Statsministerens officielle besøg i DDR

DDR2
I disse septemberdage for 31 år siden oplevede den danske statsminister på nærmeste hold et Østtyskland, hvor krænkelser af basale menneskerettigheder var hyppigt forekommende, men hvor der ikke var anledning til forudanelser om sammenbruddet i DDR og Berlinmurens fald den 9. november 1989.

Daværende Statsminister Poul Schlüter – aflagde på Udenrigsministeriets stærke og indtrængende anbefaling – den 13.-14. september 1988 et officielt besøg i DDR hos Erich Honecker. Besøget blev af flere grunde efterfølgende betegnet som ”de sidste årtiers største udenrigsministerielle bommert”. Ingen kan beskylde Poul Schlüter for at have sympati for de østeuropæiske regimer, men Udenrigsministeriet og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen insisterede, og alternativet – et officielt besøg af Honecker i København – var ikke tiltrækkende.
I lyset af de efterfølgende begivenheder var gennemførelsen af et officielt besøg på et tidspunkt, hvor DDR stod over for et totalt sammenbrud, i sig selv et eklatant udenrigsministerielt fejlskøn.

Ambassadebesættelsen
Besøget gav anledning til, at 18 DDR-borgere den 9. september ved at nægte at forlade den danske ambassade i Østberlin forsøgte at benytte statsminister Poul Schlüters forestående besøg til at opnå udrejsetilladelse fra DDR.
Ambassadør Erik Krog-Meyer, vurderede, at en situation med ambassaden befolket af aktivister under statsministerens besøg i Berlin og på ambassaden ville ødelægge de møjsommelige forberedelser og måske forskertse hele formålet med besøget. Efter visse kontakter til Udenrigsministeriet i København tillod ambassadør Krogh Meyer DDR-myndighederne, at Folkepolitiet og Stasi den 10. september 1988 ryddede ambassaden.
Via vesttysk presse nåede skandalen aviserne og der opstod betydelig furore.

Parlamentarisk undersøgelse
Med henblik på at finde ud af hvem der vidste hvad hvornår, nedsatte det udenrigspolitiske nævn allerede i oktober 1988 en undersøgelsesgruppe i ambassadesagen bestående af Ole Espersen (S), Per Stig Møller (K), Gert Petersen (SF) og Bjørn Elmquist (V).

Gruppen af erfarne parlamentarikere undersøgte egenhændigt alene med bistand af sekretæren for Udenrigspolitisk Nævn begivenhedsforløbet, og ikke mindst informationernes vandring rundt i Udenrigsministeriet og Statsministeriet.

Beretningen fra undersøgelsen, der forelå den 1. november 1988, viste, at navngivne embedsmænd i Udenrigsministeriet og Statsministeriet havde et vist kendskab til sagen, men at statsministeren og udenrigsministeren først blev orienteret den 13. september 1988 – 4 dage efter Stasis fjernelse af DDR-borgerne fra den danske ambassade i Østberlin.

Chefen for Udenrigsministeriets retsafdeling, ambassadør Tyge Lehmann, kommitteret i Statsministeriet, Niels Jørgen Nehring, blev omtalt i beretningen, men den danske ambassadør i Berlin, Erik Krog-Meyer, blev tillagt det væsentligste ansvar for den ulykkelige sag, og han blev forflyttet til ambassaden i Helsingfors.

De 18 ambassade-besættere blev idømt betingede domme, og først i marts 1989 fik de tilladelse til at rejse til Vesttyskland.

Tibetsagen

Kina-DK

De oplysninger, der i Tibetkommissionen er fremkommet om Udenrigsministeriets ageren, bringer mindelser om ambassade-sagen i Østtyskland i 1988.
Kinas daværende præsident, Hu Jintao, besøgte Danmark fra 14.-16. juni 2012. Det var det første officielle besøg i Danmark af et kinesisk statsoverhoved nogensinde. Et historisk besøg, sagde daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt. Den 15. juni blev gaden holdt fri for tibetanske demonstranter.
Godt et år senere, 4.-7. juni 2013, besøgte Kinas fjerdeøverste leder, Yu Zhengsheng, Danmark. Også ved dette besøg blev der rejst kritik af, at Tibet-aktivister blev forhindret i at vise tibetanske flag.

Tibetkommissionen
Efterfølgende gav de åbenlyse krænkelser af Grundlov, Politilov og Menneskerettigheder anledning til, at Tibetkommissionen blev nedsat den 2. oktober 2016.
Kommissionen skulle undersøge, hvem der gav ordren til, at dansk politi skulle gribe ind og sikre, at kineserne under besøgene ikke blev forstyrret af pro-tibetanske demonstranter. Særligt vigtigt var spørgsmålet om, hvilke instruktioner politiet fik, hvem der gav instruktionerne og hvilke vurderinger, der lå til grund herfor. Centralt var det at få afdækket, om der blev lagt op til, at dansk politi kunne, eller endda skulle, optræde på en måde, som ville bryde med ytrings- og forsamlingsfriheden. Ydermere skulle kommissionen undersøge det efterfølgende forløb i forbindelse med, hvordan forskellige ministerier og andre myndigheder har håndteret spørgsmål fra Folketinget om politiets indgriben. Centralt var det at få afdækket, om der er blevet afgivet urigtige, mangelfulde eller vildledende oplysninger til Folketinget.

Har mellemledere i politiet det fulde ansvar?
Efter 2 års arbejde, nærlæsning af 50.000 dokumenter og afhøring af flere end 60 politifolk, embedsmænd og tidligere ministre når Tibet-kommissionen den 18. december 2017 frem til, at det var vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen, der havde ansvaret for ordren, og det er kommissionens vurdering, at han var bekendt med den, selv om han har hævdet det modsatte.
Kommissionen vurderer også, at Claus Hjelm Olsen briefede andre politifolk om den ulovlige ordre forud for besøget, og at han var med til at føre den ud i livet under besøget som leder af kommandocentralen KSN.
Politikommissær Henrik Oryé havde ifølge kommissionen også kendskab til ordren. Han var koordinerende leder for tre centrale politiindsatser under statsbesøget og var med til at give ordren om, at en gruppe demonstranter skulle gemmes væk bag fire mandskabsvogne.

Kommissionen placerer dermed det væsentligste ansvar i sagen hos Hjelm Olsen og Oryé. Kommissionen mener, at der er ”fornødent grundlag for at søge et disciplinært ansvar gjort gældende” over for dem begge.
Tibetkommissionen udtaler også kritik af politiinspektør Mogens Lauridsen, som havde det øverste strategiske ansvar under besøget i 2012. Han har ifølge kommissionen ikke gjort nok for at undersøge, om den omstridte ordre rent faktisk fandtes trods massiv mediedækning og spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg.

Tibetkommissionen var afskåret fra væsentlige informationer
Kommissionen fik ikke adgang til en række centrale e-mails i sagen, og mente ikke det kunne dokumenteres, at ministre eller medarbejdere i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet eller Statsministeriet eller den øverste ledelse i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet havde kendskab til de konkrete ordrer i Københavns Politi eller i øvrigt over for Københavns Politi har fremsat opfordringer, henstillinger, instruktioner eller lignende til at gribe ind på en måde, som var ulovlig.
Har Udenrigsministeriet og Rigspolitiet holdt væsentlige oplysninger tilbage?
DR kunne onsdag den 23. maj 2018 oplyse, at Tibet-Kommissionen ikke har undersøgt de back-up kopier af relevante mails, der faktisk fandtes i Udenrigsministeriet. Onsdag den 6. juni 2018 oplyser Rigspolitichefen, at en række mails, som man hidtil har hævdet var slettet, faktisk eksisterer.
Spørgsmålet er om der andet relevant materiale Tibet-Kommissionen ikke har undersøgt?

I betragtning af den intense opmærksomhed omkring besøget er det helt usandsynligt, at ministre, medarbejdere i ministerierne eller ledelserne i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet var uvidende om Københavns Politis åbenlyst ulovlige indgriben over for demonstranterne.
Hvad er årsagen til, at regering, ministerier og politiets ledelse groft tilsidesatte deres tilsynspligt og forud for besøget i 2013 undlod at belære Københavns Politis indsatsledelse om rammerne for lovlig indgriben over for demonstranter?

Tilfredshed med besøgets afvikling
Mens vi stadig afventer ansvarsplaceringen, kan vi konstatere, at besøget i 2012 efter regeringens opfattelse forløb godt, og bortset fra de forulempede demonstranter var alle, herunder ikke mindst kineserne, tilfredse med besøgets afvikling. Den daværende justitsminister har sandsynligvis ligefrem rost Københavns Politi for indsatsen, og derfor var alle ansvarlige naturligvis enige om ved besøget i 2013 at følge ”same procedure as last year”.
Kommissionen har åbenbart betragtet besøgene i 2012 og 2013 som to uafhængige begivenheder, og når dermed frem til at placere ansvaret entydigt hos indsatsledelsen i Københavns Politi.
De 2 besøg må naturligvis vurderes i sammenhæng, og dermed er det også indlysende, at medlemmer af regeringen, medarbejdere i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet samt ledelserne i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet er (med)ansvarlige.

Udenrigsministeriets centrale rolle
Tibetkommissionen har klart dokumenteret, at Udenrigsministeriet på højeste niveau – den tidligere direktør og Protokolchefen – overfor Københavns politi gjorde det klart, at man var bekymret ved risikoen for synlige Tibet-demonstrationer, der ville ødelægge den gode stemning omkring statsbesøget og måske blokere for besøgets forventede udbytte. Tibet-kommissionen når dog frem til, at Udenrigsministeriet forud for besøget af Hu Jintao var med til at skabe en stemning, som via PET forplantede sig til Rigspolitiets ledelse og til Københavns Politi.
Kommissionen har manglet oplysninger, og ikke været i stand til at dokumentere, at Udenrigsministeren eller medarbejdere i Udenrigsministeriet havde kendskab til de konkrete ordrer i Københavns Politi eller i øvrigt over for Københavns Politi har fremsat opfordringer, henstillinger, instruktioner eller lignende til ved besøget i 2012 at gribe ind på en måde, som var ulovlig.
Af uforklarlige grunde forholder Kommissionen sig ikke til, at ingen i ministerier og Københavns Politi ved besøget i 2013 kunne være uvidende eller i god tro om de retningslinjer, som politiet fulgte.
Udenrigsministeriet har selv erkendt, at ministeriet ikke var uden ansvar for krænkelserne af Grundlov, Politilov og Menneskerettigheder. Ministeriet vil fremover forsøge at undgå ”misforståelser”, når man sammen med politiet og andre myndigheder planlægger statsbesøg.
Det meddelte ministeriet tirsdag den 9. januar 2018 i en e-mail til Ritzau oven på Tibetsagen. Spørgsmålet er om Udenrigsministeriet kan nøjes med denne indrømmelse, eller sagen også skal koste hoveder på Asiatisk Plads?

Tibet-Kommissionen genoptager undersøgelsen
De mange uafklarede spørgsmål betød, at Tibetkommissionen blev gennedsat den 4. juli 2018.
Det skal blive interessant at følge om Tibet-Kommissionen i 2. forsøg kan sandsynliggøre, at ministre, medarbejdere i Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet og den øverste ledelse i Københavns Politi, PET og Rigspolitiet havde kendskab til de konkrete ordrer i Københavns Politi eller i øvrigt over for Københavns Politi har fremsat opfordringer, henstillinger, instruktioner eller lignende til at gribe ind på en måde, som var ulovlig.

Bliver Tibet-Kommissionen nogensinde færdig?
Det fremgår af kommissoriet for kommissionens arbejde, at kommissionen så vidt muligt skal afslutte sit arbejde inden to år.
Kommissionen har selv den 4. juli 2019 oplyst, at det på baggrund af forløbet hidtil anses for meget lidt sandsynligt, at dette mål kan nås.

Men fortvivl ikke – Kommissionen vil i god tid inden udløbet af to-års perioden sende en redegørelse herom til Folketinget og et begrundet tidsestimat for afslutningen af kommissionens arbejde!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s