Præsidentvalget i Frankrig

Der er præsidentvalg i Frankrig 23. april 2017. Hvis ingen kandidat sikrer sig et flertal her, er der en anden valgrunde 7. maj, hvor det afgøres, hvem der skal være Frankrigs leder de næste fem år.

Kandidaterne

Tidligere undervisningsminister, den 49-årige Benoit Hamon, er med budskabet ”Håb og Fornyelse” de franske socialisters præsidentkandidat efter sejr i primærvalget søndag den 29. januar 2017.

Med omkring 58 procent af stemmerne vandt han over den midtersøgende tidligere premierminister Manuel Valls.

Alle meningsmålinger tyder imidlertid på, at Socialistpartiets kandidat ikke har mange chancer, og Benoit Hamon ventes at ryge ud i præsidentvalgets første runde 23. april.

Anden og afgørende runde, der finder sted 7. maj, ventes at blive et opgør mellem Front Nationals leder, Marine Le Pen, og republikanernes kandidat François Fillon.

François Fillon har, siden han blev valgt som republikanernes præsidentkandidat, ligget overraskende godt i meningsmålingerne. Imidlertid er det netop kommet frem, at hans kone, Penelope Fillon, er blevet lønnet som politisk medhjælp i parlamentet. Hun har bl.a. oppebåret en månedsløn på 60.000 kroner, selvom der syntes at mangle dokumentation for hendes påståede arbejdsindsats. Afsløringerne har fået Fillons popularitet til at styrtdykke på rekordtid.

Den 39-årige tidligere økonomiminister Emmanuel Macron og hans nyopstartede centrumbevægelse “Fremad!” har fået uventet tilslutning, og Macron kan meget vel være dark horse i kampen for at blive Frankrigs næste præsident.

Marine Le Pen behøver næppe nærmere præsentation.

Temaer i valgkampen

Den generelle situation i Frankrig er ikke opløftende: en svag fransk økonomi med lav vækst, global konkurrence, høj arbejdsløshed, stigende ulighed, høje skatter, mangel på international indflydelse og mislykkede forsøg på grundlæggende reformer.

Den økonomiske situation med stadig større marginaliserede befolkningsgrupper har betydet, at det er blevet åbenbart, at velfærdsstaten ikke længere i stand til at beskytte lønmodtagerne.

Front National

Når valget står mellem nationalpopulisterne i Front National, der taler for lukkede grænser, anti-islam, national identitet, protektionisme, selvstændig valuta og mulighederne for – i EU eller ligeså gerne uden for EU – igen at føre selvstændig økonomisk politik, og socialisternes bud på vækstfremmende politikker: traditionel krisepolitik, besparelser på offentlige budgetter og forringelser i velfærd, ja så foretrækker lønmodtagerne dem der siger ”luk grænserne”.

Front Nationals kernevælgere er de EU-kritiske og underprivilegerede. Det er den gruppe på måske helt op til 60 – 75 pct. af befolkningen, der ikke har glæde af, men tvært imod ser globaliseringen som en trussel. Folk uden for den akademiske og politiske elite og de snakkende klasser. Folk, der ikke arbejder i de industrier, der oplever vækst, men derimod oplever arbejdsløshed i sektorer, der presses af billig import fra udlandet. Det er her opbakningen til Le Pen kommer fra.

Republikanernes platform

Francois Fillon prøver trods beskyldningerne om nepotisme at komme ud med sit republikanske budskab om at skabe orden i det kaos socialisterne og Hollande har skabt. Om reformer i skolesystemet med vægt på faglighed i stedet for ideologi og om alle de arbejdspladser republikanerne vil skabe.

Fillon har taget kampen op mod Front National i udlændingepolitikken: Immigration, som ikke fører til integration, skal stoppes. Det er ikke indvandrere, der skal diktere reglerne i det franske samfund og islamiske organisationer skal nøje kontrolleres. Muslimer skal såvel som kristne og jøder repektere Frankrigs lovfæstede verdslighed og ikke bruge religion til politisk propaganda.

I modsætning til Front National forsvarer republikanerne EU-samarbejdet og europæisk kultur. Dog kræver man en nyforhandling af Schengen-aftalen.

Socialisterne

I forsøget på at formulere en tredje vej har socialisternes kandidat, Macron, lanceret tanken om en ny form for social beskyttelse, der holder hånden under alle i samfundet: Universalløn – en form for borgerløn. Til at begynde med er idéen, at unge mellem 18 og 25 år – en aldersgruppe der er hårdt ramt af arbejdsløshed – skal have en fast ydelse hver måned. På sigt skal dækningen udvides, så alle franskmænd modtager omkring 5.000 kroner om måneden. Tankerne om borgerløn har nok appel i visse kredse, men mødes også af betydelige økonomisk begrundet skepsis.

I modsætning til Front National og republikanernes bastante udlændingepolitik fastholder Emmanuel Macron sin fulde støtte til Angela Merkels indvandringslinje.

Status

Under alle omstændigheder tyder aktuelle meningsmålinger på, at vælgerne foreløbig har mest tiltro til Marine Le Pen som den kandidat, der bedst kan reformere Frankrig og opretholde det social velfærdssystem.

Spørgsmålet er om demokratiet i Frankrig er intakt

De seneste regionalvalg i Frankrig i december 2015 kan give et fingerpeg om hvordan det politiske system fungerer i Frankrig.

28 procent støttede det EU-kritiske Front National ved 1. runde af regionalvalgene i Frankrig den 6. december 2015 – en jordskredssejr i forhold til regionalvalget i 2010, hvor Front National kun opnåede 11 pct.

Mens Front National i regionalvalgets 1. runde suverænt erobrede 1. pladsen kom Nicolas Sarkozy’s højreparti, Les Républicains, ind på 2. pladsen, mens socialistpartiet kom ind som nr. 3.

Hvis Front National havde fastholdt styrken under 2. runde den 13. december, ville det have betydet grundlæggende ændringer i det politiske landskab i Frankrig, men hvad skete?

Republikansk værn mod Front National?

Forud for 2. runde den 13. december 2015 gjorde socialisterne og en svækket præsident Francois Hollande alt for at blokere Front National. Den centrale ledelse opfordrede lokalforeningerne til at trække sig fra valget i de kredse, hvor Front National og republikanerne havde erobret 1. og 2. pladsen, og anbefalede i stedet deres medlemmer at stemme på den republikanske kandidat.

Frankrigs socialistiske regeringspartis taktik med at rejse en ”republikansk dæmning” (le barrage republicain) mod det yderste højre ved at trække partiets egne kandidater tilbage ved 2. runde i regionalvalgenes, kom til at koste Front National den overvældende sejr, der ellers tegnede sig efter den første valgrunde.

Front National opnåede igen knap 28 pct. af alle stemmer, men Front National tabte alligevel flertallet i alle de seks regioner, som partiet havde vundet i regionalvalgenes første runde.

Valgdeltagelsen steg fra 50 til 60 procent, og det var tydeligt i flere valgkredse, at det især var modstandere af Front National, der havde rejst sig fra sofaen.

Præsidentvalget i 2017

Hvis mønsteret fra regionalvalgene gentager sig ved præsidentvalget i april 2017, vil det gå Marine Le Pen, som det gik hendes far, Jean-Marie Le Pen, i 2002. Han slog socialisternes premierminister Lionel Jospin i første omgang, men i anden runde fik han kun 17,79 procent af stemmerne, mens den borgerlige Jacques Chirac blev genvalgt til præsident med 83,21 procent af stemmerne. Faktisk den største opbakning, han oplevede i sin politiske karriere.

Er det demokratisk?

”Inddæmningen” af Front National ved de seneste regionalvalg har betydet, at 28 pct. af franskmændene er sat uden for indflydelse på ledelsen af Frankrigs 13 regioner i de kommende 6 år.

Er det klogt at bygge ”dæmninger” og prøve at holde bestemte vælgergrupper uden for indflydelse?

Vi har fra Brexit-afstemningen i UK og fra Trump-valget i USA fået indikationer af hvad der kan ske.

Erik Meier Carlsen har i en dansk kontekst udtrykt, at ”det er uhyre vigtigt, at de mennesker, der er allermest presset af globaliseringen, føler sig hørt, taget alvorligt, og ikke oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. At de bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, er afgørende”.

Historien og den sunde fornuft viser, at der ikke er nogen vej udenom at lytte til den brede befolkning. Med en omskrivning af Lincoln: ”Det er muligt for en tid at forhindre vælgernes deltagelse i den politiske beslutningsproces, og det er endda muligt permanent at blokere for enkelte vælgeres indflydelse, men det er ikke muligt i længden holde alle vælgerne væk fra den politiske beslutningsproces”.

Hvad sker, hvis man stædigt bliver ved med at ignorere befolkningernes skepsis over for unionstankerne i EU, ignorerer befolkningernes bekymring for de daglige trusler fra muslimsk terror, ignorerer befolkningernes reservationer i forhold til det værdiskred, som den fremadskridende multikulturelle omdannelse af samfundet i takt med indvandringen medfører, og hvis man fortsat vælger at se bort fra den brede befolknings forargelse over de folkevalgtes tag-selv-bord og fråds med skatteborgernes penge?

Konsekvenserne for demokratiet kunne blive fatale. Hvad vil der ske, hvis de mennesker, der er allermest presset af indvandring, globalisering og arbejdsløshed, ikke føler sig hørt, ikke bliver taget alvorligt, og oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. Hvis deres synspunkter ikke bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, vil det gå helt galt.