Når tibetanere og østtyskere tilsidesættes

Den stærke indenrigspolitiske reaktion på og kritik af dansk politis fjernelse af fredelige demonstranters tibetanske flag under den tidligere kinesiske præsident Hu Jintao’s statsbesøg i Danmark i 2012, viser, at der er grænser for, hvor langt danske myndigheder kan gå i bestræbelserne på at tilfredsstille eller føje fremmede magter.

Spørgsmålet om, hvem der gav ordren til, at dansk politi skulle gribe ind og sikre, at kineserne ikke blev forstyrret af pro-tibetanske demonstranter udredes i den såkaldte Tibetkommission, der har fået til opgave at undersøge begivenhedsforløbet op til politiets indgriben under Hu Jintao’s besøg i 2012 og under efterfølgende besøg i 2013 og 2014 af højtstående kinesiske delegationer i København. Særligt vigtigt er spørgsmålet om, hvilke instruktioner politiet fik, hvem der gav instruktionerne og hvilke vurderinger, der lå til grund herfor. Centralt er det at få afdækket, om der blev lagt op til, at dansk politi kunne, eller endda skulle, optræde på en måde, som ville bryde med ytrings- og forsamlingsfriheden.  Ydermere skal kommissionen undersøge det efterfølgende forløb i forbindelse med, hvordan forskellige ministerier og andre myndigheder har håndteret spørgsmål fra Folketinget om politiets indgriben. Centralt er det at få afdækket om der er blevet afgivet urigtige, mangelfulde eller vildledende oplysninger til Folketinget. 

Der er naturligt stor opmærksomhed omkring kommissionen, som potentielt kan få vidtrækkende konsekvenser ikke kun for de involverede danske politikere og embedsmænd, men også for dansk Kina-politik. Kommissionens arbejde herunder de mange interviews, som kommissionen foretager af involverede politikere og embedsmænd, vil udstille danske diplomatiske arbejdsgange og metoder, men også kinesiske diplomatiske arbejdsgange og metoder og derved bringe den tillid og fortrolighed, som der er opbygget mellem Danmark og Kina over årene, i fare.

Det er i Tibetkommissionen fremkommet, at Udenrigsministeriet på højeste niveau af den tidligere direktør og Protokolchefen overfor Københavns politi gjorde det klart, at man var bekymret ved risikoen for synlige Tibet-demonstrationer, der ville ødelægge den gode stemning omkring statsbesøget og måske blokere for besøgets forventede udbytte.

De oplysninger, der i Tibetkommissionen er fremkommet om Udenrigsministeriets ageren, bringer mindelser om ambassade-sagen i Østtyskland i 1988.

Statsministerens officielle besøg i DDR

For de historisk interesserede skal jeg minde om de historiske tildragelser i 1988, hvor Udenrigsministeriet havde en tilsvarende central rolle:

Daværende Statsminister Poul Schlüter – aflagde på Udenrigsministeriets stærke og indtrængende anbefaling – den 13.-14. september 1988 et officielt besøg i DDR hos Erich Honecker. Besøget blev af flere grunde dengang betegnet som ”de sidste årtiers største udenrigsministerielle bommert”. Ingen kan beskylde Poul Schlüter for at have sympati for de østeuropæiske regimer, men Udenrigsministeriet og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen insisterede, og alternativet – et officielt besøg af Honecker i København – var ikke tiltrækkende.

I lyset af de efterfølgende begivenheder var gennemførelsen af et officielt besøg på et tidspunkt, hvor DDR stod over for et sammenbrud og Murens fald den 9. november 1989, i sig selv et eklatant Udenrigsministerielt fejlskøn.

Ambassadebesættelsen

Besøget gav anledning til, at 18 DDR-borgere den 9. september ved at nægte at forlade den danske ambassade i Østberlin forsøgte at benytte statsminister Poul Schlüters forestående besøg til at opnå udrejsetilladelse fra DDR.

Ambassadør Erik Krog-Meyer, vurderede, at en situation med ambassaden befolket af aktivister under statsministerens besøg i Berlin og på ambassaden ville ødelægge de møjsommelige forberedelser og måske forskertse hele formålet med besøget. Efter visse kontakter til Udenrigsministeriet i København tillod ambassadør Krogh Meyer DDR-myndighederne, at Folkepolitiet og Stasi ryddede ambassaden.

Via vesttysk presse nåede skandalen aviserne og der opstod betydelig furore.

Parlamentarisk undersøgelse

Med henblik på at finde ud af hvem der vidste hvad hvornår, nedsatte det udenrigspolitiske nævn allerede i oktober 1988 en undersøgelsesgruppe i ambassadesagen bestående af Ole Espersen (S), Per Stig Møller (K), Gert Petersen (SF) og Bjørn Elmquist (V).

Gruppen af erfarne parlamentarikere undersøgte egenhændigt alene med bistand af sekretæren for Udenrigspolitisk Nævn begivenhedsforløbet, og ikke mindst informationernes vandring rundt i Udenrigsministeriet og Statsministeriet. Beretningen fra undersøgelsen, der forelå den 1. november 1988, viste, at navngivne embedsmænd i Udenrigsministeriet og Statsministeriet havde et vist kendskab til sagen, men at statsministeren og udenrigsministeren først blev orienteret den 13. september 1988 – 4 dage efter Stasis fjernelse af DDR-borgerne fra den danske ambassade i Østberlin.

Chefen for Udenrigsministeriets retsafdeling, ambassadør Tyge Lehmann, kommitteret i Statsministeriet, Niels Jørgen Nehring, blev omtalt i beretningen, men den danske ambassadør i Berlin, Erik Krog-Meyer, blev tillagt det væsentligste ansvar for den ulykkelige sag, og han blev forflyttet til ambassaden i Helsingfors.

De 18 ambassade-besættere blev idømt betingede domme, og først i marts 1989 fik de tilladelse til at rejse til Vesttyskland.