Er grundlaget for fremtidig velfærd i skred?

På foranledning af Det Radikale Venstre blev der – efter en reformpause i slutningen af Schlüter-epoken -under den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussens regering fra 1993 – 2001 taget hul på arbejdsmarkeds- og skattereformer. Senere kom Velfærdsaftalen i 2006 og Tilbagetrækningsreformen fra 2011. De to aftaler havde blandt andet til formål at hæve pensionsalderen og at afkorte efterlønsperioden. Det er ikke nemt at gennemføre nye reformer med samme potentiale. Faktisk har Socialdemokratiet foreslået at slække lidt på reformerne, og udstyre visse nedslidte danskere med en rettighed til tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Forslagene til nye fremadrettede reformer har til gengæld været sparsomme. Socialdemokratiet har foreslået et øget fradrag for investeringer i forskning, og Venstre har fokuseret på beløbsgrænsen for at gøre det lettere at få flere udlændinge til Danmark for at arbejde.

Prioritering af velfærden her og nu

I stedet for forslag til konsolidering af nationens økonomiske bæredygtighed har partier, der repræsenterer henved 90 procent af vælgerne, brugt valgkampen på overbud, der handler om at anvende et forventet økonomisk råderum på fortsat udbygning af det offentlige velfærdssystem.

Udviklingen er sindssyg af 2 grunde: Når der overhovedet kan forventes et råderum, skyldes det ene og alene en fremskrivning af en skatteudskrivning, der forudsætter at en stadig større del af skatteydernes penge, skal disponeres af den offentlige sektor. Vanviddet stopper ikke her – den politiske debat bygger på den antagelse, at det er umuligt at ændre en forældet velfærdsmodel, der lægger beslag på stadig flere ressourcer uden nødvendigvis at producere mere velfærd.

Resultatet er forudsigeligt. Uanset hvem vi stemmer på og uanset hvem der vinder valget, undgår vi ikke fremtidige regeringer, der bliver ved med at øge skatterne og øge de offentlige udgifter.

Produktiviteten i den offentlige sektor

Med en offentlig sektor, der ifølge OECD er verdens største, og allerede nu lægger beslag på halvdelen af bruttonationalproduktet, burde der være fokus på den notorisk svage produktivitetsudvikling i sektoren, der betyder at vi trods stadig større udgifter taber terræn i forhold til sammenlignelige lande.

De fleste er vel uanset partipolitisk ståsted tilhænger af en offentlig sektor, der sikrer alle lige muligheder og helst med så mange frie valgmuligheder som muligt. Vi forventer, at den offentlige sektor sikrer gode skoler, dygtige hospitaler, universiteter i top, sociale foranstaltninger, et sikkert retsvæsen, en velfungerende infrastruktur.

Hvad angår den offentlige sektors kroniske vokseværk, og i spørgsmålet om det offentlige skal levere, hvad private kan levere bedre og billigere i en fri konkurrence, er der måske forskelle i anskuelser. Ikke desto mindre var der almindelig applaus, da SRSF-regeringen i begyndelsen af 2012 nedsatte Produktivitetskommissionen.

Baggrunden for oprettelsen var en tværpolitisk bekymring over den lave produktivitetsudvikling i Danmark i forhold til en række andre vestlige lande.

Efter kommissionens kommissorium skulle den kulegrave den danske produktivitetsudvikling – både i dansk erhvervsliv og i den offentlige sektor – og komme med konkrete anbefalinger.

Midlertidig optimisme

Mens kommissionen arbejdede, var der faktisk en livlig offentlig debat for og imod størrelsen af den offentlige sektor. Hvor regeringspartierne og måske især Socialdemokratiet især var optaget af holdningen blandt deres mange offentligt ansatte vælgere, var de borgerlige partiers indgang anderledes: For de fleste var det af afgørende betydning, at skatteborgerne – der allerede var underkastet verdens højeste skattetryk, højeste energipriser og højeste forbruger og fødevarepriser – fik valuta for pengene.

Indimellem var der endog grund til optimisme. Produktivitetskommissionen offentliggjorde op til Folkemødet på Bornholm i juni 2013 et såkaldt arbejdsnotat, hvor vurderingen var, at der kan spares mindst 10 pct. i kommunerne uden at skære serviceniveauet ned, hvis alle kommuner var ligeså gode til at minimere omkostningerne som de bedste. Produktivitetskommissionens formand holdt sig ikke tilbage i debatten og tilkendegav, at besparelsespotentialet alene på det kommunale serviceområde var i størrelsesordenen +10 pct., svarende til 20 – 25 mia. kr. Disse ressourcer kunne med fordel anvendes til bedre kommunal service eller mindsket skattetryk.

Produktivitetskommissionens formand og arbejdsnotatet vurderede samtidig, at potentialet for produktivitetsforbedringer indenfor staten og regionerne var af samme størrelsesorden.

I sommeren 2013 tegnede der sig således konsensus om, at der på de offentlige budgetter faktisk allerede var et råderum på mindst 50 mia. kr., som betyder, at vi på én og samme tid har mulighed for at forbedre den offentlige sektor og samtidig moderere verdens højeste skattetryk.

Produktivitetskommissionens vurderinger var troværdige og blev understøttet af analyser fra en række andre instanser. Den liberale tænketank Cepos har beregnet, at det såkaldte kommunepotentiale udgør 30 mia. kr. – så meget kunne de kommunale udgifter nedbringes med ved at have samme serviceniveau og samme effektivitet, som den mest effektivt drevne kommune i Danmark.

Kommissionsarbejdet var uden effekt

Hvad der skete siden juni 2013 og frem til offentliggørelsen af den endelige rapport er en gåde. Produktivitetskommissionens endelige anbefalinger vedrørende den offentlige sektor var udvandede og begrænset til understregning af behovet for bedre data og systematisk benchmarking af ”produktivitet og effektivitet i sammenlignelige offentlige enheder”.

Siden er debatten gået i stå.

På venstrefløjen er der er overhovedet ikke tvivl om, at en række interesseorganisationer og systembevarende elementer i Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre har reageret. Produktivitetskommissionen kom under massivt pres for at undgå, at den endelige rapport kunne bruges i den politiske proces.

Det bemærkelsesværdige er, at de borgerlige partier forholdt sig passive, og siden med vellyst har deltaget i fordelingen af kommende års forventede økonomiske råderum. Under alle omstændigheder understreger forløbet – endnu engang – vanskeligheden ved i Danmark at tilvejebringe et evidensbaseret grundlag for politiske beslutninger.

Det er således påfaldende, at den kommunale udligningsordning, der har været fremhævet som en væsentlig årsag til, at der på det kommunale område ikke er tilstrækkeligt incitament til ansvarlig offentlig forvaltning, overhovedet ikke blev analyseret af Produktivitetskommissionen. Tilsyneladende foreligger der ikke engang et arbejdsnotat. Hvorfor mon Produktivitetskommissionen overhovedet ikke forholdt sig til et system, hvor der systematisk overføres ressourcer fra veldrevne kommuner til mindre effektive kommuner?