Iran mod USA

Da Det Hvide Hus i begyndelsen af maj sendte det amerikanske hangarskib USS Abraham Lincoln i Nimitz-klassen med ledsageskibe m.v. til den Persiske Golf var årsagen ifølge den nationale sikkerhedsrådgiver John R. Bolton “bekymrende og eskalerende indikationer og advarsler” relateret til Iran.

Udenrigsminister Mike Pompeo svarede, da han på flyet på vej til møde i Arktisk Råd i Finland af journalister blev spurgt om Mr. Boltons erklæring, at “Det er noget, vi har arbejdet på i et stykke tid.”

“Det er helt sikkert, at vi har set eskalerende aktiviteter fra iranerne, og vi vil holde iranerne ansvarlige for ethvert angreb på amerikanske interesser, uanset om disse handlinger foretages af shia-militsgruppe, Hamas, Houthis eller Hizbollah, eller andre der reelt kontrolleres af Iran”.

“De Forenede Stater søger ikke krig med det iranske regime, men vi er fuldt ud rede til at reagere på ethvert angreb, hvad enten det er ved en stedfortræder, ved Revolutionsgarden eller ved regulære iranske militære styrker,” sagde Bolton i udtalelsen.

USA har lagt pres på Iran

Det amerikanske forhold til Iran er blevet forværret siden præsident Trump sidste år trak USA ud af den atomaftale, der var indgået med Iran i 2015. USA har siden pålagt Iran hårde sanktioner, som ikke mindst Bolton og Pompeo har været førende i formuleringen af.

I sidste måned satte Trump administrationen den iranske Revolutionsgarde, IRGC, på terrorlisten, og organisationen og alle der samarbejder med IRGC er pålagt strenge økonomiske sanktioner.

Sanktionerne betyder, at Iran er hårdt ramt økonomisk, valutaen – Rialen – er i frit fald og inflationen er galopperende. Den iranske befolkning på 84 millioner oplever faldende levestandard og arbejdsløsheden er frygtindgydende. Sanktionerne betyder også, at iranerne ikke er i stand til at eksportere de mængder af beriget uran og tungt vand, som atomaftalen tillader. Derfor vil grænsen for den tilladte oplagring i Iran af beriget uran blive overskredet den 27. juni.

Iranske reaktioner kommer ikke uventet

Den amerikanske regering har naturligvis været helt klar over, at det var et spørgsmål om tid før Iran måtte reagere. Truslen om genopbygningen af lagre af beriget uran og eventuelt helt at udtræde af atomaftalen sigter naturligvis på at presse USA og EU til at bevare atomaftalen fra 2015 og ophæve sanktionerne. Tankegangen i Teheran er, at udsigten til en eskalerende militær krise i Mellemøsten måske kan tvinge EU til en kraftigere indsats for at redde atomaftalen fra forlis, samt kompensere for de amerikanske sanktioner. Det er imidlertid lidet sandsynligt, at EU kan gøre en forskel.

Forleden slog fire katyusha-raketter ifølge Sky News Arabia ned i nærheden af en militærbase, hvor amerikanske soldater opholder sig, ved Mosul i Irak. Ugen forinden blev to tankskibe angrebet i Omanbugten ud for den iranske kyst.

Iraneksperter tvivler ikke på, at det faktisk var Iran, der udførte eller stod bag raketangrebet i Iraq, angrebene på tankskibene og den efterfølgende nedskydning af den amerikanske marines drone.

Argumentet om, at Iran ikke har nogen interesse i at udføre et sådant angreb, fordi det bringer landet tættere på krig med USA, holder ikke: Iranerne har før demonstreret, at trængt op i et hjørne viger regimet ikke tilbage for noget. Iran forsøger at vise USA, at de også kan svare igen. Det må antages, at Iran opererer ud fra den antagelse, at Trump ikke ønsker en krig inden 2020-valget. De iranske angreb er derfor ikke selvmordsaktioner, men nøje planlagte operationer af den slags, der sender signaler, men ikke starter krige.

Revolutionsgardens Quds Force

Irans Ayatollah Ali Khamenei er informeret om alle træk, men det er den iranske Revolutionsgarde – The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC – der enten udfører eller sanktionerer aktionerne.

Den republikanske senator Marco Rubio fra Florida og medlem af Senatets Foreign Relations Committee, har på Twitter afsløret hvordan amerikanerne opfatter Revolutionsgarden:

“Vi vil ikke skelne mellem angreb fra Shia-militser i Iraq og Revolutionsgarden, The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC, der styrer dem. Ethvert angreb fra disse grupper mod amerikanske enheder vil blive betragtet som et angreb fra Iran.”

Den islamiske revolution i Iran i 1979 bragte en radikal transformation af landets styre med sig. Allerede efter Shahens fald begyndte de nye magtstrukturer at vise sig, men det var først under og efter den blodige krig med Irak i 80erne, at den Islamiske Republik kunne konstituere sig som et stærkt centraliseret regime, med tentakler – herunder Revolutionsgarden, The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC – der strækker sig helt ud i samfundets spidser. “Revolutionens fjender” blev udrenset og mange andre flygtede ud af landet. Alle blev underlagt det gejstlige shiamuslimske bureaukrati, Revolutionsgarden og den paramilitære milits (Basij), der tæller millioner af indoktrinerede unge soldater.

Revolutionsgarden, IRGC, har siden afslutningen af krigen med Irak I 1980’erne finansieret af olieindtægter opbygget en enorm magt i Iran. Ikke kun internt i Iran, hvor IRGC udover det kontroversielle atomprogram også kontrollerer væsentlige økonomiske og industrielle interesser, men også i forhold til udlandet. IRGC er ansvarlig for et ballistisk missilprogram, der truer hele regionen, men IRGC støtter også direkte international terrorisme, blandt andet shiamuslimske militser i Iraq og Syrien, den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, Hams i Gaza og Houthi-bevægelsen i Yemen.

Generalmajor Qasem Soleimani

Den enkeltperson I Iran, som USA især er opmærksom på, er Qasem Soleimani.

Soleiman blev født den 11. marts 1957 og er avanceret til Generalmajor i Revolutionsgarden, IRGC. Qasem Soleiman har siden 1998 været øverstkommanderende for IRGCs Quds Force – den del af Revolutionsgarden, der er ansvarlig for alle militære og hemmelige operationer uden for Irans grænser. Det er således Qasem Soleiman, der er den egentlige fører af diverse shiamuslimske militser i Iraq og Syrien, af Houthierne i Yemen, af Hizbollah i Libanon og af Hamas i Gaza. Ingen af disse organisationer ville vove et direkte angreb på amerikanske styrker uden at ordren var givet af Qasem Soleiman.

Krig?

Mens Iran afviser at have spillet en rolle i angrebene, ses de som et direkte resultat af de fornyede spændinger mellem Iran og USA og som en del af en optrappende konflikt – med potentiale til at udvikle sig til den krig, ingen af de involverede parter ifølge egne udsagn ønsker.

Under alle omstændigheder ser det ud til, at vi kan se frem til endnu en hed sommer i Mellemøsten.