En af årsagerne til at det går ad helvede til med Danmarks økonomi er, at det samlede overblik er forbeholdt forholdsvis få. Hovedparten af Folketingets medlemmer aner ikke hvad de har mellem hænderne. Bruttonationalproduktet er en by i Rusland og betalingsbalancen burde sammen med Landbrugsstyrelsen flyttes til den tidligere sindssygeanstalt Augustenborg på Als!

I disse dage har vi været vidne til forhandlingerne mellem regeringen og kommuner og regioner om økonomien for 2020.

Den 4. september indgik regeringen en aftale med Danske Regioner. Aftalen tilfører halvanden milliard ekstra til sygehusene og afskaffer det såkaldte omprioriteringsbidrag.

Den 6. september 2019 blev der mellem regeringen og kommunerne indgået en aftale om økonomien for 2020. Kommunerne får 2,2 milliarder kroner mere til den kommunale serviceramme i 2020. Service tæller alt fra pleje af ældre, skoledrift og andre ting, man forbinder med velfærd og hjælp fra kommunen.
Omprioriteringsbidraget afskaffes også for kommunerne. Kommunerne skal ved mere effektive indkøb, administrative effektiviseringer og nye organisationsformer finde 0,5 milliarder kroner til mere velfærd.

Samlet set vil kommunerne i 2020 have 1,7 milliarder kroner mere til rådighed end i 2019.
Med aftalerne får regioner og kommuner i 2020 mulighed for at disponere over ekstra 3,2 mia. kr.

Kritik
Forhandlingsresultaterne har allerede udløst kritik og påstande om at løfterne fra valgkampen om forbedret velfærd er brudte.
Selv den konservative borgmester fra Høje Taastrup er skamløs nok til at erklære, at han ikke kan støtte aftalen om kommunernes økonomi.

Skuespil for folket
Realiteten er, at de aftalte justeringer er peanuts i forhold til kommunernes enorme samlede udgifter, der i 2018 var på omkring 369 mia. kr.
Billedet er det samme for regionerne, hvor de ekstra 1,5 mia. kr. skal ses i forhold til Regionernes samlede udgifter, der i 2018 udgjorde ca. 117 mia. kr.

En ansvarlig regerings tilgang til forhandlingerne med regioner og kommuner burde have været krav om at bremse stigningen i det umådeholdne offentlige forbrug i kommuner og regioner.

Meget snart vil den sagesløse befolkning blive vidne til tilsyneladende benhårde forhandlinger om finansloven for 2020. Der vil være nattelange forhandlinger om partiernes krav om yderligere ressourcer til nødlidende områder.
Man skulle måske tro, at finanslovsforhandlinger omfattede hele den offentlige økonomi, men sådan er det ikke.

De samlede udgifter på finansloven for 2018 var på 698,1 mia. kr. og indtægter på knap 739,5 mia. kr. – svarende til omkring 60 pct. af de samlede offentlige udgifter og indtægter.

Men samlede offentlige udgifter på 1.184 mia. kr.
Finanslovsforhandlingerne og forhandlingerne med kommuner og regioner er skuespil, der opføres for at give befolkningen det indtryk, at regeringen og Folketingets partier er ansvarlige i deres omgang med skatteborgernes penge.

Problemet er, at det er de langtfra: De samlede offentlige udgifter i 2018 var på omkring 1.184 mia. kr. og heraf vil det, der statistisk betegnes som offentligt forbrug, udgøre knap halvdelen!
I realiteten vil finanslovsforhandlingerne – ligesom forhandlingerne med kommuner og regioner – kun flytte rundt på nogle få milliarder svarende til få promille af det samlede offentlige forbrug!

Hvad kan sikre en ny borgerlig samling?
Den egentlige forklaring på at det borgerlige Danmark ved valget den 5. juni blev sat uden for indflydelse og Lars Løkke Rasmussens efterfølgende fald er, at de borgerlige partier aldrig under hans ledelse fandt en formel, der kunne binde de borgerlige partier sammen i et tydeligt alternativ til Socialdemokratiet og deres socialistiske støttepartier. Lars Løkke Rasmussen har tydeligvis aldrig haft interesse i at begrænse hverken sit eget eller det offentliges forbrug.

Under Anders Fogh Rasmussens ledelse var der fra 2001 en fornuftig arbejdsdeling mellem regeringspartierne Venstre og Konservative og Dansk Folkeparti. DF fik mulighed for at lægge navn til en i øvrigt nødvendig kursændring i dansk udlændingepolitik, og til gengæld for det og lidt symbolik på ældreområdet, lagde de loyalt stemmer til den overvejende del af regeringens øvrige politik.

Anders Fogh Rasmussen havde opgivet ethvert opgør mod fordelingspolitikken i velfærdsstaten og efter et halvhjertet forsøg på et opgør med ”smagsdommere” og på at demontere Svend Aukens miljøpolitik, satsede han på værdipolitikken – eller mere konkret på udlændingepolitikken, hvor Dansk Folkeparti kunne støtte.

Forløberen til Liberal Alliance – det borgerlige midterparti Ny Alliance, der blev dannet i 2007 af udbrydere fra De Radikale og en enkelt konservativ bl.a. i protest mod udlændingepolitikken – formåede ikke at slå arbejdsdelingen i den borgerlige blok i stykker.

Fra Lars Løkke Rasmussens overtagelse af statsministerposten i 2009 gik det galt. Regeringsmagten blev tabt i 2011, og da Venstre genvandt Statsministeriet efter Folketingsvalget den 18. juni 2015 var Dansk Folkeparti i mellemtiden vokset til at være en regulær gøgeunge i dansk borgerlighed, og den borgerlige fællesmængde med De Konservative og Liberal Alliance var begrænset.

Lars Løkke Rasmussen udvidede regeringen med Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance den 28. november 2016. Samarbejdet mellem de tre regeringspartier var dårligt fra begyndelsen, den fælles retning overordentlig svær at få øje på, og relationen til det alt for store støtteparti, Dansk Folkeparti, var i årenes løb uskønt degenereret.

De tre regeringspartier var ledet af et Venstre, som med Lars Løkke Rasmussen i spidsen tydeligvis i for høj grad ville magten for enhver pris, og det førte til en politisk kurs, hvor man for det meste blot fremstod som om man blot ønskede at være lidt mere effektive administratorer af den socialdemokratiske velfærdsstat end socialdemokraterne selv. Det skete med masser af køligt udregnet centralisering (og samtidig udflytning af statslige arbejdspladser), snak om målstyring og skinforsøg på effektivisering af diverse samfundsfunktioner som de centrale redskaber.

Under valgkampens afsluttende dødedans antog det hele ret absurde former med desperate forsøg på overbudspolitik i forhold til det offentlige forbrug og tilbud om regeringssamarbejde med Socialdemokratiet – ja, eller med hvem som helst, der fortsat kunne forlene Lars Løkke Rasmussen og Venstre med en flig af magten, selvom det i tiltagende grad var uklart, hvad man egentlig ville med den.

De borgerlige partier havde i sidste regeringsperiode problemer med at forene den liberale og den nationalkonservative dagsorden. Stærkest kom det frem i konflikten mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der i to år gjorde det borgerlige samarbejde dysfunktionelt. Man kunne ikke finde ud af at afbalancere nationalkonservative ønsker om en stram udlændinge- og retspolitik med liberale ønsker om at øge den personlige frihed, sænke skatterne og mindske statens magt.

På miljøområdet ramlede De Konservatives ønske om at fremstå som klimaets og naturens beskytter sammen med liberale landbrugsinteresser.
I klimadebatten gik Venstre – da valget nærmede sig – pludselig fra at hylde den liberale ”grønne realisme” til et knapt så liberalt mål om at gøre Danmark til en grøn vindernation, og partibogstavet blev farvet grønt.

Udlændingepolitik, miljø- og klimapolitik og skattepolitik giver sig selv                     Nu skal der lægges en ny kurs. Meget tyder på, at der ikke er plads til at svække den nationalkonservative kurs og udlændingepolitikken, hvis partierne skal bindes sammen.

Hvis de borgerlige partier i øvrigt kunne enes om en aktivistisk, men saglig og markedsdrevet miljø- og klimapolitik, hvor skatter, afgifter og påbud kun blev anvendt til at modvirke eksternaliteter og fejl i markedskræfterne – f.eks. når priserne ikke afspejler de reelle miljø- og klimamæssige omkostninger – ville det også appellere til de borgerlige vælgere, der mener at den væsentligste klimaindsats skal foregå i et forpligtende internationalt samarbejde.

På foranledning af Det Radikale Venstre blev der – efter en reformpause i slutningen af Schlüter-epoken -under den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussens regering fra 1993 – 2001 taget hul på arbejdsmarkeds- og skattereformer. Senere kom Velfærdsaftalen i 2006 og Tilbagetrækningsreformen fra 2011. De to aftaler havde blandt andet til formål at hæve pensionsalderen og at afkorte efterlønsperioden.
Det er ikke nemt at gennemføre nye reformer med samme potentiale, og der kan derfor være gode grunde til at koncentrere kræfterne om at holde fast på det allerede aftalte.
Socialdemokratiet har foreslået at slække lidt på reformerne, og udstyre visse nedslidte danskere med en rettighed til tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Risikoen er, at partiet derved åbner for Pandoras æske og ikke vil være i stand til at modstå krav fra venstrefløjen om yderligere tilbagerulning af såvel Velfærdsaftalen, Tilbagetrækningsreformen og de faste udlændingepolitiske rammer.

Forslagene til nye fremadrettede reformer har i øvrigt også været sparsomme. De borgerlige partier burde nok kunne tilslutte sig Socialdemokratiets forslag om et øget fradrag for investeringer i forskning, og forslaget om at sænke beløbsgrænsen for at gøre det lettere at få flere kvalificerede udlændinge til Danmark for at arbejde.

De borgerlige partier bør samlet af al magt bekæmpe skattestigninger, arveafgifter, millionærskatter og lignende forslag fra Rød blok og frem for alt bør de borgerlige partier afstå fra at deltage i velfærds-kapløbet.

Den offentlige sektor
I stedet for forslag til konsolidering af nationens økonomiske bæredygtighed brugte partier, der repræsenterer henved 90 procent af vælgerne, valgkampen på overbud, der handler om at anvende et forventet økonomisk råderum på fortsat udbygning af det offentlige velfærdssystem.

Det var positivt, at Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige afstod fra at deltage i det vilde kapløb om, hvem der kunne tilbyde at tilføre flest ekstra ressourcer til en af verdens største offentlige sektorer. Det er helt afgørende, at alle borgerlige partier i den kommende oppositionsperiode udviser rettidig omhu, før der tilføres den offentlige sektor yderligere ressourcer.
Partierne bør bestandig have for øje, at når der overhovedet kan forventes et råderum, skyldes det ene og alene en fremskrivning af en skatteudskrivning, der forudsætter at en stadig større del af skatteydernes penge, skal disponeres af den offentlige sektor. Den politiske debat bygger på den forkerte antagelse, at stadig flere ressourcer til en forældet velfærdsmodel, automatisk vil føre til mere velfærd.

Fokusere på produktiviteten i den offentlige sektor
Med en offentlig sektor, der er en af verdens største, og allerede nu lægger beslag på 1.184 mia. kr. og dermed halvdelen af bruttonationalproduktet, burde der være fokus på at dele af den offentlige forvaltning ikke fungerer, og på den notorisk svage produktivitetsudvikling i sektoren.
Ingen af de borgerlige partier er de offentligt ansattes fjende, men realiteten er, at trods stadig større udgifter taber vi terræn i forhold til sammenlignelige lande. De fleste borgerlige er tilhængere af en offentlig sektor, der sikrer alle lige muligheder og helst med så mange frie valgmuligheder som muligt. Vi forventer, at den offentlige sektor sikrer gode skoler, dygtige hospitaler, universiteter i top, sociale foranstaltninger, et sikkert retsvæsen, en velfungerende infrastruktur.

Produktivitetskommissionen                                                                                                     Hvad angår den offentlige sektors kroniske vokseværk, og i spørgsmålet om det offentlige skal levere, hvad private kan levere bedre og billigere i en fri konkurrence, er der måske forskelle i anskuelser. Ikke desto mindre var der almindelig applaus, da SRSF-regeringen i begyndelsen af 2012 nedsatte Produktivitetskommissionen.
Baggrunden for oprettelsen var en tværpolitisk bekymring over den lave produktivitetsudvikling i Danmark i forhold til en række andre vestlige lande.
Efter kommissionens kommissorium skulle den kulegrave den danske produktivitetsudvikling – både i dansk erhvervsliv og i den offentlige sektor – og komme med konkrete anbefalinger.

Midlertidig optimisme
Mens kommissionen arbejdede, var der faktisk en livlig offentlig debat for og imod størrelsen af den offentlige sektor. Hvor regeringspartierne og måske især Socialdemokratiet især var optaget af holdningen blandt deres mange offentligt ansatte vælgere, var de borgerlige partiers indgang anderledes: For de fleste var det af afgørende betydning, at offentligt ansatte havde rimelige arbejdsvilkår, og at skatteborgerne – der allerede var underkastet verdens højeste skattetryk, højeste energipriser og højeste forbruger og fødevarepriser – fik valuta for pengene.
Indimellem var der endog grund til optimisme.

Produktivitetskommissionen offentliggjorde op til Folkemødet på Bornholm i juni 2013 et såkaldt arbejdsnotat, hvor vurderingen var, at der kan spares mindst 10 pct. i kommunerne uden at skære serviceniveauet ned, hvis alle kommuner var ligeså gode til at minimere omkostningerne som de bedste. Produktivitetskommissionens formand holdt sig ikke tilbage i debatten og tilkendegav, at besparelsespotentialet alene på det kommunale serviceområde var i størrelsesordenen +10 pct., svarende til 20 – 25 mia. kr. Disse ressourcer kunne med fordel anvendes til bedre kommunal service eller mindsket skattetryk.
Produktivitetskommissionens formand og arbejdsnotatet vurderede samtidig, at potentialet for produktivitetsforbedringer indenfor staten og regionerne var af samme størrelsesorden.

I sommeren 2013 tegnede der sig således konsensus om, at der på de offentlige budgetter faktisk allerede var et råderum på mindst 50 mia. kr., som betyder, at vi på én og samme tid har mulighed for at forbedre den offentlige sektor og samtidig moderere verdens højeste skattetryk.

Produktivitetskommissionens vurderinger var troværdige og blev understøttet af analyser fra en række andre instanser. Den liberale tænketank Cepos har beregnet, at det såkaldte kommunepotentiale udgør 30 mia. kr. – så meget kunne de kommunale udgifter nedbringes med ved at have samme serviceniveau og samme effektivitet, som den mest effektivt drevne kommune i Danmark.

Kommissionsarbejdet var uden effekt
Hvad der skete siden juni 2013 og frem til offentliggørelsen af den endelige rapport er en gåde. Produktivitetskommissionens endelige anbefalinger vedrørende den offentlige sektor var udvandede og begrænset til understregning af behovet for bedre data og systematisk benchmarking af ”produktivitet og effektivitet i sammenlignelige offentlige enheder”.

Siden er debatten gået i stå
På venstrefløjen havde en række interesseorganisationer og systembevarende elementer i Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre travlt med at lægge pres på Produktivitetskommissionen for at undgå, at den endelige rapport kunne bruges i den politiske proces.

Det bemærkelsesværdige er, at også borgerlige partier forholdt sig passive, og kapløbet om fordelingen af kommende års forventede økonomiske råderum, har været pinligt.

Stil krav om et redeligt grundlag for politiske beslutninger
Hvis ikke andre kan eller vil, må de borgerlige partier være fornuftens stemme, der ideligt insisterer på et sagligt, evidensbaseret grundlag for politiske beslutninger.
Spørgsmålet er ikke, om det er muligt at forbedre produktiviteten i den offentlige sektor, men hvordan man gør det i praksis. Det starter og slutter med at Folketing, Regering, Regionsråd og Kommunalbestyrelser er motiveret til at fremme god ledelse og ansvarlig forvaltning.

Udligningsreform
Det er i den forbindelse påfaldende, at den kommunale udligningsordning, der har været fremhævet som en væsentlig årsag til, at der på det kommunale område ikke er tilstrækkeligt incitament til ansvarlig offentlig forvaltning, overhovedet ikke blev analyseret af Produktivitetskommissionen. Tilsyneladende foreligger der ikke engang et arbejdsnotat.
Behovet for en udligningsreform er åbenbar, men hvorfor er der ikke for længe siden ændret i et system, hvor der systematisk overføres ressourcer fra veldrevne kommuner til mindre effektive kommuner?

For halvandet år siden brød forhandlingerne på Christiansborg om en udligningsreform sammen. Når reger ingen snart fremlægger et nyt udspil vil der her ligge en værdig opgave for det borgerlige Danmark.

Den nye italienske regeringskoalition mellem 5-Stjernebevægelsen (M5S) og Partito Democratico (PD) har nomineret Paolo Gentiloni Silveri som ny italiensk EU-Kommissær. Gentiloni er blandt grundlæggerne af PD, og han var italiens udenrigsminister mellem 2014 og 2016, og premierminister fra 2016 til 2018, hvor regeringskoalitionen mellem M5S og Liga tog over.

Premierminister i den nye italienske regering bliver igen Paolo Conte, mens lederen af M5S, Luigi Di Maio formentlig bliver udenrigsminister.

Luigi Di Maio og M5S har ikke altid haft et positivt syn på Gentiloni. Berlingske korrespondent i Sydeuropa, Martin Tønner, beskrev i Berlingske Tidende den 13. december 2016 regeringssituationen i Italien og udnævnelsen af den hidtidige udenrigsminister Paolo Gentiloni som chef for en overgangsregering efter Matteo Renzi.
Tønner indleder sin klumme med at citere en fornærmende udtalelse af Luigi Di Maio fra protestbevægelsen M5S: ”En tom ministerbil ankom til Il Quirinale og ud af den steg Paolo Gentiloni”.

Luigi Di Maio er med sin nedsættende bemærkning om Gentiloni ikke særlig original, men stærkt inspirerer af Winston Churchill, som er tillagt følgende udtalelse om Clement Atlee, der slog Churchill ved parlamentsvalget i 1945:
“An empty taxi drove up to 10 Downing Street, and out of it stepped Clement Attlee”.
——
Luigi Di Maios nedsættende bemærkninger om Gentiloni er ikke et helt enestående tilfælde af politiske fornærmelser.

Rodrigo Duterte
Philippinernes præsident Rodrigo Duterte har kaldt tidligere præsident i USA, Barack Obama, for ”søn af en luder”.

Winston Churchill
Ifølge historien var den legendariske britiske premierminister, Winston Churchill, særdeles leveringsdygtig i fornærmelser. Blandt de mere kendte, skulle Winston Churchill således, da et kvindeligt parlamentsmedlem fra Labour bebrejdede ham, at han var beruset, have repliceret: – Og du er grim, og mens jeg i morgen vil være ædru, vil du stadig være grim!

Boris Johnson
Den nye britiske premierminister Boris Johnson har ikke holdt sig tilbage. I 2007 karakteriserede han med en synlig gysen, at Hilary Clinton med sit affarvede hår, læber og stålblå øjne lignede en sadistisk sygeplejerske på et sindssygehospital.

Hugo Chavez
Daværende præsident for Venezuela, Hugo Chavez, betegnede i 2006 i FN den amerikanske præsident, George W. Bush, som ”djævelen” og at lugten af svovl stadig hang i luften omkring den talerstol i FN, Bush havde benyttet.

Nigel Farage
Den britiske Brexit-tilhænger, Nigel Farage, betegnede i sin jomfrutale som nyvalgt medlem af Europaparlamentet formanden for det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, som en ”underordnet bankfunktionær” fra Belgien, der ikke var noget ”rigtigt land”. Rompuy havde i øvrigt karisma som en ”våd klud”.

Silvio Berlusconi
Italiens Silvio Berlusconi har været storleverandør af fornærmelser. Betegnelsen i 2003 af formanden for Europaparlamentet, Martin Schulz, som velegnet til en rolle som vagt i en nazistisk koncentrationslejr, skabte en regulær krise mellem Italien og Tyskland.
Den meget finske kvindelige finske præsident, blev ifølge Berlusconi i 2005 overtalt til at acceptere Parma som værtsby for det europæiske fødevareagentur. Berlusconi lod forstå, at når præsidentens udseende og vægt blev taget i betragtning, havde overtalelsen krævet alle hans professionelle talenter som gigolo.

Donald Trump
Donald Trump er ligeledes kendt for sine fornærmelser mod alt og alle. Statsminister Mette Frederiksen var “nasty” og tidligere præsident Barack Obama er blevet beskyldt for alt fra Brexit til ISIS. Trump antydede i en lang periode, at Obama selv var muslim og i virkeligheden slet ikke født i USA.

Barack Obama
Barack Obama har heller ikke holdt sig tilbage. Da den tidligere republikanske vicepræsidentkandidat, Sarah Palin, udtalte, at den eneste forskel på en pitbullterrier og en hockeymom var læbestift, fandt Obama hurtig anledning til at påpege, at ”man godt kan smøre læbestift på en gris – men det er stadig en gris!”

Der er også danske eksempler:

Poul Schlüter
Under valgkampen i december 1990, hvor socialdemokratiets leder, Svend Auken, førte sig bemærkelsesværdigt afdæmpet frem, sagde statsminister Poul Schlüter, at det ”virkede som om Svend Auken var på stesolid”. På et kritisk spørgsmål svarede Schlüter, at han ikke havde udtalt sig om Aukens forbrug af nervemedicin, men blot påpegede, at det virkede som om han var på stesolid.
Selvom Auken på sin vis vandt valget, og gik frem med 14 mandater, lykkedes det som bekendt ikke at vriste regeringsmagten fra Schlüter.

Da den fremtrædende Københavnske konservative kommunalpolitiker Hans O. Thustrup Hansen ved en lejlighed i særlig grad havde påkaldte sig partiformandens opmærksomhed, svarede Schlüter på et spørgsmål, at Thustrup Hansen ”havde kvalificeret sig til at blive Tambourmajor i Idioternes Vagtparade”.

Poul Schlüter om et af dronningens malerier: ”Det er en nydelig ramme”. Bemærkningen faldt, da daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, i 2017 i en TV-udsendelse viste sin konservative forgænger rundt i Statsministeriet.

Svend Auken
Svend Auken er selv noteret for en række elskværdigheder om andre politikere.
Venstres daværende leder Uffe Ellemann-Jensen fik på et valgmøde på Århus Universitet at vide, at “Først pisser du på mig, og så siger du, at jeg lugter.”
Om Det Radikale Venstre hed det: “Radikal politik er som at sømme budding op på en væg.”
Forholdet mellem Venstre og Det Konservative Folkeparti blev betegnet ”som et had-kærlighedsforhold. Bare uden kærlighed.”

Kristian Jensen
Den tidligere næstformand i Venstre er ikke kendt som en fræk hund, men han udtalte som dansk udenrigsminister på Facebook mindre diplomatisk, at ”han var glad for, at han ikke boede i Sverige”.

Pia Kjærsgaard
Kaldte – før hun blev formand for Folketinget – EU for en rotterede.

Søren Krarup
Tidehvervspræsten og nationalisten Søren Krarup omtalte som folketingsmedlem Frankrigs nye præsident, Emmanuel Macron, som en ”pæn lille bøssedreng”.
I Krarups indædte fejde med Jean Monnet-professor, Uffe Østergaard, blev historikeren betegnet som ”lejesvend i en fremmed, international magts tjeneste, købt og betalt af EU”. Om Østergaard som faghistoriker hed det, at han var ”som en vejrhane og en tom tønde – saglig set”. Østergaard var en ”Meningskommissær – Gemenheder til én tid og ynkelighed til en anden. Giftig i pressen. Slesk og taktisk i konfrontationen”.

Uffe Østergaard
Uffe Østergaard blev senere direktør for Dansk Center for Holocaust og Folkedrab, og Søren Krarup tog det fortrydeligt op, da Uffe Østergaard i 2001 med henvisning til Dansk Folkepartis Søren Krarup og Jesper Langballe sagde, at ”det er spørgsmålet, om det er på tide at begrænse ytringsfriheden for visse grupper i det danske samfund”.

 

Michael Christiansen er en mand, der i sjælden grad har nydt skiftende regeringers tillid. Departementschef i forsvarsministeriet, direktør for Det Kongelige Teater og formand for utallige udvalg, råd og nævn. Christiansen har aftvunget respekt fra alle sider af det politiske spektrum. På en suveræn måde har han evnet at lægge tingene til rette, så de beslutninger, der træffes, gik i den retning, hans opdragsgivere havde ønsket. Af samme grund er han både blevet kaldt Den Lille Napoleon, Sir Michael og Krigsminister, ligesom han blev dekoreret med alle de kors og bånd og stjerner, som han kunne ønske sig.

Napoleon kompleks?
Men hvilke motiver har drevet Michael Christiansen frem i verden? Vi ved det ikke, men hvorfor var Napoleon så ilde lidt? I lange tider opererede man i fuldt alvor med kejserens ringe kropsvækst. Den lille korsikaner, som han blev kaldt. Men Napoleon var ikke udpræget nogen lille mand i sin egen samtid, så så selvom Napoleon-komplekset, som små mænd ofte siges at lide under, ikke passer på navnefaderen, passer det fint på Michael Christiansen. Men der udover ved vi ikke meget om drivkraften, udover at han tidligt indså, at det var som embedsmand han kunne opnå den magt, han vildt attråede.
Mod slutningen af karrieren begyndte han at ryste på hænderne, og i hans sidste opdrag gik tingene ikke i Michael Christiansens retning.

Da Michael Christiansen var formand for Det Danske Kulturinstitut stod han bag mærkelige dispositioner vedrørende kultursamarbejde med Rusland og Indien: På et tidspunkt, hvor forholdet til Rusland var belastet af gensidige økonomiske sanktioner som følge af situationen i Ukraine og annekteringen af Krim, og forholdet til Indien er belastet på grund af Holck-sagen i en grad der obstruerer danske interesser i Indien, insisterede Det Danske Kulturinstitut på tæt samarbejde finansieret af de danske skatteydere.

Som formand for Vederlagskommissionen måtte han lide den tort, at væsentlige dele af hans møjsommeligt konstruerede forslag blev forkastet af et politisk flertal.

DR
Der hvor han virkelig fik lagt sig ud med alt og alle var på posten som bestyrelsesformand i Danmarks Radio siden 2008. I en tæt alliance med generaldirektøren, betød hans dispositioner omkring cheflønninger, MelodiGrandPrix, ”1864”, X-Faktor og nedlæggelse af UnderholdningsOrkestret, at DR mere og mere fremstod som noget taget ud af George Orwells ”1984”.

Som en stat i staten er DR suverænt Danmarks største og vigtigste kulturinstitution med flere journalister ansat end den samlede dagspresse, reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og frem til 2019 finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året.
Som bestyrelsesformand reagerede han i skarpe vendinger på, at de borgerlige partier ført an af Dansk Folkeparti stillede spørgsmål til DRs levering af ”public service” og tillod sig at overveje store besparelser i DR – op til 25 pct. over en femårig periode, hvis det dengang stod til DF.

I et debatindlæg i Berlingske Tidende tordnede Michael Christiansen mod de politiske partier: ”Det er det største samlede angreb på dansk kulturformidling og public service-nyhedsformidling, vi har set til dato” og konstaterede, at omkring en tredjedel af den nuværende produktion skulle skæres væk, hvis DF’s planer blev gjort til virkelighed.
Michael Christiansen lagde ikke lagt fingrene imellem i debatten om DR. De mulige besparelser handlede ifølge Christiansen ikke alene om antallet af TV- og radiokanaler til danskerne. Det handlede om, at politikerne piller ved intet mindre end ”den samlede demokratiske mekanisme i Danmark”!

Selv så han det som sin nærmest guddommelige pligt at gå i brechen for DR og demokratiet – og dermed danskerne: ”Det er fuldkommen berettiget, at der er politisk debat om DR. Men man må aldrig glemme, at jeg sidder på vegne af hele Folketinget, og jeg skal først og fremmest administrere den lovgivning, der sikrer danskerne et uafhængigt DR. Det kan lejlighedsvist være meget ubehageligt for politikere, men det er min opgave”, sagde Michael Christiansen dengang.

Udtalelsen dokumenterede, at mange års uantastet magtudøvelse var steget Michael Christiansen til hovedet. Han opfattede sig tydeligvis som en anden Caligula hævet over regering og Folketing som den egentlige ansvarlige for lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

Michael Christiansen så dermed helt bort fra at rammerne for Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne fastlægges i politiske medieaftaler.
Det endte da også efter lang tids debat og forhandlinger med, at regeringen og støttepartiet DF skar 20 procent på det store publicservice medie over fem år.
Det nye medieforlig for perioden 2019-2022, trådte i kraft 1. januar 2019. Samtidig blev licensen afskaffet og flyttet over på skatten via et lavere personfradrag.
DR’s budget alene er på ca. 3,7 milliarder kroner, så besparelsen endte på cirka 700 millioner kroner.

Hvad skete?
Michael Christiansens svigtende jugement gjorde hans position uholdbar. Det gik ham, som det gik Jens Christensen i 1983.

Jens Christensen havde også en fortid som departementschef (i Udenrigsministeriet), da den socialdemokratiske energiminister Poul Nielson (der kom fra Udenrigsministeriet) i 1980 udnævnte Jens Christensen som formand for Dansk Olie og Naturgas (DONG). Jens Christensen følte sig ligeledes hævet over regering og Folketing og politiserede åbenlyst i hvad han opfattede som DONGs interesse. Efter regeringsskiftet i 1982 blev han afsat af energiminister Knud Enggaard fra Venstre og vendte tilbage til udenrigstjenesten.

Michael Christiansen blev pr. 1. januar 2019 afskediget som bestyrelsesformand for DR efter ti år på posten.

https://www.berlingske.dk/opinion/et-emne-skal-man-holde-fingrene-fra-i-politik-det-mest-beskaemmende-jeg

https://sorenskafte.atavist.com/dengang-rocazino-undgik-at-blive-snydt-af-lars-lkke-rasmussen

 

Sygefravær koster årligt den danske statskasse 30 milliarder kroner og er et stort samfundsøkonomisk og politisk problem.

Reglerne på området blev strammet i 2014 af et flertal i Folketinget. På dette tidspunkt var den nuværende statsminister, Mette Frederiksen, beskæftigelsesminister. Hvor man tidligere havde man ret til sygedagpenge i 52 uger, inden det skulle vurderes, om man opfyldte et af kriterierne for at få forlænget ydelsen, blev den periode nu sat ned på 22 uger.

Lønmodtagere jaget vildt
Lønmodtagere, der er sygemeldt over en længere periode, bliver dermed automatisk en del af sygedagpengesystemet, hvor kommunen løbende har en pligt til at vurdere, om man stadig er uarbejdsdygtig. En vurdering, der typisk foretages ved, at jobcenteret tager en samtale med den sygemeldte, løbende indhenter lægedokumentation og eventuelt har en dialog med arbejdsgiveren. Mange sygemeldte lønmodtagere føler sig som jaget vildt, og kontakten med jobcenteret, gør, at mange føler sig mistænkeliggjort.

Politikeres misbrug
Folketingsmedlemmer, Regionsrådsmedlemmer og kommunalpolitikere skal på intet tidspunkt fremvise så meget som skyggen af en lægeerklæring, hvis de er på længerevarende sygeorlov.
Dermed kan politikere være langtidssygemeldte med fuldt vederlag uden at skulle bevæge sig ned på jobcenteret.
Debatten om politikernes sygemeldinger er blusset op som følge af en række spektakulære sager. Sagerne viser, at blandt nogle politikere er narko-kørsel, sex-skandaler, mandatsvig og bedrag anerkendte sygdomme, og omgangen med sygemeldinger ret lemfældig.

Jakob Engel-Schmidt
Venstremanden Jakob Engel-Schmidt var fuldt aflønnet på sygeorlov i ni måneder efter afsløringen af, at han var blevet taget af politiet for narkokørsel. Sygeorloven blev afløst af en ”almindelig orlov”, hvor han optjente eftervederlag, mens han under orloven havde lønnet arbejde.

Ninna Hedeager Olsen
Den københavnske teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten har været sygemeldt i 4 måneder, fordi der efter en fest i hendes seng befandt sig 3 kvinder og 1 mand, hvor der muligvis er begået et seksuelt overgreb mod borgmesterens lesbiske veninde.

Rune Lund
Læge Marianne Mørk Mathiesen, medlem af regionsrådet Syddanmark for Liberal Alliance, har gjort opmærksom på, at Rune Lund, medlem af Folketinget for Enhedslisten, tidligere har været sygemeldt i tre måneder på grund af en sprunget akillessene. Han kunne ikke varetage sit kontorjob i Folketinget, men kunne godt i sygefraværsperioden rejse til Odense og deltage i en debat.

Morten Messerschmidt
Morten Messerschmidt (DF) var sygemeldt i syv måneder, da han blev anklaget for bedrag med EU-penge.

Kurt Jakobsen
Medlem af Esbjerg Byråd, Kurt Jakobsen fra Venstre lod sig sygemelde på ubestemt tid, da han blev dømt for mandatsvig mod sin tidligere arbejdsplads, Naturstyrelsen Vadehavet. Alternativt ville han blive ekskluderet af Venstre.

Jeppe Kofod
Den nuværende udenrigsminister, socialdemokraten Jeppe Kofod sygemeldte sig, da han år tilbage blev eksponeret i pressen på grund af en seksuel eskapade med en 15-årig.

Politikeres lemfældige omgang med sygeorlov gør næppe kommunernes indsats for at nedbringe sygefraværet i Danmark nemmere.

 

Hysteriet på aktiebørserne har nu bredt sig til Berlingske Tidende. Mandag den 26. august 2019 har man fundet de store overskrifter frem: Det strammer til: Største fare for dansk recession siden finanskrisen. Risikoen, for at den danske økonomi ryger ind i en recession, er nu den højeste siden 2012.

En rundspørge blandt en række såkaldte økonomer bekræfter udsigterne til recession. Sandberg fra Dansk Byggeri og Lundby Hansen fra CEOS vurderer dog at udsigterne til recession er beskedne.

I artiklen medgives det, at ”ser man på de seneste nøgletal for dansk økonomi, er der ingen direkte tegn på, at faren for recession er vokset”. Der er altså knap dækning for de alarmerende overskrifter.

Kursudsving
De seneste uger har vist betydelige kursudsving på verdens aktiebørser, ikke mindst på Wall Street. Uroen og kursfaldene på de amerikanske toneangivende aktieindeks – Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq Composite – afspejler, at der blandt investorerne er opstået usikkerhed om det høje kursniveau og værdiansættelsen af aktiebeholdningerne. Usikkerheden næres af en stigende bekymring for, at verdensøkonomien vil blive trukket ned af den optrappede handelskrig mellem USA og Kina og visse konjunkturtal, der har skabt frygt for en begyndende recession.

Centralbankernes rolle
Den forøgede markedsuro og de mulige afledte negative effekter for realøkonomierne har i børskredse skabt forventninger om, at både den amerikanske og den europæiske centralbank kommer med nye rentenedsættelser til september.
Lavere renter kan måske stimulere aktiemarkederne og holde hånden under de vaklende ejendomsmarkeder, men med det i forvejen meget lave renteniveau er det spørgsmålet, om det reelt har betydning for de beslutninger vedrørende drift og investeringer, der træffes ude i den reale økonomi.

Challenges for Monetary Policy
Den suverænt største årlige begivenhed i centralbankverdenen – det årlige symposium i Jackson Hole i Wyoming – har netop fundet sted 22.-24. august 2019.
Den storslåede dal i Jackson Hole ved foden af bjergmassivet Teton Range i den amerikanske delstat Wyoming forbindes i USA med utallige kulørte beretninger om begivenheder fra erobringen af det vilde vesten i USA. Men i sidste uge – torsdag, fredag og lørdag den 22. – 24. august 2019 – var Jackson Hole centrum for alle verdens økonomiske iagttagere.

The Federal Reserve Bank of Kansas City har i 40 år været vært for et utal af centralbankchefer, der mødes til det årlige økonomiske symposium, og overskriften for årets symposium var ”Challenges for Monetary Policy”.

Af oplægget til mødet fremgik det, at de pengepolitiske beslutningstagere ti år efter finanskrisen står over for en række udfordringer. Forskellige opsvingsforløb har ført til, at centralbankerne har fulgt forskellige strategier for normalisering af pengepolitikken efter en periode, hvor de fleste centralbanker brugte både konventionelle og ukonventionelle pengepolitiske værktøjer, herunder quantitative easening, QE, som svar på den store recession.
Mens nogle centralbanker som den amerikanske har gennemført renteforhøjelser og forsøgt at nærme sig en neutral politik, har de måttet justere kursen. The Fed satte således den 31. juli 2019 styringsrenten ned et kvart procentpoint fra 2 – 2,5 pct. til 2 – 2,25 pct.
Andre centralbanker som f.eks. Den Europæiske Centralbank, ECB, har endnu ikke påbegyndt normaliseringsprocessen, herunder at forhøje rentesatser og nedbringe beholdningen af opkøbte statsobligationer og andre værdipapirer.

Trump og udsigterne for genvalg i 2020
I visse kredse i USA opfattes det relativt høje renteniveau og den ligeledes relativt stærke dollar som ødelæggende for amerikanske virksomheders konkurrenceevne. Det er da også velkendt, at den amerikanske centralbankchef Jerome Powell er under pres fra præsident Trump for hurtigst muligt at sætte centralbankrenten yderligere ned.

Jerome Powells store tale
Det var derfor med spænding set frem til Jerome Powells store tale i Jackson Hole den 23. august 2019.
Powell redegjorde for at Centralbanken forud for mødet den 31. juli havde sænket forventningerne til rentens højde. Rentesænkningen havde bidraget til udsigterne for inflation og beskæftigelse fortsat var gunstige. Centralbanken ville opmærksomt følge udviklingen og Centralbanken var opmærksom på at der siden juli-mødet var annonceret nye toldforhøjelser på import fra Kina, at der var tegn på en vis afmatning specielt i Tyskland og Kina. Mulighederne for en hård Brexit, urolighederne i Hong Kong og de politiske problemer i Italien dominerede nyhedsstrømmen. De finansielle markeder havde reageret på den turbulente udvikling og den lange obligationsrente var verden over faldet.

I den amerikanske økonomi var der imidlertid ingen direkte tegn på recession.

Vil renten i USA falde?
Jerome Powell sagde:
“Meanwhile, the U.S. economy has continued to perform well overall, driven by consumer spending. Job creation has slowed from last year’s pace but is still above overall labor force growth. Inflation seems to be moving up closer to 2 percent. Based on our assessment of the implications of these developments, we will act as appropriate to sustain the expansion, with a strong labor market and inflation near its symmetric 2 percent objective”.

Man skal være opmærksom på, at den amerikanske centralbank har opmærksomheden stift rettet mod inflation og beskæftigelse. Inflationen ligger tæt på 2 pct.-målsætningen og den amerikanske beskæftigelse er den højeste i de sidste 50 år.

Umiddelbart er der altså ikke udsigt til rentesænkninger i USA til september. Hvis det alligevel sker, bliver det med 0,25 pct.-point.

https://www.federalreserve.gov/newsevents/speech/powell20190823a.htm