Når lobbyister fusionerer den politiske og forvaltningsmæssige elite med toppen af erhvervsliv og interesseorganisationer.

Debatten om lobbyisme, kvalifikationskrav, nedkølings- eller karensperioder, dobbeltmandater, begrænsning i antallet af valg- eller embedsperioder m.v.

Da tidligere finansminister Bjarne Corydon blev ansat i konsulentfirmaet McKinsey vakte det berettiget opsigt. Mindre opmærksomhed var der, da Corydons håndgangne mand i Finansministeriet, departementschef David Hellemann, blev ansat i Nordea.

Disse og andre markante karriereskift burde give anledning til overvejelser, om der skal stilles særlige krav til toppolitikere og -embedsmænd, der forlader den offentlige tjeneste medbringende dyb indsigt fra Danmarks politiske maskinrum.

Der skal mindes om, at i det private erhvervsliv er konkurrenceklausuler ikke ualmindelige. Det kan betyde, at en top-medarbejder ikke kan tage beskæftigelse i konkurrerende virksomheder i en given periode. Den begrænsning er ministre og topembedsmænd ikke underlagt, og springet fra Slotsholmen kan foretages helt uden begrænsninger.

I Danmark er debatten om karens- eller nedkølingsperioder lavmælt om overhovedet eksisterende. Meget betegnende blev problematikken ikke berørt på det Bornholmske Folkemøde, hvor befolkningen gennem teltfligene kunne få et lille indblik i den medieorganiserede forbrødring mellem den politiske elite og erhvervslivets og interesseorganisationernes top.

Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at tage spørgsmålene op?

Hvis vi alligevel får taget hul på den væsentlige debat om nedkølings- og karensperioder, burde vi samtidig overveje kvalifikationskrav, dobbeltmandater, begrænsning i antallet af valg- eller embedsperioder og tilsvarende emner, der har været til debat i en række lande.

USA

Så sent som i 1947 blev den amerikanske grundlov tilføjet en bestemmelse, der fastsatte ”term limits”, dvs. begrænsede embedsperioden for en amerikansk præsident til 2 valgperioder (The Twenty-second Amendment – Amendment XXII – of the United States Constitution). Efter ratificering af de krævede 36 af de dengang 48 amerikanske stater, trådte tilføjelsen i kraft den 27. februar 1951.

Inden den formelle ændring af konstitutionen havde der været præcedens for maksimalt 2 embedsperioder, selvom der er eksempler på at præsidenter eller tidligere præsidenter har stillet op til en 3. periode. Præsident Franklin D. Roosevelt blev valgt til både en 3. og en 4. embedsperiode, og havde, da han døde i april 1945, været USA’s præsident i 12 år og 39 dage.

Term-Limits Movement

Siden 1990’erne har der i USA været en ganske aktiv “term-limits movement”, der holder liv i debatten om behovet for rotation ved besættelsen af demokratiets tillidsposter.

Delstaters forsøg på at begrænse antallet af embedsperioder i kongressen er imidlertid blevet underkendt af Højesteret. Derfor er der en lang række eksempler som den 80-årige John McCain, der har været senator for Arizona i 30 år.

Situationen er, at bortset fra præsidentembedet, er der ikke begrænsninger på antal 4-års embedsperioder for vicepræsidenters, 2-års embedsperioder for medlemmer af Repræsentanternes Hus, 6-års embedsperioder for medlemmer af Senatet eller medlemmer af Højesteret, der i praksis kan blive siddende, til de beslutter at træde tilbage eller dør.

Tyskland

I Tyskland har eliteforskeren, Michael Hartmann, Professur für Elite- und Organisationssoziologie ved Institut für Soziologie ved Technische Universität i Darmstadt, påpeget mangel af karens- eller nedkølingsperioder kan udgøre et demokratisk problem. Uden nedkølingsperioder er der større risiko for en uheldig sammensmeltning af den politiske elite og erhvervslivets elite, der kan betyde, at den almindelige befolkning ekskluderes fra centrale politiske processer.

Den tyske regering har fremsat lovforslag om en karensperiode på op til 18 måneder for ministre og statssekretærer, der springer over i det private.

Nedkølings- eller karensperiode i EU

Efter den offentlige kritik af, at tidligere kommissionsformand José Manuel Barroso tiltrådte et topjob i investeringsbanken Goldman Sachs, er EU-Kommissionen nu indstillet på at hæve karensperioden fra 18 måneder til 3 år, før en tidligere EU-Kommissær kan ansættes i den private sektor.

Folketinget

Af de nuværende folketingsmedlemmer har Bertel Haarder fra Venstre og Mogens Lykketoft fra Socialdemokratiet været medlem af Folketinget i længst tid. Bertel Haarder i alt været medlem i over 36 år, og Mogens Lykketoft har været det i næsten 34 år. Begge har yderligere lang anciennitet som ministre. Haarder har således været minister – undervisningsminister, integrations- og europaminister og kultur- og kirkeminister – i knap 22 år.

Svend Auken og Niels Helveg Petersen var medlemmer af Folketinget i næsten 38 år, og hvis vi går en generation tilbage, var Erhardt Jakobsen og Erik Ninn-Hansen medlemmer af Folketinget i 42 år.

Sejlivede borgmestre

I den kommunale verden er der ligeledes en lang række eksempler på manglende rotation på borgmesterposterne.

Socialdemokraten Steen Dahlstrøm har været borgmester i Middelfart i 30 år. Dahlstrøm er tillige formand for det skandaleramte energiselskab, Ewii. Med 30 år på posten har Steen Dahlstrøm syv års højere anciennitet end den næste – Hans Toft, der har været borgmester i Gentofte i over 23 år.

Flere partier har forbud mod dobbeltmandater, men partiet Enhedslisten har en vedtægtsbestemt rotationsordning, der i princippet begrænser medlemskab af Folketing, Regionsråd og Kommunalbestyrelser til 7 år. Partiet har i øvrigt et forbud mod dobbeltmandater og en partiskat, der begrænser ansattes og folkevalgtes aflønning til gennemsnitslønnen for en faglært metalarbejder i København.

Nye krav om karensperioder i USA

I USA har Donald Trump bebudet, at han som led i sine bestræbelser på at ”fix broken Washington” og ”drain the swamp” vil indføre et forbud mod, at ansatte i det Hvide Hus eller Kongressen i en karensperiode på 5 år efter tjenesten påtager sig lobbyarbejde. Trump vil også indføre et livsvarigt forbud mod at tidligere regeringsansatte påtager sig lobbyarbejde for en udenlandsk stat.

Kontroversielle eksempler i Danmark

Herhjemme kom det som en overraskelse for nogen, at Jacob Scharf gik fra PET, tog sin inside-viden med sig, stiftede et sikkerhedsfirma og bidrog til en ”åbenhjertig” bog om intime forhold i Politiets Efterretningstjeneste. Jacob Scharf er dog langt fra den eneste, der har givet anledning til overvejelser om, hvorvidt der for visse demokratiske tillidsposter og ansættelser ved offentlige myndigheder burde indføres karensperioder, før de pågældende kan drive konsulent- og lobbyvirksomhed, søge ansættelse i det private eller hos udenlandske regeringer og organisationer m.v.:

  • Departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad forlod posten som centraladministrationens fremmeste embedsmand for at blive administrerende direktør i Dansk Industri
  • Tidligere skatteminister Jonas Dahl blev hospitalsdirektør i Randers
  • David Hellemann gik fra Finansministeriet til Nordea
  • Ulrik Nødgaard gik fra Finanstilsynet til Finansrådet
  • Karen Hækkerup gik fra Fødevare- og Justitsminister til Landbrug & Fødevarer
  • Anders Fogh Rasmussen gik fra statsministerposten til NATO og derefter til Rasmussen Global
  • Arne Rolighed fra Sundhedsminister til Kræftens bekæmpelse
  • Jens Kampmann fra Minister for Skatter og Afgifter til Miljøstyrelsen
  • Steen Gade fra SF til Miljøstyrelsen (og tilbage igen)
  • Bjarne Corydon gik fra Finansminister til McKinsey

Korruption eller bare dårlig stil?

Hvordan bliver partiernes politik formuleret? Er det sådan, at politikken i vid udstrækning formuleres på baggrund af de af kommunikationsbureauer og lobbyister formidlede input fra erhvervsliv og interesseorganisationer? Har de almindelige vælgere og medlemmerne af de politiske partier slet ikke noget at have sagt? Er det forklaringen på de talrige eksempler på politikere og embedsmænd, der har fået ansættelse som lobbyister i diverse rådgivningsvirksomheder. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen startede umiddelbart efter hvervet som NATO-generalsekretær rådgivningsbureauet Rasmussen Global, hvortil han bl.a. har hyret tidligere danske ambassadører.

Uden at antyde, at de manglende nedkølings- eller karensperioder fører til korruption eller påstå, at der bag mange politiske beslutninger gemmer sig tvivlsomme motiver, rejser udviklingen en række etiske og forvaltningsmæssige spørgsmål: Er det alene Alternativet, der inddrager de menige medlemmer i formuleringen af partiets politik? Er det god stil at drøfte fortrolige planer med regeringens inderkreds den ene uge – for ugen efter at kunne delagtiggøre McKinsey, dansk erhvervsliv eller NORDEA’s direktion om samme regerings indre liv og overvejelser?