Donald Trumps nye skattelettelser er godt nyt for verdensøkonomien

Trump Biden Iowa 11 june 2019
Donald Trump har for en tid indstillet sin kampagne mod chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell. Centralbankens rentepolitik og bankens overvejelser om at lette balancen for nogle af de store obligationsbeholdninger, der er opbygget i perioden med lempelig pengepolitik, fik ellers skyld for at hæmme det økonomiske opsving i USA. Trump har derfor presset på for at få den amerikanske centralbank til at sætte renten markant ned, men banken har udtalt, at den afventer mere sikre tegn på aftagende vækst, og eventuel øget arbejdsløshed.

Nu overvejer præsidenten at stimulere den amerikanske økonomi med skattelettelser. Reaktionen er ikke udeblevet og kritikken fra især demokrater hagler ned over Trump.

Den amerikanske økonomi ellers i ganske god gænge
Det store billede er da også, at den amerikanske økonomi er i ganske god gænge. Arbejdsløsheden er den laveste i de sidste 50 år, og forbrugernes optimisme er usvækket. Alligevel har udsigterne til handelskrig, vaklende økonomier i Europa og Latin Amerika og den nylige vending af afkastkurven skabt en frygt for recession.
Donald Trump har givet udtryk for at økonomien er i fin form, men han har samtidig bekræftet, at han overvejer ”forskellige skattereduktioner”.

Hvilke skatter kan komme på tale?
En mulighed er midlertidig at nedsætte lønsumsafgiften (pay roll tax). I USA beskattes lønindtægter op til 132.900 $ med 6,2 pct. til finansiering af socialbidrag og 1,45 pct. til finansiering af sygesikring (Medicare).
Fordelen er at en nedskæring umiddelbart vil forøge amerikanernes disponible indkomster. Bagsiden er naturligvis en forøgelse af det offentlige budgetunderskud.
En anden mulighed, som angiveligt overvejes af Donald Trump er en nedsættelse af kapitalvindingsskatten (capital gains tax). Det er især relativt velhavende investorer, der vil have gavn af en nedsættelse af kapitalvindingsskatten, og en præsidentiel nedsættelse ville givet blive anfægtet ved domstolene. Donald Trump har tilkendegivet, at han er bemyndiget ti at justere kapitalvindingsskatten uden at spørge Kongressen.

Bør finanspolitikken tage over fra pengepolitikken?
Trods kritikken må det medgives, at Trumps overvejelser om finanspolitiske lempelser ikke er helt hen i vejret.
To gange om året står den amerikanske centralbankchef skoleret i Kongressens to kamre og aflægger en pengepolitisk rapport. Over to dage bliver der stillet spørgsmål om hvad som helst og ofte i øst og vest uden nogen rød tråd. Det er præcis lige så kedeligt, som det lyder. Især når samtlige 59 medlemmer har fem minutter til at holde deres lille tale og måske huske at stille et spørgsmål.
Det er ikke længe siden, at centralbankchef Jerome Powell blev udsat for denne prøvelse.
Det vigtigste af alle spørgsmål drejede sig om, hvad vi har lært fra de seneste ti år om pengepolitikkens begrænsninger.
Powells svar var fuldstændigt klart: ”Det er ikke godt, når pengepolitikken har hovedrollen, endsige er den eneste på scenen i den økonomiske politik. Finanspolitik er meget kraftfuldt – mere kraftfuldt – og der er tider, f.eks. efter den finansielle krise, hvor du har brug for finanspolitikken til at løfte økonomien. Så det er ikke godt, når vægten alene ligger på pengepolitikken – og sådan bør det heller ikke være”.
Trump har da også allerede lempet finanspolitikken i USA. Bidraget til den økonomiske vækst fra offentligt forbrug og anlægs- og infrastrukturinvesteringer er klart på vej op og der er faktisk gennemført en nok så vidtrækkende ekspansiv skattereform. Trumps skattelettelser i 2018 forlængede opsvinget, og forbrugerne i USA bruger fortsat mange penge. Når Donald Trump er så optaget af fortsat vækst i den amerikanske økonomi hænger det naturligvis sammen med hans muligheder for genvalg i 2020. Præsidentens signaler om, at flere skattelettelser måske er på vej i 2020, bidrager til en positiv stemning på Wall Street og til at holde økonomien oppe og øge sandsynligheden for hans genvalg.

Hvad med finanspolitikken i Europa?
Den amerikanske diskussion om pengepolitik versus finanspolitik er om muligt endnu mere relevant i Europa.
I Europa er vi fanget i en fælde af for lave renter. Den afgående formand for ECB, italieneren Mario Draghi, har bebudet, at det kan blive nødvendigt med mere af det, der ikke rigtig har virket hidtil: endnu lavere renter og endnu flere opkøb af obligationer.
Det er overvældende sandsynligt, at resultatet vil blive det samme som hidtil: højere priser på fast ejendom og finansielle aktiver, men uden større effekt på den reale økonomi.
Man burde nok i højere grad se på finanspolitikken. Tyskland har overskud på de offentlige finanser, og gælden er nu reduceret til under 60 pct. af BNP. Tyskland har samtidig et efterslæb i investeringerne i fysisk og digital infrastruktur.
Det gælder også andre lande i Europa, og vi bliver nødt til at opprioritere investeringer i uddannelse og træning for at forblive relevante i en videnstung global økonomi.
Den nye chef for ECB, Christine Lagarde, er i den enestående situation, at hun også har prøvet at styre pengekassen i det franske finansministerium. Hvad man i Europa har brug for, er en pakkeløsning, hvor Tyskland forpligter sig til en stor investeringspakke, og ECB hæver renten, så man ikke længere får betaling for at låne penge.

Berlingskes omtale af Peter Golls rolle i Falck-sag

Konkurrencerådet har uddelt en lammende kritik af, at Falck – efter at have tabt et ambulanceudbud til Region Syddanmark til hollandske Bios i sensommeren 2014 – misbrugte sin dominerende stilling på markedet for ambulancetjenester og orkestrererede en kampagne mod ambulancevirksomheden Bios.

Det fremgår af Konkurrencestyrelsens redegørelse, at kampagnen byggede på en kommunikationsstrategi, der havde som overordnet mål at ”skabe bekymring”: ”Borgerne og politikerne skal se for sig, at kvaliteten bliver ringere og responstiderne længere. Det bliver kaotisk og folk risikerer at dø”. Målet var, at ”udbuddet bliver annulleret”.

Flere kommunikationsbureauer er involveret i hele sagen, herunder Advice, Rud Pedersen og tidligere kommunikationsdirektør i 3F, Palle Smed, der i dag har sin egen konsulentvirksomhed. Derudover fremgår det af redegørelsen, at Danmarks største fagforening, 3F, spillede en rolle i sagen.

Berlingske Tidende har i en række artikler beskrevet, at uanset andres involvering var det Peter Goll, der fra sit direktørsæde i Falck orkestrerede hele den masterplan, som Konkurrencerådet altså vurderer til at være lovstridig, og som nu er meldt til bagmandspolitiet.

Hvem er Peter Goll?

Peter Goll, der siden 1. november 2018 har været vice president og kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavne, har tidligere været politisk rådgiver, kommentator og 2014-2017 direktør i Falck.

Peter Goll er gift med kommunikationsdirektør Stine Luise Goll i lobbyorganisationen Finansrådet, og han har efter sigende et nært forhold til Martin Rossen, stabschef for statsminister Mette Frederiksen.

Det var koncernchefen i Falck, Allan Søgaard Larsen, der havde ansat Peter Goll i Falck, og Peter Goll måtte kort tid efter Allan Søgaard Larsens fyring fra Falck forlade sin direktørstilling, hvor han var en del af koncernledelsen med titel af Senior Vice President Falck og Global Head of Business Projects og Customer Relations Manager.

Efter Falck startede den 43-årige Peter Goll sin egen rådgivningsvirksomhed, Goll Impact, som han drev frem til ansættelsen i Københavns Lufthavne 1. november 2018.

Københavns Lufthavne skrev i en pressemeddelelse, at med ansættelsen af Goll ønsker Københavns Lufthavne at “styrke indsatsen for at varetage den særlige samfundsmæssige rolle, som lufthavnen har.”

Peter Goll har tidligere været særlig rådgiver for daværende justitsminister Morten Bødskov (S) og rådgiver for daværende partiformand i SF, Holger K. Nielsen,

Peter Golls arbejdsmetoder

Fra tiden som nordisk partner og administrerende direktør i kommunikationsselskabet Geelmuyden Kiese, har BT oplyst, at magasinet Computerworld beskrev, hvordan Peter Goll i 2009 forsøgte at fremme TDC ved at skabe et negativt omdømme om den lille konkurrent, MidtVest Bredbånd.

Netop at skabe negative omdømme om en konkurrent var også en del af strategien, da Falck med Peter Goll blandt de ledende figurer indledte en smædekampagne mod Bios, som efterfølgende måtte opgive deres ambulancekørsel i Region Syddanmark.

Peter Goll har desuden frem til 1. november 2018 fungeret som politisk kommentator i Danmarks Radio – blandt andet i tv-programmet Jersild minus spin.

“For mig er det her en enestående chance for at arbejde sammen med nogle meget dygtige mennesker og nogle meget ansvarlige ejere om at gøre en velfungerende virksomhed endnu bedre til at varetage og kommunikere om sin samfundsmæssige rolle. Og det giver samtidig mulighed for at styrke arbejdet med det særlige ansvar som Københavns Lufthavn har for at inddrage sine interessenter i en tæt dialog om udviklingen af lufthavnen. Det er så spændende og vigtig en opgave, at jeg kun kunne sig ja tak, da jeg fik den tilbudt”, sagde Peter Goll ved ansættelsen i Københavns Lufthavne.

Vi venter endnu på de chokerede reaktioner, når CPH bringer Peter Golls særlige talenter i anvendelse.

Peter Goll må anerkendes som en sand mester i løgnagtig kommunikation. Inden hans centrale rolle i Falck/Bios-sagen blev kendt i offentligheden, nåede han et højdepunkt med hans rådgivning af Morten Bødskov, og ærgerligt må det have været, at løgnen om Christiania blev afsløret.

Mindre kendt er det, at Dansk Boldspil-Union, DBU, havde hyret Peter Goll til at hjælpe i striden om aflønning. Det forklarer hvordan DBU kunne nedværdige sig selv til at involvere sig i så uskønne slagsmål, der tydeligt gik ud på at få både det kvindelige og det mandlige fodboldlandshold ned med nakken.

DBU har siden fyret direktør Claus Bretton-Meyer.

Snyd med CV

Spindoktoren blev selv taget med bukserne nede, da BT kunne afsløre, at Peter Goll havde snydt og uberettiget foregivet at have en akademisk baggrund.

Når mandschauvinismen bekæmpes med alle midler

Feminisme i 70erne.jpg

Peter Øvig Knudsen har i bogen om Blekingegade-banden dokumenteret, hvordan kvinderne i Kommunistisk Arbejdskreds, KAK, i 1977 indledte en kønskampagne som reaktion på en påstået udbredt mandschauvinisme i gruppen. Mænd brød sammen under “bønnemøder”, og der blev uddelt hjemmeopgaver i kvindelitteratur – og tørre tæsk.

Det berettes således, at en af beboerne i Godthåbsvejkollektivet havde vist sig uimodtagelig for kritik af hans mandschauvinisme. Kvinderne anklagede ham for, at de havde set ham ”glo tomt og uforstående” på et fotografi af et indisk forældrepar med en velnæret dreng og hans udsultede tvillingesøster på skødet.

Raseriet i kvindegruppen voksede: ”Hans infame tilsvininger af kvinder – fordi de er kvinder – runger endnu i vores ører, så vi ikke kan sove for dem,” skrev én. Det endte med at hele flokken af kvinder korporligt afstraffede den afstumpede bavian. Der foreligger intet præcist om omfanget af tævene. En beboer i kollektivet fortæller dog, at misdæderen blødte efter overfaldet.

Det var en tid, hvor der var 0-tolerance overfor enhver påstået kvindeundertrykkelse.

Forfatteren Erling Jepsen beskriver i romanen ”Hjemmefra – Familiehemmeligheder 2” et kollektiv på Vesterbro i 1970’erne, hvor de kvindelige beboere på husmødet beklager sig over, at en mandlig beboer har for tidlig sædafgang, og en anden opfordrede til, at de i solidaritet skulle spise som de hungersramte i den tredje verden.
https://www.berlingske.dk/boeger/boganmeldelse-erling-jepsen-kan-skrive-bonderoeven-ud-af-enhver

Danmark giver i 2019 stort millionbeløb i bistand til lande, der ikke vil modtage tvangsudsendte asylansøgere

Søren Espersen
Allerede i 2016 mente statsminister Lars Løkke Rasmussen, at Danmark kun skulle betale bistand til ulande, som tager imod deres afviste statsborgere.
Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med Venstre-regeringens stort anlagte 2025-plan.

VLAK-regering forsøgte angiveligt i 2017 også at fremme udvisningerne af afviste asylansøgere blandt andet ved at bruge udviklingshjælp som et pressionsmiddel. Daværende udviklingsminister Ulla Tørnæs søsatte et noget-for-noget-princip og en udsendelsespulje på 75 millioner kroner.

En række lande i Mellemøsten, Asien og Afrika modtager med den ene hånd hundredvis af millioner kroner i dansk u-landsbistand, mens de med den anden hånd afviser at samarbejde om at modtage egne statsborgere, der har fået afslag på asyl i Danmark.
Intentionerne om at bremse den trafik blev dog aldrig realiseret, og Dansk Folkeparti pressede tilsyneladende ikke på, ligesom Konservative og Liberal Alliance var helt passive.

Resultatet er, at i 2019 giver Danmark minimum 385 millioner kroner til seks lande, som ikke samarbejder om at modtage tvangsudsendte asylansøgere.
Pludselig mener Dansk Folkeparti at det er ”rystende” og kræver øjeblikkelig handling fra regeringen.

Det er partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, der pludselig viser resolut handlekraft.
Espersen bekræfter dermed og er et synligt udtryk for Dansk Folkepartis deroute. Tidligere kunne Espersen være skarp som en ragekniv når ubesindige folk fra Venstre eller Konservative snakkede om lempelser i udlændingepolitikken, ophævelse af forsvarsforbeholdet eller flirtede med det ønskelige i at tilslutte sig euro-samarbejdet.

Frem til Folketingsvalget var Søren Espersen nærmest usynlig, mens han havde travlt med at gnave sine ben, hvor det største er posten som Kommitteret for Hjemmeværnet. Ikke kun har bengnaveriet sat sig synlige spor i Espersens fysiske fremtoning. Den tidligere robuste tæthed skæmmes nu af en voldsom udvidelse af livvidden. Espersen virker også nærmest paralyseret af sin omgang med folkene på Kastellet og de gode frokoster hos Terma. Den tidligere kompromisløse og terrieragtige indædthed i forhold til Danmarks NATO-medlemskab og tætte forhold til USA, blev afløst af taktiske og vage formuleringer.

Udover at DF passivt har fulgt de fatale konsekvenser af Politireformen, har den Kommitterede også sanktioneret, at Hjemmeværnet i Nordsjælland med centraliseringen på Høvelte kaserne har opgivet den lokale forankring, og i realiteten er det Hjemmeværn vi har kendt, smadret. Var det ikke meningen, at han som Kommitteret netop skulle sikre den folkelige interesse i Forsvar og Hjemmeværn?

Venstre og udlændingepolitikken

Venstre er hård og uforsonlig i kritikken af regeringens lempelser i udlændingepolitikken. Venstre har udarbejdet en liste over en række af regeringens udlændingepolitiske initiativer, og de når frem til 31 lempelser. Partiet gør, hvad de kan, for at det tal skal fylde mest muligt i debatten.

Men kan vi nu regne med Venstre?

Marrakesh-migrationspagten, som Lars Løkke Rasmussen underskrev uden at spørge befolkningen, kan få afgørende betydning for tilliden til Venstre. Alle advarsler om ikke i slutningen af 2018 at underskrive Marakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – blev fejet af bordet. Berettigede bekymringer for at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter, blev totalt ignoreret af den daværende regeringschef.

Kritikken af migrationspagten gik på mange elementer i teksten, men det centrale var påstanden om, at FN-erklæringen for altid ville afmontere national kontrol med indvandring.

Dansk Folkeparti var nærmest passiv, men Løkkes udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, dukkede sig og nægtede at tage til Marrakesh for at vedtage erklæringen. Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, betragtede striden med slet skjult fryd. Hun mente, at det hele lød ”lidt betænkeligt”, og at regeringen nok havde ”en dårlig sag”.

Den 9. december 2018 tog Lars Løkke Rasmussen alligevel til Marrakesh og tilsluttede sig på Danmarks vegne til migrations-erklæringen.

Det erindres, at Marrakesh-erklæringen var anledning til at den belgiske regering i december 2018 blev sprængt. Belgiens premierminister, Charles Michel, måtte danne en ny regering, da det flamske nationalistparti N-VA forlod regeringen i protest mod, at Belgien støttede FN-aftalen om migration – Marrakesh-erklæringen.

Lars Løkkes tilslutning til migrationspagten afholdt ikke Venstre fra i valgkampen op til Folketingsvalget den 5. juni 2019 at føre kampagne på en hård udlændingepolitik. Alligevel mistede Lars Løkke Rasmussen statsministerposten til Mette Frederiksen.

I fordelingen af EU-topposterne efter valget til Europa-Parlamentet forsøgte Lars Løkke Rasmussen at byde sig til. Trods servilitet, sang og dans lykkedes det ikke for Lars Løkke Rasmussen at lande en post, der kunne have sikret ham en ærefuld exit fra dansk politik.

Belgiens Charles Michel, derimod, blev belønnet for at følge EU-linjen i udlændingepolitikken og underskrive Marrakesh-erklæringen med posten som formand for Det Europæiske Råd.

https://www.berlingske.dk/politik/laekket-eu-notat-aabner-ny-debat-om-omstridt-fn-migrantpagt

Regeringens politiske sekretariater

Statsminister Mette Frederiksens beslutning om at udvide og styrke Statsministeriet med et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet, har givet ny næring til debatten om undersøgelsesformer og muligheden for at inddrage andre end ministre.

Det nye sekretariat i Statsministeriet skal have fokus på regeringens prioriterede projekter, politikudvikling og kommunikation, bidrage til at styrke den strategiske ledelse af regeringen samt øge den interne koordination mellem ministre og særlige rådgivere.

Til at lede det politiske sekretariat ansættes den hidtidige ansatte i Socialdemokratiet, Martin Rossen, som stabschef, og han bliver fast medlem af regeringens Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg samt rådgiver for statsministeren.

Som særlige rådgivere for statsministeren ansættes også Martin Justesen og Sara Vad Sørensen, der begge indgår i det politiske sekretariat.

I det politiske sekretariat vil i øvrigt indgå et antal medarbejdere fra centraladministrationen.

Statsminister Mette Frederiksen har til Berlingske Tidende den 11. august 2019 oplyst, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er ved at opbygge et lignende politisk sekretariat, der skal rådgive ministeren, og flere kan ifølge statsministeren være på vej.

Diskussion om teknikaliteter

Det nye politiske sekretariat har givet anledning til en del fnidder om omkostningerne, om forholdet til departementschefen i Statsministeriet, om forholdet til Finansministeriet, om en ikke-embedsmands beføjelser til at instruere ikke kun embedsmænd i Statsministeriet, men måske også i andre ministerier samt muligvis fagministre osv.

Danmarks tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen kalder det ”bekymrende”, at Socialdemokratiets Martin Rossen fremover skal lede et politisk sekretariat under Statsministeriet.

Rossen har gennem de seneste otte år været en central skikkelse i Mette Frederiksens vej til statsministerposten, og hun takkede ham direkte i sin sejrstale på valgnatten. Men nu får han ledelsesansvar i Statsministeriet, og det er ikke en god ting, mener Lars Løkke Rasmussen.

Når man tager en politisk udnævnt person og sætter i spidsen for et sekretariat, der også består af neutrale embedsmænd, er det et nybrud og en sammenblanding af rollerne, har Løkke Rasmussen udtalt til TV 2.

Venstres næstformand, Kristian Jensen, har også givet udtryk for, at politiske sekretariater vil give kæmpeproblemer.

Anders Foghs Skattepolitiske Sekretariat

De brave Venstre-folk glemmer, at Lars Løkke Rasmussens forgænger som formand for Venstre, Anders Fogh Rasmussen, der var skatteminister i Schlüter-regeringen i perioden 1987-1992, faktisk gjorde noget lignende.

For at undgå Anders Foghs idelige liberale eksterne kritik, blev Fogh optaget i regeringen som skatteminister, hvor han med Poul Schlüters indforståelse oprettede et såkaldt Skattepolitisk Sekretariat med en lille håndfuld nøje udvalgte medarbejdere, der havde til formål at støbe kugler for ministeren. Det Skattepolitiske Sekretariat skulle ikke mindst styrke Anders Fogh-Rasmussen og Skatteministeriet i forhold til Finansministeriet, der havde tilkæmpet sig den centrale rolle i forberedelsen af møderne i Regeringens Koordinationsudvalg. Bølgerne gik jævnligt højt i den såkaldte Styregruppe, hvor både Anders Eldrup og Jørgen Rosted repræsenterede Finansministeriet. Det skete ikke mindst, når chefen for det Skattepolitiske Sekretariat anfægtede Finansministeriets pessimistiske beregninger over f.eks. de dynamiske effekter af skattenedsættelser.

Det Skattepolitiske Sekretariat, der stort set forsvandt med Anders Fogh Rasmussen, da han måtte gå af som minister i forbindelse med sagen om den ”kreative” bogføring, var en oplagt idé, som de fleste danske ministre ville have stor gavn af og som allerede findes i mange af de lande i verden, vi normalt sammenligner os med. I Sverige har man f.eks. en historisk tradition for statssekretærer, som netop er politisk udpegede viceministre. Her har man erkendt, at skellet mellem politik og forvaltning ikke er så indlysende, som Venstre foregiver.

Dan Jørgensen

Dan Jørgensen, der i den Socialdemokratiske regering har fået en central rolle som Klima-, energi- og forsyningsminister, har også erfaringer med etablering af politiske sekretariater.

Som fødevareminister etableret Dan Jørgensen et strategisk sekretariat i det tidligere selvstændige fødevareministerium. Sekretariatet blev oprettet i september måned 2014 år, og var den mediebevidste Dan Jørgensens håndplukkede gruppe til at styrke departementets arbejde med strategi og politikudvikling.

Mens vi endnu har til gode at høre Statsministeriets departementschefs opfattelse af Rossen-sekretariatet, forklarede daværende departementschef i landbrugs-/fødevareministeriet, Ib Byrge Sørensen, der var mest kendt som administrator med styr på budgetterne, ved sekretariatets oprettelse, at tanken med sekretariatet var at sikre handlekraft og er ressourcer til at udvikle og forfølge temaer og initiativer, der var prioriteret af den virksomme fødevareminister. Ib Byrge Sørensen pegede også på to mangler, som etableringen af det nye sekretariat skulle rette op på: Det første var, at departementschefen ikke selv følte, at han eller departementet var dygtige nok til politisk udvikling. Det andet var, at trods et udtalt behov, havde Byrge Sørensen ikke hidtil haft en akademisk sekretær.

Det bemærkelsesværdige var, at departementschefen herved tilstod, at han selv og departementet var uduelige til at varetage den opgave, der i adskillige år havde været deres ansvar. Det andet, der gav anledning til forundring på Slotsholmen, var at han tillod, at centrale opgaver i forbindelse med udarbejdelse og implementering af fødevarepolitiske strategier blev taget ud af hænderne på departementschef og departement.

I forbindelse med regeringsskiftet i 2015 blev den alderstegne Ib Byrge Sørensen sendt på pension.

Udvisket forhold mellem politikere og embedsmænd

Selvom det nye politiske sekretariat i Statsministeriet i realiteten ikke adskiller sig afgørende fra tidligere forsøg på siden 1982 at styrke koordinationen af og implementeringen af regeringernes politik, tydeliggør konstruktionen, at skellet mellem centraladministrationens embedsmænd og ministrene er udvisket.

Politiske statssekretærer

Hvis vi i Danmark – i lighed med vores nabolande og i øvrigt de fleste andre lande – for længst havde erstattet de overflødige, dyre og ansvarsfrie ”politiske rådgivere” med politisk udpegede statssekretærer, viceministre m.v. ville det løse mange problemer.

Statssekretærer kunne understøtte ministrenes politiske ledelse, lede så mange sekretariater de ville og kunne uden videre kunne indkaldes til høringer og samråd – og eventuelt stilles til ansvar for deres politiske (mis)gerninger.

Departementscheferne og embedsværket kunne igen koncentrere sig om at sikre en lovlig og forsvarlig forvaltning uden alle de pinagtige ”sager” vi efterhånden er vænnet til dukker op hele tiden.

Det er altså ikke sket, men til gengæld er der sket en kraftig politisering af embedsværket, hvor departementschefer og ledende embedsmænd, men meget ofte tillige embedsmænd på lavere niveau, agerer politisk, men uden at Folketinget har mulighed for indsigt i magtudøvelsen.

Folketingets skal naturligvis kunne indkalde Martin Rossen og embedsmænd til høringer, samråd m.v.

Derfor er det – uanset betænkelighederne ved de påståede “grundlæggende brud” med “grundlæggende principper” – nødvendigt, at Folketingets skal kunne indkalde Martin Rossen og embedsmænd til høringer, samråd m.v.

Præsidentvalg i USA – Demokraterne

Houston i Texas vil 12. og 13. september 2019 være rammen for den 3. runde af TV-transmitterede debatter mellem kandidaterne til at blive demokraternes officielle kandidat til præsidentvalget i 2020.

Foreløbig er der 9 håbefulde kandidater, der har kvalificeret sig til Houston-debatterne. Kravene fra The Democratic National Committee er nemlig, at mindst 130.000 har ydet bidrag til valgkampagnen, og at kandidaten i mindst 4 opinionsmålinger har opnået tilslutning fra mindst 2 pct.

Den seneste kandidat er iværksætteren, juristen og filantropen Andrew Yang fra New York, der slutter sig til de øvrige kandidater: Fhv. vicepræsident Joseph R. Biden Jr., Senator Cory Booker fra New Jersey, Borgmester Pete Buttigieg fra South Bend, Indiana, Senator Kamala Harris fra Californien, Senator Amy Klobuchar fra Minnesota, tidligere medlem af Repræsentanternes Hus, Beto O’Rourke, fra Texas, Senator Bernie Sanders fra Vermont og Senator Elizabeth Warren fra Massachusetts.

Tidligere boligminister Julián Castro har fået støtte fra over 130.000 donorer, men mangler at få mindst 2 pct. støtte i en opinionsmåling.

Mens alle de demokratiske kandidater i disse dage benytter Iowa State Fair til at promovere deres kandidatur er der netop offentliggjort en ny meningsmåling foretaget blandt personer, der sandsynligvis vil deltage i det kommende såkaldte caucus i Iowa, der sammen med New Hampshire, Nevada og South Carolina, afholder primærvalg/caucuses allerede i februar 2020.

Joe Biden fører med 28 procent, der siger de vil støtte Bidens nominering, fulgt af Elisabeth Warren med 19 procent, Kamala Harris med 11 procent og Bernie Sanders med 9 procent.

David Trads trækker sig som folketingskandidat – eller når vælgerne vrager hårdkogte, selvglade og ekshibitionistiske kandidater

David Trads er en dansk journalist, forfatter og politiker. Fra 2002 til 2004 var han chefredaktør på Information og fra 2006 til 2008 chefredaktør på Nyhedsavisen. Trads voksede op i Suldrup i Himmerland og gik på Suldrup Skole. Trads var udvekslingsstudent i USA i Michigan i 1984-1985. Siden har han ført sig frem som USA-ekspert.
David Trads har selv fortalt, at når man mener noget, synes i bedste fald ti procent om det. Resten synes, man er en idiot. Han har efter amerikansk forbillede forvandlet sig fra almindelig journalist til en meningsdanner, der konstant er på jagt efter noget at mene.

David Trads er på den måde blevet Danmarks mest desperate debattør. Han er så bange for at blive glemt, at han hver eneste dag mener noget om mindst ti forskellige ting. Det er naturligvis umuligt at gøre begavet, allermest når man er Trads. Men han er ligeglad. Trads gentager bare sine synspunkter i en uendelighed: Løkke er en idiot, socialdemokraterne er geniale og Trump bør afsættes.

I 2004 forsøgte David Trads sig som socialdemokratisk folketingskandidat i Skanderborgkredsen, men måtte se sig slået af Kirsten Brosbøl.
Ved Folketingsvalget den 5. juni 2019 fik David Trads i Nordsjællands Storkreds 2.779 personlige stemmer og kom ikke ind i Folketinget.

David Trads var opstillet i Egedal kredsens – der dækker Egedal og Furesø kommuner. En række socialdemokrater, herunder de to eksministre Poul Nielson og Helle Degn, har offentligt givet udtryk for utilfredshed med David Trads som folketingskandidat.

https://www.information.dk/telegram/2019/08/david-trads-traekker-folketingskandidat

Før frosten – Efter Reformationen

Amish
Reformationen forbindes i Danmark med Hans Tausen og Christian den 3. og tidsfæstes til 1536. I Tyskland var det imidlertid allerede den 31. oktober i 1517, at Martin Luther slog sine 95 teser mod aflad op på kirkedøren i Wittenberg. Luthers tanker om det direkte forhold mellem Gud og mennesker indebar et ikke bare et teologisk, men også et institutionelt brud med den katolske kirke. Med teserne var ikke kun en kulturrevolution indledt, men opgøret med den katolske kirke indebar også en reel økonomisk revolution i Nordeuropa.

Efter Reformationen lå kontrollen over kirkelivet i de protestantiske områder hos tyske landsfyrster og i Skandinavien hos kongerne. I Danmark blev de katolske biskopper frataget deres embeder, ejendom og medfødte privilegier. Christian den 3. satte sig tungt på kirkens meget betydelige værdier, magten over kirkelovgivningen og kontrollen med embedsudnævnelser.
Under og efter Reformationen groede påstande om Luther som ”fyrsternes lakaj” frem – i sin jagt efter allierede i kampen mod Rom skulle han have fedtet for konger og fyrster, så disse kunne overtage kirkemagten med tilhørende værdier.

Forholdet til øvrigheden
Martin Luthers forhold til den verdslige øvrighed var allerede i datiden kontroversiel og forholdet mellem den evangelisk-lutherske folkekirke og demokratisk etablerede myndigheder giver stadig anledning til debat. Helt frem til juni-Grundlovens vedtagelse i 1849 var religion et rent statsligt anliggende, og det var kongens opgave at sørge for, at landets indbyggere bekendte sig til den i datidens øjne eneste rette tro, den evangelisk-lutherske.
Martin Luthers kompromisløse respekt for øvrigheden (giv kejseren hvad kejserens er) fulgte han op i praktisk politik med sin opfordring til at nedkæmpe bondeoprøret: Stød, hug og dræb nu, hvem der kan!

Vi skal tilbage til 1525. Det europæiske landbrug havde længe været i krise. Mange godsejere reagerede ved at gå over til stordrift. De inddrog ganske enkelt bøndernes egne små brug under godset. Bøndernes eneste mulighed for overlevelse var at blive fæstere eller livegne hos godsejerne.

Bønderne agtede sig imidlertid ikke med foldede hænder at affinde sig med deres skæbne. Luther reagerede voldsomt. I sit skrift ”Imod bøndernes røver- og morderbander” opfordrede han alle, der kunne, til at ”slå til, dræbe og stikke ned, (fordi) der ikke kan være noget mere giftigt, skadeligt og djævelsk end en oprører”. Bønderne ønskede sådan set bare at beholde deres jord, men Luther var nådesløs: ”Stød, hug, dræb nu, hvem der kan. Dør du derved, er det en lykke for dig. En saligere død kan du aldrig få, for du dør i lydighed mod Guds ord og befaling”. Enhver, der fulgte denne opfordring, blev således lovet evig salighed, mens Luther til gengæld gjorde klart, at de, der kæmpede bøndernes sag, ville brænde til evig tid i helvedes flammer.

Intolerance overfor andre trosopfattelser
Afvigende religiøse opfattelser blev ikke tolereret. I forholdet til jøderne var Luther i et nutidigt perspektiv ganske kontroversiel. Luther skrev, at man skal nedbrænde deres synagoger og skoler, man skal ødelægge og sønderbryde deres huse, man skal brænde deres bønnebøger, og deres rabbinere skal under trussel om dødsstraf forbydes at undervise.
Parallelt med den lutherske reformationsbevægelses spredning fra 1520’erne og delvis i sammenhæng med Den Tyske Bondekrig, opstod der en såkaldt døberbevægelse.

Døberbevægelsen
Døberne afviste barnedåbens gyldighed og praktiserede trosdåb. Af deres modstandere blev de derfor kaldt gendøbere, anabaptister.
Anabaptisterne udviklede sig til en radikal, kristen bevægelse i spredte og isolerede områder af Schweiz, Frankrig, Tyskland og Holland, der ønskede at vende tilbage til den tidlige kristendom og gik ind for voksendåb og pacifisme.

Menighederne isolerede sig fra 1527 helt fra det omgivende samfund, idet de bl.a. afviste edsaflæggelse, krigstjeneste og rentebetaling og ikke kunne anerkende øvrighederne som legitime. Overalt forfulgtes døberne derfor af øvrighederne fra både katolsk og protestantisk side, og de blev normalt straffet med døden.

Da Balthasar Hubmaier, lederen af den sydtyske døberbevægelse, bliver taget til fange og brændt på bålet i Wien, mens han kone druknes, er det veldokumenteret, at Luther billiger henrettelserne.

Det religiøse Amish-folk i Nordamerika stammer oprindeligt fra anabaptister i Europa
I 1693 bryder Amish-sekten med anabaptisterne efter en religiøs strid om bl.a. ekskommunikation. I jagten på religionsfrihed drog den første bølge af Amish i 1730 til Amerika og slog sig ned i Pennsylvania og de omkringliggende stater. I perioden 1810-60 ankommer den anden store bølge af Amish til det nordøstlige USA.
Amishfolk taler for det meste en sydtysk dialekt kaldet Pennsylvania Dutch, men taler desuden engelsk. Pennsylvania Dutch kan stadigt forstås af andre tysktalende personer, om end med noget besvær. Nogle Amish undergrupper taler også schweizertysk eller en alsacisk dialekt.

I dag er de oprindelige få hundrede Amish-folk vokset til over 300.000 og spredt over store dele af Nordamerika. Gruppen er kendt for en bogstavtro læsning af Biblen og en stor modvilje over for de fleste former for teknologi.

I dag findes Amish-samfund ikke længere i Europa.

Something Rotten in Denmark?

Mikkel Bolt.jpg

På Kunsthistorie ved Københavns Universitet er der til det kommende studieår optaget 66 studerende. Mange håbefulde ansøgere er ikke optaget, men de kan til gengæld i WeekendAvisen læse om hvad de går glip af – herunder kunsthistorikeren Mikkel Bolt. Man forbavses, når man erfarer at den overbeviste marxist forleden tiltrådte som professor i politisk æstetik ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.
Årsagen er måske, at hr. Bolt, der egentlig hedder Rasmussen, er flittig og har publiceret en del. På Forlaget Nemo har han f.eks. i juni 2017 udgivet ”Trumps kontrarevolution”, og han arbejder på en bog om den vestlige marxismes selvkritik i perioden efter maj ’68. Den har arbejdstitlen ”På råbeafstand af marxismen”.
Mikkel Bolt tror stadig på revolutionen som ”ophævelsen af kapitalens produktionsmåde og dominansformer”, og han er i løbet af de senere år vendt tilbage til Kapitalen og Marx’ øvrige skrifter.
Det er også på universitetet, på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, at man skal arbejde for politisk forandring, mener Mikkel Bolt. Han er med til ”at forberede revolutionen ved at analysere dens betingelser og tænke i sammenhængende, kritiske analyser af de ting, der skaber ulighed i samfundet”, forklarer han.
Mikkel Bolt har også gjort sig bemærket ved offentligt at opfordre folk til at lade være med at stemme til folketingsvalget i protest mod en styreform, der ifølge den marxistiske kunsthistoriker i løbet af de seneste 30 år er blevet tømt for politisk indhold og vilje. ”Problemet er, at demokratiet er blevet en tom teaterkulisse”, lød det.

https://www.weekendavisen.dk/2019-30/kultur/paa-raabeafstand