Udlændingedebat –eller når borgerlige politikere i virkeligheden er kulturradikale

Forholdet til migranter og flygtninge søges i 2019 fortsat reguleret af konventioner, som er skrevet i begyndelsen af 1950’erne i lyset af erfaringer fra 2. verdenskrig. Det er klart, at konventionerne ikke forudser de problemer, vi har i dag, hvor vi – udover regulære flygtninge, der er truet på livet – har irregulære flygtninge, økonomiske migranter, der ”flygter” fra deres land for at få en bedre tilværelse.

Konventionstankegangen var grundlæggende for den betænkning, der i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, førte til det første udkast til den nye danske udlændingelov i 1982.

Arbejdet med at revidere den hidtidige fremmedlov, var udsprunget af den såkaldte mexicanersag tilbage i 1977. Den drejede sig om en mexicansk statsborger med syv års ophold i landet, som på et tilsyneladende spinkelt grundlag var anklaget for spionage og forstyrrelse af samfundsordenen, og som den socialdemokratiske regerings sikkerhedsudvalg udviste til Mexico mod den pågældendes vilje og trods voldsomme protester fra dele af pressen og fra menneskerettighedseksperter.

Det nedsatte såkaldte ”fremmedlovsudvalg” afgav en betænkning i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, og i 1982 var betænkningen grundlaget for det første udkast til den nye udlændingelov, der af justitsminister Erik Ninn-Hansen blev fremsat som lovforslag i januar 1983.

Loven blev som bekendt vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 1983, mens Poul Schlüter og Firkløverregeringen nok havde regeringsmagten, men – som mindretalsregering – afhængig af skiftende flertal.

Udlændingeloven fra 1983

Den konventionsbaserede udlændingelov fra 1983 er siden blevet modereret, men lovens vigtigste nyskabelse var et opgør med det stop fra indvandring fra tredjelande (uden for EF og Norden) man havde indført i 1973 under oliekrisen, og en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. For det første fik enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, krav på at komme ind i landet. For det andet havde sådanne asylansøgere ubetinget retskrav på at opholde sig i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet. For det tredje overgik behandlingen af asylansøgere fra fremmedpolitiets skøn til det nyoprettede Direktoratet for Udlændinge. For det fjerde kunne alle afgørelser i denne første instans indbringes for det ligeledes nyoprettede Flygtningenævn, og udvisningsafgørelser kunne i sidste instans behandles af domstolene. Sidst, men ikke mindst, fik udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller asylret i Danmark udvidede og lovfæstede muligheder for at få familiemedlemmer som ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet.

Politisk kompromis

Når udlændingeloven blev så imødekommende overfor asylansøgere, skyldtes det navnlig en politisk handel mellem Firkløverregeringen og det ”alternative flertal” bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS.

Regeringen – justitsminister Erik Ninn-Hansen – insisterede på, at udlændingesager fortsat skulle behandles af Justitsministeriet og ikke af Indenrigsministeriet. Til gengæld fik oppositionen hele 88 af sine ændringsforslag til regeringens lovudkast igennem. Der var primært tale om forslag fra det lovforberedende udvalgs mindretalsindstilling, som byggede på konventionstankegangen og havde Folketingets Ombudsmand og Dansk Flygtningehjælps formand, Hans Gammeltoft-Hansen, som en af penneførerne.

Når regeringen ikke stod fast på det oprindelige forslag til ny udlændingelov, havde det også sammenhæng med, at der internt i regeringen – især hos CD – var sympati for det alternative flertals forslag.

Poul Schlüter

Statsminister Poul Schlüter var personlig ikke upåvirket af den kulturradikale tilgang til flygtninge. Schlüter har siden erkendt, at regeringen dengang undervurdere udlændingepolitikkens betydning, men Schlüter har også erkendt, at han ikke var indstillet for at åbne for en debat, der uvægerligt ville blive ”grov” og ”ulækker”.

Venstre havde ikke stærke synspunkter, og det var aldrig på tale, at gøre sagen til et kabinetsspørgsmål.

Noget tyder på, at justitsminister Ninn-Hansen – men for sent! – fortrød den politiske aftale og de mange retsgarantier til asylansøgere. Midt under Folketingets lovbehandling i april 1983 luftede Erik Ninn-Hansen i hvert fald offentligt sin betænkelighed ved den kommende lov. I en kronik i JyllandsPosten og til pressen i øvrigt lod han forstå, at det danske velfærdssystem var et attraktivt mål for mennesker fra fattige lande, og at den nye lov derfor burde udformes så tilpas restriktivt, at Danmark med kun 5 mio. indbyggere også kunne bevares som en nationalstat i fremtiden. I modsat fald forudså justitsministeren, at hundredtusinder ville benytte sig af lejligheden til at komme ind i landet, hvilket kunne indebære risiko for „alvorlig raceuro”.

Pindfløjen i Venstre

Søren Pind har i Berlingske 6. april afsløret sine kulturradikale sympatier i udlændingedebatten – her viser han en side af sig selv, som – ja, som han har gået stille med i den tid, hvor han var politisk aktiv.

I opinionsindlægget formaner han sine tidligere kolleger i blå blok til: “at hæve sig over det brune mudder, der klæber op over støvlekanten efter disse år. For det vil kræve en tillid, der ikke er der nu.”

Pind sigter hermed til regeringens aftale med Dansk Folkeparti om et paradigmeskifte i udlændingepolitikken. Denne forståelse er som bekendt af Det Radikale Venstre betegnet som en gul/brun alliance, og ”det brune mudder” kan ikke andet end være en henvisning hertil.

Søren Pind er så venlig at minde om, at partiet Venstre hidtil har holdt sig for god til sat kaste sig ind i udlændingedebatten. Pind minder om, at Uffe Ellemann-Jensen under valgkampen i 1998 f.eks. nægtede at spille det såkaldte udlændingekort og ville vinde efter den såkaldte høvdingeregel – at Venstrefolk skulle opføre sig lidt bedre end vores modstandere.

Ifølge Pind er udfordringen for Blå blok, ”om man kan hæve sig over det brune mudder, der klæber op over støvlekanten efter disse år”.