Regeringens politiske sekretariater

Statsminister Mette Frederiksens beslutning om at udvide og styrke Statsministeriet med et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet, har givet ny næring til debatten om undersøgelsesformer og muligheden for at inddrage andre end ministre.

Det nye sekretariat i Statsministeriet skal have fokus på regeringens prioriterede projekter, politikudvikling og kommunikation, bidrage til at styrke den strategiske ledelse af regeringen samt øge den interne koordination mellem ministre og særlige rådgivere.

Til at lede det politiske sekretariat ansættes den hidtidige ansatte i Socialdemokratiet, Martin Rossen, som stabschef, og han bliver fast medlem af regeringens Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg samt rådgiver for statsministeren.

Som særlige rådgivere for statsministeren ansættes også Martin Justesen og Sara Vad Sørensen, der begge indgår i det politiske sekretariat.

I det politiske sekretariat vil i øvrigt indgå et antal medarbejdere fra centraladministrationen.

Statsminister Mette Frederiksen har til Berlingske Tidende den 11. august 2019 oplyst, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er ved at opbygge et lignende politisk sekretariat, der skal rådgive ministeren, og flere kan ifølge statsministeren være på vej.

Diskussion om teknikaliteter

Det nye politiske sekretariat har givet anledning til en del fnidder om omkostningerne, om forholdet til departementschefen i Statsministeriet, om forholdet til Finansministeriet, om en ikke-embedsmands beføjelser til at instruere ikke kun embedsmænd i Statsministeriet, men måske også i andre ministerier samt muligvis fagministre osv.

Danmarks tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen kalder det ”bekymrende”, at Socialdemokratiets Martin Rossen fremover skal lede et politisk sekretariat under Statsministeriet.

Rossen har gennem de seneste otte år været en central skikkelse i Mette Frederiksens vej til statsministerposten, og hun takkede ham direkte i sin sejrstale på valgnatten. Men nu får han ledelsesansvar i Statsministeriet, og det er ikke en god ting, mener Lars Løkke Rasmussen.

Når man tager en politisk udnævnt person og sætter i spidsen for et sekretariat, der også består af neutrale embedsmænd, er det et nybrud og en sammenblanding af rollerne, har Løkke Rasmussen udtalt til TV 2.

Venstres næstformand, Kristian Jensen, har også givet udtryk for, at politiske sekretariater vil give kæmpeproblemer.

Anders Foghs Skattepolitiske Sekretariat

De brave Venstre-folk glemmer, at Lars Løkke Rasmussens forgænger som formand for Venstre, Anders Fogh Rasmussen, der var skatteminister i Schlüter-regeringen i perioden 1987-1992, faktisk gjorde noget lignende.

For at undgå Anders Foghs idelige liberale eksterne kritik, blev Fogh optaget i regeringen som skatteminister, hvor han med Poul Schlüters indforståelse oprettede et såkaldt Skattepolitisk Sekretariat med en lille håndfuld nøje udvalgte medarbejdere, der havde til formål at støbe kugler for ministeren. Det Skattepolitiske Sekretariat skulle ikke mindst styrke Anders Fogh-Rasmussen og Skatteministeriet i forhold til Finansministeriet, der havde tilkæmpet sig den centrale rolle i forberedelsen af møderne i Regeringens Koordinationsudvalg. Bølgerne gik jævnligt højt i den såkaldte Styregruppe, hvor både Anders Eldrup og Jørgen Rosted repræsenterede Finansministeriet. Det skete ikke mindst, når chefen for det Skattepolitiske Sekretariat anfægtede Finansministeriets pessimistiske beregninger over f.eks. de dynamiske effekter af skattenedsættelser.

Det Skattepolitiske Sekretariat, der stort set forsvandt med Anders Fogh Rasmussen, da han måtte gå af som minister i forbindelse med sagen om den ”kreative” bogføring, var en oplagt idé, som de fleste danske ministre ville have stor gavn af og som allerede findes i mange af de lande i verden, vi normalt sammenligner os med. I Sverige har man f.eks. en historisk tradition for statssekretærer, som netop er politisk udpegede viceministre. Her har man erkendt, at skellet mellem politik og forvaltning ikke er så indlysende, som Venstre foregiver.

Dan Jørgensen

Dan Jørgensen, der i den Socialdemokratiske regering har fået en central rolle som Klima-, energi- og forsyningsminister, har også erfaringer med etablering af politiske sekretariater.

Som fødevareminister etableret Dan Jørgensen et strategisk sekretariat i det tidligere selvstændige fødevareministerium. Sekretariatet blev oprettet i september måned 2014 år, og var den mediebevidste Dan Jørgensens håndplukkede gruppe til at styrke departementets arbejde med strategi og politikudvikling.

Mens vi endnu har til gode at høre Statsministeriets departementschefs opfattelse af Rossen-sekretariatet, forklarede daværende departementschef i landbrugs-/fødevareministeriet, Ib Byrge Sørensen, der var mest kendt som administrator med styr på budgetterne, ved sekretariatets oprettelse, at tanken med sekretariatet var at sikre handlekraft og er ressourcer til at udvikle og forfølge temaer og initiativer, der var prioriteret af den virksomme fødevareminister. Ib Byrge Sørensen pegede også på to mangler, som etableringen af det nye sekretariat skulle rette op på: Det første var, at departementschefen ikke selv følte, at han eller departementet var dygtige nok til politisk udvikling. Det andet var, at trods et udtalt behov, havde Byrge Sørensen ikke hidtil haft en akademisk sekretær.

Det bemærkelsesværdige var, at departementschefen herved tilstod, at han selv og departementet var uduelige til at varetage den opgave, der i adskillige år havde været deres ansvar. Det andet, der gav anledning til forundring på Slotsholmen, var at han tillod, at centrale opgaver i forbindelse med udarbejdelse og implementering af fødevarepolitiske strategier blev taget ud af hænderne på departementschef og departement.

I forbindelse med regeringsskiftet i 2015 blev den alderstegne Ib Byrge Sørensen sendt på pension.

Udvisket forhold mellem politikere og embedsmænd

Selvom det nye politiske sekretariat i Statsministeriet i realiteten ikke adskiller sig afgørende fra tidligere forsøg på siden 1982 at styrke koordinationen af og implementeringen af regeringernes politik, tydeliggør konstruktionen, at skellet mellem centraladministrationens embedsmænd og ministrene er udvisket.

Politiske statssekretærer

Hvis vi i Danmark – i lighed med vores nabolande og i øvrigt de fleste andre lande – for længst havde erstattet de overflødige, dyre og ansvarsfrie ”politiske rådgivere” med politisk udpegede statssekretærer, viceministre m.v. ville det løse mange problemer.

Statssekretærer kunne understøtte ministrenes politiske ledelse, lede så mange sekretariater de ville og kunne uden videre kunne indkaldes til høringer og samråd – og eventuelt stilles til ansvar for deres politiske (mis)gerninger.

Departementscheferne og embedsværket kunne igen koncentrere sig om at sikre en lovlig og forsvarlig forvaltning uden alle de pinagtige ”sager” vi efterhånden er vænnet til dukker op hele tiden.

Det er altså ikke sket, men til gengæld er der sket en kraftig politisering af embedsværket, hvor departementschefer og ledende embedsmænd, men meget ofte tillige embedsmænd på lavere niveau, agerer politisk, men uden at Folketinget har mulighed for indsigt i magtudøvelsen.

Folketingets skal naturligvis kunne indkalde Martin Rossen og embedsmænd til høringer, samråd m.v.

Derfor er det – uanset betænkelighederne ved de påståede “grundlæggende brud” med “grundlæggende principper” – nødvendigt, at Folketingets skal kunne indkalde Martin Rossen og embedsmænd til høringer, samråd m.v.