Bringer folkets forventninger det værste frem i amerikanske præsidenter og tyske kanslere?

Den tyske kansler Angela Merkel har tordnet og svinget krabasken mod USA: ”Europa kan ikke længere regne med USA som alliancepartner”, lød det fra Merkel i en historisk tale efter weekendens G7-topmøde i Italien.

Merkels kritik kom efter, Donald Trump tilsidesatte alle diplomatiske hensyn og udfordrede Angela Merkel og de øvrige medlemmer af G7, da den amerikanske præsident nægtede at godkende Paris-klimaaftalen og i øvrigt kritiserede NATO-medlemmerne for ikke at leve op til alliancemedlemskabets økonomiske forpligtelser.

Øltelt i München

Selv i betragtning af at udtalelserne faldt i et øltelt i München, var Angela Merkel uhørt grov, da hun sagde, at USA og Storbritannien ikke længere er pålidelige partnere: “De gange, hvor Tyskland fuldt ud har kunnet stole på andre, er delvis forbi. Det er hvad jeg har oplevet i det sidste par dage.”

Merkel understregede dog, at selvom Tyskland (og EU) fortsat ville stræbe efter at være på god fod med Amerika og Storbritannien, var der ingen vej udenom: “vi skal selv kæmpe for vores egen skæbne”.

Klimaaftalen

Donald Trump sagde under G7-mødet, at han havde han brug for mere tid til at afgøre, om USA ville fortsætte med at støtte Paris-klimahandelen. Udtalelsen har frustreret de europæiske partnere, og fra kilder i den amerikanske administration forlyder det, at Trump i realiteten allerede er indstillet på at trække USA fra Paris-aftalen og at det vil blive meddelt torsdag aften (europæisk tid).

Præsident Trump har også ved flere lejligheder under Europa-rejsen gentaget sin kritik af NATO-allierede for ikke at opfylde alliancens gensidige forpligtelse til at afsætte mindst 2 pct. af BNP til forsvarsbudgettet.

Observatører har også noteret, at Donald Trump på intet tidspunkt selv har bekræftet NATO-alliancens musketér-ed i artikel 5 om, at medlemslandene vil hjælpe de andre, hvis de bliver angrebet.

Amerikansk pres på europæiske partnere

Det er åbenlyst, at Donald Trump med sin bølleagtige optræden lægger et meget bevidst pres på hans europæiske partnere: Vi skal ikke et øjeblik tro, at USA vil betale broderparten af regningerne for klimaindsatsen og for den vestlige forsvarsalliance, mens EU samtidig med manipulerede euro-kurser og kreative obstruktioner af den frie handel modarbejder amerikanske interesser!

Sådan lød det under den amerikanske valgkamp, og der er ikke noget der tyder på at Trump ikke har i sinde at opfylde valgløfterne.

Valgkamp i Tyskland

Man skal også lægge mærke til, at Angela Merkels udtalelser var præget af valgkampagne. Ordene faldt på et CSU-valgmøde i et øltelt i München, hvor hun understregede, at Europa i lyset af Brexit og Donald Trumps præsidentskab “skal tage sin skæbne i egne hænder”. Merkel varmer op til parlamentsvalget i september, og udtalelserne er ikke mindst møntet på den socialdemokratiske opposition, der er i forhold til CDU/CSU er fodslæbende i forsvarsspørgsmålet.

Uanset opfattelsen af Donald Trump er det for mange bekymrende, at en tysk kansler forsøger at score billige point i en valgkamp ved at sværte USA’s demokratisk valgte præsident.

Når den ellers besindige Angela Merkel reagerer så voldsomt, har Donald Trumps hårde og direkte kritik af Tyskland formentlig også haft afgørende betydning. Fredag den 26. maj 2017 beskrev Donald Trump den tyske handelspraksis som “dårlig, meget dårlig”. Trump lagde ikke skjul på, at Tyskland som den største økonomi i Europa brugte ufine metoder for at sælge mange – for mange – biler til USA.

Tysklands handelsoverskud

Baggrunden for kritikken er en udbredt amerikansk opfattelse af, at den økonomiske politik i EU sigter på at holde en kunstig lav kurs på euro vis a vis dollar. Den lave euro-kurs betyder at tyske biler – og europæiske varer i det hele taget – har en gunstig konkurrenceposition på det amerikanske marked.

Donald Trump har for så vidt ret – der er intet i den bomstærke tyske økonomi, der tilsiger, at den europæiske centralbank, ECB, skulle føre en ekspansiv pengepolitik, der betyder at renten er nærmest negativ og euro-kursen er lavere end den ellers ville være. Denne politik føres især af hensyn til de trængte sydeuropæiske økonomier, der døjer med stor gæld, lav vækst og enorm arbejdsløshed. Med kritikken antyder amerikanerne, at Tysklands enorme overskud på handelsbalancen er opbygget i ly af de svageste økonomier i eurozonen.

Tyskland har en udsat position i USA. Efter skandalerne med Volkswagen, dieselbilerne og Deutsche Banks udstedelse og markedsføring af obligationer med sikkerhed i de såkaldte subprimelån, der bidrog til at finanskrisen rullede, har Donald Trump utvivlsomt folkelig opbakning i USA til at gå hårdt til Tyskland og andre europæiske lande, der – som det hedder – har udnyttet USA’s goodwill og samtidig unddraget sig de økonomiske forpligtelser i forhold til NATO.

Ømt punkt for Merkel i valgkampen

Når Trump på G7-mødet i Taormina på Sicilien borede i det tyske handelsoverskud ramte han et ømt punkt. Det er ikke første gang, at Tysklands handelsoverskud er blevet udpeget som et sten i skoen i de transatlantiske forbindelser – og til tider også udpeget som en belastning for Tysklands forbindelser med sine europæiske naboer. Han rammer også lige ned i et hedt emne i den tyske valgkamp – de tyske arbejdere, der bogstaveligt talt i deres ansigtssved og ved løntilbageholdenhed, har skabt den formidable tyske konkurrenceevne, har ikke fået en rimelig andel af udkommet.

Det tyske socialdemokrati, SPD, vil i valgkampen formentlig love guld og grønne skove i form af skattelettelser, lønstigninger og øgede offentlige udgifter – alt sammen noget der er Merkel og CDU/CSU særdeles ukært.

Derfor var Donald Trumps brutale trusler farlige for Merkel. Det amerikanske krav om at tiden er kommet til at sætte en stopper for de store tyske handelsoverskud og købe flere amerikanske produkter og tjenester, vil givet blive brugt mod Merkel i valgkampen.

Der er et problem – og det er stort!

Problemet er faktisk til at tage og føle på. I 2016 havde Tyskland et handelsoverskud på over 260 mia. euro, eller 8,6 pct. af BNP.

I dollar er overskuddet det største i verden – større end Kinas. Tysklands bilaterale handelsoverskud med USA alene nåede op på 56 mia. euro sidste år.

Siden begyndelsen af 00’erne har overskuddet været stejlt stigende, og i det tyske eksportboom er det især biler og maskiner, der har tiltrukket sig opmærksomhed. Den tyske konkurrencekraft er dog frygtindgydende på mange områder, f.eks. på varer som tekstiler.

Tyskere betragter selv udviklingen som en succes, men internationale finansielle institutioner, herunder IMF – samt en række internationale økonomer – har advaret om farerne ved de globale ubalancer, som disse store overskud kan skabe.

Eksport er dog ikke noget, som den tyske regering bare kan op- eller nedjustere. De er summen af individuelle købsbeslutninger taget af forbrugere og virksomheder rundt om i verden – og realiteten er så bare, at tyske virksomheder faktisk laver produkter, som der er efterspørgsel efter.

Under de gamle valutaregimer ville situationen have ført stigende kurs på D-Marken. Men siden vedtagelsen af euroen i 1999 kontrollerer Tyskland formelt ikke sin egen valuta, og euro-politikken styres af Den Europæiske Centralbank, ECB. Som nævnt har udviklingen i de svage sydeuropæiske økonomier hidtil været prioriteret.

Krav om ekspansiv finanspolitik i Tyskland

Hvis situationen skal afhjælpes, bør der i stedet fokuseres på den tyske indenlandske økonomi, og hvad der kan gøres der for at bidrage til at mindske ubalancerne. Konsekvensen af Trumps trusler er, at Tyskland bør øge de indenlandske produktive indenlandske investering og øge det offentlige og private forbrug.

Selvom der kan peges på behovet for øgede offentlige investeringer i den digitale og fysiske infrastruktur og der nok kunne opfindes incitamenter til at øge det private forbrug, ville det kræve stor overvindelse i Tyskland at belaste de offentlige budgetter.

Hvis der ikke gøres noget, har Trump været klar om konsekvenserne: Washington vil retaliere med protektionistiske tiltag!

Merkel kan også true!

Det er ikke kun Donald Trump, der truer. Angela Merkel holder ikke sig selv tilbage: De EU-lande, som ikke lever op til EU’s fælles regelgrundlag, skal heller ikke kunne modtage EU-midler, lyder et tysk forslag, der er en åbenlys trussel over for især Polen – men også over for Ungarn.

Polen og Ungarn har længe været på kant med kernelandene i EU. Landene har minsandten tilladt sig at gennemføre lovgivning, der hævdes at være i strid med EU’s grundlæggende principper. I Polen handler det om forfatningsdomstolens uafhængighed, mens det seneste eksempel i Ungarn er en ny universitetslov, der truer med at lukke et af landets mest anerkendte universiteter. Desuden drejer striden sig om den fordeling af asylansøgere, der er besluttet ved EU-lov, men som Polen og Ungarn nægter at deltage i.

Men nu har Tyskland tilsyneladende fået nok og truer med at blokere for udbetalinger til Polen og Ungarn fra EU’s enorme struktur- og samhørighedsfonde.

Trump og Merkel burde læse Astrid Lindgren

Måske burde både Donald trump og Angela Merkel lytte til Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimsdatter Langstrømpe, eller bare Pippi Langstrømpe:

”Når man er ekstra stærk, har man en særlig forpligtelse at være sød ved andre”!

Hvor er EU-Kommissionen henne i den transatlantiske kontrovers?

Det er spørgsmålet om balladen i NATO-alliancen og uenigheden med USA i virkeligheden er så ubekvemme for Jean Claude Juncker og EU-Kommissionen? EU er i krise og skal i forbindelse med Brexit så at sige genopfinde sig selv. Et af de områder, som især Tyskland og Frankrig har interesse i, er sikkerheds- og forsvarspolitik.

I hvert fald er Kommissionen optaget af tankerne om et europæisk forsvarssamarbejde. Med UK ude af EU vejrer man morgenluft: Et stærkere Europa i forbindelse med sikkerheds- og forsvarsspørgsmål har været en prioritet for Juncker-Kommissionen siden den tiltrådte.

Uden at nævne problemerne med Donald Trump betyder en forværret sikkerhedssituation i EU’s nabolag og stærke økonomiske argumenter for et større samarbejde om forsvarsudgifter blandt EU-landene, at tiden nu – ifølge Kommissionen – er inde til at gøre fremskridt hen imod en egentlig sikkerheds- og forsvarsunion. Ingen taler åbent om en egentlig EU-hær, men snarere om samarbejde om kommandostrukturer, fælles indkøb og fælles operationer med væbnede styrker.

Inden den 7. juni, hvor der i Prag afholdes et topmøde om forsvar og sikkerhed, vil Kommissionen lancere Den Europæiske Forsvarsfond, der blev annonceret i den europæiske forsvarshandlingsplan fra november 2016.

Nærmere om EU-forsvar i EU-Kommissionens papir:

Click to access defending-europe-factsheet_en.pdf