Danmark er fortsat det dyreste EU-land at bo i som almindelig forbruger.
Det bekræftes af tal fra Danmarks Statistik, som viser, at Danmark med et prisniveau på 37 procent over gennemsnittet i de 28 EU-lande havde langt de højeste forbrugerpriser i EU i 2018.

Cepos og Dansk Erhverv misinformerer
Cheføkonom i den borgerligt-liberale tænketank Cepos, Mads Lundby Hansen, har udtalt, at det høje danske prisniveau skyldes både velstand og høje afgifter: ”Det hænger sammen med et højt velstandsniveau, der presser priserne op. Men det hænger også sammen med, at vi er blandt de lande i EU med højest afgifter” har han ifølge Ritzau tidligere oplyst.
Kristian Skriver, økonom i Dansk Erhverv, forklarer beredvilligt, at en del af forklaringen på de høje priser herhjemme er, at danskerne har et højt omkostningsniveau i form af høje skatter og lønninger, der generelt gør det dyrt at drive forretning i Danmark. Danmark har samtidig en forholdsvis høj momssats, samtidig med danske forbrugere skal betale en række forbrugsafgifter.
Det er ikke overraskende, at Dansk Erhverv forsvarer medlemmernes udnyttelse af sagesløse danske forbrugere, men at CEPOS synger med på den falske melodi og misinformerer om baggrunden for de eksorbitant høje danske forbrugerpriser er deprimerende. Påstanden om, at det relativt høje velstandsniveau, ganske høje lønninger og skatter og afgifter forklarer forskellene er simpelthen ikke rigtig.
En række undersøgelser har dokumenteret, at vores høje velstand og lønninger samt forskelle i skatter og afgifter ikke alene kan forklare vores høje prisniveau. F.eks. har Danmarks Statistik den 26. september 2016 offentliggjort en analyse af ”Hvorfor er den danske inflation forskellig fra euroområdets?”.

Lav produktivitet og fravær af konkurrence
Lønniveau og afgifter forklarer noget, men der er meget der tyder på, at produktiviteten herhjemme er for dårlig. Det kan igen hænge sammen med den udtalte mangel på konkurrence i nogle brancher. Inflationen for tjenester må hovedsagelig regnes som indenlandsk genereret. Bankers og realkreditinstitutters åbenlyse røveri fra kunderne med stadigt stigende bidragssatser og gebyrer er således en del af forklaringen på den del af inflationen. Nationalbanken udtrykker sig diplomatisk, når banken fastslår, at det indenlandsk genererede bidrag til inflationen er positiv, og specielt det relativt højere forbrug af urimeligt dyre finansielle services i Danmark kan have betydning.

Nærmere om Danmarks Statistiks prisundersøgelse her:
https://www.information.dk/telegram/2019/12/danmark-dyreste-eu-land-vaere-forbruger

Den danske stat yder en ganske omfattende støtte til flygtninge og indvandrere, der ønsker at vende hjem. Støttemulighederne fremgår af en pjece, der foreligger på talrige sprog.

Den økonomiske støtte fra Danmark betyder, at voksne i 2019 får op til 139.274 kr. til at starte et nyt liv i hjemlandet. Børn får op til 42.476 kr.

Pengene udbetales i to portioner – første del ved udrejsen og anden del (op til 83.565 kr. til voksne, op til 25.486 kr. til børn) udbetales efter ét år i hjemlandet.

Staten yder herudover støtte til

• Rejseudgifter,
• Transport af ejendele, eller hjælp til udgifter til køb af personlige bohave,
• Erhvervsudstyr,
• Sygeforsikring i 4 år,
• Medicin til 1 års forbrug,
• Nødvendige hjælpemidler,
• udgifter til skolegang i 4 år for børn mellem (5-16) år,
• Støtte til anskaffelse af rejsedokumenter.

Hvis flygtningen/indvandreren er fyldt 55 år, kan vedkommende desuden få udbetalt et fast beløb i bistand fra Danmark hver måned. Hjælpen er normalt mellem 2.800 kr. og 5.500 kr. per måned. For at modtage hjælpen, skal vedkommende have haft opholdstilladelse i Danmark i mindst 5 år.

Næsten 19.000 syrere er siden 2014 flygtet til Danmark.

Det bemærkes, at en dansk folkepensionist med en mindre erhvervspension får udbetalt omkring 4.000 kr. om måneden i Folkepension.

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2019-12-16-naesten-1000-udlaendinge-faar-livslang-ydelse-af-den-danske-stat-selvom-de-er

Pjecen med støttemuligheder, kan læses her:

https://flygtning.dk/media/5095747/a6-folder-2019-dansk.pdf

Lighederne mellem departementschef Thomas Ahrenkiel og krydstogtskibet Costa Concordias kujonagtige kaptajn, Francesco Schettino er slående. Han blev idømt 16 års fængsel for i 2012 at have sejlet krydstogtskibet tæt under land ved den italienske ferieø Giglio, hvorved det grundstødte og sank. Forliset endte med at koste 32 mennesker livet.
Det vi i Danmark mangler, er kommandør Gregorio De Falco, der ved Costa Cordias forlis beordrede kaptajn Francesco Schettinno, der som en af de første var gået i bådene, til ”for helvede, at komme tilbage på skibet i en fart!”
https://olfi.dk/2019/12/14/han-er-billedet-paa-en-faretruende-tendens/

Økonomien

Den amerikanske centralbank bekræfter at den amerikanske økonomi er i forrygende god form. I november 2019 blev der skabt 266.000 jobs. Ifølge Reuters er der i den amerikanske økonomi skabt over 20 millioner nye jobs siden landet kom ud af den økonomiske krise i 2009, og ledigheden på 3,5 pct. er den laveste i de sidste 50 år.

Den økonomiske vækst i USA var på 2,9 pct. i 2018, men forventes at ligge lidt lavere i 2019, fordi effekten af Trumps-skattereform begynder at aftage samtidig med at den globale vækst er lavere – bl.a. som følge af handelskrigen mellem Kina og USA.

Den lave ledighed og positive lønudvikling for store grupper på arbejdsmarkedet fører tilsyneladende ikke til et øget løn- og prispres. Centralbanken ser derfor ingen grund til at ændre pengepolitikken for at støtte den fortsatte økonomiske vækst og jobskabelsen. Centralbankens eneste bekymring syntes at være at USA stadig med en inflation på 1,6 pct. ligger under målet på 2 pct.

Handelsaftaler

Centralbankdirektør Jerome Powell udtalte efter det sidste møde i The Fed, at USMCA-aftalen og en aftale med Kina “ville fjerne usikkerhed og være et positivt bidrag” til den amerikanske økonomi.

USMCA

Handelsaftalen mellem USA, Mexico og Canada (USMCA) er netop efter godkendelsen i den amerikanske kongres underskrevet i Mexico. Forhandlingerne blev faktisk afsluttet allerede sidste år, men aftalen har skullet godkendes i de 3 landes parlamenter.

Præsident Donald Trump, der har kritiseret Demokraterne for at forsinke aftalen, har – på Twitter – erklæret at ”The US-Mexico-Canada Agreement (USMCA) will be the best and most important trade deal ever made by the USA. Good for everybody – Farmers, Manufacturers, Energy, Unions – tremendous support”.

USMCA-aftalen erstatter den 25 år gamle North American Free Trade Agreement (Nafta), som Trump umiddelbart efter sin indsættelse som præsident, erklærede var unfair for USA og derfor opsagde.

Handelsaftale med Kina

Præsident Donald Trump har den 12. december 2019 underskrevet en midlertidig handelsaftale med Kina. Aftalen betyder, at de forhøjede toldsatser, som USA havde bebudet til ikrafttrædelse den 15. december 2019 suspenderes.

Allerede i oktober tilkendegav Trump, at man var tæt på en ”fase 1” handelsaftale med Kina, og siden er detaljerne finpudset.

De bebudede nye toldsatser på 15 pct., der altså suspenderes, omfattede kinesiske varer – forbrugerelektronik og legetøj m.v – for 160 milliarder dollars. Samtidig halveres en række af de eksisterende toldsatser.

Til gengæld har Kina blandt andet lovet at købe amerikanske landbrugsprodukter – en indrømmelse der tillægges stor betydning i den amerikanske Midtvest.

Med aftalen er der nu gode udsigter til, at den 17-måneder lange handelskrig mellem USA og Kina kan bilægges.

Både USA og Kina har en stærk interesse i en aftale.

For Kinas vedkommende strømmer kapital ud af Kina, og en handelsaftale kan lette presset på den kinesiske økonomi. Der er slet ingen tvivl om, at Kinas rolle i globale værdikæder, den uhindrede adgang til globale markeder og udsigterne for landets eksportsektorer, der direkte og indirekte beskæftiger 180 millioner mennesker, er blevet ramt af handelskrigen med USA. Forventningen er derfor, at præsident Xi Jinping har interesse i at indgå en faseopdelt handelsaftale, der kan fjerne risikoen for en langvarig og ødelæggende handelskrig.

Den kinesiske præsident Xi Jinping og den amerikanske præsident Donald Trump skulle have mødtes ved det aflyste møde i Asia-Pacific Economic Cooperation, APEC, i november, men har allerede mødtes to gange i løbet af handelskrigen.

I december sidste år mødtes de to ledere på sidelinjen af G20-topmødet i den argentinske hovedstad Buenos Aires og blev enige om en tre-måneders udsættelse af toldforhøjelserne for at give tid til at forhandlerne kunne udarbejde en aftale.

Som bekendt brød disse forhandlinger sammen i begyndelsen af maj, hvor USA beskyldte Kina for at give gå tilbage på løfter, de havde givet under forhandlingerne, mens Kina beskyldte USA for at forsøge at krænke Kinas økonomiske suverænitet.

Forhandlingerne genstartet i Osaka

Xi Jinping og Donald Trump mødtes igen i slutningen af juni i den japanske by Osaka, hvor de blev enige om at genstarte handelsforhandlingerne.

Det er topforhandlerne for de to lande – den amerikanske finansminister, Steven Mnuchin, den amerikanske handelsrepræsentant Robert Lighthizer og den kinesiske vicepremierminister Liu He, der har forhandlet fase 1-aftalen på plads.

Hvad indeholder aftalen

Foruden yderligere køb af amerikanske landbrugsprodukter for mellem 40 og 50 milliarder dollars ophæver Kina det nuværende forbud mod import af amerikansk fjerkræ og anerkender det amerikanske sundhedscertificeringssystem for import af kødprodukter.

Fase 1 aftalen indeholder også forpligtelser for Kina til at købe amerikanske fly og energiprodukter, især flydende naturgas.

Den midlertidige aftale indeholder visse bestemmelser om beskyttelse af intellektuel ejendomsret, IP, som er et vigtigt krav fra USA. Kina har faktisk allerede taget skridt til at forbedre IP-beskyttelsen, herunder at oprette et system til at straffe og kompensere overtrædelser og forbedre mulighederne for at få afgjort tvister.

Kina og USA er også enige om at undgå, at valutakursdevalueringer kan bruges til at få handelsfordele, ved at kodificere en forpligtelse, som begge lande indgik som en del af en G20-aftale for flere år siden. En valutaaftale – svarende til bestemmelserne i aftalen mellem USA og Mexico/Canada – kan betyde, at vi ikke længere vil høre USA betegne Kina som en “valutamanipulator”.

Aftalen omfatter også en ny mekanisme for bilæggelse af tvister. Systemet, der vil give begge sider lige status, skal erstatte et kontroversielt forslag fra USA, som var hovedårsagen til, at handelssamtalerne brød sammen i maj, fordi Kina følte kravene for indgribende og ensidige.

Kina syntes også at være indforstået med at ophæve visse begrænsninger på udenlandsk ejerskab af finansielle virksomheder i Kina.

Den midlertidige – fase 1 – aftale forholder sig ikke til bredere spørgsmål, som de amerikanske påstande om, at Kinas økonomiske model diskriminerer udenlandske virksomheder, og at statssubsidier favoriserer indenlandske industrier. Den indeholder heller ikke noget om producenten af telekommunikationsudstyr, Huawei, og andre kinesiske teknologiselskaber, der i øjeblikket er sortlistet af USA på grund af nationale sikkerhedshensyn.

 

 

Naturgasledningen Nord Stream 2 har været en varm politisk kartoffel i Danmark. Nord Stream 2’s ansøgning om tilladelse til at føre ledningen gennem dansk farvand parallelt med den eksisterende Nord Stream-ledning har siden 2017 været under behandling i Energistyrelsen.

Vurderingen af miljøpåvirkningerne (VVM) fra Nord Stream 2 projektet på dansk område i Østersøen – ”Nord Stream 2. Vurdering af virkninger på miljøet, Danmark. Marts 2017” – konkluderer, at ”Anlæg og drift af NSP2 kan resultere i ubetydelige eller mindre påvirkninger af miljøet og de socioøkonomiske forhold. De potentielle påvirkninger, enten individuelt eller i kombination, vurderes samlet at være uvæsentlige”.

Selvom der ikke umiddelbart var saglige grunde herfor, kunne Danmark i den sidste ende med hjemmel i den ændrede lov om kontinentalsoklen have nægtet at godkende Nord Stream 2.

I mellemtiden havde konsortiet bag rørledningen forberedt alternative linjeføringer nord om og syd om Bornholm uden for dansk søterritorium, hvor Danmark kan stille krav vedrørende beskyttelse af havmiljøet, men ikke nægte anlæggelsen af ledningen.
Den 28. juni 2019 meddelte Energistyrelsen, at ansøgningen om at føre Nord Stream 2 gennem dansk farvand var trukket tilbage.

Den 30. oktober 2019 meddelte Energistyrelsen i en pressemeddelelse, at der var givet tilladelse til, at gasledningen Nord Stream 2 kan blive ført sydøst om Bornholm.

Danmarks og andre landes problemer med Nord Stream 2 er dog ikke ovre!

USA er ikke tilfreds
Foreign Relations Committee i det amerikanske Senat har for nylig stort set enstemmigt godkendt et lovforslag – Protecting Europe’s Energy Security Act – om at sanktionere selskaber og personer, som er involveret i byggeriet af gasrørledningen Nord Stream 2.
Med støtten i USA’s kongres om sanktioner kommer den endelige afgørelse til at ligge på præsident Donald Trumps skrivebord. Han har tidligere signaleret, at han vil godkende initiativet.
Fortalerne motiverer loven med at den skal imødegå Ruslands skadelige indflydelse, hvor Nord Stream 2 og andre rørledninger kan bidrage til destabiliseringen af Ukraine, valutaindtægter til Putin-regimet og dermed udgøre en trussel mod NATO-medlemmer.
Den amerikanske energiminister Rick Perry har tidligere i forløbet truet med, at USA ville gå langt for at forhindre Nord Stream 2 – herunder sanktionere selskaber og personer involveret i projektet.

Sanktionstruslerne fra Trump-administrationen og fra den amerikanske kongres har sin baggrund i en nyorientering af amerikansk energipolitik.

Trump-administrationen har for nogle måneder siden besluttet at godkende naturgaseksport, som en vigtig del af den nationale energi- og sikkerhedsstrategi.
Af hensyn til den amerikanske forsyningssikkerhed har det i en årrække været forbudt at eksportere olie og gas fra USA. USA er efterhånden verdens førende producent af olie og gas på grund af fracking og skifergas, og ventes nu i løbet af få år at kunne blive verdens tredje største naturgaseksportør.

Det amerikanske energiministerium har myndighed til at tildele licenser til de LNG-terminalerne, der kræves for at transportere naturgassen i flydende form til udlandet.
Cheniere Energy’s Sabine Pass terminalen i Louisiana blev godkendt i 2018 til at eksportere og de første LNG-laster herfra nåede tidligere på året til Polen og Holland.

Strategiske amerikanske interesser
Den amerikanske energiminister lægger ikke skjul på den strategiske amerikanske interesse i at tilbyde en sikker og stabil energiforsyning til Europa som alternativ til Rusland, der i øjeblikket har en dominerende position i europæisk energiforsyning. Derfor har Trump-regeringen truet de virksomheder, der er involveret i Nord Stream 2 med sanktioner og “strategiske konsekvenser”.

USA har en klar interesse i at begrænse Ruslands rolle som leverandør af naturgas. Dermed skabes plads for afsætning af amerikansk LNG, der godt nok i øjeblikket er 20 procent dyrere end naturgas.

Den amerikanske energiminister, Rick Perry, har godkendt endnu en række terminaler, der snarest vil begynde at eksportere flydende naturgas, LNG, til Europa og især til Polen, som Trump besøger inden ankomsten til Danmark.
Polen har store ambitioner om at slå sig op som et europæisk gascenter. I øjeblikket bygges der en gasrørledning mellem Norge via Danmark til Polen med et EU-tilskud på 320 mio. EUR. Forretningen skal i første omgang bygge på norsk gas. Når den norske gas slipper op, regner man med flydende gas, LNG, fra USA, som kan videresælges til andre europæiske lande med fortjeneste.

EU kan ikke dække eget energiforbrug
EU er afhængig af importeret naturgas. EU’s samlede forbrug af naturgas er på vej mod 500 mia. kubikmeter og forventes at være stabil over de kommende 20 år.
I øjeblikket importeres 66 pct. af naturgassen, og Rusland er allerede den største naturgaseksportør til EU med en andel af EU’s samlede import på omkring 40 pct. efterfulgt af norsk naturgas.
Europa aftager dermed omkring en tredjedel af russiske Gazproms samlede naturgassalg, og som bekendt kommer knap halvdelen af Ruslands offentlige udgifter af provenu fra olie og gas.
EU får i øjeblikket russisk gas via Nord Stream 1 (kapacitet 55 mia. kubikmeter årlig), Jamal-ledningen gennem Polen (33 mia.) og flere ledninger samlet i Transgas gennem Ukraine (120 mia.).
Omstillingen i Tyskland fra atomkraft (i 2022) og sten- og brunkul (i 2038) indebærer fald i energiforsyningen, der ikke på kort sigt kan erstattes af vedvarende energi.
Nedgangen i Europas egenproduktion vil i 2035 svare til ca. 40 mia. kubikmeter gas i Holland, omkring 25 mia. kubikmeter gas i Storbritannien, omkring 24 mia. kubikmeter gas i Norge samt en mindre nedgang i den danske naturgasproduktion.
Samtidig vil gaseksporten fra Nordafrika i stigende grad blive begrænset af eget forbrug, mens ny gas fra den Kaspiske region kun vil blive leveret i små mængder til EU.

Dette efterlader 120 mia. kubikmeter af den europæiske gasforsyning, som der fortsat skal kompenseres for – enten skal dette kompenseres ved LNG eller af russisk gas.
Nord Stream 2 skal derfor supplere eksisterende gastransportruter og med et europæisk importgab, der vokser til omkring 120 mia. kubikmeter gas i de næste to årtier, er der rum til import fra forskellige kilder.

Hvem kan blive ramt af amerikanske sanktioner?
Nord Stream2-konsortiet har hyret 3 hovedentreprenører til det praktiske arbejde med etableringen ag rørledningen. Det er det hollandske firma Allseas, det italienske Saipem og det tyske firma Wasco.

Nord Stream 2 er mere generelt en stor økonomisk drivkraft for mange dele af den europæiske økonomi: 200 firmaer fra 17 forskellige lande vil bidrage med stål, byggeri, anlæg, rørlægninger, logistik samt arbejde med miljøundersøgelser og overvågning. Hertil kommer europæiske ingeniørvirksomheder.

Den totale økonomiske værdi for Europa er 39 milliarder kr., hvilket skaber 31.000 jobs. Alene i Danmark er den økonomiske værdi af de allerede planlagte aktiviteter 525 millioner kr. Dette vil skabe 600 danske jobs.
Firmaerne i Danmark er blandt andre Blue Water Shipping, FOGA, Rambøll og GEO.

Blue Water Shipping i farezonen
Det er måske især Blue Water Shipping, der kan komme i farezonen i tilfælde af amerikanske sanktioner. Blue Water Shipping opnåede efter en international licitationsrunde, kontrakten til 40 millioner euro – 300 millioner danske kroner – med Wasco. Kontrakten dækker søtransport af rør fra Wascos coatingfabrikker i Mukran, Tyskland og Kotka, Finland til oplagringsfaciliteter i Karslhamn, Sverige og Hanko, Finland.

Tyskland protesterer mod amerikanske sanktioner
Tyskland tager klart afstand fra den amerikanske lov, der vil pålægge amerikanske sanktioner over for selskaber, der arbejder på den russiske gasledning Nord Stream 2 til Tyskland.

I danske aviser har det ikke skortet på kritik af USA og præsident Trumps handelskrig med Kina. Det er ikke længe siden Berlingske i en leder skrev, at en handelskrig skal undgås med alle midler, ”fordi verden kan blive kastet ud i et økonomisk kaos, hvis panikken breder sig”. Vi har også fra officielt dansk hold ved mange lejligheder set en underdanig respekt for Kina praktiseret. Skiftende regeringer glemmer ikke at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked. Det gælder i forhold til Tibetsagen, håndteringen af Dalai Lama og en uklædelig slesken omkring de kinesiske Panda-bjørne.

Kun i forbindelse med Grønland har Danmark – meget diskret – gjort fælles sag med USA og lagt afstand til Kina.

Straftold

Den 1. august 2019 annoncerede USA en straftold på ti pct. på kinesiske varer for ca. 300 mia. dollar fra 1. september. De kinesiske myndigheder har svaret igen ved at suspenderet indkøb af amerikanske landbrugsprodukter. Desuden vil Kina ikke udelukke at lægge told på amerikanske landbrugsprodukter, der er indkøbt efter 3. august.

USA har været kritiseret for, at ved at lægge told på en lang række varer overhører USA fuldstændig erhvervslivets og EU’s bekymringer. Konfrontationen med Kina kan udløse en bølge af protektionisme, som kan blive gnisten til en ny global krise, har det bekymret lydt.

Manglende tillid til det multilaterale system

I Danmark er bekymringen også gået på, at Danmark og EU trækkes med ind i Trumps strid med Kina. Det truer med at opløse det multilaterale system i handelsorganisationen WTO, som i Danmark tilsyneladende er at foretrække frem for en verden, hvor den stærkes ret hersker i bilaterale konfrontationer.

Hidtil har USA-kritikerne været blind for, at ”Made in China 2025” udgør den absolut største trussel mod USA og andre vestlige lande. ”Made in China 2025” har det er erklærede mål, at Kina om få år skal være den dominerende globale aktør inden for 10 strategiske industrier. Men der er findes også en anden strategi: “Den nye Silkevej”, hvor Kina i de kommende år bruge 9500 milliarder kroner på at skabe en transportkorridor med et omfattende netværk af moderne jernbanenet og infrastruktur fra Asien til Europa, som vil passere igennem så mange lande, der ikke har adgang til havet, og som derfor vil blive økonomisk afhængige af Kina.

Inden 2030 vil de overhale USA som verdens største økonomi, lyder vurderingen fra flere eksperter ifølge Bloomberg.

Huawei og Færøerne

I lyset af den aktuelle sag om Huawei og opbygningen af 5G internet på Færøerne har piben fået en anden lyd. Nu lyder det fra toneangivende aviser, at vi skal stå fast mod Kinas ”mafiametoder”.

5G er den næste generation af globalt internet. Her spiller Huawei, der er verdens største producent af telekommunikationsudstyr, en afgørende rolle. Huawei og Ericsson anses for førende indenfor 5G, mens Nokia, ZTE, Qualcomm og Cisco halter efter. Andre 5G-selskaber er AT& T, China Mobile, Samsung og Verizon Communications.

Når 5G er så interessant et vækstmarked er det fordi, teknologien understøtter fremtidige styrkeområder som kunstig intelligens (artificial intelligence, AI), robotteknologi og Internet of things (IoT) udover ekstreme høje hastigheder på internettet.‎

Frygt for, at kinesiske myndigheder vil bruge Huawei til spionage, har medført, at virksomheden er blevet udelukket fra flere markeder i Vesten. På Færøerne står Huawei allerede for det eksisterende 4G-net, og har formentlig også på 5G det bedste udstyr til den bedste pris. Kineserne er simpelthen længst fremme, samtidig med at de bruger store summer på forskning.

Spionerer alle mod alle?

Med spionageanklagerne prøver USA at svække Huaweis stærke kommercielle position. Spørgsmålet er, om Kina vil bruge Huawei til at spionere gennem. Kina er formentlig udmærket klar over, at i det øjeblik, de gør det, har kineserne ikke noget verdensmarked længere.

Kryptering er rykket helt frem på dagsordenen, efter at den tidligere efterretningsansatte Edward Snowden i sommeren 2013 gennem tophemmelige dokumenter afslørede, hvordan de amerikanske efterretningstjenester bogstaveligt havde snablen direkte nede i datakablerne hos alle de store IT-selskaber, hvis tjenester er verdens mest brugte, og således kunne kopiere alle data og analysere dem bagefter. Siden har bl.a. mobilproducenterne valgt, at deres telefoner fra fabrikken bliver krypteret.

USA, UK, Australien, Tyskland og en række andre lande ønsker lovgivning, der sikrer at Googles Gmail og Facebooks Messenger, WhatsApp, Instagram m.v. anses som kommunikationstjenester. Dermed skal de opfylde samme lovkrav om bl.a. udlevering af oplysninger til politiet som teleselskaber. Det forudsætter, at Apple, Facebook og andre selskaber implementerer en såkaldt bagdør i krypterede beskedtjenester.

Vi bør gøre fælles sag med USA i kriger mod Kina

Hvorfor lurepasser vi i forhold til Kina? Ét er spionage og cyber security, men alle danske firmaer, med blot perifer berøring af det kinesiske marked, kan bekræfte berettigelsen af den amerikanske kritik af Kinas ageren på de globale markeder.

I øjeblikket synes de 2 parter at stå langt fra hinanden, men dem, der påstår, at præsident Donald Trump startede handelskrigen med Kina, har fået noget galt i halsen. Selvom Kina blev medlem af WTO i 2001, har det ikke afholdt Peking fra i årevis at føre økonomisk krig mod USA og andre Vesteuropæiske lande – stjålet intellektuelle rettigheder, tvunget udenlandske firmaer, der ville gøre forretninger i Kina, til at overføre teknologi og statssubsidieret kinesiske firmaer i unfair konkurrence med amerikanske og andre udenlandske virksomheder.

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad præsident Trumps højre hånd i handelsspørgsmål, Peter Navarro, Director of Trade and Manufacturing Policy, har argumenteret for i de amerikanske handelsforhandlinger: Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.

Hvorfor tøver Danmark? Hvad kan vi opnå ved at holde os ”neutrale” i den krig, der foregår og som også påvirker dansk økonomi?

Når Mette Frederiksen næste gang møder USA’s præsident, Donald Trump, bør hun tage tyren ved hornene og tilkendegive Danmarks uforbeholdne støtte til USA i de igangværende handelsforhandlinger med Kina.

Den venstreintellektuelle kriminolog og professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, er et lysende eksempel på modkulturens Gramsciske March gennem institutionerne.

Han er født i Aalborg og blev student fra byens katedralskole i 1966. Karrieren som indehaver af alle de rigtige venstrefløjsmeninger og den livslange kamp mod USA-imperialismen, det kapitalistiske lønarbejde og kapitalismens diktatur blev indledt som lektor i kriminalret og kriminologi på Den Sociale Højskole. Fra 1975 slog Vestergaard sine folder på Københavns Universitet som kandidatstipendiat, adjunkt, lektor, docent og endelig som professor i strafferet.

Blekingegade-banden

I en kronik i Information den 7. juni 1989 kritiserede de tre venstreintellektuelle kriminologer, Preben Wilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard, dagbladet Informations dækning af Blekingegade-banden og dens tilknytning til den danske militante og voldsparate venstrefløj. Journalist Lars Villemoes blev af venstrefløjens beskyttere anklaget for at tilsidesætte ”fundamentale journalistiske principper”, bryde med retssikkerheden og viderelevere ”løsagtig snak” og ”fiction”.

Jørgen Dragsdahl

Da historikeren Bent Jensen i januar 2007 i Jyllands-Posten skrev, at PET anså Jørgen Dragsdahl fra Information for at være agent, var Jørn Vestergaard, dengang docent i strafferet ved Københavns Universitet, hurtig ude med kritik: ”Det, som Bent Jensen i en meget polemisk form har gjort med sin artikel, svarer jo til en selvbestaltet standret, der får Moskva-processerne til at ligne civiliseret retspleje.”

Jørgen Dragsdahl blev efter en langvarig proces til sidst i Højesteret frikendt for at have været russisk agent. Bent Jensen forsvarede sig med, at han mente, at offentligheden burde vide, at beskrivelsen af Jørgen Dragsdahl i DIIS-udredningen om Danmark under Den Kolde Krig (2005) var misvisende. Ifølge PET-papirerne, som både Bent Jensen og DIIS havde set, havde Jørgen Dragsdahl kontakt til KGB-officerer, men DIIS skrev alene, at han var i PET’s søgelys på grund af sine kontakter til østlige journalister.

Straffelovens bestemmelser om at religion og kultur ikke kan undskylde forbrydelser og mindske straffen

Jørn Vestergaard forsvarer fortsat villigt og gerne anslag mod dansk kultur og sammenhængskraft. Siden 1. april 2019 er det af straffeloven fremgået, at religion eller kultur ikke tæller som formildende omstændigheder, når domstolene afsiger kendelser. Af den nye bestemmelse fremgår det, at ved fastsættelsen af straffen ”kan det ikke indgå som formildende omstændighed, at gerningen har baggrund i tro, kulturelle forhold eller lignende”. Det er med andre ord nu lysende klart at tro eller medbragte skikke fra andre lande, aldrig kan undskylde forbrydelser og mindske straffen.

Jørn Vestergaard, professor i strafferet ved Københavns Universitet, finder lovændringen ”fagligt stærkt betænkelig”, og ”det er svært at frigøre sig fra det indtryk, at man ønsker at udsende et signal i forhold til parallelsamfund. Og hvem er det, der har en hovedrolle her? Det er selvfølgelig den muslimske befolkningsgruppe”.

Terrorister og ISIS-krigere

I forbindelse med debatten om håndteringen af danske statsborgere, der har deltaget ISIS-aktiviteter, har jurist og lektor Henning Fuglsang Sørensen foreslået, at personer, som i fremtiden begår terrorkriminalitet i Danmark eller i f.eks. Syrien, straffes med tidsubestemt forvaring efter de mildere paragraffer i terrorlovgivningen.

Forslaget er enkelt: Giv domstolene mulighed for at straffe hjemvendte syrienjihadister med tidsubestemt forvaring for de terror-relaterede forbrydelser, der i dag udløser fængseldomme af – relativt set – kortere længde. Herved kan man spærre hjemvendte Islamisk Stat-tilhængere og andre terrorister inde på ubestemt tid, indtil de vurderes til ikke at være farlige for omgivelserne.

Henning Fuglsang Sørensen var en af fire eksperter som har været indkaldt til høring i Folketinget hos Retsudvalget, som afsøger mulighederne for at oprette en særlig domstol et sted i udlandet for dermed at undgå, at de danske Islamisk Stat-jihadister kommer retur.

Den idé har blandt iagttagere længe været anset for at være ønsketænkning og blev da også affejet af Retsudvalgets ekspertpanel som ”en fantasi”.

Muligheden for forvarings-domme

Konkret foreslår Fuglsang Sørensen, at domstolene skal have mulighed for at idømme forvaring ved overtrædelser af dels paragraf 101, den såkaldte landsforræderbestemmelse, der i forvejen straffes med op til 16 års fængsel. Dels terrorbestemmelserne i paragraf 114, som har en strafferamme fra to år til livstid.

Det er et grundlæggende retsprincip i Danmark ikke at lovgive med tilbagevirkende kraft, så Fuglsangs forslag – hvis det blev gennemført – vil formentlig kun rette sig mod personer, der i fremtiden begår terrorkriminalitet, om det så er her i landet eller Syrien.

I alt er 13 personer siden 2015 blevet dømt i Danmark for at have tilsluttet sig en terrorbevægelse under rejser til krigen i Syrien: Én fik seks års fængsel og blev udvist for bestandigt fra Danmark. En anden fik fire års fængsel for at have boet 20 måneder på Islamisk Stats territorium. I en tredje sådan sag fik fire unge udrejste hver tre års fængsel.

Forvaring er – ligesom livstid – en tidsubestemt straf, som domstolene kan udmåle, hvis en dømt vurderes for farlig til at blive lukket ud i samfundet, og det er normalt særlig alvorlig personfarlig kriminalitet eller seksualforbrydelser, der udløser den sanktion.

Dansk Folkeparti vil følge op på forslaget, mens Socialdemokratiet umiddelbart mener, at forvaring er et skridt for langt. Enhedslisten mener, at forvaring er en decideret dårlig idé, mens Venstre og Konservative ikke har forholdt sig til forslaget.

Professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, er ligeledes modstander af forslaget. En forvarings-dom kræver ”meget sikker dokumentation for farligheden”, og at det kan være svært at løfte bevisbyrden tilstrækkeligt. ”Jeg har svært ved at forestille mig, at det skulle kunne lade sig gøre i ret mange tilfælde”, siger Jørn Vestergaard.

 

Partistøtteloven trådte i kraft den 1. januar 1987, og fra et beskedent udgangspunkt er tilskudsbeløbet steget betydeligt. Udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på 33,00 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,50 kr./år, og til hver stemme, partierne modtager ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,25 kr.
I 2018 androg den offentlige partistøtte efter antal stemmer ved Folketings-, Kommunal- og Regionalvalg i alt 153.433.678

Forhøjet støtte til Folketingets partier
Ud over partistøtten ydes skatteyderbetalt støtte til faglig bistand til Folketingets partier.
Støtten var oprindelig i 1965 tænkt som støtte til medlemssekretærer, rådgivere og pressemedarbejdere, kontorhold m.v. men det er i realiteten op til de enkelte partier, hvordan støtten anvendes.
Partierne aftalte i slutningen af 2016 at hæve partistøtten – såvel grundbeløbet som beløbet pr. mandat. Stigningen er på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. og dermed bringes den samlede partistøtte op på 182.345.856 kr. Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater steg med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bringer partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Orlovsordning og supplerende, indirekte støtte til små regeringspartier
Den 26. november 2016 kunne Ritzau oplyse, at Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten havde indgået en aftale, der betyder at mindre partier i Folketinget med en stemmeandel på under 10 procent kan indkalde suppleanter, hvis et af de valgte folketingsmedlemmer udnævnes som minister og herefter tager orlov fra Folketinget. Suppleanterne aflønnes som de øvrige medlemmer af Folketinget.

Sammenhængen mellem dannelsen af VLAK-regeringen og den eksorbitante forhøjelse af partistøtten og orlovsordningen for små partier
Under forhandlingerne på Marienborg i november 2016 om eventuel udvidelse af Venstre-regeringen med Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, gjorde de konservative det til et ultimativt krav, at partiet skulle have mulighed for at indkalde stedfortrædere i Folketinget for partiets 3 medlemmer af regeringen. Motiveringen var, at alternativt ville partiet med kun 6 mandater blive bragt i en håbløs situation i Folketingsarbejdet.
Det bør i den forbindelse erindres, at de borgerlige partier med Det Konservative Folkeparti i spidsen og støttet af Dansk Folkeparti i slutningen af 90’erne havde udnyttet deres flertal i Folketinget til at afskaffe muligheden for at indkalde suppleanter for ministre i Folketinget.
Socialdemokratiet og SF øjnede mulighederne for en politisk studehandel. Partierne var villige til at genindføre orlovsmuligheden – men kun for en pris! Prisen var, at de borgerlige partier skulle gå med til at forhøje den offentlige partistøtte til partierne på Christiansborg med godt 52 mio. kr.
Alternativet havde ingen problemer med den studehandel, men Dansk Folkeparti og Enhedslisten kunne ikke tilslutte sig. Dansk Folkeparti var påfaldende tavse i slutningen af november, men Pia Kjærsgaard tog siden bladet fra munden og kritiserede de høje skatteyderbetalte partitilskud.

Man kan derfor med en vis ret sige, at de årlige meromkostninger ved VLAK- eller Trekløverregeringen udover ministervederlag, pensioner m.v. var godt 52 mio. kr. + årlige merudgifter i Folketinget på omkring 4 mio. kr. til kontorer m.v. til nye rådgivere og ”spindoktorer” m.v.

Beslutningsforslag fra Nye Borgerlige
Nye Borgerlige har fremsat et beslutningsforslag om justeringer i partistøtteaftalen fra november 2016, der medførte en stigning på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. der bragte den samlede støtte til partigrupperne i Folketinget op på 182.345.856 kr. Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater steg med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bragte partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Forhøjelsen betød at i 2018 kunne Socialdemokratiet indkassere 41,3 mio. kr. i gruppestøtte, Dansk Folkeparti 33,8 mio., Venstre 27,5 mio., Enhedslisten 16 mio., Liberal Alliance 13,4 mio., Alternativet 12,9 mio., Radikale Venstre 11,4 mio., Socialistisk Folkeparti 10,5 mio. og Det Konservative Folkeparti 9,7 mio.

Forslaget fra Nye Borgerlige er at skære beskedne 2 pct. af støttemidlerne.

Privatøkonomiske interesser
Den samlede offentlige partistøtte på 341.434.113 kr. bør sammenholdes med politikernes aflønning. Danske politikere er ganske vellønnede. Vederlagskommissionen dokumenterede, at selv et menigt folketingsmedlems indkomst, når først værdien af pensioner, tillæg, eftervederlag m.v. indregnes, når op på, hvad der allerede i 2016 svarede til 1,1 mio. kr. om året. For alle 179 folketingsmedlemmer svarende til knap 200 millioner kr.
Tilsvarende værdisætning af ministres forhold gav (afhængig af ministerpost) mellem 2,3 mio. og 2,7 mio. kr.

Politikerne tilhører dermed den øverste 1 pct. af indkomstfordelingen, og nogle meget højere end det. En placering som endog meget få politikere, og næppe en eneste af de nuværende ministre, ville være i nærheden af at kunne oppebære uden for politik, når man ser på deres uddannelser og hidtidige job.

Disse tal er uden at medregne værdien af æresbevisninger, rejser, chauffører, fryns eller den lejlighed i et fashionabelt kvarter i København, som provinspolitikerne får tildelt.
Vederlagskommissionen medregnede heller ikke de fordele, som nogle partier giver deres partiformænd i form af løntillæg, bil og dækning af alt fra underbukser og cigaretter til dyre middage. Ej heller de supplerende vederlag til visse folketingsgruppers gruppeformænd er medtaget.

Som vi netop har set i både Venstre og Liberal Alliance er kampen om formandskabet i de politiske partier også en benhård kamp om den økonomiske kontrol med partiorganisationen og alle de private fordele for en selv.

Den 29. november 2019 modtog medlemmerne af Atlantsammenslutningen og de tilmeldte til NATO-konferencen den 10. december 2019 en opdatering om forberedelserne og den store interesse for at deltage i 70-års jubilæumskonferencen.

Atlantsammenslutningens generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe, oplyste, at konferencen blev afholdt i samarbejde med den amerikanske ambassade og det i fællesskab var lykkedes ”at skabe rammer for en international konference, der har tiltrukket bl.a. amerikanske forskere til København. Det har givet genlyd – også uden for landets grænser – og det viser, at der er interesse for NATO og NATO’s arbejde samt for Atlantsammenslutningen. Derfor kan jeg kun opfordre til, at interesserede hurtigt tilmelder sig konferencen, hvis de vil opleve det unikke arrangement på Frederiksberg Slot.”

Det oplystes, at blandt de bekræftede oplægsholdere var Stephen G. Brooks, professor, ph.d. ved The John Sloan Dickey Centre for International Understanding, Dartmouth College; Peer Henrik Hansen, museumsdirektør, ph.d. for Langelandsfortet; admiral Tim Sloth Jørgensen, programchef, Industriens Fond; Kristian Søby Kristensen, seniorforsker, ph.d., vicecenterchef for Center for militære Studier; kontreadmiral Torben Mikkelsen, chef for Søværnskommandoen; kontreadmiral Henrik Ryberg chef for Forsvarsakademiet; og Richard Weitz, Senior Fellow, ph.d., direktør for Political-Military Analysis, Hudson Institute.

Vært er generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe, Atlantsammenslutningen; og ambassadør Carla Sands, den amerikanske ambassade i København.

Moderator er Clement Kjersgaard.

Stanley R. Sloan ikke på programmet

Analytikeren Stanley R. Sloan figurerede ikke på programmet, og det underbygger den amerikanske ambassades påstand om, at Sloans sene invitation ikke var sket i samråd med ambassaden.

Stanley R. Sloan er en velkendt kritiker af præsident Donald Trump, som tillægges instinkter ”instinkter affødt af en narcissistisk personlighed, hans behov for at blive elsket, hans personlige familie og finansielle bevæggrund samt hans beundring af ‘stærke ledere’.”

Stanley R. Sloan ytrer sig jævnligt i offentligheden i hårde vendinger om præsidenten. På Sloans Twitter-profil er der jævnlige kommentarer om Trump, herunder om præsidentens ”sygelige” adfærd.

Atlantsammenslutningen hævder, at Stanley R. Sloan havde lovet at levere et ”upolitisk og objektivt indlæg” på Frederiksberg Slot.

Sloan har søndag den 7. december – efter aflysningen – på Facebook offentliggjort, det han ville have sagt på konferencen.

Der er på ingen måde tale om en ”upolitisk og objektiv” tale, men et partisk indlæg, der tydeligvis har det sigte at at miskreditere præsident Trump.

Jeg er ikke vidende om, at præsident Trump skulle have udtalt en hensigt om at opgive NATO. Det er velkendt, at Trump ønsker, at Europa skal bidrage mere til alliancen, både økonomisk og militært. NATO-topmødet i London bekræfter, at det faktisk er ved at ske. Sloans ”scenarier” er helt ude i hampen. Hans forudsigelse af, at et genvalg af Trump i 2020 vil indebære NATO’s opløsning, kan kun karakteriseres som en del af Demokraternes valgpropaganda.

Hvorfor aflysningen af Stanley R. Sloan skulle føre til aflysningen af hele konferencen, er svært at forstå.

Det er paradoksalt, at netop Atlantsammenslutningen skulle være anledning til at skabe tvivl om styrken af det transatlantiske forsvarssamarbejde. Hvad vil Generalsekretæren gøre ved det?

I stedet for at bygge dæmninger, udbygge dræn- og kloaksystemer og forhindre bosættelser i lavbundsområder har venstrefløjen kastet sig over klimapolitikken som det nye våben i kampen for mere regulering af borgerne og flere af borgernes penge til staten at råde over.

På nationaløkonomisk plan er argumentationen, at siden finanskrisen i 2007-8 har den globale økonomiske vækst været lavere end den gennemsnitlige vækst efter 1945. Venstrefløjen argumenterer, at årsagen er, at i de fleste vestlige lande føres der en alt for passiv finanspolitik. I stedet for at stimulere økonomi og beskæftigelse har de fleste regeringer fra 2011 gjort det modsatte.

En mere aktivistisk klimapolitik vil indebære en kraftig stigning i de offentlige udgifter til forbrug og investeringer. Det er det, der skal til – en Green New Deal som foreslået af Demokraterne i USA og de grønne i Europa vil indebære massive offentlige investeringer i ren energi, offentlig transport, elbiler osv. Udgifterne ville dog – hedder det – betale sig selv ved at genoprette et bredere økonomisk grundlag, som med flere jobs og forbrugsmuligheder vil være en gevinst for alle.

Venstrefløjens pointe her er, at klimaskeptikere overdriver prisen på klimaforebyggelse, og glemmer at verdensøkonomien under alle omstændigheder har brug for regelmæssige doser af stimuli. Borgerlige partier og herunder formentlig mange klimaskeptikere opfatter klimainvesteringer, der sigter på at begrænse den globale opvarmning, som en økonomisk omkostning. VI kan godt øge de offentlige udgifter til vindmøller, solceller, elbiler etc. men det vil ske på bekostning af investeringer, der kunne have øget velfærd og økonomisk vækst. En for ambitiøs klimapolitik vil ifølge denne tankegang være værre end ikke at gøre noget.

Venstrefløjen og klimaaktivisterne hævder, at vi ikke har noget valg, og de hilser det samtidig velkomment, at klimalovgivning legitimerer mere regulering af borgerne og at staten får mulighed for at råde over flere af borgernes penge.

Er det pludselig blevet borgerlig politik?

Er det nu Det Konservative Folkepartis program?