Kan man være bekendt at rejse til Iran?

Hvis man kun kender Iran fra filmen ”Operation Argo” – en amerikansk OSCAR-vindende, dramatisk historisk thriller-film fra 2013 om en CIA-ledet redningsaktion af seks amerikanske diplomater, der havde søgt tilflugt hos den canadiske ambassadør i Teheran under gidselkrisen i Iran i 1979 – skal man ikke gøre det. Filmen og dens fremstilling af blodtørstige iranske studenter og revolutionsgardister indgyder ikke umiddelbart tilskueren en ubetvingelig trang til at besøge den shia-muslimske republik Iran.

Udviklingen siden den islamiske revolution i Iran i 1979 har betydet, at få lande får så negativ presse som Iran. Revolutionen bragte en radikal transformation af landets styre med sig. Allerede efter Shahens fald begyndte de nye magtstrukturer at vise sig, men det var først under og efter den blodige krig med Irak i 80erne, at den Islamiske Republik kunne konstituere sig som et stærkt centraliseret regime, med tentakler – herunder Revolutionsgarden – der strækker sig helt ud i samfundets spidser. “Revolutionens fjender” blev udrenset og mange andre flygtede ud af landet. Alle blev underlagt det gejstlige shiamuslimske bureaukrati, Revolutionsgarden og den paramilitære milits (Basij), der tæller millioner af indoktrinerede unge soldater.

Revolutionsgarden (The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC) har siden afslutningen af krigen med Irak I 1980’erne finansieret af olieindtægter opbygget en enorm magt i Iran. Ikke kun internt i Iran, hvor IRGC udover det kontroversielle atomprogram også kontrollerer væsentlige økonomiske og industrielle interesser, men også i forhold til udlandet. IRGC er ansvarlig for et ballistisk missilprogram, der truer hele regionen, men IRGC støtter også direkte international terrorisme, blandt andet den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, og Houthi-bevægelsen i Yemen. Samtidig har Irans atomprogram påkaldt sig kritik fra verdenssamfundet.

Ambassadebesættelse og atomprogram

Forholdet til USA har været belastet siden USA’s allierede, den iranske Shah i januar 1979 – allerede inden ayatollah Khomeini vendte tilbage fra eksilet i Frankrig – som følge af omfattende borgerlige uroligheder måtte flygte fra Iran. Forholdet blev dramatisk forværret, da islamiske studenter og revolutionsgardister den 4. november 1979 invaderede den amerikanske ambassade i Teheran og tog 52 gidsler i 444 dage.

Dermed grundlagde de en hadefuld relation mellem USA og Iran, som siden er fortsat. Skiftende amerikanske regeringer har siden 1995 opretholdt en handelsembargo mod Iran. Årsagen var dels mistanken om et iransk atomvåbenprogram, manglende samarbejde med inspektørerne fra Det Internationale Atomenergi Agentur, IAEA, et truende ballistisk missilprogram, manglende respekt af menneskerettigheder samt påstandene om, at Iran støtter international terrorisme, blandt andet den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, og Houthi-bevægelsen i Yemen.

De amerikanske sanktioner har været ganske vidtgående: amerikanske virksomheder har været afskåret fra stort set al handel med Iran, bortset fra landbrugsudstyr, medicin, humanitær bistand og ”informationsmateriale” som f.eks. film.

Irans manglende samarbejde med Det Internationale Atom Energi Agentur, IAEA, om atomprogrammet førte til, at FN, herunder Tyskland, Frankrig, UK og EU’s øvrige medlemslande, også fordømte Iran. Den manglende adgang for IAEAs inspektører betød, at FN’s sanktioner mod Iran siden 2006 og frem til Iran-atomaftalen i 2015 gradvist er blevet skærpet.

Nye EU-sanktioner mod Iran

Allerede i januar 2019 indførte EU-landene sanktioner mod Iran som følge af de formodede attentatplaner, der var rettet mod eksiliranere i Danmark og Frankrig.

Sanktionerne er rettet mod en leder og en ansat i det iranske efterretnings- og sikkerhedsministerium, som begge blev optaget på EU’s terrorliste.

Donald Trump skærper også sanktionerne

Donald Trump trak den 8. maj 2018 USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action). Iran og de øvrige aftalepartnere (Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland og EU) var ikke indstillet på at imødekomme det ultimative krav fra USA om at genåbne forhandlingerne om aftalens indhold, og derfor er alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran igen i kraft. Hertil er kommet nye sanktioner, der især er rettet mod Irans olieeksport.

Sanktionerne omfatter udenlandske regeringer og ikke-amerikanske firmaer, der indgår i handel eller finansielle transaktioner med Iran. Det vil få konsekvenser for europæiske, kinesiske og russiske virksomheder i Iran – særligt hvis de også er på det amerikanske marked. Siden foråret 2018 har der da også været en decideret udvandring af europæiske virksomheder og banker fra Iran, fordi de også har et stort marked i USA.

Undtagelser ophævet

Formålet med sanktionerne var at stoppe al Irans olieeksport, men frem til 1. maj 2019 har otte lande haft dispensationer, der gjorde, at de kunne købe iransk olie uden at blive omfattet af de amerikanske sanktioner.

De otte lande – Kina, Japan, Indien, Italien, Grækenland, Sydkorea, Taiwan og Tyrkiet – vil fra 1. maj blive behandlet ligesom alle andre, der køber iransk olie.

Revolutionsgarden på terrorlisten

I begyndelsen af april 2019 satte USA den iranske revolutionsgarde på listen over terrororganisationer. Præsident Trump begrundede beslutningen med, at det er en ”realitet”, at den iranske stat støtter terrorisme, og her er revolutionsgarden en aktiv deltager. Beslutningen sender en klar besked til Teheran om at støtte til terrorisme har alvorlige konsekvenser.

Udenrigsminister Mike Pompeo har samtidig advaret alle banker og virksomheder mod at gøre forretninger med Revolutionsgarden.

Det er første gang, at USA formelt stempler en del af et andet lands militær som en terrororganisation. Embedsmænd i den amerikanske regering har sagt, at dette seneste skridt yderligere vil isolere Iran og gøre det klart, at USA ikke tolererer Irans støtte til oprørsgrupper og andre, der destabiliserer Mellemøsten.

Oversvømmelser i Iran

Den oversvømmelseskatastrofe, der siden slutningen af marts efter års tørke ramte 22 af Irans 31 provinser, har givet anledning til, at den udbredte kritik af Revolutionsgarden er kommet åbent til udtryk. Oversvømmelserne har demonstreret, at de nationale iranske myndigheder og i særdeleshed IRGC, ikke har formået at mobilisere en effektiv redningsindsats og ofrene for katastrofen er ladt i stikken.

Chefen for IRGC, general Muhammad-Ali Aziz-Jaafari, blev kritiseret for at han ikke engang besøgte de berørte områder, hvor over 80 mennesker har mistet livet og tusinder står uden tag over hovedet. Samtidig har der været voksende kritik fra de mange ramte, der har hævdet at oversvømmelserne dels skyldtes uheldige forsøg på med kemiske midler at fremkalde regn og dels, at IRGC var ansvarlig for uhensigtsmæssige dæmningsbyggerier m.v.

Chefen for Revolutionsgarden fyret

Irans præsident, Hassan Rouhani, besøgte for nylig sammen med indenrigsministeren og en række eksperter nogle af de ramte områder, og har herunder lovet, at staten vil yde erstatning til de ramte familier. Herefter blev det søndag den 21. april 2019 i Teheran oplyst, at lederen af den Islamiske Revolution i Iran, Ayatollah Ali Khamenei, som den øverste leder af de væbnede styrker havde forfremmet Hossein Salami til generalmajor og udpeget ham til chef for Revolutionsgarden, IRGC.

Konsekvenserne for Iran

Siden 2011 har Iran haft en negativ økonomisk vækst, ligesom arbejdsløshed er udbredt og ikke mindst ungdomsarbejdsløsheden er oppe på omkring 30 pct. Almindelige iranske husholdninger har i det sidste årti oplevet fald i indkomsterne – de reale husholdningsbudgetter for en middelklassefamilie anslås at være faldet med 20 pct. Umiddelbart efter atomaftalens indgåelse i 2015 steg olieindtægterne, men pengene er især tilgået det statslige system og Revolutionsgarden, og ikke gavnet den almindelige iranske befolkning. Eksperter har vurderet, at faldet i levestandard er et resultat af en kombination af dårlig indenlandsk økonomiforvaltning og de udenlandske sanktioner.

Irans præsident, Hassan Rouhani har erkendt, at den Islamiske Republik oplever den værste økonomiske krise i 40 år. Irans valuta – Rialen – er faldet til et historisk lavpunkt: I november 2017 svarede 1 US dollar til 35.000 Rials. Nu er Rialen faldet til 130.000 Rials. 1 Euro svarer nu til 150.000 Rials.

Resultatet er selvfølgelig en forrygende inflation, der rammer almindelige iranere hårdt. De begrænsede økonomiske muligheder og de stramme politiske forhold har medført et betydeligt såkaldt ”braindrain”, hvor det skønnes at op mod 9 millioner fortrinsvis veluddannede iranere siden 1979 er emigreret til udlandet.

Udover olie eksporterer Iran landbrugsprodukter, herunder pistacienødder og safran. Den amerikanske embargo omfatter endvidere iranske produkter som tæpper og kaviar.

Efter atomaftalen er voksede Irans handel med EU i en periode, men Kina, Sydkorea og Tyrkiet er fortsat Irans vigtigste handelspartnere.

Irans modstandere i Mellemøsten

I Mellemøsten har premierminister Benjamin Netanyahu i Israel ikke været tilfreds med Iran-aftalen: Aftalen blåstempler Irans atomprogram, og det vil indebære en alvorlig trussel mod regionen og verden – og vigtigst af alt: aftalen vil være en trussel mod Israels overlevelse. Rammeaftalen lægger ikke op til et arrangement, der definitivt vil hindre Iran i at anskaffe atomvåben, og aftalen adresserer ikke Irans missilprogram og støtte til international terror. Tilsvarende er Saudi Arabien og andre stærke arabiske stater og sunnimuslimske befolkninger i Mellemøsten heller ikke parate til at forsone sig med Iran.

Vil regimet overleve?

De økonomiske problemer er en reel udfordring for magthaverne i Iran. Hvis regeringen bruger af reserverne for at bedre befolkningens vilkår, herunder at betale erstatninger til de mange tusinde ofre for de nylige oversvømmelser, vil det betyde en forøgelse af pengemængden, der vil forøge den i forvejen voldsomme inflation i landet.

Det overvejes derfor at finansiere udgifterne gennem en forhøjelse af de ganske lave naturgas, benzin- og dieselpriser. Som vi har set med De Gule Veste i Frankrig, kan en sådan forhøjelse meget vel udløse et åbent oprør fra den økonomiske pressede befolkning på 84 millioner mennesker.

Der kan samtidig iagttages tydelige spændinger internt i det iranske regime: De religiøse ledere i præstestyret er tydeligt bekymrede for reaktioner fra den brede befolkning. Forholdet mellem den civile regering under ledelse af præsident Hassan Rouhani og magtfulde strukturer som hæren og Revolutionsgarden åbenbart heller ikke for godt. Iran har vist, at landet kan modstå det voldsomme internationale politiske og økonomiske pres, men spørgsmålet er om befolkningen i længden vil betale prisen?

Er tiden inde til at danne sig sit eget overblik?

Udviklingen i Iran siden 1979 betyder, at de fleste mennesker synes, at det nu er en frygtelig tid at besøge Iran. De fornyede amerikanske sanktioner på landet betyder, at populære rejsesider som Expedia, Airbnb og Booking.com ikke virker i Iran. Internationale betalingskort og kreditkort kan ikke bruges til at foretage betalinger eller hæve penge fra pengeautomater. Mange rejseforsikringer dækker ikke Iran. Der er internet og mobiltelefoner i Iran, men sociale netværk som Twitter og Facebook er sammen med en lang række specifikke hjemmesider teknisk blokeret på internettet. Fra Iran kan man i Danmark f.eks. tilgå Kristeligt Dagblad og Berlingske Tidende, men ikke Politikken.

Rundrejsen

Alligevel har jeg netop tilbragt 14 dage på en rundrejse i Iran. Fra Shiraz i syd, fødested for Hafez og Saadi og siden det 13. århundrede hele Persiens litterære og kulturelle center, over Persepolis – kong Darius’ monumentale center fra det 5. århundrede f.Kr.- indtaget og ødelagt af Alexander den Store i 331 f.Kr. Persepolis blev nøje beskrevet af Carsten Niebuhr i ”Reisebeschreibung nach Arabien und anderen umliegenden Ländern” fra 1778.

Forfatteren Thorkild Hansen har beskrevet Niebuhrs ekspedition og besøg i Persepolis i 1765 i bogen ”Det lykkelige Arabien”, der udkom i 1962, og et besøg og synet af Niebuhrs graffiti kan stadig tage vejret fra selv den mest blaserte globetrotter.

Rejsen gik videre forbi kongegravene nord for Persepolis i Naqsh-i Rustam til ørkenoasen Aberkooh på den vigtige karavanevej mellem Shiraz, Yazd og Isfahan. Aberkooh med bygninger af soltørrede lersten, et avanceret system af undergrunds vandkanaler – qanater, og et velbevaret nyere ”ishus”. Allerede 400 år f.Kr. mestrede Perserne at opbevare is hele sommeren. Aberkooh kan desuden bryste sig af Asiens ældste levende organisme – en mere end 4.000 år gammel cypres.

Videre til ørkenbyen Yasd, med den gamle lerklinede bydel på UNESCOs liste over verdens kulturarv, og ”towers of silence”, hvor de døde blev anbragt og spist af gribbe.

Yasd er også centrum for zoroastrismen (Zarathustras lære), der var persernes religion inden araberne erobrer Persien i 651 og islam udbredes. Fra 1501 har shiaislam været statsreligion i Iran, men der er grundlovssikret religionsfrihed i Iran.

Mod Isfahan gennem ørkenbyen Nain. I Isfahan møder man det gamle Persien for fuld kraft. Hovedstad i flere hundrede år og hjemsted for shah Abbas den Store. Fra rejseberetningen ”Vermehrte Neue Beschreibung der Muscowitischen und Persischen Reyse” af Adam Olearius fik Adam Oehlenschläger sit kendskab til Østen og dens mystik og inspirationen til skuespillet ”Aladdin” i 1806. Jeg kan kun sige: Se det selv!

Det vil overraske nogen, at der i Isfahans armenske bydel er 13 kristne kirker, og herunder den storslåede Vank-katedral.

Nordpå kan man besøge Nantenz og Kashan med svalende vindtårne og velbevarede karavanestationer – karavanserail’s, der uvilkårligt leder tankerne i retning af Ali Baba og de fyrretyve Røvere fra 1001 Nats Eventyr.

Desuden findes her den historiske persiske have Bagh-e Fin, anlagt af Shah Abbas. Det er den klassiske version af paradiset med naturlige kilder, cypresser og et palads, der spejler sig i en dam. Et ophold med tedrikning er en lise for sjælen.

Teheran med over 13 millioner indbyggere har et væld af paladser, museer og andre seværdigheder, herunder det kæmpemæssige mausoleum for ayatollah Khomeini og Azadi tårnet. Udover byens fine paladser og udsøgte museer får man også i Teheran et indtryk af Irans moderne ansigt. Desværre har Teheran også et utal af biler og en kaotisk trafik, der ikke står tilbage for Rom eller Napoli.

Del af vores kulturelle baggrund

Den nyere politiske udvikling kan ikke skygge over, at Irans historie i sig selv er en perlerække af fantastiske og dramatiske historier. Iransk og Persisk historie er en del af vores kulturbaggrund ligesom græsk og romersk historie, og det er svært ikke at falde for arkitekturen og den naturlige skønhed i landet. Hvis man ser bort fra det øjeblikkelige politiske og religiøse regime, er Iran – landet, befolkningen, kulturen, historien, poesien – enormt tiltrækkende.

De fornyede amerikanske sanktioner og regimets kritisable forvaltning, har som nævnt sendt den iranske Rial i frit fald, hvilket gør det økonomisk overkommeligt at udforske landet. Et godt måltid med drikkevarer kan sagtens fås for 5 €! Et dobbeltværelse med morgenmad på et 4-stjernet hotel koster 40 €!

Et besøg giver samtidig mulighed for at direkte at hjælpe Irans almindelige borgere, der lider af de økonomiske konsekvenser.

Turismen er hårdt ramt, hvilket betyder, at du kan have den udsøgte Nasir-ol-Molk moské også kendt som den Lyserøde moské i Shiraz, Naqsh-e Jahan-pladsen også kendt som Meidan Emam eller Emam-pladsen i Isfahan og saltørkenen Dasht-e Lut eller Kaluts-ørkenen stort set for dig selv.

Muligheden for at danne sig sin egen mening

En rejse i Iran er samtidig en mulighed for ved selvsyn at skrælle lagene af de internationale mediers fordomsfulde beskrivelser, som ikke yder landet rimelig retfærdighed.

Revolutionen, der bragte ayatollah Khomeini til magten, indvarslede en epoke, hvor Vesten har været på kant med den store persiske nation. Iran har ikke selv været uden skyld i omverdenens kritik. Skiftende magthavere i Iran har siden 1500-tallet slået på den shiamuslimske egenart og brugt det til at skabe et nationalt sammenhold og et bolværk og en distance til de omliggende sunnimuslimske magter, herunder især det aggressive Osmannerrige mod nord-vest.

Det er derfor værd at bemærke, at denne ”Dem mod Os”-strategi har betydet, at det shiamuslimske Iran også har været isoleret i Mellemøsten og i store dele af den sunni-muslimske verden, og har været henvist til at samarbejde med især Kina, Assad i Syrien og Kim Il-sung og hans efterfølgere Kim Jong-il og Kim Jong-un i Nordkorea.

Når USA’s præsident Donald Trump kommunikerer med Irans præsident siden 2013, Hassan Rouhani, er tonen rå og direkte: USA betegnes konsekvent, som ”Den store satan”, der advares mod ”at lege med løvens hale, eller du vil fortryde det”. Trump besvarer øjeblikkelig advarslen med: ”Du skal aldrig nogensinde true USA igen, eller du vil opleve konsekvenser, som kun få i historien har mærket før dig”.

Irans nuværende åndelige leder (og reelle statschef), ayatollah Khomeinis efterfølger, ayatollah Ali Khamenei, er på samme linje: ”Så længe USA fortsætter sin ondskab, vil den iranske nation ikke ophøre med at ønske Død over Amerika!”

De verbale slagudvekslinger, der foregår i den etablerede internationale presse og via sociale medier, er det synlige udtryk for det dårlige forhold mellem Iran og USA, Israel og Saudi-Arabien siden 1979.

Den storpolitiske konflikt og den krigeriske retorik skaber et forvredet og negativt indtryk af Iran og dets meget venlige og nysgerrige befolkning. Som rejsende vil man selv opleve Iran som en positiv overraskelse.

Iran og det gamle, eventyrlige Persien er nemlig en sand skatkiste af storslået natur, historiske vidundere, dufte og stemninger fra Aladdin og 1001 Nats Eventyr og imødekommende mennesker.