Mediernes selvsving

De voksende politiske og folkelige krav om drastiske ændringer i det offentligt finansierede TV-udbud lader sig ikke ignorere. Tvangslicensen til den statslige mediegigant Danmarks Radio, der er reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, på 2.477 kr. årligt pr. husstand betragtes som en anakronisme – lidt som tiende til den katolske kirke inden Reformationen i 1536. Det gør ikke sagen bedre, at den undrende befolkning ikke kan undgå at være vidne til DR’s tøjlesløse fråseri med de tvangsudskrevne licensmidler på i alt 4,4 mia. kr. om året, hvoraf DR indkasserer 3,7 mia. kr.

Som kulturministeren siger – man kan dårligt forlange, at DR selv skal sige stop, når politikerne bogstaveligt talt ”kører penge ind på paller”!

Danske TV-Nyheder

En meget væsentlig del af de ”nyheder”, som danske trykte og æterbårne medier præsenterer i Danmark er ”planket” fra udenlandske medier, der stadig råder over kompetente journalistiske ressourcer. Plagiaterne præsenteres herefter som resultatet af dybdeborende og kritisk journalistik. Desværre kan det ikke karakteriseres som andet end selvsving, når formidlingen af nyheder fra DR og TV2 i meget væsentligt omfang er baseret på, at journalister interviewer hinanden i en uendelighed. Seerne bibringes det indtryk, at de interviewede er eksperter. Det er de meget sjældent, og i mange tilfælde er TV-avisernes nyhedshistorier baseret på enten stof stjålet fra andre medier eller på dem selv som kilde!

Seerne er vænnet til at betragte det som helt naturligt, at Skammelsen på TV2 interviewer TV2’s Steffen Jensen, at Jesper Zølck interviewer Steinmetz, at Janni Pedersen interviewer Anders Langballe, at Lasse Sjørslev interviewer Hans Engel, at Camilla Thorning interviewer Uffe Tang, at Kim Bildsøe Lassen interviewer Ask Rostrup, at Kåre Quist interviewer DR’s korrespondent i Bruxelles Ole Ryborg, der efter mange år i nådig ubemærkethed pludselig er katapulteret op til en stjernestatus som omnipotent ”ekspert” ikke kun i EU, men i alt ”udenlandsk”.

Korrespondenter nede om hjørnet

Det værste er, når TV-avisen jager sine såkaldte korrespondenter – dem, der før bare hed reportere – ud i aftenmørket for at tale foran Nationalbanken, Københavns Byret, Vestre Fængsel, et højvandstruet kajanlæg eller et ministerium. Det skal gøre nyhedsdækningen mere ”autentisk”, også selvom man vanskeligt kan ane, hvad de står foran. Det er da også dokumenteret, at de ofte blot er gået udenfor studiet, selvom det foregives at de står i begivenhedernes centrum.

For at fuldende misere, mødes alle de nævntes chefer så i øvrigt hver søndag i ”Presselogen” for at berette, hvor udmærket deres medier også i denne uge fungerede til alles tilfredshed.

Skærmtrolde

TV er også en forunderlig størrelse. Som nogenlunde fast tilskuer til både DR og TV2 omfatter tilbuddet selvfølgelig en strøm af genudsendelser, uendelige serier med Barnaby og hvad ved jeg. Men desuden er du tvangsindlagt til skærmtrolde, der hopper og danser, løber eller vandrer hvileløst rundt, op og ned ad trapper. Folk, der helt tæt på kameraet stirrer mig direkte ind i ansigtet som Peter Schrøder i satireprogrammet: ”Det er fan’me uhyggeligt du ..”. Studieværter, der flirter. Logoer, der kører hysterisk med skingre fanfarer. Mænd, der himler. Folk, der virrer helt vildt med deres hoveder, så snart de begynder at tale. Og mennesker, der står og taler ude i aftenmørket i et forgæves forsøg på at gøre det hele mere autentisk.

Poul Erik Skammelsen

DRs Deadline og TV 2, klokken 22, er særlig slemme. Den ellers sikkert både vidende og gode Poul Erik Skammelsen står nu om dage op under udsendelsen. Det skal åbenbart give mere dynamik. Men han ikke kun står, han løber rundt, op og ned, for studiet er forsynet med trapper, og den forholdsvis lille mand med de store sko hopper og danser, og man frygter hver gang, at han snart snubler på trapperne, for han kikker jo ikke ned på trinnene, nej, han taler ofte til kameraet, samtidig med at han hopper rundt og svinger med armene.

Hvorfor har Poul Erik Skammelsen fundet på, at han skal aflevere underretningerne om verdens gang med alle de gebærder og sådan en ejendommelig, hul patos? Ikke nok med, at han vader stakåndet omkring i studiet fra det ene til det andet – den skæbne deler han med resten af korpset, som skal piske rundt i nyhedsstudiet med blikket stift rette mod teleprompteren – nogle af dem endda i stramme nederdele og på høje hæle. Men Poul Erik Skammelsen lider tilsyneladende også af en brist: Han tror, han er skuespiller. I hvert fald fægter han så voldsomt med armene, deklamerer med så høj en røst og lægger så meget følt lidenskabelighed i replikken, at han mere og mere minder om en udråber på en markedsplads. Det kan man måske også sige, den moderne nyhedsudsendelse efterhånden er, men det er jo ikke til at holde ud at se og høre på.

Hvorfor skaber han sig sådan? Enten når en eller anden statistisk grafik skal sælges med begejstring i stemmen og sammenknebne øjne, eller ansigtet lægges nærmest parodisk i de rigtige, nedadvendte folder, når endnu et terrorangreb plager en europæisk hovedstad. Han er så optaget af at være den professionelle nyhedsvært med forloren, amerikansk smartness, at han overspiller sin rolle og bliver selvsmagende, sikkert opildnet af en eller anden producer, som synes, det er lige i øjet. I hvert fald lancerer TV 2 ham jo som en, der er meget vigtigere end nyhederne selv: ”22 Nyhederne med Poul Erik Skammelsen”!

Poul Erik Skammelsen er sikkert en dygtig og flittig journalist med en lang og fornem karriere bag sig. Han har nærmest boet inde i TV 2 hele sit liv, han har gjort det fornemt, og han behøver da slet ikke at bevise noget som helst. Men hans ny vundne måde at forvalte sit ankermandsjob på er et symptom på Tv-journalistikkens glidebane.

I dag fylder nyhedsværterne mere end det budskab, de skal levere. Er det nu så galt med ”stjerner”, der som Clement Kjersgaard kan bringe lidt liv i kludene? Ja, det bliver det, når det går ud over journalistikkens kvalitet, simpelthen fordi nyhederne sælges af en studievært, der minder om en udspekuleret, hårdtpumpet og alt for selvbevidst sælger, hvis forlorne følsomhed og påtagne friskfyrsfacon underminerer det, han siger.

Mon ikke de fleste for længst har mistet tilliden til Skammelsen og Kjersgaard?

På DR er Jakob Illeborg og Clement Kjersgaard blandt de værste. De elsker begge at optræde så meget, at de meget hurtigt bliver alt for meget. Jakob Illeborg får tydeligvis ikke tilstrækkelig afløb under sine performances for dagbladet Politiken på Gæstgiveren under Folkemødet på Bornholm.

Kjersgaard og Blachman

Prøv at se det uden lyd. Man tror, det er løgn. Ét er at nyde sig selv som Clement Kjersgaard, men at gøre det i en grad, så man kunne spise sig selv i småbidder, er for meget – selv når man ved han får det særdeles godt betalt!

Helt i stil med den utålelige Thomas Blachman. En autodidakt kulturliberal som i X-Faktor har fået en platform for perfid kritik af de optrædende og som affyringsrampe for en kaskade af banaliteter.

Mette Hybel

Og TV-avisens mest sete interviewer Mette Hybel med kulturstoffet, der åbenbart kræver så meget inderlighed og en anden slags spørgeteknik, at hun stort set altid selv skal være med i billedet. Kulturstof behandles ofte, som var vi til en højtidsmesse. Det må i længden være anstrengende og sødmen er efterhånden sivet ud af den godt slidte TV-personlighed.

Tilbage kun i denne omgang: kongestoffet. Årets nytårstaffel tvinger alle ellers seriøse studieværter ud i et telt på Amalienborg Slotsplads hvorfra ministre og andre udspørges om hvor de har købt deres tøj, og om de glæder sig til den sure Rosenborg­vin.

Selv efter italiensk fjernsyn bliver man overrasket!

Efter næsten ti år i udlandet, og efterhånden tilvænnet italiensk fjernsyn, troede jeg det ikke muligt, men DR og TV2 har været en kæmpe overraskelse.