Hvis man kun kender Iran fra filmen ”Operation Argo” – en amerikansk OSCAR-vindende, dramatisk historisk thriller-film fra 2013 om en CIA-ledet redningsaktion af seks amerikanske diplomater, der havde søgt tilflugt hos den canadiske ambassadør i Teheran under gidselkrisen i Iran i 1979 – skal man ikke gøre det. Filmen og dens fremstilling af blodtørstige iranske studenter og revolutionsgardister indgyder ikke umiddelbart tilskueren en ubetvingelig trang til at besøge den shia-muslimske republik Iran.

Udviklingen siden den islamiske revolution i Iran i 1979 har betydet, at få lande får så negativ presse som Iran. Revolutionen bragte en radikal transformation af landets styre med sig. Allerede efter Shahens fald begyndte de nye magtstrukturer at vise sig, men det var først under og efter den blodige krig med Irak i 80erne, at den Islamiske Republik kunne konstituere sig som et stærkt centraliseret regime, med tentakler – herunder Revolutionsgarden – der strækker sig helt ud i samfundets spidser. “Revolutionens fjender” blev udrenset og mange andre flygtede ud af landet. Alle blev underlagt det gejstlige shiamuslimske bureaukrati, Revolutionsgarden og den paramilitære milits (Basij), der tæller millioner af indoktrinerede unge soldater.

Revolutionsgarden (The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC) har siden afslutningen af krigen med Irak I 1980’erne finansieret af olieindtægter opbygget en enorm magt i Iran. Ikke kun internt i Iran, hvor IRGC udover det kontroversielle atomprogram også kontrollerer væsentlige økonomiske og industrielle interesser, men også i forhold til udlandet. IRGC er ansvarlig for et ballistisk missilprogram, der truer hele regionen, men IRGC støtter også direkte international terrorisme, blandt andet den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, og Houthi-bevægelsen i Yemen. Samtidig har Irans atomprogram påkaldt sig kritik fra verdenssamfundet.

Ambassadebesættelse og atomprogram

Forholdet til USA har været belastet siden USA’s allierede, den iranske Shah i januar 1979 – allerede inden ayatollah Khomeini vendte tilbage fra eksilet i Frankrig – som følge af omfattende borgerlige uroligheder måtte flygte fra Iran. Forholdet blev dramatisk forværret, da islamiske studenter og revolutionsgardister den 4. november 1979 invaderede den amerikanske ambassade i Teheran og tog 52 gidsler i 444 dage.

Dermed grundlagde de en hadefuld relation mellem USA og Iran, som siden er fortsat. Skiftende amerikanske regeringer har siden 1995 opretholdt en handelsembargo mod Iran. Årsagen var dels mistanken om et iransk atomvåbenprogram, manglende samarbejde med inspektørerne fra Det Internationale Atomenergi Agentur, IAEA, et truende ballistisk missilprogram, manglende respekt af menneskerettigheder samt påstandene om, at Iran støtter international terrorisme, blandt andet den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, og Houthi-bevægelsen i Yemen.

De amerikanske sanktioner har været ganske vidtgående: amerikanske virksomheder har været afskåret fra stort set al handel med Iran, bortset fra landbrugsudstyr, medicin, humanitær bistand og ”informationsmateriale” som f.eks. film.

Irans manglende samarbejde med Det Internationale Atom Energi Agentur, IAEA, om atomprogrammet førte til, at FN, herunder Tyskland, Frankrig, UK og EU’s øvrige medlemslande, også fordømte Iran. Den manglende adgang for IAEAs inspektører betød, at FN’s sanktioner mod Iran siden 2006 og frem til Iran-atomaftalen i 2015 gradvist er blevet skærpet.

Nye EU-sanktioner mod Iran

Allerede i januar 2019 indførte EU-landene sanktioner mod Iran som følge af de formodede attentatplaner, der var rettet mod eksiliranere i Danmark og Frankrig.

Sanktionerne er rettet mod en leder og en ansat i det iranske efterretnings- og sikkerhedsministerium, som begge blev optaget på EU’s terrorliste.

Donald Trump skærper også sanktionerne

Donald Trump trak den 8. maj 2018 USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action). Iran og de øvrige aftalepartnere (Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland og EU) var ikke indstillet på at imødekomme det ultimative krav fra USA om at genåbne forhandlingerne om aftalens indhold, og derfor er alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran igen i kraft. Hertil er kommet nye sanktioner, der især er rettet mod Irans olieeksport.

Sanktionerne omfatter udenlandske regeringer og ikke-amerikanske firmaer, der indgår i handel eller finansielle transaktioner med Iran. Det vil få konsekvenser for europæiske, kinesiske og russiske virksomheder i Iran – særligt hvis de også er på det amerikanske marked. Siden foråret 2018 har der da også været en decideret udvandring af europæiske virksomheder og banker fra Iran, fordi de også har et stort marked i USA.

Undtagelser ophævet

Formålet med sanktionerne var at stoppe al Irans olieeksport, men frem til 1. maj 2019 har otte lande haft dispensationer, der gjorde, at de kunne købe iransk olie uden at blive omfattet af de amerikanske sanktioner.

De otte lande – Kina, Japan, Indien, Italien, Grækenland, Sydkorea, Taiwan og Tyrkiet – vil fra 1. maj blive behandlet ligesom alle andre, der køber iransk olie.

Revolutionsgarden på terrorlisten

I begyndelsen af april 2019 satte USA den iranske revolutionsgarde på listen over terrororganisationer. Præsident Trump begrundede beslutningen med, at det er en ”realitet”, at den iranske stat støtter terrorisme, og her er revolutionsgarden en aktiv deltager. Beslutningen sender en klar besked til Teheran om at støtte til terrorisme har alvorlige konsekvenser.

Udenrigsminister Mike Pompeo har samtidig advaret alle banker og virksomheder mod at gøre forretninger med Revolutionsgarden.

Det er første gang, at USA formelt stempler en del af et andet lands militær som en terrororganisation. Embedsmænd i den amerikanske regering har sagt, at dette seneste skridt yderligere vil isolere Iran og gøre det klart, at USA ikke tolererer Irans støtte til oprørsgrupper og andre, der destabiliserer Mellemøsten.

Oversvømmelser i Iran

Den oversvømmelseskatastrofe, der siden slutningen af marts efter års tørke ramte 22 af Irans 31 provinser, har givet anledning til, at den udbredte kritik af Revolutionsgarden er kommet åbent til udtryk. Oversvømmelserne har demonstreret, at de nationale iranske myndigheder og i særdeleshed IRGC, ikke har formået at mobilisere en effektiv redningsindsats og ofrene for katastrofen er ladt i stikken.

Chefen for IRGC, general Muhammad-Ali Aziz-Jaafari, blev kritiseret for at han ikke engang besøgte de berørte områder, hvor over 80 mennesker har mistet livet og tusinder står uden tag over hovedet. Samtidig har der været voksende kritik fra de mange ramte, der har hævdet at oversvømmelserne dels skyldtes uheldige forsøg på med kemiske midler at fremkalde regn og dels, at IRGC var ansvarlig for uhensigtsmæssige dæmningsbyggerier m.v.

Chefen for Revolutionsgarden fyret

Irans præsident, Hassan Rouhani, besøgte for nylig sammen med indenrigsministeren og en række eksperter nogle af de ramte områder, og har herunder lovet, at staten vil yde erstatning til de ramte familier. Herefter blev det søndag den 21. april 2019 i Teheran oplyst, at lederen af den Islamiske Revolution i Iran, Ayatollah Ali Khamenei, som den øverste leder af de væbnede styrker havde forfremmet Hossein Salami til generalmajor og udpeget ham til chef for Revolutionsgarden, IRGC.

Konsekvenserne for Iran

Siden 2011 har Iran haft en negativ økonomisk vækst, ligesom arbejdsløshed er udbredt og ikke mindst ungdomsarbejdsløsheden er oppe på omkring 30 pct. Almindelige iranske husholdninger har i det sidste årti oplevet fald i indkomsterne – de reale husholdningsbudgetter for en middelklassefamilie anslås at være faldet med 20 pct. Umiddelbart efter atomaftalens indgåelse i 2015 steg olieindtægterne, men pengene er især tilgået det statslige system og Revolutionsgarden, og ikke gavnet den almindelige iranske befolkning. Eksperter har vurderet, at faldet i levestandard er et resultat af en kombination af dårlig indenlandsk økonomiforvaltning og de udenlandske sanktioner.

Irans præsident, Hassan Rouhani har erkendt, at den Islamiske Republik oplever den værste økonomiske krise i 40 år. Irans valuta – Rialen – er faldet til et historisk lavpunkt: I november 2017 svarede 1 US dollar til 35.000 Rials. Nu er Rialen faldet til 130.000 Rials. 1 Euro svarer nu til 150.000 Rials.

Resultatet er selvfølgelig en forrygende inflation, der rammer almindelige iranere hårdt. De begrænsede økonomiske muligheder og de stramme politiske forhold har medført et betydeligt såkaldt ”braindrain”, hvor det skønnes at op mod 9 millioner fortrinsvis veluddannede iranere siden 1979 er emigreret til udlandet.

Udover olie eksporterer Iran landbrugsprodukter, herunder pistacienødder og safran. Den amerikanske embargo omfatter endvidere iranske produkter som tæpper og kaviar.

Efter atomaftalen er voksede Irans handel med EU i en periode, men Kina, Sydkorea og Tyrkiet er fortsat Irans vigtigste handelspartnere.

Irans modstandere i Mellemøsten

I Mellemøsten har premierminister Benjamin Netanyahu i Israel ikke været tilfreds med Iran-aftalen: Aftalen blåstempler Irans atomprogram, og det vil indebære en alvorlig trussel mod regionen og verden – og vigtigst af alt: aftalen vil være en trussel mod Israels overlevelse. Rammeaftalen lægger ikke op til et arrangement, der definitivt vil hindre Iran i at anskaffe atomvåben, og aftalen adresserer ikke Irans missilprogram og støtte til international terror. Tilsvarende er Saudi Arabien og andre stærke arabiske stater og sunnimuslimske befolkninger i Mellemøsten heller ikke parate til at forsone sig med Iran.

Vil regimet overleve?

De økonomiske problemer er en reel udfordring for magthaverne i Iran. Hvis regeringen bruger af reserverne for at bedre befolkningens vilkår, herunder at betale erstatninger til de mange tusinde ofre for de nylige oversvømmelser, vil det betyde en forøgelse af pengemængden, der vil forøge den i forvejen voldsomme inflation i landet.

Det overvejes derfor at finansiere udgifterne gennem en forhøjelse af de ganske lave naturgas, benzin- og dieselpriser. Som vi har set med De Gule Veste i Frankrig, kan en sådan forhøjelse meget vel udløse et åbent oprør fra den økonomiske pressede befolkning på 84 millioner mennesker.

Der kan samtidig iagttages tydelige spændinger internt i det iranske regime: De religiøse ledere i præstestyret er tydeligt bekymrede for reaktioner fra den brede befolkning. Forholdet mellem den civile regering under ledelse af præsident Hassan Rouhani og magtfulde strukturer som hæren og Revolutionsgarden åbenbart heller ikke for godt. Iran har vist, at landet kan modstå det voldsomme internationale politiske og økonomiske pres, men spørgsmålet er om befolkningen i længden vil betale prisen?

Er tiden inde til at danne sig sit eget overblik?

Udviklingen i Iran siden 1979 betyder, at de fleste mennesker synes, at det nu er en frygtelig tid at besøge Iran. De fornyede amerikanske sanktioner på landet betyder, at populære rejsesider som Expedia, Airbnb og Booking.com ikke virker i Iran. Internationale betalingskort og kreditkort kan ikke bruges til at foretage betalinger eller hæve penge fra pengeautomater. Mange rejseforsikringer dækker ikke Iran. Der er internet og mobiltelefoner i Iran, men sociale netværk som Twitter og Facebook er sammen med en lang række specifikke hjemmesider teknisk blokeret på internettet. Fra Iran kan man i Danmark f.eks. tilgå Kristeligt Dagblad og Berlingske Tidende, men ikke Politikken.

Rundrejsen

Alligevel har jeg netop tilbragt 14 dage på en rundrejse i Iran. Fra Shiraz i syd, fødested for Hafez og Saadi og siden det 13. århundrede hele Persiens litterære og kulturelle center, over Persepolis – kong Darius’ monumentale center fra det 5. århundrede f.Kr.- indtaget og ødelagt af Alexander den Store i 331 f.Kr. Persepolis blev nøje beskrevet af Carsten Niebuhr i ”Reisebeschreibung nach Arabien und anderen umliegenden Ländern” fra 1778.

Forfatteren Thorkild Hansen har beskrevet Niebuhrs ekspedition og besøg i Persepolis i 1765 i bogen ”Det lykkelige Arabien”, der udkom i 1962, og et besøg og synet af Niebuhrs graffiti kan stadig tage vejret fra selv den mest blaserte globetrotter.

Rejsen gik videre forbi kongegravene nord for Persepolis i Naqsh-i Rustam til ørkenoasen Aberkooh på den vigtige karavanevej mellem Shiraz, Yazd og Isfahan. Aberkooh med bygninger af soltørrede lersten, et avanceret system af undergrunds vandkanaler – qanater, og et velbevaret nyere ”ishus”. Allerede 400 år f.Kr. mestrede Perserne at opbevare is hele sommeren. Aberkooh kan desuden bryste sig af Asiens ældste levende organisme – en mere end 4.000 år gammel cypres.

Videre til ørkenbyen Yasd, med den gamle lerklinede bydel på UNESCOs liste over verdens kulturarv, og ”towers of silence”, hvor de døde blev anbragt og spist af gribbe.

Yasd er også centrum for zoroastrismen (Zarathustras lære), der var persernes religion inden araberne erobrer Persien i 651 og islam udbredes. Fra 1501 har shiaislam været statsreligion i Iran, men der er grundlovssikret religionsfrihed i Iran.

Mod Isfahan gennem ørkenbyen Nain. I Isfahan møder man det gamle Persien for fuld kraft. Hovedstad i flere hundrede år og hjemsted for shah Abbas den Store. Fra rejseberetningen ”Vermehrte Neue Beschreibung der Muscowitischen und Persischen Reyse” af Adam Olearius fik Adam Oehlenschläger sit kendskab til Østen og dens mystik og inspirationen til skuespillet ”Aladdin” i 1806. Jeg kan kun sige: Se det selv!

Det vil overraske nogen, at der i Isfahans armenske bydel er 13 kristne kirker, og herunder den storslåede Vank-katedral.

Nordpå kan man besøge Nantenz og Kashan med svalende vindtårne og velbevarede karavanestationer – karavanserail’s, der uvilkårligt leder tankerne i retning af Ali Baba og de fyrretyve Røvere fra 1001 Nats Eventyr.

Desuden findes her den historiske persiske have Bagh-e Fin, anlagt af Shah Abbas. Det er den klassiske version af paradiset med naturlige kilder, cypresser og et palads, der spejler sig i en dam. Et ophold med tedrikning er en lise for sjælen.

Teheran med over 13 millioner indbyggere har et væld af paladser, museer og andre seværdigheder, herunder det kæmpemæssige mausoleum for ayatollah Khomeini og Azadi tårnet. Udover byens fine paladser og udsøgte museer får man også i Teheran et indtryk af Irans moderne ansigt. Desværre har Teheran også et utal af biler og en kaotisk trafik, der ikke står tilbage for Rom eller Napoli.

Del af vores kulturelle baggrund

Den nyere politiske udvikling kan ikke skygge over, at Irans historie i sig selv er en perlerække af fantastiske og dramatiske historier. Iransk og Persisk historie er en del af vores kulturbaggrund ligesom græsk og romersk historie, og det er svært ikke at falde for arkitekturen og den naturlige skønhed i landet. Hvis man ser bort fra det øjeblikkelige politiske og religiøse regime, er Iran – landet, befolkningen, kulturen, historien, poesien – enormt tiltrækkende.

De fornyede amerikanske sanktioner og regimets kritisable forvaltning, har som nævnt sendt den iranske Rial i frit fald, hvilket gør det økonomisk overkommeligt at udforske landet. Et godt måltid med drikkevarer kan sagtens fås for 5 €! Et dobbeltværelse med morgenmad på et 4-stjernet hotel koster 40 €!

Et besøg giver samtidig mulighed for at direkte at hjælpe Irans almindelige borgere, der lider af de økonomiske konsekvenser.

Turismen er hårdt ramt, hvilket betyder, at du kan have den udsøgte Nasir-ol-Molk moské også kendt som den Lyserøde moské i Shiraz, Naqsh-e Jahan-pladsen også kendt som Meidan Emam eller Emam-pladsen i Isfahan og saltørkenen Dasht-e Lut eller Kaluts-ørkenen stort set for dig selv.

Muligheden for at danne sig sin egen mening

En rejse i Iran er samtidig en mulighed for ved selvsyn at skrælle lagene af de internationale mediers fordomsfulde beskrivelser, som ikke yder landet rimelig retfærdighed.

Revolutionen, der bragte ayatollah Khomeini til magten, indvarslede en epoke, hvor Vesten har været på kant med den store persiske nation. Iran har ikke selv været uden skyld i omverdenens kritik. Skiftende magthavere i Iran har siden 1500-tallet slået på den shiamuslimske egenart og brugt det til at skabe et nationalt sammenhold og et bolværk og en distance til de omliggende sunnimuslimske magter, herunder især det aggressive Osmannerrige mod nord-vest.

Det er derfor værd at bemærke, at denne ”Dem mod Os”-strategi har betydet, at det shiamuslimske Iran også har været isoleret i Mellemøsten og i store dele af den sunni-muslimske verden, og har været henvist til at samarbejde med især Kina, Assad i Syrien og Kim Il-sung og hans efterfølgere Kim Jong-il og Kim Jong-un i Nordkorea.

Når USA’s præsident Donald Trump kommunikerer med Irans præsident siden 2013, Hassan Rouhani, er tonen rå og direkte: USA betegnes konsekvent, som ”Den store satan”, der advares mod ”at lege med løvens hale, eller du vil fortryde det”. Trump besvarer øjeblikkelig advarslen med: ”Du skal aldrig nogensinde true USA igen, eller du vil opleve konsekvenser, som kun få i historien har mærket før dig”.

Irans nuværende åndelige leder (og reelle statschef), ayatollah Khomeinis efterfølger, ayatollah Ali Khamenei, er på samme linje: ”Så længe USA fortsætter sin ondskab, vil den iranske nation ikke ophøre med at ønske Død over Amerika!”

De verbale slagudvekslinger, der foregår i den etablerede internationale presse og via sociale medier, er det synlige udtryk for det dårlige forhold mellem Iran og USA, Israel og Saudi-Arabien siden 1979.

Den storpolitiske konflikt og den krigeriske retorik skaber et forvredet og negativt indtryk af Iran og dets meget venlige og nysgerrige befolkning. Som rejsende vil man selv opleve Iran som en positiv overraskelse.

Iran og det gamle, eventyrlige Persien er nemlig en sand skatkiste af storslået natur, historiske vidundere, dufte og stemninger fra Aladdin og 1001 Nats Eventyr og imødekommende mennesker.

Forholdet til migranter og flygtninge søges i 2019 fortsat reguleret af konventioner, som er skrevet i begyndelsen af 1950’erne i lyset af erfaringer fra 2. verdenskrig. Det er klart, at konventionerne ikke forudser de problemer, vi har i dag, hvor vi – udover regulære flygtninge, der er truet på livet – har irregulære flygtninge, økonomiske migranter, der ”flygter” fra deres land for at få en bedre tilværelse.

Konventionstankegangen var grundlæggende for den betænkning, der i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, førte til det første udkast til den nye danske udlændingelov i 1982.

Arbejdet med at revidere den hidtidige fremmedlov, var udsprunget af den såkaldte mexicanersag tilbage i 1977. Den drejede sig om en mexicansk statsborger med syv års ophold i landet, som på et tilsyneladende spinkelt grundlag var anklaget for spionage og forstyrrelse af samfundsordenen, og som den socialdemokratiske regerings sikkerhedsudvalg udviste til Mexico mod den pågældendes vilje og trods voldsomme protester fra dele af pressen og fra menneskerettighedseksperter.

Det nedsatte såkaldte ”fremmedlovsudvalg” afgav en betænkning i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, og i 1982 var betænkningen grundlaget for det første udkast til den nye udlændingelov, der af justitsminister Erik Ninn-Hansen blev fremsat som lovforslag i januar 1983.

Loven blev som bekendt vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 1983, mens Poul Schlüter og Firkløverregeringen nok havde regeringsmagten, men – som mindretalsregering – afhængig af skiftende flertal.

Udlændingeloven fra 1983

Den konventionsbaserede udlændingelov fra 1983 er siden blevet modereret, men lovens vigtigste nyskabelse var et opgør med det stop fra indvandring fra tredjelande (uden for EF og Norden) man havde indført i 1973 under oliekrisen, og en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. For det første fik enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, krav på at komme ind i landet. For det andet havde sådanne asylansøgere ubetinget retskrav på at opholde sig i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet. For det tredje overgik behandlingen af asylansøgere fra fremmedpolitiets skøn til det nyoprettede Direktoratet for Udlændinge. For det fjerde kunne alle afgørelser i denne første instans indbringes for det ligeledes nyoprettede Flygtningenævn, og udvisningsafgørelser kunne i sidste instans behandles af domstolene. Sidst, men ikke mindst, fik udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller asylret i Danmark udvidede og lovfæstede muligheder for at få familiemedlemmer som ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet.

Politisk kompromis

Når udlændingeloven blev så imødekommende overfor asylansøgere, skyldtes det navnlig en politisk handel mellem Firkløverregeringen og det ”alternative flertal” bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS.

Regeringen – justitsminister Erik Ninn-Hansen – insisterede på, at udlændingesager fortsat skulle behandles af Justitsministeriet og ikke af Indenrigsministeriet. Til gengæld fik oppositionen hele 88 af sine ændringsforslag til regeringens lovudkast igennem. Der var primært tale om forslag fra det lovforberedende udvalgs mindretalsindstilling, som byggede på konventionstankegangen og havde Folketingets Ombudsmand og Dansk Flygtningehjælps formand, Hans Gammeltoft-Hansen, som en af penneførerne.

Når regeringen ikke stod fast på det oprindelige forslag til ny udlændingelov, havde det også sammenhæng med, at der internt i regeringen – især hos CD – var sympati for det alternative flertals forslag.

Poul Schlüter

Statsminister Poul Schlüter var personlig ikke upåvirket af den kulturradikale tilgang til flygtninge. Schlüter har siden erkendt, at regeringen dengang undervurdere udlændingepolitikkens betydning, men Schlüter har også erkendt, at han ikke var indstillet for at åbne for en debat, der uvægerligt ville blive ”grov” og ”ulækker”.

Venstre havde ikke stærke synspunkter, og det var aldrig på tale, at gøre sagen til et kabinetsspørgsmål.

Noget tyder på, at justitsminister Ninn-Hansen – men for sent! – fortrød den politiske aftale og de mange retsgarantier til asylansøgere. Midt under Folketingets lovbehandling i april 1983 luftede Erik Ninn-Hansen i hvert fald offentligt sin betænkelighed ved den kommende lov. I en kronik i JyllandsPosten og til pressen i øvrigt lod han forstå, at det danske velfærdssystem var et attraktivt mål for mennesker fra fattige lande, og at den nye lov derfor burde udformes så tilpas restriktivt, at Danmark med kun 5 mio. indbyggere også kunne bevares som en nationalstat i fremtiden. I modsat fald forudså justitsministeren, at hundredtusinder ville benytte sig af lejligheden til at komme ind i landet, hvilket kunne indebære risiko for „alvorlig raceuro”.

Pindfløjen i Venstre

Søren Pind har i Berlingske 6. april afsløret sine kulturradikale sympatier i udlændingedebatten – her viser han en side af sig selv, som – ja, som han har gået stille med i den tid, hvor han var politisk aktiv.

I opinionsindlægget formaner han sine tidligere kolleger i blå blok til: “at hæve sig over det brune mudder, der klæber op over støvlekanten efter disse år. For det vil kræve en tillid, der ikke er der nu.”

Pind sigter hermed til regeringens aftale med Dansk Folkeparti om et paradigmeskifte i udlændingepolitikken. Denne forståelse er som bekendt af Det Radikale Venstre betegnet som en gul/brun alliance, og ”det brune mudder” kan ikke andet end være en henvisning hertil.

Søren Pind er så venlig at minde om, at partiet Venstre hidtil har holdt sig for god til sat kaste sig ind i udlændingedebatten. Pind minder om, at Uffe Ellemann-Jensen under valgkampen i 1998 f.eks. nægtede at spille det såkaldte udlændingekort og ville vinde efter den såkaldte høvdingeregel – at Venstrefolk skulle opføre sig lidt bedre end vores modstandere.

Ifølge Pind er udfordringen for Blå blok, ”om man kan hæve sig over det brune mudder, der klæber op over støvlekanten efter disse år”.

Premierminister Mark Rutte fra VVD (Volkspartij voor Vrijheid en Democratie – Folkepartiet for Frihed og Demokrati) og hans liberale koalitionsregering (siden oktober 2017 med DDA, Kristelig Demokratisk Appel, D66, Demokraterne af 66, og CU, Kristelige Union) lancerede allerede i midten af 2018 et oplæg til verdens mest ambitiøse klimalov. Målsætningerne var, at udledningerne af drivhusgas i 2030 skulle være reduceret med 49 pct. i forhold til 1990. I 2050 skulle de være reduceret med 95 pct. og i 2050 skulle elektricitetsproduktionen være CO2-neutral.

Den politiske debat op til de hollandske lokalvalg den 20. marts 2019 har i høj grad drejet sig om udkastet til klimalov, men også den økonomiske politik, forholdet til EU og udlændinge har fyldt i debatten.

Klimaet

Om klimaudspillet har debatten især drejet sig om effekten af den ambitiøse indsats. Desuden har der været stillet spørgsmål ved, om fordelingen af omkostningerne ville være i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler.

Debatten blev delt mellem 3 fløje: Dem, der mente at Holland økonomisk og moralsk vil vinde på at gå i spidsen. Dem, der fandt at hvad Holland gjorde var uden global betydning, og at kun koordinerede internationale tiltag gav mening. Og endelig dem, der mente at klimaloven var udtryk for elitens målsætninger, som ikke omfattede almindelige mennesker som til gengæld var dem, der skulle betale regningen.

Modstanden mod klimaloven har været uventet stærk og avisen De Telegraaf udtrykte den folkelige modstand med, at ”i den sidste ende var der ikke andre end de almindelige borgere til at betale regningen”.

Frem mod lokalvalget den 20. marts var tilslutningen fra regeringskoalitionens menige partimedlemmer lunken – ikke mindst fordi Geert Wilders, PVV (Frihedspartiet) og især Thierry Baudet og hans nye, nationalkonservative parti, FvD, Forum for Demokrati, ikke lagde fingrene imellem når de økonomiske omkostninger for almindelige mennesker blev udmalet.

Kun koalitionspartnerne det liberale D66 og til en vis grad CU holdt fast og prøvede at forhindre vælgertab til de grønne, Groen Links og socialdemokraterne, Partij van de Arbeid, og dyrepartiet (Partij voor de Dieren).

Jordskredssejr

Ved provinsvalget den 20. marts er det især jordskredssejren til det nye nationalkonservative parti, FvD, Forum for Demokrati, der har vakt opmærksomhed.

Ved det sidste parlamentsvalg for 2 år siden var vælgerne kun marginalt interesseret i klimaet, og temaet gav ikke anledning til debat i større omfang. Men den klimalov, der var aftalt mellem regeringspartnerne VVD, CDA, D66 og CU skulle med et slag gøre Holland til førende på klimaområdet. Naturgassen skulle fjernes fra boligopvarmningen og bilparken skulle på rekordtid gøres fri for CO2-emissioner. Regningen skulle i det store hele betales af befolkningen, som relativt set ikke er den største kilde til CO2-emissioner.

For det første var FvD det eneste parti, der direkte gik mod regeringens klimaposition. Baudet kritiserede ikke kun de høje omkostninger ved klimapolitikken, han stillede også spørgsmålstegn ved FNs IPCC-panelernes vurderinger, og han satte store spørgsmålstegn ved Paris-aftalen.

Men Baudets agitation om udsigterne til stigende energiregninger til de almindelige borgere, havde nok mest effekt. Modstanden fandt en klangbund hos mange almindelige hollændere, som ikke vil betale regningen i form af højere skatter og afgifter. Baudet og FvD har tordnet mod loven, som han påstår vil koste 1.000 milliarder euro og få virksomhederne til at flygte ud af landet i hobetal.

Klimaspørgsmålet og mantraet om behovet for ”grøn omstilling” til vedvarende energi har ifølge Baudet udviklet sig til en religiøs besættelse, som har tvunget landet ud i et masochistisk ”klima-hekseri”, med store byrder for den brede befolkning til ingen verdens nytte.

EU og udlændinge

Thierry Baudet og FvD var også kritisk overfor EU, selvom han i slutspurten nedtonede kravet om at Holland skulle udtræde. Til gengæld var han klar på udlændingeområdet. Indvandringsstop og et asylsystem som praktiseret i Australien, hvor kun de der kan yde et bidrag, vil blive lukket ind i landet. Generelt skulle Holland og den vestlige verden holde op med at bebrejde sig selv og føle sig ansvarlige for hele klodens befolkning.

Opbakningen til FvD er tydeligvis blevet næret på konflikten mellem en voksende nationalisme og en tendens til overdragelse af stadig mere kompetence til EU og FN.

Marrakesh-migrationspagten, som regeringen underskrev uden at spørge befolkningen, blev brugt som eksempel. Baudet har kritiseret, at alle advarsler om ikke i slutningen af 2018 at underskrive Marakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – om migration blev fejet af bordet. Berettigede bekymringer for at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter, blev totalt ignoreret af regeringen.

De etablerede partier gravede deres egen grav

De traditionelle parter bidrog ufrivilligt, men aktivt til FvDs fremgang. De fokuserede i valgkampen på klimaet og behovet for at forbedre erhvervslivets rammevilkår og ikke på den brede befolknings forringede forbrugsmuligheder efter mange års krisepolitik. Ifølge agitationen fra FvD har den økonomiske krisepolitik, som Mark Rutte har stået for med skattestramninger og nedskæringer, kastet 2,5 millioner hollændere ud i fattigdom. Inspirationen kommer fra EU, der også prøver at dominere Holland på alle mulige områder.

Desuden agiterede regeringen (bortset fra D66) for afskaffelse af muligheden for afholdelse af folkeafstemninger, hvis 300.000 borgere krævede det.  

Terror-anslaget i Utrecht

Mandag den 16. marts 2019 gennemførte den 37-årige tyrk Gökmen Tanis et terrorangreb i den hollandske by Utrecht. Tre personer mistede livet i skyderiet.

Det er ikke ganske klart, hvad formålet med terrorhandlingen var, men det indtraf i slutfasen af kampagnen op til de hollandske provinsvalg onsdag den 20. marts 2019.

Det vurderes at Thierry Baudet og FvD fik en vælgermæssig fordel af terror-angrebet i Utrecht, der gav partiet medvind til deres hårde indvandringspolitik.

Det paradoksale er, at Mark Rutte og regeringspartiet VVD klarede sig bedre end ventet – måske også som følge af terroranslaget, der gav Mark Rutte en lejlighed til at demonstrere sine kvaliteter som premierminister i en vanskelig situation.

Hvad nu?

Provinsvalgene er i Holland regionale valg, men med landspolitisk betydning. Ved valgene vælges medlemmerne af provinsparlamenterne. Disse parlamenter vælger så igen deres repræsentanter til det såkaldte Første Kammer i det hollandske parlament. Første Kammer skal godkende alle lovforslag, der vedtages i det Andet Kammer.

FvD gik fra nul til 13 mandater og blev derved det største parti i Førstekammeret. En sensationel sejr for partiets unge (36), karismatiske leder, Thierry Baudet, der på rekordtid er blevet rasende populær med sin anti-elitære, EU- og indvandringskritiske og nationalkonservative politik.

FvD hentede også mange stemmer fra PVV (Frihedspartiet – Partij voor de Vrijheid) under ledelse af Geert Wilders.

Mark Ruttes regering i vanskeligheder

Premierminister Mark Rutte fra VVD (Volkspartij voor Vrijheid en Democratie) og hans liberale regering mistede ved valget sit flertal i Førstekammeret, og han har opfordret til forhandlinger om en politisk aftale, så regeringen kan fortsætte.

Thierry Baudet har afvist Rutte og kræver, at der udskrives nyvalg til parlamentets Andetkammer, hvor FvD ved valget for 2 år siden opnåede 2 pladser.

Hvis den i forvejen svage og handlingslammede regering skal overleve, kræver det således en aftale med oppositionen. Indtil videre har Rutte indikeret, at han er villig til at bevæge sig mod venstre og søge opbakning hos det rød-grønne parti, GroenLinks. En beslutning, som muligvis vil sikre ham magten lidt endnu, men som til gengæld kan øge den folkelige kritik af de borgerlige regeringspartier.

De borgerlige regeringspartier står med andre ord over for et skelsættende valg. Hvis de intet gør, taber de magten. Hvis de bevæger sig yderligere mod venstre, mister de også magten. I virkeligheden er de tvunget til at tage Thierry Baudets parti alvorligt, og tilpasse deres politik i overensstemmelse hermed.

Thierry Baudets sejrstale efter provinsvalget i Holland den 20. marts 2019:

https://www.youtube.com/watch?v=qURoK7oEhTQ&feature=youtu.be&fbclid=IwAR3WAaEU9zyFkKmibZFG1DS3aKKSkHRthhXjvIlH910MNaW_EgsY7fKNyYI

Søndag den 28. april 2019 markerer Slots- og Kulturstyrelsen sammen med landets arkæologiske museer fortidsmindedagen.

På dagen arrangeres ture ud i landskabet for at kigge nærmere på Danmarks fortidsminder. Moesgaard Museum, Viborg Museum og Vikingemuseet Ladby har f.eks. arrangementer, hvor man kan kigge nærmere på bondestenalderens storstensgrave.

Indtil fortidsminderne blev fredet ved lov i 1937, havde mange fortidsminder haft en hård medfart. Beregninger viser, at der har været mellem 25.000 og 50.000 storstensgrave i Danmark. Nu har vi omkring 2800.

Især byggeriet af kirker og borge har taget livet af mange gravmonumenter fra bondestenalderen. Dernæst tog udbygningen af jernbanenettet fra midten af 1800-tallet hårdt på de danske oldtidsgrave, da flere blev sløjfet for at hugge stenene op til brobyggeri.

Omkring samme tidspunkt skærpede forløberen for Nationalmuseet opmærksomheden på problemet. Mange medarbejdere blev sendt rundt i landet for at gå fra gård til gård og overtale landejerne til frivilligt at frede fortidsminderne. Nationalmuseets udsendte talte til jordejernes nationale pligt og troskab mod fædrelandet. Som resultat blev flere tusinde dysser, jættestuer og jordhøje frivilligt fredede.

Men det viste sig, at disse frivillige fredninger ikke var så effektive og i løbet af 1920’erne og 1930’erne tog kritikken mod frivillighedsprincippet til, da det efterhånden stod klart, at fortidsminderne ikke blev behandlet ordentligt.

I spidsen af koret for at skærpe kontrollen var Danmarks Naturfredningsforening og kulturpersonligheder som Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen.

I 1937 fik Danmarks så naturfredningsloven, hvor alle gravhøje, jættestuer og stendysser automatisk var fredet. Med loven fik Danmarks Naturfredningsforenings ret til på lige fod med kommuner og staten at rejse nye fredningssager. Naturfredningsforeningens særstilling blev sikret af statsminister Thorvald Stauning på baggrund af den brede folkelige interesse for at systemet skulle bidrage til flere fredninger.

Skal en privat forening kunne rejse fredningssager?

Det er gået tilbage for Danmarks Naturfredningsforening – i storhedstiden i 1980’erne kunne man mønstre over 260.000 medlemmer, i dag er medlemstallet halveret – og der stilles spørgsmål ved rimeligheden af at en enkelt privat forenings ret til at rejse fredningssager.

Udover Danmarks Naturfredningsforening kan også kommuner og stat i dag rejse fredningssager. Det er 13 lokale fredningsnævn fordelt over hele landet, der afgør, om et område skal fredes.

Dansk Folkeparti har forsøgt at sætte en stopper for foreningens særstilling med et beslutningsforslag i Folketinget, der skulle sikre at også andre grønne organisationer fik ret til at rejse fredningssager, men kun i samarbejde med enten staten eller kommunen.

Det Konservative Folkeparti var ifølge den stedfortrædende miljøordfører, Erik Lund, umiddelbart åben for at lade andre grønne organisationer komme på banen. Det blev imidlertid senere afvist af den konservatives gruppeformand, Mette Abildgaard, der ellers var på barselsorlov: ”Bare lige præcisering: Vi konservative ønsker IKKE at fratage Danmarks Naturfredningsforening retten til at rejse fredninger – eller gøre det betinget af kommunal opbakning.” Hun mente i øvrigt, at ”Det er mit indtryk, at Danmarks Naturfredningsforening er sit ansvar bevidst i forhold til ikke at rejse unødvendige fredningssager. Hvis de andre partier føler, at foreningen misbruger sin ret, bør de indlede en dialog med foreningen i stedet for at stække den”.

Danmarks Naturfredningsforening ledes i dag af en repræsentant for Enhedslisten og en hovedbestyrelse bestående af offentligt ansatte biologer, naturvejledere og en enkelt folkeskolelærer.

Konservative hattedamer og naturfredning

Det problematiske er, at Det Konservative Folkepartis lydhørhed overfor foreningen ikke baseret på opfattelsen blandt partiets nuværende medlemmer. Den Konservative holdning blev grundfæstet allerede i Danmarks Naturfredningsforeningens første år.

Foreningen blev stiftet 21. april 1911 på Palace Hotel i København som “Forening for Naturfredning”. Det stiftende møde var indkaldt af den lokale turistformand Viggo Falbe-Hansen. Formålet med mødet var dannelsen af en ny forening, Foreningen for Naturfredning, der skulle arbejde for bevarelse af den danske natur og sikre befolkningens adgang til den. Anledningen var, at Øresundskysten på Sjælland var ved at blive afspærret af velhavende københavnere, der byggede sommervillaer helt ned til vandkanten og opsatte hegn.

Foreningens medlemsskare bestod i mange år af kunstnere, sagførere, godsejere og akademikere fra det bedre borgerskab. Det var ikke mindst de såkaldte “hattedamer” – borgerskabets kvinder, som ikke havde lønnet arbejde, i stedet brugte deres tid til at udføre frivilligt arbejde – der var aktiv i foreningen og supplerede deres hidtidige sociale indsats med kampen for folkets ret til at opleve naturen.

Det med benyttelse af naturen var en ny og banebrydende ide. Den nye forening adskilte sig dermed fra naturvidenskabelige grupper, der ville frede naturen for naturens egen skyld. Allerede i 1912 sattes ind med en kampagne mod skovsvin. Sloganet var: ”Madpapir og æggeskaller, Pynter ej i skovens haller”.

Modstand mod reklameskilte langs landevejene, bevaring af vejtræer og kampestenshøje stod også højt på foreningens prioriteringsliste. Foreningens medlemstal passerede 3000 i 1925. Samme år skiftede den navn til Danmarks Naturfredningsforening som tegn på at den var landsdækkende.