Venstre er hård og uforsonlig i kritikken af regeringens lempelser i udlændingepolitikken. Venstre har udarbejdet en liste over en række af regeringens udlændingepolitiske initiativer, og de når frem til 31 lempelser. Partiet gør, hvad de kan, for at det tal skal fylde mest muligt i debatten.

Men kan vi nu regne med Venstre?

Marrakesh-migrationspagten, som Lars Løkke Rasmussen underskrev uden at spørge befolkningen, kan få afgørende betydning for tilliden til Venstre. Alle advarsler om ikke i slutningen af 2018 at underskrive Marakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – blev fejet af bordet. Berettigede bekymringer for at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter, blev totalt ignoreret af den daværende regeringschef.

Kritikken af migrationspagten gik på mange elementer i teksten, men det centrale var påstanden om, at FN-erklæringen for altid ville afmontere national kontrol med indvandring.

Dansk Folkeparti var nærmest passiv, men Løkkes udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, dukkede sig og nægtede at tage til Marrakesh for at vedtage erklæringen. Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, betragtede striden med slet skjult fryd. Hun mente, at det hele lød ”lidt betænkeligt”, og at regeringen nok havde ”en dårlig sag”.

Den 9. december 2018 tog Lars Løkke Rasmussen alligevel til Marrakesh og tilsluttede sig på Danmarks vegne til migrations-erklæringen.

Det erindres, at Marrakesh-erklæringen var anledning til at den belgiske regering i december 2018 blev sprængt. Belgiens premierminister, Charles Michel, måtte danne en ny regering, da det flamske nationalistparti N-VA forlod regeringen i protest mod, at Belgien støttede FN-aftalen om migration – Marrakesh-erklæringen.

Lars Løkkes tilslutning til migrationspagten afholdt ikke Venstre fra i valgkampen op til Folketingsvalget den 5. juni 2019 at føre kampagne på en hård udlændingepolitik. Alligevel mistede Lars Løkke Rasmussen statsministerposten til Mette Frederiksen.

I fordelingen af EU-topposterne efter valget til Europa-Parlamentet forsøgte Lars Løkke Rasmussen at byde sig til. Trods servilitet, sang og dans lykkedes det ikke for Lars Løkke Rasmussen at lande en post, der kunne have sikret ham en ærefuld exit fra dansk politik.

Belgiens Charles Michel, derimod, blev belønnet for at følge EU-linjen i udlændingepolitikken og underskrive Marrakesh-erklæringen med posten som formand for Det Europæiske Råd.

https://www.berlingske.dk/politik/laekket-eu-notat-aabner-ny-debat-om-omstridt-fn-migrantpagt

Statsminister Mette Frederiksens beslutning om at udvide og styrke Statsministeriet med et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet, har givet ny næring til debatten om undersøgelsesformer og muligheden for at inddrage andre end ministre.

Det nye sekretariat i Statsministeriet skal have fokus på regeringens prioriterede projekter, politikudvikling og kommunikation, bidrage til at styrke den strategiske ledelse af regeringen samt øge den interne koordination mellem ministre og særlige rådgivere.

Til at lede det politiske sekretariat ansættes den hidtidige ansatte i Socialdemokratiet, Martin Rossen, som stabschef, og han bliver fast medlem af regeringens Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg samt rådgiver for statsministeren.

Som særlige rådgivere for statsministeren ansættes også Martin Justesen og Sara Vad Sørensen, der begge indgår i det politiske sekretariat.

I det politiske sekretariat vil i øvrigt indgå et antal medarbejdere fra centraladministrationen.

Statsminister Mette Frederiksen har til Berlingske Tidende den 11. august 2019 oplyst, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er ved at opbygge et lignende politisk sekretariat, der skal rådgive ministeren, og flere kan ifølge statsministeren være på vej.

Diskussion om teknikaliteter

Det nye politiske sekretariat har givet anledning til en del fnidder om omkostningerne, om forholdet til departementschefen i Statsministeriet, om forholdet til Finansministeriet, om en ikke-embedsmands beføjelser til at instruere ikke kun embedsmænd i Statsministeriet, men måske også i andre ministerier samt muligvis fagministre osv.

Danmarks tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen kalder det ”bekymrende”, at Socialdemokratiets Martin Rossen fremover skal lede et politisk sekretariat under Statsministeriet.

Rossen har gennem de seneste otte år været en central skikkelse i Mette Frederiksens vej til statsministerposten, og hun takkede ham direkte i sin sejrstale på valgnatten. Men nu får han ledelsesansvar i Statsministeriet, og det er ikke en god ting, mener Lars Løkke Rasmussen.

Når man tager en politisk udnævnt person og sætter i spidsen for et sekretariat, der også består af neutrale embedsmænd, er det et nybrud og en sammenblanding af rollerne, har Løkke Rasmussen udtalt til TV 2.

Venstres næstformand, Kristian Jensen, har også givet udtryk for, at politiske sekretariater vil give kæmpeproblemer.

Anders Foghs Skattepolitiske Sekretariat

De brave Venstre-folk glemmer, at Lars Løkke Rasmussens forgænger som formand for Venstre, Anders Fogh Rasmussen, der var skatteminister i Schlüter-regeringen i perioden 1987-1992, faktisk gjorde noget lignende.

For at undgå Anders Foghs idelige liberale eksterne kritik, blev Fogh optaget i regeringen som skatteminister, hvor han med Poul Schlüters indforståelse oprettede et såkaldt Skattepolitisk Sekretariat med en lille håndfuld nøje udvalgte medarbejdere, der havde til formål at støbe kugler for ministeren. Det Skattepolitiske Sekretariat skulle ikke mindst styrke Anders Fogh-Rasmussen og Skatteministeriet i forhold til Finansministeriet, der havde tilkæmpet sig den centrale rolle i forberedelsen af møderne i Regeringens Koordinationsudvalg. Bølgerne gik jævnligt højt i den såkaldte Styregruppe, hvor både Anders Eldrup og Jørgen Rosted repræsenterede Finansministeriet. Det skete ikke mindst, når chefen for det Skattepolitiske Sekretariat anfægtede Finansministeriets pessimistiske beregninger over f.eks. de dynamiske effekter af skattenedsættelser.

Det Skattepolitiske Sekretariat, der stort set forsvandt med Anders Fogh Rasmussen, da han måtte gå af som minister i forbindelse med sagen om den ”kreative” bogføring, var en oplagt idé, som de fleste danske ministre ville have stor gavn af og som allerede findes i mange af de lande i verden, vi normalt sammenligner os med. I Sverige har man f.eks. en historisk tradition for statssekretærer, som netop er politisk udpegede viceministre. Her har man erkendt, at skellet mellem politik og forvaltning ikke er så indlysende, som Venstre foregiver.

Dan Jørgensen

Dan Jørgensen, der i den Socialdemokratiske regering har fået en central rolle som Klima-, energi- og forsyningsminister, har også erfaringer med etablering af politiske sekretariater.

Som fødevareminister etableret Dan Jørgensen et strategisk sekretariat i det tidligere selvstændige fødevareministerium. Sekretariatet blev oprettet i september måned 2014 år, og var den mediebevidste Dan Jørgensens håndplukkede gruppe til at styrke departementets arbejde med strategi og politikudvikling.

Mens vi endnu har til gode at høre Statsministeriets departementschefs opfattelse af Rossen-sekretariatet, forklarede daværende departementschef i landbrugs-/fødevareministeriet, Ib Byrge Sørensen, der var mest kendt som administrator med styr på budgetterne, ved sekretariatets oprettelse, at tanken med sekretariatet var at sikre handlekraft og er ressourcer til at udvikle og forfølge temaer og initiativer, der var prioriteret af den virksomme fødevareminister. Ib Byrge Sørensen pegede også på to mangler, som etableringen af det nye sekretariat skulle rette op på: Det første var, at departementschefen ikke selv følte, at han eller departementet var dygtige nok til politisk udvikling. Det andet var, at trods et udtalt behov, havde Byrge Sørensen ikke hidtil haft en akademisk sekretær.

Det bemærkelsesværdige var, at departementschefen herved tilstod, at han selv og departementet var uduelige til at varetage den opgave, der i adskillige år havde været deres ansvar. Det andet, der gav anledning til forundring på Slotsholmen, var at han tillod, at centrale opgaver i forbindelse med udarbejdelse og implementering af fødevarepolitiske strategier blev taget ud af hænderne på departementschef og departement.

I forbindelse med regeringsskiftet i 2015 blev den alderstegne Ib Byrge Sørensen sendt på pension.

Udvisket forhold mellem politikere og embedsmænd

Selvom det nye politiske sekretariat i Statsministeriet i realiteten ikke adskiller sig afgørende fra tidligere forsøg på siden 1982 at styrke koordinationen af og implementeringen af regeringernes politik, tydeliggør konstruktionen, at skellet mellem centraladministrationens embedsmænd og ministrene er udvisket.

Politiske statssekretærer

Hvis vi i Danmark – i lighed med vores nabolande og i øvrigt de fleste andre lande – for længst havde erstattet de overflødige, dyre og ansvarsfrie ”politiske rådgivere” med politisk udpegede statssekretærer, viceministre m.v. ville det løse mange problemer.

Statssekretærer kunne understøtte ministrenes politiske ledelse, lede så mange sekretariater de ville og kunne uden videre kunne indkaldes til høringer og samråd – og eventuelt stilles til ansvar for deres politiske (mis)gerninger.

Departementscheferne og embedsværket kunne igen koncentrere sig om at sikre en lovlig og forsvarlig forvaltning uden alle de pinagtige ”sager” vi efterhånden er vænnet til dukker op hele tiden.

Det er altså ikke sket, men til gengæld er der sket en kraftig politisering af embedsværket, hvor departementschefer og ledende embedsmænd, men meget ofte tillige embedsmænd på lavere niveau, agerer politisk, men uden at Folketinget har mulighed for indsigt i magtudøvelsen.

Folketingets skal naturligvis kunne indkalde Martin Rossen og embedsmænd til høringer, samråd m.v.

Derfor er det – uanset betænkelighederne ved de påståede “grundlæggende brud” med “grundlæggende principper” – nødvendigt, at Folketingets skal kunne indkalde Martin Rossen og embedsmænd til høringer, samråd m.v.

Houston i Texas vil 12. og 13. september 2019 være rammen for den 3. runde af TV-transmitterede debatter mellem kandidaterne til at blive demokraternes officielle kandidat til præsidentvalget i 2020.

Foreløbig er der 9 håbefulde kandidater, der har kvalificeret sig til Houston-debatterne. Kravene fra The Democratic National Committee er nemlig, at mindst 130.000 har ydet bidrag til valgkampagnen, og at kandidaten i mindst 4 opinionsmålinger har opnået tilslutning fra mindst 2 pct.

Den seneste kandidat er iværksætteren, juristen og filantropen Andrew Yang fra New York, der slutter sig til de øvrige kandidater: Fhv. vicepræsident Joseph R. Biden Jr., Senator Cory Booker fra New Jersey, Borgmester Pete Buttigieg fra South Bend, Indiana, Senator Kamala Harris fra Californien, Senator Amy Klobuchar fra Minnesota, tidligere medlem af Repræsentanternes Hus, Beto O’Rourke, fra Texas, Senator Bernie Sanders fra Vermont og Senator Elizabeth Warren fra Massachusetts.

Tidligere boligminister Julián Castro har fået støtte fra over 130.000 donorer, men mangler at få mindst 2 pct. støtte i en opinionsmåling.

Mens alle de demokratiske kandidater i disse dage benytter Iowa State Fair til at promovere deres kandidatur er der netop offentliggjort en ny meningsmåling foretaget blandt personer, der sandsynligvis vil deltage i det kommende såkaldte caucus i Iowa, der sammen med New Hampshire, Nevada og South Carolina, afholder primærvalg/caucuses allerede i februar 2020.

Joe Biden fører med 28 procent, der siger de vil støtte Bidens nominering, fulgt af Elisabeth Warren med 19 procent, Kamala Harris med 11 procent og Bernie Sanders med 9 procent.

Italiens kommunistiske parti – Partito Comunista Italiano – blev grundlagt den 18. januar 1921 i Livorno af Amadeo Bordiga og Antonio Gramsci.

Antonio Gramsci (født 23. januar 1891 i Ales på Sardinien, Italien, død 27. april 1937 i Rom) var forfatter, journalist, politiker og filosof, en socialistisk teoretiker, kommunist og antifascist.

Fra den 6. april 1924 til sin tilfangetagelse af fascisterne den 8. november 1926 var han medlem af det italienske parlament. Gramsci blev idømt 20 års straffearbejde, men blev løsladt i 1937 pga. sygdom. Han døde kort efter.

Under sit fængselsophold forfattede Gramsci i alt 32 fængselsskrifter også kaldet Gramscis fængselsoptegnelser. Disse skrifter er blevet nogle af de mest indflydelsesrige marxistisk filosofiske værker i eftertiden.

Antonio Gramsci udviklede teorien om “cultural hegemony”, hvor de fremherskende kulturelle normer og værdier var etableret af den herskende klasse, bourgeoisiet.

Selvom det vist nok var 68-eren, Rudi Dutschke, der argumenterede for, at hvis den dominerende kultur skulle ændres, ville det kræve en ”lang march” gennem alle samfundets institutioner, er udtrykket ”Modkulturens Gramsciske March Gennem Institutionerne” ofte tillagt Antonio Gramsci.

Antonio Gramsci er under alle omstændigheder blevet berømt for at udvikle en strategi for hvordan borgerlige vestlige kapitalistiske systemer kan ødelægges indefra. I stedet for at satse på, at den troløse arbejderklasse skulle gøre oprør, så burde man, ifølge Gramsci, satse på ”den lange march gennem institutionerne”. Marxisterne skulle erobre skolerne, medierne, kirkerne og i det hele taget alle institutioner som kunne bevare den vestlige, borgerlige og kapitalistiske kultur.

Antonio Gramscis strategi har været særdeles vellykket, og relativt upåvirket af Sovjetunionens sammenbrud er alle kulturelle institutioner nu tilsyneladende erobret af marxisterne.

Kvarteret Parioli, der er kendt som et af Roms mest fashionable overklassekvarterer, har fået sit navn efter et bakket område – Monti Parioli – der indtil begyndelsen af 1900-tallet faktisk lå udenfor Rom. Under Fascist-regimet residerede mange højtstående partifunktionærer og ledende embedsmænd i kvarteret. En række ambassader er i dag placeret i Parioli, herunder den danske ambassade i Rom, der er placeret mellem Via dei Monti Parioli og Via Antonio Gramsci.

Det syntes at være en kendsgerning, at en række af kongerigets repræsentanter på ambassaden i Rom ikke har været helt upåvirkede af Antonio Gramscis synspunkter.  

FNs hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten – UNRWA, United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East – blev oprettet i december 1949 af FN’s Generalforsamling i kølvandet på staten Israels oprettelse i 1948 og den efterfølgende krig. UNRWA er således ikke en del af UNHCR, som er FN’s generelle flygtningeorganisation.

UNRWA hjælper de godt 5 millioner palæstinensiske flygtninge, der befinder sig i Syrien, Libanon, Jordan, Gaza og på Vestbredden med bolig, sundhed, socialhjælp, uddannelse og arbejde.

Organisationen har et årligt budget på godt 1 mia. dollars – 6.000 millioner kr. Midlerne tilvejebringes ved frivillige donationer fra FN’s medlemslande.

USA, der tidligere den suverænt største donor med bidrag på godt 350 millioner dollars, trak sig i 2018 fra organisationen. USA vurderede, at” UNWRA i højere grad var en del af problemet end en del af løsningen” på de palæstinensiske flygtningeproblemer.

UNRWA er den største af FN’s særorganisationer og Mellemøstens største arbejdsgiver med over 30.000 ansatte: læger, lærere, socialarbejdere og administrativt personale.

UNWRA i stormvejr

Udover tabet af USA som den største donor er UNWRA nu ude i en veritabel shit-storm som følge af korruptionsskandaler. Ledelsen af UNWRA kritiseres i en rapport fra organisationens egen etiske overvågningsudvalg for magtmisbrug, diskriminering og seksuel udnyttelse.

Kritikken når helt op til agenturets chef, schweizeren Pierre Krähenbühl, der er generalkommissær. Den i øvrigt gifte Krähenbühl skal i 2015 selv have lynforfremmet sin elskerinde, en kvindelig rådgiver til en nyopfunden position som ”Special Advicer”, der ledsagede ham på hans evindelige rejser på business class verden rundt, mens organisationens ansatte i øvrigt var henvist til økonomi-klasse. Posten som ”Special Advicer” har øjensynligt været finansieret af det schweiziske udenrigsministerium fra marts 2015 til december 2018.

Tilsvarende har en vicedirektør forfremmet sin mand til et topjob og tilsidesat alle regler undervejs. En tredje chef anklages for at optræde som en anden gangster overfor de ansatte, som han afpressede. Til gengæld blev en yngre medarbejder, der gjorde opmærksom på overgrebene, afskediget.

Ledelsens dispositioner bidrag ifølge rapporten fra det etiske overvågningsudvalg til et ”giftigt arbejdsmiljø” i UNWRA.

Organisationens eksistens er truet

Sagen truer hele agenturet og en større undersøgelse er sat i gang. I mens overvejer donorerne, om det stadig giver mening at sende penge til UNWRA.

Som det første land efter USA har Holland stoppet sin støtte til UNWRA. Den schweiziske udenrigsminister, Ignazio Cassis, har offentligt kritiseret UNWRA og Schweiz har foreløbig indfrosset sit bidrag på knap 23 millioner dollars. EU er en væsentlig donor og den nye EU-Kommission ventes at tage stilling til fortsatte bidrag så snart den tiltræder.

Hvad gør Danmark

Danmark har smertelige erfaringer med UNWRA. Danskeren Peter Hansen var generalkommissær for UNWRA i perioden 1996–2005. Han blev mod sin vilje pensioneret fra FN den 31. marts 2005 efter nogle kontroversielle udtalelser om, at der givet var medlemmer eller sympatisører af terroristorganisationen Hamas ansat i UNWRA.

Spørgsmålet er nu hvad Danmark har tænkt sig at gøre med det årlige bidrag på 90 millioner kr.?

Andre skandaler i FN

Skandalerne i UNWRA kommer kort tid efter at det var helt galt i en anden FN-organisation: FN’s miljøorganisation UNEP. Her blev chefen – nordmanden Erik Solheim – i november 2018 fyret efter kritik af hans rejsevaner og brug af FN-midler.

Solheim-sagen gav smertelige mindelser om den 5 år gamle skandale omkring Lars Løkke Rasmussens rejser som formand for den internationale klimaorganisation Global Green Growth Institute, GGGI. I oktober 2013 kom det frem, at Lars Løkke Rasmussen havde brugt 1.056.402 kroner på 49 rejsedage i GGGI-sammenhæng. Der var tale om 15 rejser på 1. klasse, luksushoteller og limousiner.

Kritikken af den tidligere norske miljø- og udviklingsminister, Erik Solheim, gik også på hans rejsevaner og brug af FN-midler.

Efter udnævnelsen til chef for FN’s Miljøprogram i 2016 kastede Solheim sig ud i et uhæmmet rejseri. Ifølge nyhedsbureauet Reuters rejste Erik Solheim 4 ud af 5 dage mens han sad i jobbet – 529 ud af 668 dage. Den omfattende rejseaktivitet påførte FN udgifter på over 3,2 millioner danske kroner.

En FN-revisionsrapport fra september 2018 dokumenterede, at FN’s Miljøprograms rejseaktivitet var fordoblet siden 2014 og det vurderes, at Erik Solheims konstante og dyre flyrejser havde skadet FN’s miljøprograms rygte og været i konflikt med agenturets målsætning om at sænke sit CO2-aftryk.

Ud over at revisionen kritiserede klimabelastningen fra hans flyrejser, satte den også et spørgsmålstegn ved, om alle rejserne havde været relevante og nødvendige for Solheims virke som chef for UNEP.

Ifølge undersøgelsen havde FN-chefen ikke afleveret passende dokumentation for alle sine rejser. Sammen med ferier blev de godkendt af en underordnet, hvilket er imod FN’s regler.

Ved en lejlighed fløj han på weekend i Paris fra Washington for efterfølgende at returnere til New York. Andre gange stoppede han i Norge på sine rejser rundt i verden.

Ifølge revisionsrapporten skabte miljøagenturets topledelse en administrativ kultur, som lod hånt om de fastlagte interne kontrolsystemer. En gennemgang af 592 rejser gennemført af 32 personer viste, at der ikke var afleveret dokumentation for mere end hver tredje, imens endnu en tredjedel først blev dokumenteret efter reglerne, da FN’s revision efterlyste materialet.

Var Solheim hævet over de generelle regler? Er Krähenbühl?

Ifølge revisionsrapporten skulle Erik Solheim overfor en FN-instans have nægtet at redegøre nærmere for 72 rejsedage til Paris og Norge med den begrundelse, at ”Vi kan ikke acceptere dette spørgsmål om ferie kontra job (…) Vi lever ikke længere i den industrielle tidsalder, og de må holde op med at behandle mig, som om jeg er en 07-17 fabriksarbejder”.

Afsløringerne af nordmandens forbrug af FN-midler blevet mødt med chok hos klimaorganisationer. En klimaforsker kaldte det overfor den britiske avis, The Guardian, for “sjofelt CO2-hykleri”.

Erik Solheim gav som forklaring The Guardian for sine mange rejsedage, at det var nødvendigt at være til stede rundt omkring i verden for at gøre en forskel.

Erik Solheim har tidligere oplyst, at han har betalt penge tilbage for nogle enkelte fejl i rejseafregningerne og bekræftet, at han har udtrykt frustration over overdrevent bureaukrati i FN-systemet.

Solheim antydede også, at revisionskritikken var en reaktion på, at han har villet reformere FN. ”Revisionsrapporten kom som en reaktion på, at jeg var den ledende reformator i FN. Mange var imod reformer og bidrog til at denne rapport blev udgivet” har Solheim sagt til Dagens Næringsliv.

Ifølge The Guardian blev avisen kontaktet af flere whistleblowere fra FN’s miljøprogram. Udover kritik af hans pengeforbrug har de ment, at Erik Solheims ledelsesstil har været diktatorisk og vilkårlig.

Chefen for det norske Greenpeace, Truls Gulowsen, har til BBC sagt, at Erik Solheim har været en meget synlig miljøagentur-leder, hvilket er godt og åbenlyst kræver rejser, men dette omfang og attituden i forhold til miljøaftryk sætter ikke et positivt eksempel.

Efter revisionen af Solheims udgifter mistede UNEP bidrag fra flere lande, herunder midlertidigt fra Danmark og Sverige. Støtten er dog genoptaget, og i 2019 er det danske bidrag til UNEP på 30 mio. kr.