Magtarrogancen og selvforståelsen i Danmarks Radio

Til næste år skal der indgås et nyt medieforlig, og det fremgår af regeringsgrundlaget for 3-kløverregerin gen, at ”DR varetager opgaver, som er en kulturbærende del af det danske samfund. Men der er behov for i højere grad at målrette DR’s produktion til mere grundlæggende public ser­vice for at fokusere stærkere på produkter, der ikke udbydes af kommercielle udbydere samt for at reducere antallet af kanaler. Den nugældende mediepolitiske aftale udløber ved udgangen af 2018. Regeringen vil fremlægge et konkret forslag til fokusering af DR og en nedsættelse af licensen”.

Udtalelser fra den nye kulturminister Mette Bock peger også i retning af, at regeringen ønsker at slanke det overvægtige DR, og det antydes, at licensstøtten kunne reduceres med 25-30 pct.

Spørgsmålet er, om det vil være nok til at imødekomme de voksende politiske og folkelige krav om drastiske ændringer i Danmarks Radio. Tvangslicensen til den statslige mediegigant, der er reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, på 2.477 kr. årligt pr. husstand betragtes som en anakronisme – lidt som tiende til den katolske kirke inden Reformationen i 1536. Det gør ikke sagen bedre, at den undrende befolkning ikke kan undgå at være vidne til DR’s tøjlesløse fråseri med de tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr. om året. Den seneste sag med ”Licenshesten” er blot ét eksempel af mange.

Opfattelsen på både venstre- og højrefløjen syntes at være, at når vi nu alle er tvangsindlagt til at finansiere galskaben, havde det været ønskeligt, om der var mekanismer, der sikrede, at kundernes (lyttere og seere) prioriteringer også i et vist omfang blev afspejlet i DR’s programvirksomhed.

Politisk er det f.eks. et problem, at lyttere og seere spises af med evindelige genudsendelser og reklamer for DR’s egne programmer, mens danske programmer fylder stadig mindre. Tal fra Gallup TV-Meter viser, at udsendelser på dansk fyldte 28,4 procent af sendefladen i 2014, mens det tilsvarende tal i 2010 var 55 procent.

Til gengæld satser Danmarks Radio primært på underholdning. Det viser en opgørelse, DI Digital har gennemført af DR’s programudbud i uge 22. Opgørelsen skelner mellem underholdning og kerne-public service som for eksempel nyheder, undervisning og kultur, og den viser, at dansk og udenlandsk produceret underholdning fylder i alt 62 procent af sendefladen.

Realiteten er altså, at en meget stor del af licenspengene går til programmer, der ikke meningsfyldt kan betegnes som public service, og som de kommercielle tv-kanaler i forvejen udbyder.

Connie Hedegaards Public Service-udvalg

SR-regeringen og Folketingets partier nedsatte i forbindelse med medieaftalen for 2015-18 et sagkyndigt udvalg, der inden 1. januar 2017 skulle udarbejde et grundlag for overvejelser om public service-mediernes rolle i medievirkeligheden de kommende år.

Rapporten fra Public Service-udvalget blev præsenteret i begyndelsen af november 2016. Det viste sig at udvalget med den tidligere DR-medarbejder Connie Hedegaard i spidsen havde valgt at udarbejde forskellige scenarier, der næppe vil være et relevant grundlag for politiske beslutninger om de fremtidige rammer Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne.

Er DR lydhør?

DR er suverænt Danmarks største og vigtigste kulturinstitution med flere journalister ansat end den samlede dagspresse. Det er forståeligt, men alligevel påfaldende, at danske journalister er ganske tilbageholdende med at dække den folkelige og politiske kritik af landets største journalistiske arbejdsplads. Lars Werge, formand for Dansk Journalistforbund, har da også følt sig kaldet til at fremkomme med en slags forklaring – danske journalister vil sandelig gerne debattere public service, men man har intet ønske om at bidrage til en ”plat” og usaglig debat om DR.

Hertil er vel blot at sige, at det vel ikke er Werge og Dansk Journalistforbund, der skal være dommer over hvordan den politiske debat skal føres?

Noget der til gengæld har fået maksimal journalistisk dækning i alle medier er, at DR fra begyndelsen af 2018 vil flytte lidt flere end 150 medarbejdere fra København til Aarhus og Aalborg. DR Sporten og DR Vejret flytter til Aarhus, hvor DR’s kulturredaktion også udvides. DR Videnskab og DR Undervisning flyttes til Aalborg. Magasinprogrammerne ”Madmagasinet” og ”Kontant” flytter til Aarhus.

At en stor virksomhed med over 3.300 fuldtidsansatte medarbejdere flytter rundt på nogle medarbejdere burde ikke engang i lille Danmark være forsidestof. Men nu er det hele Danmarks Radio, det drejer sig om, og vi har kunne læse kollegialt forstående beskrivelser af, at beslutningen ligefrem har givet anledning til traumer hos medarbejdere.

Problemet med formanden – Michael Christiansen

Når borgerlige partier foreslår, at man skærer mastodonten ned, udløser det heftige modangreb. Det så man senest hos bestyrelsesformanden i DR, Michael Christiansen, der imidlertid forsvarede sin sag så stærkt, at enhver kunne forstå, at den er svag. En nedskæring ville – bedyrede formanden – svække demokratiet, splitte folket og forringe muligheden for at ”hente den objektive sandhed, som ikke er farvet af partier eller holdninger”.

Michael Christiansen er ellers en mand, der i sjældent grad har nydt skiftende regeringers tillid. Departementschef i forsvarsministeriet, direktør for Det Kongelige Teater og formand for utallige udvalg, råd og nævn. Christiansens politiske tæft, sans for juridiske spidsfindigheder og ubestridelige administrative evner har aftvunget respekt fra alle sider af det politiske spektrum. Han har tidligere på suveræn vis evnet at lægge tingene til rette, så de beslutninger, der træffes, går i den retning, hans opdragsgivere har ønsket. Af samme grund er han både blevet kaldt Den Lille Napoleon, Sir Michael og Krigsminister.

Napoleon kompleks?

Men hvilke motiver har drevet Michael Christiansen frem i verden? Vi ved det ikke, men hvorfor blev Napoleon den han blev? I lange tider opererede man i fuldt alvor med kejserens ringe kropsvækst som årsag. Den lille korsikaner, som han blev kaldt. Men Napoleon var ikke udpræget nogen lille mand i sin egen samtid, så så selvom Napoleon-komplekset, som små mænd ofte siges at lide under, ikke passer på navnefaderen, passer det fint på Michael Christiansen. Men der udover ved vi ikke meget om drivkraften, udover at han tidligt indså, at det var som embedsmand han kunne opnå den magt, han vildt attråede.

Noget tyder på, at han nu er begyndt at ryste på hænderne, og på det sidste er tingene ikke gået i Michael Christiansens retning.

Medieaftale

Den brede politiske medieaftale for 2015-18 betyder desværre, at rammerne for Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne, ligger fast i de næste par år. Alligevel er det ikke et øjeblik for tidligt at overveje, de ændringer i DR, der skal implementeres fra 2018.

DR, der mere og mere fremstår som noget taget ud af George Orwells ”1984”, er med henvisning til institutionens public service forpligtelser finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året. I henhold til loven skal den samlede public service virksomhed via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Det foregives, at public service virksomheden mere præcist fastlægges i en særlig aftale med Kulturministeriet, men i realiteten har DR frie hænder, og DR føler sig i hvert fald ikke forpligtet til at lytte til ”kunderne”.

Ingen hensyn til licensbetalerne

DR har udviklet sig til en stat i staten, hvor det er direktionen og bestyrelsesformanden solidt forankret i københavnske kulturradikale kredse, der bestemmer det hele – og vel at mærke uden hensyntagen til ”kunderne” og uden hensyntagen til andre politiske prioriteringer, end deres egne!

Sagerne om den ublu aflønning af DR’s generaldirektør, Licenshesten og beslutningen om at nedlægge UnderholdningsOrkestret er symptomatisk for den holdning, der i mange år har præget institutionens forhold til seere og lyttere. Så længe man har licensen, er der intet, der kan tvinge DR til at lytte til kunderne, endsige komme dem i møde.

Historien om afviklingen af Melodi Grand Prix, den Europæiske Sang Konkurrence, ESC 2014, er tilsvarende en helt fantastisk historie, om et projekt, der ender i et tøjlesløst frådseri med samlede omkostninger på over 334 mio. kr. inklusive DR’s egne udgifter. Direktion og bestyrelse i Wonderful Copenhagen mærker konsekvenser, men selvom ESC var DR’s ansvar, går institutionen foreløbig helt fri.

Udgiften til regnbuemanifestationen børstes af på danske skatteborgere og licensbetalere, og angående DR’s fundamentale ansvar, dækker Kulturministeriet og DR sig bag bestyrelsesformandens drevne juristeri. Resultatet er, at vi formentlig aldrig får placeret et ansvar i DR.

DR’s håndtering af sager, hvor andre medier kræver aktindsigt, har tydeligt afsløret en mediegigant, der opererer dobbeltmoralsk. Den moral, som man afkræver andre magthavere og institutioner om gennemsigtighed og åbenhed, stiller man nødigt selv op til. Det er meget vanskeligt at opnå aktindsigt i DR’s forhold, fordi institutionen gemmer sig bag et hensyn til konkurrenceforhold, selv om det i virkeligheden burde være omvendt, så der var skærpede krav til DR’s åbenhed, da man administrerer 3,7 mia. licenskroner årligt.

Nye signaler?

I forbindelse med udflytningen af medarbejdere til Aarhus og Aalborg har DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, givet udtryk for, at DR skal være relevant for hele befolkningen.

Det er vist første gang at den erkendelse kan ses på tryk.

Rørbye Rønn erkender endvidere, at ”DR tilhører danskerne og derfor også skal gøre sig relevant for alle danskere”!

Det er så sandt, som det er sagt, men det har bare ikke hidtil præget programvirksomheden.

Politisering

Det hævdes, at fire ud af fem journalister stemmer på venstrefløjen. Det får naturligvis om­fattende konsekvenser. Det skaber en slagside til venstre og gør pluralisme til en mangelvare på Danmarks største journalistiske arbejdsplads – Danmarks Radio.

DR er måske/måske ikke bemandet med ”røde lejesvende”, men dagbladet POLITIKEN har dokumenteret, at DR’s store historiske drama ”1864” var et politisk projekt. DR’s daværende dramachef, Ingolf Gabold, bekræfter at, ”Det var et stykke politisk dramatik. Det tager jeg det fulde ansvar for”, siger Gabold, der var dramachef fra 1999 til 2012. Formålet med det politiske projekt ”1864” var ifølge Gabold, at skabe debat om ”den isolation, der ligger i Dansk Folkepartis meget nationalistiske tro på Danmark og det danske”.

DR’s nuværende dramachef, Piv Bernth, afviste Ingolf Gabolds udlægning i POLITIKEN, men Gabold har så sent som i Berlingske Tidende den 17. december 2016 i en artikel om årets debat i 2016 bekræftet, at der var tale om et bevidst indlæg i den politiske debat.

Piv Bernth holder heller ikke sine egne politiske holdninger tilbage. Til new zealandsk radio har hun om Dansk Folkeparti udtalt, at ”De kan ikke lide immigranter, og de forsøger at være meget venligt stemt over for pensionister, men det er ikke virkeligheden”. Der er ikke tale om en fortalelse eller misforståelse. Piv Bernth har selv overfor Radio24syv bekræftet og forsvaret sin bedømmelse af partiet.

Alligevel hævder DR’s kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen uden at blinke og lige op i licensbetalernes åbne ansigt, at DR ”ikke driver bestemte politiske dagsordener”.

Det er ikke mange dage siden, at en radiovært på P3 opfordrede til boykot af Den Korte Avis, som han ikke syntes om politisk.

Det hævdes også, at programmet ”Detektor” er skævvreden i de sager, som man tager op.

Vi alene vide

Under alle omstændigheder er realiteten at:

·        licensbetalerne ikke har noget at skulle have sagt,

·        Folketinget må ikke blande sig, og

·        DR-bestyrelsen har valgt at overlade ledelsen af DR til bestyrelsesformanden og DR’s direktion!

Kritik af DR forsøges affejet som højrepopulisme, men det er ikke kun det poliske højre, der finder det helt urimeligt, at alle danskere er tvangsindlagte til at betale ganske mange penge for meget lidt public service-tv og -radio hos Danmarks Radio, og samtidig være tvunget til at blive hjernevasket af programmedarbejdere, der promoverer deres egen dagsorden. Det er kritisabelt, at Folketinget er sat uden for indflydelse, partiernes repræsentanter i DR-bestyrelsen afskæres fra at øve indflydelse, og kulturministeren nægter at påtage sig det naturlige ”ejeransvar”.

DR’s størrelse, DR’s position og DR’s beskytttelse på mediemarkedet har skabt en kultur og en selvforståelse, som er helt uacceptabel. Når kritikken kommer fra licensbetalerne og fra politikere fra både rød og blå blok, er det nærliggende, at forvente mere drastiske ændringer, end kulturministeren fra Liberal Alliance foreløbig har lagt op til.

Det danske mediemarked

Det danske mediemarked er udfordret af kravene til en fundamental teknologisk omstilling og ændringer i forbrugeradfærden. Det gælder i alle sektorer, men i modsætning til andre økonomiske aktivitetsområder må de private aktører på det danske mediemarked kæmpe direkte mod statsejede, velpolstrede og ekspansive virksomheder, som i vidt omfang ikke krediterer andre og tilbyder alt det nye digitale medieindhold gratis.

Egne indtægter og abonnenter

En mulighed kunne derfor være, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier. Afskaffelse af tvangslicensen kan eventuel kombineres med en basisfinansiering til for eksempel bygninger og teknik, men borgerne skal frit kunne abonnere på de dele af udbuddet, de ønsker.

Forslaget kunne kombineres med en offentligt finansieret Public Service Fond, som også andre medier skulle have mulighed for at trække på. TV2 kunne passende ved samme lejlighed privatiseres.

Det vil betyde et mindre DR og frem for alt et DR, der kommer til at konkurrere på mere lige vilkår med markedets øvrige udbydere.

Vil demokratiet overleve med et mindre DR?

I modsætning til påstanden fra bestyrelsesformand Michael Christiansen vil et mindre og knap så dominerende DR forbedre det danske demokrati:

For det første er et mere sammensat medielandskab bedre for demokratiet end ét domineret af én eller få aktører. Radio24syv har bidraget til, at stemmer i Danmark, vi ikke hørte før, pludselig er kommet til orde. Gid vi allerede i dag havde et TV 24/7 – det ville have været godt for demokratiet, fordi det sikrer flere og forskellige input til den offentlige debat. Tænk bare hvilken befrielse det ville være, hvis alle politiske holdninger i Danmark blev behandlet på en fair måde!

Et mindre DR ville også være en fordel for mediemarkedet. Hvis DR i væsentligt omfang skulle klare sig for egne midler, måtte DR nødvendigvis begrænse det materiale, som i dag er til rådighed for enhver. Det er ikke mærkeligt, at kommercielle aviser og magasiner har vanskeligheder ved at tjene penge på salget af artikler, når DR kopierer de trykte mediers historier og stiller dem gratis til disposition for alle.