Der er kommet en Danmarkskanon ud af tidligere kulturminister Bertel Haarders dialog med det danske folk. Nr. 6 på listen er indiskutabelt noget særligt dansk: ”Det danske sprog: Dansk er modersmål for mere end 90 % af befolkningen i Danmark. Sproget er ikke blot et kommunikationsredskab; det er en kulturbærer”.

Til gengæld er ni af de ti værdier noget, som findes i ethvert nordeuropæisk demokrati, og er altså ikke specielt danske.

Det danske sprog er noget særligt dansk

Når vi nu er enige om, at det danske sprog er noget helt særligt dansk, er det påfaldende, at Central Intelligence Agency, ofte forkortet CIA, det amerikanske efterretningsvæsen for udenlandske efterretninger, har fundet ud af, at Danmark er er et af de meget få lande i verden uden et officielt sprog!

CIA har ansvar for indsamling og analyse af allehånde data. Som Snowden og andre har påvist, er det langt fra alle oplysninger, der frivilligt deles med offentligheden. CIA udgiver imidlertid “The World Factbook” med et væld af data om 240 nationer, territorier og regioner. Blandt andet oplyses hvilke sprog, der tales i de enkelte lande, og om det pågældende lands regering har fastsat et officielt sprog.

Langt de fleste af verdens 196 suveræne nationer har officielle sprog. F.eks. fremgår det af artikel 4 i den Schweiziske forfatning fra 1999, at de nationale sprog er Tysk, Fransk, Italiensk og Romansh (der især tales i cantonen Grisons eller Graubünden).

Ifølge CIA’s Factbook er der kun 14 lande, der ikke har et officielt sprog: USA, Amerikansk Samoa, Australien, Tjekkiet, Danmark, Vatikanet, Island, Jamaica, Japan, Nordkorea, Sydkorea, Mexico, San Marino og Det Forenede Kongerige.

Hvorfor er dansk ikke det officielle sprog i Danmark?

Ifølge CIA tales der i Kongeriget Danmark dansk, færøsk, grønlandsk og tysk. Det oplyses endvidere, at ”English is the predominant second language”.

CIA Factbook omtaler ikke, at sprogspørgsmålet var særdeles kontroversielt op til den første danske Grundlov af 5. juni 1849. I helstatstiden var tysk det officielle sprog i Holsten, Lauenborg og Slesvig. Ikke mindst i Slesvig, hvor der var mange dansktalende, var der kræfter, der arbejdede på at dansk skulle være det officielle sprog. Kongen blandede sig i sprogsagen og udsendte i maj 1840 et sprogreskript, der beordrede, at retssystemet og embedsmændene skulle anvende dansk sprog i områder, hvor der blev talt dansk i skole og kirke. Det udløste store protester i den slesvigske stænderforsamling, der ikke brød sig om denne direkte indblanding fra København. Kongen og regeringen i København blev nu meget forsigtige og tilbageholdende i sprogspørgsmålet, da de ønskede at bevare den enevældige helstat samlet for enhver pris. Som bekendt var konstruktionen genstand for 2 borgerkrige og holdt kun til 1864.

Ikke med i senere Grundlovsændringer

Grundloven er siden blevet revideret flere gange uden at dansk har været et tema. Første gang i 1866 – en grundlovsrevision, der betegnes som et tilbageskridt for den lige og almindelige valgret. Anden gang i 1915 – en grundlovsrevision der på en gang betegnede et fremskridt og et tilbageskridt. Kvinder og tyende fik valgret til Rigsdagen, men dets førstekammer, Landstinget, blev vanskeligere at opløse. Tredje gang i 1920 alene nødvendiggjort af Sønderjyllands genforening med Danmark. Fjerde gang i 1953 – landets nuværende grundlov, hvor Landstinget blev afskaffet, tronfølgen ændret, valgloven taget ud af grundloven og folkeafstemningsprincippet blev indført.

I det forkastede grundlovsforslag fra 1939, hvor valgretsalderen var foreslået til 23 år samt en nedlæggelse af Landstinget, var spørgsmålet om dansk som officielt sprog heller ikke et issue.

Ikke officielt nationalsprog

Almindeligvis stilles der ikke spørgsmål ved, at dansk er nationalsproget i Danmark. Dansk er således modersmål for over 90 pct. af befolkningen i Danmark. I Sønderjylland er der fortsat et betydeligt tysktalende mindretal.

Uden at være det det formelt officielle sprog i Danmark, er dansk enerådende som offentligt sprog. Således bestemmer Retsplejeloven, jf. §149, stk.1, at: ”Retssproget er dansk. Afhøring af personer, der ikke er det danske sprog mægtig, skal så vidt muligt ske ved hjælp af en translatør. Dog kan i borgerlige sager tilkaldelse af tolk undlades, når ingen af parterne gør fordring herpå, og retten tiltror sig fornødent kendskab til det fremmede sprog. Det samme kan under sidstnævnte forudsætning finde sted i straffesager uden for hovedforhandling for landsret”.

Dansk i retskrivningen

I Lov om dansk retskrivning fra 1997 fremgår det, at ”Dansk retskrivning fastlægges af Dansk Sprognævn og offentliggøres i Dansk Sprognævns retskrivningsordbog”.

Af § 2 fremgår det, at: ”Dansk retskrivning skal følges af alle dele af den offentlige forvaltning, af Folketinget og myndigheder med tilknytning til Folketinget samt af domstolene. Det samme gælder ikke offentlige uddannelsesinstitutioner, som modtager dækning af driftsomkostningerne på halvdelen eller mere, og private og selvejende skoler, hvor børn opfylder undervisningspligten”.

I henhold til forvaltningslovens § 7 har offentlige myndigheder pligt til i fornødent omfang at give vejledning til borgerne. Ifølge Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område antages det, at dette også indebærer en pligt til at sørge for at betale for tolkebistand, når en person, der henvender sig til myndigheden, ikke behersker det danske sprog tilstrækkeligt godt. Forvaltningsmyndighederne må altså sikre sig, at de er i stand til at forstå og blive forstået af udlændinge, der retter henvendelse om sager, der skal tages under behandling af myndighederne.

De største tolkesprog i den offentlige sektor

Translatørforeningen har i 2015 udarbejdet en oversigt over de mest benyttede tolkesprog i den offentlige sektor. Selvom årsagen til, at dansk aldrig er blevet officielt sprog i Danmark er sprogstriden med tysk i Slesvig og Holsten, optræder tysk ikke på listen over de sprog, hvor der er størst behov for tolkebistand:

• arabisk

• bosnisk

• dari

• farsi

• kinesisk (mandarin)

• kurmanji

• pashto

• polsk

• somali

• tyrkisk

• thai

• urdu

Ingen samlet opgørelse over tolkeudgifter

Translatørforeningen gennemførte i 2015 en kvalitativ spørgeskemaundersøgelse blandt brugere i den offentlige sektor inden for sundheds-, social-, rets- og asylområdet. Undersøgelsen viste at på justitsområdet var udgiften på 55 mio. kr. i 2013, regionernes udgifter til sundhedstolkning var på 102 mio. kr. i 2012, og kommunernes udgifter til socialtolkning blev i 2010 angivet til 70 mio. kr.

Foreningen antyder selv, at disse tal undervurderer de samlede offentlige udgifter til tolkning og translatørbistand.

Vi må således forlade os på spredte oplysninger. Det er f.eks. i dagspressen oplyst, at Horsens Kommunes udgifter til tolkebistand i 2012 var på cirka 700.000 kr. Det steg i 2015 til 2,8 millioner kroner, og i 2016 nåede man et tal på 4,5 millioner kroner.

USA

USA er som nævnt blandt de 14 lande, der ikke har et officielt sprog. Det antages at 82 procent af befolkningen i USA normalt taler engelsk, men det er ikke helt klart hvad det ville betyde, hvis engelsk blev fastlagt som officielt sprog. Desuagtet har der politisk i de senere år i tilknytning til stigende indvandring i USA været krav om, at engelsk skulle være officielt sprog.

Mens USA ikke har et officielt sprog, har 31 delstater love, der fastslår engelsk som statens officielle sprog. Delstaten Virginia har således vedtaget regler i 1996, der fastslår, at “ingen statslige eller lokale myndigheder og institutioner er forpligtet til at udlevere … dokumenter, information, litteratur eller andre skriftlige materialer i et andet sprog end engelsk.”

Ole Stig Andersen har i dagbladet Information skrevet om sproglove rundt omkring i verden, og tendensen til at ville beskytte eller ligefrem privilegere et bestemt sprog. Om USA har Ole Stig Andersen beskrevet den frygt, der hersker i visse kredse om sprogets snarlige undergang hvis der ikke straks bliver gjort noget især i forhold til landets næststørste sprog, spansk. Spansk tales af omkring hver ottende amerikaner.

For at trænge spansk tilbage har der i årevis været en English Only-bevægelse, der vil gøre engelsk til enerådende sprog i alle offentlige sammenhænge. Hvis offentlig service, skriftlig som mundtlig, kun måtte foregå på engelsk, vækker det naturligvis voldsom bekymring i erhvervslivet, i social- og sundhedssektoren og hos politi og andre udrykningstjenester der f.eks. ikke mere kan modtage og besvare nødopkald på andre sprog.

Sprogkravene til statsborgerskab i Danmark

For at få tildelt dansk statsborgerskab ved naturalisation (ved lov) skal ansøgeren leve op til en række krav:

Herunder en såkaldt ”tro og love”-erklæring, en ren straffeattest, visse krav til økonomi, danskkundskaber og en bestået statsborgerskabsprøve.

I ”tro-og love”-erklæringen lover ansøgeren troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund. Lover at overholde dansk lovgivning og respektere landets retsprincipper. Samtidig skal ansøgeren oplyse, om han tidligere har begået kriminalitet – uanset størrelsen og typen på lovovertrædelsen.

Kravene til danskkundskaber omfatter en bestået danskprøve, som kan have forskellig sværhedsgrad afhængigt af ansøgerens forhold.

Mange, der ikke bare tilnærmelsesvis kan sproget, får alligevel indfødsret. Årsagen er, at regeringen i 2013 genindførte muligheden for at søge dispensation for danskkundskaber samt kendskab til almene samfundsforhold. Ansøgere til dansk statsborgerskab kan således få dispensation for både dansk- og indfødsretsprøve hvis de kan fremlægge dokumentation for, at en langvarig fysisk, psykisk, sensorisk eller intellektuel funktionsnedsættelse er årsagen til at de ikke kan bestå prøverne og/eller deltage i relevante kurser.

I praksis er det ofte ansøgere med diagnosen PTSD, som opnår dispensation fra at bestå dansk- og indfødsretsprøven.

Kan man have stemmeret uden at kunne sproget?

Fra tid til anden stilles der spørgsmål ved rimeligheden af at indrømme stemmeret til personer, der ikke er i stand til at kommunikere på dansk. Men er man xenofob og måske oven i købet racist, hvis man forventer at danske statsborgere kan tale dansk eller i hvert fald noget dansk?

Kan det virkeligt passe, at vi skal tilbage til før 1. og 2. Slesvigske Krig for at finde forklaringen på, den stedmoderlige behandling af modersmålet for 90 pct. af befolkningen?

Skatteministeren er nu klar til at nedskrive danskerne og virksomhedernes gæld med 80 milliarder kroner. Nedskrivningen kommer efter de seneste års skandaler i SKAT, der blandt andet tæller:

·         Udenlandske kriminelle har lænset SKAT for 12,3 mia.

·         Systemet for ejendomsvurderinger er brudt sammen.

·         Inddrivelsen af danskernes gæld til staten er gået i stå.

Alligevel – og på trods af, at Rigsrevisionen og Statsrevisorerne sammen med utallige eksperter ad flere omgange har udtalt sønderlemmende kritik – er ingen af de ni ansvarlige ministre blive stillet til ansvar.

Det er desværre uden for tvivl, at ministre fra Venstre, Socialdemokratiet, Radikale og SF har udvist grotesk uansvarlighed. Det påfaldende er, at ledende politikere i regeringen og oppositionen syntes at være ligeglade.

Hvad sker, når folkestemningen ignoreres?

Mens det i UK lykkedes for UKIP at samle EU-skeptikere fra alle partier og fremtvinge Brexit, har det været vanskeligere i andre europæiske lande.

I Frankrig lykkedes det en alliance af borgerlige og socialistiske partier at ”inddæmme” Front National ved præsidentvalget i 2002. Det skete igen ved regionalvalgene i Frankrig i december 2015, og konsekvensen var, at 28 pct. af franskmændene blev sat uden for indflydelse på ledelsen af Frankrigs 13 regioner. Søndag den 7. maj vil det vise sig, om det igen lykkes at inddæmme Front National og holde en meget betydelig del af den franske befolkning uden for politisk indflydelse.

Tilbage i 1999 blev en vælgergruppe i Østrig set som en trussel mod demokratiet. EU-landene forsøgte på socialdemokratisk initiativ at gennemføre en regulær boykot mod Østrig, da Østrigs konservative indgik i et regeringssamarbejde med det yderligtgående Frihedsparti, FPÖ, under ledelse af Jörg Haider.

I Danmark husker vi: ”Stuerene, det bliver I aldrig”, som tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1999 sagde om Dansk Folkeparti, og han gentog det i 2010 da Poul Nyrup Rasmussen var formand for de europæiske socialdemokrater.

I Sverige blev Sverigedemokraterna udsat for boykot af Riksdagens øvrige partier, der i en periode ikke ville samarbejde med Sverigedemokraterna, der formentlig er Sveriges største parti.

I Holland har Geert Wilders stærkt islamkritiske Frihedsparti skabt voldsom intern uro hos både de konservative og de liberale. Den folkelige reaktion ved parlamentsvalget i Holland den 15. marts var mere et fravalg end tilvalg; De hollandske vælgere lod deres frustrationer gå ud over den hidtidige regering. Regeringskoalitionen bestående af Mark Ruttes liberale parti, VVD, og de hollandske socialdemokrater i partiet PvdA, gik stærkt tilbage. Det kan samtidig konstateres at de vælgere, som regeringspartierne tabte blev fordelt på en række partier, herunder i begrænset omfang til Gert Wilders Frihedsparti, PvV, der gik frem – fra 15 mandater til 20 mandater svarende til godt 13 pct. af stemmerne.

Hvad er konsekvenserne?

Lederen af Front National, Marine Le Pen, var rasende efter regionalvalgene i december 2015: ”Dette valg beviser, at skillelinjen i fransk politik ikke længere går mellem højre og venstre, men mellem globalister og patrioter. Globalisterne, der går ind for at opløse Frankrig og dets folk i en stor, global masse, og patrioterne, der tror på, at nationen yder os den bedste beskyttelse”.

Mange jævne, pligtopfyldende franskmænd var oprørte over den måde, de blev behandlet på, når de har protesteret mod regeringens økonomiske politik, EU-medlemskabet og indvandringen. Mange franskmænd har tydeligvis registreret og genkendt forsøgene på i den amerikanske valgkamp at udskamme Donald Trumps tilhængere: “You know, just to be grossly generalistic, you could put half of Trump’s supporters into what I call the basket of deplorables. They’re racist, sexist, homophobic, xenophobic, Islamaphobic — you name it”. (Hillary Clinton, 9. september 2016).

Erik Meier Carlsen har i en dansk kontekst om debatten om Dansk Folkeparti udtrykt, at ”det er uhyre vigtigt, at de mennesker, der er allermest presset af globaliseringen, føler sig hørt, taget alvorligt, og ikke oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. At de bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, er unikt”.

Historien og den sunde fornuft viser, at der ikke er nogen vej udenom at lytte til den brede befolkning. Med en omskrivning af den amerikanske præsident Lincoln: ”Det er muligt for en tid at forhindre vælgernes deltagelse i den politiske beslutningsproces, og det er endda muligt permanent at blokere for enkelte vælgeres indflydelse, men det er ikke muligt i længden holde alle vælgerne væk fra den politiske beslutningsproces”.

Hvad sker, hvis man stædigt bliver ved med at ignorere befolkningens skepsis over for forholdene i SKAT, modstand mod unionstankerne i EU, ignorerer befolkningens bekymring for de daglige trusler fra muslimsk terror, ignorerer befolkningens reservationer i forhold til det værdiskred, som den fremadskridende multikulturelle omdannelse af samfundet i takt med indvandringen medfører, og hvis man fortsat vælger at se bort fra den brede befolknings forargelse over de folkevalgtes tag-selv-bord og fråds med skatteborgernes penge?

Er det ikke legitimt, at jævne, pligtopfyldende folk får lov til at artikulere deres undren, når eksempelvis uregerlige unge tilsyneladende inviteres på luksusferier, når grove kriminelle får lov til at fortsætte aktiviteterne efter afsoning af meget korte straffe, eller når udlændinge, der voldtager og stjæler, ikke udvises? Hvorfor har man ikke lov til at være kritisk overfor accepten af kulturmønstre, som beviseligt fører til mere vold, flere tyverier, mere vandalisme og utryghed? Er det ikke forståeligt, når hårdtarbejdende borgere frustreres over dovne Roberter med snablen i altid åbne offentlige kasser, og kan det undre, at mange forbløffes, når utallige milliarder af opkrævede skatter sættes over styr af SKAT, og når deres penge i øvrigt bruges til farceagtigt offentligt projektmageri, verdensfjern humanistisk forskning og overdrevent offentligt bureaukrati?

Menneskerettighedsorganisationer har længe forsøgt at give Saudi-Arabien mundkurv på og fratage landet stemmeretten i FN’s Menneskerettighedsråd. Det har undret, at det kongelige danske udenrigsministerium og skiftende ministre ikke har fundet anledning til at ytre sig.

Nu er den gal igen!

FN’s økonomiske og sociale udvalg, ECOSOC, har den 19. april 2017 valgt Saudi-Arabien til FN’s Commission on the Status of Women for perioden 2018-22. Medlemmerne indstilles af de respektive regionale grupper, og normalt sker valgene med akklamation.

I dette tilfælde skete valget ved hemmelig afstemning, og sammen med Saudi-Arabien blev følgende lande valgt: Algeriet, Comoros, Congo, Ghana and Kenya (Afrikanske stater); Iraq, Japan, Republic of Korea, Saudi-Arabien and Turkmenistan (Asiatiske-Pacific stater); og Ecuador, Haiti og Nicaragua (Latinamerikanske og Caribiske stater).

Udpegningen af Saudi-Arabien har givet anledning til et ramaskrig i organisationer og lande, der lægger vægt på ligestilling, men beslutningen opretholdes.

Danmark plejer ubetinget at være på menneskerettighedernes og ligestillingens side, men i forhold til Saudi-Arabien er Udenrigsministeriet igen påfaldende tavst.

Hvad er årsagen?

Dansk udenrigspolitik har i mange år haft et godt øje til Mellemøsten, og den daværende borgerlige regering tog i 2003 uden folkelig opbakning initiativ til Det Arabiske Initiativ for at understøtte reform- og demokratiseringsprocesser i Mellemøsten og Nordafrika. Formålet var endvidere at styrke dialogen med den arabiske verden gennem dansk-arabiske partnerskaber.

Initiativet har indtil for nylig været en grundpille i dansk udenrigspolitik i forholdet til Mellemøsten og Nordafrika – den såkaldte MENA-region.

Skiftende udenrigsministre har efter bedste evne forsøgt at bidrage til den danske profil i Mellemøsten. Både den nuværende og tidligere ministre har i ”dialogens tjeneste” besøgt det ene despotiske styre efter det andet. Indtrykket er, at ministrene sandelig ikke sparer sig selv, hvis de kan slå et slag for danske kommercielle og økonomiske interesser – og så kommer menneskerettigheder og ligestilling i 2. række!

Iran

Da Ayatollah Khomeini i 1979 kom til magten i Iran, lancerede han et koran-fascistisk terrorregime med en bølge af tortur, massehenrettelser og massiv undertrykkelse af det iranske folk. Flygtninge fra rædslerne strømmede også til Danmark, og kritikken af regimet var ikke mindst fra Venstre ganske kontant.

I 2015 indgik USA overraskende en aftale med Iran om deres atomprogram. I forventning om, at øge Danmarks vare- og tjenesteeksport til Iran, når Irans opfyldelse af vilkårene i atomaftalen berettiger til gradvis ophævelse af de økonomiske sanktioner, satte daværende udenrigsminister, Kristian Jensen, sig straks i spidsen for en talstærk erhvervsdelegation. Eksportfremstødet blev retfærdiggjort med, at Udenrigsministeriet på forhånd havde vurderet, at eksporten til Iran kunne øges med 500 millioner kr. om året.

Hvorfor Danmark absolut skulle være blandt de første til at gøre vores hoser grønne over for det kontroversielle præstestyre i Teheran, er aldeles uklart.

Vi ved ej heller om Kristian Jensen med et eneste ord fik bebrejdet Irans krænkelser af menneskerettigheder, praktisering af dødstraf og, at landet i sin stedfortræderkrig med Saudi-Arabien i Syrien og Irak producerer millioner af flygtninge, som vi nu må tage os af i EU.

Vi får heller aldrig opklaret, om besøget havde den ønskede effekt – det danske fremstød blev nemlig fuldstændig overdøvet da konflikten mellem Saudi Arabien og Iran blussede op med ambassadeafbrænding og borgerlige uroligheder.

Doha

Næppe havde Kristian Jensen forladt i Irans hovedstad Teheran, før han den 6. januar 2016 dukkede op i den mindst lige så kontroversielle ørkenstat Qatar.

Qatar med hovedstaden Doha er det rigeste land i verden pga. af landets utrolig store gas- og oliereserver, men landet har langt fra demokratisk styre. Emiren, som er stats- og regeringschef, udnævner en regering. Der er hverken formelle politiske institutioner eller partier. Emir og regeringschef er Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani.

Mærsk Oil

Udenrigsministeren kastede sig under besøget den 6. januar beredvilligt ind i kampen til fordel for A.P. Møller-Mærsk, der havde fået skarp konkurrence på retten til den lukrative olieudvinding i Qatar efter 2017. Dagbladet Børsen kunne berette, at Kristian Jensen mødtes med Qatars emir Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani og premierminister Sheikh Abdullah bin Nasser bin Khalifa Al Thani i Qatar.

Børsen deltog i det efterfølgende 45 sekunder lange pressemøde, og kunne berette, at parterne var ganske fåmælte om status for oliefeltet, som Mærsk havde koncession på frem til midten af 2017. 

“Det eneste jeg kan forsikre Dem om, er at Qatar Petroleum har nedsat en komite, der ser på tenderen, og at det vil foregå på en transparent facon, der er i overensstemmelse med internationale standarder, så alle vil få en fair chance – det kan jeg forsikre dem om,” sagde udenrigsminister Dr. Khlalid Bin Mohammed Al Attiyah til Børsen.

Qatar-koncessionen er fortsat Mærsk Oils mest guldrandede oliekontrakt. Omtrent halvdelen af Mærsk Oils internationale omsætning kommer fra Qatar!

Syrien og flygtningesituationen

Hverken på pressemødet, fra Qatars myndigheder eller fra det danske udenrigsministerium fremkom der nærmere om indholdet af drøftelserne med Qatars emir og premierminister. Det er således uklart, om udenrigsministeren i lyset af flygtningekrisen i Europa rejste det nærliggende spørgsmål, om Qatar ikke mere aktivt kunne bidrage til at løse flygtningekrisen i Syrien og Irak, og – i afventning af en løsning – bidrage finansielt til UNHCR og modtage nogle ekstra flygtninge?

Det vides heller ikke om udenrigsministeren benyttede lejligheden til at sikre sig, at Qatar er ophørt med økonomisk at støtte Al Qaeda i Afghanistan og Pakistan og Al-Nusra i Syrien.

Kongehuset også til Saudi-Arabien og Qatar

Trods betydelig offentlig kritik af, at det danske kongehus vikles ind i omgangen med udemokratiske og despotiske regimer, deltog Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen den 28. februar – 1. marts 2016 i et dansk erhvervsfremstød i Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh med deltagelse af 44 danske virksomheder.

Kronprinsparret rejste fra Saudi-Arabien til Qatars hovedstad Doha den 2. – 3. marts 2016.

I Doha besøgte Kronprinsparret bl.a. Maersk Oil’s hovedkvarter, og under samtalerne med Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani, var der lejlighed til at lægge et god ord ind for Mærsk Olies koncessionsinteresser.

Indsatsen bærer ikke frugt

Indsatsen fra daværende udenrigsminister Kristian Jensen fra Herning og fra det danske kongehus til fordel for Maersk olieinteresser i Qatar, bar desværre ikke frugt. Selvom Esplanaden naturligvis også selv pressede på; både Nils Smedegaard, daværende topchef i A.P. Møller-Mærsk, og Ane Uggla, datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, var på besøg hos Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani.

Enden på miséren blev, at franske Total blev valgt til den ny olielicens til Qatars største oliefelt, Al-Shaheen, efter udløbet af den nuværende licens i midten af 2017.

Måske alligevel resultater af indsatsen?

I april 2017 skulle A.P. Møller-Mærsk være tæt på at lande en aftale om at udvikle et stort oliefelt i Iran. Irans olieminister, Bijan Zanganeh, tror ifølge det iranske nyhedsbureau Mehr News på en aftale i den nærmeste fremtid mellem landets nationale olieselskab, National Iranian Oil Company, og Mærsk.

Der er tale om oliefeltet South Pars, der ligger ved siden af oliefeltet Al Shaheen i Qatar, hvor A.P. Møller – Mærsk i de sidste 25 år har været partner inden kontrakten udløb i stedet gik til konkurrenten Total.

Hvis rygterne taler sandt, kan det betyde, at den danske servilitet overfor despoter i Mellemøsten alligevel bærer frugt.

Hvis formålet med den aktivistiske danske udenrigspolitik i Mellemøsten har været at tilvejebringe varig fred og harmoni, har det til gengæld lange udsigter.

Mette Frederiksen arbejder intenst på at bringe Socialdemokratiet i position til regeringsmagten efter næste Folketingsvalg. I udlændingepolitikken har partiet har taget bestik efter danskernes holdninger, og de senere års socialdemokratiske kursskifte, der har bragt S på stort set samme linje i udlændinge- og asylpolitikken som regeringspartierne og Dansk Folkeparti, står ved magt.

Mette Frederiksen har klart tilkendegivet, at den politik kommer S ikke til at fravige, selv om især de Radikale, Alternativet og Enhedslisten er uenige og ønsker at rulle de mange stramninger tilbage.

Det skal blive spændende at følge det socialdemokratiske regeringsprojekt, når partierne i rød lejr ikke kan blive enige om udlændingepolitikken.

Man kunne starte med at spørge oppositionspartierne hvad de vil gøre for at forhindre opbygningen af skyggesamfund, helt uden for danske myndigheders rækkevidde.

Asylansøgere forsvinder efter afslag på dansk asyl

I Sverige er der stor opmærksomhed på 12.000 afviste asylansøgere, der er efterlyst. Opmærksomheden er skærpet efter det er kommet frem, at det var en afvist asylansøger fra Usbekistan, der stod bag det morderiske lastbilangreb i Stockholm i begyndelsen af april.

Ifølge Rigspolitiet er knap 1600 afviste asylansøgere i løbet af bare de sidste 18 måneder forsvundet fra de danske myndigheders radar. Også tidligere er der hvert år forsvundet hundredvis af afviste asylansøgere, men efter 18 måneders forsvinden bliver de slettet fra politiets system. Det vides således ikke hvor mange afviste asylansøgere, der i alt befinder sig illegalt i Danmark.

De afviste asylansøgere skulle egentlig have været sendt retur til deres hjemland, fordi de havde fået afslag på asyl og dermed ophold i Danmark, men før de blev sendt hjem, forsvandt de fra det asylcenter eller udrejsecenter, som de boede på.

Udover de forsvundne 1600 afviste asylansøgere kommer ca. 3.300 asylansøgere, som endnu ikke har fået afgjort deres sag, men som politiet ifølge DR.dk heller ikke ved, hvor er, og derfor har kategoriseret som ”eftersøgt/skønnet udrejst”. Det er mennesker, som har indgivet en ansøgning om asyl, men herefter er holdt op med at melde sig på det asylcenter, som de er blevet placeret på.

Skyggesamfund

I forvejen lever mange tusinde udlændinge som illegale indvandrere i Danmark. Ifølge Rockwool Fondens seneste estimat fra august 2016, drejer det sig om ca. 18.000 mennesker. Mens der i 2007 især var tale om illegale indvandrere fra de østeuropæiske lande, er der i dag forholdsvist flere fra lande som Irak, Syrien og Afghanistan, således at typiske flygtningeproducerende lande udgør godt halvdelen af det samlede antal illegale indvandrere i Danmark.

Myndighederne forsøger faktisk at få de afviste asylansøgere til at forlade landet. Blandt de nyeste ”motivationsfremmende foranstaltninger” redskaber er etableringen af udrejsecenter Kærshovedgård på den jyske hede. Her placeres afviste asylansøgere, som nægter at forlade landet, stort set isoleret fra omverdenen med meldepligt og adgangskontrol, men i øvrigt intet andet at foretage sig. Den ”utålelige” tilværelse skal ifølge regeringen motivere dem til alligevel at rejse hjem.

Derudover har politiet fået øgede beføjelser til at frihedsberøve asylansøgere for at sikre, at de ikke forsvinder eller går under jorden, før en planlagt udsendelse gennemføres.

Problemet er at de afviste asylansøgere også undviger fra Kærshovedgård. Ritzau kan den 26. april oplyse, at ud af 326 afviste asylansøgere med opholdspligt på Kærshovedgård er 146 pr. 17. april 2017 efterlyst af politiet, fordi man ikke ved, hvor de opholder sig. 

Derudover er otte ud af 33 afviste asylansøgere med opholdspligt på udrejsecenteret Sjælsmark forsvundet og ligeledes efterlyst.

I et velordnet CPR-samfund som det danske er det en ubehagelig situation, at der eksisterer en skyggebefolkning på størrelse med en lille provinsby. Myndighederne har ingen kontakt med disse individer, der må antages at leve af sort arbejde og kriminalitet. Det er en ringe trøst, at internationalt betragtet har problemet ikke et stort omfang. I sydeuropæiske lande og i USA er problemet trods alt langt større.

Retorikken har altid været skinger omkring internationale frihandelsaftaler, men på det seneste er modstanden vokset.

I USA har Donald Trump trukket USA fra Trans Pacific Partnership Agreement, aTPP, ligesom North American Free Trade Agreement, NAFTA, der forbinder Canada, USA og Mexico i et frihandelsområde, skal genforhandles.

I Europa gik bølgerne højt inden godkendelsen af EU’s handelsaftale med Canada — Comprehensive Economic and Trade Agreement, CETA.

Til gengæld er den endnu ikke færdigforhandlede aftale mellem EU og USA, Transatlantic Trade and Investment Partnership, TTIP, formentlig død.

Spørgsmålet er, om modstanden mod globalisering og frihandel er velanbragt? 

TTIP og økonomien

Nogle henviser globaliseringsskeptikerne til at gøre deres hjemmearbejde og studere de sidste 250 års akkumulerede nationaløkonomiske viden fra Adam Smith og David Ricardo m.fl. På den økonomiske side er sagen nemlig klar – den samlede lagkage bliver større.

Gevinsten for bruttonationalprodukt, eksport og jobskabelse ved frihandel er markant. Det er ikke kun min påstand – økonomisk teori, EU-Kommissionen, Dansk Industri og hvem der har økonomisk indsigt siger det samme.

Blandt de politiske partier har de borgerlige og liberale partier typisk hyldet frihandel og EU’s indre marked. I dag breder modstanden sig fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten til andre partier.

EU-Kommissionen har beregnet, at en TTIP-aftale med USA ville styrke EU’s økonomi med 120 mia. euro (900 mia. kr.), give en gennemsnitlig EU-familie en årlig gevinst på 545 euro (godt 4.000 kr.) samt skabe hundredtusinder af nye europæiske job.

I en dansk kontekst har Dansk Industri vurderet, at en aftale kan øge Danmarks eksport med 27 mia. kr., skabe 15.000 nye job samt gøre mange varer billigere for danske forbrugere.

Modstand mod globalisering og øget international konkurrence

Modstanderne argumenterer, at modstanden ikke går på selve handelen – hvem går ikke ind for samhandel? Fra partier, organisationer og enkeltpersoner, der har påtaget sig at artikulere den folkelige bekymring, lyder det, at det man er imod er handelsaftaler, som begrænser demokratiet, truer sociale rettigheder, underminerer vores princip for forsigtig tilgang til regler for farlige kemikalier eller for den mad, vi spiser – eller på anden måde begrænser vores muligheder for at lave regler for at nå legitime politiske mål i offentlighedens interesse.

Disse indvendinger er velkendte, men det mest overraskende for globaliseringstilhængerne har nok været, at der er opstået betydelig folkelig modstand mod noget, der har været opfattet som en teknikalitet — de tvistbilæggelsesmekanismer, der indgår i CETA-aftalen og i udkastet til TTIP-aftalen.

I alle multilaterale og bilaterale handelsaftaler er der traditionelt indarbejdet tvistbilæggelsesmekanismer – et vigtigt element i World Trade Organization, WTO, er således den etablerede Dispute Settlement Mechanism (DSM) til bilæggelse af tvister mellem WTO’s medlemmer. Formålet er at aftalerne kommer til at fungere godt og til gavn for aftaleparterne sørge for ”sikkerhed og forudsigelighed”. I WTO er kernen i tvistbilæggelsen etablering af såkaldte paneler, der er ad hoc-grupper på tre (eller fem, hvis det aftales mellem de stridende parter) ”velkvalificerede” panelmedlemmer.

Panelet skal foretage en objektiv vurdering af sagen og drage sådanne konklusioner, som vil hjælpe til, at der kan afgives anbefalinger eller afsiges en dom. Hertil kommer en appelinstans.

ISDS

I udkastet til TTIP-aftale opereres med et særligt voldgiftssystem, der skal gøre det muligt for investorer at rejse erstatningssager mod EU-regeringer eller den amerikanske regering, hvis nye regler og love fratager den en forventet indtjening. Den folkelige modstand mod dette tvistbilæggelsessystem – Investor-State Dispute Settlement (ISDS) — er betydelig.

Formålet med ISDS er i overensstemmelse med hele ideen bag TTIP-aftalen, at forstærke investorbeskyttelsen med henblik på at øge interessen for direkte investeringer og intensiveret samhandel.

Omvendt hævder modstanderne, at ISDS – i modsætning til mekanismen i WTO og andre handelsaftaler, der sigter på tvistbilæggelse mellem stater — giver private virksomheder mulighed for at rejse sager, der vil udfordre regeringernes muligheder for frit og uafhængigt at træffe politiske beslutninger og gennemføre politikker og handlinger. Kravet syntes at være, at spørgsmål, der tænkes henlagt til ISDS, bør afgøres af de nationale domstol.

Hvordan lagkagen fordeles

Problemet med globaliseringen er, at både de positive og negative konsekvenser er ulige fordelt. De beregnede positive konsekvenser af globalisering og international frihandel forudsætter, at den øgede internationale konkurrence vil gavne nogle virksomheder, mens andre virksomheder vil gå tilbage eller helt ned. Sådan er det jo.

Det forudsættes samtidig, at den arbejdskraft, der afskediges som følge af den øgede konkurrence, vil få job i andre virksomheder i måske helt andre sektorer i andre dele af landet, hvor der måske opstår nye jobs i kraft af handelsliberaliseringen.

Der er ingen grund til at skjule, at den mekanisme, der i teorien skal sikre denne udligning, er ændring i prissignalerne, herunder lønningerne: Ved arbejdsløshed vil lønningerne i de berørte sektorer falde så meget, at alle igen kan finde afsætning for deres arbejdskraft. Voila!

I det omfang EU’s indre marked, globalisering og frihandel fører til vækst i den samlede internationale handel, vil det uundgåelige resultat i visse sektorer være et pres på løn og arbejdsvilkår m.v., som følge af den skærpede konkurrence med lande, der producerer billigere i kraft af lavere lønninger.

Hvis EU-landene skal høste alle fordelene ved øget frihandel, vil det være nødvendigt at tillade at prissignalerne slår igen i den reale økonomi – dvs. det forudsætter, at det tillades, at lønningerne i de berørte sektorer falder og ledigheden stiger. Det er evident, at der i en række europæiske lande vil være behov for gennemgribende arbejdsmarkedsreformer, der kan øge fleksibiliteten.

Modstand mod reformer på arbejdsmarkedet

Danmark har taget hul på de nødvendige reformer, mens lande som Frankrig, Italien m.fl. endnu vægrer sig. Man skal ikke underkende, at fagforeninger i en række lande har store forbehold over globalisering og øget konkurrence og de ubehagelige reformer, som mere åbne økonomier vil nødvendiggøre. Denne modstand gør naturligvis indtryk på socialdemokratiske og andre arbejderpartier, som derfor også giver udtryk for skepsis.

Hvis man anlægger det globale perspektiv er realiteten, at globaliseringen indtil videre især har været til fordel for verdens fattigste og verdens rigeste. Mellemindkomstgrupperne, som især omfatter arbejdere og middelstand i industrilandene, har ikke haft udbytte af internationaliseringen – eller i hvert fald ikke endnu.

Forholdet kan illustreres i nedenstående såkaldte ”elefant-figur”:

Der er følgelig tegn på, at den folkelige bekymring ved globaliseringen skal tages alvorligt. I de gamle industrilande har millioner mistet deres arbejde på grund af globaliseringen, og selvom der samtidig er millioner af mennesker i udviklingslande og vækstøkonomierne, der har fået det bedre, er det svært at fortælle den gode historie.

I hele den vestlige verden er den oppe imod helt forståelige argumenter og følelser, når fordelene er ulige fordelt og konkurrencen og udflytningen af arbejdspladser rammer store områder med arbejdsløshed.

Situationen i Danmark

I Danmark har udviklingen siden den internationale finanskrise bekræftet, at danske investeringer især rettes mod udlandet. Samtidig kan der noteres et klart fald i udlandets direkte investeringer i Danmark. Resultatet er da heller ikke udeblevet.

Mens virksomhedsejere og aktionærer har oppebåret pæne udbytter er BNP pr. indbygger faldet med 5,9 pct. i forhold til 2007:

Forklaringen er, at mens BNP, der er udtryk for hvad vi producerer af varer og tjenester i Danmark, siden finanskrisen er stagnerende eller faldet, er bruttonationalindkomsten, BNI, faktisk steget.

Forskellen hænger især sammen med stigende kapitalindkomst fra udlandet.

Indkomsterne kommer f.eks. fra danske virksomheder, der producerer og sælger varer i Østeuropa, USA, Kina eller Indien (tæller ikke i det danske BNP), og som udbetaler et overskud til danske aktionærer (hvilket tæller med i BNI). De stigende kapitalindkomster skyldes også at private og institutionelle investorer i stigende omfang placerer investeringer i udenlandske aktiver, hvor afkastet ikke indgår i det danske BNP men i BNI.

Det siger sig selv, at den stigende kapitalindkomst fra udlandet er særdeles ulige fordelt på den danske befolkning.  Den velstandsstigning, der faktisk kan konstateres i Danmark som følge af internationaliseringen, tilfalder således et mindretal af i forvejen velhavende borgere.

Hvis globaliseringsfordelene skulle fordeles mere ligeligt, ville det kræve en stat, der var indstillet på at sikre en mere rimelig omfordeling via skattesystem og udgiftspolitik. I et land, hvor offentlige instanser allerede står for mere end halvdelen af den samlede økonomi, er den vej simpelthen ikke farbar.

Hvor er den gode historie?

Selvom der ikke er tvivl om de globale økonomiske fordele af internationaliseringen, kan man ikke ignorere at gevinster og ulemper ved handlen ikke er ligeligt fordelt. Nogen taber mere end andre, nogen vinder mere end andre. Selvom det ikke har vægt i den økonomiske teori, og nogle ligefrem priser ulighed som drivkraft, så er der mange, der har ubehag ved stor ulighed, ved at føle sig forbigået og ignoreret.

For dem er det ringe trøst, at den samlede velstand stiger, hvis det betyder en enorm usikkerhed om arbejdssituation, et arbejdsliv med idelige ændringer og fremmedgørelse overfor en samfundsudvikling, der er svær at gennemskue.

Det er ej heller altid klart, hvad globaliseringsdiskussionen drejer sig om. Som nævnt, er nogle begejstrede for samhandel, men skeptiske overfor tilpasningen til internationale standarder, og bekymrede for de problemer, der følger af migration.

Hvis masseindvandringen følger med som en uundgåelig effekt af globaliseringen, er manges skepsis måske forståelig. 

Den gode fortælling om handelsaftalerne og frihandel mangler simpelthen både i Europa og i USA. Foreløbig er der ingen, der har kunnet fortælle vælgerne, hvorfor de skal tro på handelsaftalerne og på en mere retfærdig fordeling af ulemperne og fordelene i form af den påståede større lagkage.

Samtidig er det også en kilde til bekymring, at krav om grænsekontrol og toldmure kun er begyndelsen. Det er faktisk udsigt til egentlige handelskrige, men det er vel ikke det, vi har brug for?

Demonstranter med Tibet-flag blev under et kinesisk statsbesøg i 2012 tilbageholdt eller afskærmet af politiet. En sådan handling fra politiet, der er et indgreb i demonstranters ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, har givet anledning til stærke indenrigspolitiske reaktioner.

Med politiets fjernelse af fredelige demonstranters tibetanske flag under den tidligere kinesiske præsident Hu Jintao’s statsbesøg i Danmark i 2012, blev der – trods alt – overskredet en grænse for, hvor langt danske myndigheder kan gå i bestræbelserne på at tilfredsstille eller føje fremmede magter.

Spørgsmålet om, hvem og ikke mindst hvorfor, der blev givet ordre til, at Københavns Politi skulle gribe ind og sikre, at kineserne ikke blev forstyrret af pro-tibetanske demonstranter, udredes i den såkaldte Tibetkommission, som daværende justitsminister Søren Pind  nedsatte i 2015.

Kommissionen, der fik til opgave at undersøge begivenhedsforløbet op til politiets indgriben under Hu Jintao’s besøg i 2012 og under efterfølgende besøg i 2013 og 2014 af højtstående kinesiske delegationer i København, kan snart forventes at afslutte arbejdet.

Særligt vigtigt er spørgsmålet om, hvilke instruktioner politiet fik, hvem der gav instruktionerne og hvilke vurderinger, der lå til grund herfor. Centralt er det at få afdækket, om der blev lagt op til, at dansk politi kunne, eller endda skulle, optræde på en måde, som ville bryde med ytrings- og forsamlingsfriheden.  Ydermere skal kommissionen undersøge det efterfølgende forløb i forbindelse med, hvordan forskellige ministerier og andre myndigheder har håndteret spørgsmål fra Folketinget om politiets indgriben. Centralt er det at få afdækket, om der er blevet afgivet urigtige, mangelfulde eller vildledende oplysninger til Folketinget.  

Der er naturligt stor medieopmærksomhed omkring kommissionen, som potentielt kan få vidtrækkende konsekvenser for de involverede danske politikere, embedsmænd og ministerier.

Politiets Efterretningstjeneste, PET, har nydt stor opmærksomhed af kommissionen, og ikke mindst tjenestens trusselsvurdering, som inden besøget blev sendt til Københavns Politi, har påkaldt sig interesse.

Hvad var baggrunden for vurderingen af, at det for kineserne var meget afgørende, at de ikke tabte ansigt “ved konfrontationer med demonstrationer eller lignende”?

Udenrigsministeriets rolle

Til afklaring af, hvor denne vurdering kom fra, er det i kommissionen oplyst, at PET efter et planlægningsmøde i Udenrigsministeriet ringede til Københavns Politi, og advarede om, at statsbesøget drejede sig om handelsaftaler for 20 milliarder kroner. Hvis kineserne så blot et enkelt tibetansk flag, kunne de blive krænket, og man risikerede, at de ville rejse hjem!

Det er i kommissionen tidligere fremkommet, at Udenrigsministeriet på højeste niveau – ministeriets tidligere direktør og Protokolchefen – overfor Københavns politi gjorde det klart, at man var bekymret ved risikoen for synlige Tibet-demonstrationer, der ville ødelægge den gode stemning omkring statsbesøget og måske blokere for besøgets forventede udbytte.

De oplysninger, der i Tibet-kommissionen er fremkommet om Udenrigsministeriets ageren, bekræfter, at danske myndigheder er indstillet på at gå langt i bestræbelserne på at tilfredsstille eller føje fremmede magter.

Den østtyske ambassade-sag

Tibet-sagen bringer mindelser om statsministerens officielle besøg i DDR og den såkaldte ”ambassade-sag” i Østtyskland i 1988.

For de historisk interesserede skal jeg minde om tildragelserne i 1988:

Daværende Statsminister Poul Schlüter – aflagde på Udenrigsministeriets stærke og indtrængende anbefaling – den 13.-14. september 1988 et officielt besøg i DDR hos Erich Honecker.

Besøget blev af flere grunde allerede dengang betegnet som ”de sidste årtiers største udenrigsministerielle bommert”. Ingen kan beskylde Poul Schlüter for at have sympati for de østeuropæiske regimer, men inerti og momentum i de dansk-østtyske diplomatiske forbindelser betød, at Udenrigsministeriet og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen insisterede på at tiden var inde for et kort statsministerbesøg i DDR.  Det forelagte alternativ – et officielt besøg af Honecker i København – var ikke tiltrækkende for statsministeren.

I lyset af de efterfølgende begivenheder var gennemførelsen af et officielt besøg på et tidspunkt, hvor DDR stod over for et sammenbrud og Murens fald den 9. november 1989, i sig selv et eklatant Udenrigsministerielt fejlskøn.

Ambassadebesættelsen

Besøget gav anledning til, at 18 DDR-borgere den 9. september ved at nægte at forlade den danske ambassade i Østberlin forsøgte at benytte statsminister Poul Schlüters forestående besøg til at opnå udrejsetilladelse fra DDR.

Ambassadør Erik Krog-Meyer, vurderede, at en situation med ambassaden befolket af aktivister under statsministerens besøg i Berlin og på ambassaden ville ødelægge de møjsommelige forberedelser og måske forskertse hele formålet med besøget. Efter visse kontakter til Udenrigsministeriet i København tillod ambassadør Krogh Meyer DDR-myndighederne, at Folkepolitiet og Stasi ryddede ambassaden.

En af ambassadebesætterne, Wolfgang Mayer, har i en kronik i JyllandsPosten den 17. september 2008 detaljeret redegjort for hans oplevelser under ambassadebesættelsen.

Via vesttysk presse nåede skandalen danske aviser i september 1988, og der opstod betydelig poliktisk furore.

Parlamentarisk undersøgelse

Med henblik på at finde ud af hvem der vidste hvad og hvornår, nedsatte det udenrigspolitiske nævn allerede i oktober 1988 en undersøgelsesgruppe i ambassadesagen bestående af Ole Espersen (S), Per Stig Møller (K), Gert Petersen (SF) og Bjørn Elmquist (V).

Gruppen af erfarne parlamentarikere undersøgte egenhændigt alene med bistand af sekretæren for Udenrigspolitisk Nævn begivenhedsforløbet, og ikke mindst informationernes vandring rundt i Udenrigsministeriet og Statsministeriet.

Undersøgelsen var ikke grundig, og eksempelvis blev forfatteren af denne beretning, der på daværende tidspunkt var ministersekretær i statsministeriet og deltog i besøget i DDR, ikke udspurgt. Realiteten var, at ingen havde særlig interesse i at blæse en sag, som alle var enige om var ”ulykkelig”. At Ole Espersen og Gert Petersen ej heller havde særlig interesse i, at udstille de faktiske forhold i arbejder- og bondestaten DDR spillede – måske – også en rolle.

Beretningen fra undersøgelsen, der forelå den 1. november 1988, viste, at navngivne embedsmænd i Udenrigsministeriet og Statsministeriet havde et vist kendskab til sagen, men at statsministeren og udenrigsministeren først blev orienteret den 13. september 1988 – 4 dage efter Stasis fjernelse af DDR-borgerne fra den danske ambassade i Østberlin.

Chefen for Udenrigsministeriets retsafdeling, ambassadør Tyge Lehmann, kommitteret i Statsministeriet, Niels Jørgen Nehring, blev i skånsomme vendinger omtalt i beretningen, men den danske ambassadør i Berlin, Erik Krog-Meyer, blev trods en vis forståelse tillagt det væsentligste ansvar for den ulykkelige sag, og han blev forflyttet til ambassaden i Helsingfors.

De 18 ambassade-besættere blev idømt betingede domme, og først i marts 1989 fik de tilladelse til at rejse til Vesttyskland.

Nu er den gal med landvindmøller. Det haster med at finde en politisk løsning, der sikrer, at der også efter februar 2018 kan blive opstillet landvindmøller i Danmark. Vindmøllebranchen og oppositionen i Folketinget frygter, at udskiftningen af gamle ineffektive vindmøller og udbygning med nye møller går helt i stå, fordi den gældende støtteordning udløber i februar 2018. Halvdelen af de danske landmøller er snart udtjente og skal skiftes ud frem mod 2030. Den alarmerende melding lyder, at hvis det ikke sker, vil klimavenlig dansk strøm fra vindmøller blive erstattet af tysk kulkraft i elnettet.

Regeringen har endnu ikke indkaldt til drøftelser om sagen, lyder det fra blandt andre Socialdemokratiets energiordfører, Jens Joel.

Det er ikke ganske klart hvad der vil ske, hvis ikke energiministeren snart tager sig sammen, men situationen er tydeligvis alarmerende – det er i hvert fald opfattelsen hos Vindmølleindustrien, Landbrug & Fødevarer og Danmarks Vindmølleforening. Disse organisationer organiserer de fleste af de ganske mange i Danmark, der har stærke økonomiske interesser i de 3-armede tyveknægte, som folkeviddet har døbt vindmøllerne.

Organisationerne prøver også at fremprovokere en politisk beslutning om rammevilkårene for en fortsat udbygning med landvindmøller inden kommunalvalget i november 2017. Det kan nemlig konstateres, at der i stort set alle kommuner er stærk modstand mod opstillingen af flere vindmøller. Håbefulde kandidater kan godt vinke farvel til en karriere i kommunalpolitik, hvis de åbenlyst går ind for yderligere tilplastring af landskabet med vindmøller.

Store statstilskud til ”3-armede tyveknægte”

Vindmøller bliver fremmet via et pristillæg på 25 øre/kWh i tillæg til markedsprisen til den elektricitet, der afregnes som leveret til det kollektive elforsyningsnet samt et tilskud til balanceringsomkostninger på omkring 1,8 øre/kWh. Ved udgangen af 2015 kunne antallet af vindmøller opgøres til 5.260, og de samlede årlige omkostninger til støtteordningen løber op i omkring 1,5 mia. kr.

Støtteordningerne er et resultat af politiske kompromisser med det angivelige formål at øge udbygningen med vedvarende energi og dermed bidrage til at opfylde de danske miljø- og klimamål samt leve op til EU’s fælles målsætninger om vedvarende energi.

Den 21. februar 2018 udløber den gældende støtteordning for landvind, og vindmøllerne skal før udløbet være nettilsluttet for at være berettiget til støtten.

I en situation, hvor solceller er blevet særdeles konkurrencedygtige, vil udbygningen med landvindmøller ifølge vindmølleindustrien gå helt i stå. Det er egentlig mærkeligt på baggrund af de seneste oplysninger om at DONG Energy kan opstille havvindmøller i Tyskland uden tilskud, og at amerikanske stater som Oklahoma har besluttet at fjerne skattefordelene ved vindmølleinvesteringer, og faktisk overvejer at indføre en afgift på vindmøllestrøm.

Løsningen for landvind

En løsning kan ifølge de tre danske organisationer være at basere fremtidens udbygning med landvind på en udbudsordning, hvor der samtidig laves tiltag, der muliggør en fortsat rolle for mindre vindmølleprojekter og en fortsat grad af lokalt ejerskab.

Udbudsordning

Konkret foreslås det at etablere en udbudsordning for landvind, med en fast afregning for en 20-årig tilskudsperiode.

Organisationerne mener, at der samtidig skal etableres en overgangsordning for de projekter, der har opnået godkendelse, men ikke er nettilsluttet inden februar 2018. Der skal samtidig laves særlige tiltag, der sikrer, at også mindre vindmølleprojekter kan komme i betragtning, ligesom det lokale ejerskab skal fremmes.

”Om et år fra i dag stopper udbygningen med landvind i Danmark, med mindre der udvises politisk handlekraft. Hvis det lovgivningsmæssige ingenmandsland for Danmarks billigste energiteknologi fortsætter meget længere, vil det blive vanskeligt og unødigt dyrt at nå regeringens målsætning om mindst 50 procent vedvarende energi i 2030. En række landvind-projekter, der er langt fremskredet i planlægningen, er særligt hårdt ramt af usikkerheden. Derfor er det nødvendigt med en overgangsordning for at bygge bro mellem de gældende vilkår og en fremtid med udbud”, siger Christian Kjær, direktør i Danmarks Vindmølleforening.

Lilleholt går ind for teknologineutralitet

Energiminister Lars Chr. Lilleholt har klart tikendegivet, at han stiler mod en teknologineutral udbudsmodel, der skal kunne godkendes efter EU’s statsstøtteregler. Ministeren vil godt stå sig godt med vindmøllefolket og han er derfor parat til at se på en løsning, løsrevet fra overvejelserne om den samlede aftale om dansk energipolitik, der fra 2020 skal iværksættes når aftalen fra 2012 udløber.

Lilleholt behøver dog ikke opfinde den dybe tallerken på ny. CEPOS har tidligere påpeget, at Danmark med fordel kunne lade sig inspirere af Norge og Sverige: Hvis der overhovedet skal gives støtte, bør den være teknologineutral dvs. ensartet til alle teknologier, sådan at den går til de billigste VE-producenter. Det er for eksempel den måde, Norge og Sverige støtter vedvarende elproduktion på.

Måske er vindmøllefesten allerede slut

Støtte eller ej – mange kommuner siger nu blankt nej til at opstille flere møller, ligesom der også er reservationer mod at erstatte gamle møller med nye store monstermøller.

Tirsdag den 28. februar 2017 vedtog et knebent flertal i Tønder Byråd at sige nej til et stort vindmølleprojekt med 29 vindmøller til 1,2 mia. kroner, som Vattenfall gerne vil opføre i kommunen – og som har været undervejs som projekt et par år med byrådets velsignelse.

Vindmølleprojekter rundt om i landet er jo blevet droppet før. Men i Tønder var det usædvanlige, at byrødderne sagde nej til overhovedet at sende en lokalplan om projektet i høring, selv om der tidligere havde været flertal for at arbejde videre med projektet.

Tirsdag den 7. marts 2017 sagde Esbjerg nej. Borgerprotester og modstand mod vindmøller i det hele taget fik politikerne i Esbjerg Kommune til at genoptage drøftelserne om at placere nitten møller i kommunen, og tirsdag besluttede Plan- og Miljøudvalget i Esbjerg helt at skrotte planerne om flere vindmøller i kommunen. Det betyder, at nitten planlagte kæmpemøller aldrig kommer op at stå.

Også Vejen kommune har efter massive borgerprotester skrottet konkrete vindmølleplaner.

Den amerikanske præsident, Donald J. Trump, ringede mandag den 17. april 2017 til Tyrkiet præsident, Recep Tayyip Erdoğan, og gratulerede ham med udfaldet af folkeafstemningen den 16. april 2017 om ændringen af den tyrkiske forfatning. Tyrkiet er som bekendt med sine 79 mio. indbyggere og placering et centralt medlem af NATO.

Ifølge oplysninger fra såvel det Hvide Hus som Erdoğan’s kontor blev endvidere situationen i Syrien berørt, herunder den amerikanske reaktion på angrebene med kemiske våben.

Trump og Erdoğan “agreed on the importance of holding Syrian president Bashar al-Assad accountable”. Der skulle endvidere være enighed om “the need to cooperate against all groups that use terrorism to achieve their ends”.

Samtidig ved vi, at Erdoğan har reservationer overfor amerikanske planer om at yde våbenhjælp til kurdiske styrker som led i kampen mod ISIS i Syrien. Det spørgsmål var også et hedt emne under den amerikanske udenrigsminister Rex Tillersons nylige besøg i Ankara.

Forbehold

I Tyskland udsendte forbundskansler Angela Merkel sammen med den socialdemokratiske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, mandag den 17. april 2017 en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at den tyske regering tager det foreløbige afstemningsresultat af den tyrkiske folkeafstemning om forfatningsændringer til efterretning.

Tyskland respekterer de tyrkiske borgeres ret til selv at tage stilling til deres egen forfatning.

Den tyske regering undlader imidlertid ikke samtidig at gøre opmærksom på, at Venedig-kommissionen under Europarådet har udtrykt bekymring både angående processen og indholdet af den tyrkiske forfatningsreform. Den tyske regering tilkendegiver endvidere, at med Tyrkiet som medlem af Europarådet, af OSCE og som kandidatland til EU forpligtet af Københavns-kriterierne om demokrati og beskyttelse af fundamentale rettigheder, må den tyrkiske regering nødvendigvis få løst disse problemer. Derfor må der snarest indledes samtaler herom – såvel bilateralt som mellem europæiske institutioner og Tyrkiet.

Andre europæiske ledere har været endnu mere forbeholdne for ikke at sige kritiske.

Det foreløbige resultat af den tyrkiske folkeafstemning om ændringer i forfatningen er opgjort til godt 51 pct. JA-stemmer, og knap 49 pct.  NEJ-stemmer.

Italiens folkeafstemning

I anledning af den intense og kritiske opmærksomhed på en forfatningsændring i Tyrkiet, kan der være anledning til at minde om, at også i Italien har der for nylig været en folkeafstemning om et forslag om ændring af den italienske forfatning.

Italienerne stemte den 4. december 2016 om Matteo Renzis centrum-venstreregerings forslag til ændringer i forfatningen.

Ligesom i Tyrkiet var hovedsigtet med forslaget at centralisere magten hos regeringen i Rom.

Det blev i realiteten forslået at ophæve det italienske 2-kammersystem. Senatets betydning ville blive reduceret, og ligestillingen med det andet kammer, Deputeretkammeret, ville blive ophævet. Senatet ville for alle praktiske formål blive reduceret til en rådgivende funktion.

Det øvrige væsentlige tema var den entydige fastlæggelse af statens, regionernes og administrative enheders respektive kompetencer, der i væsentligt omfang ville have begrænset regionernes autonomi.

Årsagen til folkeafstemningen var, at nok var forfatningsændringerne efter et kompliceret forløb godkendt af både Deputeretkammer og Senat, men ikke med 2/3 flertal, der ville have sat ændringerne i kraft umiddelbart.

Det tyrkiske forfatningsforslag var som bekendt ligeledes godkendt i parlamentet, men ikke med det krævede 3/5-flertal.

I vurderingen af forslaget om den italienske forfatningsændring, er det nødvendigt at inddrage den italienske valglov, der som led i hele forfatningsprocessen, men som selvstændig lov faktisk blev ændret. Ændringerne vedrører Deputeretkammeret, hvor det parti eller koalition, der opnår mindst 40 pct. af stemmerne på landsplan, får en ”bonus” på 340 mandater. Det vindende parti/koalition er dermed under alle omstændigheder er sikret den absolutte majoritet. Resten af de i alt 630 mandater fordeles mellem partierne i forhold til stemmetal.

Den italienske modstand mod forfatningsændringen var ikke mindst motiveret af modstand mod centraliseringen af så stor magt hos det til enhver tid siddende regeringsparti eller koalition.

Regeringens argumenter for nødvendigheden af at centralisere magten hos regeringen i Rom var, at Italiens nuværende forfatning med 2 kamre og udstrakt autonomi til Italiens 20 regioner, gør det meget vanskeligt at regere Italien.

Den foreslåede forfatningsændring ville have gjort det lettere – og muligt – at regere Italien gennem en afkortet lovgivningsproces, hvor overhusets – Senatets – magt svækkes, og afskæring af de autonome regioners muligheder for at blokere centralregeringens beslutninger.

Hele ideen med forfatningsreformen var dermed at gøre op med en politisk praksis, hvor grundtanken bag det politiske system siden den italienske republiks grundlæggelse i 1946 har været at skabe og fastholde en række indbyggede forhindringer, så man aldrig igen ville ende med et diktatur.

Skrækken for igen at ende med den stærke mand mand ved roret sidder så dybt i den italienske folkesjæl, at mange og specielt de ældre generationer nærmest betragter det som helligbrøde overhovedet at røre ved forfatningen fra 1948.

Præsidentens stilling

Renzi-regeringens forfatningsforslag ændrede ikke ved den italienske præsidents stilling, men tidligere har der været fremskredne planer om at ændre systemet i retning af det amerikanske præsidentielle system. Ikke mindst Berlusconi og hans parti Forza Italia har været optaget af den tanke. Med udsigt til at vælte Renzis regering valgte partiet imidlertid at slutte sig til den modstand, der oprindeligt blev ført an af Grillos 5-stjerne bevægelse og af Lega Nord.

Italien blev resultatet af folkeafstemningen, at omkring 60 pct. stemte Nej og kun 40 pct. stemte Ja. Forslaget til ændring af grundloven bortfaldt dermed.

Internationale reaktioner

Den italienske forfatningskamp gav ikke anledning til samme intense internationale interesse som vi har set i Tyrkiet. Den internationale forståelse for, at der skulle gøres noget for at gøre det muligt overhovedet at regere Italien var ganske stor, og betænkelighederne overfor magtcentraliseringen var ikke-eksisterende.I finansielle kredse er der udbredt bekymring ved udsigterne til, at der ikke implementeres adækvate politiske indgreb til afhjælpning af den problematiske økonomiske situation.

I EU-kredse kan spores en vis nervøsitet ved udfaldet af det parlamentsvalg, der formentlig som følge af Renzis nederlag ved folkeafstemningen skal afholdes i Italien inden årets udgang. Udsigten til fremgang for 5-stjernebevægelsen og andre EU-kritiske partier lover ikke godt for Italiens traditionelle rolle som kerneland i hele EU-konstruktionen.

Folkeafstemningen om en ændring af Tyrkiets forfatning afholdes i Tyrkiet søndag den den 16. april 2017.

Undertiden beskrives folkeafstemningen nærmest som Recep Tayyip Erdogans egenhændige overgreb på den sagesløse tyrkiske befolkning. Kendsgerningen er, at folkeafstemningen i lighed med den nylige forfatningsafstemning i Italien afholdes efter en normal parlamentarisk procedure, hvor Tyrkiets parlament forudgående med 339 stemmer har godkendt forfatningsforslaget. Der krævedes 330 stemmer (3/5) ud af parlamentets 550 pladser, for at vedtage forslaget. Erdogans parti, regeringspartiet AKP, råder selv over 316 pladser.

Ændringerne

Hvis forslaget, der omfatter 18 ændringer i forfatningen, vedtages får præsidenten ubetinget flere magtbeføjelser. Blandt andet vil præsidenten kunne nedlægge veto mod nye love, kunne udstede dekreter, udnævne ministre, embedsmænd og nøgleposter i det juridiske system og opløse landets parlament, ligesom præsidenten vil kunne sidde i længere tid, men præsidentens embedsperiode vil blive begrænset til to perioder á fem års varighed.

Det skal dog bemærkes, at hvis præsidenten opløser parlamentet, vil det udløse nyvalg til såvel parlament som præsidentpost.

Derudover vil præsidenten få samme ret som den franske præsident til at indføre undtagelsestilstand og parlamentet vil miste sit ret til at godkende og undersøge ministrene.

Præsidenten får desuden visse rettigheder til at etablere føderale, decentrale strukturer.

Parlamentet vil dog kunne undersøge præsidenten eller starte en rigsretssag mod præsidenten, hvis der er et flertal for det.

Derudover vil antallet af parlamentarikere stige fra 550 til 600.

Præsidentiel republik?

Iagttagere har karakteriseret valget som et spørgsmål om at ændre Tyrkiet fra en parlamentarisk til et præsidentiel republik. Det har givet anledning til bekymring, at mere udøvende magt koncentreres hos præsidenten, mens parlamentets kontrolfunktion på visse områder svækkes. Et ja ved afstemningen vil formalisere den de facto tilstand vi allerede kender i dag – det tyrkiske præsidentembede er allerede under den gældende forfatning ganske magtfuldt.

Et nej vil på den anden side være ensbetydende med en folkelig afvisning af  Recep Tayyip Erdogans ønsker om gennemgribende reformer.

Tyrkiets præsident har selv argumenteret for at reformerne er nødvendige for at strømline muligheden for faktisk at regere og fremover mindske risikoen for unødigt belastende parlamentariske processer, der historisk har begrænset fremskridt og mulighederne for adækvat handling. Situationer der efter sigende har været baggrunden for flere af de militærkup, der har været i Tyrkiet. Tilhængerne argumenterer med at den tyrkiske præsident fremover vil få samme beføjelser som den amerikanske eller franske præsident.

Et nej vil være en klar afvisning af ønsket om at omdanne Tyrkiet til en præsidentielt republik og det vil endvidere blokere Erdogans forsøg på at sikre sig større beføjelser.

Valgkamp i Europa

Tre millioner tyrkere, bosat i udlandet (5-6 pct. af alle stemmeberettigede), kan stemme ved valget og derfor har tyrkiske politikere haft interesse i at føre valgkamp i andre lande, blandt andet Holland og Tyskland. I Tyskland alene var der planlagt 30 vælgermøder.

Af de europæiske lande bor der flest tyrkiske statsborgere i Tyskland, hvor der er 1,4 mio. registrerede vælgere. Dernæst følger Frankrig (318.000), Holland (246.000), Belgien (133.000), Østrig (108.000), Schweiz (93.000), England (87.000), Sverige (37.000), Danmark (33.000) og Italien (14.000).

Både Holland, Tyskland, Danmark, Schweiz og Østrig har nægtet tyrkiske ministre indrejse. Frankrig har dog givet den tyrkiske udenrigsminister lov til et deltage i et vælgermøde i Metz.

Afgørelsen bliver tæt – de seneste meningsmålinger peger på en lille overhånd til ja-siden med omkring 52 pct. – og det hævdes, at Erdogan betragter balladen med de politiske møder i Holland og Tyskland som en stor fordel.

Erdogan har godt nok udadtil reageret bittert på de tyske og hollandske afvisninger, og endog sammenlignet myndighederne med nazister. Det siges samtidig, at Erdogan – som den populist han er, der nyder at føre ladvognskampagne og være i kontakt med vælgerne – med sin veludviklede sans for folkestemningen har udnyttet de tyske og hollandske afslag til sin egen kampagnes fordel.

Hvad er konsekvenserne af en ja stemme?

Erdogan og tilhængerne af forfatningsforslaget hævder, at et ja ved afstemningen søndag vil kunne bidrage til at Tyrkiet bedre bliver i stand til at håndtere de geopolitiske spændinger står over for nationalt og internationalt, og lige nu syntes der faktisk at være en folkelig klangbund for ændringer i det politiske system.

Kritikerne ad Erdogan har omvendt fordømt Erdogans forsøg på at “tilrane” sig ubegrænsede magtbeføjelser. Der peges på, at Tyrkiet under Erdogan har fængslet et stort antal uafhængige journalister, ligesom det skønnes at omkring 140.000 mennesker efter det mislykkede kupforsøg i 2016 enten er anholdt eller suspenderet fra deres stillinger. Kritikerne peger på at Erdogan er den værst tænkelige  person at betro uindskrænket magt.

Hvad sker hvis udfaldet bliver et nej?

Det vil være et gigantisk personligt nederlag for Erdogan, men næppe indebære store ændringer på kort sigt. Italiens premierminister Renzi trådte tilbage efter at han i december tabte en folkeafstemning om forfatningen, men der er intet der tyder på, at Erdogan ville vælge at træde tilbage. Sammenhængskraften i det tyrkiske samfund derimod, vil i givet fald utvivlsomt blive yderligere udfordret. Man må ikke tage fejl af, at splittelsen i det tyrkiske samfund, attentater, situationen i Syrien/Iraq og presset fra kurdere og radikale islamiske bevægelser allerede har påført Tyrkiets sociale strukturer, institutioner, retsstaten og erhvervsklimaet betydelig skade.

En gennemtrængende stemning af frygt og følelsen af at være omgivet af fjender er efter kyndige iagttageres opfattelse allerede dybt indpodet i det tyrkiske samfund, og uanset udfaldet af folkeafstemningen, må landet imødese en længere periode med økonomiske problemer.

Da den konservative dommer Neil Gorsuch mandag aften aflagde ed til USA’s Højesteret, indfriede præsident Donald J. Trump et af sine vigtigste valgløfter om at sikre, at den afdøde Antonin Scalia blev efterfulgt af en konservativ dommer, der vil stå vagt om amerikanske frihedsrettigheder og USA’s konstitution.

Politisk slagsmål

Da højesteretsdommer Antonin Scalia uventet døde i Texas lørdag den 13. februar 2016, udløste det en indædt kamp mellem Republikanere og Demokrater om indflydelse på udnævnelsen af hans efterfølger.

Inden dødsfaldet havde den amerikanske højesteret et konservativt 5-4 flertal, og præsident Obama syntes fra dag 1. at være indstillet på at udpege en ny liberal dommer i højesteret.

Ifølge forfatningen er det Kongressen, der beslutter hvordan Højesteret sammensættes. Men artikel 2 i forfatningen giver også præsidenten beføjelse til at udpege dommere – forudsat, han kan opnå Senatets samtykke!

Merrick B. Garland

Præsident Obama nominerede allerede onsdag den 16. marts 2016 Merrick B. Garland som dommer i den amerikanske Højesteret. Med valget af en kendt liberal dommer som dommer på livstid udfordrede han Republikanerne.

Barack Obama motiverede sit valg med, at Garland er respekteret som en af landets skarpeste jurister. Samtidig repræsenterer han efter sigende ordentlighed, beskedenhed, og integritet.

Republikansk blokering

Selvom Barck Obama advarede mod at at gøre nomineringen til Højesteret til en del af kampen mellem Demokrater og Republikanere, og opfordrede til at følge proceduren og afholde en ”fair” høringsproces i Senatet, reagerede Republikanernes leder, Senator Mitch McConnell, med at gentage den velkendte republikanske position: at nomineringen skulle afvente resultatet af præsidentvalget.

”Det amerikanske folk kan meget vel vælge en præsident, der beslutter at nominere Garland til Højesteret, sagde Mr. McConnell. ”Den næste præsident vil måske også vælge en helt anden til posten. Uanset er det vores opfattelse, at folket skal have mulighed for at udtrykke en mening om den ledige post som Højesteretsdommer”.

Den holdning blev stærkt støttet af Donald J. Trump og de øvrige republikanske præsidentkandidater.

Republikanerne udnyttede samtidig deres flertal i Senatet til at forhindre en nominering af Merrick B. Garland.

Neil Gorsuch

Efter præsidentskiftet har Neil Gorsuch været underkastet den sædvanlige høringsproces i Senatet. Efter tilsidesættelse af den normale procedure blev Gorsuch godkendt med simpelt flertal, idet det bemærkes, at 3 demokratiske senatorer faktisk støttede hans udnævnelse.

Højesteret i Washington DC, er i henhold til den amerikanske forfatning den dømmende magts ultimative organ. Højesteret beskæftiger sig med sager der vedrører hele nationen, og kendelserne danner præcedens for alle lavere retsinstanser. En af dens mest kendte beføjelser er retten til at afgøre, om en lov eller handling er forfatningsstridig.

De 9 dommere i Højesteret er udnævnt på livstid, og med udnævnelsen af 49-årige Neil Gorsuch har Højesteret igen et konservativt 5-4 flertal.