Mandag den 1. april 2019 – kan Hjemmeværnet notere, at der er gået 70 år siden den formelle oprettelse i 1949.

Dagen markeres med parader, en særudstilling på Hjemmeværnsmuseet i Frøslevlejren andre aktiviteter.

Spørgsmålet er om der er noget at fejre?

Min egen tidligere enhed – Politihjemmeværnskompagni Gentofte-Lyngby, POHVKGEL – havde sin historiske oprindelse i modstandsgruppen “lysglimt” og har i alle årene været fast forankret i Gentofte Kommune.

Politihjemmeværnet har ofte været synligt i gadebilledet i Gentofte, men kompagniområdet dækkede også Rudersdal, Furesø og Lyngby-Taarbæk. Hjemmeværnsfolkene i kompagniet havde ud over den almindelige militære uddannelse, fået en politifunktionsuddannelse, der satte kompagniet i stand til løbende at løse opgaver for Nordsjællands Politi.

Kompagniet har med skriggule jakker ofte været synlige i lokalområdet i forbindelse med trafikregulering, men politihjemmeværnet har også mere diskret og upåagtet hjulpet politiet med f.eks. at afvikle cyklistprøver, afspærring i forbindelse med ulykker, brand, kriminalsager og gerningsstedsafspærring, eftersøgninger, storme og katastrofer.

Hjemmeværnet er oprindeligt en organisation af frivillige, hvor menige og cheferne helt op til distrikts- og regionschefer havde rod i modstandsbevægelsen.

I dag har hovedparten af de fastansatte en helt anden dagsorden end de frivillige. Det begyndte ret tidligt, i takt med at cheferne ikke længere havde samme baggrund fra modstandsbevægelsen, som mange af de frivillige havde. I 2018 gælder der kun én ting for de fastansatte – hvis de ikke er i slutstilling – det er at bliver forfremmet til nærmeste højere grad!

Drevet af de fastansattes ambitioner om at gøre karriere har Hjemmeværnet derfor været igennem en centralisering, der har handlet om at samle hjemmeværnsdistrikter og dermed reducere i omkostninger til personale og bygninger. I den sammenhæng, har den lokale forankring og de frivilliges synspunkter været uendeligt ligegyldige.

Samtidig har man nedlagt og sammenlagt kompagnier, fordi man rigidt har kigget på om et kompagni nu også opfyldte bemandingsnormen. Man har frataget den lokale kompagnichef retten til at administrere sit kompagni med personlig dømmekraft og alene forladt sig på bestemmelser om, hvorvidt en hjemmeværnsmand nu har deltaget i lige præcis nok aktiviteter i indeværende år til at opretholde status som aktiv og kunne beholde uniform og våben.

Dette har gjort, at man ikke længere har et hjemmeværn, som man kan melde sig ind i ud fra ønsket om hermed at vise viljen til at forsvare sit land. Det har vanskeliggjort rekrutteringen, men også betydet at Hjemmeværnets tab af aktive er accelereret.

I modsætning til Hjemmeværnsledelsens skønmaleri giver det nuværende antal aktive på godt 10.000 soldater, anledning til tvivl om Hjemmeværnets muligheder for at løse opgaverne overfor Forsvaret og Politiet i forbindelse med værtsnationsstøtte og i relation til Totalforsvarsstyrken, som det ellers forudsættes i forsvarsforliget for 2018-2023. Hjemmeværnet har på den konto fået flere penge til materiel m.v. og mange hjemmeværnsfolk har da også fået udleveret dele af det nye uniformssystem, som går under betegnelsen ”Uniform M/11, MTS”. Forklaringen på M/11 er det år uniformen er indført i det danske forsvar, og MTS er en forkortelse for ”Multi terræn sløring”. I øjeblikket er enhver Hjemmeværnsmønstring et broget skue af grønne og kamuflagefarvede uniformer, brune og sorte støvler og forskellige former for hovedbeklædning.

Hærhjemmeværnet i Nordsjælland, der dækker samme geografiske område som Nordsjællands Politi med 13 kommuner: Gribskov, Helsingør, Halsnæs, Fredensborg, Hillerød, Hørsholm, Frederikssund, Allerød, Rudersdal, Egedal, Furesø, Lyngby-Taarbæk og Gentofte har været gennem vidtgående ændringer i distriktets organisation. Som led i ændringerne er politihjemmeværnskompagnierne i Frederikssund, Hillerød-Helsingør og Lyngby-Gentofte nedlagt, hjemmeværnsgårdene forladt, og opgaverne samlet på Høvelte kaserne.

For Politihjemmeværnskompagni Gentofte-Lyngby, POHVKGEL, har nedlæggelsen af kompagniet og de sidste 70-års tilholdssted, Hjemmeværnsgården på Niels Steensens Vej 10, 2820 Gentofte, været, at nogle har søgt væk fra Hærhjemmeværnsdistrikt Nordsjælland, men mange har mistet interessen. De er nu en del af den store gruppe af tidligere aktive hjemmeværnsfolk, som med undren følger den beklagelige udvikling i Hjemmeværnet.

Ét er de fastansatte karriere-soldaters holdning. Det mærkelige er, at de skiftende politisk udpegede kommitterede for Hjemmeværnet, der ellers skulle være de frivilliges tillidsmand, passivt har fulgt Hjemmeværnets deroute.

Den seneste udvikling i Hjemmeværnsdistrikt Nordsjælland, har været fulgt på tæt hold af Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, og han har uden tøven godkendt Hjemmeværnets opgivelse af den lokale forankring og opbakning.

Det har vakt opmærksomhed, at partiet Venstre i Region Midtjylland ifølge Danmarks Radio i årene omkring det seneste folketingsvalg i 2015 modtog mindst 16 beløb over 20.000 kroner, som ikke blev indberettet til myndighederne.

Overtrædelsen af partistøtteloven ved at afgive urigtige eller mangelfulde oplysninger er af politiet takseret til en bøde på 10.000 kroner.

Venstre vil desuden tilbagebetale 214.000 partistøttekroner til Region Midtjylland.

Britt Bager

Det er samtidig kommet frem, at Venstres politiske ordfører, Britt Bager, har modtaget en donation på i alt 100.000 kr. fra den samme person. Donationen var imidlertid opdelt i mindre portioner, således at identiteten på donoren kunne holdes hemmelig.

Offentlig partistøtte har ført til krav om åbenhed om privat partistøtte

Mange er formentlig ikke engang klar over, at politiske partier i Danmark indkasserer millioner i offentlig partistøtte? Alligevel argumenteres der jævnligt for flere offentlige ressourcer til politikerne. Opinionsundersøgelser tyder imidlertid på, at en lang række konkrete sager har bekræftet befolkningen i den opfattelse, at folketings- og kommunalpolitikere, ministre og borgmestre allerede er ganske bjærgsomme, når det gælder dem selv.

Medlemmernes betydning for partiernes økonomi er faldet markant siden indførelsen af den direkte offentlige støtte til de politiske partiers landsorganisationer, og især siden de væsentlige seneste forhøjelser af tilskuddene til både landsorganisationerne og folketingsgrupperne

Oplysningspligt overholdes ikke

De gældende regler for partistøtte kræver, at der oplyses om donorer, der giver mere end 20.000 kroner, men ikke hvor meget de giver.

At det som oplyst af DR ikke altid indberettes burde ikke overraske. Allerede i 2016 blev det i bogen “Skjulte Penge”, skrevet af journalisterne Carl Emil Arnfred og Chris Kjær Jessen, oplyst at en række danske politikere ikke rettidigt havde oplyst om økonomisk støtte fra forskellige såkaldte erhvervsklubber.

”Skjulte Penge” udkom på forlaget People’sPress den 1. juni 2016.

Demokratiske kultur og støtte til politiske aktiviteter

Offentlig partistøtte er også en relativ ny foreteelse. Traditionelt har det i den danske demokratiske kultur været en given ting, at de politiske partier selv beslutter, hvordan de finansierer deres politiske aktiviteter, og hvilke aktiviteter de vil bruge deres ressourcer på. Danske partier var i folkestyrets klassiske tid private og økonomisk autonome organisationer – helt uafhængige af staten. Politiske partier er heller ikke nævnt overhovedet i Grundloven.

De ”gamle partier” – Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti – var gennem det 20. århundrede statsuafhængige bevægelser, private og frivillige sammenslutninger, som mobiliserede store dele af befolkningen til at deltage i politik. Til eksempel var Socialdemokratiet i 1960 fuldt og helt finansieret af medlemmerne og af fagbevægelsen.

Hvis vi ser historisk på det, ville det tidligere have været utænkeligt at lade partierne finansiere af statskassen. Da partierne var private foreninger, var deres regnskaber helt frem til 1990 private på linje med andre private foreninger.

Det er stadig et grundvilkår for partiernes virke, at partierne er private foreninger, men i takt med den dalende medlemstilslutning har finansiering alene af en kombination af medlemskontingenter og private bidrag været et problem i visse partier.

Offentlig partistøtte

I december 1965 blev det vedtaget, at folketingsmedlemmerne skulle have en vis bistand ved ansættelse af medhjælpere, kontormedarbejdere osv., men direkte offentlig støtte til partierne blev først lovfæstet i 1986 med virkning fra den 1. januar 1987. Støttebeløbene var dengang uskyldigt små (5 kr. pr. stemme).

Vedtagelsen i Folketinget dengang skete uden nogen principiel debat, idet der på forhånd var enighed blandt partierne om at bevilge sig selv støtte. Partierne argumenterede for, at den skatteyderbetalte partistøtte skulle opfattes som borgernes investering i demokratiet!

Loven blev vedtaget, og kun VS, Fremskridtspartiet og Elsebeth Kock-Petersen fra Venstre stemte imod. Venstres ordfører, Svend Heiselberg, fremhævede under debatten, at statstilskuddet kun måtte blive et supplement og ikke erstatte medlemskontingenterne.

Siden loven trådte i kraft den 1. januar 1987, er tilskudsbeløbet steget betydeligt, og udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på 32,25 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,50 kr./år, og til hver stemme, partierne modtager ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,25 kr.

Privat partistøtte især vigtig i valgår

Den private partistøtte til partierne finansierer i ”normalår” kun omkring en sjettedel af partiernes aktiviteter. Det er imidlertid især i forbindelse med valgkampe at private støtter de politiske partiers kampagner. Ved Folketingsvalget i 2011 modtog de Konservative 26 millioner kroner i privat partistøtte. De private bidrag til valgkampen i 2015 nåede kun op på godt 20 millioner kroner, og hvor meget partiet kan kradse ind i forbindelse med det kommende valg er ukendt.

Støtte til Folketingets partier

Ud over partistøtten ydes skatteyderbetalt støtte til faglig bistand til Folketingets partier. Støtten var oprindelig i 1965 tænkt som støtte til medlemssekretærer, rådgivere og pressemedarbejdere, kontorhold m.v. men det er i realiteten op til de enkelte partier, hvordan støtten anvendes.

Partierne har i slutningen af 2016 aftalt at hæve partistøtten – såvel grundbeløbet som beløbet pr. mandat. Stigningen er på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. og dermed bringes den samlede partistøtte op på 182.345.856 kr. Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater stiger med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bringer partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Indirekte støtte til små regeringspartier

Den 26. november 2016 kunne Ritzau oplyse, at Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten har indgået en aftale, der betyder at mindre partier i Folketinget med en stemmeandel på under 10 procent kan indkalde suppleanter, hvis et af de valgte folketingsmedlemmer udnævnes som minister og herefter tager orlov fra Folketinget.

https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/pia-k.-kraever-opgoer-med-politikernes-vilde-fryns/7549820

Italiens La Scala opera har netop sagt nej til en infusion på 15 millioner euro fra Saudi-Arabien. Det har i Italien givet ny næring til den gamle diskussion om det statslige ansvar for finansiering af kunsten, eller om det er okay at overlade finansieringen til selskaber og tvivlsomme investorer?

Det er ingen nyhed, at kunst i Italien har problemer med den offentlige finansiering. Koalitionsregeringen mellem 5Stjernebevægelsen og det højre nationale Lega har i budgettet for 2019 skåret kraftigt i støtten til bl.a. Roms moderne institutioner, Maxxi og Galleria Nazionale, og det har naturligvis forstærket debatten.

La Scala

Problematikken illustreres med det drama, der udfolder sig i Milanos operahus, La Scala. Teatret har være involveret i indgående drøftelser om et femårigt partnerskab med det saudiarabiske kulturministerium, der ville hælde 15 mio. euro i La Scalas kasser. La Scala havde faktisk allerede modtaget godt 3 millioner euro, men planerne har givet anledning til massiv kritik fra politikere og andre, der krymper sig ved tanken om et samarbejde mellem en ikonisk national institution og et dubiøst regime.

Beslutningen om at sige nej tak til Saudi-pengene, er hilst velkommen af Forza Italia, Silvio Berlusconis centrum-højre parti, som har været særdeles kritisk overfor den mulige aftale.

La Scala, som fortsat er et centrum for Milanos kulturelle og sociale elite, blev grundlagt af den østrigske kejserinde Maria Theresa i 1778.

La Scala har været rammen for mange af de helt store i italiensk opera fra Gioachino Rossini til Aruro Toscanini, men er måske allermest forbundet med Giuseppe Verdi.

Andre skandaler

Operaen har også haft sin del af de dramaer og skandaler, der forbindes med opera. Den seneste angik åbningsforestillingen for sæsonen 2018-19. La Scala lagde den 7. december 2018 ud med Verdis opera Attila, men nyfortolkningen gav anledning til furore. Især var mange utilfredse med en scene, hvor en kvinde smadrer en statue af Jomfru Maria.

I 2012 var åbningsforestillingen Wagners Lohengrin. Årsagen var at 2013 markerede 200-året for den tyske kompåonist fødsel. Problemet var, at 2013 også var 200-året for Giuseppe Verdi, og mange italienere blev fornærmede. Den berømte dirigent Riccardo Muti udtalte, at det svarede til at Bayreuth i Tyskland åbnede sæsonen med La Traviata eller Nabucco!

Dirigenten Daniel Barenboim kunne ikke se det store problem, og han gjorde stilfærdigt opmærksom på, at La Scala for hele sæsonen havde 8 værker af Verdi og 6 værker af Wagner på programmet.

Præsident Donald Trump har kritiseret direktøren for den amerikanske centralbank, The Fed, Jerome Powell, efter den seneste renteforhøjelse i december 2018. Banken annoncerede dengang også en målsætning om fortsatte gradvise renteforhøjelser i løbet af 2019-20.

Centralbanken havde samtidig en målsætning om gradvist at nedbringe den enorme beholdning af værdipapirer, der blev opbygget i perioden efter finanskrisen, hvor den amerikanske pengemængde blev øget gennem gigantiske opkøbsprogrammer og renten blev holdt helt i bund. Et salg ville opsuge likviditet og dermed være ensbetydende med en strammere pengepolitik.

Trump var tydeligvis nervøs for, at en strammere pengepolitik og renteforhøjelser ville bremse det økonomiske opsving i USA.

På de seneste møder i centralbankens FOMC-udvalg (Federal Open Market Committee) onsdag den 30. januar og den 20. marts 2019 har der imidlertid været enighed om at fastholde den amerikanske styringsrente på det nuværende niveau – mellem 2.25 pct. og 2.5 pct.

Ingen renteforhøjelse

Centralbanken vil ”tålmodigt” følge udviklingen, før der vil blive taget stilling til eventuelle renteændringer.

Jerome Powell tilkendegav efter det seneste møde, at den amerikanske økonomi var ganske tæt på den dobbelte målsætning om lav og stabil inflation og fuld beskæftigelse, og at man derfor skulle se ændringer i nøgletallene, før ændringer kunne komme på tale: ”Grunden til at vi afventer er, at vi mener renten ligger rigtigt, ligesom vi mener den amerikanske økonomi er i god gænge. Derfor vil vi afvente og følge såvel den globale som den nationale udvikling.”

Lurende farer

Den amerikanske centralbank lægger ikke skjul på, at der lurer farer, der umiddelbart kan påvirke den økonomiske stabiliteten: Udsigt til international handelskrig, svækket vækst i Kina og mulige negative impulser fra Brexit og problemerne i den italienske banksektor nævnes som de mest overhængende farer.

I slutningen af 2018 var det ikke kun Donald Trump, der var nervøs. Aktierne raslede ned verden over, fordi investorerne var rædselsslagne for en potentiel snarlig recession og blev bange for, at den amerikanske centralbank ville dræbe markedet ved at hæve renterne for meget midt i en økonomisk afmatning. Siden nytår er globale aktiemarkeder galoperet opad, og ikke mindst signalerne fra Jerome Powell om, at der ikke kommer så høje renter, som det havde været frygtet, havde i begyndelsen af året en positiv indflydelse.

Negativ markedsreaktion

Op til onsdagens møde var det den gængse forventning, at Fed ville signalere én renteforhøjelse i 2019. Det sket ikke, og markedet forventer nu ikke bare nul renteforhøjelser i 2019, men er også begyndt at prise en sænkning ind.

Det paradoksale er derfor, at centralbankens beslutning om ikke at sænke renten, nu opfattes som et negativt signal om at, det i virkeligheden ikke går så godt i økonomien, og det smitter af på aktiemarkedet, der reagerede negativt på centralbankens rentemøde.

Hvad med Europa?

I EU er der ikke udsigt til renteforhøjelser i den forudsigelige fremtid. Den europæiske centralbank, ECB, har også en oppustet balance med en beholdning af opkøbte værdipapirer på omkring 4.000 mia. euro, og der ingen tegn på, at ECB vil prøve at nedbringe beholdningen.

Selvom Danmark står uden for euro-samarbejdet, er der heller ikke tegn på rentestigninger i Danmark.

I Europa har vi set en lignende lidt overraskende reaktion på renteudviklingen. Da Den Europæiske Centralbanks møde tidligere i marts udskød potentielle renteforhøjelser til 2020. Her valgte investorerne at fokusere mere på, at økonomien i eurozonen var svækket og de dystre vækstudmeldinger, og mindre på det normalt positive forhold, at det er stadig sikrere, at renterne forbliver historisk lave i længere tid.

I Zimbabwe introducerede regeringen i sidste uge en ny virtuel valuta: Real Time Gross Settlement (RTGS) dollar. RTGS er regningsenheden ved alle bankoverførsler, elektroniske betalinger og forskellige betalingssystemer baseret på mobiltelefoner som ECOCASH, samt Zimbabwianske bond notes og bond coins.

Værdien af RTGS i forhold til amerikanske dollar vil blive bestemt af markedet.

Baggrunden for det, der i realiteten er en samtidig elektronisk pengeombytning og 300 pct. devaluering i forhold til amerikanske dollar, er en økonomi i ruiner.

Zimbabwe er et af verdens fattigste lande med en gennemsnitsindtægt pr. indbygger på 475 US-dollar. Landet er samtidig kæmpestort – knap 391.000 km2.

Regeringens økonomiske politik har betydet, at landets gæld er vokset eksplosivt. Zimbabwes virksomheder producerer ikke nok til at imødekomme den lokale efterspørgsel eller til at tjene udenlandsk valuta ved at eksportere varer. I stedet har landet et stort og voksende handels- og valutaunderskud.

Sanktioner

USA, EU og UK har siden 2003 opretholdt sanktioner mod Zimbabwe. USA har netop forlænget sanktionerne med 12 måneder fordi Emmerson Mnangagwas regering ikke har iværksat de politiske og økonomiske tiltag, der er nødvendige for at genoprette tilliden til Zimbabwe. Det er således opfattelsen, at de sidste valg ikke var ”fully free and fair”.

Sanktionerne er målrettet mod enkeltpersoner, ligesom der er forbud mod at sælge våben m.v. til Zimbabwe og bistand til regeringen til ikke-humanitære programmer.

Det er således stadig muligt at yde bistand og nødhjælp direkte til den zimbabwianske befolkning.

Dollarmangel

Landet har en kronisk mangel på amerikanske dollar, og i det hele taget er der mangel på fysiske kontanter, ligesom det i øjeblikket ikke er muligt i Zimbabwe at hæve penge på et internationalt Credit Card.

Manglen på dollars betød, at Zimbabwe i november 2016 indførte “bond notes” og  ”bond coins” som lovligt betalingsmiddel. Den officielle værdi af Zimbabwes egne papirpenge – bond notes eller i folkemunde: ”bollars” – var 1: 1 med US-dollars, der også er lovligt betalingsmiddel. På det sorte marked har værdien af bond notes og coins imidlertid været mindre – en amerikansk dollar har kunnet byttes til 3 – 4 bondnotes. Samtidig har der været et andet bytteforhold mellem mobiltelefon-baserede betalinger.

For dem, der har haft muligheden, er pengeomsætningen derfor i væsentligt omfang foregået med US-dollar, britiske pund, sydafrikanske rand og botswanske pula.

Spekulation

I landets officielle system var alle penge imidlertid fortsat lige meget værd. Det betød, at kvikke folk med gode kontakter i systemet kunne veksle bond notes i nationalbanken til rigtige dollar til kurs 1:1. De rigtigt velforbundne kunne med en sådan svikmølle hurtigt oparbejde en regulær formue ved igen at købe tre-fire gange så mange plasticpenge på sortbørsen, returnere til nationalbanken og få dem omsat til rigtige dollar – og så gentage processen.

Systemet betød endvidere, at der kunne spekuleres i varer med officielt fastsatte priser som f.eks. brændstof, der kunne opkøbes med bond notes og eventuelt sælges i udlandet for dollars.

Før initiativet med RTGS prøvede regeringen at gribe ind over for brændstofspekulationen. Regeringen forhøjede uvarslet literprisen på benzin med 150 procent. Før forhøjelsen var prisen for en liter benzin 1,32 dollar (8,54 kroner). Efter var den på 3,31 dollar (21,42 kroner).

Indgrebet betød, at der i Zimbabwe udbrød voldsomme uroligheder i hovedstaden Harare og i den sydlige by, Bulawayo. I Harare blev de fleste virksomheder lukket og fagforeninger og regeringsoppositionen opfordrede til strejker.

Stigninger i brændstofprisen kom oven i en akut mangel på stort set alle importerede varer. På apotekerne er der blandt andet mangel på vigtig medicin.

Om Zimbabwe

Præsident Emmerson Mnangagwa kom til magten i november 2017, efter at den mangeårige præsident, Robert Mugabe, trådte tilbage efter et militærkup og massedemonstrationer. Præsidenten vandt i 2018 et kontroversielt valg præget af vold og valgsvindel.

Zimbabwe var engang en af de mest lovende økonomier på det afrikanske kontinent. Men under præsident Robert Mugabe blev landet præget af korruption, dårlig ledelse og i øvrigt lagt på is af det internationale samfund.

De 16 millioner indbyggere kæmper med en arbejdsløshed på over 80 procent foruden en tårnhøj inflation.

Tidligere Rhodesia

Republikken Zimbabwe, tidligere Sydrhodesia, Rhodesia og Zimbabwe-Rhodesia, er en republik i det sydlige Afrika. Zimbabwe er omkranset af Sydafrika i syd, Botswana i vest, Zambia i nordvest og Mosambique i øst og nordøst og har ingen kystlinje. Den nordvestlige grænse er defineret af Zambezifloden. Victoria Falls er et populært turistmål ved Zambezi. I syd er Zimbabwe separeret fra Sydafrika af Limpopofloden. Zimbabwe deler også en kort grænse med Namibia i vest via en smal landkorridor.

Landet har sit navn efter Great Zimbabwe, en oldtidsby i det sydlige Afrika, som var centrum for et stort rige kendt som Munhumutapa-imperiet. “Zimbabwe” kommer af Dzimbadzemabwe, der betyder “stort stenhus” på shona-sproget.

Landet løsrev sig fra Storbritannien i 1965. På det tidspunkt var landet ledet af den hvide farmer Ian Smith, og det hvide mindretal opretholdt et strengt apartheid-styre. Rhodesia var relativt velstående, men i realiteten kun støttet af Sydafrika. Rhodesia var gennem 70’erne præget af oprør og borgerkrig, og regeringen måtte til sidst overgive sig og udskrive frie valg.

Den 1. juni 1979 blev partileder Abel Muzorewa indsat som premierminister, og landet skiftede navn til Zimbabwe-Rhodesia. Da landet blev anerkendt som Zimbabwe i 1980, var det imidlertid med den sorte socialist, Robert Mugabe, ved magten, som han beholdt i de næste 37 år. Da Mugabe blev præsident, udgjorde de hvide ca. 4 procent af befolkningen, men de ejede 70 procent af landets landbrugsjord, herunder alle de mest frugtbare områder.

Kontroversielle landreformer

Omfordelingen af landbrugsjord fra de store kommercielle farme har derfor stedse været et hedt politisk emne i Zimbabwe. Fra omkring 2000 førte den tvungne fjernelse af hvide jordejere til store prisstigninger på landbrugsvarer som korn og sukker, og Zimbabwes økonomi kollapsede. Zimbabwe var tidligere en vigtig madeksportør i regionen, men i de sidste år har hungersnød været udbredt på grund af Mugabes jordreformer.

Dette har efterladt den store majoritet af jordløse sorte i en værre forfatning på grund af et katastrofalt fald i produktiviteten, hyperinflation og omfattende arbejdsløshed.

I Zimbabwe er der jernbanenet på totalt 3.700 km. Vejnettet har en total længde på 90.000 km, hvoraf 19 pct. er asfalteret, og der er bygget 7 lufthavne med regulær trafik.

Air Zimbabwe må ikke beflyve EU, fordi selskabet ikke har været I stand til at dokumentere, at de lever op til internationale sikkerhedsregler.

Venstre vil have en europæisk pagt om i alle EU-love at styrke klimaet. Pagten skal sikre, at der laves systematiske klima- og miljøvurderinger af al EU-lovgivning, ligesom økonomiske konsekvenser beregnes i dag. Og så skal hensynet til klimaet etableres som et grundlæggende princip ligesom EU’s traktatbestemte nærhedsprincip om, at beslutninger skal træffes så tæt på borgerne som muligt.

Konservative foreslår en ny klimalov med grønne trepartsforhandlinger. Klimaloven skal sikre, at Danmark er med til at nå målene fra Paris-aftalen og er med til at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader.

Konkret foreslår de Konservative grønne trepartsforhandlinger mellem erhvervslivet, regeringen og et styrket og mere uafhængigt Klimaråd, der fremover ikke blot skal rådgive regeringen, men også forhandle med den og erhvervslivet. Parterne skal forhandle sig frem til delmål for Danmarks CO2-udledning. De bindende delmål skal herefter vedtages i Folketinget og skrives ind i klimaloven.

Det er forståeligt, at utålmodige borgere ønsker en Folkets Klimalov i Danmark, De Konservative vil have trepartsforhandlinger og bindende delmål, Venstre kræver op til Europa-Parlamentsvalget en klima-finanspagt i EU, og i USA ønsker demokraternes venstrefløj en New Green Deal.

Voksende forbrug af fossil energi

Problemet er bare, at Det Internationale Energiagentur, IEA, advarer om, at det globale olieforbrug på over 100 millioner tønder om dagen stadig vokser og rem mod 2030 ventes at vokse med omkring 3 pct. om året.

Væksten i brugen af olie er stoppet i de rige, vestlige OECD-lande, men forbruget af fossil energi i Asien, Latinamerika og Afrika vokser stadig og væksten ventes at fortsætte mindst 10 år endnu. Kinas Nationale Olieselskab vurderer således, at Kinas olieforbrug først vil toppe i 2030 med 13,8 millioner tønder om dagen.

Markedernes prissætning skal ændres

Fossil energi er stadig i de fleste tilfælde langt billigere end vedvarende og CO2-fri energi. Først når der er vendt om på prisforholdet, og den grønne energi dermed er blevet mere konkurrencedygtig, vil der for alvor komme fart i omstillingen.

Det kræver imidlertid gennemgribende politiske reformer af skatter og afgifter, som vil medføre enorm modstand. Det vil vende den tunge ende nedad og have stærk social slagside, som skal imødegås med andre upopulære politiske tiltag, hvis vi ikke overalt skal ende med protesterende Gule Veste i gaderne. En sådan indsats giver kun mening på internationalt niveau.

Man kunne – som foreslået af Venstre – begynde i EU og håbe, det vil brede sig i takt med at den grønne teknologi udvikles. Men hvordan det skulle være muligt i EU at opnå enighed om grundlæggende politiske reformer af skatter og afgifter, der principielt er medlemsstaternes gebet, er svært at se.

Den teknologiske udvikling

Ikke desto mindre er al New Green Deal-speak tom snak, hvis ikke der gennemføres en grundlæggende politisk korrektion af markedet for energi. I den situation må politikere og klimaaktivister vente og håbe på, at den teknologiske udvikling og markedskræfterne vil løse problemet.