Dæmoniseringen af danske patrioter

I valgkampen er opstået et nyt skældsord.  Rasmus Paludan er alligevel ikke nazist, men etnonationalist! Stram Kurs ivrer for et Danmark for danskere – et synspunkt, der i kultur- og venstreradikale kredse ikke er mindre anstødeligt. Hvorfor tilhængere af nationalstaten nu skal dæmoniseres, er svært at forstå? For os andre danskere er nationalstaten en naturlig – og måske den eneste – fælles ramme og værn i en globaliseret verden, hvor kulturer, værdier og identiteter uundgåeligt mødes.

De fleste er parate til at praktisere en vis åbenhed over for andre kulturelle impulser end de traditionelle, klassiske og kristen-protestantiske danske værdier, men svaret på globaliseringen kan aldrig være en pligt til at underkaste sig en total kulturel og identitetsmæssig udjævning.

Erik Meier Carlsen har udtrykt, at ”det er uhyre vigtigt, at de mennesker, der er allermest presset af globaliseringen, føler sig hørt, taget alvorligt, og ikke oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. At de bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, er unikt”.

Historien og den sunde fornuft viser, at der ikke er nogen vej udenom at lytte til den brede befolkning. Med en omskrivning af den amerikanske præsident Lincoln: ”Det er muligt for en tid at forhindre vælgernes deltagelse i den politiske beslutningsproces, og det er endda muligt permanent at blokere for enkelte vælgeres indflydelse, men det er ikke muligt i længden holde alle vælgerne væk fra den politiske beslutningsproces”.

Hvad sker, hvis man stædigt bliver ved med at ignorere befolkningens skepsis over for unionstankerne i EU, ignorerer befolkningens bekymring for de daglige trusler fra muslimsk terror, ignorerer befolkningens reservationer i forhold til det værdiskred, som den fremadskridende multikulturelle omdannelse af samfundet i takt med indvandringen medfører, og hvis man fortsat vælger at se bort fra den brede befolknings forargelse over de folkevalgtes tag-selv-bord og frås med skatteborgernes penge?

Er det ikke legitimt at jævne, pligtopfyldende folk får lov til at artikulere deres undren, når eksempelvis uregerlige unge tilsyneladende inviteres på luksusferier, når grove kriminelle får lov til at fortsætte aktiviteterne efter afsoning af meget korte straffe, eller når udlændinge, der voldtager og stjæler, ikke udvises?

Hvorfor har man ikke lov til at være kritisk overfor accepten af kulturmønstre, som beviseligt fører til mere vold, flere tyverier, mere vandalisme og utryghed? Er det ikke forståeligt, når hårdtarbejdende borgere frustreres over dovne Roberter med snablen i altid åbne offentlige kasser, og kan det undre, at mange forbløffes, når utallige milliarder af opkrævede skatter sættes over styr af SKAT, og når deres penge i øvrigt bruges til farceagtigt offentligt projektmageri, verdensfjern humanistisk forskning og overdrevent offentligt bureaukrati?

Hvis de mennesker, der er allermest presset af indvandring, globalisering og arbejdsløshed, ikke føler sig hørt, ikke bliver taget alvorligt, og oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. Hvis det ikke var tilladt, at deres synspunkter blev bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, ville det gå helt galt.

Trods venstre-radikale forsøg på at marginalisere og dæmonisere, er det endnu ikke gået så galt. I Tyskland har vi set ekstreme bevægelser som PEGIDA (Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes) fuse ud, men Alternative für Deutschland, AfD, er i dag Tysklands 3. største parti. I Danmark er Dansk Folkepartis fremgang afløst af fremkomsten af først Nye Borgerlige og nu Stram Kurs.