Før frosten – Efter Reformationen

Amish
Reformationen forbindes i Danmark med Hans Tausen og Christian den 3. og tidsfæstes til 1536. I Tyskland var det imidlertid allerede den 31. oktober i 1517, at Martin Luther slog sine 95 teser mod aflad op på kirkedøren i Wittenberg. Luthers tanker om det direkte forhold mellem Gud og mennesker indebar et ikke bare et teologisk, men også et institutionelt brud med den katolske kirke. Med teserne var ikke kun en kulturrevolution indledt, men opgøret med den katolske kirke indebar også en reel økonomisk revolution i Nordeuropa.

Efter Reformationen lå kontrollen over kirkelivet i de protestantiske områder hos tyske landsfyrster og i Skandinavien hos kongerne. I Danmark blev de katolske biskopper frataget deres embeder, ejendom og medfødte privilegier. Christian den 3. satte sig tungt på kirkens meget betydelige værdier, magten over kirkelovgivningen og kontrollen med embedsudnævnelser.
Under og efter Reformationen groede påstande om Luther som ”fyrsternes lakaj” frem – i sin jagt efter allierede i kampen mod Rom skulle han have fedtet for konger og fyrster, så disse kunne overtage kirkemagten med tilhørende værdier.

Forholdet til øvrigheden
Martin Luthers forhold til den verdslige øvrighed var allerede i datiden kontroversiel og forholdet mellem den evangelisk-lutherske folkekirke og demokratisk etablerede myndigheder giver stadig anledning til debat. Helt frem til juni-Grundlovens vedtagelse i 1849 var religion et rent statsligt anliggende, og det var kongens opgave at sørge for, at landets indbyggere bekendte sig til den i datidens øjne eneste rette tro, den evangelisk-lutherske.
Martin Luthers kompromisløse respekt for øvrigheden (giv kejseren hvad kejserens er) fulgte han op i praktisk politik med sin opfordring til at nedkæmpe bondeoprøret: Stød, hug og dræb nu, hvem der kan!

Vi skal tilbage til 1525. Det europæiske landbrug havde længe været i krise. Mange godsejere reagerede ved at gå over til stordrift. De inddrog ganske enkelt bøndernes egne små brug under godset. Bøndernes eneste mulighed for overlevelse var at blive fæstere eller livegne hos godsejerne.

Bønderne agtede sig imidlertid ikke med foldede hænder at affinde sig med deres skæbne. Luther reagerede voldsomt. I sit skrift ”Imod bøndernes røver- og morderbander” opfordrede han alle, der kunne, til at ”slå til, dræbe og stikke ned, (fordi) der ikke kan være noget mere giftigt, skadeligt og djævelsk end en oprører”. Bønderne ønskede sådan set bare at beholde deres jord, men Luther var nådesløs: ”Stød, hug, dræb nu, hvem der kan. Dør du derved, er det en lykke for dig. En saligere død kan du aldrig få, for du dør i lydighed mod Guds ord og befaling”. Enhver, der fulgte denne opfordring, blev således lovet evig salighed, mens Luther til gengæld gjorde klart, at de, der kæmpede bøndernes sag, ville brænde til evig tid i helvedes flammer.

Intolerance overfor andre trosopfattelser
Afvigende religiøse opfattelser blev ikke tolereret. I forholdet til jøderne var Luther i et nutidigt perspektiv ganske kontroversiel. Luther skrev, at man skal nedbrænde deres synagoger og skoler, man skal ødelægge og sønderbryde deres huse, man skal brænde deres bønnebøger, og deres rabbinere skal under trussel om dødsstraf forbydes at undervise.
Parallelt med den lutherske reformationsbevægelses spredning fra 1520’erne og delvis i sammenhæng med Den Tyske Bondekrig, opstod der en såkaldt døberbevægelse.

Døberbevægelsen
Døberne afviste barnedåbens gyldighed og praktiserede trosdåb. Af deres modstandere blev de derfor kaldt gendøbere, anabaptister.
Anabaptisterne udviklede sig til en radikal, kristen bevægelse i spredte og isolerede områder af Schweiz, Frankrig, Tyskland og Holland, der ønskede at vende tilbage til den tidlige kristendom og gik ind for voksendåb og pacifisme.

Menighederne isolerede sig fra 1527 helt fra det omgivende samfund, idet de bl.a. afviste edsaflæggelse, krigstjeneste og rentebetaling og ikke kunne anerkende øvrighederne som legitime. Overalt forfulgtes døberne derfor af øvrighederne fra både katolsk og protestantisk side, og de blev normalt straffet med døden.

Da Balthasar Hubmaier, lederen af den sydtyske døberbevægelse, bliver taget til fange og brændt på bålet i Wien, mens han kone druknes, er det veldokumenteret, at Luther billiger henrettelserne.

Det religiøse Amish-folk i Nordamerika stammer oprindeligt fra anabaptister i Europa
I 1693 bryder Amish-sekten med anabaptisterne efter en religiøs strid om bl.a. ekskommunikation. I jagten på religionsfrihed drog den første bølge af Amish i 1730 til Amerika og slog sig ned i Pennsylvania og de omkringliggende stater. I perioden 1810-60 ankommer den anden store bølge af Amish til det nordøstlige USA.
Amishfolk taler for det meste en sydtysk dialekt kaldet Pennsylvania Dutch, men taler desuden engelsk. Pennsylvania Dutch kan stadigt forstås af andre tysktalende personer, om end med noget besvær. Nogle Amish undergrupper taler også schweizertysk eller en alsacisk dialekt.

I dag er de oprindelige få hundrede Amish-folk vokset til over 300.000 og spredt over store dele af Nordamerika. Gruppen er kendt for en bogstavtro læsning af Biblen og en stor modvilje over for de fleste former for teknologi.

I dag findes Amish-samfund ikke længere i Europa.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s