Torsdag den 25. maj 2017 er der NATO-topmøde i Bruxelles. På mødet i The North Atlantic Council for stats- og regeringschefer vil det nye NATO hovedkvarter blive indviet, men det vil også være en lejlighed til at diskutere terror. “This will be an important opportunity for NATO leaders to decide how we can further strengthen our efforts, including in the fight against terrorism” har generalsekretær Jens Stoltenberg udtalt.

Præsident Donald Trump vil deltage i mødet, som uvægerligt også vil fokusere på medlemslandenes forsvarsbudgetter.

Udenrigsministermøde

NATO-landene mødtes sidst i Bruxelles den 31.marts 2017 på udenrigsministerniveau, hvor den amerikanske udenrigsminister Rex Tillerson deltog.

Det er ingen hemmelighed, at siden valget af Donald Trump til USA’s præsident i november har der i Europa været en vis bekymring for USA’s commitment til NATO; Donald Trumps kritik af alliancen for at være ”forældet” og præsidentens gentagelse af sin forgænger Barack Obamas krav om, at de europæiske medlemslande lever op til deres egne løfter om at afsætte to procent af deres bruttonationalprodukt (BNP), har givet anledning til bekymring.

Spørgsmålet er om der på noget tidspunkt har været reel anledning til tvivl om det amerikanske commitment.

I februar blev den traditionsrige sikkerhedskonference afholdt for 53. gang i München. I konferencen deltog blandt andre 16 statsledere og 15 regeringschefer sammen med ledere af internationale organisationer som FN og NATO samt talrige forsvarsministre. Donald Trump deltog ikke selv i München. Men det gjorde nogle af de vigtigste folk i hans regering: vicepræsident Mike Pence, udenrigsminister Rex Tillerson og forsvarsminister James Mattis.

USA bag NATO

På konferencen var det klare budskab, at USA står bag samarbejdet over Atlanterhavet og NATO. Endnu mere markant var forsikringen fra Donald Trumps partifælle, den tidligere republikanske præsidentkandidat og nuværende formand for forsvarskomiteen i det amerikanske senat, John McCain, der høstede bifald i München med en indfølt tale om NATO og ”bevarelse af Vesten”.

Ville der med nye toner fra USA have været grundlag for uro i europæiske – og danske – forsvarskredse?

Ja, vi bør med rette være bekymrede.

Danmark

Danmark har som bekendt et forbehold overfor et EU-forsvarssamarbejde. Selv hvis vi ikke havde forbeholdet er det et spørgsmål, om den tysk-franske snak bliver til andet end – ja, snak?

USA er derfor reelt vores bedste forsikring for, at vi kan bevare det samfund, som vi dagligt har glæde af. Og uanset hvad man måtte mene om Donald Trump, så er bidragsforpligtelsen faktisk nedfældet i en gensidig aftale mellem alliancens lande, der er tiltrådt af skiftende danske regeringer og folketingsflertal. Senest af statsminister Helle Thorning ved NATO-topmødet i Wales i september 2014.

Ét er vores internationale forpligtelser, men mindst lige så væsentligt er det, at dansk forsvar har brug for at få tilført flere midler, så vores soldater kan løse deres opgaver for Danmark på betryggende vis.

Vi har uniformeret personel i Afghanistan og Iraq, men det er bekymrende, at vi åbenbart ikke længere har kræfter til at bidrage til FN’s fredsbevarende operationer.

Den danske deltagelse i koalition ens operationer er i visse partier kontroversiel, men der syntes at være bred enighed om at Danmark bør støtte op om FN’s fredsbevarende operationer.

Der er i øjeblikket 16 FN-operationer med ca. 120.000 uniformerede udsendte. Desværre er det en række udviklingslande, der med gennemgående dårligt udrustede styrker, bærer hovedansvaret.

Danmark bidrag er vel i øjeblikket på omkring 50 udsendte i Korea, Mali, Sydsudan og Mellemøsten, og samtidig kan vi passivt iagttage, at civile dræbes og såres i bl.a. Sydsudan med de efterhånden velkendte flygtningestrømme som resultat.

Det bør vi kunne gøre bedre, det fortjener de mange udsatte i konfliktområderne i bl.a. Afrika.

Er det overhovedet muligt for de europæiske alliancepartnere at leve op til kravene fra USA og NATO?

Ja, hvorfor ikke?

Danmark har faktisk tidligere anvendt mere end 2,0 pct. af BNP på forsvaret. I 1953 var tallet 3,4 pct. Herefter faldt bidraget gradvist, og siden begyndelsen af 1990’erne har forsvarsbudgettet ligget på under 2 pct. af BNP.

I øjeblikket ligger det danske forsvarsbudget som opgjort af NATO på omkring 26 mia. kr. årligt svarende til 1,17 pct. af BNP. Hvis vi skal opfylde NATO-kravet vil det kræve at forsvarsbudgettet – formentlig gradvist over en periode – øges med 20 mia. kr.

Et synligt billede på den udhulede forsvarsevne er situationen på værnepligtsområdet. Den almindelige værnepligt fremgår af Grundloven, der i §81 fastslår, at: “Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver”. De nærmere bestemmelser fremgår af værnepligtsloven.

Hvor vi op i 60’erne havde langt over 20.000 værnepligtige, har forsvarsforliget for 2013-2017 fastsat antallet af årligt indkaldte værnepligtige til 4.200, der aftjener i gennemsnit 4 måneder.

Hjemmeværnet lider samtidig under begrænsede bevillinger, begrænset nytilgang og de aktives stigende gennemsnitsalder.

Hvordan med de andre medlemslande?

I Tyskland har både kansler Angela Merkel og forsvarsminister Ursula von der Leyen lovet at øge betalingerne til NATO. Angela Merkel bekræftede tilsagnet under hendes nylige besøg hos Donald Trump i Washington.

Problemet er imidlertid, at den nuværende regeringspartner SPD sammen med venstresiden i det tyske parlament, De Grønne og Die Linke, er imod at betale mere til NATO. Ifølge en opgørelse fra NATO skal Tysklands bidrag op fra det nuværende på 45 milliarder euro til 70 milliarder euro for at nå de krævede 2 procent af landets bruttonationalprodukt.

NATO-mødet i Bruxelles

Det må antages, at kampen mod terrorisme ikke mindst i lyset af de seneste attentater i Europa vil være i centrum på topmødet i Bruxelles. USA og Trump har længe insisteret på at NATO-kapaciteten i højere grad blev målrettet terror, og det må antages, at der i Bruxelles vil være opbakning til den linje.

Er tiden kommet til at slagte den ”hellige ko”, som lovgivningens begrænsninger på den ellers ukrænkelige ytringsfrihed – efter nogles opfattelse -udgør? Spørgsmålet er igen – igen blevet aktuelt. Anledningen er at en borger er blevet tiltalt efter blasfemiparagraffen efter at have lagt en video på Facebook, hvor han brænder Koranen. Sagen har givet anledning til at opfriske tidligere sager, hvor Biblen angiveligt blev brændt uden at det førte til tiltale for blasfemi. Vi er også blevet mindet om sager, hvor påstået blasfemi er blevet vurderet af domstolen. I 1971 blev DR frifundet, efter at sangerinden Trille havde sunget om øjet i det høje og ham Gud, det var svært at få smidt ud. Helt tilbage i 1938 blev fire personer dømt for at have forhånet den jødiske tro, og i 1946 fik fire personer en bøde for at foretage en ”dåbshandling” under et maskebal.

Blasfemiparagraffen har kun været anvendt i begrænset omfang og anklagemyndigheden har i flere tilfælde afvist at rejse tiltale. Som eksempel herpå kan bl.a. nævnes Rigsadvokatens afgørelse fra marts 2006 i sagen om Jyllands-Postens artikel ”Muhammeds ansigt”.

Selvom sagerne har været få, har hensynet til førnævnte ukrænkelige ytringsfrihed alligevel givet anledning til krav om blasfemiparagraffens ophævelse. Det sagen drejer sig om er straffelovens § 140, hvorefter den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Bestemmelsen er placeret i straffelovens kapitel 15 om forbrydelser mod den offentlige orden og fred. Det bemærkes, at kun ytringer, der må karakteriseres som spot (latterliggørelse) eller forhånelse (foragt eller nedgørelse på en ondskabsfuld måde), er omfattet af bestemmelsen.

Straffelovsrådets vurdering

Ifølge Straffelovsrådet, der nærmere har overvejet en ophævelse, hindrer blasfemiforbuddet ikke skarp kritik af religioner og religiøse dogmer, men beskytter mod urinering på og afbrændinger af eksempelvis Bibelen, Koranen og andre hellige bøger. Hvis paragraffen fjernes, vil myndighederne ikke kunne gribe ind, hvis nogen får lyst til at pisse på eller afbrænde religiøse skrifter og bøger.

Jens Jørgen Thorsens Jesus-billede

I 1984 vurderede såvel Rigsadvokat som Ombudsmanden en interessant sag om blasfemi, der tillige omfattede magtfordrejning. Udover Jens Jørgen Thorsen, omfattede sagen farverige personer som daværende trafikminister, Arne Melchior, og daværende Generaldirektør for DSB, Ole Andresen.

Sagen blev i 1984 udførligt omtalt i både lokalpressen og i landsdækkende aviser og Bodil Olesen og Palle Hermund fra Birkerød Kunstforening har bidraget med deres observationer:

Baggrunden for den bizarre sag var, at den farverige kunstner Jens Jørgen Thorsen i 1984 sammen med Jørgen Nash udstillede værker på Birkerød Bibliotek og i Mantziusgaarden som led i Birkerød kunstforenings tre ugers kunstdage.

Ole Andresen, der som daværende generaldirektør i DSB gik under navnet Fut-Ole, var personligt meget interesseret i jazzmusik og kunst. Han havde en personlig interesse i at få offentlige steder udsmykket med kunstværker, så han sagde ja, da Birkerød Kunstforening spurgte, om de måtte lade Jens Jørgen Thorsen udsmykke Birkerød Station som opmærksomhedsoptakt til udstilling og kunstdage. Aftalen var, at Thorsens maleri skulle blive på væggen i fjorten dage eller på ubestemt tid, hvis skilderiet faldt i DSB’s smag.

Fredag den 19. oktober 1984 var Jens Jørgen Thorsen klar til med sponsoreret malergrej at tage fat på kunstværket på den 39 kvadratmeter store stationsmur. Byens borgmester, Bent Petersen, og Ekstra Bladets populære kunstkritiker, Alex Steen, der selv boede i Birkerød, kiggede forbi, og samtidige kan berette, at der på gerningsstedet blev drukket en del Gammel Dansk! 

I løbet af fredagen tog værket form. Midt på muren ved Birkerød Station en gul mandsperson på et kors. Jesus, naturligvis. Problemet var, at den korsfæstede mand var udstyret med et stort, erigeret lem.

Offentlig debat

Helvede brød løs i form af en intens offentlig debat, hvorunder Jesus-billedet blev forsøgt overmalet. Trods offentlige krav fik Thorsen ikke lov til at male sit kunstværk færdigt. Rigsadvokaten blev inddraget, men vurderede, at nok faldt maleriet ind under §140, men han mente alligevel ikke, at der burde indledes en straffesag.

DSB-chefen måtte i slutningen af oktober sætte banearbejdere til at spule den opstemte Jesus af muren. Det skete efter lodret ordre fra trafikminister Arne Melchior (CD), der ud over Rigsadvokatens vurdering havde fået en henvendelse fra Birkerødpræsten og senere minister, Flemming Kofoed-Svendsen (Kr. Folkeparti).

Blasfemi og magtfordrejning?

Sagen om kunstnerisk ytringsfrihed kørte for fuld kraft i medierne og på Christiansborg; Trafikminister Arne Melchior gjorde sig bemærket ved at opsige alle trafikministeriets abonnementer på dagbladet Politiken, da Carsten Jensen skrev en kommentar, der ifølge Melchior ”i dén grad spytter på folkekirken”. En eller anden klagede til Ombudsmanden, der fandt at Arne Melchior havde gjort sig skyldig i magtfordrejning. Ikke fordi der var problemer med togindkøb eller vejbyggerier. Anledningen var, at han beordrede Trafikministeriets abonnement på dagbladet Politiken opsagt. Magtfordrejningen skulle angiveligt bestå i, at ministerens formål med opsigelsen af avisabonnementerne ”lå uden for formålet med kontorholdskontoen”. Melchior blev følgelig pålagt at omgøre beslutningen om opsigelsen af abonnementet på Politiken. Om Melchior nåede at følge opfordringen vides ikke. Godt et 1 år senere måtte Melchior efter Rigsrevisionens kritik af bl.a. repræsentation i hjemmet forlade Trafikministerposten.

Blasfemiparagraffen rimelig beskyttelse mod vandalisering af hellige skrifter

Indebærer straffelovens § 140 en urimelig indskrænkning af ytringsfriheden?

Skal enhver straffrit offentligt kunne drive spot med eller forhåne lovlige religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse?

Straffeloven indebærer andre begrænsninger i ytringsfriheden; ingen har ret til at true andre ubegrænset, ingen har til at udtrykke sig racistisk, og ingen har ret til at fremsætte injurierende udtalelser, der tilsmudser andre mennesker.

Jeg mener, at strafelovens § 140 er en rimelig regulering af ytringsfriheden. Blasfemiparagraffen findes i straffelovens bestemmelser om forbrydelser mod den offentlige orden og fred, hvor der desuden er et forbud mod gravskænding og usømmelig behandling af lig. Efter min mening vil pissen på eller afbrænding af bibler, Koraner eller andre hellige skrifter kunne udgøre alvorlige anslag mod den offentlige orden og fred. På sammen møde i øvrigt som de afbrændinger af Dannebrog og andre nationalsymboler, der er så populært i visse aktivistkredse.

I praksis kan man i dag ikke sige noget nedsættende om nogen religion og blive straffet for det, sådan som domstolene tolker blasfemiparagraffen. Men som nævnt påpegede Straffelovrådet i 2015, at hvis blasfemiparagraffen ophæves, vil det betyde, at der vil kunne forekomme offentlige afbrændinger af eller urinering på hellige bøger som Bibelen og Koranen, som myndighederne ikke vil kunne gribe ind over for.

Det forekommer mig at være en rimelig regulering af ytringsfriheden og virkemidlerne i den offentlige debat at det skal være forbudt offentligt at pisse på eller afbrænde bibler, koraner og andre hellige tekster.

Blasfemiparagraffen har fået samme opmærksomhed som de berømte ”hellige køer”, som mange ønsker at slagte. Men hvorfor skal vi overhovedet have lov til – selv under påberåbelse af ytringsfrihed – at slagte hellige køer eller iøvrigt angribe og nedgøre noget, der er helligt for andre?

Den 16. maj 2017 kunne Washington Post afsløre, at Donald Trump ifølge “nuværende og tidligere amerikanske embedsmænd”, angiveligt havde røbet “højt klassificerede oplysninger” under et møde med den russiske udenrigsminister og ambassadør.

Washington Post havde diskret i artiklen oplyst, at som præsident havde “Trump faktisk generel myndighed til at deklassificere regeringshemmeligheder, og at det var usandsynligt, at han med afsløringerne brød loven.”

Præsidentens sikkerhedsrådgiver, Herbert Raymond McMaster, har efterfølgende oplyst, at “præsidenten og udenrigsministeren gennemgik fælles trusler fra terrororganisationer herunder trusler mod luftfarten.”

“Der blev ikke på noget tidspunkt diskuteret efterretningskilder eller efterretningsmetoder, og der blev ikke offentliggjort militære operationer, der ikke allerede var offentligt kendt”, udtalte McMaster.

Hele McMaster briefing kan ses her.

”Afsløringen” af regeringshemmeligheder

Ikke desto mindre udløste oplysningerne i Washington Post en voldsom reaktion, hvor mange amerikanske og internationale medier reagerede hysterisk, gik i selvsving og kolporterede allehånde spekulationer: Donald Trump stod umiddelbart overfor en rigsretssag, USA’s allierede i Mellemøsten og Europa ville fremover afstå fra at dele efterretninger med amerikanerne, og det forhold, at Donald Trump havde indviet den russiske udenrigsminister i konkrete sikkerhedsmæssige bekymringer bekræftede – ikke kun, at Trump havde samarbejdet med Rusland under valgkampagnen, men at  Putin havde en ”klemme” på Trump!

Ifølge de samme medier var de ”sensationelle afsløringer” årsagen til at børserne reagerede negativt og dollarkursen faldt. Børsfolkene var formentlig mere optaget af udviklingen i amerikanske økonomiske nøgletal parret med frygt for, at Donald Trump nu ikke kunne få sin i erhvervslivet imødesete store skattereform gennemført.

Angiveligt var der tale om, at præsident Donald Trump havde orienteret den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, om baggrunden for, at USA overvejer at udvide forbuddet mod at medbringe PC’ere og andet elektronisk udstyr til også at gælde flyvninger fra Europa. At Israel besidder den fremmeste ekspertise til at vurdere terrortrusler fra ISIS kan næppe komme bag på nogen. Donald Trump har ingensinde lagt skjul på, at han gerne så et tættere samarbejde med Rusland om bekæmpelse af international terrorisme.

Var fyringen af James Comey ”obstruction of justice”?

De etablerede medier sammenkoblede efterretningssagen med Donald Trumps nylige fyring af chefen for FBI, James Comey. Fyringen er blevet udlagt som et forbryderisk forsøg fra Trumps side på at forhindre retfærdigheden i at ske fyldest.

Ikke desto mindre er det fastslået, at afskedigelsen af James Comey ikke vil have den fjerneste indflydelse på den igangværende undersøgelse i FBI af mulige forbindelse til Rusland. Det er også fastslået, at det ikke er ulovligt for en person i offentlig tjeneste, herunder Præsidenten, at udøve sine lov- og forfatningsbestemte beføjelser til at hyre og fyre ”for any reason or no reason at all”.

For at noget at kan karakteriseres som en forbrydelse, må der både være tale om en ulovlig handling og overlæg eller hensigt. Selv hvis man antager, at præsident Trump havde tvivlsomme motiver til at fyre Comey, er det ikke nok til, at der er tale om noget forbryderisk. Der skal også foreligge en ulovlig handling. Og som nævnt kan udøvelsen af lov- og forfatningsbestemte beføjelser ikke ulovligt.

Frit slag for angreb på Præsident Donald Trump

Mange journalister mener tilsyneladende, at når det gælder angreb på den amerikanske præsident, Donald Trump, er der frit slag og ingen begrænsninger overhovedet. Pludselig er hæmningsløs og udokumenteret dæmonisering af Donald Trump og hans medarbejdere i overensstemmelse med den etablerede presses etiske regler og journalistiske principper.

Jeg ser helt bort fra fusentaster som David Trads og Mads Fuglede, men det syntes at være holdningen i Danmarks Radio og på seriøse dagblade som Berlingske Tidende og Politiken. Det forekommer også at være accepteret af stort set alle journalister og kommentatorer, hvor de fleste ikke lægger skjul på, at de ville have foretrukket Hillary Clinton på den amerikanske præsidentpost.

Lemmingeeffekt og manglende dømmekraft

Den ensrettede politiske opfattelse på avisredaktionerne betyder, at journalisterne i den grad ligger under for en regulær afsky for Trump og al hans væsen –  en tilgang, der fuldstændig ødelægger deres sunde dømmekraft og i nogle tilfælde ændrer ellers fredsommelige bladfolk til hadefulde og frådende trolde.

Det er virkelig ejendommeligt at overvære, hvordan journalister, når det gælder historier om Trump, helt stakåndede springer direkte til vidtrækkende konklusioner på grundlag af banale og måske forkerte oplysninger.

Kunne vi dog ikke forvente, at journalister på store aviser og i Danmarks Radio validerer og perspektiverer oplysningerne før de fælder dommen?

Det tyske energiselskab E.ON har påtaget sig at fremme den grønne omstilling i Danmark. E.ON har på Folkemødet i juni på Bornholm allieret sig med ligeledes tyske Siemens og det amerikanskejede Tesla Nordic i bestræbelserne på at fremme elbilsalget i Danmark.

Virksomhederne finansierer flere events på Bornholm, hvor Klimarådets Peter Birch Sørensen og tegner og elbilsentusiast Anders Morgenthaler, for gode ord og betaling stiller op til debat med blandt andre Tore Harritzhøi fra E.ON og Peter Bardenfleth-Hansen, salgsdirektør, Tesla Nordic.

Hvad energiordfører Jens Joel fra Socialdemokratiet får ud af at deltage er uklart, men Martin Krasnik – der nu ubundet af DR’s regler, kan påtage sig vellønnede bijobs – er moderator.

Grøn omstilling

Formålet med den oplysende virksomhed er at fremme elbilsalget i Danmark. Salget af elbiler er styrtdykket i Danmark imens det stiger støt i andre lande. Danmarks målsætning om CO2-reduktion indenfor de ikke-kvotebelagte sektorer er udfordret af transporten. Med henvisning til beregninger i Klimarådet hævder virksomhederne, at det kræver det ca. 1 million elbiler på de danske veje, hvis transportsektoren alene skal tage sin andel af reduktionsforpligtigelserne frem mod 2030. Det er imidlertid et godt spørgsmål, om vi bedst og billigst når klimamålene ved at yde millionstore skatterabatter til ejere af Tesla-sportsvogne.

Hvem er E.ON?

Tyskejede E.ON er ikke kun et af verdens største privatejede selskaber indenfor sort, fossil energi, men formentlig også det mest utroværdige. Siden 2011, hvor den offentlige tilskudsgivning til vedvarende energi i Tyskland og andre europæiske lande gik grassat, og Tyskland samtidig besluttede at opgive kernekraft efter den japanske Fukushima katastrofe, har kursen på E.ON-aktier været i frit fald. Underskuddet i 2015 var på 52 mia. kr. og regnskabet for 2016 vil næppe være meget bedre.

Tidskiftet The Economist har nøje beskrevet, hvordan selskabet desperat prøver at opbygget et nyt og ”grønnere” image. E.ON er derfor under opsplitning. Den ”sorte” del af virksomheden – kernekraftværker, kul, brunkul og gasfyrede værker og andre aktiviteter udsatte for svingende råvarepriser og klimaaktivisters kritik – udskilles i et særligt selskab – Uniper, mens den mere ”grønne” del af virksomheden videreføres under bl.a. navnet E.ON.

Russisk gas og Nord Stream 2

Uniper er i øvrigt et af de europæiske gasselskaber, der sammen med russiske Gazprom er i gang med at etablere den kontroversielle gasledning Nord Stream 2, der skal transportere naturgas fra Rusland til det europæiske marked.

Det overraskende er, at E.ON, der formentlig kontrollerer den største del af Europas mest klimabelastende energiforsyning, tillader sig at kritisere Danmark for at mangle ansvarlighed. E.ON i Danmark hævder selv, at firmaet tager del i den grønne omstilling og fokuserer på produktion af energi fra vedvarende energikilder, energinetværk og energieffektive kundeløsninger. E.ON’s investeringer og aktiviteter udgør ”byggeklodser til fremtidens energisystem og den omstilling, der gradvis finder sted på energimarkedet i overgangen fra fossil til vedvarende og CO2 neutrale energikilder”.

E.ON Danmark er 100 pct. ejet af E.ON Sverige AB, der er Sveriges næststørste energiselskab og tidligere kendt under navnet Sydkraft. E.ON Sverige ejes igen af Uniper i Tyskland.

Registreringsafgiften på el-biler

En af ”byggeklodserne” til fremtidens energisystem er ifølge E.ON elbiler. Direktøren for den danske del af E.ON, Tore Harritshøj, har i Altinget givet udtryk for, at regeringen må ændre kurs og lette afgiften på elbiler, hvis vi skal være vores opgave som grønt foregangsland voksen. Harritshøj belærer os om, at årsagen til, at elbiler ikke fylder så meget i bybilledet er, at vi har indrettet afgiftssystemet til at favorisere sort energi. Man fornemmer næsten det undertrykte: ”Die dumme Dänen”.

Harritshøj har tidligere i indlæg i bl.a. Berlingske Tidende belært os om, hvordan Danmark kan blive et grønt foregangsland. Nu er Harritshøj fortørnet over, at regeringen har tilladt sig at justere de mest urealistiske energi- og klimamålsætninger. Man må forstå, at Harritshøj og E.ON. gerne bidrager til den grønne omstilling, men kun hvis det kan betale sig!

Det gør det p.t. åbenbart ikke, og kortsigtede og snævre finansministerielle beregninger, sætter efter E.ON.s opfattelse uhensigtsmæssige rammer for den politiske debat.

Det er ikke længe siden Ritzau kunne oplyse, at E.ON truede med at stoppe for nye investeringer i Danmark. Den tyske private energikoncern var utilfreds med regeringens energipolitik og specielt, at million-støtten til velhaveres anskaffelse af elektriske luksusbiler blev udfaset fra 1. januar 2016.

Elbiler var tidligere helt fritaget for registreringsafgift og det betød, at frem til 1. januar blev hver eneste af den mest solgte elbil – Tesla – støttet med en afgiftsfritagelse på omkring 1 mio. kr.

Det blev herefter politisk aftalt at genindfase afgifter på elbiler begyndende med 20 procent i 2016, stigende til 40 procent i 2017, 60 procent i 2018 for at ende på 100 procent i 2020.

Afgiftsstigningen betød, at salget af elbiler næsten gik i stå, og derfor blev den politiske aftale i april 2017 justeret, således at registreringsafgiften holdes på 20 procent ind til der er solgt 5.000 elbiler.

Det bør noteres, at mens et politisk flertal var enige om at bevilge afgiftslettelser i millionklassen til Tesla-ejere, kunne partierne samtidig enes om at forhøje boligskatten for helt almindelige mennesker.

E.ON som politisk rådgiver

Når E.ON nu påtager sig at oplyse og rådgive det danske folk på Folkemødet på Bornholm om elbilernes velsignelse, ligger det i naturlig forlængelse af firmaets intense lobbyvirksomhed på Christiansborg. Det er således velkendt, at E.ON har leveret væsentlige input til de grønne profiler, som flere partier fører sig frem med.

Er ladestationer en dårlig forretning?

E.ON sælger ikke el-biler, men strøm, og i forventning om en stor fortjeneste, har E.ON overtaget nettet af ladestationer til elbiler i Danmark. Fortjenesten er imidlertid udeblevet, og det går ikke bedre for samarbejdspartneren, Clever. Firmaet har netop offentliggjort regnskabet for 2016 med et stort underskud. Det samlede underskud i Clever lyder nu samlet set på knap 150 mio. kr.

Den 6. maj 2017 har den såkaldte seniorforsker Rasmus Alenius Boserup et debatindlæg i dagbladet Politiken – ”Frygtsomme debattører er en langt større trussel end terror og islam”. I indlægget nedtoner Boserup, at Danmark, Europa og Vesten skulle være truet på sin eksistens af de sammenflettede fænomener: islamistisk terrorisme og muslimsk masseindvandring. I takt med eskaleringen af kriserne i international politik har disse trusselsbilleder efter Boserups opfattelse opnået alt for stor udbredelse. De trækker deres kraft fra den generelle usikkerhed omkring internationale forhold, som brede dele af de europæiske befolkninger med rette føler i disse år. Men de er baseret på en række misforståelser, og Boserup nedtoner bl.a. terrortruslen. Terrorister, islamister og muslimer er helt ufarlige? De udgør ikke, som Boserup kalder det, en ”eksistentiel trussel”. Det vi skal frygte er nogle unavngivne ”populistiske dommedagsprofeter”. Det er dem, der udgør en trussel mod Europa. Vi skal altså standse krigen mod terror og indlede et felttog mod populisterne?

Det Arabiske Initiativ

Problemet er, at Boserups ideer er næret af den danske stats fejlagtige udenrigspolitik i Mellemøsten, og her er baggrunden:

I slutningen af 2015 satte netmediet Altinget fokus på udviklingsdebatten og især på Det Arabiske Initiativ (DAI). Altinget havde derfor inviteret eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at bidrage til debatten om Det Arabiske Initiativ.

Seniorforsker Rasmus Alenius Boserup fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, påtog sig i et indlæg den 8. december 2015 at vurdere, hvad der havde været det bedste og det værste i debatten om DAI.

Boserup uddeler ris og ros, men hans indlæg giver anledning til forundring hos flere af Altingets indsigtsfulde læsere. Der stilles således spørgsmål ved den dybere mening med et indlæg fra en person, som lever af DAI, og som subjektivt og positivt har beskrevet DAI i en lang række artikler?

Det anføres, at hans perfide nedsabling af de onde og dumme fra Blå Blok er så forventelig som tømmermænd på en 1. januar, hvorimod ”hans kryben og logren for vennerne i branchen” er i en kaliber, som selv ikke den aktuelle Hr. Schwann i Matador kunne præstere!

Det er ikke tilfældigt, at Boserup følte sig kaldet til at blande sig i debatten om Det Arabiske Initiativ.

Rasmus Boserup har tidligere i skrift og tale betegnet det Arabiske Initiativ som Danmarks mest visionære udenrigspolitiske tiltag i Mellemøsten, og det er dér vi bør investere vores udenrigspolitiske kapital: I en virkelighed, hvor demokratiseringen ikke bare kommer af sig selv – og måske slet ikke kommer – skal vi være der for dem, der vil og tør tage opgøret med det autoritære på en fredelig vis. Det er det, vi har DAI til!

Ambassadør Peter Taksøe-Jensen

Ambassadør Peter Taksøe-Jensen præsentere i foråret 2016 sin udenrigspolitiske udredning, der lægges op til at vores primære udenrigspolitiske interesser redefineres med større vægt på nærområder og temaer, hvor vi har udsigt til at kunne gøre en forskel.

Der lægges op til, at vi til gengæld at begrænser indsatsen og tilstedeværelsen mange andre steder i verden, såsom f.eks. Mellemøsten.

Idémanden bag Det Arabiske Initiativ, tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, erkender i et indlæg i Berlingske Tidende den 21. januar 2016, ”at Danmark ikke fik skabt fred i Mellemøsten, ikke fik forhindret islamismens vækst og ikke fik forhindret flygtningestrømmene fra Afrika”.

Rasmus Boserup er siden rendt ind i betydelige vanskeligheder med at få finansieret forskningen i modstands- og oprørsbevægelser i den Arabiske Verden samt hans undersøgelser af arabiske regimers autoritære styreformer. Boserup har derfor kastet sig ind i debatten med en kritisk holdning til det borgerlige Danmarks tilgang til indvandring, islam og terror.

Terrortruslen er overdrevet

I Boserups indlæg i dagbladet Politiken den 7. maj 2017 nedtoner Boserup, at Danmark, Europa og Vesten skulle være truet på sin eksistens af islamistisk terrorisme og muslimsk masseindvandring. Terrortruslen er baseret på en række misforståelser: Boserup vil f.eks. ikke anerkende, at terror har potentiale til at destabilisere stater. Egyptens turistindustri ligger godt nok lige nu i ruiner på grund af nogle få terrorangreb. Det har alvorlige konsekvenser for Egyptens økonomi og er derfor med til at destabilisere landet. Men det er åbenbart ifølge Boserup uden betydning!

Boserup mener heller ikke, at indvandringen er en trussel mod vestlige samfund. Men også her tager han fejl – det vil ikke nødvendigvis ske i dag eller i morgen, men på sigt er truslen særdeles reel: For det første er andelen af muslimer stigende i Vesteuropa, og for det andet er der intet, som tyder på, at muslimerne ønsker at tilpasse sig vestlige forhold. Anden generation af ikke-vestlige indvandrere er mere religiøse og fundamentalistiske end første generation. Og de fleste muslimer ønsker ikke at tilpasse deres tro efter vestlige forhold.

Vi vil derfor om 50 til 100 år have et land, som er splittet op i to store befolkningsgrupper med meget forskellige værdier. Til den tid har vi et muslimsk parti, som ønsker at landet skal styres efter koranen.

I værste fald ender det med en borgerkrig. I bedste fald i en opdeling af landet mellem os og dem.

Det er også påfaldende, at denne ekspert i arabisk politik og samfund og tidligere direktør for dansk – egyptisk dialog institut i Cairo prøver at referere til nazismen når situationen i Danmark skal beskrives – men glemmer at nævne, at der hvor man virkelig kan tale om “ nazistisk præget tankegods” er i Mellemøsten. Senest i Egypten, hvor de koptiske kristne diskrimineres og endda slås ihjel. Kommer vi nærmere til Europa kan man passende anvende Tyrkiet som billede på en udvikling, hvor ”totalitarismen sniger sig ind på et samfund gennem gentagelser af stigmatiserende løgne om identificerbare mindretal, fremmede, og afvigere”.

Boserups symbiose med den arabiske verden

Vi må forstå Rasmus Alenius Boserup – han er er hårdt ramt. Han har i de sidste 14 år levet af og for den arabiske verden. Siden Boserup i 2003 var amanuensis ved Københavns Universitets Carsten Niebuhr Institut er han blevet finansieret af midler fra Udenrigsministeriet. Han har ikke mindst nydt godt af det Arabiske Initiativ, DAI, som siden starten i 2003 har kostet skatteborgerne den nette sum af 350 millioner kr. om året.

Rasmus Alenius Boserup har gennem årene på Udenrigsministeriets bekostning etableret sig som ekspert i arabisk politik og samfund. Hans forskning fokuserer på modstands- og oprørsbevægelser i den Arabiske Verden samt på arabiske regimers autoritære styreformer. Hans ekspertise skulle i særdeleshed dække egyptisk og algerisk politik, samfund og moderne historie. Boserup var leder af Dansk-Egyptisk Dialoginstitut i Cairo fra 2008 til 2011 og han er nu seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.

Da det arabiske forår brød ud i begyndelsen af 2011 fik Rasmus Boserup, Ole Wæver og andre såkaldte Mellemøsten-eksperter pludselig travlt med at udbrede sig om omvæltningernes og revolutionernes årsag og virkning. Det værste er, at vi har måttet høre på Boserups og Wævers tirader lige siden.

Det oprørende er, at de samme eksperter ikke inden det arabiske forår havde den mindste mistanke om, at noget var i gære. Hvis Boserup og de andre virkelig havde været eksperter på egyptisk, algerisk og Mellemøstlig politik, hvorfor var der så ingen af dem, der forudså noget som helst inden det skete?

Boserup som aktiv politiker

I Berlingske Tidende den 27. januar 2016 er der et satirisk indlæg med overskriften ”Boserup er sur”. I indlægget anføres det, at Boserup er ”sur over ”karikaturkrisen” og sur over folkeflertallet og sur over Venstre, og så kan enhver fortsætte.

I dagbladet POLITIKEN i en kronik den 27. januar 2016 kastet Boserup alle hensyn over bord og kritiserer i stærke vendinger regeringen for at ”spille hasard med Danmarks renommé”. Det er efter Boserups opfattelse ikke kun Danmarks generelle omdømme, der står på spil, når vi i disse dage beskrives negativt i alverdens medier. Den negative omtale risikerer også at øge terrortruslen i Danmark.

Men heldigvis har Danmark Boserup. Han er patriot, der ”stiller sig op mod tyranniet”. Det gør han mens han for en god løn og på papirer med Dansk Institut for Internationale Studier i brevhovedet belaster den offentlige debat med hans private politiske opfattelse.

Må man sammenligne fremtrædende konservative med bondemanden i eventyret om Store Klaus og Lille Klaus? Må man hævde, at ligesom bondemanden havde aversion mod degne, lider mange konservative af den forunderlige sygdom, at de ikke kan tåle at se Venstre-folk; kommer der en Venstremand for deres øjne, bliver de ganske rasende?

Hvor går grænsen i den offentlige debat?

Søren Krarup

Søren Krarup erklærede i ”Debatten” på DR2 mandag den 8.maj 2017 om det franske præsidentvalg, at han ikke kunne stemme på ”sådan en lille bøssedreng” som den nyvalgte franske præsident Emmanuel Macron. Selvom Krarup umiddelbart korrigerede sig selv, affødte bemærkningen en strøm af kritik på de sociale medier. Flere mente at vide, at Krarup var senil dement.

Carsten Jensen

Forfatteren Carsten Jensen var i anledning af anklagerne mod Naser Khader om plagiat ude med riven i en opdatering på Facebook: ”Ordet tænke og navnet Khader hører hjemme på hver sin planet. Den yderste højrefløj i dansk politik er en menneskelig skraldespand, og på bunden af skraldespanden, i dens allermest gærende ildelugtende lag finder vi Naser Khader”.

Thorkild Kjærgaard

I et debatindlæg i dagbladet Politiken den 24. august 2016, Stuerene bliver de aldrig i den blå blok, skrev Thorkild Kjærgaard: ”Mit bud er, at det er ren og skær ondskabsfuldhed, som driver blå blok og dens støtter. Skadefryden ved at se små folk, som man i toppen af samfundspyramiden ikke regner for noget, gå nedenom og hjem. Slaveherrens glæde ved at sparke nedefter, fornøjelsen ved at se skrøbelige eksistenser smadret, fryden ved at høre gråden hos de magtesløse, glæden ved at være ovenpå og sidde på flæsket, have magten og kunne køre andre over i deres store grimme biler, gøre ondt og slukke håb uden selv at komme i fare”.

Kristian Ditlev Jensen

Den nykonservative forfatter, den teologistuderende mad- og klummeskribent Kristian Ditlev Jensen, skrev for nylig i Berlingske Tidende om liberalismen: “Noget af det værste ved den mest kyniske liberalismes menneskesyn er, at det decideret afstumpede individ hyldes igen og igen.” Og: “Når erhvervslivet averterer efter liberalismens bødler, så er det det, man skal bruge: Folk, der kan eksekvere umenneskelige handlinger – men uden at vise menneskelige følelser.”

Ditlev Jensen har tidligere i dagbladet Børsen delagtiggjort os i hans syn på “alle de nye partier, som truer med at splitte det borgerlige Danmark”, fordi “kampen om laveste fællesnævner er i gang”. Disse andre partier fik Jensen til “at vågne badet i sved”.

Kristian Ditlev Jensens stærke aversion mod liberalismen er egentlig også besynderlig. Ditlev Jensen blev i 2007 folketingskandidat for det nystiftede Ny Alliance, men efter ikke at være blevet valgt, smækkede han med døren, angiveligt fordi han ikke ønskede blokpolitik: “Jeg er ikke borgerlig, jeg har aldrig været det, og jeg bliver det aldrig”, som han udtrykte det.

I det hele taget holder Kristian Ditlev Jensen sig ikke tilbage, men bruger med dødsforagt gerne sig selv i beskrivelsen af borgerlige dyder i Berlingske Tidende. Den 5.12.2016 skriver den nybagte barnefader: ”Nu kunne nogen måske tro, at jeg er fortaler for druk og hærg. Intet kunne være længere fra sandheden. Faktisk er jeg tørlagt alkoholiker. Ikke sådan i fluevægtsklassen, men i den mere seriøse ende. I årevis har jeg helt undgået alkohol, og jeg går jævnligt til AA-møder for lige at stive mig af”.

Ole Birk Olesen

Danmarks liberale transportminister fra Liberal Alliance, Ole Birk Olesen, har også lagt sig ud med alle landets feminister, der igen og igen har rippet op i hans famøse udtalelser tilbage i 2011. Til mediet damefrokosten.com udtalte han bramfrit: ”Jeg anklager kvinder for grundlæggende at være uden moral og ære. De er fyldt med kærlighed til deres nærmeste, men moral og ære besidder de ikke”!

Når Radikale giver den gas

Selv i det pæne Gentofte fyger det med ukvemsord i den offentlige debat. De radikale kandidater til henholdsvis kommunalbestyrelse og Folketing, Kristine Kryger og Sofie Carsten Nielsen, er Gentofte langt fra kapacitetsgrænsen hvad angår flygtninge. Sofie Carsten Nielsen udtalte endda: ”at den der med, at nu kan vi ikke tage imod flere flygtninge, den pisser mig af”!

Kristine Kryger

Kristine Kryger gjorde sig tidligere bemærket ved i Villabyerne at være stærkt kritisk overfor de helt nødvendige investeringer i kommunens institutioner for vores svageste borgere: “I forvejen møder vi, der bor her, beboere med tis i bukserne og bræk på tøjet i Fakta, og derfor vil det være forkert at placere flere mennesker i et i forvejen belastet område”.

Sofie Carsten Nielsen

Sofie Carsten Nielsen har nu fortsat den ubehagelige radikale tradition ved at udtale om Henrik Sass Larsen, der er vokset op med en voldelig stedfar på den københavnske vestegn: “Hvis definitionen på, om man overhovedet må have en mening om integrations- og udlændingepolitik er, at man skal være vokset op på Vestegnen og skal have fået bank som barn, så er vi altså langt ude”.

Er Danmarks Radio garant for demokratiet i Danmark? Det mener formanden for DR’s bestyrelse, Michael Christiansen.

Spørgsmålet er, om Michael Christiansen vil have indflydelse på de stærke politiske og folkelige krav om drastiske ændringer i Danmarks Radio. Der efterspørges i stigende grad debat om DR’s konkurrenceforvridende effekt i forhold til de private tv-udbydere, og samtidig kan vi konstatere, at det politiske flertal for at opretholde den nuværende tvangslicens til Danmarks Radio er væk.

DR bør derfor allerede nu indstille sig på, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier.

Michael Christiansen

Men hvem er denne Michael Christiansen, der hævet over regering og Folketing har påtaget sig opgaven at forsvare mastodontens dominans i den danske medieverden?

Michael Christiansen er en mand, der i sjældent grad har nydt skiftende regeringers tillid. Departementschef i forsvarsministeriet, direktør for Det Kongelige Teater og formand for utallige udvalg, råd og nævn. Christiansen har aftvunget respekt fra alle sider af det politiske spektrum. På en suveræn måde har han evnet at lægge tingene til rette, så de beslutninger, der træffes, går i den retning, hans opdragsgivere har ønsket. Af samme grund er han både blevet kaldt Den Lille Napoleon, Sir Michael og Krigsminister.

Napoleon kompleks?

Men hvilke motiver har drevet Michael Christiansen frem i verden? Vi ved det ikke, men hvorfor blev Napoleon sådan et dumt svin? I lange tider opererede man i fuldt alvor med kejserens ringe kropsvækst som forklaring. Den lille korsikaner, som han blev kaldt. Men Napoleon var ikke udpræget nogen lille mand i sin egen samtid, så så selvom Napoleon-komplekset, som små mænd ofte siges at lide under, ikke passer på navnefaderen, passer det fint på Michael Christiansen. Men ellers ved vi ikke meget om drivkraften, udover at han tidligt indså, at det var som embedsmand han kunne opnå den magt, han vildt attråede.

Noget tyder på, at han nu er begyndt at ryste på hænderne, og på det sidste er tingene ikke gået i Michael Christiansens retning.

Michael Christiansen er også formand for Det Danske Kulturinstitut og står bag mærkelige dispositioner vedrørende kultursamarbejde med Rusland og Indien: På et tidspunkt, hvor forholdet til Rusland er belastet af gensidige økonomiske sanktioner som følge af situationen i Ukraine og forholdet til Indien er belastet på grund af Holck-sagen i en grad der obstruerer danske interesser i Indien, insisterer Det Danske Kulturinstitut på tæt samarbejde finansieret af de danske skatteydere.

Som formand for Vederlagskommissionen måtte han lide den tort, at væsentlige dele af hans møjsommeligt konstruerede forslag blev forkastet af et politisk flertal.

Han har også indkasseret ridser i lakken som formand for det provokerende teater Sort/Hvidt, der bl.a. har været rammen for den kontroversielle ”Martyrudstilling”.

DR-formand

Der hvor han virkelig har lagt sig ud med alt og alle er på posten som bestyrelsesformand i Danmarks Radio siden 2008. I en tæt alliance med generaldirektøren, har hans dispositioner omkring cheflønninger, Melodi Grand Prix, ”1864”, X-Faktor og nedlæggelse af Underholdnings Orkestret betydet, at DR mere og mere fremstår som noget taget ud af George Orwells ”1984”. Som en stat i staten er DR suverænt Danmarks største og vigtigste kulturinstitution med flere journalister ansat end den samlede dagspresse, reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året. 

Som bestyrelsesformand har han i skarpe vendinger reageret på, at de borgerlige partier ført an af Dansk Folkeparti har stillet spørgsmål til DRs levering af ”public service” og tilladt sig at overveje store besparelser i DR – op til 25 pct. over en femårig periode, står det til DF.

I et debatindlæg i Berlingske Tidende tordnede Michael Christiansen mod de politiske partier: ”Det er det største samlede angreb på dansk kulturformidling og public service-nyhedsformidling, vi har set til dato” og konstaterede, at omkring en tredjedel af den nuværende produktion skal skæres væk, hvis DFs planer bliver gjort til virkelighed.

Michael Christiansen har ikke lagt fingrene imellem i den verserende debat. De mulige besparelser handler ikke alene om antallet af TV- og radiokanaler til danskerne. Det handler om, at politikerne piller ved intet mindre end ”den samlede demokratiske mekanisme i Danmark”!

Selv ser han det som sin nærmest guddommelige pligt at gå i brechen for DR og demokratiet – og dermed danskerne: ”Det er fuldkommen berettiget, at der er politisk debat om DR. Men man må aldrig glemme, at jeg sidder på vegne af hele Folketinget, og jeg skal først og fremmest administrere den lovgivning, der sikrer danskerne et uafhængigt DR. Det kan lejlighedsvist være meget ubehageligt for politikere, men det er min opgave”, siger Michael Christiansen.

Udtalelsen viser, at mange års uantastet magtudøvelse er steget Michael Christiansen til hovedet. Han opfatter sig nu som en anden Caligula hævet over regering og Folketing som den egentlige ansvarlige for lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

Michael Christiansen ser dermed helt bort fra at rammerne for Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne fastlægges i politiske medieaftaler – den nuværende gælder for 2015-18. Det er naturligvis helt legitimt for de politiske partier at overveje de ændringer i DR, der skal implementeres fra 2018.

Medieaftale

Den brede politiske medieaftale for 2015-18 betyder, at rammerne for Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne, ligger fast frem til udgangen af 2018. Alligevel er det ikke et øjeblik for tidligt at overveje, de ændringer i DR, der skal implementeres fra 2018.

DR, der som nævnt mere og mere fremstår som noget taget ud af George Orwells ”1984”, er suverænt Danmarks største og vigtigste kulturinstitution med flere journalister ansat end den samlede dagspresse. Reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året. 

Public Service

I henhold til loven skal den samlede public service virksomhed via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Det foregives, at public service virksomheden mere præcist fastlægges i en særlig aftale med Kulturministeriet, men i realiteten har DR frie hænder, og DR føler sig i hvert fald ikke forpligtet til at lytte til ”kunderne”.

Mange har svært ved at forestille sig, at man ikke skal mere end nogle få årtier tilbage, før det kunstneriske formynderi, den elitære bedrevidenhed og den statslige opdragelse af den ukultiverede pøbel var et helt gennemgående træk ved den politiske tænkning i de såkaldte ”gamle” partier.

I Danmarks Radio, styret af politikerne i Radiorådet, var den gode smag, dannelsen og den løftede pegefinger en afgørende del af statsradiofonien – og det er hængt ved lige siden.

Her er for eksempel, hvad formand for Dansk Journalistforbund, Lars Werge, skrev i en kommentar på Altinget sidste år.

Først refererede han indholdet af Radio- og Fjernsynslovens beskrivelse af public service, hvor ordene oplysning, undervisning, væsentlig information, dansk sprog og dansk kultur indgår. Og så tilføjede han:

”Det er de samme begreber, vi lægger vægt på, når vi skal opdrage vore børn. Og sådan ser jeg i virkeligheden public service: Det er samfundets ønske om at opdrage medborgerne til demokrati, medleven og deltagelse. Public service-medierne skal opdrage os, også kvalitetsmæssigt, som mediebrugere i en verden fuld af internationale medietilbud af mere eller mindre svag karakter”.

Fortolkninger af public service har medieforskere og DR-chefer i årtier cyklet rundt i.

I en moderne verden, hvor medieudbuddet er enormt, og hvor foragten for elitære smagsdommere og statsanerkendt folkelig opdragelse aldrig har været mere ætsende, har begrebet ikke rigtig mening. Med mindre man udvander det til bare at betyde kvalitet og dække alt, der ikke er fake news, pornofilm og amerikansk fribrydning.

Ingen hensyn til licensbetalerne

DR har udviklet sig til en stat i staten, hvor det er direktionen og bestyrelsesformanden solidt forankret i københavnske kulturradikale kredse, der bestemmer det hele – og vel at mærke uden hensyntagen til ”kunderne” og uden hensyntagen til andre politiske prioriteringer, end deres egne!

Sagerne om den ublu aflønning af DR’s generaldirektør og beslutningen om at nedlægge UnderholdningsOrkestret er symptomatisk for den holdning, der i mange år har præget institutionens forhold til seere og lyttere. Så længe man har licensen, er der intet, der kan tvinge DR til at lytte til kunderne, endsige komme dem i møde.

Historien om afviklingen af Melodi Grand Prix, den Europæiske Sang Konkurrence, ESC 2014, er tilsvarende en helt fantastisk historie, om et projekt, der ender i et tøjlesløst frådseri med samlede omkostninger på over 334 mio. kr. inklusive DR’s egne udgifter. Direktion og bestyrelse i Wonderful Copenhagen mærker konsekvenser, men selvom ESC var DR’s ansvar, går institutionen foreløbig helt fri.

Udgiften til regnbuemanifestationen børstes af på danske skatteborgere og licensbetalere, og angående DR’s fundamentale ansvar, dækker Kulturministeriet og DR sig bag bestyrelsesformandens drevne juristeri. Resultatet er, at vi formentlig aldrig får placeret et ansvar i DR.

Nye signaler?

DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, har givet udtryk for, at DR skal være relevant for hele befolkningen. ”DR tilhører danskerne og derfor også skal gøre sig relevant for alle danskere”!

Det er så sandt, som det er sagt, selvom det ikke hidtil præget programvirksomheden, men det er måske begrundelsen for endnu en genudsendelse af ”Matador” – nu med klare, friske farver?

Politisering

Måske er DR bemandet med ”røde lejesvende” – måske ikke, men dagbladet POLITIKEN har dokumenteret, at DR’s store historiske drama ”1864” var et politisk projekt. DR’s daværende dramachef, Ingolf Gabold, bekræfter at, ”Det var et stykke politisk dramatik. Det tager jeg det fulde ansvar for”, siger Gabold, der var dramachef fra 1999 til 2012. Formålet med det politiske projekt ”1864” var ifølge Gabold, at skabe debat om ”den isolation, der ligger i Dansk Folkepartis meget nationalistiske tro på Danmark og det danske”.

DR’s nuværende dramachef, Piv Bernth, afviste Ingolf Gabolds udlægning i POLITIKEN, men hun holder ikke sine egne politiske holdninger tilbage. Til new zealandsk radio har hun om Dansk Folkeparti udtalt, at ”De kan ikke lide immigranter, og de forsøger at være meget venligt stemt over for pensionister, men det er ikke virkeligheden”. Der er ikke tale om en fortalelse eller misforståelse. Piv Bernth har selv overfor Radio24syv bekræftet og forsvaret sin bedømmelse af partiet.

Alligevel hævder DR’s kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen uden at blinke og lige op i licensbetalernes åbne ansigt, at DR ”ikke driver bestemte politiske dagsordener”.

Eksemplerne er utallige, men realiteten er, at licensbetalerne ikke har noget at skulle have sagt, Folketinget må ikke blande sig, og DR-bestyrelsen har valgt at overlade ledelsen af DR til bestyrelsesformanden og DR’s direktion!

Tvangslicens

Opfattelsen på både venstre- og højrefløjen er, at når vi nu alle er tvangsindlagt til at finansiere galskaben, havde det været ønskeligt, om der var mekanismer, der sikrede, at kundernes (lyttere og seere) prioriteringer også i et vist omfang blev afspejlet i DR’s programvirksomhed.

Politisk er det f.eks. et problem, at lyttere og seere spises af med evindelige genudsendelser og reklamer for DRs egne programmer mens danske programmer fylder stadig mindre på den primære TV-kanal, DR1. Tal fra Gallup TV-Meter viser, at udsendelser på dansk fyldte 28,4 procent af sendefladen i 2014, mens det tilsvarende tal i 2010 var 55 procent.

Til gengæld satser Danmarks Radio primært på underholdning på tv-fladen. Det viser en opgørelse, DI Digital har gennemført af DR’s programudbud i uge 22. Opgørelsen skelner mellem underholdning og kerne public service som for eksempel nyheder, undervisning og kultur, og den viser, at dansk og udenlandsk produceret underholdning fylder i alt 62 procent af sendefladen.

Det er helt urimeligt, at alle danskere er tvangsindlagte til at betale ganske mange penge for meget lidt public service-tv og –radio hos Danmarks Radio, og samtidig være tvunget til at blive hjernevasket af politiserende programmedarbejdere. En meget stor del af licenspengene går reelt til programmer, der ikke meningsfyldt kan betegnes public service, og som de kommercieller tv-kanaler i forvejen udbyder.

Det er kritisabelt, at Folketinget er sat uden for indflydelse, partiernes repræsentanter i DR-bestyrelsen afskæres fra at øve indflydelse, og kulturministeren nægter at påtage sig det naturlige ”ejeransvar”.

Når kritikken kommer fra både rød og blå blok, er det nærliggende at forvente mere drastiske ændringer, end kulturministeren lægger op til.

Det danske mediemarked

Det danske mediemarked er samtidig udfordret af kravene til en fundamental teknologisk omstilling og ændringer i forbrugeradfærden. I modsætning til andre økonomiske aktivitetsområder må de private aktører på det danske mediemarked kæmpe direkte mod statsejede, velpolstrede og ekspansive virksomheder, som i vidt omfang ikke krediterer andre og tilbyder alt det nye digitale medieindhold gratis.

Egne indtægter og abonnenter

En mulighed kunne derfor være, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier. Afskaffelse af tvangslicensen kan eventuel kombineres med en basisfinansiering til for eksempel bygninger og teknik, men borgerne skal frit kunne abonnere på de dele af udbuddet, de ønsker.

Forslaget kunne kombineres med en offentligt finansieret Public Service Fond, som også andre medier skulle have mulighed for at trække på. TV2 kunne passende ved samme lejlighed privatiseres.

Det vil betyde et mindre DR og frem for alt et DR, der kommer til at konkurrere på mere lige vilkår med markedets øvrige udbydere.

IMF har netop offentliggjort sine foreløbige konklusioner på den såkaldte Artikel IV-konsultation i Danmark. Artikel IV-konsultationer er en del af IMF’s almindelige overvågning af den økonomiske situation og den økonomiske politik i medlemslandene. Den endelige Artikel IV-rapport, der sammenfatter IMF’s vurderinger af dansk økonomi og anbefalinger til reformer, ventes offentliggjort i slutningen af juni eller starten af juli 2017.

Konsultationen er rent praktisk foregået på den måde, at Den Internationale Valutafond (IMF) i den seneste halvanden uge har haft fire økonomer i København, der via samtaler og drøftelser med relevante personer og institutioner har forsøgt at danne sig et indtryk af, hvor dansk økonomi står lige nu.

Hvordan ser det så ud?

Ifølge IMF-teamet er dansk økonomi generelt på rette vej. Man er opmærksom på at der er gennemført reformer, der skal øge udbuddet af arbejdskraft, men der skal ifølge IMF endnu mere til. Blandt anbefalingerne er, at integrationen af indvandrere og flygtningen skal være bedre, SU skal begrænses til normerede studietider, og nyuddannedes mulighed for at få dagpenge skal fjernes.

Ejendomsmarkedet er dansk økonomis Achilleus-hæl!

De mest markante anbefalinger vedrører imidlertid det danske ejendomsmarked. IMF gjorde allerede i forbindelse med sit besøg sidste år opmærksom på farerne på det danske boligmarked. Den Internationale Valutafond mener nu, at der er akut behov for at stramme kravene til boligkøbere.

De løbende boligprisstigninger i byområder – især København og Aarhus – er en kilde til IMF-bekymring. Danske husholdninger har i enhver international sammenligning et frygtindgydende højt gældsniveau. Det høje gældsniveauer sammenholdt med, at boligerne ofte er finansieret med en meget stor andel af afdragsfrie rentetilpasnings- og variabelt forrentede realkreditlån, gør at husholdningerne er utrolig sårbare. Yderligere prisstigninger, især i områder med høj udlånsvækst, vil uvægerligt øge sårbarhed og risici.

Afdragsfrie lån med variabel rente burde begrænses

I 2015 var omkring 85 procent af al ny boligbelåning til husholdninger med høj gæld i forhold til indkomsten afdragsfri og variabelt forrentet.

Finanstilsynets tiltag med indførelse af tilsynsdiamant m.v. har været positivt. Aftalen om boligbeskatning fra den 2. maj 2017 hilses også velkommen af IMF – især fordi den konjunktur-medløbende effekt af skattestoppet fra 2001 begrænses.

IMF er dog bekymret for, om reformen vil begrænse mobiliteten på boligmarkedet. IMF er også bekymret for det nye element af konjunktur-medløb, der indføres med den aftalte mulighed for generelle skattelettelser, hvis boligbeskatningen fortsat stiger.

Lempelse af sommerhusbelåningen er uklog!

Regeringens seneste forhøjelse af lånegrænsen for realkreditlån i sommerhuse er ifølge IMF i lodret modstrid med bestræbelserne på at mindske risiciene på ejendomsmarkedet.

IMF støtter uforbeholdent de nylige anbefalinger fra Det Systemiske Risikoråd med Nationalbankdirektør Lars Rohde i spidsen. Anbefalingerne vedrørende begrænsning på finansiering med afdragsfri lån med variabel rente i København og Aarhus, bør snarest gennemføres.

IMF-teamet anbefaler at der indføres krav om at boligkøbere selv skal kunne finansiere en større del af boligens værdi og kravene til udbetaling bør hæves til mindst 10 pct. af prisen på boligen.

IMF-økonomerne mener også, at danskerne bør afdrage mere på deres boliggæld, og IMF henviser til Sverige, hvor reglen er, at hvis man skylder mere end halvdelen af, hvad huset er værd, skal man afdrage mindst én procent om året.

Statsrevisorerne oplyste onsdag den 14. september 2016, at de havde bedt Rigsrevisionen undersøge Dong. Rigsrevisionen er anmodet om et notat – eller hvis undersøgelsen tilsiger det, en beretning, hvor de skal beskrive flere forhold af salget af Dong Energy A/S og den efterfølgende børsnotering.

Tidligere var der angiveligt fremkommet nye oplysninger i sagen, da mediet Føljeton bragte oplysninger om, at Goldman Sachs før købet af andelen i Dong Energy fik indblik i en plan – Projekt RED – der kunne få selskabets værdi til at stige med 50 milliarder kroner på få år.

Netmediet Føljeton antydede, at Finansministeriet –  ved ikke at kende til Projekt RED – havde været uansvarlig i forvaltningen af kollektive værdier og regeringen udviste manglende omhu i kontrollen med statens selskaber. Samtidig skulle Goldman Sachs have udnyttet en inside viden om Projekt RED og udbygningsplanerne med havvindmøller til at købe en andel i Dong Energy for billigt.

Dagbladet Politiken har allerede den 9. maj 2017 erfaret, at Rigsrevisionens rapport vil påvise en række fodfejl i processen. Statsrevisorerne får dog først rapporten mandag den 15. maj, og torsdag den 18. maj 2027 skal rapporten behandles af Statsrevisorerne.

Spørgsmålet er, om Rigsrevisionen vil fremlægge reelle nye oplysninger nyt i sagen om Dong Energy?

Rekapitulering af baggrunden

I begyndelsen af 2013 kom det offentligt frem, at det delvist statsejede DONG Energy skulle have ny kapital efter en række store udsving særligt på gasmarkedet, havde presset DONGs finanser.

Som hovedaktionær kunne Staten selv have skudt penge i DONG, men dette var der ikke politisk flertal for. Derfor besluttede man at lave en kapitaludvidelsen i energiselskabet med penge udefra. I starten af 2014 godkendte Folketingets finansudvalg kapitaludvidelsen i DONG, hvor blandt andre Goldman Sachs, ATP og PFA skød omkring 13 mia. kr. i energiselskabet.

Fra starten var modstanden mod kapitaludvidelsen dog stor. Særligt Goldman Sachs’ investeringsstruktur, der lugtede meget af skattely, skabte røre langt ind i den daværende SRSF-regering. Som en direkte konsekvens af kapitaludvidelsen i DONG valgte SF at forlade regeringen.

DONG-sagen har fortsat med at påkalde sig kritik, og der er blandt andet rejst spørgsmålstegn ved, om Staten fik den bedste pris for DONG Energy, eller om man solgte for billigt til Goldman Sachs.

Tidl. finansminister Bjarne Corydon (S) og hans efterfølger Claus Hjort Frederiksen (V) fastholder begge, at alt er gået efter bogen.

Ved kapitaludvidelsen blev DONG vurderet til 31,5 mia. kr. Sidenhen kom den friske kapital til, og dermed steg værdien af DONG til 44,5 mia. kr. Ved børsnoteringen halvandet år senere den 9. juni 2016 var DONGs værdi steget til 98,2 mia. kr.

I forbindelse med børsnoteringen af Dong Energy den 9. juni i år fik 17, 4 pct. af aktiekapitalen nye ejere. Herefter er ejerskabet fordelt på følgende ejere:

·         Den danske stat: 50,4 procent

·         New Energy Investment S.à.r.l. (Goldman Sachs): 14,7 procent

·         SEAS-NVE Holding A/S: 9,6 procent

·         ATP: 4,0 procent

·         Nye investorer: 17,4 procent

·         Øvrige: 3,9 procent

Uansvarlig forvaltning af kollektive værdier

Længe inden resultatet af Rigsrevisionens undersøgelser foreligger, kan vi springe direkte til konklusionen: Der er i dag ingen tvivl om, at Finansministeriet har været uansvarlig i forvaltningen af kollektive værdier, og skiftende regeringer har udvist fatalt manglende omhu i kontrollen med statens selskaber.

Det er ikke min påstand – det kan betragtes som en tilståelsessag.

Da den tidligere finansminister Bjarne Corydons den 10. april 2015 præsenterede en ny ejerskabspolitik, der betyder at statens selskaber i fremtiden skal underlægges mere præcise finansielle krav, og der skal opsættes klarere rammer for selskabernes strategi, må det opfattes som en klar erkendelse af tidligere forvaltningsmæssige og tilsynsmæssige svigt.

Bestyrelserne i statens 30 selskaber må i fremtiden se i øjnene, at de vil blive tættere overvåget af Finansministeriet og de involverede fagministerier, der fremover i langt højere grad vil kigge ledelserne over skuldrene, og der vil blive defineret mere præcise manøvrerum for de enkelte virksomheder.

50 milliarder tabt

Den udløsende årsag til finansministerens initiativ vedrørende statens ejerskabspolitik var DONG-skandalen. Først det skandaløst ringe tilsyn med energikoncernens dispositioner. Den uansvarlige forvaltning af kollektive værdier og den manglende kontrol betød, at der over en kort årrække kunne sættes over 50 milliarder af skatteborgernes værdier over styr.  Andre statslige selskaber, herunder TDC og Københavns Lufthavne m.fl., har ligeledes givet anledning til kritik.

Forhistorien

Det fuldt statsejede selskab Dansk Naturgas A/S blev dannet i 1972 med det formål at indføre naturgas som en del af energiforsyningen i Danmark. Selskabet ændrede året efter navn til Dansk Olie og Naturgas A/S med forkortelsen DONG A/S. I 1990’erne begyndte selskabet at udvinde olie og naturgas, og i 2000’erne blev DONG Energy et energiselskab med aktiviteter inden for produktion og distribution af el og vedvarende energi.

Finansudvalget godkendte salget af Dong Energy den 30. januar 2014. Fonde under Goldman Sachs kom med i alt otte milliarder kroner, mens pensionskasserne ATP og PFA kom med henholdsvis 2,2 milliarder kroner og 0,8 milliarder kroner. Fire af de eksisterende minoritetsaktionærer, der har ejerposterne tilbage fra den store DONG-fusion i 2005, skød samlet yderligere to milliarder kroner ind, så den samlede kapitalindsprøjtning blev på 13 milliarder kroner.

Ejerfordelingen i Dong Energy var efter kapitaludvidelsen i 2014: den danske stat ca. 57,3 procent, Goldman Sachs fonde ca. 18 procent, SEAS-NVE ca. 10,9 procent, ATP ca. 4,9 procent, SYD ENERGI ca. 3,5 procent, Insero Horsens ca. 2 procent, PFA ca. 1,8 procent, Nyfors Entreprise ca. 1 procent og Galten Elværk ca. 0,6 procent.

Salget

Dong-skandalen kostede først departementschef David Helleman posten. Erfaringerne som bogholder i Danmarks Radio rakte simpelthen ikke til den krævende rolle som forvalter af det offentlige ejerskab til DONG og de andre statslige selskaber. Det praktiske ansvar var henlagt til afdelingschef Peter Brixen, der efterfølgende blev fyret fra Finansministeriet.

Meget tyder på, at Peter Brixen ikke rigtig har været klar over, hvad han havde mellem hænderne. Jyllands-Posten konfronterede i sin tid Peter Brixen med, at der kun havde været et meget begrænset investorfelt til aktieposten i DONG Energy. Afdelingschef Brixen svarede: “To ting: Vi mener, vi har fået den bedst mulige løsning. Og så har vi fået en fairness opinion fra Danske Bank, der har været inde og vurdere, om aftalen samlet set er rimelig for staten.”

Udgangspunktet for skandalen var et DONG Energy, som Schur, Eldrup og ”Guldfuglene” havde kørt ud over kanten med fejlslagne investeringer i bl.a. gasfyrede kraftværker, hvor selskabet på salgstidspunktet i januar 2014 havde en nettogæld på over 33 mia. kr. Hertil kom langt større betalingsforpligtelser i de kommende år, hvis den ambitiøse strategi vedrørende havvindmøller og off shore-aktiviteter skulle realiseres.

Fra 60-80 milliarder til 31,5 milliard

Dong Energy blev på salgstidspunktet i januar 2014 prissat til 31,5 mia. kr. og med kapitaltilførslen til 44,5 mia. kr.

Forud for den planlagte børsnotering i 2008 blev værdien af Dong konservativt anslået til mellem 60-80 milliarder kroner.

Finansministeren oplyste i maj 2012 i et aktstykke til Folketinget, at selskabet nu kun var 38,8 mia. kr. værd, og så sent som i september 2013 da Østjysk Energi solgte sine aktier, blev den samlede værdi oplyst til 33,2 mia. kr.

Driftsunderskuddene i 2012 og 2013 og det fortsatte fald i værdien af de vilde investeringer i gasfyrede kraftværker, betød at værdien af selskabet var faldet til 31,5 milliarder kr. i januar 2014. Selskabet havde samtidig opbygget en nettogæld på 33 mia. kr.

Dongs fortvivlede økonomi betød, at ikke kun realiseringen af det ambitiøse investeringsprogram i havvindmøller, olie/gas m.v. men selve selskabets overlevelse var afhængig af mere egenkapital.

Kritikerne fremfører, at inden regeringens salg af dele af selskabet til Goldman Sachs, var den i afdelingen for vedvarende energi udviklede ambitiøse strategi vedrørende havvindmøller – det ifølge Føljeton såkaldte Projekt RED – ukendt for Finansministeriet, men kendt af Goldman Sachs. Det påstås samtidig, at vindmølleprojekterne i UK og udsigten til massiv britisk økonomisk støtte ikke var kendt i Finansministeriet, men selvfølgelig kendt i Dong Energy og i Goldman Sachs.

Derfor burde værdien af Dong Energy på 31,5 milliarder kroner på tidspunktet for kapitaludvidelsen have været hævet tilsvarende.

Dong Energy har forsvaret sig med, at aftalen med Storbritannien først lå fast mere end et halvt år efter, at salget til Goldman Sachs blev underskrevet, og derfor kunne man ikke direkte lægge den øgede værdi oven i salgsprisen. Faktisk var størstedelen af værdiskabelsen ved de nye projekter allerede indregnet i den værdiansættelse af Dong Energy, som lå til grund for kapitaludvidelsen.

Det bliver nu brugt mod Bjarne Corydon, at han ikke på salgstidspunktet havde nogen interesse i at fremstille Dong Energy som et selskab på fallittens rand. Derfor anklages han nu for at have solgt for billigt. Realiteten var, at kredsen af mulige investorer var meget begrænset, og Bjarne Corydon måtte ”synge og danse” for modvillige potentielle investorer, og især slå på de umådelige muligheder, der lå i offshore vind.

Det er tydeligt fremgået, at folketingets partier blev inddraget i overvejelserne om DONGs ambitiøse investeringsplaner og dermed satsningen på havvind. Resultatet af de politiske konsultationer var ganske klar: Der var ikke politisk opbakning til yderligere indskud af statslig kapital i selskabet. Samtidig var der opbakning til forsøget på hentes ekstra risikovillig kapital, som kunne muliggøre fortsatte investeringer og sikre selskabet store fremtidige fortjenester. Der er ingen tvivl om, at de politiske partier var bekendte med den ambitiøse strategi vedrørende udbygning af havvindmøller med en samlet kapacitet på 6,5 GW i perioden frem til 2020.

Den virkelige skandale

Spørgsmålet er, om der overhovedet var alternativer? Realiteten var formentlig, at selvom den ambitiøse investeringsplan blev opgivet, stod Dong Energy over for den totale kollaps, hvis der ikke blev tilført ny kapital. Den virkelige skandale ligger i, at Finansministeren, departementschef David Helleman og afdelingschef Peter Brixen var passive mens Eldrup, Schur og Guldfuglene i løbet af nogle få år satte offentligt ejede værdier for mindst 50 milliarder kr. over styr.

Markedet har taget vel imod børsnoteringen af Dong Energy som den aktuelle markedskurs på omkring 270 vidner om. Det er også ganske klart, at indtjeningen ved investering i vindenergi klart afhænger af statslige tilskud. Det gælder parken ved Anholt på 400 MW, hvor DONG opnåede en afregningspris på 1,05 kr. pr. kWh, og det gælder de 3 store parker i UK, og det gælder fremtidige investeringer.

Spørgsmålet er, om det virkelig er forsvarligt at basere virksomhedens fremtid på, at Danmark, Tyskland og England opretholder det nuværende niveau for statstilskud til vindmøller? For det kan vel ikke være meningen, at vi for at sikre DONGs overlevelse og Goldman Sachs indtjening samtidig forpligter danske skatteborgere på at opretholde niveauet for statstilskud til havvindmøller? Under alle omstændigheder betyder den med Goldman Sachs aftalte risikobegrænsning, at danske skatteborgere stadig bærer hovedparten af den risiko, der er forbundet med at operere i en konkurrenceudsat energisektor.

Bør Finansministeren under skærpet tilsyn?

Danmarks første energiminister, socialdemokraten Poul Nielson, anlagde en meget selvstændig og kreativ embedsførelse i det i 1979 nyoprettede Energiministerium. Ministerens virkelyst og vidtløftige dispositioner, herunder indgåelse af den ”klokkeklare” olieaftale betød, at Nielson lagde sig ud med Folketinget. Et bredt flertal i pålagde herefter energiministeren systematisk at underrette Folketinget forud for stort set alle væsentlige dispositioner, herunder vedrørende Dong-selskaberne, som dengang hørte under Energiministeriet.

Spørgsmålet er, om ikke tiden er inde til, at Folketinget underkaster finansministeren et skærpet tilsyn?

Søndagens delstatsvalg i Slesvig-Holsten blev en skuffelse for det danske mindretalsparti, Sydslesvigsk Vælgerforening, SSW. Partiet fik 3,5 pct. af stemmerne i modsætning til sidste valg i 2012, hvor SSW indkasserede 4,5 procent. Med valgresultatet beholder partiet dog sine tre mandater i parlamentet.

Valgresultatet betyder, at SPD ikke kan fortsætte med at regere delstaten i koalition med Grønne og SSW. For SSW er konsekvensen, at de må udtræde af den regering, som partiet gennem de seneste fem år har været en del af sammen med de tyske socialdemokrater og De Grønne.

Merkel og CDU styrket

Kansler Angela Merkels konservative parti, CDU, vandt dermed søndag endnu en afgørende sejr over Socialdemokratiet (SPD) ved valget i den tyske delstat Schleswig-Holstein.

Merkels kristelige demokrater (CDU) hentede 33 procent af stemmerne i Slesvig-Holsten, op fra 30,8 procent i det sidste valg i 2012. SPD opnåede 26,2 procent, ned fra 30,4 procent.

SPD oplevede tidligere på året en vis medvind i meningsmålingerne efter udpegningen af tidligere formand i EU-parlamentet, Martin Schulz, som spidskandidat mod Merkel.

Men “Schulz-effekten” har foreløbig ikke virket i delstaterne Saarland og Slesvig-Holsten.

I Slesvig-Holsten opnåede De Grønne 13,3 procent, FDP 11,5 procent og SSW 3,5 procent. Alternativet mod indvandring til Tyskland (AfD), scorede kun 5,6 procent.

Socialdemokraterne må nu overlade regeringsmagten til Angela Merkels konservative parti, CDU. Partiets spidskandidat, Daniel Günther, vil forsøge at danne en regerings-koalition bestående af det liberale parti FDP og De Grønne foruden hans eget parti, CDU. Der ville således være mulighed for en sort-gul-grøn-koalition – en såkaldt ‘”Jamaica-koalition” med henvisning til Jamaicas flag.

Jamaica-koalition efter forbundsvalget i september?

Et lignende koalitionsscenarie kunne også blive aktuelt valget til Forbundsdagen i september. Merkels konservative CDU og CSU har hidtil delt regeringsmagten med SPD, men ingen af parterne ønsker at fortsætte dette arrangement.

Valget næste søndag i Nordrhein-Westfalen (NRW) vil give et nyt fingerpeg om de konservatives muligheder for at besejre SPD ved valget i september.