlag. Det kan derfor forudses, at den nye reguleringsmekanisme i løbet af kort tid vil føre til betydelige lønstigninger til fuldtidspolitikerne.

Forhøjet støtte til partierne på Christiansborg

Den 26. november 2016 kunne Ritzau oplyse, at Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten har indgået en aftale, der betyder at mindre partier i Folketinget med en stemmeandel på under 10 procent kan indkalde suppleanter, hvis et af de valgte folketingsmedlemmer udnævnes som minister.

Partierne har samtidig aftalt at hæve partistøtten – såvel grundbeløbet som beløbet pr. mandat. Stigningen er på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. og dermed bringes den samlede partistøtte fra 1. januar 2017 op på 182.345.856 kr. Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater stiger med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bringer partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Det hævdes undertiden, at hovedparten af partierne i Folketinget bruger støtten til at styrke partitoppen og det centrale arbejde på bekostning af den hjælp, der er afsat til det enkelte folketingsmedlem. Anonyme folketingsmedlemmer kritiserer, at i stedet for at fokusere på faglig bistand og ansætte jurister og økonomer, har partiledelserne ansat pressefolk og spindoktorer.

Hvad siger folk?

For de fleste lønmodtagere er lønstigninger med tocifrede procentsatser helt utopiske, og stigningen på 31,4 procent i vederlag til borgmestre pr. 1. januar 2017 har da også givet anledning til løftede øjenbryn og bemærkninger.

Det er ikke kun borgmesterlønnen der stiger. Alle andre byråds-honorarer, der hænger sammen med borgmesterlønnen, stiger tilsvarende. Eksempelvis vokser honoraret for en udvalgsformand fra 198.000 kroner om året til 264.000 kroner om året – altså med 65.000 kroner.

Også de menige udvalgsmedlemmer får lidt mere. Udover det faste vederlag, som blev reguleret med 29 procent så sent som i 2014 og i dag udgør knap 103.000 kroner, får de også 2,9 procent af borgmesterlønnen per udvalg de er medlem af. Derfor ligger der også en stigning på den post.

Udgiften kommer bag på kommunerne

Lønstigningen har eller vil give anledning til debat i en lang række kommunalbestyrelser. I eksempelvis Vejle Kommune må skatteborgerne betale cirka to millioner kroner ekstra for politikernes arbejde i 2017. Mens borgmesterens lønstigning på 263.000 kroner betales af staten via et forhøjet bloktilskud, er det kommunen selv, der må finde penge til de øvrige lønstigninger. Derfor kommer lønstigningen til debat på årets første møde i Vejles byråd.

Det er ikke kun i Vejle, at man er blevet overraskede. Den øgede udgift til honorarer til politikerne er kommet bag på en række kommuner. Oprindeligt var det nemlig først meningen, at borgmesterlønnen skulle reguleres med virkning fra 2018 – men stigningen blev rykket frem til 1. januar 2017.

I Middelbart Kommune har et klart flertal i byrådet allerede besluttet, at fastholde honorar-niveauet fra 2017 og dermed sige nej til stigningerne. Her kom debatten efter en forslag fra den lokale repræsentant for Enhedslisten.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt er i spidsen for en større erhvervsdelegation på vej til den indiske delstat Gujarat.

Anledningen til den lange rejse er deltagelsen i en erhvervsmesse, men det egentlige formål er at øge eksporten af fødevarer, søfart og grøn teknologi til Indien.

Selvom danske ministre tidligere har besøgt Indien sammen med repræsentanter for dansk erhvervsliv, er realiteten, at den danske eksport til Indien er meget begrænset og faktisk faldende. Trods intense bestræbelser på at øge afsætningen af fødevarer bl.a. med bistand fra en udstationeret statskonsulent på ambassaden i Delhi, er vareeksporten forsvindende, og det er tjenesteeksporten i form af søtransport, der tegner sig for de væsentligste indtægter.

Der har ligeledes været flere forsøg på at eksportere dansk energiteknologi til Indien, men uden nævneværdigt resultat. I begyndelsen af 1990’erne blev endog etableret en Dansk-Indisk Energikommission. Trods en handlekraftig beslutning om at afholde kommissionens eventuelle møder i Indien i vinterhalvåret og i Danmark om sommeren, er der aldrig kommet noget som helst ud af samarbejdet.

Den faldende danske eksport til Indien skal vurderes på baggrund af en indisk økonomi med årlige vækstrater på omkring syv procent.

Realiteten er imidlertid, at hverken muslimer eller hinduer sætter pris på danske svinekødsbaserede fødevarer, og at man simpelthen ikke har hverken interesse i eller råd til den danske højt besungne grønne energiteknologi. Der er således ingen udsigt til, at rejsen til Indien vil medføre større dansk eksport.

Holck-sagen

Der er tidligere blevet spekuleret i, om den stagnerende eksport også kan have en sammenhæng med sagen om danskeren Niels Holck, der i 1995 med til at kaste våben ned til oprørere i den indiske delstat Vestbengalen.

Efterfølgende forsøgte den indiske stat at få Niels Holck udleveret til strafforfølgelse.

De danske myndigheder imødekom i første omgang ønsket om udlevering. Men Niels Holck gik til domstolene, der afviste anmodningen om udlevering. I december sidste år kom der så en ny anmodning fra Indien om udlevering. En anmodning, som nu behandles af Rigsadvokaten.

Holck-sagen har betydet, at det diplomatiske forhold mellem Danmark og Indien siden 2011 har været under frysepunktet. Danske rejsende til Indien chikaneres med besværlige visumregler og andre obstruktioner, der klart viser hvordan de indiske myndigheder ser på Danmark.

Indien har kun begrænset interesse i Danmark

Indien er et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien med en befolkning på 1,25 mia. mennesker beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét. Frem til finanskrisen kunne Indien samtidig opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct. Vestlige firmaer, herunder danske, etablerede datterselskaber i Indien og søgte at drage fordel af det lave omkostningsniveau, og det relativt høje uddannelsesniveau f.eks. inden for it-teknologi.

Indien har ligeledes foretaget direkte investeringer i it-sektoren i Danmark.

Det er dog ikke uproblematisk at etablere sig i Indien. Den indiske befolkning består af andet end hinduer. Hinduerne udgør cirka 80 pct., men 12 procent er muslimer, cirka to procent kristne og lidt færre sikher og buddhister. Vi taler altså om en betydelig koncentration af muslimer – 150 millioner alene i Indien! Mens det internationale samfund optaget af Islamisk Stat (IS) fremfærd i Syrien og Irak, og Taleban huserer i Pakistan, oplyses det, al-Qaeda planlægger at etablere sig i Indien. Eksperter udlægger meldingen fra al-Qaeda som et forsøg på at markere sig over for muslimer på et tidspunkt, hvor opmærksomheden koncentrerer sig om IS. Uanset baggrunder er det ikke overraskende, at de folkerige muslimske samfund i Indien og omliggende samfund i Bangladesh og Myanmar påkalder sig særlig interesse fra fundamentalistiske bevægelser.

Udredning af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Regeringen udpegede i 2015 ambassadør i Indien, Peter Taksøe-Jensen, til at forestå en udredning af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Udredningen motiveredes med behovet for at skabe de bedst mulige rammer for en stærk og sammenhængende dansk udenrigs-, sikkerheds-, forsvars- og handelspolitik. I foråret 2016 fremlagde Taksøe-Jensen hans samlede strategiske bud på, hvilke kerneopgaver Danmark kan og skal løse uden for landets grænser, samt hvordan vi i den forbindelse bedst fremmer danske interesser.

Peter Taksøe-Jensen nyder betydelig respekt i Venstreregeringen og dele af dansk erhvervsliv, og det er formentlig hovedårsagen til at den formentlig resultatløse delegationsrejse overhovedet er kommet i stand.

Da den tidligere regerings 2025-plan den 29. august 2016 blev lanceret på Facebook i bedste nytårstale-stil, var der ingen grænser for ambitionerne i den altomfattende helhedsplan for Danmark. Planen rummede så mange forslag til grandiose reformer og optimistiske fremskrivninger af dansk økonomi, at hverken mediernes utallige politiske analytikere, politikere eller borgere havde mulighed for at overskue det hele.

Siden blev de enkelte elementer i Helhedsplanen afdækket og analyseret nærmere, og konklusionen blev, at planen dumpede! Ikke kun af analytikere og økonomiske eksperter, af politikere på Venstrefløjen og i Blå Blok, men hele vejen rundt i det politiske spektrum.

Justeringer i den ideale fordring

Venstre-regeringen var herefter i realiteten kørt fast, og for at undgå et Folketingsvalg præsenterede Lars Løkke Rasmussen den 28. november 2016 sin 3. regering bestående af V, LA og K.

Selvom regeringsgrundlaget var langt, blev regeringens påtænkte initiativer beskrevet I luftige vendinger. Det blev dog bebudet, at der i foråret 2017 vil blive præsenteret en opdateret plan for de finanspolitiske rammer frem mod 2025.

Det blev også understreget, at målsætningen er, at føre en politik, der øger beskæftigelsen med 55.000-60.000 personer og løfter velstanden med 80 mia. kr., at reducere det samlede offentlige udgiftstryk, og at begrænse den årlige realvækst i det offentlige forbrug til 0,3 pct.  Regeringen er desuden indstillet på nye offentlige investeringer i infrastruktur, som øger grundlaget for vækst og at reducere skattetrykket strukturelt og samtidig sigte på balance på de strukturelle offentlige finanser.

Regeringen vil fremlægge udspil til forhandling med Folketingets partier om blandt andet boligbeskatning, JobReform, pensioner, vækst, uddannelse og SU, udlændinge og puljer til kompetence, velfærd og sikkerhed.

Nytårstalen

Venstre-regeringens problem var, at man ikke disponerede over et politisk flertal – og det er også den nye regerings problem. Den del af den undrende befolkning, der havde set frem til lidt indsigt i regeringens kommende initiativer, blev slemt skuffet.  Nytårstalen var uden nye konkrete udspil og holdt i en afdæmpet og forsonlig tone. Hyggen blev understreget med passende referencer til Matador og nævnelse af gode ideer, som statsministeren havde opfanget på de sociale medier. Statsministeren havde gemt den bidskhed han er notorisk kendt for, helt væk. Det eneste der manglede var nissehue og en julesweater med rensdyr. Man måtte forstå, at regeringen er parat til at strække sig vidt for at imødekomme Folketingets partier, arbejdsmarkedets parter, erhvervslivet og alle de offentligt ansatte. Jeg skulle hilse og sige, at hvis der måtte være grupper, der føler sig oversete og uindbudte i den veritable gavebod, er det en fejl!

Det virkelige udgangspunkt

I modsætning til nytårstalens skønmaleri af den økonomiske situation i Danmark, er der basis for en god portion pessimisme, hvis regeringen, som alt tyder på, bare er indstillet på at overleve. I de 10 år, der er gået siden verden gik af lave med finanskrisen i 2007-8 har Danmark oplevet 0-vækst i velstand. Fra 2006 til 2015 faldt BNP med 0,4 pct. Kun lande som Grækenland, Italien og Kroatien har haft lavere vækst. I samme periode havde Tyskland og England en vækst i BNP på omkring 10 pct. mens Schweiz havde en vækst på 15,6 pct.

Bortset fra De Økonomiske Vismænd, der optimistisk regner med en stigning i BNP med 2 pct. i 2017, ser de fleste kyndige iagttagere mere alvorligt på udsigterne. Iflg. Berlingske Tidende venter Handelsbanken beskedne vækstrater på 0,6 og 0,5 pct. i 2016 og 2017. Den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik over udviklingen i BNP udviser en vækst i årets 3. kvartal på 0,4 pct. som især kan henføres til det stigende offentlige forbrug.

Ifølge regeringens økonomiske redegørelse fra december vil væksten i 2016 kun blive på 0,8 pct. mens der i 2017 og 2018 ventes vækst på omkring 1,5 pct.

Hvad bestemmer den økonomiske vækst

Der er især 5 forhold, der har indflydelse på den økonomiske vækst i Danmark: det offentlige forbrug, det private forbrug, eksporten og offentlige og private investeringer.

Forbrug

Bortset fra et betragteligt offentligt forbrug med samlede offentlige udgifter i det sidste år på 1.104 mia. kr. – svarende til omkring 55 pct. af BNP – er det ikke mindst det private forbrug, der traditionelt har holdt gang i hjulene i Danmark.  Den private forbrugsefterspørgsel har imidlertid været stagnerende, og de seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at privatforbruget i 3. kvartal kun steg med 0,1 pct. Tal for detailomsætningen og fra Nets vedrørende Dankort-omsætningen underbygger, at privatforbruget siden august har udviklet sig svagt.

Regeringens målsætning om at begrænse stigningen i det offentlige forbrug til 0,3 pct. om året udelukker naturligvis ikke, at de svimlende samlede offentlige udgifter reduceres. Problemet er, at regeringen end ikke har antydet hvordan de offentlige udgifter skal reduceres – og en reduktion er uomgængelig, hvis det kvælende skattetryk skal nedbringes.

Eksporten

Væksten i den danske økonomi over de seneste 40 år har i høj grad været drevet af eksporten. I de seneste kriseår med stagnation har der været en vækst i vareeksporten, der trods alt har holdt hånden under dansk økonomi. Den samlede vare- og tjenesteeksport løber trods alt op i over 1.000 mia. kr. om året, og derfor er det meget bekymrende, at eksporten dykker på flere af de største eksportmarkeder: Storbritannien, Tyskland, Sverige og Norge. I øjeblikket er det kun eksporten til USA og Kina, der fortsat viser fremgang.

Årsagen til den stagnerende eksport er formentlig en kombination af svækket dansk konkurrenceevne og svagere internationale konjunkturer. Verdenshandelen er simpelthen på vej ned og samtidig er stadig flere af de store lande begyndt at opbygge handelshindringer for at bremse deres import.

Den svækkede konkurrenceevne hænger sammen med, at der ikke rigtig er fremgang i produktiviteten i Danmark i en situation, hvor mange virksomheder har ansat flere folk i stedet for at investere. Udgifterne til lønninger stiger og dermed også omkostningerne pr. produceret enhed – og mere end i udlandet. Samtidig har udviklingen i kronekursen betydet, at de danske varer er blevet dyrere i udlandet.

Det ser værst ud for eksporten til Storbritannien, hvor den danske eksport på over 70 mia. kr. om året bliver ramt af en kombination af et pund, der er faldet med 15-18 pct., og andre eftervirkninger af Brexit.

Når forbruget og eksporten svigter, kunne der teoretisk komme et bidrag til vækst og økonomisk velstand fra investeringerne.

Offentlige investeringer

De offentlige investeringer i supersygehuse, infrastruktur og elektrificering af jernbanerne m.v. indgår i det svimlende tal på 1.104 mia. kr. for de samlede offentlige udgifter. Spørgsmålet om disse investeringer vil bidrage til økonomisk vækst i den private sektor, vil i bedste fald tidligst kunne afklares efter en årrække.

Private investeringer

De hjemmemarkedsbaserede virksomheders investeringslyst i Danmark er begrænset. Investeringerne i Danmark hæmmes især af, at den indenlandske efterspørgsel er svag. Nettoinvesteringerne er derfor nede omkring 0, og dermed kun lige netop nok til at opretholde kapaciteten. Men ikke nok til at forbedre konkurrenceevne og produktivitet, og samtidig gøres der fra myndighedernes side intet for at fremme det initiativ og den konkurrence, der ikke mindst i hjemmemarkedserhvervene, detailhandel og byggeri, er et udtalt behov for.

Det er ikke kun danske virksomheder, der har været tilbageholdende med investeringer i Danmark. Udenlandske direkte investeringer i Danmark er i dag samlet set 57 mia. kr. lavere end de var i 2007, og udlandets investeringer i Danmark falder fortsat – i 1. kvartal 2016 blev de reduceret med 3 mia. kr.

I det omfang danske virksomheder overhovedet investerer er der tale om internationalt og eksportorienterede virksomheder, og investeringerne foretages i et vist omfang i udlandet. Nationalbanken har oplyst, at danske direkte investeringer i udlandet i 1. kvartal 2016 steg med 33 mia. kr.

Virksomhedernes manglende incitament til at investere i ny teknologi, i digital teknologi og i det hele taget i forskning- og udvikling, er en væsentlig forklaring bag den utilfredsstillende udvikling i produktivitet og konkurrenceevne.

Udsigterne til den økonomiske afgrund

Danmark har et forholdsvis komfortabelt overskud på betalingsbalancen – i 2015 knap 140 mia. kr. svarende til 7 pct. af BNP – og selvom eksporten i 2016 er svækket, vil vi stadig komme ud med et overskud på betalingsbalancen. Samtidig er bruttoledigheden på omkring 125.000 langt fra frygtindgydende, og med lav inflation og rente og en vis optimisme på boligmarkedet kunne man forledes til at tro, at det faktisk går rigtig godt i Danmark.

Realiteten er, at med en svag indenlandsk forbrugsefterspørgsel og lave nettoinvesteringer, er svaghedstegnene fra eksporten meget bekymrende. Så bekymrende, at alle bør håbe på, at regeringens kommende initiativer ikke kun er adækvate, men også har en karakter, der kan befordre bred politisk enighed.

Hvis det ikke bliver tilfældet, vil vi igen i løbet af få år kunne se ned i den økonomiske afgrund.

Realiteten er, at den katastrofale situation i dansk økonomi kan aflæses i 800.000 personer på overførselsindkomst. Hertil kommer godt 320.000, der er på SU og 1.070.000 folkepensionister. Med de 830.000 personer, der er ansat i det offentlige, kommer vi op på at knap 3 millioner mennesker er afhængige af det offentlige!

Med offentlige udgifter på 1.104 mia. kr. om året er grænsen for den kollektive forsørgelsesevne for længst nået.

Nye udfordringer

Samtidig er der vel ingen, der tvivler på, at vi i de kommende år kommer til at stå overfor nye og større udfordringer – men også muligheder – end vi har oplevet i de sidste mange turbulente år: en udgiftskrævende demografisk udvikling med en aldrende befolkning, disruption og fortsat globalisering, en tilsyneladende permanent international finanskrise, euro-krise, klimakrise, sammenbrud af hidtil stabile regimer, borgerkrige, voldsomme flygtninge- og migrationsstrømme, prisfluktuationer, konkurrence fra nye vækstøkonomier og en række teknologiske gennembrud, der vil ændre vores måde at leve på. Det gælder bl.a. udviklingen af Green-Tech, smartphones, Google, Facebook, nethandel og digitale indkøbscentre som Amazon, deleøkonomi m.v.

Minimumskravene

Der er et påtrængende behov for, at der snarest tages fat på følgende spørgsmål:

Investering i innovation, produktivitet og konkurrenceevne

Det er helt afgørende, at virksomhedernes incitamenter til at investere i ny teknologi, i digital teknologi og i forskning- og udvikling generelt, bliver styrket.

Det skorter ikke med opfordringer fra erhvervsorganisationer til at øge den offentlige ”erhvervsrelevante” forskning og gøre ”noget” ved ”erhvervsbeskatningen”. Regeringen kan ikke forventes at kunne omsætte disse generelle krav til at etablere en incitamentsstruktur, der rent faktisk virker. Det er derfor på høje tid, at Dansk Industri og andre ressourcestærke organisationer præsenterer specifikke og gennemarbejdede forslag, der ikke blot indebærer øgede tilskud fra skatteborgerne til erhvervslivet, men rent faktisk fører til øgede vækst- og beskæftigelsesfremmende investeringer.

Skat på arbejde

Alle forsøg på at fremme investeringerne vil dog være forgæves, hvis der er risiko for mangel på kvalificeret arbejdskraft. Et beskatningsniveau, der er konkurrencedygtigt med skatten på arbejde i sammenlignelige lande, er en helt afgørende forudsætning for at virksomheder i Danmark skal kunne tiltrække den nødvendige kvalificerede arbejdskraft fra ind- og udland.

Endnu en forhøjelse af den generelle pensionsalder vil næppe bidrage til opfyldelse af behovet for kvalificeret arbejdskraft – helt bortset at forslaget forekommer at være en død sild.

Opbygning af kompetence og fleksibilitet

Hvis stærke og veluddannede borgerne skal være forberedt til arbejdsmarkedets og fremtidens udfordringer forudsættes et styrket uddannelsessystem med fagligt kompetente lærere, undervisere og instruktører på alle niveauer fra indskoling til universiteter

Hvis vi skal realisere det fulde potentiale og undgå strukturel arbejdsløshed og marginalisering af særligt udfordrede befolkningsgrupper kræver det et fleksibelt arbejdsmarked og gennemgribende reformer af den såkaldte beskæftigelsesindsats, herunder sanering af de ineffektive kommunale jobcentre og opbygning af et tidssvarende AMU-system.

Finansieringen

De fremadrettede initiativer forudsætter til en vis grad omdisponeringer, herunder f.eks. justeringer i SU-systemet, og kræver derfor ikke nødvendigvis nye offentlig finansiering.

Regeringens målsætning om at begrænse stigningen i det offentlige forbrug til 0,3 pct. om året udelukker ikke at der inden for de samlede offentlige udgifter på mere end 1.100 mia. kr. kan findes den nødvendige finansiering.

Problemet er, at regeringen end ikke har antydet hvordan de offentlige udgifter skal omdisponeres og reduceres – og en reduktion er uomgængelig, hvis det kvælende skattetryk skal nedbringes.

Med udsendelsen af en pressemeddelelse fredag den 30. december 2016 lægger A.P. Møller-Mærsk op til pr. 1. oktober 2018 at lukke det store Tyra-gasfelt i Nordsøen.

Meddelelsen har vakt opsigt, men faktisk truede Mærsk Oil allerede i foråret 2016 med, at produktion fra Tyra Øst og Tyra Vest vil ophøre den 1. oktober 2018, hvis ikke der ikke i løbet af 2016 findes ”en økonomisk levedygtig løsning” for fortsat drift.

Tyra er en af hjørnestenene i den danske Nordsøproduktion: Det er Danmarks største gasfelt og Danmarks sjettestørste oliefelt. Men nok så vigtigt fungerer Tyra som knudepunkt for den danske gasbehandling og fra Tyra Øst transporteres gassen til Nybro eller fra Tyra Vest via NOGAT-rørledningen til Holland.

Renovering eller lukning

Det striden drejer sig om er, at fortsat drift forudsætter, at der investeres mere end 30 mia. kr. på en renovering og udbygning af Tyra-feltet. Årsagen er, at havbunden er sunket 5 meter under Tyra, og de gamle platforme kommer dermed på et tidspunkt så tæt på havoverfladen, at det af sikkerhedsmæssige årsager ikke længere vil være muligt at arbejde på platformene.

Alternativet til renovering er at lukke feltet, men regningen for at demontere og rydde op efter de gamle platforme på Tyrafeltet forventes at løbe op i 15 mia. kr. Da den danske stat via Nordsøfonden ejer 20 pct. af DUC bliver de 3 mia. kr. af regningen hentet i statskassen. De resterende 12 mia. kr. udløser et skattemæssigt fradrag for partnerne i DUC – Maersk Oil, Shell og Chevron. I modsætning til almindelige investeringer i branchen, som afskrives over en årrække, kan udgifterne til at demontere et olie¬ og gasfelt udnyttes straks.

Når Mærsk Oil taler om bedre rammevilkår og ”økonomisk levedygtig løsning”, er det i realiteten et krav om lempeligere koncessionsvilkår og bedre afskrivningsmuligheder.

“Vi har endnu ikke fundet en økonomisk mulig løsning for fuld indvinding af de resterende ressourcer i Tyra-feltet og en sikker dekommissionering af Tyra vil derfor begynde med et mål om at stoppe produktionen 1. oktober 2018,” udtaler Martin Rune Pedersen, Chief Operating Officer i Maersk Oil, i pressemeddelelsen.

Ny trussel

I 2003 blev rammevilkårene for Nordsø-selskaberne sidst ændret. Beskatningen blev justeret, og samtidig fik A.P. Møller – Maersk forlænget koncessionen frem til 2042. I forhold til Esplanadens nye krav, har regeringen endnu ikke givet sig, og derfor øger A.P. Møller-Mærsk presset: Det nye i Maersk-meddelelsen er nemlig, at Maersk Oil i januar 2017 vil flytte ressourcer fra budgettet for den planlagte renovering til budgettet for opgaven med at at lukke Tyra ned som gas-hub.

Koncessionshavernes bogholderimæssige dispositioner kan forekomme ligegyldige, men truslerne fra Esplanaden opfattes i medierne og blandt de politiske partier på Christiansborg med rette som utilstedelig afpresning, og både den nuværende og tidligere finansminister har været ganske afmålte i deres kommentarer. Finansminister Kristian Jensen sagde i midten af december til dagbladet Politiken: “Det må Maersk jo tage ansvar for, hvis de mener, at der er en fast deadline. Jeg har en interesse i, at vi får lavet en forhandling, der er hurtig, fordi vi mener, at det er godt for alle parter, at det er afklaret. Men den skal være grundig. Og jeg sætter grundighed højere end hastighed på det her område”. Til den seneste trussel fra Esplanaden har Kristian Jensen til Ritzau blot sagt, at “Jeg har ingen kommentarer, så længe vi forhandler”.

Store værdier på spil

Maeersk Oil er operatør på Tyra-feltet, men rettighederne til at udvinde olie og naturgas fra Tyra-felterne ejes af DUC, Dansk Undergrunds Consortium, som er et partnerskab mellem A.P. Møller-Mærsk (31,2 pct.), Shell (36,8 pct.), Chevron (12,0 pct.) og Nordsøfonden (20 pct.), der er ejet af staten.

Det er ikke kun for Maersk Oil og DUC, men også for den danske stat, at der er mange penge på spil, hvis det ender med, at Mærsk lukker for Tyra-feltet i Nordsøen. Olie- og gasproduktionen fra den danske del af Nordsøen har stor samfundsøkonomisk betydning. Den akkumulerede nutidige produktionsværdi for perioden 1963-2016 er opgjort til knap 1.100 mia. kr. Statens indtægter fra Nordsøen stammer især fra kulbrintebeskatningen på 52 pct. og selskabsskatten på 25 pct. Siden 1973 er de samlede statslige indtægter fra Nordsøen løbet op i omkring 440 mia. kr. Derfor har selv mindre ændringer i beskatningsforholdene for olie- og gasproduktionen ikke kun betydning for Nordsø-selskaberne, men har også betydelige statsfinansielle konsekvenser.

Er der overhovedet olie og gas tilbage i Nordsøen, der kan berettige store investeringer?

Energistyrelsen offentliggjorde den 29. august 2016 en samlet vurdering af potentialet i RESSOURCER OG PROGNOSER, og ifølge prognosen, har Danmark produceret godt og vel to tredjedele af den tilgængelige olie og gas i Nordsøen.

Nutidsværdien for de resterende 110,5 mia. kubikmeter gas og 209 millioner kubikmeter olie er på omkring 500 mia. kr. Energistyrelsen har i prognosen forudsat, at der foretages en fuld genopbygning af Tyra feltets anlæg.

Det tidligere estimat for den fossile produktion løb helt til den anden side af 2060, men nu forventer energimyndighederne, at olieproduktionen rammer nul i år 2047. Gasproduktionen stopper ifølge Energistyrelsen fem år senere – i år 2052.

Fortsat store mængder olie og gas

Realiteten er altså, at selv om produktionen af olie og gas fra den danske del af Nordsøen er faldet gennem mere end ti år, så kan der fortsat pumpes anseelige mængder olie og gas op af den danske undergrund.  Hvis ikke A.P. Møller-Mærsk ønsker at gøre det, bør regeringen snarest se sig om efter andre, der kan påtage sig opgaven.

Nej, ikke altid.

Især er fiskespisning en tillidssag, fordi man ikke altid kan regne med, hvad der står på pakken, hvad fiskehandleren fortæller dig, eller hvad der står på spisekortet. Og ofte kan du slet ikke regne med, hvad tjeneren anbefaler. Faktisk er svindelen så omfattende, at hver 5. fisk verden over sælges som noget andet, end det virkelig er. Det fremgår af en omfattende rapport om fiskesvindel, som organisationen Oceana har offentliggjort.

Seafood-svindel over hele verden

Organisationen Oceana, der arbejder for bevaring af marine miljøer og truede fiskebestande, har fået undersøgt 25.000 fiskeprøver fra hele verden og analyseret mere end 200 undersøgelser fra 55 lande.

Resultatet er, at hver 5. prøve viste sig at være fejldeklareret, og det viser sig, at der forekommer svindel overalt i verden og i alle led af forsyningskæden: i import, eksport, distribution, emballering, detail- og engroshandel.

Ikke mindst resultaterne for USA er nedslående: Svindel med fisk forekommer i 28 pct. af de undersøgte prøver og dermed langt hyppigere end det globale gennemsnit, som trods alt kun er på 19 pct. af alle de undersøgte prøver. Det positive er, at svindelen med fisk i USA i 2013 var endnu højere – faktisk helt oppe på 33 pct.

Når fisk sælges som andet end det de i virkeligheden er, er det ikke fordi der forekommer uskyldige fejltagelser. Fiskeindustrien fusker bevidst med deklarationerne, med det formål at få kunderne til at betale en højere pris. Oceana anfører, at i omkring 65 pct. af de studier, der indgik i metanalysen, var der “klare beviser på økonomiske motiver”.

Pangasius, kulmule og smørmakrel

Pangasius (bocourti) også kendt som asian catfish, kulmule også kendt som hake og escolar (Lepidocybium flavobrunneum) er de 3 fiskearter, der oftest sælges som anden og dyrere fisk.

Pangius fra fiskeopdræt i Asien sælges over hele verden som 18 forskellige dyrere fiskearter. De pangasius, der kommer til det danske marked, stammer primært fra Vietnam. Fisken vokser hurtigt, spiser alt og er derfor god til opdræt. Fisken har fast lyst kød og kan steges, koges, bages og grilles.

Kulmule sælges ofte som torsk, kuller eller hvilling.

Escolar – smørmakrel – sælges undertiden under navne som “butterfish” eller “white tuna”.

Rapporten indeholder en lang række slående eksempler:

I Italien var 82 pct. af 200 prøver på havaborre, aborre og ikke mindst de meget populære sværdfisk fejldeklarerede. Næsten halvdelen af de fiskearter, der var fejlmærkede, var oven i købet truede arter. 

I Brasilien var 55 pct. af de undersøgte prøver af ”haj” i virkeligheden Largetooth Sawfish, som er truet og overhovedet ikke må handles i Brasilien.

I Bruxelles var 98 pct. af de undersøgte retter med bluefin tuna fejlmærkede.

Sundhedsrisiko

Fiskesvindel kan være farligt og føre til alvorlige forgiftnings- og andre helbredsproblemer. Hvis du ikke ved, hvad du putter i munden, har du ingen mulighed for at forhindre allergiske reaktioner. Ifølge Oceana er 58 pct. af de fejldeklarerede fisk faktisk arter, der kan udgøre sundhedsrisici.

For eksempel har efterforskere fra Oceana i USA fundet 50 tilfælde, hvor sushi-restauranter solgte “white tuna” som faktisk var escolar også kendt som oilfish eller smørmakrel. Smørmakrel er rig på et ufordøjeligt fedststof, og hvis ikke fisken tilberedes rigtigt, kan spisning medføre voldsom diarré og andre maveproblemer.

Lys forude

Oceanas undersøgelser påpeger, at nok er svindelproblemet meget omfattende, men der er også positive meldinger. Ikke mindst har nye EU-bestemmelser betydet øget transparens og sporbarhed ligesom reglerne også sigter på at begrænse det såkaldte IUU-fiskeri (Illegalt, Ureguleret og Urapporteret).

Oceana er ikke ene om at advare mod fødevareforfalskninger. Forfatteren Larry Olmsted har brugt fire år at undersøge omfanget af fødevareforfalskninger. Han har samlet resultaterne i bestselleren ”Real Food, Fake Food”.

Olmsted bekræfter Oeceana resultater –  fisk og seafood, herunder sushi, topper listen over forfalskninger. Når der bestilles dyr, hvid fisk, som rød snapper, havaborre, og lignende, serveres der ofte en langt billigere fisk.

Når der reklameres med, at der indgår hummer og kaviar i f.eks. ravioli eller andre tilberedte retter, kan du som regel regne med, at det er løgn og latin. Bortset fra de dyreste og mest eksklusive sushi restauranter, der får fløjet deres råvarer ind fra hele verden, må du regne med, at få serveret en anden fisk, end angivet på menuen.

Andre fødevarer

Andre fødevarer, der meget ofte forfalskes er ekstra jomfru olivenolie, ost og honning, mens der også i stigende grad svindles med japansk wagyu- og Kobeoksekød.

Olmsted siger, at hvis prisen på en fødevarer lyder for godt til at være sand, så er der sandsynligvis også tale om en billig erstatning.

Indenfor drikkevarer er formalet kaffe meget ofte forfalsket, og hvad angår oste kan man ikke umiddelbart afgøre hvor mælken kommer fra. Mange relativt billige komælksoste sælges derfor som langt dyrere fåre- eller gedemælksoste.

Vin er et kapitel for sig, som pladsen ikke tillader en nærmere fordybelse i.

Olmsted har i sin bog gode råd til restaurantgæster. Hvis menukortet omtaler ”frilands og opdrættet på græs”, ”lufttørret oksekød”, ”vildtfangede fisk”, ”økologisk fjerkræ” eller ”Alaska laks” bør man være på vagt. Ligesom man bør være skeptisk, når pakkerne i supermarkedet er overklistret med farvestrålende mærkning som ”naturlig”, ”ren”, ”hjemmelavet” og ”ægte”.

I Europa er der generelt et problem med honning. Mange af de produkter, der findes i supermarkederne er overhovedet ikke produceret i EU, men importeret fra f.eks. Kina.

Naturligvis er ikke alle fødevarer forfalskede. Hvis man køber de oprindelige råvarer, som f.eks. hele hummere eller fisk, er det mindre sandsynligt, at du udsættes for svindel. På samme måde kan det give øget sikkerhed, hvis du personligt kender den lokale producent.

Chokolade

Netmediet Quartz har afdækket, at den dyre chokolade, der i øjeblikket er så højt i kurs, måske ikke altid er hvad det udgiver sig for at være.

Lys forude?

Midt i al mistrøstigheden over en bedragerisk verden, er det godt at vide, at skotsk whisky faktisk er noget af det mest pålidelige og bedst beskyttede, du kan komme i nærheden af.

Det skal dog også nævnes, at EU’s system med BOB-certificering af oprindelse og BGB-certificering af geografiske betegnelser betyder, at de mange mærkede produkter, herunder Parmigiano Reggiano og Champagne, som regel er ægte.

Den italienske mafias veje er dog uransagelige, og der forekommer faktisk også svindel med BOB/BGB-mærkningen. Hvis man vil være sikker, skal man gå efter billige produkter – den lokale vin, der aftappes i en medbragt dunk, er næppe svindlet. Du kan formentlig også være sikker på, at hvis der reklameres med billige norske opdrætslak – ja, så er det sgu billige norske opdrætslaks!

Socialdemokratiets formand har i en statusopdatering på Facebook 27. juli 2016 kaldt Donald Trump, for ”dumsmart” og ”populistisk”:

”Men vi kan ikke nøjes med at konkludere, hvor meget Trump tager fejl. Jeg synes, det er vigtigt, at vi kommer et spadestik dybere. Vi må erkende, at de folk, han taler til, føler sig hørt for første gang længe og har savnet en stemme, der sætter ord på deres frygt og frustrationer. Donald Trump er både dumsmart og populistisk. Hverken de fattige eller de mange amerikanere, der er fristet af Trumps lette løsninger – eller resten af verden – vil vinde på hans måske kommende lederskab”, skrev Mette Frederiksen.

Hvis Mette Frederiksen skulle blive statsminister i Danmark indenfor de kommende 4 eller 8 år, må vi håbe at USA’s præsident ikke følger Mette Frederiksen på Facebook.

Desperate modstandere

Lige til det sidste prøvede modstandere af Donald Trump gennem en massiv kampagne at påvirke valgmandskollegierne til ikke at stemme på Trump, men på en anden kandidat ved deres samlinger i de enkelte staters hovedstæder den 19. december 2016.

Selvom nogle af valgmændene modtog regulære trusler, inden de stemte, var resultatet alligevel, at Donald Trump opnåede tilslutning fra 304 valgmænd – kun 2 valgmænd i Texas afgav en anden stemme end på Trump. De 2 afhoppere stemte på henholdvis Ohios guvernør, John Kasich, og det tidligere medlem af Kongressen, Ron Paul, far til den nuværende senator Rand Paul fra Kentucky.

Det er første gang, at valgmændenes afstemning vækker så meget opsigt. Selvom der også tidligere har været enkelte ”afhoppere”, har det været betragtet som en formsag, at valgmændene mødte op og stemte på den kandidat fra det parti, de repræsenterede. Nogle få demokrater håbede ikke desto mindre desperat til det sidste på, at 37 valgmænd i sidste øjeblik ville skifte mening og stemme på Hillary Clinton.

5 Clinton-afhoppere

Til gengæld var der fem af dem, der skulle have stemt på Clinton, der hoppede af, deriblandt en der stemte på Bernie Sanders. Tre af de andre Clinton-afhoppere stemte på USA’s tidligere udenrigsminister, Colin Powel, mens én stemte på en indiansk aktivist ved navn Faith Spotted Eagle.

Selvom Hillary Clinton samlet set fik 2,8 millioner flere stemmer end Donald Trump er det en kendsgerning, at Donald Trump vandt i 30 ud af 50 stater mens Hillary Clinton kun vandt i 20 stater + Washington DC.

I det amerikanske præsidentvalg er det ikke antallet af stemmer, der er det vigtigste. Det afgørende er antallet af de valgmænd, som man får, når man vinder en stat. Så Trumps sejr i mange stater betød at han opnåede 306 valgmænd ud af de i alt 538 valgmænd, og dermed langt over de 270, der skal til for at vinde valget endeligt.

Kongressen samles 6. januar 2017

Hvad der nu forestår, inden indsættelsen i det Hvide Hus den 20. januar 2017, er en formel ceremoni den 6. januar i Kongressen, hvor stemmerne vil blive endeligt optalt. Vicepræsident Joe Biden skal deltage i denne optælling, fordi vicepræsidenten er er en del af Kongressen og kan afgøre en sag, hvis der er stemmelighed mellem demokraterne og republikanerne.

Der kan i teorien indgives protest over valget ved denne lejlighed, men det er der heller ingen, der tror på, så Donald J. Trump bliver stensikkert USA’s 45. præsident.

Donald Trump har været bortdømt hele vejen

Allerede under primærvalgene var der drama. Helt frem til torsdag den 26. maj 2016, hvor Donald Trump efter et forløb, hvor 16 modkandidater én efter én faldt fra, officielt havde sikret sig det antal delegerede, som han har brug for at blive den republikanske præsidentkandidat.

Såkaldte analytikere i USA såvel som i Danmark har haft travlt med at dømme Donald Trump uden chancer i det amerikanske præsidentvalg.

Bortset fra en enkelt politiker fra Dansk Folkeparti har alle danske partier med tilbageholdt åndedræt fulgt Demokraterne og krydset fingre for Hillary Clinton. Stort set alle medier har været på samme linje, og det danske seriøse medie denfri kunne allerede i februar 2016 berolige læserne med, at Trump var uden chance for at blive amerikansk præsident.

Den skandaleramte udenrigskorrespondent Annegrethe Rasmussen skrev allerede den 27. august 2015 i KForum, at selvom Donald Trump var den dygtigste og mest moderne kommunikator af alle opstillede kandidater til præsidentvalget, havde han ingen politiske bud på USA’s problemer. Rasmussen var sikker på, at Trump ikke ville vinde hverken det republikanske partis nominering eller selve præsidentvalget.

”Donald Trump vil implodere, og her er hvorfor”, skrev netmediet Vox i januar 2016. ”Trump vil tabe, eller jeg vil spise min klumme”, skrev Dana Milbank i Washington Post. ”Marco Rubio vil vinde hvert eneste primærvalg … Trump bliver ikke kandidaten”, skrev Ross Douthat fra New York Times. ”Trump har ikke en chance”, skrev Charles Krauthammer hos National Review.

Udbyttet

Udbyttet af hele forløbet er, at vi nu ikke behøver at tillægge opinionsmålinger nogen som helst betydning, aviser som Berlingske Tidende og Politiken kan vi smide væk, og såkaldte USA-eksperter som Mads Fuglede og David Trads samt ovennævnte analytikere har vi fået rubriceret som det de er: utroværdige fusentaster!

Energiminister Lars Christian Lilleholt blev inden weekenden præsenteret for en uventet regning på 4,5 mia. kr. Så meget ville tilskuddene løbe op i hvis uventede ansøgninger om støtte til solcelleanlæg svarende til 1.660 MW på overgangsordningen fra 2015 skal imødekommes.

Redningen af Lilleholt (og statskassen) bliver, at der i forbindelse med Folketingets igangværende behandling af lovforslag L91 om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, mandag den 19. december blev fremsat ændringsforslag, der suspenderer overgangsordning fra 2015 om pristillæg til sol.

Baggrunden er, at i 2015 blev ansøgningsproceduren for den hidtidige støtteordning ændret således, at man som ansøger skulle søge om tilsagn, inden man påbegyndte sit projekt. I den forbindelse blev der udarbejdet en overgangsordning. Ordningen skulle sikre de personer, som havde handlet i tillid til den tidligere gældende lov og allerede påbegyndt deres projekt inden 1. juli 2015, men hvor anlægget først er nettilsluttet efter 1. januar 2016, og hvor dette ikke kan tilregnes ejeren af anlægget.

Den oprindelig støtteordningen blev ophævet med virkning fra 3. maj 2016, så de nuværende problemer stammer alene fra de uventet mange ansøgninger om støtte efter overgangsordningen, der i øvrigt ville udløbe med udgangen af året.

Uventet regning på 4,5 mia. kr. til solcelleanlæg

Energinet.dk kunne torsdag den 15. december 2016 meddele Energistyrelsen, at der er modtaget et meget stort antal ansøgninger på overgangsordningen målt i MW. Energistyrelsen måtte derfor den 16. december gå den tunge gang til minister Lars Christian Lilleholt og meddele ham, at hvis alle indkomne ansøgninger blev imødekommet ville det over anlæggendes levetid koste de nævnte 4,5 mia. kr. i statslige pristillæg til elektricitet fremstillet fra solcelleanlæg.

Med ændringsforslaget til L91 bliver overgangsordningen for pristillæg til fremstilling af elektricitet fremstillet ved solcelleanlæg umiddelbart suspenderet for alle ansøgninger, hvor Energinet.dk ikke allerede har truffet afgørelse.

Hasteindgrebet har elementer af lovgivning med tilbagevirkende kraft, og det kan bestemt ikke udelukkes, at der vil blive fremsat betydelige krav om erstatning fra alle de ansøgere, der nu afskæres fra støtteordningen. Eventuel erstatning vil bero på en konkret vurdering, der i sidste ende kan blive underkastet en domstolsprøvelse.

Lidegaards lovsjusk kostede over 5 mia. kr.

Det er langt fra første gang at støtten til solcelleanlæg har skabt problemer. Da den daværende entusiastiske energiminister Martin Lidegaard i 2012 etablerede en ny støtteordning til sol, løb det også løbsk. Tallene fløj dengang frem og tilbage i den betændte sag, men det endte med at regningen for Lidegaard lovsjusk landede på over fem mia. kr.

Lidegaards lukrative støtteordning var startskuddet til et privat solcelleboom uden sidestykke. Ved indgangen til 2012 havde 5.000 danskere et solcelleanlæg, mens 88.000 husstande efter knap 2 år havde solpaneler på taget.

Energistyrelsen forventede dengang, at de private anlæg ville medføre uventede udgifter på 4,8 mia. kroner. Dertil kommer en regning for de store solcelleanlæg på bar mark samt på taget af erhvervsbygninger, som klima- og energiminister Martin Lide­gaards lovsjusk åbnede for i foråret, selv om hans embedsmænd på forhånd havde tændt advarselslamperne. Energistyrelsen vurderede, at alene solcelleparkerne på bar mark kan koste staten mellem 500 mio. kroner og en mia. kroner over de næste ti år. Samlet løb regningen for lovsjusket på solcelleområdet dengang op i mere end fem mia. kroner.

En væsentlig del af milliardregningen blev dengang ”betalt” ved at udskyde en række andre grønne initiativer, der ellers var aftalt ved det fantasifulde energiforlig i marts 2012.

Dengang slap klima- og energiminister Martin Lidegaard uhørt billigt med en næse for at have overset adskillige huller i solcelleloven og fejlinformeret Folketinget. Siden pudsede Statsrevisorerne Rigsrevisionen på sagen for at finde ud af, hvordan hullerne i støttelovgivningen kunne opstå. Selvom den daværende regeringstop med finansminister Corydon i spidsen forsøgte at spænde ben for Rigsrevisionens undersøgelse, blev den gennemført og endte med at koste Energistyrelsens direktør jobbet.

Det grønlandske folketingsmedlem, der tidligere repræsenterede partiet Siumut, Aleqa Hammond (SIU), der også er tidligere formand for Grønlands Landsstyre, Naalakkersuisut, har i en studehandel med Venstre fået formandsposten i Grønlandsudvalget. Modydelsen til Venstre er ifølge dagspressen, at hun har lovet ikke at stemme imod regeringen i kabinetsspørgsmål. Det antages desuden, at Aleqa Hammond, der arbejder hårdt for grønlandsk selvstændighed og mener, at Danmark ikke skal blande sig i grønlandske forhold, har fået lovning på, at regeringen ikke vil blande sig i grønlandske forhold.

Selvom manøvren kaldes en genistreg af Venstre, fordi det blå flertal forsvinder, hvis blot én politiker hopper af, er det spørgsmålet om Venstre hermed udviser den ansvarlighed, vi med rette kan kræve af et regeringsparti?

Hammonds økonomiske sump

Hvis man vil dykke nærmere ned i Hammonds private økonomiske sump, kan der henvises til omtalen søndag den 21. august 2016 i Ekstrabladet, der beskriver hvordan Aleqa Hammond har brugt sit kreditkort fra Folketinget til private indkøb for knap 13.000 kroner.

Hun forklarede dengang på sin Facebook-profil, at hun var nødsaget til at bruge kortet, der ifølge Folketingets rejseregler kun benyttes til at betale for tjenesteydelser så som taxa og fly i forbindelse med møder.

Trods alle bortforklaringer blev hun i august resolut ekskluderet fra partiet Siumut, og hun har siden været løsgænger i Folketinget.

Sagen om Aleqa Hammond kan tjene til at anskueliggøre, at vi ikke behøver at tage til det Ægæiske Hav for at finde eksempler på grelle eksempler på moralske brist og politisk misrøgt. De mange danskere, der har haft svært ved at forstå, hvordan Grækenland kunne drives ud i en statsbankerot, burde et øjeblik overveje situationen på Grønland. Hvad vi ikke havde ventet var at partiet Venstre ville komme til at spille en hovedrolle i den grønlandske tragedie.

Aleqa Hammond i Folketinget

Aleqa Hammond, der i efteråret 2014 måtte gå af som formand for Grønlands Landsstyre og formand for Siumut-partiet efter at have forgrebet sig på offentlige midler, blev den 18. juni 2015 valgt til det danske Folketing.

Grønland har ligesom Færøerne 2 pladser i det danske Folketing. Det andet grønlandske parti, IA (Inuit Ataqatigiits), blev repræsenteret af 37-årige Aaja Chemnitz Larsen. Hun er uddannet cand.scient.adm. og er tidligere direktør for Velfærdsforvaltningen i Kommuneqarfik Sermersooq.

På Færøerne blev valgt den 48-årige Høgni Karsten Hoydal, der er formand for Tjóðveldi (Republikanerne). Han har været landsstyremand (minister) og er nu lagtingsmedlem. Han har tidligere været medlem af Folketinget og blev valgt i 2001, 2005 og 2007. Umiddelbart efter valget har han anmodet om orlov mhp at fokusere på det færøske lagting. Det færøske socialdemokrati (Javnaðarflokkurin) er herefter repræsenteret af Sjurdur Skaale – journalist, skuespiller og sanger, der i forvejen var medlem af Folketinget.

Det bemærkelsesværdige ved valget på Grønland er, at Siumut valgte den skandaleramte Aleqa Hammond. På Grønland blev hun fundet uværdig som landsstyreformand og som partiformand og blev afsat fra begge poster. Til spekulationerne om hendes værdighed i det danske Folketing, understregede hendes partifæller i Siumut dengang, at hun ikke blev dømt for noget. I øvrigt skulle hun have betalt de mere end 200.000 misbrugte offentlige kr. tilbage til Landskassen. Berlingske Tidende kunne dog i 2014 oplyse, at Aleqa Hammond tilbage i 1996 måtte modtage en dom for bedrageri.

Valgbarhed

Aleqa Hammond blev valgt, men det er Folketinget selv, der skulle afgøre om hun var værdig til at sidde i Folketinget – i øvrigt dengang som en sikker støtte til rød blok.

På baggrund af indstillingen fra Udvalget til Prøvelse af folketingsvalget den 18. juni 2015 godkendte Folketinget den 3. juli 2015 valget af Aleqa Hammond, Siumut, og Aaja Chemnitz Larsen, Inuit Ataqatigiit, til Folketinget.

Stemmeprocenten på Grønland var kun 49,9 og af de 7.831 stemmer, der blev afgivet på Siumut, fik Aleqa Hammond 3.745 stemmer. Af 7.904 stemmer til Inuit Ataqatigiit fik Aaja Chemnitz Larsen 2.540 stemmer.

Folketinget har faktisk forholdt sig til om den dom, Aleqa Hammond modtog i 1996 for uretmæssigt brug af et betalingskort, skulle betyde, at Aleqa Hammond ikke er valgbar til Folketinget, jf. grundlovens § 30. Udvalget til valgs prøvelse og Folketinget fandt som nævnt, men helt uforståeligt, at dommen ikke var til hinder for, at Aleqa Hammond var valgbar til Folketinget.

Vi har således fået anskuelsesundervisning i den barokke situation, at en person, der ikke er værdig til tillidsposter i det grønlandske hjemmestyre, kan sidde i det danske Folketing!

Grundlovsændring nødvendig

På selve valgdagen den 18. juni 2015 så det længe ud til, at de Nordatlantiske mandater kunne blive afgørende for regeringsdannelsen. Som valget faldt ud på Færøerne og Grønland ville det have betydet 4 mandater til støtte for den røde blok. Denne situation har givet anledning til overvejelser om hensigtsmæssigheden af, at de Nordatlantiske mandater i en given situation har ret til at bestemme regeringssammensætningen i Danmark. Med overvægt til blå blok blev situationen ikke aktuel, men det ligger helt klart, at begrænsning af de Nordatlantiske mandaters indflydelse vil kræve en ændring af Grundloven.

Misbrug af offentlige midler på Grønland

Hammond-skandalen førte til valg på Grønland, men oplysningen om uregelmæssighederne overraskede egentlig ikke. I de senere år har der fra Nuuk været en strøm af forlydender om hjemmestyrets misbrug af offentlige midler, nepotisme, vennetjenester og kammerateri. Det er slemt, men værre er den generelle økonomiske situation på Grønland.

Grønlands økonomi

Ingen tegn på bedring af den grønlandske økonomi i 2015, skrev Økonomisk Råd i sin rapport ”Grønlands Økonomi 2014”. I rapporten tegnes et dystert billede af et samfund i tilbagegang – et bilolede som efterfølgende analyser desværre har bekræftet. Økonomisk aktivitet som følge af mineral- og olieindvinding har lange udsigter, og fem år efter indførelsen af Grønlands Selvstyre er der ikke gennemført reformer, der kunne have understøttet en selvbærende økonomi. Grønland er i dag fortsat helt afhængig af én bestemt sektor: fiskeindustrien, som står for næsten 90 pct. af eksporten. Samtidig er Grønland totalt afhængig af de 4,7 mia. kr., som bloktilskud og refusioner fra Danmark og tilskud fra EU udgør – svarende til 35 pct. af BNP! Hertil kommer for Danmarks vedkommende udgifter til overvågning og suverænitetshævdelse, herunder fiskeriinspektion samt eksempelvis eftersøgnings- og redningstjeneste. Ledigheden er stigende og skønnes nu til omkring 10 pct. af arbejdsstyrken, og selvom Landskassen har været begunstiget af ekstraordinære indtægter er der store underskud.

Grønland kan ikke selv løse problemerne

Selvom Grønland for tiden har et meget selvstændigt Hjemmestyre, er der ingen grund til at tro, at Landsstyret selv vil kunne løse problemerne. Hvis Danmark eller andre lande havde været i samme situation, ville mappemændene fra IMF og andre internationale kreditinstitutioner hurtigt aflægge os besøg og diktere vilkårene for at undgå en statsbankerot. Grønlands særlige statsretslige stilling forhindrer den type økonomisk sanering.

Rigsfællesskabet og Aleqa Hammond

Det er ikke kun Aleqa Hammond, der har svigtet – skiftende landsstyreformationer har tydeligvis ikke levet op til deres ansvar, og derfor er det bekymrende, at der tilsyneladende ikke sker noget for at rette op på situationen. Det er på høje tid, at Danmark og Grønland nu i Rigsfællesskabets ånd sætter sig sammen for at få en alvorssnak om den økonomiske knibe, Grønland befinder sig i.

Grønland skulle nødig – som følge af regeringens berøringsangst og misforstået respekt for Hjemmestyret – ende i samme situation som Færøerne i begyndelsen af 90´erne.

Hvis der først opstår international opmærksomhed om den fortvivlede situation, vil det ikke bidrage til at styrke Danmarks renommé eller kreditværdighed.

I Grønlands tilfælde kan vi ikke overlade oprydningen til IMF, ECB og EU. Danmark skal selv til lommerne, og det kan godt blive dyrt!

Med Venstres mærkværdige og suspekte aftale med Aleqa Hammond har det desværre lange udsigter før der iværksættes adækvate tiltag til at genoprette den grønlandske økonomi.