Når der kæmpes om statsstøtten til de politiske partier

Det vakte opmærksomhed, at Stram Kurs, partiet Klaus Riskær Pedersen og Kristendemokraterne i de kommende fire år vil modtage i alt 25 mio. kr. i offentlig, skatteyderbetalt partistøtte, selv om de ikke ved Folketingsvalget i juni 2019 opnåede repræsentation i Folketinget. Hvordan og til hvilke ”politiske aktiviteter” pengene anvendes er helt op til Paludan, Riskær m.fl.

Skatteborgerne var chokerede – for mange var det helt uforståeligt, at et flertal i Folketinget havde bestemt, at skatteborgernes penge skulle bruges på den måde. Mange har formentlig ikke engang været klar over, at alle politiske partier i Danmark hvert år udover politikernes lønninger, indkasserer langt over 300 millioner i offentlig, skatteyderbetalt partistøtte?

Partimedlemmerne er uden betydning

Medlemmernes betydning for partiernes økonomi er faldet markant siden indførelsen af den direkte offentlige støtte til de politiske partiers landsorganisationer, og især siden de væsentlige seneste forhøjelser af tilskuddene til både landsorganisationerne og folketingsgrupperne

Enkeltpersoner, organisationer og private virksomheder yder også støtte til de politiske partier. Især i valgår løber denne støtte op i hundreder af mio. kr. De gældende regler for privat partistøtte kræver, at der oplyses om donorer, der giver mere end 20.600 kroner, men ikke hvor meget de giver.

Inden folketingsvalget kom det frem, at den private partistøtte ikke altid indberettes. Det burde dog ikke overraske nogen – allerede i 2016 blev det i bogen “Skjulte Penge”, skrevet af journalisterne Carl Emil Arnfred og Chris Kjær Jessen, oplyst at en række danske politikere ikke rettidigt havde oplyst om økonomisk støtte fra forskellige såkaldte erhvervsklubber.

”Skjulte Penge” udkom på forlaget People’sPress den 1. juni 2016.

Partiledelser fastlægger den politiske kurs hen over hovedet på medlemmerne

I takt med den store og voksende statsstøtte til partierne er der opstået meget stærke partiledelser, der ikke er afhængige af medlemmernes økonomiske eller politiske støtte, men dikterer det hele sammen med partifunktionærer og rådgivningsbureauer. ”Baglandet” har kun ceremoniel betydning i forbindelse med Landsmøder o. lign. Hovedbestyrelser har normalt ikke noget at skulle have sagt, og det vækker opmærksomhed når det endelig sker, at partiformænd som Lars Barfoed hos de konservative og Lars Løkke Rasmussen hos Venstre vippes af pinden.

Udover ledelsens er der ikke længere plads til politiske holdninger. Det politiske virke – i hvert fald i de store, etablerede partier er blevet adskilt fra det omkringliggende samfund. Det er i højere og højere grad blevet til en selvudpeget, lille kreds, der ser politik som en karriere – og hvis den skal fremmes ligger, dem der stræber efter politiske poster, selvfølgelig under for partiledelsen.

Demokratiske kultur og støtte til politiske aktiviteter

Offentlig partistøtte er også en relativ ny foreteelse. Traditionelt har det i den danske demokratiske kultur været en given ting, at de politiske partier selv beslutter, hvordan de finansierer deres politiske aktiviteter, og hvilke aktiviteter de vil bruge deres ressourcer på. Danske partier var i folkestyrets klassiske tid private og økonomisk autonome organisationer – helt uafhængige af staten. Politiske partier er heller ikke nævnt overhovedet i Grundloven.

De ”gamle partier” – Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti – var gennem det 20. århundrede statsuafhængige bevægelser, private og frivillige sammenslutninger, som mobiliserede store dele af befolkningen til at deltage i politik. Til eksempel var Socialdemokratiet i 1960 fuldt og helt finansieret af medlemmerne og af fagbevægelsen.

Hvis vi ser historisk på det, ville det tidligere have været utænkeligt at lade partierne finansiere af statskassen. Da partierne var private foreninger, var deres regnskaber helt frem til 1990 private på linje med andre private foreninger.

Det er stadig et grundvilkår for partiernes virke, at partierne er private foreninger, men i takt med den dalende medlemstilslutning har finansiering alene af en kombination af medlemskontingenter og private bidrag været et problem i visse partier.

Offentlig partistøtte

I december 1965 blev det vedtaget, at folketingsmedlemmerne skulle have en vis bistand ved ansættelse af medhjælpere, kontormedarbejdere osv., men direkte offentlig støtte til partierne blev først lovfæstet i 1986 med virkning fra den 1. januar 1987. Støttebeløbene var dengang uskyldigt små (5 kr. pr. stemme).

Vedtagelsen i Folketinget dengang skete uden nogen principiel debat, idet der på forhånd var enighed blandt de fire ”gamle” partier om at bevilge sig selv støtte.

Er offentlig partistøtte nødvendige investeringer i demokratiet?

Partierne argumenterede udadtil for, at den skatteyderbetalte partistøtte skulle opfattes som borgernes investering i demokratiet!

Loven blev vedtaget, og kun VS, Fremskridtspartiet og Elsebeth Kock-Petersen fra Venstre stemte imod. Venstres ordfører, Svend Heiselberg, fremhævede under debatten, at statstilskuddet kun måtte blive et supplement og ikke erstatte medlemskontingenterne.

Siden loven trådte i kraft den 1. januar 1987, er tilskudsbeløbet steget betydeligt, og udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på 33,00 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,50 kr./år, og til hver stemme, partierne modtager ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,25 kr.

I 2018 androg den offentlige partistøtte efter antal stemmer ved Folketings-, Kommunal- og Regionalvalg i alt 153.433.678

Støtte til Folketingets partier

Ud over partistøtten ydes skatteyderbetalt støtte til faglig bistand til Folketingets partier. Støtten var oprindelig i 1965 tænkt som støtte til medlemssekretærer, rådgivere og pressemedarbejdere, kontorhold m.v. men det er i realiteten op til de enkelte partier, hvordan støtten anvendes.

Partierne har i slutningen af 2016 aftalt at hæve partistøtten – såvel grundbeløbet som beløbet pr. mandat. Stigningen er på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. og dermed bringes den samlede partistøtte op på 182.345.856 kr. Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater steg med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bringer partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Supplerende, indirekte støtte til små regeringspartier

Den 26. november 2016 kunne Ritzau oplyse, at Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten har indgået en aftale, der betyder at mindre partier i Folketinget med en stemmeandel på under 10 procent kan indkalde suppleanter, hvis et af de valgte folketingsmedlemmer udnævnes som minister og herefter tager orlov fra Folketinget. Suppleanterne aflønnes som de øvrige medlemmer af Folketinget.

Privatøkonomiske interesser

Den samlede offentlige partistøtte på 341.434.113 kr. bør sammenholdes med politikernes aflønning. Danske politikere er ganske vellønnede. Vederlagskommissionen dokumenterede, at selv et menigt folketingsmedlems indkomst, når først værdien af pensioner, tillæg, eftervederlag m.v. indregnes, når op på, hvad der allerede i 2016 svarede til 1,1 mio. kr. om året. For alle 179 folketingsmedlemmer svarende til knap 200 millioner kr.

Tilsvarende værdisætning af ministres forhold gav (afhængig af ministerpost) mellem 2,3 mio. og 2,7 mio. kr.

Politikerne tilhører dermed den øverste 1 pct. af indkomstfordelingen, og nogle meget højere end det. En placering som endog meget få politikere, og næppe en eneste af de nuværende ministre, ville være i nærheden af at kunne oppebære uden for politik, når man ser på deres uddannelser og hidtidige job.

Disse tal er uden at værdisætte æresbevisninger, rejser, chaufførdrevne biler, fryns eller den lejlighed i et fashionabelt kvarter i København, som provinspolitikerne får.

Vederlagskommissionen medregnede heller ikke de fordele, som nogle partier giver deres partiformænd i form af løntillæg, bil og dækning af alt fra underbukser og cigaretter til dyre middage. Ej heller de supplerende vederlag til visse folketingsgruppers gruppeformænd er medtaget.

Kampen om formandskabet i de politiske partier er dermed også en benhård kamp om den økonomiske kontrol med partiorganisationen og alle de private fordele for en selv.