Boligbeskatningen og realkreditkartellernes jerngreb om boligejerne

Når skattestoppet udløber, og den nuværende fastfrysning af grundskylden ophører i kombination med et nyt vurderingssystem, er der udsigt til helt urimelige stigninger i den samlede boligbeskatning, der allerede nu nærmer sig 45 mia. kr. om året.

Men sådan skal det ikke gå: Boligbeskatningen i Danmark skal fastholdes på et rimeligt niveau!

Sådan lød de tomme løfter fra Lars Løkke Rasmussens VLAK-regering lige frem til den 2. maj 2017: En kontrolleret ejendomsværdibeskatning og sænkning af grundskylden var mærkesager for regeringen – måtte vi forstå. Problemet er, at den mærkelige regering ikke på noget område råder over noget der bare ligner et parlamentarisk flertal.

Med finanslovene for 2016 og 2017 blev det nominelle beskatningsgrundlag for grundskylden for ejerboliger ellers frosset fast. Denne fastfrysning skulle – ifølge regeringen – fastholdes frem til udløbet af skattestoppet for ejendomsværdibeskatningen i 2020. Fra og med 2021 foreslog regeringen en flad ejendomsværdiskat, så alle boligejere skulle betale 0,6 procent, uanset husets værdi.

Til gengæld måtte boligejerne leve med usikkerhed om konsekvenserne af det nye vurderingssystem, der indføres fra 2019 og med, at rentefradragsretten blev yderligere udhulet.

Selvom det er helt uforståeligt, at Dansk Folkeparti støttede Socialdemokratiets og Radikale Venstres bestræbelser på at dreje skatteskruen yderligere overfor boligejerne, var det lige netop det, der skete!

Den 2. maj indgik regeringen en aftale, der både indebar en fortsat stigende grundskyld og fra 2020 en ejendomsværdiskat på 0,55 pct. med en indbygget ekstraskat på 1,4 pct. på huse, der tilfældigvis ligger i områder med stigende ejendomspriser,

For at sukre den bitre pille, vil de nuværende boligejere have mulighed for i årene 2018, 2019 og 2020 og videre frem at lade stigninger i grundskylden indefryse som en offentlig prioritet i ejendommen. Fra 2020 vil de nuværende boligejere desuden have mulighed for at lade eventuelle stigninger i ejendomsværdiskatten indefryse.

Med aftalen er det kun et spørgsmål om tid før mindrebemidlede børnefamilier og pensionister tvinges fra hus og hjem, og efter 2020 kan disse befolkningsgrupper, der er så uheldige at bo i Hovedstadsområdet, godt aflyse enhver drøm om ejerbolig.

Sagens betydning for et parti som Det Konservative Folkeparti kan ikke overvurderes. Det må befrygtes, at partiets dage nu er talte. Sagen er vigtig ikke kun for de konservative – en stor del af befolkningen anser med rette beskatningen af boligen for det vigtigste politikområde.

Borgerlige partier har før vundet valg på beskatningen af jord og fast ejendom, og i stedet for at indgå en håbløs aftale, burde regeringen ikke have tøvet med at udskive nyvalg til Folketinget. Men modet svigtede igen – igen!

Under alle omstændigheder kan vi godt vinke farvel til de bebudede reformer af skat, Uddannelsesstøtte og pensionsområdet. Samtidig vil placeringen af ansvar for de monumentale skandaler i SKAT være noget vi skal kigge i den græske kalender efter!

Realkreditlånere – et jaget folkefærd

Udover stigende boligskatter har boligejerne kæmpet med stigende bidragssatser ved realkreditlån – og desværre er der ikke udsigt til andet end stadig øgede bidrag!

Det lød derfor næsten for godt til at være sandt, da erhvervsminister Brian Mikkelsen den 26. januar 2017 storsmilende og med energiske armbevægelser kunne bekendtgøre, at regeringen havde indgået en ”balanceret bred politisk aftale om realkreditten”.

Brian Mikkelsen skrev på Facebook: ”Vi skaber med denne aftale lavere priser, en øget gennemsigtighed, mobilitet og dermed grundlaget for bedre konkurrence til gavn for boligejerne. Det er en god dag for boligejerne”.

Desværre var det heller ikke sandt. Et nærmere eftersyn afdækkede, at aftalen især var til fordel for realkreditten, mens låntagerne igen fik en lang næse. Aftalen indebar, at realkreditselskaberne fremover skal afstå fra et indfrielsesgebyr på omkring 750 kroner, ligesom de kun må opkræve 50 procent i såkaldt kurtage og kursskæring, når det sker i forbindelse med bidragsstigninger.

Er lånerne stavnsbundne prioritetsbestyrere?

Forbrugerrådet tænk har beregnet, at det svarer til en besparelse på godt 1.800 kr. af de flytteomkostninger på over 12.000 kroner, man typisk skal betale til det realkreditselskab, man eventuelt i utilfredshed over gebyrsatser m.v. flytter fra.

Det er egentlig ikke overraskende, at realkreditskyldnerne ikke fik mere ud af hele øvelsen. Allerede da den tidligere erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen nedsatte et ekspertudvalg på 14 personer, kunne man ane hvor det bar hen. Udvalget havde ikke en eneste repræsentant for de over 1 million danske låntagere!

Det var ellers udvalgets opgave at komme med anbefalinger til, hvordan mobiliteten og gennemsigtigheden på realkreditmarkedet kunne øges. Resultatet af udvalgsarbejdet blev da også, at man kunne præsentere den nye erhvervsminister for nogle små og ganske betydningsløse justeringer for låntagere, som ønskede at flytte kreditforening.

Et af de forslag, der trak i låntagernes interesse, indebar, at samtlige flytteomkostninger skulle betales af det institut, der sætter bidragssatsen op. Et mindretal i udvalget bestående af Finansrådet, Realkreditforeningen og Realkreditrådet kunne ikke bakke op om flertallets anbefaling af at indføre et ”forbud mod at opkræve indfrielsesgebyr samt kurtage og kursskæring ved indfrielse i varslingsperioden ved forhøjelse af bidragssats i et realkreditinstitut og ved forhøjelse af rentetillæg ved realkreditlignende lån i et pengeinstitut”.

Derfor valgte politikerne en mellemvej ved at sige, at realkreditselskaberne kun må opkræve halv kursskæring og halv kurtage.

Vinduespynt uden praktisk betydning

Under alle omstændigheder er den politiske aftale vinduespynt og uden praktisk betydning – og i lyset af den aftale regeringen efterfølgende indgik den 2. maj 2017, faktisk et slag i ansigtet på boligejerne.

Sidste år betalte de danske boligejere knap 15 milliarder kroner i gebyr på deres boliglån. Realkreditinstitutterne har nemlig de senere år skruet op for den såkaldte bidragssats, altså det gebyr en kunde løbende betaler til sit realkreditinstitut for overhovedet at have et realkreditlån.

Realkredittens pengekasse

Ifølge Nationalbanken udgør bidragssatserne nu 40 pct. af boligejernes låneudgifter, og de årlige 15 mia. kr. ryger direkte i realkredittens pengekasse.

Kreditforeningernes hæmningsløse opkrævning af bidrag og gebyrer fra sagesløse lånere virker paradoksalt – det er jo i et vist omfang foreningernes egne medlemmer, der betaler. Realiteten er imidlertid, at medlemmernes og lånernes indflydelse er mindsket i takt med institutternes omdannelse til aktieselskaber, der har andet end lånernes interesser for øje.

Karteldannelse på realkreditområdet

Det dokumenteres nu, at det er et konkurrencemæssigt usundt marked, der har tilladt, at de tre største danske realkreditselskaber, Nykredit, Realkredit Danmark og Nordea Kredit, i bemærkelsesværdig enighed og nærmest kartelagtigt har hævet priserne på realkreditlån for de danske boligejere de seneste to år.

Det slår Konkurrencerådet fast i den længe ventede analyse af markedet for realkredit, som InsideBusiness er kommet i besiddelse af et udkast til. Det er ellers først meningen, at rapporten skal offentliggøres efter en høringsfase i juni.

Konklusionerne er stærkt kritiske over for realkreditsektorens konkurrencebegrænsende elementer og de begrundelser, som selskaberne har brugt for at hæve priserne i de senere år. Og der er talrige elementer, der peger på voldsomme konkurrenceproblemer, som forbrugerne betaler regningen for. Siden 2009 er priserne på realkreditlån med årlig rentetilpasning og afdrag for eksempel fordoblet:

”Realkreditmarkedet er kendetegnet ved høj koncentration, betydelige adgangsbarrierer til markedet for nye aktører og en række forhold, der hæmmer eksisterende aktørers muligheder for at konkurrere, samt at forbrugerne på markedet ser ud til at være forholdsvis immobile. Det peger på, at konkurrencen som udgangspunkt har svære vilkår på realkreditmarkedet”.

Ifølge Konkurrencerådet er de prisstigningerne på realkreditlån, som er blevet gennemført de sidste to år med Nykredit som bannerfører, ikke funderet i højere omkostninger for realkreditselskaberne:

”Analysen viser, at de relativt kraftige stigninger i bidrag og gebyrer på realkreditlån ikke kan tilskrives stigende driftsomkostninger. Driftsomkostningerne er generelt faldet over de senere år. Selv om enkelte institutter oplevede en mere udtalt stigning i de realiserede tab i kølvandet på krisen i 2007, kan dette heller ikke begrunde den generelle og markante stigning i bidragssatserne siden 2009.”

Endnu mere grelt ser billedet ud for realkreditselskaber, der har hævet priserne under påstand af stigende kapitalkrav i de kommende år. Heller ikke her er der ifølge eksperterne dækning for finanslobbyisternes påstande:

”Ved flere bidragsstigninger er der blevet henvist til, at stigningen var nødvendig for at dække omkostningerne forbundet med øgede kapitalkrav. Samlet set er det dog svært at se, at de allerede vedtagne stigninger i kapitalkravene frem mod 2019 skulle kunne forklare stigningerne i bidrag og kursskæring mv”.

Hvem varetager boligejernes og realkreditlånernes interesser?

De politiske partier har svigtet boligejerne, og når regering, Nationalbank, Finanstilsyn og Konkurrencerådet åbenlyst varetager andre interesser, må det være på sin plads at rejse spørgsmålet om hvem der varetager realkreditlånernes interesser. Svaret er desværre: Ingen!