Al Jazeera oplyser, at der nu er nye protester i Ægypten otte år efter det arabiske forår i januar 2011. Demonstranter samlede sig sent fredag den 20. september med krav om, at præsident Abdel Fattah al-Sisi træder tilbage. På sociale medier er der blevet delt videoer, som viser, at der blev demonstreret i Kairo og i byerne Alexandria, Al-Mahaila, Damietta og Suez.

I Kairo skete det blandt andet på Tahrir-pladsen i Kairo, der blev kendt fra Det Arabiske Forår i Egypten. Det var denne plads, der var epicentret for det folkelige oprør, der i 2011 væltede den daværende præsident, Hosni Mubarak.

Urolighederne har endnu ikke affødt officielle kommentarer. De oplyses, at præsident al-Sisi I øjeblikket befinder sig i New York, hvor han deltager i FNs klimatopmøde og generalforsamling.

Den egyptiske revolution

Den egyptiske revolution i 2011, også kendt som den 25. januar-revolution, startede den 25. januar 2011 og spredte sig over Egypten. Oprøret bestod af demonstrationer, marcher, besættelser af pladser, civil ulydighed og strejker – oprindelig rettet mod den stigende politibrutalitet.

Millioner af demonstranter ikke kun med muslimsk baggrund, men fra forskellige religioner og samfundsgrupper blev efterhånden mobiliseret og krævede, at den egyptiske præsident Hosni Mubarak gik af.

Voldelige sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter resulterede i mindst 846 dræbte og over 6.000 sårede. Demonstranterne brændte samtidig over 90 politistationer af over hele landet.

Demonstranternes primære krav var rettet mod Mubarak-regimet og hovedstaden Kairo blev beskrevet som “en krigszone” ligesom havnebyen Suez oplevede hyppige voldelige sammenstød. Egyptens sikkerhedsstyrker, der oprindeligt var loyale over for Mubarak, blev gradvist erstattet af militære tropper.

Den 11. februar 2011 annoncerede vicepræsident Omar Suleiman, at Mubarak trak sig som præsident og overførte magten til det øverste rådsråd (SCAF).

Hosni Mubarak var i 1981 ”valgt” ved et valg, hvor han var eneste kandidat, og efterfulgte præsidenterne Anwar Sadat, Gamal Abdel Nasser og Muhammad Naguib, der havde magten i Egypten siden den såkaldte 1952-revolution, hvor et militærkup tvang Kong Farouk til at abdicere og omdannede Egypten til en republik.

Militærjuntaen, ledet af Mohamed Hussein Tantawi, bebudede den 13. februar 2011, at forfatningen blev suspenderet, begge parlamentshuse opløst, og militæret ville regere i seks måneder (indtil valg kunne afholdes).

Det Muslimske Broderskab

Efter revolutionen mod Mubarak og en periode med styring af det øverste råd for de væbnede styrker tog Det Muslimske Broderskab magten i Egypten gennem en række valg. Ægypterne valgte ved et frit valg i juni 2012 med 51,7 procent af stemmerne islamisten Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskabs politiske gren: Friheds- og Retfærdighedspartiet, som han blev formand for i april 2011.

Morsi-regeringen stødte imidlertid på en hård modstand efter hans forsøg på at vedtage en islamisk forfatning. Det udløste generel protest fra sekulære grupper og fra militæret, og masseprotester brød ud mod hans styre den 28. juni 2013.

Præsident Abdel Fattah al-Sisi

Den 3. juli 2013 blev Mursi afsat ved et statskup ledet af forsvarsministeren, general Abdel Fattah El-Sisi. El-Sisi blev Egyptens præsident ved valget i 2014.

Weekendens demonstrationer i Kairot er uhyre sjældne i Egypten, efter al-Sisi i 2013 forbød offentlige protester.

Sisi har som Mubarak kørt en hård linje over for det nu forbudte Muslimske Broderskab og alle kritikere af regimet. Tusindvis af islamister sidder fængslet sammen med sekulære aktivister og kendte bloggere. Menneskerettighedsorganisationer har udnævnt al-Sisi som en af Mellemøstens strengeste despoter. De fyldte fængsler er fyldt med såkaldte afvigere. Hundreder af web-sites er blokerede landets presse er under nøje overvågning af sikkerhedstjenester.

Al-Sisi ikke hidtil udfordret

Hidtil har præsident Abdel Fattah al-Sisi ikke for alvor været udfordret – det vil næppe ske så længe Broderskabets islamister er sorteret fra på forhånd.

Blandt landets islamister er det kun salafisterne fra Nourpartiet, der får lov til at stille op til valgene. Den ordning er kommet i stand, fordi Nourpartiet støttede kuppet mod Broderskabets præsident i 2013. Derfor opfattes Nourpartiet som ”de tålte islamister”, der hellere vil overleve politisk end at kaste sig ud i ideologisk magtovertagelse for enhver pris.

Samme logik forhindrer Det Muslimske Broderskab i at stille op til valgene. Broderskabet kan hverken stille op som parti eller med løsgængere fra organisationen. Årsagen er, at Broderskabet allerede i 2012-13 viste, at organisationens egentlige mål er at islamisere både forfatning og samfund.

Siden kuppet mod Mursi i 2013 har præsident al-Sisi bekæmpet Broderskabet og kaldt de tidligere magthavere for en terrororganisation. Med Broderskabet uden for parlamentarisk indflydelse har næsten halvdelen af den egyptiske befolkning ingen at stemme på.

Kritikken af al-Sisi

Præsident al-Sisi kritiseres for den udbredte korruption i Egypten. Præsidenten selv kritiseres for hans involvering i en voldsom offentlig byggeaktivitet hvor dispositionerne besluttes uden et mindstemål af transparens. Sisi kritiseres også for en forfatningsændring, der vil tillade ham at blive siddende som præsident til 2030, hvor han ellers skulle være trådt tilbage i 2022.

Samtidig er de generelle levevilkår i Egypten harske. Fødevarepriserne er steget voldsomt efter al-Sisi efter aftale med IMF indførte en række kriseforanstaltninger der reducerede tilskuddene til fødevarer og brændstof. Indgrebene kom efter at Egypten havde måttet søge hjælp hos den Internationale Valutafond, IMF, efter en valutakrise i 2016.

Egyptens officielle statistiske departement oplyste i juli 2019, at 33 pct. af egypterne lever under fattigdomsgrænsen – en stigning fra 28 pct. i 2015 og 17 pct. i 2000.

USA beskylder Iran for at stå bag det sofistikerede droneangreb lørdag den 14. september 2019 på to saudiske olieanlæg. Angrebet betyder tab af 5,7 millioner tønder olie pr. dag, hvilket er fem procent af den globale daglige produktion og det største uforudsete tab i verdenshistorien, og de overgår tabet i august 1990, da Saddam Hussein invaderede Kuwait under den første Golf-krig.

På oliemarkederne steg prisen på fremtidige olieleverancer med over 12 dollar – den største stigning siden future-handlen begyndte i 1988. Der kan meget vel gå uger før olieproduktionen er tilbage til det normale.

Teheran afviser officielt at stå bag, og den shiaislamiske Houthi-bevægelse i Yemen, der støttes af Iran, har taget ansvaret for angrebet. I alt ti droner blev sendt mod Abqaiq-anlægget, siger en talsmand for houthierne.

Saudi-Arabien har over årene investeret enorme summer i avancerede luftforsvarssystemer. Men tænketanken Euroasia Group siger, at Saudi-Arabiens luftforsvarssystemer primært er designet til at forsvare sig mod traditionelle trusler.

Reaktionerne

Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod har på linje med andre EU-lande opfordret ”alle involverede parter til at udvise tilbageholdenhed og arbejde for deeskalering og dialog”.

Da Det Hvide Hus i begyndelsen af maj sendte det amerikanske hangarskib USS Abraham Lincoln i Nimitz-klassen med ledsageskibe m.v. til den Persiske Golf var årsagen ifølge den daværende nationale sikkerhedsrådgiver John R. Bolton “bekymrende og eskalerende indikationer og advarsler” relateret til Iran.

Udenrigsminister Mike Pompeo bekræftede at “Det er noget, vi har arbejdet på i et stykke tid.”

“Det er helt sikkert, at vi har set eskalerende aktiviteter fra iranerne, og vi vil holde iranerne ansvarlige for ethvert angreb på amerikanske interesser, uanset om disse handlinger foretages af shia-militsgruppe, Hamas, Houthis eller Hizbollah, eller andre der reelt kontrolleres af Iran”.

“De Forenede Stater søger ikke krig med det iranske regime, men vi er fuldt ud rede til at reagere på ethvert angreb, hvad enten det er ved en stedfortræder, ved Revolutionsgarden eller ved regulære iranske militære styrker,” sagde Bolton i udtalelsen.

USA har lagt pres på Iran

Det amerikanske forhold til Iran er blevet forværret siden præsident Trump sidste år trak USA ud af den atomaftale, der var indgået med Iran i 2015. USA har siden pålagt Iran hårde sanktioner, og i begyndelsen af 2019 satte Trump administrationen den iranske Revolutionsgarde, IRGC, på terrorlisten, og organisationen – og alle der samarbejder med IRGC – er pålagt strenge økonomiske sanktioner.

Sanktionerne betyder, at Iran er hårdt ramt økonomisk, valutaen – Rialen – er i frit fald og inflationen er galopperende. Den iranske befolkning på 84 millioner oplever faldende levestandard og arbejdsløsheden er frygtindgydende.

Iran reaktion har været at nægte at overholde atomaftalen, og grænsen for den tilladte oplagring i Iran af beriget uran er for længst overskredet.

Iranske reaktioner

Den amerikanske regering har naturligvis været helt klar over, at det var et spørgsmål om tid før Iran måtte reagere. Genopbygningen af lagre af beriget uran og truslen om helt at udtræde af atomaftalen sigter naturligvis på at presse USA og EU til at ophæve sanktionerne.

Tankegangen i Teheran er, at udsigten til en eskalerende militær krise i Mellemøsten måske kan tvinge EU til en kraftigere indsats for at redde atomaftalen fra forlis, samt kompensere for de amerikanske sanktioner. Det er imidlertid lidet sandsynligt, at EU kan gøre en forskel.

I Irak har amerikanerne oplevet at fire katyusha-raketter er slået ned i nærheden af en militærbase, hvor amerikanske soldater opholder sig ved Mosul i Irak. Tankskibe er siden angrebet i Omanbugten ud for den iranske kyst.

Iraneksperter tvivler ikke på, at det faktisk var Iran, der udførte eller stod bag raketangrebet i Iraq, angrebene på tankskibene og den efterfølgende nedskydning af den amerikanske marines drone.

Angående angrebet i Saudi-Arabien siges det, at Iran ikke har nogen interesse i at udføre et sådant angreb, fordi det bringer landet tættere på krig med USA.

Argumentet holder dog ikke: Iranerne har før demonstreret, at trængt op i et hjørne viger regimet ikke tilbage for noget. Iran forsøger at vise USA, at de også kan svare igen.

Det må antages, at Iran opererer ud fra den antagelse, at Trump ikke ønsker en krig inden 2020-valget. De iranske angreb er derfor ikke desperate handlinger, men nøje planlagte operationer af den slags, der sender signaler, men ikke starter krige.

Revolutionsgardens Quds Force

I begyndelsen af april 2019 satte USA den iranske revolutionsgarde på listen over terrororganisationer.

Revolutionsgarden (The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC) har siden afslutningen af krigen med Irak I 1980’erne opbygget en enorm magt i Iran. Ikke kun internt i Iran, hvor IRGC udover det kontroversielle atomprogram også kontrollerer væsentlige økonomiske og industrielle interesser, men også i forhold til udlandet. IRGC er ansvarlig for et ballistisk missilprogram, der truer hele regionen, men IRGC støtter også direkte international terrorisme, blandt andet den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, og Houthi-bevægelsen i Yemen.

EU-sanktioner mod Iran

Allerede i januar 2019 indførte EU-landene sanktioner mod Iran som følge af de formodede attentatplaner, der var rettet mod eksiliranere i Danmark og Frankrig.

Sanktionerne er rettet mod en leder og en ansat i det iranske efterretnings- og sikkerhedsministerium, som begge blev optaget på EU’s terrorliste.

Den mangeårige chef for IRGC, general Muhammad-Ali Aziz-Jaafari, blev efter pres fra Irans præsident, Hassan Rouhani, i april 2019 af Ayatollah Ali Khamenei, som den øverste leder af de væbnede styrker, fjernet og erstattet af Hossein Salami, der samtidig blev forfremmet til generalmajor.

Irans Ayatollah Ali Khamenei er informeret om alle iranske aktiviteter, men det er den iranske Revolutionsgarde – The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC – der enten udfører eller sanktionerer aktionerne.

Den republikanske senator Marco Rubio fra Florida og medlem af Senatets Foreign Relations Committee, har på Twitter afsløret hvordan amerikanerne opfatter Revolutionsgarden:

“Vi vil ikke skelne mellem angreb fra Shia-militser i Iraq og Revolutionsgarden, The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC, der styrer dem. Ethvert angreb fra disse grupper mod amerikanske enheder vil blive betragtet som et angreb fra Iran.”

Revolutionsgarden, The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC, har siden afslutningen af krigen med Irak I 1980’erne finansieret af olieindtægter opbygget en enorm magt i Iran. Ikke kun internt i Iran, hvor IRGC udover det kontroversielle atomprogram også kontrollerer væsentlige økonomiske og industrielle interesser, men også i forhold til udlandet. IRGC er ansvarlig for et ballistisk missilprogram, der truer hele regionen, men IRGC støtter også direkte international terrorisme, blandt andet shiamuslimske militser i Iraq og Syrien, den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, Hams i Gaza og Houthi-bevægelsen i Yemen.

Quds Force og Generalmajor Qasem Soleimani

Den enkeltperson I Iran, som USA især er opmærksom på, er Qasem Soleimani.

Soleiman blev født den 11. marts 1957 og er avanceret til Generalmajor i Revolutionsgarden, IRGC. Qasem Soleiman har siden 1998 været øverstkommanderende for IRGCs Quds Force – den del af Revolutionsgarden, der er ansvarlig for alle militære og hemmelige operationer uden for Irans grænser. Det er således Qasem Soleiman, der er den egentlige fører af diverse shiamuslimske militser i Iraq og Syrien, af Houthierne i Yemen, af Hizbollah i Libanon og af Hamas i Gaza.

Ingen af disse organisationer ville vove et direkte angreb på amerikanske styrker uden at ordren var givet af Qasem Soleiman.

Krig?

Mens Iran afviser at have spillet en rolle i angrebene på de saudiarabiske olieanlæg, og den shiaislamiske Houthi-bevægelse i Yemen har taget ansvaret, er USA ikke i tvivl:

USA er fuldt informeret om de eskalerende aktiviteter fra iranerne, og USA vil holde iranerne ansvarlige for ethvert angreb på amerikanske eller allieredes interesser, uanset om disse handlinger foretages af en shia-militsgruppe i Irak, af Hamas, af Houthis i Yemen eller Hizbollah i Gaza, eller andre, der reelt kontrolleres af Iran. USA er fuldstændig overbevist om, at ingen af disse organisationer ville vove et direkte angreb på amerikanske styrker eller interesser uden at ordren var givet af Qasem Soleiman og dermed af Ayatollah Ali Khamenei.

I mellemtiden afventer vi reaktionen fra USA/Saudi-Arabien. Mon ikke det bliver voldsomt? Jeg tror det!

Lars Løkke og Klaus Riskær har været partikammerater. Klaus Riskær Pedersen er som bekendt idømt hårde fængselsstraffe for bl.a. mandatsvig, mens tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har haft ”sager”, der viser at han heller ikke er driftssikker, når det gælder om at overholde budgetterne. Det er vel efterhånden almindelig kendt i offentligheden. Men at statsministeren har spadseret fra underskud til underskud i sit efterhånden lange politiske liv, kommer nok alligevel som en overraskelse for de fleste.

Underskuddet i Græsted

Allerede i 1982 blev han ramt af sin første underskudssag. Niels Krause-Kjær har i bogen ”Lars Løkke” beskrevet historien:

Som 17-årig var Lars Løkke Rasmussen i 1981 med til at stifte ”Foreningen af Gamle Spejdere i Græsted”, med det formål at samle penge ind til et folkevognsrugbrød, som Lars og vennerne kunne rejse Europa rundt i.

For at skaffe penge til projektet hyrede Lars Løkke det populære band Rocazino til en koncert i Gribskovhallen Sankthansaften 1982. Men samtidig får Rocazino et megahit med sangen ‘Elsk mig i nat’, og de dropper arrangementet.

I stedet får Lars Løkke tilbudt gruppen Blast med Hanne Boel, Tina Schäfer og Lise Dandanell. Men det er ikke noget, der rykker i Græsted. Under 100 mennesker køber billet til koncerten, og de manglende entréindtægter gør, at Lars Løkke står tilbage med en regning på 30-40.000 kr.

Til bandets overraskelse nægter den nu 18-årige Lars Løkke Rasmussen at betale regningen. Han hævder, at kontrakten er ugyldig, fordi han ikke var fyldt 18, da han skrev under på den.

Blast pudser en advokat på Løkke, men han giver sig ikke. Og til sidst må advokaten give op.

Bandmedlemmerne i Blast raser og de overvejer mange år senere, da Lars Løkke er blevet statsminister, om de kan få drevet tilgodehavendet ind.

Året efter lykkes det faktisk Lars Løkke og hans venner at skrabe penge sammen til folkevognsrugbrødet og rejsen rundt i Europa.

Bilagssagen i VU

Allerede i 1989 blev Løkke ramt af sin første bilagssag, da han var 25 år gammel. Dengang var det Løkkes kampagne til Europa-Parlamentsvalget, der endte med at blive en dyr fornøjelse for Venstres Ungdom.

Historien er, at på falderebet af nogle glade formandsdage i Venstres Ungdom fik Lars Løkke Rasmussen i 1989 den idé, at han skulle vælges til Europa-Parlamentet.

Forslaget blev mødt med en del modvilje hos de andre i VU’s ledelse, men ved hjælp af Lars Løkke Rasmussens overtalelsesevner lykkedes det ham at skaffe flertal, så han kunne stille op, og VU afsatte 200.000 kr. til projektet.

Valgkampen op til valget til Europa-Parlamentet var indædt. Ikke mindst mellem venstrekandidaterne blev der gået til stålet. En af årsagerne var, at Klaus Riskær Pedersen i 1989 var gået ind i politik og opstillede til Europa-Parlamentsvalget på Venstres liste.

Klaus Riskær Pedersen kastede sine egne midler (eller i hvert fald penge han rådede over) i en stort anlagt valgkampagne og brugte slogans som “Bryd Janteloven!” og “Danmark kan, hvis du vil”. Riskær udgav også op til valget et gratis nyhedsbrev.

Hans aura af succes og fandenivoldskhed gjorde ham populær blandt mange unge venstrefolk, mens han var mindre populær blandt partiets mere traditionelt indstillede medlemmer.

Lars Løkkes kampagne var også efter Græsted-forhold stor. Problemet var, at omkostningerne løb op i mere end fire hundrede tusinde kroner – omkring det dobbelte af, hvad der var afsat. Også dengang blev pengene brugt på jakkesæt, fester, rejser, hotelovernatninger, middage og leje af datidens dyre og sjældne mobiltelefoner. Resultatet blev, at kampagnen fuldstændig tørlagde kassen hos VU.

Venstre havde inden valget regnet med at få valgt mindst tre kandidater. Spidskandidaten var Niels Anker Kofoed, mens nummer 2 på listen var Tove Nielsen, der havde været medlem af Europa-Parlamentet i 10 år. Lars Løkke Rasmussen var nummer 3 på listen, mens Klaus Riskær Pedersen var opstillet som nummer 5.

Listen var sideordnet så det var de personlige stemmer, der ville afgøre hvem der i sidste ende kom ind. Nogle af de andre kandidater, blandt andet Lars Løkke, var irriterede over den store medieopmærksomhed omkring Klaus Riskær Pedersen.

Ved valget sprængte Riskær listen og blev valgt som Venstres anden kandidat, sammen med Niels Anker Kofoed og Tove Nielsen. Riskær opnåede at blive den kandidat, der fik 5. flest stemmer ved valget – 57.114 personlige stemmer.

Lars Løkke Rasmussen blev trods de nævnte store armbevægelser en af valgets store tabere.

Skandalen omkring underskuddet i VU var oveni købet ved at koste Lars Løkke den normale plads i Venstres hovedbestyrelse som afgående VU-formand.

Det er tankevækkende, at hvis venstrefolkene ikke havde forbarmet sig, kunne det allerede dengang have været slut for Lars Løkke Rasmussen.

Til nogles forundring og manges forargelse har Klimaminister Dan Jørgensen ansat forfatter Kaspar Colling Nielsen som taleskriver. Han skal angiveligt sætte ord på de klimavisioner, ministeren og hans nyorganiserede storrumsministerium arbejder på.

Daværende klima- og energiminister Connie Hedegaard, der også var optaget af klodens varme luft, havde i 2008-09 ansat kogebogsforfatter (og nu præst i Skagen) Kristian Ditlev Jensen som taleskriver. Kristian Ditlev Jensen blev så optaget af fiktionen hos Hedegaard, at han fratrådte stillingen 1. april 2009 for at hellige sig arbejdet som forfatter.

https://politiken.dk/kultur/art7270817/Forfatteren-Kristian-Ditlev-Jensen-skjulte-et-problem-som-pr%C3%A6sten-Kristian-Ditlev-Jensen-nu-vil-have-frem-%C2%BBDer-er-noget-vi-bliver-n%C3%B8dt-til-at-tale-om.-Helt-fra-jeg-var-ung-drak-jeg-meget%C2%AB

Nu er den gal igen med affaldsvirksomheden Amager Ressourcecenter (ARC) – den planlagte økonomiske redningsplan af forbrændingsanlægget Amager (Ski)Bakke er kuldsejlet og den totale økonomiske ruin truer.

Siden politikerne i de fem ejerkommuner – København, Frederiksberg, Dragør, Hvidovre og Taarnby – i 2012 gav grønt lys til at bygge det nye kæmpeanlæg Amager Bakke til 4 mia. kr. har ARC været forbundet med den ene skandale efter den anden. Truende milliardtab på 1,9 mia. kr., politiske slagsmål, dyre forsinkelser, en livsfarlig eksplosion, fyring af direktøren og en socialdemokratisk formand, der kommer og går, er nogle af de ting, som har ramt ARC og Amager Bakke. I slutningen af juni brød det helt nye anlæg sammen, og ARC har siden måtte bede om ekstraordinær tilladelse til at oplagre tonsvis af affald.

I begyndelsen af 2017 erkendte ledelsen på affaldsanlægget Amager Ressource Center, at man skulle have informeret bestyrelsen om en livsfarlig eksplosion tilbage i februar. Eksplosionen på Amager Ressource Center bidrog til at kaste lys over de kritisable forhold i den københavnske affaldssektor. Eksplosionen, der meget let kunne have kostet menneskeliv, skyldes øjensynligt sjusk og efterladenhed i forbrændingsanlæggets ledelse, og sagen førte da også til direktør Ulla Röttgers afskedigelse.

Sidste forår kom det frem, at anlægget stod til at mangle 1,9 mia. kroner, fordi affaldsdirektørens vurdering af affaldsmængderne til anlæggets drift var forkert. Et halvt år senere besluttede politikerne i de fem ejerkommuner – København, Frederiksberg, Dragør, Hvidovre og Taarnby – en økonomisk redningsplan.

Import af affald fra udlandet

Redningsplanen gik bl.a. ud på at importere ca. 100.000 ton affald om året. Men man glemte, at importen er begrænset af EU’s regler om, at import kun må udgøre 20 pct. af selskabets økonomi.

Derfor gik redningsplanen samtidig på, at Københavns Kommune skulle flytte 45.000 ton husholdningsaffald fra Vestforbrænding i Glostrup til Amager Bakke. Planerne om at flytte affaldet er mislykket, og en anden plan om at fusionere ARC (selskabet bag Amager Bakke) med et af naboforsyningsselskaberne CTR eller Hofor, er også løbet ud i sandet.

Amager Bakke styrer imod en økonomisk nedtur, efter at den planlagte økonomiske redningsplan af forbrændingsanlægget er kuldsejlet.

https://energiwatch.dk/secure/Energinyt/Energiselskaber/article11607024.ece?utm_campaign=EnergiWatch%20Middag&utm_content=2019-09-10&utm_medium=email&utm_source=energiwatch

Det vakte opmærksomhed, at Stram Kurs, partiet Klaus Riskær Pedersen og Kristendemokraterne i de kommende fire år vil modtage i alt 25 mio. kr. i offentlig, skatteyderbetalt partistøtte, selv om de ikke ved Folketingsvalget i juni 2019 opnåede repræsentation i Folketinget. Hvordan og til hvilke ”politiske aktiviteter” pengene anvendes er helt op til Paludan, Riskær m.fl.

Skatteborgerne var chokerede – for mange var det helt uforståeligt, at et flertal i Folketinget havde bestemt, at skatteborgernes penge skulle bruges på den måde. Mange har formentlig ikke engang været klar over, at alle politiske partier i Danmark hvert år udover politikernes lønninger, indkasserer langt over 300 millioner i offentlig, skatteyderbetalt partistøtte?

Partimedlemmerne er uden betydning

Medlemmernes betydning for partiernes økonomi er faldet markant siden indførelsen af den direkte offentlige støtte til de politiske partiers landsorganisationer, og især siden de væsentlige seneste forhøjelser af tilskuddene til både landsorganisationerne og folketingsgrupperne

Enkeltpersoner, organisationer og private virksomheder yder også støtte til de politiske partier. Især i valgår løber denne støtte op i hundreder af mio. kr. De gældende regler for privat partistøtte kræver, at der oplyses om donorer, der giver mere end 20.600 kroner, men ikke hvor meget de giver.

Inden folketingsvalget kom det frem, at den private partistøtte ikke altid indberettes. Det burde dog ikke overraske nogen – allerede i 2016 blev det i bogen “Skjulte Penge”, skrevet af journalisterne Carl Emil Arnfred og Chris Kjær Jessen, oplyst at en række danske politikere ikke rettidigt havde oplyst om økonomisk støtte fra forskellige såkaldte erhvervsklubber.

”Skjulte Penge” udkom på forlaget People’sPress den 1. juni 2016.

Partiledelser fastlægger den politiske kurs hen over hovedet på medlemmerne

I takt med den store og voksende statsstøtte til partierne er der opstået meget stærke partiledelser, der ikke er afhængige af medlemmernes økonomiske eller politiske støtte, men dikterer det hele sammen med partifunktionærer og rådgivningsbureauer. ”Baglandet” har kun ceremoniel betydning i forbindelse med Landsmøder o. lign. Hovedbestyrelser har normalt ikke noget at skulle have sagt, og det vækker opmærksomhed når det endelig sker, at partiformænd som Lars Barfoed hos de konservative og Lars Løkke Rasmussen hos Venstre vippes af pinden.

Udover ledelsens er der ikke længere plads til politiske holdninger. Det politiske virke – i hvert fald i de store, etablerede partier er blevet adskilt fra det omkringliggende samfund. Det er i højere og højere grad blevet til en selvudpeget, lille kreds, der ser politik som en karriere – og hvis den skal fremmes ligger, dem der stræber efter politiske poster, selvfølgelig under for partiledelsen.

Demokratiske kultur og støtte til politiske aktiviteter

Offentlig partistøtte er også en relativ ny foreteelse. Traditionelt har det i den danske demokratiske kultur været en given ting, at de politiske partier selv beslutter, hvordan de finansierer deres politiske aktiviteter, og hvilke aktiviteter de vil bruge deres ressourcer på. Danske partier var i folkestyrets klassiske tid private og økonomisk autonome organisationer – helt uafhængige af staten. Politiske partier er heller ikke nævnt overhovedet i Grundloven.

De ”gamle partier” – Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti – var gennem det 20. århundrede statsuafhængige bevægelser, private og frivillige sammenslutninger, som mobiliserede store dele af befolkningen til at deltage i politik. Til eksempel var Socialdemokratiet i 1960 fuldt og helt finansieret af medlemmerne og af fagbevægelsen.

Hvis vi ser historisk på det, ville det tidligere have været utænkeligt at lade partierne finansiere af statskassen. Da partierne var private foreninger, var deres regnskaber helt frem til 1990 private på linje med andre private foreninger.

Det er stadig et grundvilkår for partiernes virke, at partierne er private foreninger, men i takt med den dalende medlemstilslutning har finansiering alene af en kombination af medlemskontingenter og private bidrag været et problem i visse partier.

Offentlig partistøtte

I december 1965 blev det vedtaget, at folketingsmedlemmerne skulle have en vis bistand ved ansættelse af medhjælpere, kontormedarbejdere osv., men direkte offentlig støtte til partierne blev først lovfæstet i 1986 med virkning fra den 1. januar 1987. Støttebeløbene var dengang uskyldigt små (5 kr. pr. stemme).

Vedtagelsen i Folketinget dengang skete uden nogen principiel debat, idet der på forhånd var enighed blandt de fire ”gamle” partier om at bevilge sig selv støtte.

Er offentlig partistøtte nødvendige investeringer i demokratiet?

Partierne argumenterede udadtil for, at den skatteyderbetalte partistøtte skulle opfattes som borgernes investering i demokratiet!

Loven blev vedtaget, og kun VS, Fremskridtspartiet og Elsebeth Kock-Petersen fra Venstre stemte imod. Venstres ordfører, Svend Heiselberg, fremhævede under debatten, at statstilskuddet kun måtte blive et supplement og ikke erstatte medlemskontingenterne.

Siden loven trådte i kraft den 1. januar 1987, er tilskudsbeløbet steget betydeligt, og udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på 33,00 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,50 kr./år, og til hver stemme, partierne modtager ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,25 kr.

I 2018 androg den offentlige partistøtte efter antal stemmer ved Folketings-, Kommunal- og Regionalvalg i alt 153.433.678

Støtte til Folketingets partier

Ud over partistøtten ydes skatteyderbetalt støtte til faglig bistand til Folketingets partier. Støtten var oprindelig i 1965 tænkt som støtte til medlemssekretærer, rådgivere og pressemedarbejdere, kontorhold m.v. men det er i realiteten op til de enkelte partier, hvordan støtten anvendes.

Partierne har i slutningen af 2016 aftalt at hæve partistøtten – såvel grundbeløbet som beløbet pr. mandat. Stigningen er på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. og dermed bringes den samlede partistøtte op på 182.345.856 kr. Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater steg med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bringer partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Supplerende, indirekte støtte til små regeringspartier

Den 26. november 2016 kunne Ritzau oplyse, at Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten har indgået en aftale, der betyder at mindre partier i Folketinget med en stemmeandel på under 10 procent kan indkalde suppleanter, hvis et af de valgte folketingsmedlemmer udnævnes som minister og herefter tager orlov fra Folketinget. Suppleanterne aflønnes som de øvrige medlemmer af Folketinget.

Privatøkonomiske interesser

Den samlede offentlige partistøtte på 341.434.113 kr. bør sammenholdes med politikernes aflønning. Danske politikere er ganske vellønnede. Vederlagskommissionen dokumenterede, at selv et menigt folketingsmedlems indkomst, når først værdien af pensioner, tillæg, eftervederlag m.v. indregnes, når op på, hvad der allerede i 2016 svarede til 1,1 mio. kr. om året. For alle 179 folketingsmedlemmer svarende til knap 200 millioner kr.

Tilsvarende værdisætning af ministres forhold gav (afhængig af ministerpost) mellem 2,3 mio. og 2,7 mio. kr.

Politikerne tilhører dermed den øverste 1 pct. af indkomstfordelingen, og nogle meget højere end det. En placering som endog meget få politikere, og næppe en eneste af de nuværende ministre, ville være i nærheden af at kunne oppebære uden for politik, når man ser på deres uddannelser og hidtidige job.

Disse tal er uden at værdisætte æresbevisninger, rejser, chaufførdrevne biler, fryns eller den lejlighed i et fashionabelt kvarter i København, som provinspolitikerne får.

Vederlagskommissionen medregnede heller ikke de fordele, som nogle partier giver deres partiformænd i form af løntillæg, bil og dækning af alt fra underbukser og cigaretter til dyre middage. Ej heller de supplerende vederlag til visse folketingsgruppers gruppeformænd er medtaget.

Kampen om formandskabet i de politiske partier er dermed også en benhård kamp om den økonomiske kontrol med partiorganisationen og alle de private fordele for en selv.