Kan Tyskland og Frankrig løse eurozonens problemer?

Det er tydeligt, at Tysklands gigantiske handelsoverskud betragtes som et problem i Washington. Donald Trump har under præsidentvalgkampen og efterfølgende direkte overfor Angela Merkel påpeget, at det tyske overskud på 70 mia. € i den tysk-amerikanske samhandel er et problem.

Trump har faktisk et vist belæg, når han bruger Tyskland som eksempel på hans reservationer overfor frihandel. Tysklands handelsoverskud nåede i 2016 en ny rekord – 252,9 mia. € og dermed det største overskud nogensinde.

I maj 2017 nåede den tyske sæsonkorrigerede eksport et nyt rekordniveau på 107,9 mia. € – over 800 mia. kr.

Overskuddet er i den grad bemærket i USA og har givet næring til amerikansk kritik af tysk handels- og økonomisk politik. I Washington går man ikke op i den finere rollefordeling mellem EU’s medlemslande og EU-Kommissionen, der har ansvaret for handelspolitikken. Trump tager heller ikke hensyn til, at Den Europæiske Centralbank styrer valutapolitikken, når han beskylder Tyskland for at bruge en stærkt undervurderet euro til at skade amerikansk økonomi.

Det der optager sindene er, at USA permanent har underskud i samhandelen med Tyskland. I 2013 knap 63 mia. €, i 2014 godt 70 mia. €, i 2015 godt 70 mia. €, og i 2016 knap 61 mia. €.

Fra tysk side forsvarer man sig med, at henvise til EU-Kommissionen og til Den Europæiske Centralbank. Problemet er, at det ikke overbeviser Trump-administrationen, der udmærket er klar over, at Tysklands med sin realpolitiske og økonomiske styrke i realiteten bestemmer – eller kunne bestemme – udviklingen i EU og eurozonen. Trump har direkte truet med at indføre en 35 pct. told på tyske biler, der importers til USA.

Den økonomiske politik i EU

Set fra Washington er Tyskland et problem, men situationen er faktisk også problematisk set fra andre europæiske lande.

Det påpeges – ikke mindst fra det politiske centrum-venstre, at Tysklands enorme handelsoverskud kan udgøre en trussel mod hele eurozonen. Disse kritikere mener, at Tyskland burde føre en mere ekspansiv finanspolitik og tillade lønstigninger og en vis inflation. Det ville fremme den indenlandske efterspørgsel, men også være gavnligt for den økonomiske vækst I hele eurozonen.

Hidtil har Tyskland blankt afvist disse ideer og fokuseret på at sikre balance på de offentlige budgetter. Tyskland dækker sig også bag den europæiske centralbanks politik, herunder den såkaldte Quantitative Easening, QE, og de massive opkøbsprogrammer af europæiske værdipapirer, der er især er dikteret af hensyn til de sydeuropæiske, svage økonomier.

Hvis EU-politikkerne i højere grad tog hensyn til den bomstærke tyske økonomi ville det tilsige en væsentlig strammere pengepolitik og et højere renteniveau. Konsekvensen ville også være en væsentlig højere €-kurs i forhold til den amerikanske dollar.

Nye toner fra Frankrig

Den franske centralbankchef François Villeroy de Galhau erkender nu, at eurozonens ensidige satsning på at fremme den økonomiske vækst gennem en ekspansiv pengepolitik og quantitative easening, QE, ikke kan stå alene. I et interview med Financial Times, har centralbankchefen gjort det klart, at der i Frankrig ikke er nogen vej udenom at gennemføre fundamentale reformer på arbejdsmarkedet og i den lokale og nationale regulering af den økonomiske aktivitet, således at budgetunderskuddene bringes på linje med kravene i eurozonen, der fastsætter, at underskuddene skal holdes under 3 procent af landenes bruttonationalprodukt.

Det er ifølge bankchefen samtidig uomgængeligt nødvendigt, at der i Tyskland føres en mere ekspansiv og stimulerende finanspolitik med henblik på at fremme den økonomiske vækst.

François Villeroy de Galhau har sandsynligvis clearet sine meldinger med Emmanuel Macron, og han mener videre, at den enestående situation med samtidige valg i Frankrig og Tyskland bør udnyttes således, at der i de kommende år i et tæt tysk-fransk samarbejde, kan formuleres robuste og vækstfremmende politikker for eurozonen.

I øvrigt er der ifølge bankchefen intet alternativ til et tæt økonomisk samarbejde mellem Emmanuel Macron og den forventede vinder af september-valget i Tyskland, Angela Merkel, hvis eurosamarbejdet skal opretholdes.

Hvad med QE?

François Villeroy de Galhau er samtidig påpasselig med ikke at undergrave den nuværende politik med quantitative easening, QE. Den europæiske centralbank, ECB, opkøber hver måned for 60 mia. Euro værdipapirer, hovedsagelig statsobligationer, og det vil den fortsætte med et stykke tid endnu – hvor længe vil ECB tage stilling til i efteråret 2017.

Politikken indebærer, at ECBs primære refinansieringsrente er nul, mens europæiske bankers indlån i ECB pålægges en negativ rente på 0,4 pct.

En ændret politik forudsætter, at Frankrig (og Italien) skal gennemføre de nødvendige arbejdsmarkedsreformer og begrænsninger af budgetunderskuddene mens Tyskland (og Holland) slækker på finanspolitikken og tillader større lønudvikling.

Kan det lykkes?

Emmanuel Macron står overfor en enorm opgave, hvis han på kort tid skal gennemføre en gennemgribende sanering af den franske økonomi. Er det muligt? Foreløbig er der udsigt til at det franske budgetunderskud i 2017 med 3,2 pct. af BNP vil overskride budgetreglerne, medmindre regeringen hurtigt finder for mindst 5 mia. Euro i supplerende besparelser.

Italien skal først igennem et parlamentsvalg, før der kan blive tale om at tage rigtig fat. Hvordan det vil gå er helt uforudsigeligt.

Hvad vil Tyskland?

Spørgsmålet er, om Tyskland på den baggrund vil være parat til at løbe de risici, som en mere lempelig finans- og indkomstpolitik vil medføre? Ikke desto mindre står og falder Euroen og dermed EU med udfaldet af disse overvejelser!

Den helt afgørende spiller i de kommende fransk-tyske overvejelser vil være Tysklands magtfulde finansminister siden 2009, Wolfgang Schäuble. Schäubles betydning for europæisk politik næppe kan overvurderes. Det er den tyske økonomi, der i øjeblikket er motoren i europæisk økonomi og det er tysk lavinflationspolitik, der slår takten i Euro-samarbejdet. Og det er altså en 74-årig kørestolsbruger, som har været vogteren over ansvarlighedens økonomiske politik – den såkaldte austerity-politik, der ikke mindst i Sydeuropa lægges for had som en fantasiløs budgetdisciplin, besparelser på de offentlige budgetter og reel stagnation.

Schäubles modargumentet er, at Tyskland, der i høj grad tager sin egen medicin, faktisk har vækst og høj beskæftigelse. Det er derfor spørgsmålet, om Angela Merkel efter september-valget bliver nødt til at skaffe sig af med Wolfgang Schäuble, før der rigtig kan blive tale om et fransk-tysk parløb af den karakter, som Macron kunne ønske sig?