Fortidsminderne i Det Konservative Folkeparti

Søndag den 28. april 2019 markerer Slots- og Kulturstyrelsen sammen med landets arkæologiske museer fortidsmindedagen.

På dagen arrangeres ture ud i landskabet for at kigge nærmere på Danmarks fortidsminder. Moesgaard Museum, Viborg Museum og Vikingemuseet Ladby har f.eks. arrangementer, hvor man kan kigge nærmere på bondestenalderens storstensgrave.

Indtil fortidsminderne blev fredet ved lov i 1937, havde mange fortidsminder haft en hård medfart. Beregninger viser, at der har været mellem 25.000 og 50.000 storstensgrave i Danmark. Nu har vi omkring 2800.

Især byggeriet af kirker og borge har taget livet af mange gravmonumenter fra bondestenalderen. Dernæst tog udbygningen af jernbanenettet fra midten af 1800-tallet hårdt på de danske oldtidsgrave, da flere blev sløjfet for at hugge stenene op til brobyggeri.

Omkring samme tidspunkt skærpede forløberen for Nationalmuseet opmærksomheden på problemet. Mange medarbejdere blev sendt rundt i landet for at gå fra gård til gård og overtale landejerne til frivilligt at frede fortidsminderne. Nationalmuseets udsendte talte til jordejernes nationale pligt og troskab mod fædrelandet. Som resultat blev flere tusinde dysser, jættestuer og jordhøje frivilligt fredede.

Men det viste sig, at disse frivillige fredninger ikke var så effektive og i løbet af 1920’erne og 1930’erne tog kritikken mod frivillighedsprincippet til, da det efterhånden stod klart, at fortidsminderne ikke blev behandlet ordentligt.

I spidsen af koret for at skærpe kontrollen var Danmarks Naturfredningsforening og kulturpersonligheder som Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen.

I 1937 fik Danmarks så naturfredningsloven, hvor alle gravhøje, jættestuer og stendysser automatisk var fredet. Med loven fik Danmarks Naturfredningsforenings ret til på lige fod med kommuner og staten at rejse nye fredningssager. Naturfredningsforeningens særstilling blev sikret af statsminister Thorvald Stauning på baggrund af den brede folkelige interesse for at systemet skulle bidrage til flere fredninger.

Skal en privat forening kunne rejse fredningssager?

Det er gået tilbage for Danmarks Naturfredningsforening – i storhedstiden i 1980’erne kunne man mønstre over 260.000 medlemmer, i dag er medlemstallet halveret – og der stilles spørgsmål ved rimeligheden af at en enkelt privat forenings ret til at rejse fredningssager.

Udover Danmarks Naturfredningsforening kan også kommuner og stat i dag rejse fredningssager. Det er 13 lokale fredningsnævn fordelt over hele landet, der afgør, om et område skal fredes.

Dansk Folkeparti har forsøgt at sætte en stopper for foreningens særstilling med et beslutningsforslag i Folketinget, der skulle sikre at også andre grønne organisationer fik ret til at rejse fredningssager, men kun i samarbejde med enten staten eller kommunen.

Det Konservative Folkeparti var ifølge den stedfortrædende miljøordfører, Erik Lund, umiddelbart åben for at lade andre grønne organisationer komme på banen. Det blev imidlertid senere afvist af den konservatives gruppeformand, Mette Abildgaard, der ellers var på barselsorlov: ”Bare lige præcisering: Vi konservative ønsker IKKE at fratage Danmarks Naturfredningsforening retten til at rejse fredninger – eller gøre det betinget af kommunal opbakning.” Hun mente i øvrigt, at ”Det er mit indtryk, at Danmarks Naturfredningsforening er sit ansvar bevidst i forhold til ikke at rejse unødvendige fredningssager. Hvis de andre partier føler, at foreningen misbruger sin ret, bør de indlede en dialog med foreningen i stedet for at stække den”.

Danmarks Naturfredningsforening ledes i dag af en repræsentant for Enhedslisten og en hovedbestyrelse bestående af offentligt ansatte biologer, naturvejledere og en enkelt folkeskolelærer.

Konservative hattedamer og naturfredning

Det problematiske er, at Det Konservative Folkepartis lydhørhed overfor foreningen ikke baseret på opfattelsen blandt partiets nuværende medlemmer. Den Konservative holdning blev grundfæstet allerede i Danmarks Naturfredningsforeningens første år.

Foreningen blev stiftet 21. april 1911 på Palace Hotel i København som “Forening for Naturfredning”. Det stiftende møde var indkaldt af den lokale turistformand Viggo Falbe-Hansen. Formålet med mødet var dannelsen af en ny forening, Foreningen for Naturfredning, der skulle arbejde for bevarelse af den danske natur og sikre befolkningens adgang til den. Anledningen var, at Øresundskysten på Sjælland var ved at blive afspærret af velhavende københavnere, der byggede sommervillaer helt ned til vandkanten og opsatte hegn.

Foreningens medlemsskare bestod i mange år af kunstnere, sagførere, godsejere og akademikere fra det bedre borgerskab. Det var ikke mindst de såkaldte “hattedamer” – borgerskabets kvinder, som ikke havde lønnet arbejde, i stedet brugte deres tid til at udføre frivilligt arbejde – der var aktiv i foreningen og supplerede deres hidtidige sociale indsats med kampen for folkets ret til at opleve naturen.

Det med benyttelse af naturen var en ny og banebrydende ide. Den nye forening adskilte sig dermed fra naturvidenskabelige grupper, der ville frede naturen for naturens egen skyld. Allerede i 1912 sattes ind med en kampagne mod skovsvin. Sloganet var: ”Madpapir og æggeskaller, Pynter ej i skovens haller”.

Modstand mod reklameskilte langs landevejene, bevaring af vejtræer og kampestenshøje stod også højt på foreningens prioriteringsliste. Foreningens medlemstal passerede 3000 i 1925. Samme år skiftede den navn til Danmarks Naturfredningsforening som tegn på at den var landsdækkende.