Den nyudnævnte kultur- og kirkeminister, den hidtidige borgmester i domkirkebyen Roskilde, Joy Mogensen, der for tiden er single, har op til valget gjort sig bemærket ved at vente et barn med en anonym donor. Vi blev alle indviet i projektet, da den socialdemokratiske partifælle, Simon Simonsen, kritiserede hendes aktive fravalg af en fader til hendes ufødte der ville berøve barnet retten til at kende sin far.

Simon Simonsens opstillingskreds, Indre By og Christianshavn, prøvede at fyre ham som kandidat, men det var for sent at ændre i opstillingen. Simon Simonsens opnåede imidlertid ikke at blive valg til Folketinget.

Ayasofya-moské i Allehelgens gade i Roskilde

Det er imidlertid Joy Mogensens forhold til islam, der vil påkalde sig størst opmærksomhed i forbindelse med hendes varetagelse af hvervet som kirkeminister.

Byretten i Roskilde uddelte i begyndelsen af 2018 bøder for forstyrrelse af den offentlige ro og orden, da tre medlemmer af foreningen Stop Islamiseringen af Danmark (Siad) sidste år afspillede muslimske bønnekald under en gudstjeneste i Roskilde Domkirke.

To medlemmer af Siad blev dømt til at betale ti dagbøder på 200 kroner for deres afbrydelse af andagten under en gudstjeneste i august 2017. En tredje mand var også tiltalt i sagen, men blev frikendt. De tre demonstranter havde afspillet et muslimsk bønnekald gennem en megafon under gudstjenesten i Roskilde Domkirke, hvorefter biskop Peter Fischer-Møller, der holdt gudstjenesten, måtte afbryde den kirkelige handling for at tale til de demonstrerende.

De tre medlemmer afbrød andagten med muslimske bønnekald, da de var vrede over, at der fremover vil lyde bønnekald fra plexiglas-minareterne på den nye Ayasofya-moské i Allehelgens gade i Roskilde.

Det var som borgmester, at Joy Mogensen stod for den kontroversielle godkendelse af Erdogan-moskéen under navnet Ayasofya-Moskéen, der af alle steder er placeret i Allehelgensgade i domkirkebyen.

Indvielsen Kristi himmelfartsdag

Moskeen blev af alle dage indviet Kristi himmelfartsdag den 10. maj 2018. Roskilde Dagblad har berettet, hvordan solen stod ned på pladsen foran Ayasofya Moské, hvor den mere end halvanden time lange indvielse fandt sted.

Moskéens nytilkomne imam, Mehmet Hatip Ögütcü, indledte med koranoplæsning, før rækken af talere kom til.

Først formand Tuncay Yilmaz fra Roskilde Kulturforening, der udadtil står bag moskéen, som staten Tyrkiet ejer og driver.

Han talte både på tyrkisk og dansk, og derefter tog Roskildebispen, Peter Fischer-Møller, over med et forsvar for religionsfriheden.

Han blev fulgt af Roskildes borgmester, Joy Mogensen, der opfordrede til at fortsætte med at tage de svære diskussioner.

Efter hende talte lederen af Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse, en repræsentant for det tyrkiske religionsministerium Diyanet og den tyrkiske ambassadør i Danmark, Ugur Kenan Ípek, der alle talte på tyrkisk. Ambassadøren sluttede dog på engelsk med at opfordre til fredelig sameksistens og samling mod terrorismen.

Til sidst kaldte hele to imamer til bøn, inden den røde snor blev klippet af hele raden af notabiliteter.

Moskeer i Danmark

Der var i 2017 omkring 170 moskeer i Danmark, hvor danske muslimer kan samles til fællesbøn og andre aktiviteter.

Der er 29 Erdogan-styrede moskeer i Danmark. Disse hører alle under Dansk-Tyrkisk Islamisk Stiftelse, som er en del af den statslige tyrkiske religiøse myndighed Diyanet. De fra Tyrkiet udsendte imamer aflønnes af den tyrkiske stat.

Det hævdes fra forskellig side, at lande som Iran og Tyrkiet benytter danske moskéer til at føre politik. For eksempel Erdogans opfordring til imamer i bl.a. Danmark og Tyskland med tilknytning til den tyrkiske statslige organisation Diyanet. Her var lederen af Diyanet i Danmark ansvarlig for at fremskaffe oplysninger om tilhængere af Gülen-bevægelsen blandt danske muslimer, da den tyrkiske regering mente, at Gülen-tilhængere stod bag kupforsøget i 2016.

Forbud mod udenlandsk finansiering af moskeer?

Den tidligere VKLA-regering og Dansk Folkeparti indgik i foråret 2019 en aftale om rammerne for en forbudsliste rettet mod økonomiske donationer fra personer og organisationer i udlandet. Forbud vil ske ud fra en vurdering af, om disse modarbejder og underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.

I 2015 forbød Østrig al fremmed finansiering af moskéer og imamer i landet gennem en opdatering af den såkaldte Islamgesetz, en lov om islam, som blev gennemført i 1912, efter at det østrigsk-ungarske rige i 1908 havde annekteret Bosnien-Herzegovina.

Ifølge den nye lov er udenlandsk finansiering forbudt og imamer forpligtede til at tale tysk.

I modsætning til den politiske aftale mellem VKLA-regeringen og Dansk Folkeparti er forbuddet samtidig forbundet med en række rettigheder. Østrigske muslimer får adgang til imamer på hospitaler, plejehjem, fængsler og i militæret, halalmad skal serveres i offentlige institutioner, inklusive skoler, og muslimer får ret til at holde fri på muslimske helligdage. Derudover er der oprettet en imamuddannelse.

Det kan blive interessant at følge hvordan den socialdemokratiske regering og Joy Mogensen vil håndtere problemstillingen.

Da fransk politi i sidste uge indkaldte fodboldikonet Michel Platini til forhør om hans rolle i beslutningen om at henlægge værtskabet for verdensmesterskaberne i fodbold i 1922 til den lille golfstat Qatar, nåede VM-skandalen nye højder. Qatar er med kun 2,5 mio. indbyggere verdens rigeste land målt per indbygger på grund af store olie- og naturgas-forekomster. I Danmark er DBU under stærkt pres for at boykotte VM-arrangementet – ikke alene på grund af korruptionsskandalen, men især som følge af de kritisable forhold, som de mange importerede gæstearbejdere m.fl. udsættes for i ørkenstaten.

Qatar med hovedstaden Doha er det rigeste land i verden pga. af landets utrolig store gas- og oliereserver, herunder feltet Al-Shaheen, som Maersk Oil havde koncession på frem til 2017, men landet har langt fra demokratisk styre. Emiren, som er stats- og regeringschef, udnævner en regering. Der er hverken formelle politiske institutioner eller partier. Emir og regeringschef er Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani.

Sarkozy og Platini

Fransk politis undersøgelser af korruptionssagen omkring tildelingen af VM 1922 til Qatar fokuserer på et møde som Frankrigs daværende præsident Nicolas Sarkozy afholdt i Elysée Palæet i november 2010, hvor MIchel Platini and højtstående Qatar-folk, herunder emiren, Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, deltog.

I december 2010 blev FIFA’s beslutning om VM 2022 i Qatar offentliggjort. Den tidligere anfører for det franske fodboldlandshold, præsident for UEFA og vicepræsident for FIFA, Michel Platini, stemte for Qatar.

Det har påkaldt sig opmærksomhed, at Platini i februar 2011 modtog en betaling på 2 mio. Schweizerfranc fra FIFA. Nicolas Sarkozy modtog nogle få måneder efter at have tabt præsidentvalget I 2012 et tilsagn på 250 mio. euro fra Qatar.

Qatar og dansk udenrigspolitik i Mellemøsten

Saudi-Arabien, Bahrain, De forenende Arabiske Emirater og Egypten m.fl. har sat Qatar under pres som følge af landets forbindelser til terrororganisationer, og snesevis af individuelle personer og organisationer knyttet til Qatar står nu på terrorlister.

Årsagen til boykotten er kompleks. En væsentlig faktor er det dødelige modsætningsforhold mellem sunni- og shia-muslimer og mellem Saudi-Arabien og Iran. På et tidspunkt indledte Qatars tidligere emir en ny mere udadvendt retning for landet, hvor man blandt andet oprettede tv-stationen Al-Jazeera og indledte nye venskaber med bl.a. Iran. Men Qatars støtte til Iran og islamistiske grupper som Al Nusra-fronten og Det Muslimske Broderskab blev for meget for de andre sunnimuslimske stater i området.

Danmarks forhold til Qatar

Mens andre lande holder sig på armslængdes afstand af Qatar, har Danmark ikke afbrudt kontakten med Qatar, som vi står på venskabelig fod med. I den løbende rådgivning fra Esplanaden har det ikke skortet på at påpege de store muligheder indenfor olie, økonomi og handel.

Kristian Jensen

Daværende udenrigsminister, Kristian Jensen, aflagde den 6. januar 2016 et besøg i Doha. Udenrigsministeren kastede sig under besøget ind i kampen til fordel for Mærsk Oil, der har fået skarp konkurrence på retten til olieudvinding i Qatar efter 2017. Dagbladet Børsen kunne berette, at Kristian Jensen mødtes med Qatars emir Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani og premierminister Sheikh Abdullah bin Nasser bin Khalifa Al Thani og drøftelserne drejede sig alene om Qatars største oliefelt, Al-Shaheen, som Maersk Oil ingenlunde kunne være sikker på efter udløbet af den hidtidige licens i midten af 2017.

Kongehuset også til Qatar

Trods betydelig offentlig kritik af, at det danske kongehus vikles ind i omgangen med udemokratiske og despotiske regimer, rejste Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen til Qatars hovedstad Doha den 2. – 3. marts 2016.

I Doha besøgte Kronprinsparret bl.a. Maersk Oil’s hovedkvarter, og under samtalerne med Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani, var der lejlighed til at lægge et god ord ind for Mærsk Olies koncessionsinteresser.

A.P. Møller – Mærsk må opgive olie- og gasforretningen

Indsatsen fra udenrigsminister Kristian Jensen fra Herning og fra det danske kongehus til fordel for Maersk olieinteresser i Qatar, bar desværre ikke frugt. Selvom Esplanaden naturligvis også selv pressede på; både Nils Smedegaard, daværende topchef i A.P. Møller – Mærsk, og Ane Uggla, datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, besøgte også Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani.

Det endte med at franske Total S.A. blev valgt til at overtage koncessionen fra Maersk Oil til Qatars største oliefelt, Al-Shaheen.

Den tanke melder sig, om Total S.A. og Al-Shaheen også var på bordet på mødet i 2010 om Fodbold-VM 2022 i Elysée Palæet?

Qatar-koncessionen var Mærsk Oils mest guldrandede oliekontrakt. Omtrent halvdelen af Mærsk Oils internationale omsætning kom fra Qatar, og den 21. august 2017 blev det meddelt, at A.P. Møller – Mærsk A/S (APMM) havde solgt Mærsk Olie og Gas A/S (“Maersk Oil”) til Total S.A. for 7,45 mia. dollars ved en kombineret aktie- og gældstransaktion.

Da Det Hvide Hus i begyndelsen af maj sendte det amerikanske hangarskib USS Abraham Lincoln i Nimitz-klassen med ledsageskibe m.v. til den Persiske Golf var årsagen ifølge den nationale sikkerhedsrådgiver John R. Bolton “bekymrende og eskalerende indikationer og advarsler” relateret til Iran.

Udenrigsminister Mike Pompeo svarede, da han på flyet på vej til møde i Arktisk Råd i Finland af journalister blev spurgt om Mr. Boltons erklæring, at “Det er noget, vi har arbejdet på i et stykke tid.”

“Det er helt sikkert, at vi har set eskalerende aktiviteter fra iranerne, og vi vil holde iranerne ansvarlige for ethvert angreb på amerikanske interesser, uanset om disse handlinger foretages af shia-militsgruppe, Hamas, Houthis eller Hizbollah, eller andre der reelt kontrolleres af Iran”.

“De Forenede Stater søger ikke krig med det iranske regime, men vi er fuldt ud rede til at reagere på ethvert angreb, hvad enten det er ved en stedfortræder, ved Revolutionsgarden eller ved regulære iranske militære styrker,” sagde Bolton i udtalelsen.

USA har lagt pres på Iran

Det amerikanske forhold til Iran er blevet forværret siden præsident Trump sidste år trak USA ud af den atomaftale, der var indgået med Iran i 2015. USA har siden pålagt Iran hårde sanktioner, som ikke mindst Bolton og Pompeo har været førende i formuleringen af.

I sidste måned satte Trump administrationen den iranske Revolutionsgarde, IRGC, på terrorlisten, og organisationen og alle der samarbejder med IRGC er pålagt strenge økonomiske sanktioner.

Sanktionerne betyder, at Iran er hårdt ramt økonomisk, valutaen – Rialen – er i frit fald og inflationen er galopperende. Den iranske befolkning på 84 millioner oplever faldende levestandard og arbejdsløsheden er frygtindgydende. Sanktionerne betyder også, at iranerne ikke er i stand til at eksportere de mængder af beriget uran og tungt vand, som atomaftalen tillader. Derfor vil grænsen for den tilladte oplagring i Iran af beriget uran blive overskredet den 27. juni.

Iranske reaktioner kommer ikke uventet

Den amerikanske regering har naturligvis været helt klar over, at det var et spørgsmål om tid før Iran måtte reagere. Truslen om genopbygningen af lagre af beriget uran og eventuelt helt at udtræde af atomaftalen sigter naturligvis på at presse USA og EU til at bevare atomaftalen fra 2015 og ophæve sanktionerne. Tankegangen i Teheran er, at udsigten til en eskalerende militær krise i Mellemøsten måske kan tvinge EU til en kraftigere indsats for at redde atomaftalen fra forlis, samt kompensere for de amerikanske sanktioner. Det er imidlertid lidet sandsynligt, at EU kan gøre en forskel.

Forleden slog fire katyusha-raketter ifølge Sky News Arabia ned i nærheden af en militærbase, hvor amerikanske soldater opholder sig, ved Mosul i Irak. Ugen forinden blev to tankskibe angrebet i Omanbugten ud for den iranske kyst.

Iraneksperter tvivler ikke på, at det faktisk var Iran, der udførte eller stod bag raketangrebet i Iraq, angrebene på tankskibene og den efterfølgende nedskydning af den amerikanske marines drone.

Argumentet om, at Iran ikke har nogen interesse i at udføre et sådant angreb, fordi det bringer landet tættere på krig med USA, holder ikke: Iranerne har før demonstreret, at trængt op i et hjørne viger regimet ikke tilbage for noget. Iran forsøger at vise USA, at de også kan svare igen. Det må antages, at Iran opererer ud fra den antagelse, at Trump ikke ønsker en krig inden 2020-valget. De iranske angreb er derfor ikke selvmordsaktioner, men nøje planlagte operationer af den slags, der sender signaler, men ikke starter krige.

Revolutionsgardens Quds Force

Irans Ayatollah Ali Khamenei er informeret om alle træk, men det er den iranske Revolutionsgarde – The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC – der enten udfører eller sanktionerer aktionerne.

Den republikanske senator Marco Rubio fra Florida og medlem af Senatets Foreign Relations Committee, har på Twitter afsløret hvordan amerikanerne opfatter Revolutionsgarden:

“Vi vil ikke skelne mellem angreb fra Shia-militser i Iraq og Revolutionsgarden, The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC, der styrer dem. Ethvert angreb fra disse grupper mod amerikanske enheder vil blive betragtet som et angreb fra Iran.”

Den islamiske revolution i Iran i 1979 bragte en radikal transformation af landets styre med sig. Allerede efter Shahens fald begyndte de nye magtstrukturer at vise sig, men det var først under og efter den blodige krig med Irak i 80erne, at den Islamiske Republik kunne konstituere sig som et stærkt centraliseret regime, med tentakler – herunder Revolutionsgarden, The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC – der strækker sig helt ud i samfundets spidser. “Revolutionens fjender” blev udrenset og mange andre flygtede ud af landet. Alle blev underlagt det gejstlige shiamuslimske bureaukrati, Revolutionsgarden og den paramilitære milits (Basij), der tæller millioner af indoktrinerede unge soldater.

Revolutionsgarden, IRGC, har siden afslutningen af krigen med Irak I 1980’erne finansieret af olieindtægter opbygget en enorm magt i Iran. Ikke kun internt i Iran, hvor IRGC udover det kontroversielle atomprogram også kontrollerer væsentlige økonomiske og industrielle interesser, men også i forhold til udlandet. IRGC er ansvarlig for et ballistisk missilprogram, der truer hele regionen, men IRGC støtter også direkte international terrorisme, blandt andet shiamuslimske militser i Iraq og Syrien, den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, Hams i Gaza og Houthi-bevægelsen i Yemen.

Generalmajor Qasem Soleimani

Den enkeltperson I Iran, som USA især er opmærksom på, er Qasem Soleimani.

Soleiman blev født den 11. marts 1957 og er avanceret til Generalmajor i Revolutionsgarden, IRGC. Qasem Soleiman har siden 1998 været øverstkommanderende for IRGCs Quds Force – den del af Revolutionsgarden, der er ansvarlig for alle militære og hemmelige operationer uden for Irans grænser. Det er således Qasem Soleiman, der er den egentlige fører af diverse shiamuslimske militser i Iraq og Syrien, af Houthierne i Yemen, af Hizbollah i Libanon og af Hamas i Gaza. Ingen af disse organisationer ville vove et direkte angreb på amerikanske styrker uden at ordren var givet af Qasem Soleiman.

Krig?

Mens Iran afviser at have spillet en rolle i angrebene, ses de som et direkte resultat af de fornyede spændinger mellem Iran og USA og som en del af en optrappende konflikt – med potentiale til at udvikle sig til den krig, ingen af de involverede parter ifølge egne udsagn ønsker.

Under alle omstændigheder ser det ud til, at vi kan se frem til endnu en hed sommer i Mellemøsten.

Tre principielle sager om BRFkredits og Totalkredits bidragsforhøjelser blev den 19. juni 2019 afgjort af Højesteret, der fastslog, at aftalegrundlaget indeholdt en adgang for Totalkredit til at forhøje bidraget med de begrundelser, som Totalkredit anførte. Højesteret fastslog endvidere, at der i aftaler om realkreditlån må accepteres en bredere adgang for realkreditinstituttet til at forbeholde sig ensidigt at foretage ændringer af aftalen, lyder det i et resume af dommen.

Højesteret har dermed stadfæstet den dom, Østre Landsret den 8. august 2018 afsagde i den sag boligejerne havde anlagt mod realkreditinstitutterne BRFkredit og Totalkredit om forhøjede bidragssatser.  

Landsretten frifandt begge realkreditforeninger med den begrundelse, at der var hjemmel til bidragsforhøjelserne i aftalerne og gældende regler.

Det fremgår af et domsresumé, som Østre Landsret har lagt på sin hjemmeside.

Efterfølgende fik boligejerne bevilget fri proces til at føre sagerne mod deres realkreditinstitutter hele vejen til Højesteret.

Bidrag på 22 mia.kr. er måske ikke ulovlige, men klart urimelige!

Låneaftalerne og de gældende regler er tydeligvis ikke udarbejdet med sigte på at beskytte realkreditlånerne. Det er realkreditinstitutterne, der har formuleret aftalerne til deres fordel, og dommen er derfor ikke overraskende. Spørgsmålet er om det er rimeligt, at realkreditinstitutterne får lov til at flå boligejerne for bidrag på omkring 22 mia. kr. om året? Bidrag, man vel og mærke ikke kan undgå, fordi der reelt ikke er konkurrence på realkreditmarkedet.

Konkurrencerådet har fra de magtfulde aktører på det danske realkreditmarked fået kritik af, at Konkurrencerådet i en rapport har dokumenteret den manglende konkurrence på realkreditmarkedet (realkreditrapporten). Rådets formand og direktør bliver derfor kyst til i et debatindlæg den 5. januar 2017 på finans.dk at angribe Jesper Rangvid fra CBS for at have misforstået Konkurrencerådet.

Jesper Rangvid har selvfølgelig afvist beskyldningen, men for realkreditinstitutternes kunder er der – desværre – ikke noget at misforstå: Det er af Konkurrencerådet, Nationalbanken og andre instanser dokumenteret, at realkredit-lånerne bliver flået med bidragsbetalinger og realkreditinstitutterne skovler penge ind på bekostning af boligejerne! Det åbenlyse tyveri bliver ovenikøbet forsvaret af Finanstilsynet og domstolene!

Finanstilsynets udsendte den 9. november 2017 den såkaldte Halvårsartikel 2017 om realkreditinstitutterne, og resultatet for 1. halvår 2017 viste en fremgang på 60 pct. i forhold til første halvår 2016. Nettorenteindtægterne stiger igen, omkostningerne falder, kursreguleringerne er forbedret, nedskrivningerne er fortsat historisk lave og ligger for halvåret på omtrent nul.

Realkreditinstitutternes hovedindtægtskilde er bidrag fra de godt 1 million danske realkreditlånere. De samlede nettorenteindtægter var i første halvår 2017 på 12 mia. kr. mod 11,4 mia. kr. året før, altså en stigning på 5,3 pct. Over 90 pct. af institutternes nettorenteindtægter er bidrag fra lånerne, som dermed i 1. halvår af 2017 har betalt omkring 11 mia. kr. i bidrag. Bidragene udgør godt 0,41 pct. af realkreditinstitutternes samlede udlån 2.762 mia. kr. i 2017 og realkreditten kradser dermed omkring 22 mia. kr. om året ind i bidrag fra de stavnsbundne lånere.

Konkurrencerådet har tilladt, at Nykredit Realkredit, der siden fusionen med Totalkredit i 2003, har skullet holde sine bidragssatser i ro, kan hæve satserne for omkring 60.000 boligejere.

Boligejerne er ikke overraskede – det har længe været et vilkår, at udover stigende boligskatter har boligejerne måttet kæmpe med stigende bidragssatser ved realkreditlån – og Nykredit-afgørelse viser desværre, at der ikke er udsigt til andet end stadig øgede bidrag!

Politisk beskyttelse af realkreditten

Den tidligere erhvervsminister, Brian Mikkelsen, der nu arbejder på at fremme Danske Erhvervs interesser, kunne den 26. januar 2017 storsmilende og med energiske armbevægelser bekendtgøre, at regeringen havde indgået en ”balanceret bred politisk aftale om realkreditten”.

Brian Mikkelsen skrev på Facebook: ”Vi skaber med denne aftale lavere priser, en øget gennemsigtighed, mobilitet og dermed grundlaget for bedre konkurrence til gavn for boligejerne. Det er en god dag for boligejerne”.

Det lød godt – ville boligejerne ikke længere være stavnsbundet til et bestemt realkreditselskab? Ville der blive indført konkurrence på realkreditlån? Kunne man bare flytte selskab, hvis vilkårene ikke var tilfredsstillende?

Desværre var det ikke sandt.

Et nærmere eftersyn afdækkede, at aftalen var til fordel for realkreditinstitutterne, mens låntagerne igen fik en lang næse. Aftalen indebar, at realkreditselskaberne fremover i tilfælde af, at låner beslutter at flytte selskab, skal afstå fra et indfrielsesgebyr på omkring 750 kroner, ligesom de kun må opkræve 50 procent i såkaldt kurtage og kursskæring, når det sker i forbindelse med bidragsstigninger.

Realkreditlånerne har i praksis svært ved at flytte til et andet institut

Forbrugerrådet Tænk har beregnet, at det svarer til en besparelse på godt 1.800 kr. af de flytteomkostninger på over 12.000 kroner, man typisk skal betale til det realkreditselskab, man eventuelt i utilfredshed over gebyrsatser m.v., flytter fra.

Det er egentlig ikke overraskende, at realkreditskyldnerne ikke fik mere ud af hele øvelsen. Allerede da Brian Mikkelsens forgænger som erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen, nedsatte et ekspertudvalg på 14 personer, kunne man ane hvor det bar hen.

Udvalget havde ikke en eneste repræsentant for de over 1 million danske låntagere!

Det var ellers udvalgets opgave at komme med anbefalinger til, hvordan mobiliteten og gennemsigtigheden på realkreditmarkedet kunne øges. Resultatet af udvalgsarbejdet blev da også, at man kunne præsentere den nye erhvervsminister for nogle små og ganske betydningsløse justeringer for låntagere, som ønskede at flytte kreditforening.

Et af de forslag, der trak i låntagernes interesse, indebar, at samtlige flytteomkostninger skulle betales af det institut, der sætter bidragssatsen op. Et mindretal i udvalget bestående af Finansrådet, Realkreditforeningen og Realkreditrådet kunne ikke bakke op om flertallets anbefaling af at indføre et ”forbud mod at opkræve indfrielsesgebyr samt kurtage og kursskæring ved indfrielse i varslingsperioden ved forhøjelse af bidragssats i et realkreditinstitut og ved forhøjelse af rentetillæg ved realkreditlignende lån i et pengeinstitut”.

Derfor valgte politikerne en mellemvej ved at sige, at realkreditselskaberne kun må opkræve halv kursskæring og halv kurtage.

Under alle omstændigheder er den politiske aftale vinduespynt og uden praktisk betydning. Realkreditinstitutterne har nemlig de senere år skruet op for den såkaldte bidragssats, altså det gebyr en kunde løbende betaler til sit realkreditinstitut for overhovedet at have et realkreditlån.

Bidragene har i nogle år været stigende, og sidste år betalte de danske boligejere godt 22 milliarder kroner i gebyr på deres boliglån!

Realkreditten skovler penge ind på bidragssatserne

Ifølge Nationalbanken udgør bidragssatserne nu over 40 pct. af boligejernes låneudgifter, og de årlige mere end 22 mia. kr. ryger direkte i realkredittens pengekasse.

Kreditforeningernes hæmningsløse opkrævning af bidrag og gebyrer fra sagesløse lånere virker paradoksalt – det er jo i et vist omfang foreningernes egne medlemmer, der betaler. Realiteten er imidlertid, at medlemmernes og lånernes indflydelse er mindsket i takt med institutternes omdannelse til aktieselskaber, der har andet end lånernes interesser for øje.

Manglende konkurrence og karteldannelse på realkreditområdet?

Det dokumenteres nu, at det er et konkurrencemæssigt usundt marked, der har tilladt, at de største danske realkreditselskaber i bemærkelsesværdig enighed (hvem sagde kartelagtigt?) har hævet priserne på realkreditlån for de danske boligejere de seneste år.

Det slås fast i en rapport om realkreditmarkedet fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at konkurrencen har svære vilkår på realkreditmarkedet, og de idelige prisstigninger på boliglån var ikke gået, hvis der havde været et velfungerende marked.

Konklusionerne er stærkt kritiske over for realkreditsektorens konkurrencebegrænsende elementer og de begrundelser, som selskaberne har brugt for at hæve priserne i de senere år. Og der er talrige elementer, der peger på voldsomme konkurrenceproblemer, som forbrugerne betaler regningen for. Siden 2009 er priserne på realkreditlån med årlig rentetilpasning og afdrag for eksempel fordoblet.

Ifølge rapporten er de prisstigningerne på realkreditlån, som er blevet gennemført de sidste år med Nykredit som bannerfører, ikke funderet i højere omkostninger for realkreditselskaberne.

Realkreditselskaberne har ved flere bidragsstigninger henvist til, at stigningen var nødvendig for at dække omkostningerne forbundet med øgede kapitalkrav. Samlet set har konkurrencemyndighederne dog svært at se, at de vedtagne stigninger i kapitalkravene frem mod 2019 skulle kunne forklare stigningerne i bidrag og kursskæring mv.

Kan Erhvervsministeren varetage boligejernes og realkreditlånernes interesser?

De politiske partier har svigtet boligejerne, og regering, Nationalbank, Finanstilsyn og Konkurrencerådet er helt passive overfor den åbenlyse udbytning, som danske realkreditlånere er udsat for. Der er derfor nok at tage fat på for den Erhvervsminister, der måtte blive udnævnt efter regeringsforhandlingerne.

På foranledning af Det Radikale Venstre blev der – efter en reformpause i slutningen af Schlüter-epoken -under den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussens regering fra 1993 – 2001 taget hul på arbejdsmarkeds- og skattereformer. Senere kom Velfærdsaftalen i 2006 og Tilbagetrækningsreformen fra 2011. De to aftaler havde blandt andet til formål at hæve pensionsalderen og at afkorte efterlønsperioden. Det er ikke nemt at gennemføre nye reformer med samme potentiale. Faktisk har Socialdemokratiet foreslået at slække lidt på reformerne, og udstyre visse nedslidte danskere med en rettighed til tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Forslagene til nye fremadrettede reformer har til gengæld været sparsomme. Socialdemokratiet har foreslået et øget fradrag for investeringer i forskning, og Venstre har fokuseret på beløbsgrænsen for at gøre det lettere at få flere udlændinge til Danmark for at arbejde.

Prioritering af velfærden her og nu

I stedet for forslag til konsolidering af nationens økonomiske bæredygtighed har partier, der repræsenterer henved 90 procent af vælgerne, brugt valgkampen på overbud, der handler om at anvende et forventet økonomisk råderum på fortsat udbygning af det offentlige velfærdssystem.

Udviklingen er sindssyg af 2 grunde: Når der overhovedet kan forventes et råderum, skyldes det ene og alene en fremskrivning af en skatteudskrivning, der forudsætter at en stadig større del af skatteydernes penge, skal disponeres af den offentlige sektor. Vanviddet stopper ikke her – den politiske debat bygger på den antagelse, at det er umuligt at ændre en forældet velfærdsmodel, der lægger beslag på stadig flere ressourcer uden nødvendigvis at producere mere velfærd.

Resultatet er forudsigeligt. Uanset hvem vi stemmer på og uanset hvem der vinder valget, undgår vi ikke fremtidige regeringer, der bliver ved med at øge skatterne og øge de offentlige udgifter.

Produktiviteten i den offentlige sektor

Med en offentlig sektor, der ifølge OECD er verdens største, og allerede nu lægger beslag på halvdelen af bruttonationalproduktet, burde der være fokus på den notorisk svage produktivitetsudvikling i sektoren, der betyder at vi trods stadig større udgifter taber terræn i forhold til sammenlignelige lande.

De fleste er vel uanset partipolitisk ståsted tilhænger af en offentlig sektor, der sikrer alle lige muligheder og helst med så mange frie valgmuligheder som muligt. Vi forventer, at den offentlige sektor sikrer gode skoler, dygtige hospitaler, universiteter i top, sociale foranstaltninger, et sikkert retsvæsen, en velfungerende infrastruktur.

Hvad angår den offentlige sektors kroniske vokseværk, og i spørgsmålet om det offentlige skal levere, hvad private kan levere bedre og billigere i en fri konkurrence, er der måske forskelle i anskuelser. Ikke desto mindre var der almindelig applaus, da SRSF-regeringen i begyndelsen af 2012 nedsatte Produktivitetskommissionen.

Baggrunden for oprettelsen var en tværpolitisk bekymring over den lave produktivitetsudvikling i Danmark i forhold til en række andre vestlige lande.

Efter kommissionens kommissorium skulle den kulegrave den danske produktivitetsudvikling – både i dansk erhvervsliv og i den offentlige sektor – og komme med konkrete anbefalinger.

Midlertidig optimisme

Mens kommissionen arbejdede, var der faktisk en livlig offentlig debat for og imod størrelsen af den offentlige sektor. Hvor regeringspartierne og måske især Socialdemokratiet især var optaget af holdningen blandt deres mange offentligt ansatte vælgere, var de borgerlige partiers indgang anderledes: For de fleste var det af afgørende betydning, at skatteborgerne – der allerede var underkastet verdens højeste skattetryk, højeste energipriser og højeste forbruger og fødevarepriser – fik valuta for pengene.

Indimellem var der endog grund til optimisme. Produktivitetskommissionen offentliggjorde op til Folkemødet på Bornholm i juni 2013 et såkaldt arbejdsnotat, hvor vurderingen var, at der kan spares mindst 10 pct. i kommunerne uden at skære serviceniveauet ned, hvis alle kommuner var ligeså gode til at minimere omkostningerne som de bedste. Produktivitetskommissionens formand holdt sig ikke tilbage i debatten og tilkendegav, at besparelsespotentialet alene på det kommunale serviceområde var i størrelsesordenen +10 pct., svarende til 20 – 25 mia. kr. Disse ressourcer kunne med fordel anvendes til bedre kommunal service eller mindsket skattetryk.

Produktivitetskommissionens formand og arbejdsnotatet vurderede samtidig, at potentialet for produktivitetsforbedringer indenfor staten og regionerne var af samme størrelsesorden.

I sommeren 2013 tegnede der sig således konsensus om, at der på de offentlige budgetter faktisk allerede var et råderum på mindst 50 mia. kr., som betyder, at vi på én og samme tid har mulighed for at forbedre den offentlige sektor og samtidig moderere verdens højeste skattetryk.

Produktivitetskommissionens vurderinger var troværdige og blev understøttet af analyser fra en række andre instanser. Den liberale tænketank Cepos har beregnet, at det såkaldte kommunepotentiale udgør 30 mia. kr. – så meget kunne de kommunale udgifter nedbringes med ved at have samme serviceniveau og samme effektivitet, som den mest effektivt drevne kommune i Danmark.

Kommissionsarbejdet var uden effekt

Hvad der skete siden juni 2013 og frem til offentliggørelsen af den endelige rapport er en gåde. Produktivitetskommissionens endelige anbefalinger vedrørende den offentlige sektor var udvandede og begrænset til understregning af behovet for bedre data og systematisk benchmarking af ”produktivitet og effektivitet i sammenlignelige offentlige enheder”.

Siden er debatten gået i stå.

På venstrefløjen er der er overhovedet ikke tvivl om, at en række interesseorganisationer og systembevarende elementer i Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre har reageret. Produktivitetskommissionen kom under massivt pres for at undgå, at den endelige rapport kunne bruges i den politiske proces.

Det bemærkelsesværdige er, at de borgerlige partier forholdt sig passive, og siden med vellyst har deltaget i fordelingen af kommende års forventede økonomiske råderum. Under alle omstændigheder understreger forløbet – endnu engang – vanskeligheden ved i Danmark at tilvejebringe et evidensbaseret grundlag for politiske beslutninger.

Det er således påfaldende, at den kommunale udligningsordning, der har været fremhævet som en væsentlig årsag til, at der på det kommunale område ikke er tilstrækkeligt incitament til ansvarlig offentlig forvaltning, overhovedet ikke blev analyseret af Produktivitetskommissionen. Tilsyneladende foreligger der ikke engang et arbejdsnotat. Hvorfor mon Produktivitetskommissionen overhovedet ikke forholdt sig til et system, hvor der systematisk overføres ressourcer fra veldrevne kommuner til mindre effektive kommuner?

I valgkampen er opstået et nyt skældsord.  Rasmus Paludan er alligevel ikke nazist, men etnonationalist! Stram Kurs ivrer for et Danmark for danskere – et synspunkt, der i kultur- og venstreradikale kredse ikke er mindre anstødeligt. Hvorfor tilhængere af nationalstaten nu skal dæmoniseres, er svært at forstå? For os andre danskere er nationalstaten en naturlig – og måske den eneste – fælles ramme og værn i en globaliseret verden, hvor kulturer, værdier og identiteter uundgåeligt mødes.

De fleste er parate til at praktisere en vis åbenhed over for andre kulturelle impulser end de traditionelle, klassiske og kristen-protestantiske danske værdier, men svaret på globaliseringen kan aldrig være en pligt til at underkaste sig en total kulturel og identitetsmæssig udjævning.

Erik Meier Carlsen har udtrykt, at ”det er uhyre vigtigt, at de mennesker, der er allermest presset af globaliseringen, føler sig hørt, taget alvorligt, og ikke oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. At de bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, er unikt”.

Historien og den sunde fornuft viser, at der ikke er nogen vej udenom at lytte til den brede befolkning. Med en omskrivning af den amerikanske præsident Lincoln: ”Det er muligt for en tid at forhindre vælgernes deltagelse i den politiske beslutningsproces, og det er endda muligt permanent at blokere for enkelte vælgeres indflydelse, men det er ikke muligt i længden holde alle vælgerne væk fra den politiske beslutningsproces”.

Hvad sker, hvis man stædigt bliver ved med at ignorere befolkningens skepsis over for unionstankerne i EU, ignorerer befolkningens bekymring for de daglige trusler fra muslimsk terror, ignorerer befolkningens reservationer i forhold til det værdiskred, som den fremadskridende multikulturelle omdannelse af samfundet i takt med indvandringen medfører, og hvis man fortsat vælger at se bort fra den brede befolknings forargelse over de folkevalgtes tag-selv-bord og frås med skatteborgernes penge?

Er det ikke legitimt at jævne, pligtopfyldende folk får lov til at artikulere deres undren, når eksempelvis uregerlige unge tilsyneladende inviteres på luksusferier, når grove kriminelle får lov til at fortsætte aktiviteterne efter afsoning af meget korte straffe, eller når udlændinge, der voldtager og stjæler, ikke udvises?

Hvorfor har man ikke lov til at være kritisk overfor accepten af kulturmønstre, som beviseligt fører til mere vold, flere tyverier, mere vandalisme og utryghed? Er det ikke forståeligt, når hårdtarbejdende borgere frustreres over dovne Roberter med snablen i altid åbne offentlige kasser, og kan det undre, at mange forbløffes, når utallige milliarder af opkrævede skatter sættes over styr af SKAT, og når deres penge i øvrigt bruges til farceagtigt offentligt projektmageri, verdensfjern humanistisk forskning og overdrevent offentligt bureaukrati?

Hvis de mennesker, der er allermest presset af indvandring, globalisering og arbejdsløshed, ikke føler sig hørt, ikke bliver taget alvorligt, og oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. Hvis det ikke var tilladt, at deres synspunkter blev bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, ville det gå helt galt.

Trods venstre-radikale forsøg på at marginalisere og dæmonisere, er det endnu ikke gået så galt. I Tyskland har vi set ekstreme bevægelser som PEGIDA (Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes) fuse ud, men Alternative für Deutschland, AfD, er i dag Tysklands 3. største parti. I Danmark er Dansk Folkepartis fremgang afløst af fremkomsten af først Nye Borgerlige og nu Stram Kurs.

Det Hvide Hus meddelte søndag, at det amerikanske hangarskib USS Abraham Lincoln med ledsageskibe m.v. var dirigeret til den Persiske Golf. Årsagen var ifølge den nationale sikkerhedsrådgiver John R. Bolton “bekymrende og eskalerende indikationer og advarsler” relateret til Iran.

Udenrigsminister Mike Pompeo svarede, da han på flyet på vej til møde i Arktisk Råd i Finland af journalister blev spurgt om Mr. Boltons erklæring, at “Det er noget, vi har arbejdet på i et stykke tid.”

“Det er helt sikkert, at vi har set eskalerende aktiviteter fra iranerne, og vi vil holde iranerne ansvarlige for ethvert angreb på amerikanske interesser, uanset om disse handlinger foretages af shia-militsgruppe, Hamas, Houthis eller Hizbollah, eller andre der reelt kontrolleres af Iran”.

“De Forenede Stater søger ikke krig med det iranske regime, men vi er fuldt ud rede til at reagere på ethvert angreb, hvad enten det er ved en stedfortræder, ved Revolutionsgarden eller ved regulære iranske militære styrker,” sagde Bolton i udtalelsen.

Revolutionsgardens Quds Force

Den republikanske senator Marco Rubio fra Florida og medlem af Senatets Foreign Relations Committee, har mandag morgen på Twitter uddybet baggrunden for at sende USR Lincoln til golfen: “Vi vil ikke skelne mellem angreb fra Shia-militser i Iraq og Revolutionsgarden, The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC, der styrer dem. Ethvert angreb fra disse grupper mod amerikanske enheder vil blive betragtet som et angreb fra Iran.”

Udviklingen siden den islamiske revolution i Iran i 1979 har betydet, at få lande får så negativ presse som Iran. Specielt er Iran i store dele af den amerikanske presse dæmoniseret.

Revolutionen bragte en radikal transformation af landets styre med sig. Allerede efter Shahens fald begyndte de nye magtstrukturer at vise sig, men det var først under og efter den blodige krig med Irak i 80erne, at den Islamiske Republik kunne konstituere sig som et stærkt centraliseret regime, med tentakler – herunder Revolutionsgarden, The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC – der strækker sig helt ud i samfundets spidser. “Revolutionens fjender” blev udrenset og mange andre flygtede ud af landet. Alle blev underlagt det gejstlige shiamuslimske bureaukrati, Revolutionsgarden og den paramilitære milits (Basij), der tæller millioner af indoktrinerede unge soldater.

Revolutionsgarden, IRGC, har siden afslutningen af krigen med Irak I 1980’erne finansieret af olieindtægter opbygget en enorm magt i Iran. Ikke kun internt i Iran, hvor IRGC udover det kontroversielle atomprogram også kontrollerer væsentlige økonomiske og industrielle interesser, men også i forhold til udlandet. IRGC er ansvarlig for et ballistisk missilprogram, der truer hele regionen, men IRGC støtter også direkte international terrorisme, blandt andet shiamuslimske militser i Iraq og Syrien, den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, Hams i Gaza og Houthi-bevægelsen i Yemen.

Generalmajor Qasem Soleimani

Den enkeltperson I Iran, som USA især er opmærksom på, er Qasem Soleimani.

Soleiman blev født den 11. marts 1957 og er avanceret til Generalmajor i Revolutionsgarden, IRGC. Qasem Soleiman har siden 1998 været øverstkommanderende for IRGCs Quds Force – den del af Revolutionsgarden, der er ansvarlig for alle militære og hemmelige operationer uden for Irans grænser. Det er således Qasem Soleiman, der er den egentlige fører af diverse shiamuslimske militser i Iraq og Syrien, af Houthierne i Yemen, af Hizbollah i Libanon og af Hamas i Gaza. Ingen af disse organisationer ville vove et direkte angreb på amerikanske styrker uden at ordren var givet af Qasem Soleiman.

Atomaftalen

Det amerikanske forhold til Iran er blevet forværret siden præsident Trump sidste år trak USA ud af den atomaftale, der var indgået med Iran i 2015. USA har siden pålagt Iran hårde sanktioner, som ikke mindst Bolton og Pompeo har været førende i formuleringen af.

I sidste måned satte Trump administrationen den iranske Revolutionsgarde på terrorlisten, og organisationen og alle der samarbejder med IRGC er pålagt strenge økonomiske sanktioner.